TYSKLAND.
Det tyske Antitanlcskyts. Den tyske Hær h a r med megen Omhu organiseret F orsvaret mod Tanks i deres store Enheder af enhver Art. Det Vaaben, der saa godt som udelukkende anvendes, er den 37 mm’s Antitank-Kanon, hvis praktiske Maksimumsrækkevidde er 800 m, og som under normale Forhold gennembryder en Staalplade paa 33 mm paa 600 m’s Afstand. Dette Vaaben transporteres paa terraingaaende Vogne med 6 Hjul. Desuden har man i Tyskland g jo rt Forsøg med en lettere Type ca. 12 mm, hvis V irkning er indskrænket til kortere Afstande. Der haves ikke Kendskab til Enkelthederne ved dette Vaaben. H vert Fodfolksregiment har et m otoriseret Antitank-Kom pagni paa 12 Pjecer. Desuden h ar Fodfoksdivisionen en m otoriseret Bataillon paa 36 Pjecer. Ialt raader Divisionen over 72 — 37 mm’s Kanoner. Den taktiske Anvendelse af disse Enheder er i Forsvaret, at Skytset skal bryde det fjendtlige Angreb foran Fodfolkets Modstandslinie. Disse Vaaben anbringes derfor hovedsagelig tæ t ved Fronten for a t kunne opfylde denne Mission. I Angrebet skydes A ntitank-K anonerne frem for at sikre Besiddelsen af det erobrede T errain mod eventuelle Modangreb. Løsningen af de mange og vanskelige Probemer, som Forsvaret mod Angrebet af pansrede Vogne frem byder, er søgt opnaaet ved en smidig Organisation og en u d strakt Anvendese a f Divisionernes A ntitank-Batailloner. Disse h ar først og frem m est til Opgave at beskytte de store Enheder under Hvil, Bevægelse og Kamp. Men medens Regimenternes Antitank-Kom pagnier altid kæmper sammen med det Fodfolk, hvortil de er knyttede, udnytter A ntitank-Bataillonerne derimod deres store Bevægelighed i paakommende Tilfælde til at yde Bistand til de pansrede Divisioner. Alle Divisionernes Batailloner er i Fredstid indøvede i at kæmpe i Forbindelse med de pansrede K ræfter. Til enhver A ntitank-Bataillon e r norm alt k nyttet en m otoriseret Ingeniør-Enhed, forstæ rket med M itrailleuser sam t eventuelt med A rtilleri og Rekognoscerings- og Forbindelsesenheder. Denne blandede Gruppe, der kaldes „Spærredetachem ent", bliver, n a a r der er B rug for den, stillet til Raadighed for Chefen for Arm ékorpset eller Arméen, som anvender den til h u rtig t at organisere en Stoppestilling for at blokere et Indfald af fjendtlige Kampvogne.
Divisionernes A ntitank-B atailloner er saaledes egentlige A ntitankHovedreserver, som Chefen kan anvende overalt, hvor der tiltrænges en Spæ rring mod Kampvogne. For at lette Udførelsen af denne Mission anvendes saa vidt m uligt som Standsningslinier store naturlige Forhindringer, saasom Floder. H ertil kommer, at den pansrede Division er paa 48 — 37 mm Antitank-Kanoner, hvoraf de 12 er fordelt til Kampvogns- eller Fodfolksenheder, medens de 36 danner en Antitank-Bataillon. Denne Organisation viser, at Tyskerne nøjagtigt h ar studeret de Problemer, som kan føre til Indgriben af store Kampvognsenheder, der f. Eks. tru e r Forbindelseslinier eller Arméernes Ryg. Le Temps.
U. S. A.
Amerikansk Luftvæns - Panserkampvogn. I New-Jersey er frem stillet en let Kampvogn, der er bevæbnet med 1 — 37 mm Luftvæ rnskanon og 3 Mask.-Gev. Kanonen kan ifølge Opgivende afgive 120 Skud i M inuttet. Hastigheden er paa Veje 180 km i Timen, i T errainet 125 km. Besætningen er paa 3 Mand. Luftværnskanonen er anbragt i et T aarn og Mask. Gev. paa Siderne. Panserkampvognen raad er over et R adioapparat med M odtager og Sender.
Fodfolks-Panserkampvogn. Generalinspektøren for Fodfolket i U. S. A., General Lynch, skriver herom: E fte r E rfaringerne i Spanien er Panservaabnet et vigtigt Hjælpemiddel for Fodfolket. Dog er den middelsvære Panserkampvogn med sin Kanon og sine Mask.-Gev. sam t 6 Mands Besætning ikke egnet. Fodfolket behøver en 10 Tons Panserkampvogn, der kan følge det overalt. Den reducerede Vægt bør dog ikke opnaas paa Pansringens Bekostning, men ved Formindskelse af Bevæbning og Besætning. D ie P a n z e r tr p .
TYSKLAND.
D e m o to r is e r e d e T r o p p e r . Disse om fatter: Panservognsregimenter, m otoriseret Skytteregim enter, Rytterregim enter, motoriserede Rekognosceringsbatailloner samt A ntitank-, Motorcykle- og Cyklebatailloner. Af disse Enheder forstæ rket med A rtilleri-, Ingeniør- og Forplejningsafdelinger dannes:
A. S e lv s tæ n d ig e o p e r a tiv e E n h e d e r .
1. P a n s e r d iv is io n e n , der bestaar af: Stab med Signalafdeling. 1 Panserbrigade å 2 P anserregt.r paa 3 lette og 1 middelsvært Komp. De middelsvære Komp.r er bevæbnet med 7,5 cm. Kan. 1 Skyttebrigade sammensat a f 1 motor. Skytteregt. paa let pansrede terraingaaende Automobiler og 1 M otorcyklistbatl. 1 motor. Rekognosceringsbatl. paa 2 Panserbil- og 1 Motorcyklistkompagni. 1 motor, let F eltartilleriregt. å 2 Afdelinger, hver paa 3 — 10,5 cm H aubitsbatt.r. 1 A ntitankbatl. å 3 Komp.r, hvert med 12 — 3,7 cm. Kanoner. H ertil kommer Ingeniørtropper, Flyvere, Luftvæ m safdeling og Train. Det samlede A ntal Panserkøretøjer kan anslaas til ca. 500.
Paa Grund af sin store Stød- og Ildkraft i Forening med stor H astighed egner Panserdivisionerne sig til saavel Gennembruds- som F orfølgningsoperationer.
2. Den lette Divisioner i store Træk sammensat som en Panserdivision. Tidligere var en let Division udelukkende samm ensat a f Panserbil-, Motorcykle- og m otortransporterede Styrker. I den senere Tid er der tildelt de lette Divisioner lettere Kampvogne, hvorved A ngrebskraften i høj Grad er forøget.
3. Rytterbrigaden er paa 3 R ytterregt.r, 1 Cyklebatl., 1 motor. Rekog— nosceringsbatl. og 1 ridende Feltartilleriafd. m. m.
A ntallet a f disse operative Enheder kendes ikke nøje, men det anslaas til 7 Panserdivisioner og .1 lette Divisioner samt nogle R ytterbrigader. Man har været i Tvivl, om Pansertropperne skulde fordeles paa de forskellige V aabenarter eller danne en selvstændig V aabenart. Det var de politiske Synspunkter, der gjorde Udslaget, idet Viljen og Nødvendigheden af h u rtig t at slaa et afgørende Slag bestemte Regeringen til at organisere en stor Del af Krigsm agten som en særlig slagkraftig og- yderst bevægelig Vaabenart. Foruden de ovenfor nævnte Enheder indgaar ogsaa motoriserede Fodfolksdivisioner i den tyske Hær. Disse Divisioner, der transporteres paa Automobiler, regnes ikke for egentlig motoriserede Tropper, men anvendes som strategisk Reserve eller Reserve i stor Maalestok for de motorirede Tropper. B. E n h e d e r , so m in d g a a r i A r m é k o r p s e n e og F o d fo lk s d iv is io n e r n e . Rekognoseeringsbataillonerne er enten motoriserede eller sammensat af Rytter-, Cykel- og Motorenheder. E n m o to r is e r e t R e k o g n o s c e r in g s b a tl. bestaar af Panservogns-, Motorcykle- og Skytteafdelinger og indgaar i de ovenfor nævnte motoriserede Enheder, sam t antageligvis i hvert Armékorps. D e b la n d ed e R e k o g n o s c e r in g s b a tl.r , som opsættes af Rytterregimenterne, danner nu Divisionsrytteriet. E n P a n s e r v o g n s h a tl., som bestaar af ca. 40 Vogne, indgaar i hver operativ Enhed. N y M . T .
SCHWEIZ.
9’ Bjergbrigade (Tessin), som tidligere var underlagt 9’ Division, er nu omdannet til en selvstændig Brigade. Tallet paa Fodfolkskompagnierne er forhøjet til 378, uden at det samlede Tal a f Batailloner, 122, er forøget. Paa Grund af Fæstnings- og Grænsebeskyttelsestroppem es Organisation er A ntallet af Territorialregim enter forøget med 10 til 22. Ogsaa Panser vognsaf delingerne er forøget, idet der foruden do 8 forhaandenværende er opstillet nogle nye. Af den Grund søger Vaabenrhefen for de lette Tropper Frivillige fra de andre V aabenarter. Mask.- Gev., Bjergkanoner og M inekastere er m odtaget i riet forudbestem te Omfang, derimod endnu ikke Fodfolkskanoner. Fabrikationen af 10,5 cm K anoner skrider frem ad, og den tilsvarende Ammunition er opmagasineret paa bombesikre Steder. Denne Kanon er en Boforskonstruktion, der fremstilles i Schweiz paa Licens. F ra det 42 cm Kaliber lange Rør udskydes med en Begyndelseshastighed af 785 m i Sek. en 15,8 kg svær G ranat paa cn A fstand af 17 km. Højderetningsskalaen gaar fra 5 0 til + 43 ”, Sideretningsfeltet beløber sig til 60", M etalhylstret indeholder 6 Ladninger. Staalgranaten er forsynet med en Opspringstænder, der foraarsager en Kardæskvirkning i en Omkreds af 150 m. Skudklar vejer Kanonen 8750 kg. Til Trækbrug anvendes „Saurer 6 M", M archhastigheden er 70 km i Timen. Luftværnsskyts og Flyvemaskiner kan kun frem skaffes fra Udlandet indenfor store Leveringstider, hvorfor den hjemlige Produktion stæ rkt fremmes. Fæstningsom raadet i St. Gallen, Berner- og Neuenburger Ju ra er forøget. Luftspæ rreom raadet er siden Juni erklæret over Rhinen fra Baden til Bodensøen, Simplon, Spliigen og Engadin. Radioudstyret er blevet fornyet: Lette Stationer (Rækkevidde 150 km) og svære Stationer (Rækkevidde 500 km) for Motor- og Hestetræk er indrettet. Det bærlige tunge M ateriel har en Rækkevidde af 80 km, det lette 25 km. Hærledelsen har 1,5 Kilowat-Sendere (mot.) til Raadighed. /). TF.
Anmeldelser.
Soldaterliv i gamle Dage, da der endnu var Fest og Appel over „Soldateriet“ og Æ re og Hæder at vinde i Krig. Saadan omtrent kunde man vist gengive Titlen paa en Bog, vi har modtaget fra Gyldendal i den engelske Originaludgave (William Hodge & Co.). Den er forfattet af afgaaet Oberst Cyril Field af Royal Marines, de berømmelige Landgangstropper, der hører til den britiske Marine, og som bl. a. indlagde sig stor Fortjeneste ved de første Kampe paa Vestfronten i den forrige Verdenskrig. Han kalder Bogen O Id Times tinder Arms med 2 forskellige Undertitler: A military anthology (der jo ordret betyder Blomstersamling) og A military garner (egti. Kornmagasin). Lad os holde os til den første med et Sideblik til en kendt dansk Officers bekendte Frimærkesamling. Thi dette er i Virkeligheden noget lignende. Det er Resultatet af et mangeaarigt Fritidsarbejde med at samle løst og fast, stort og smaat om Soldaterliv i de sidste 400 Aar og mere. Sit afsluttende Otium har han benyttet til at ordne Samlingen efter Emner i 19 Kapitler og forsynet den med Emneliste og et beskedent Forord. Hvert Led i Samlingen har nøjagtig Kildeangivelse og Aarstal, men udover gode oplysende Fodnoter har han afholdt sig fra Kommentarer og ladet Meddelelserne tale for sig selv. Og medens Frimærkesamlingen jo egentlig kun taler et Sprog for Filatelister, saa behøver man ikke at være militær for at forstaa det Sprog, som denne Samling taler. Det er i Virkeligheden en Række Tidsbilleder af almen historisk og menneskelig Betydning. Der er Grund til at tro, at Forfatteren kan faa opfyldt sit beskedne Haab om, at de maa findes at være „ikke uden Interesse, da de kaster et Lys over mange Forhold i Forbindelse med britiske og andre Landes Hære i gamle Dage“. Her skal nævnes nogle af Kapitlerne og gives nogle Prøver af Indholdet. I Kapitel I om Nationale Karaktertræk anfører han en venetiansk Adelsmands Dom fra Aar 1500 om Englænderne saaledes: Englænderne sætter stor Pris paa sig selv og deres eget. De anser sig selv for de eneste Mænd i Verden og anerkender ingen Verden udenfor England. Naar de ser en tiltalende Udlænding, siger de, at han ser ud som en Englænder, og at det er Synd for ham, at han ikke er det. — Mon ikke nogen af os kan nikke genkendende til den Bedømmelse som gyldig den Dag i Dag for manges Vedkommende? Men i et andet Citat siger „Kejseren af Constantinopel“ i Aar 1400, at de indfødte er tapre og haardføre, berømmelige i Vaabenbrug og sejrrige i Krig og særlig fortrinlige Bueskytter. En Udtalelse fra Slutningen af forrige Aarhundrede siger, at den engelske Soldat følger sin Officer, der gaar foran, medens i andre Nationer (med særligt Henblik paa Tyskerne i 1870) Officeren gaar bagved for at passe paa, at ingen kniber ud. Flere Citater viser den uforholdsmæssig ringe Anseelse, den britiske „Tommy“ nyder blandt Civilbefolkningen. Vi kender Forholdet fra Kiplings Soldaterviser:
„It is Tommy this and Tommy that
and: Tommy go behind.
But it is: Piease go in front, sir!
when there is something in the wind.“
Skarpest kommer dette tilorde i Afsnittet om Forbrydelse og Straf, i et varmt Indlæg fra 1722 imod Pryglestraffen i Hæren, skrevet af en udenforstaaende. „Det er et hæderfuldt Hverv at bære Vaaben for Konge og Land og bør lige saa fuldt som Fødsel og Rang give Ret til Betegnelsen Gentleman. Og en Gentleman prygler man ikke.“ I samme Kapitel omtales mørk Arrest som en egentlig ganske gemytlig Form for Afstraffelse. I Kapitlet om Artilleri præsenteres vi for Camouflage i 1649, hvor en befæstet Plads i Irland bragtes til Overgivelse ved, at der tilsyneladende kørte svært Artilleri op med Okseforspand. At Kanonerne var Træstammer opdagedes først bagefter. Fra det 16’ Aarhundrede omtales kæmpende Krigshunde og knaldfrit Krudt og Brændglas, der satte Ild paa store Bygninger. Og helt tilbage til Korstogenes Tid Richard Løvehjertes Angreb med Bisværme ved Acres Belejring. I 1852 har man gjort Forsøg med forskellige Uniformsfarver for at finde den eller dem, der var mindst synlige i Terrainet, og .Spørgsmaalet følges videre frem i Tiden. Det er bekendt, at saavel i Hær og Flaade som i det øvrige offentlige Liv bevarer Briterne endnu talrige Traditioner og Ceremonier, som for den almindelige Opfattelse synes uforstaaelige eller endog let komiske. Herhjemme behøver vi jo blot at tænke paa „Forgattering“ (Helms: Soldaterliv i Krig og Fred). Bogen har i Kapitlet om Ceremoniel en skæmtefuld Beskrivelse af en Vagtafløsning, der kulminerer i, at hele Styrken danser Menuet. Man vil forhaabentlig af denne Beskrivelse forstaa, at dette er en Bog, der kan skaffe een mangen fornøjelig Stund og tillige en Del Belæring. En Bog egnet til at tage frem i ledige Øjeblikke, men som man ogsaa kan blive hængende i. Ja, saadan gaar det jo ogsaa med Frimærkesamlingerne. n.
Min Faders Erindringer", ved F. Hegermann-Lindencrone. Gyldendalske Boghandel, Nordiske Forlag. Kbh. 1939. Kr. 14.75 heftet, 21.75 indb. I Lobet af de sidste Aartier er der fremkommet Krigsdagbøger og Erindringer fra et anseeligt Antal Officerer fra det 19. Aarhundrede, og flere af dem maa betegnes som betydelige baade i Indhold og i Omfang. Som de betydeligste bør fremhæves J. T. Ræders „Krigserindringer 1848—50“ og C. J. de Mezas Dagboger 1849—51. Men ogsaa Rytterofficererne F. Bojer, F. G. Müller (Moller) og S. C. Barth efterlod interessante nu trykte Optegnelser. Yderligere bør nævnes Fodfolksofficeren N. P. Jensens, Artilleriofficeren A, J. C. E. Madsens og Ingeniørofficeren W. G. O. Bauditz’ Erindringer. Mindre betydelige men dog ikke uden Interesse er J. E. Beissenherz’ og R. F. Barteis’ Erindringer samt C. F. Frisenbergs beskedne men paalidelige og særdeles tiltalende Optegnelser. Og endnu findes i privat Eje og andet Steds baade Erindringer og Breve fra afdøde Officerer. Deres Tid kommer ogsaa nok. Til de nævnte alt trykte slutter sig nu „Min Faders Erindringer“, der uden Sammenligning er den fornøjeligste, morsomste af dem alle; thi hvor meget rosende der end kan siges om flere af de nævnte Forfattere: de er alle Alvorsmænd, naar de faar Pennen i Haanden, men ogsaa gennemgaaende paalidelige; alene Bauditz viser Humor sammen med en vis fornøjelig Blaserthed. Forlaget udtaler i Forordet til „Erindringerne“, at Generalmajor Frederik (Fritz) Hegermann-Lindencrone, „Gamle General“, som han hed mellem Rytterne, i nogen Tid før sin Død har gennemarbejdet Manuskriptet. Jeg veed, at Generalmajoren mange Aar ejede det og har syslet med det. Om han i sin sidste Levetid har „gennemarbejdet“ det er mig ubekendt; men efter mit Kendskab til Generalmajoren vil jeg hævde, at de faa Noter o. 1., der findes i den trykte Bog, ikke kan hidrøre fra ham, thi han kendte vor Historie alt for nøje, var alt for omhyggelig til (S. 74) at kunne skrive, at Tscheming afgik som Krigsminister 1849, eller til at oplyse (S. 123) at General v. Krogh først 1850 var Overgeneral. Det siges ogsaa i Forordet, at Erindringerne var nedskrevet i Begyndelsen af 1880erne. Dette kan „Gamle General“ aldrig have udtalt; thi det fremgaar tydeligt af adskillige Udtalelser i Erindringerne, at disse er nedskrevet ca. 10 Aar tidligere. Generalløjtnant H.-L. var udgaaet fra et højt anset, vel stillet Hjem med litterære og kunstneriske Interesser og i Forbindelse med Familier af det højere Bourgeoisi, og han var alt fra Ungdommen livlig og yderst elskværdig og udviklede sig til en sjældent vindende Personlighed, en glimrende Rytter, en chevaleresk, ridderlig Karakter, en Grandseigneur. 1816—23 gennemgik han Landkadetakademiet og blev Sekondløjtnant, men endnu 1848 var han Ritmester af 2. Klasse, altsaa ikke egentlig Eskadronchef, men fik 1849 Majors Karakter og Anciennitet, blev 1850 karakt. Oberstløjtnant, 1857 karakt. Oberst, n. A. Generalmajor og Generaladjudant m. m., 1863 Generalinspektør for Rytteriet, karakt. Generalløjtnant og atter Generaladjudant, 1865 kommanderende General paa Sjælland og sattes 1867, kun 60 Aar gi., paa Pension og å la suite. Om sine Kadetaar beretter han kun lidt og intet af almindelig Interesse og gaar let hen over Løjtnantsaarene; men ved sine Oplevelser 1848—50 dvæler han med særlig Glæde, og de optager de to Trediedele af Bogen. I denne Krig med de lange Pavser mellem Operationerne, og til Dels atter 1864, havde man et System med en fast „Forpostkommandør“ i hvert Operationsomraade. Forpostkommandøren anordnede Enkelthederne i Forposttjenesten og førte Tilsyn med denne Nat og Dag; til ham afleverede Bataillonskommandørerne o. 1. deres Afdeling, der hørte under ham i alt, hvad der vedrørte Forposttjenesten; han stod direkte under Overkommandoen, og Afdelingscheferne traadte kun i Funktion ved indtrædende betydeligere Fægtninger. Forpostkommandøren var jævnlig en ældre, dygtigt og tjenstivrig Ritmester, og ikke alle Afdelingschefer fandt sig uden videre i til en vis Grad at underlægges en yngre Officer, saa at Forpostkommandøren tillige maatte være en omgængelig, taktfuld Mand. Og det maa siges, at H.-L., der i Treaarskrigen i lange Perioder var Forpostkommandør, vandt almindelig Anerkendelse saavel nedad som opad, og to saa vidt forskellige, betydelige Personligheder som de Meza og J. T. Ræder betegnede ham som fornuftig og omgængelig. Det kom ham til Gode, at han de første Løjtnantsaar havde staaet ved et af de fortrinlige Jægerkorps. Han meldte direkte til Overkommandoen o. 1., hvorved han kom i et nærmere, personligt Forhold til Cheferne og Stabene end ellers normalt, ikke alene i Forposttjenesten, men jævnlig ogsaa udenfor denne. Naar man læser H.-L.S Kritik (S. 100 og 105) af Befalingen til Ryes Korps 23. Apr. 1849 ved Kolding — den var ganske vist ikke heldig —, hans Bemærkninger (S. 133—36) til 2. Divisions „Dagsbefaling“ 17. Juli 1850 og hans Udtalelser S. 143 til Overkommandoens Stabschef, Generalmaj. Flensborg, 25. Juli ved Isted, er man lige ved at udbryde: H.-L. var jo den klogeste, den bedst orienterede af dem alle. Men man skal ikke tage hans Udtalelser i saadanne Tilfælde bogstaveligt, skønt han har den stygge Vane, med Kolon og Anf.tegn at gengive, hvad han eller andre skal have sagt for saa mange Aar siden; og kommende Krigshistorikere eller Forfattere af Afdelingshistorier vil nok vide, med behørig Varsomhed at benytte H.-L.s Erindringer. Nedskrivningen synes i Hovedsagen at være sket efter Hukommelsen, og Generalstabsværket om 1848—50 udkom først 1867—87. At der er en Del Fejlhuskninger er jo ikke mærkeligt. Af saadanne skal særlig nævnes Beretningen om Samtalen 25. Juli 1850 mellem Schleppegrell og Læssøe (S. 140): at medens L. var i Gang med Angrebet paa Gryde Skov, hørtes pludselig Skydning bagved i 0. Stolk, hvad der foranledigede L. til skyndsomst at ride tilbage og opsøge S. for at spørge, om han (L.) i Stedet for at fortsætte mod Skoven skulde [gøre omkring og] angribe Stolk. Skydningen i Stolk brød imidlertid løs næsten i samme Minut, som L. udaandede under Angrebet paa Skoven. Nysgærrigt spørger man, hvad det var for en „dansk General“, der (S. 140) udtalte sig saa uærbødigt om Schleppegrells Harangue til de forbimarcherende Afdelinger. Der var ingen anden General ved Divisionen end Schleppegrell. Det ligger nær at sammenligne „Erindringerne“ med J. T. Ræders udførlige fra samme Krig. H.-L.s er en decideret „JegBog“, der nærmest kun omtaler, hvad H.-L. gjorde, sagde, indvendte, demonstrerede eller fik til Svar — næsten alt nedskrevet efter Hukommelsen. Ræders Bog gør derimod Indtryk af, hovedsagelig at hvile paa forudgaaede, omtrent samtidige Nedskrifter, Beretninger o. 1. Hos den særdeles dygtige, kundskabsrige Ræder høster man Belæring, faar virkeligt Kendskab til Begivenheder og Forhold, om Administration, Kommando, Uddannelse og Føring i Felten. Og medens den elskværdige H.-L. sjældent undlader at rose, hvor der er en Mulighed derfor, faar Ræders Undergivne og Overordnede læst og paaskrevet, ganske vist jævnlig alt for skrapt, sjældnere Ros; men naar han roser, er det sikkert fortjent. Et særlig smukt Afsnit er H.-L.s Virksomhed som Kommandør for det af holstensk Mandskab dannede 2. Drag. Regt., hvor hans hjærtelige og virksomme Interesse for de Undergivne, hans Retfærdsfølelse, sunde Sans og Mangel paa Fanatisme kom fuldt til Anvendelse. — Hans Tjeneste som Generaladjudant og Hofmand var uden videre Betydning i militær Henseende. Det Billede, han tegner af Frederik VII, er lige saa hædrende for ham selv som smigrende for Kongen. Man savner til Bogen en lille Tavle over Forf.s nærmeste Slægt og en kort Biografi af ham.
Den afdøde, fortrinlige Personalhistoriker Oberst II. W. Harbou krævede altid et Navneregister til et historisk, navnlig personalhistorisk Arbejde, men erklærede ogsaa: Heller intet Register end et daarligt. Der er, formentlig af Udgiveren, gjort et Forsøg paa Navneregister, der dog er faldet ganske jammelig"t ud. Det skønnes, at Udgiveren har manglet selv det elementæreste Kendskab til Treaarskrigens Historie, til vor Personal- og vor politiske Historie. Det er ganske tilfældigt, hvad der er opført i Registret, hvad ikke. Navnene er meget ofte stavet galt; Fornavne, Stillinger sjusket og mangelfuldt noteret. Nogle Exempler blandt mangfoldige: Prins Frederik Ferdinand kaldes uærbødigt Ferdinand en tysk Officer Xylander Hylander, Willisen Willesen, Prittwitz Prietwietsch, Fririon Frerion, Fabvier Fabrier. Der opføres to svenske Generaler: Malmborg og Malmberg, skønt det er samme Mand. Under Bogstav W er opført en Wulff-Scheel med Fornavn Piessen: det er Scheel-Plessen med Fornavn Wulff. Der nævnes en MoltkeGrinholz (Griinholz). „Tante Eschenback“ (Doris Esselbach) har Mennesket ikke turdet tage med i Registret — hun var dog kendt af Tusinder i og uden for Hæren. Stednavne i Texten: Klopholz for Klapholt, Mængstrup for Maugstrup osv. osv. S. 122 er i Facsimile gengivet et Brev fra H.-L. og Broderen W„ dat. 6. Juli 1849 fra „Bredstrup, Jylland“, og Udg. meddeler en „Oversættelse“ deraf dateret „Budstrup“(!). Og saaledes videre. Godt, at „Gamle General“ ikke oplevede at se dette Sjuskværk. Egentlig er det beskæmmende for Læserne, at Bogfirmaet, der dog vil være et af de bedre, tillader sig at udsende et saa mangelfuldt forberedt Arbejde og ansætter en saa ublufærdig Pris derfor. Alligevel: „Erindringerne“ selv er meget underholdende, meget fornøjelige.
Rockstroh.
Kaptajn P. M. Norup: Hvis Krigen kommer. (Hirschsprungs Forlag. Kr. 6.50). Ved en beklagelig Fejltagelse fra Forlagets Side er denne Bog først flere Maaneder efter dens Fremkomst blevet fremsendt til Anmeldelse her i Bladet. Trods Forsinkelsen er Bogen dog i høj Grad en Anmeldelse værd, idet den giver et godt Grundlag for Forstaaelsen af den Krig, som ikke blot kom, men som efter al Sandsynlighed og for anden Gang i vor Generation vil ende med en total Omkalfatring af vor Verdensdel. Forfatteren indleder med en Redegørelse for Krigsmagtens Formaal, Tilvejebringelse og Ledelse. Hvorfor opstaar Krige? Kan de ikke hindres? Som Forfatteren siger i et Forord, er denne Bog ikke skrevet for militære Fagmænd eller Udenrigspolitikere, men for alle andre. Den bør dog ogsaa læses af Fagfolk, der derefter snarest bør lade den gaa videre til de Kredse, der virkelig har Brug for dens opsummerede Viden. Den virker nemlig baade direkte og indirekte som en glimrende Propaganda for dansk Forsvarsvilje og Selvhævdelse. Den hidtidige beklagelige Brist i saa Henseende skyldes jo som bekendt i stor Udstrækning Mangel paa Oplysning og Forstaaelse af Udenrigspolitikkens og Militærpolitikkens nøje Sammenhæng og for det desværre altfor store Antal Mænds Vedkommende, der ikke bliver Soldater, den manglende Kendskab til Krigsmagtens Tilvejebringelsesmaader og hele Væsen. I 2. Del skildrer Forfatteren vor Tids Krig. Man faar en kort og populær Skildring af Landkrigens Grundsætninger, Hærenes Organisation samt de moderne Vaabens Egenskaber. Ogsaa Fæstningerne gøres til Genstand for Omtale. Gode Billeder er flere Steder indlagt til Anskueliggørelse af Teksten. Et Skema over Europas Hære giver et godt Overbik over Situationen lige før Krigsudbruddet. Paa lignende Maade er Sømagt og Søkrig skildret paa engang populært og dog saaledes, at selv en Fagmand med Glæde vil læse om dette Emne, hvor alt af Betydning er samlet paa ca. 20 Sider. Under Skildringen af Luftmagt og Luftkrig faar Læseren en Mængde koncentreret Viden, som er absolut nødvendig for Forstaaelsen af denne Krigs Begivenheder. Ogsaa her findes Skema over Styrkerne ved Krigsudbruddet. Værnet mod Flyverangreb, saavel det aktive som det passive Luftforsvar, gøres til Genstand for en nøje Gennemgang. Et særligt Kapitel er helliget Gaskrigen; men med størst Interesse vil sikkert Ikke-Fagmanden læse 3. Del: Civilbefolkningen og Krigen, den totale Krig. De Perspektiver, som Forfatteren her opruller, er jo desværre nu blevet den forfærdeligste Virkelighed. Civilbefolkningens Medvirken i Nationens Tjeneste skildres, og Forfatteren ender sin Skildring med de uheldssvangre Ord: „De Nationer — og ikke mindst smaa Nationer —, der ikke tør eller ikke vil indstille sig herpaa, og hvis Magelighed gaar forud for alt andet, vil formentlig gaa til Grunde, hvis de indvikles i Krig.“ I sidste Del af Bogen: Den militærstrategiske Situation i Europa, gives en interessant Redegørelse for Magtpolitikken og de Kombinationer, som syntes naturlige, da Bogen udkom. At Forfatteren ikke har kunnet forudse den kolossale Overraskelse, som den russisk-tyske Forstaaelse beredte selve Englands hemmelige Tjeneste, kan ikke bebrejdes ham. Man læser dette Afsnit med stor Interesse. Slutningen om Skandinaviens og særlig Danmarks Stilling er jo allerede delvis blevet bekræftet for Finlands Vedkommende. Maatte et naadigt Forsyn skærme Danmark!
A. E. G. Klein.
Oberstløjtnant F. C. E. Mørch: „En dansk Militærafdeling gennem. 325 Aar.“ Hagerups Forlag. Kr. 4,00. Desværre er herhjemme al Korpsaands Hævdelse i høj Grad vanskeliggjort, siden den danske Hærs Afdelinger i 1842 mistede deres gamle, hæderkronede Navne og maatte nøjes med en Nummerbetegnelse, der i sig selv intet siger. Med des større Taknemlighed maa man derfor paaskønne de i Aarenes Løb fremkomne „Regimentshistorier“, der kaster Lys over disse Hærafdelingers stolte Traditioner og derved har rejst en Række Bautastene for den Hær, der, i Storm som i Magsvejr, har staaet og staar som et værdigt Symbol paa dansk Troskab og Pligtglæde. I Slutningen af det nu svundne Aar har Oberstløjtnant F. C. E. Mørch udgivet 5. Bataillons Historie: „En dansk Militærafdeling gennem 325 Aar.“ — 5. Bataillon hører til vore allerældste Afdelinger og stammer direkte fra det af Christian IV den 17/11 1614 udskrevne „Sjællandske Kompagni“, der under Danmarks Deltagelse i 30-Aarskrigen var indordnet i det „Røde Regiment“, som opreves i det ulykkelige Slag ved Lutter am Barenberge den 17/8 1626. — To Aar efter oprettedes det „Sjællandske nationale Regiment“, hvis Stamme blev det forrige Sjællandske Kompagni. — Dele af Regimentet deltog i Krigen i Skaane 1644—45. men sin egentlige Uddaab som Regiment fik det i en af Fædrelandets tungeste Perioder — under Københavns Belejring 1658 —60, da Sveriges Karl X Gustav havde tænkt at slette Danmark af Rigernes Tal. Sjællandske Regiment tog med HæderDel i de dristige Udfald fra Fæstningen, og ved Hovedstormen den 10.—11. Februar 1659 forsvarede det sit anbetroede Afsnit af Voldene med saadan Ildhu, at Bastionen, hvor „Sjælland“ stod, til Belønning fik Navn efter Regimentets tapre Chef, Oberst Quitzow! Atter i „Skaanske Krig“ 1675—79 tog Regimentet hæderfuldt Del — man behøver blot at mindes Navne som Wismar. Landscrona, Karlshamn, Rügen osv. Fra 1679—98 og fra 1701—14 kæmpede Batailloner af Regimentet som „Auxiliærtropper“ rundt om paa Europas Slagmarker og lagde ved hver Lejligheder Glans over de danske Vaaben, selv om under fremmed Flag. I engelsk Sold deltog en Bataillon af Regimentet i Felttogene i Irland og Flandern 1689—97, og i Kejserlig Tjeneste høstede „Sjælland“ Laurbær baade i Italien, Ungarn, Siebenbürgen og Østrig i næsten alle de verdensberømte Slag, som Tidens Krigshistorie kender: Steenkerke 1692, Neerwinden 1693, Hochstedt 1704, Ramilies 1706, Oudenarde 1708, Malplaquet 1709 osv. Tidens største Feltherrer, Prins Eugen og Marlborough, var fulde af Ros over de danske Troppers Élan, Udholdenhed og Mandstugt.
I den store nordiske Krig indskrænkede Regimentets Deltagelse sig til nogle mindre Kampe i Norge, hvor det stod fra 1718—20, hvorefter det fik sin faste Garnison i København, hvor den hovedsagelig blev indtil 1851. Ny Rang i Hæren fik Regimentet, da det den 6/2 1768 blev. tillagt Navnet: „Kronprinsens Regiment“ efter Kronprins Frederiks (Fr. VI) Fødsel den 28. Januar. Gennem hele Kong Fr. Vis Levetid var Regimentet knyttet til hans Person som hans eget Regiment. Herfra skriver sig den nuværende 5. Batailons Forret at have to Kongers Chiffer i sin Fane! Ved Kong Frederik Vis Død 1839 skiftede Regt. efter Skik og Brug Navn til „Kronens Regt.“, et Navn, det beholdt, indtil det ved Hærordn. 1842 kaldtes 5. Linie-Infanteri-Bataillon. Under dette Navn var Bataillonen med i Treaarskrigen overalt, hvor det gjaldt. Efter Krigen fik den Garnison i Rendsborg, fra 1859 i Odense. Fra 1864 erindres 5. Regiment — som det nu kaldtes — bl. a. fra sit udmærkede Modangreb ved Ragebøl den 17/3, — og ligeledes fra Kampen paa Als. Under hele Felttoget viste 5. Regt. sig som et af vore bedste, og med smuk Stolthed anfører Oblt. MiUxli i sin Bog, hvorledes Hærens fortrinlige Forpostkommandør, Ritmester Henrik Castenschiold, i en Indberetning særlig fremhævede 5. Regiment for dets glimrende og rosværdige Tjenstiver under den meget krævende Forposttjeneste. Den 17. November 1914 fejrede Bataillonen 300-Aaret for sin Oprettelse med en Parade i Odense for H. M. Kongen, der ved denne Lejlighed bevidnede Bataillonen sin Tak ved paa dens gamle Fane at hefte 2 Fanebaand, som minder om Bataillonens store Dage: København 1659, Landscrona 1675, Dybbøl 1848, Isted 1850, Dybbøl 1864! Den Mand, der førte Bataillonen paa dens Højtidsdag 1914, er den samme, som nu har ristet disse Minderuner om dens glorrige Fortid: Oberstløjtnant F. C. E. Mørch. Han har ikke skyet det slidsomme Arbejde, men trolig ofret Tid og Kræfter paa dette smukt udstyrede Mindeskrift om sin gamle Bataillon. Med Flid har han søgt sine Kilder og gengivet dem i et klart og nøgternt Sprog. Al tom Svulst, al billig Festlyrik har han undgaaet, — „Løvefødder og Gesvejfning“ er aabenbart ikke Forfatterens Sag, men han har i sit Værk, der saa umiskendeligt er skrevet med en ægte Kærlighed til Emnet, formaaet paa historisk korrekt Baggrund at give en solid og paalidelig Skildring af en typisk dansk Afdeling. Til Slut vil Anmelderen kun citere Forfatterens bitre Ord i Anledning af Krigen 1644-45, — Ord, som desværre ogsaa nu rummer en harsk Sandhed — : „Som saa ofte i Danmarks Krigshistorie gik det ogsaa denne Gang saaledes, at først da Krigen stod for Døren, ja, efter at den var begyndt, saa man, hvad der var forsømt.“
Carl v. Kohl.
K urt Passow: Taschenbuch der Heere. 450 Sider. J. F. Lehmanns Verlag. München/Berlin. 1939. Pris indb. R.M. 9.—. Som et Supplement til de tidligere fremkomne Haandbøger: „Taschenbuch der Kriegsflotten“, „Taschenbuch der Tanks“ og „Handbuch der Luftfahrt“ og til Fuldstændiggørelse af de heri fremsatte militær-tekniske Oplysninger om de forskellige Staters Stridskræfter foreligger nu en „Taschenbuch der Heere“ med Oplysninger om Landhærene i 56 Stater, udarbejdet af Ritmester K. Passow, tjenstgørende ved den tyske Hærs Overkommando. For hver enkelt af de i Haandbogen omhandlede Stater (Tyskland er ikke omtalt) giver denne — ud over almindelige Oplysninger om det paagældende Lands Størrelse, dets Statsform, Indbyggerantal, Befolkningstæthed, Længden af Land (Sø) grænser, Værneformen, Hærf ormen, Værnepligtsbyrdens procentvise Størrelse i Forhold til Indbyggerantallet, Værnepligtstidens og Tjenestetidens Længde — meget detaillerede Oplysninger om Størrelsen af Hærens Freds- og Krigsstyrke, dens Inddeling indtil de laveste Led, dens Dislocering samt om de forskellige Vaabenarters (Enheders) Bevæbning og Udrustning. Særlig Værdi og Interesse har Oplysningerne om de forskellige Vaaben, hvormed de paagældende Hære er udstyret, og som omfatter dels Angivelser af talrige, tekniske Data for de enkelte Vaaben, overskueligt og let tilgængeligt fremstillet i klare, korte Beskrivelser, i Tabeller og skematiske Oversigter, dels indgaaende Oplysninger om Vaabnenes Antal og deres Tildeling til de taktiske Enheder. De talrige velvalgte Fotografier, oplysende Silhouettegninger, Rids og Skitser, hvormed dette Værk saa rundhaandet er udstyret, forøger Oplysningernes Antal og Tilgængelighed og fuldstændiggør det samlede, righoldige Materiale. Haandbogen indeholder ikke Oplysninger om Luftstridskræfter — og om Panser- og Kampvognsformationer kun i meget store Træk — i saa Henseende henvises der til de to ovennævnte tidligere udgivne Haandbøger; da det, som det fremgaar af Forordet, har været Forfatterens Hensigt, at den foreliggende Bog skulde give Mulighed for en Vurdering af Hærenes Styrke, havde det maaske været ønskeligt, om den ogsaa havde indeholdt de strengt fornødne Oplysninger om disse Tropper.
H.
Geodætisk In stitu t: København og nordlige Omegn 19UO. I og for sig er det overflødigt at anbefale Geodætisk Instituts Kort, da de er saa vel kendte og anerkendte blandt Hærens Befalingsmænd. Det foreliggende Kort, der er sammenlagt i Lommeformat, omfatter hele Storkøbenhavn i en overordentlig detailleret, men dog klar og tydelig Fremstilling. Det er paa Kortet angivet, om Bebyggelsen er høj eller lav, og Grænser for Kommuner og Postdistrikter, Jernbaner, Sporveje, Gennemkørselsgader og m. m. er indført. Til Kortet er endvidere knyttet Gadefortegnelse, Adgangstider for Museer o. 1. samt Fortegnelse over Automobilruter. Ved sin Tydelighed og hele sit praktiske Anlæg danner Kortet et værdifuldt Hjælpemiddel for den, der søger Orientering i vor Hovedstad.
J
