At Hunden, Menneskets trofasteste Ledsager under alle Himmelstrøg og paa alle Civilisationstrin, maalte blive taget i Tjeneste paa mangfoldige Maader under en Krig, var vel forud ventet af alle hundevenner. At det skulde ske i et Om fang som del synes al være Tilfældet, havde vel ingen ventet. Selv det Land, der nøjesi havde gennemprøvet alle Muligheder, som iøvrigt havde stræbt paa ethvert Omraade, selv det mest underordnede, at have alt i Orden, selv Tysklan d har, synes det, i det væsentlige under Krig en m aaltel skabe de Organisationer, der er nødvendige for ret at udnytte Hundens Evner paa de forskellige Om raader. Man har i Tyskland vist nok i Fredens Dage slaaet sig til Ro med Tanken , at den vældige Skare af veldresserede Politihunde , som findes dernede spredt over hele Rigel, uden videre eller med en kort supplerende Dressur lod sig anvende i Krigstjenesten. De Erfaringer, der er gjort -dernede, synes imidlertid at gaa i Retning af, at dette ikke lader sig gøre. Og da m an herhjemme — for saa vidL man overhovedet har tænkt over Spørgsmaalet — vel nok har hygget sig i samme Betragtning, har jeg tænkt mig, at det kunde have nogen Interesse fordelle Tidsskrifts Læsere at blive gjort bekendt med, hvad der i saa Henseende kan læres af de tyske Tidsskrifter. Det følgende bygges saa at sige udelukkende paa Artikler og Meddelelser i den store tyske Schæferhundeforenings Medlemsblad (udkommer i 16-sidigl Hæfte hver 14. Dag). Det fremgaar heraf at man har anvendt Hunden
1) Som Sanitestshund.
2) Som Post og Meldehnd.
3) Som Trækdyr.
4) I Skyttegravene som Rottehund.
5) Til Bevogtning af Fangelejre.
6) Som Ledsager af „Krigsblinde“.
Punkterne 4, 5 og (i har formentlig ikke større In teresse. Om Punk to lyde r den seneste Meddelelse (fra 1. N ovem ber 191(1), at vedkomm ende Myndigheder har udtalt sig særdeles rosende om Hunden. DcL siges, „at Hundene ved deres Vagtsomhed har understøtLet Posterne udmæ rket og alene ved deres Næ rvæ relse udøvet stor Ind flydelse paa Fangerne, da disse frygtede, at Hundene ved deres Sporsans hu rtigt skulde finde dem unde r Flug tforsøg" og det angives, at der ved Hundenes Anvendelse er „sparet Regim enter“ under denne Bevogtnings tjeneste. Desuagtet synes man af have opgivet Hundens A n vendelse paa dette Om raade, uden aL der siges h vo rfor. D er lales dog om, at man fra fransk Side lunklaget over Hundene, navnlig over, al russiske K rig sfanger skulde være tru fne „ fo rbid te af H un de “ . M ulig er G runden da den, at man har ment, al Bevogtning ved H unde mindede fo r meget om Bevogtning af Straffefanger. Pu n k t 3 har væsentlig fundet Om tale ved af man fra Schæ ferlumdevennernes Side har protesteret mod de Forsøg, der ved den italienske F ro n t synes at være gjorte af Ø strigerne paa aL anvende H unde af denne og lignende ikke lil T ræ k d y r egnede R acer som T ræ kdyr. E fte r op rind elig fransk K ild e er gengivet en B eretning om, hvorledes Franskmæ ndene i Togeserne har bygget en ganske let lille Feltbane bl. a. lil T ran spo rt af Am m unition og som T ræ kd y r anvendt Hunde fra Alaska, altsaa Hunde som vore grønlandske, der er vante lil Træ karbejde.
Af Dagbladenes Beretninger om den sidste maskerede lyske K ryd sers B ed rifte r i Atlanterhavet frem gaar. al der bland t de sænkede Dampere var en engelsk, der kom fra Amerika og bl. a. havde en Mængde H unde om Bord. Det har m ulig været Hunde lil denne Brug. A t Belgierne i hvert F a ld i Begyndelsen a f K rigen anvendte Hunde til al trække deres Maskingevæ rer er jo vel kendt. Medens jeg skal lade det Spørgsmaal, om H u n den m uler danske F o rh o ld kan finde nogen Anvendelse som T ræ kdy r, slaa hen, er det derim od ganske klart, al vi vilde have god B ru g fo r H unden i de to første Tjenesteform er. H e r maa man fra første Fæ rd være kla r over, at P o litih u n d e c: Hunde, d e r ere dresserede til at bruges i Politie ts TjenesLe i Reglen ikke vil egne sig til nogen a f disse F o rm e r fo r Krigstjeneste. P o litihunden skal nem lig være veltalende og K rig shunden skal være tavs. P o litih u n d en skal naar, den afsøger et T e rra in og der find e r en Person, standse denne Person, blive ved ham og ved sin hø jlyd te Gøen m elde sin Fø re r, hvor han skal gaa hen fo r at finde M anden og Hunden. Sanitetshunden skal, naa r den find e r en saaret, i dybesle Stilhed vende tilbage til sin F ø re r og rap p o rtere og derefter lede Fø re ren til den saarede. IJlidig Gøen frem kalder erfaringsmæ ssig Beskydning, som fo røger de i Forve jen betydelige F a re r ved A fsøgningen, navnlig h vo r denne loregaar ved tle faste Fron ter. E n Po sthund maa af samme G rund være tavs. Den kan være et aldeles fortræ ffelig t Supplem ent til en Post, ikke m indst h vo r langvarig ensform ig T jeneste h a r øvet sin slappende Ind flydelse paa Mandskabet, men opdager Hunden , der jo ald rig paa den Maade trættes, noget mistænkeligt, maa den kun melde det til Fø re ren ved en sagte K n u rre n eller lignende. Det maa nu blive Fø re ren s Sag at bringe M eldingen videre pr. Tele fon , eller — ved at sende H unden tilbage med en sk riftlig Melding.
Denne sidste Anvendelse af H unden synes Jøvrig t fo rhold svis ny. Den 20. August 1916 udstedte Arm eoverkomm ando A. et Opraab om at den agter at anvende Krigs-, Melde- og Pa trouillehunde . D e r søges store haard føre Hunde: Jagthunde, D oberm annpinschere, Schæ ferhunde, Aired ale te rrie re (de 3 sidste ere Politihundera cerne) og det siges i Opraabet, at det d re je r sig om „et vigtigt m ilitæ rt Anliggende, der skal tjene til Tjenestelettelse og Sik ring af T rop p e rn e “ . Alle red e den 21. September ud taler K rig shund e skolens Fo rs tand e r L ø jtn a n t M ueller, at m an har faaet det Antal, man op rind elig søgte, men nu ønskes flere, da de h a r g jort god Fyldest, og den 15. Decem ber søger han 1000 H unde helst allerede til Ja n u a r til B ru g alene ved Vestfronten. Disse H unde skal kunne: lystre, apportere, blive liggende, flø jtes ind, sendes tilbage paa Plad s og følge et Spor. A lt Elem en ter i Politibundeopd ragelsen , men det siges ud trykkelig t, at H unden maa ikke læ re mere. Hundens Anvendelse til Meldingstjeneste gaar da fo r sig paa den Maade, at den h a r sin H vileplad s og faa r sit F o d e r i 2. og 3. Lin je , m en naar den skal gøre T jeneste anbringes i første Lin je , hvor den absolut ik ke maa fodres. K om m e r der saa efter en skarp Beskydning, der har a fb ru d t al T ele fo n fo rb in delse og som g ø r det om tren t um ulig t fo r et Menneske at færdes m ellem Lin je rn e , en Situation, hvor Reserven skal alarmeres, saa sendes H unden afsted, og den h a r i K ra ft a f sin Hurtighed , Lid enh ed og Evne til at finde Dæ kning store C hancer fo r at naa tilbage og at naa tilbage i rette Tid . Det var dog maaske Um agen væ rd at tænke over, om m an ikke ogsaa herh jemm e kunde have B ru g fo r nogle H unde paa denne Maade, og hvis m an m ener det, kan det maaske interessere, at der paa dette P u n k t men ogsaa fo r Sanitetshundencs Vedkomm ende klages over, at de m indre rutinerede Fø re re ikke paa langt nær naar de samme Resultater, som de gamle drevne H unde førere og Hundeelskere. H vad endelig Sanitets hundene angaar, da er man jo herh jemm e begyndt at rø re paa sig, og der blev fo rrig e A a r ved denne T id nedsat en Kom ité , der paatog sig A rbe jde t med at skaffe et P a r Sanitetshundeko rp s et fo r S jæ lland og c l fo r Jylland . H e r i B yen er fo r T id e n 12 Fø re re under U d dannelse, de h a r unde r Ledelse a f Overlæge B ie rin g gennemgaaet et Sam ariterkursus, der fo r ko rt T id siden afsluttedes og arbe jder f. T . paa selve H undeud dannelsen. Det er Overlæge M arner, der iøv rig t leder den p raktiske Uddannelse, fo r selve Dressurens V ed komm ende bistaaet. a f en af Politihunde fo reningen s ældste Førere , Overbetjent i Kbh. Pol. Læsø. F o r Jyllan d s Vedkomm ende er Sagen ogsaa i Gang under Ledelse a f Politia ssisten t H auerbach , Aarhus. Skønt det saaledes ik ke er nødvendigt at slaa til L y d fo r Sagen fo r at faa den i Gang, trænger den dog til al den Støtte-, den kan faa, og jeg skal d e rfo r tilla d e mig ganske kort at redegøre for de Erfaringer, man paa dette Om raade har gjort.
M an begyndte med at anvende Hunde , der ra p porterede ved Gøen, men maatte hu rtig t opgive det paa G rund a f Beskydning. Dere fter gik m an over til at læ re H unden at bringe en T in g der hørte til den Saaredes Ud rustning , f. Eks. Hue, H and ske r eller lig nende. Delte maatte m an opgive, fo rd i de saaledes dresserede H unde var tilbø jelige til at flaa i de Saaredes U nifo rm e r, naar de intet fandt løst, og herunder undertiden netop rev i N ød fo rbindingen , der jo ofte vil være den Ting , der er lettest at faa fa t i. M an læ rte d e rfo r Hunden , at den kunde bringe hvad som helst, der laa i N æ rh e d e n .a f den Saarede, f. Eks. en Sten, en Jo rd k lum p elle r lignende. En d elig kan en H u n d jo rapporte re uden noget saadant, men kun, h vo r H u n d og H e rre kender h in anden meget nøje, og vistnok kun, h vo r de allerede under fredelige F o rh o ld h a r arbejdet sammen. Desuden gaar erfaringsmæ ssigt en H und , der bære r et eller andet i Munden , sikre re og mere uanfægtet a f tilfæ ldige F ris telse r tilbage til sin H e rre end en Hund , der ikke har en saadan „D osm erseddel“ . D et er et ægte tysk Træ k, at m an derefter gik et S k rid t videre og fo r at sikre,; at H unden i alle T i l fælde kunde apportere et elle r andet, naar den fand t en Saaret, anbragte paa H unden et „B ringelæ d e r“ o: en ved Halsbaande t hængende Læ derlap , som H un den dresseredes til at fatte, naar den fandt en Saaret. Hundene skal have vist ret god Forstaaelse a f M etoden, men denne synes dog ikke rig tig at tilfred sstille Førerne , idet det viser sig, at Læ derlappen let blive r afrevet i Pigtraad, Buskads o. 1. o: netop de Steder, hvor H unden fo rtrin svis vil kunne gøre Nytte.
Det synes at fremgaa af Beretningerne, at man ikke anvender Hundene ved den første A fsøgning efter Saarede. Den foretages aabenbart ved Soldater alene, men Hundenes Opgave er at eftergaa Terrainet, naar Menneskene ikke kan finde flere. Og set paa Baggrund he ra f er det jo ikke noget helt ringe Tal, der allerede i August 191(J opgaves at være reddede af Hunde, nemlig langt over 8000. Det siges ud trykkelig , at disse 8000 tyske Saarede ikke uden Hundens H jæ lp vilde være fundne. T a lle t paa de tjenestgørende Sanitetshunde angives om trent sam tidig at være naaet til c. 3000. E t Eksem pel kan maaske bedre end mange O rd belyse NyLlen a f H unden paa dette Omraade. E n tysk F ø re r fortæller: „I M arts 1916 blev det overdraget mig og to andre F ø re re af m it K om pagni at afsøge et 5 Dage tidligere stormet T e rra in fo ran Verdun. T e rrain e t bestod af sønderskudt Storskov med mange Pig tra ad s fo rhin d ring e r m ellem vore forreste Skyttegrave og Reservestillingen. E fte r c. 1/2 Tim es Sogen bragte en Tæ vehund sin F ø re r et Stykke Sejldug saa stort som en Haand. U n der fjend tlig A r tille riild førte den derefter ved L in e sin H e rre 1— 500 S k rid t gennem Pig traad og et V irv a r af Grene fra de omstyrtede, sønderskudte T ræ e r til et halvt tildæ kket Skjulesled, der, forhæ ngt med Sejldug, gemte 3 haardtsaarede Tyskere, som havde ligget der siden Stormen.
E fte r at H jæ lp var ydet, fortsattes A fsøgningen iif en anden Fører. Han s H u n d — ligeledes en Tæ vehund — bragte efter knap 10 M inu tte rs Søgen sin F ø re r en Næ ve fuld Jo rd og førte ham i L in e til et 150 m fjernere liggende Skjulested i samme Skyttegrav, hvor der fandtes 5 saarede. Disse havde ligeledes efter Storm en — altsaa fem Dage, fø r de fandtes — slæbt s'ig sammen der fo r dog at have Dæ kning mod Schrapnellilden. U nd e r hele A fsøgningen var H unden henvist til sig selv. Paa G rund af A rtille risk ydning en var det helle r ikke Fø re rne m uligt at gøre sig fo rkla rlig e fo r hinanden. Avancering kunde kun ske krybende og saa vidt m uligt bag Dækning. E n F ø re r blev let saaret — hans H un d fik et Skud i Laaret. Graven med Dæ kningsrumm ene, hvo r de Saarede fandtes, va r en erobret fran sk Grav, som vore T ro p p e r slet ik ke benyttede, og om hvis Eksistens Troppe-Sygebærerne ikke vidste Besked.“ Om en A fsøgning ved den berøm te H ø jde 301 fo rtæ ller samme Fø re r: „D en næste N a t blev A fsøgnin gen fortsat. E fte r næsten 2 Tim e rs Søgen kom en Tæ vehund tilbage med en Sten i Munden. Bringelæ deret manglede. I L in e førte den sin F ø re r gennem Pigtraadsspæ rringer og G rana thuller til Kanden a f et meget stort SprængkraLer og paaviste der i Ford ybning en s balve H ø jde et H u l saa stort som en knyttet Næve, som den hu rtig fik skrabet større, og tvang sig igennem. H u lle t blev nu a f Fø re ren g jort saa stort, at han ogsaa kunde komm e igennem og fastslaa, at han befandt sig i et Dæ krum , hvis Indgang var bleven sk jult ved N ed slaget a f en stor fran sk Granat. Inderst inde fandtes en bevidstløs saaret. M ed H unden som F ø re r frem og tilbage blev Sygebærerne hu rtig tilk a ld t og den Saarede bragt til Bevidstlied. H a n havde efter at være bleven saaret følt sig utilpas og søgt Dæ kning fo r den stærke A r tille riild .
Om ItesLen havde han ingen Anelse. H an laa der paa fjerde Dag.“ Det er forstaaeligt, at de tyske Hunde føre re med Stolthed peger paa slige Kesultater. Og den B etydning, m an tillægger Hundens Anvendelse, frem gaar ogsaa noget deraf, at der ved O verkomm andoen er en Hauptm ann, Tobias , der sæ rlig beskæ ftiger sig med Hundeanliggender, ligesom det i sin T id berettedes, at der baade ved Øst- og Vestfronten var ansat en L ø j t nant med samme Opgave. D en ovennævnte F ø re r frem hæ ver atter og atter, at det er de ru tinerede med deres H u n d samarbejdede Førere , der naar de bedste Resultater, og endvidere den store Be tydning af, at H unden allerede, inden den sendes lil Fron ten , vænnes til L y d e n af Skud og Sprængninger og til desuagtet at arbejde videre. H an beretter iøvrigt, at Hundene instinktmæ ssigt søger Dæ kning eller i Mangel dera f fald e r flad t ned ved L y d e n af et sig næ rmende Pro jek til. Det gælder saaledes paa dette Om raade som paa de fleste m ilitæ re Om raader, at det im proviserede ikke gør tilnæ rm elsesvis den samme N ytte som det v elfo rberedte. Og vel v il der blive sagt: Ja, der er saa mange andre Om raader, der er vigtigere, h v o r vi ogsaa er langt tilbage, og det erkendes, men her kan der gøres meget med smaa M idle r; der kræves væsentligst Forstaaelse og Interesse.
Den 12/2 1916. Victor Pürschel.
