Militære afdelingsbetegnelser og militære grader har altid haft en vis tendens til at blive lange, og forkortelser må der til. I den daglige tjeneste og i særdeleshed i signaltjenesten kan man jo ikke blive ved med at skrive 1. regiments 3. bataillons panserværnskom­pagni helt ud, og de militære gradsbetegnelser er ofte så lang­ strakte, at man kommer til at tænke på „Hyrdinden og skorstens­ fejeren“, hvor børnene bruger den fine titel „Gedebukkebensøverogundergeneralkrigskommandersergent“, der, som H. C. Ander­ sen siger, „er et svært navn at sige, og det er ikke mange, der får den titel“. Vi har jo i forsvaret været slemme til at bruge sådanne lange titler; vi husker fra den tidligere forsvarslov: Artillerimeka- nikerunderkvartermester af første grad, og under den nuværende: Kaptajnløjtnant af specialgruppen af reserven. Det er jo titler, der, som Holberg siger, ikke kan bruges om vinteren, når dagene er korte.

Selvfølgelig må man forkorte, og det har man altid gjort. Gen­nem mangfoldige år havde der dannet sig el meget fornuftigt system af forkortelser, som alle — også civile — ikke kunne undgå at forstå. „Batl.“, „Komp.“, „Kapt.“, „Oblt.“, „Ltn.“ o. s. v. kunne uden videre anvendes i skrivelser også uden for forsvarets rammer, og ingen kunne misforstå det. Nu har vi for få år siden fået et nyt system, der ganske har aflivet det gamle. Nu anvender man ved forkortelser udelukkende store bogstaver, og kun 2 bogstaver i gradsbetegnelser (titler) og 3 i afdelingstegneiser o. lign. System er der i det, det skal indrømmes. Der er naturligvis en saglig grund til denne ændring, selv om man ikke umiddelbart får øje på den. Teknisk synes der for en umiddelbar betragtning ikke at være vun­ det ret meget derved; thi i vor skrivemaskinetidsalder, hvor vi kun bruger små bogstaver, vil enhver maskinskriver sikkert hellere skrive „kapt“ i stedet for at være nødt til at trykke omskifteren til store bogstaver ned og skrive „KN “ og atter at skulle slippe omskif­ teren for at skrive videre. Forståelsesmæssigt er det blevet sværere. Ikke så meget for os militærpersoner; thi vi skal jo nok få det lært, men i skrivelser til civile myndigheder, f. eks.i retssager, der skal sendes til dommer, forsvarere og politi, er det ikke umiddel­ bart indlysende, at OL betyder oberstløjtnant, og at ELK betyder noget med ø, fordi man af signaltekniske grunde har erstattet det vanskelige 0 med et E. ELK leder jo nærmest tanken hen på noget med elektricitet.

Nu blev der jo i starten udgivet en „ordbog“ -— en eksempel­ samling af de almindeligste forkortelser og systemet deri. System er der som sagt deri, men blandt disse autoriserede forkortelser er der sikkert adskillige, som vil give vanskeligheder for de arme mennesker, der om et par hundrede år skal gøre arkivstudier; thi nogle af forkortelserne har allerede fra gammel tid været anvendt i en hel anden betydning. De arkivstuderende må så holde ørene stive for at finde ud af, hvad det nu betyder i det enkelte tilfælde. OK var således i gamle dage betegnelsen for en overkomplet stamhest — en remont. Senere har betegnelsen været i brug i hvert fald ved kystbefæstningen for overkonstabel, og nu betyder det orlogskaptajn.

KN der nu er forkortelsen af kaptajn, har engang for ikke længe siden været benyttet — uofficielt ganske vist — som forkor­ telse af kornet.

RK betød tidligere remontekommissionen (og var indbrændt på alle hærens heste) — nu skal det betyde rekrut.

Men værre er det, når særligt unge hefalingsmænd i tide og utide fylder tjenstlige skrivelser med forkortelser — særligt hjem­ melavede — i et omfang, så selv militærpersoner kan have vanske­ lighed ved at hitte ud af en sådan rebus. Og skal læseren spilde altfor megen tid med at gætte,så mister man jo den tid, man mener at have sparet ved at bruge forkortelserne ved skrivningen. Hvad mener man om følgende:

„Rapport fra VO SMK til CH ESM om SG MT NA Petersen“. Når en sådan rapport kommer i retten, så er der noget at forklare! Nu er det jo godt nok foreskrevet, at betegnelserne ved første anvendelse skal skrives fuldt ud med forkortelsen i parentes, og derefter kan man anvende forkortelserne alene, men de unge men­ nesker, der ikke ved, om deres skrivelser skal udenfor underafde­lingens område, forsømmer altid dette, og deres skrivelser bliver derfor ofte en slags præmierebus’er for folk, der ikke på forhånd er kendt med betydningen af forkortelserne, og — de hjemme­ lavede, der ikke findes i eksempelsamlingen, må man jo altid gætte sig til.

Ja, disse hjemmelavede forkortelser kan endog være pudsige.

En sergent skrev i en indberetning om mangler på et våben­ kammer: Der er paa våbenkamret 3 MG. Yed nærmere studium af sagen fandt man ud af, at han mente 3 menige og ikke 3 ma­ skingeværer, for hvilke forkortelsen MG jo også er sædvanlig.

En kaptajn underskrev sig hårdnakket gennem lange tider ,,KN — KK“. KN betyder kaptajn, det er lige til, men KK er jo efter eksempelsamlingen kommandørkaptajn. Begge dele kunne man­ den jo ikke være, og mair måtte så gætte sig til, at han med kom­ mandørkaptajn mente kompagnikommandør. Men når man altså bare ved det, så går det jo!

En sergent skrev under sin underskrift på en indberetning: „SG — SF — VÅ“. SG er jo sergent, det er tydeligt, VÅ måtte betyde våbenmester, gætter man, men da manden er hjemsendt, er det aldrig blevet opklaret, hvad han mente med SF. Skulde det være sektionsfører?

En indberetning blev for nogen tid siden af auditøren sendt til politiet til afhøring af en hjemsendt værnepligtig, der boede langt fra auditørens tjenestested. Den politimand, der foretog af­ høringen, ringede til auditøren og sagde, at han sad sammen med den, der skulle afhøres, men denne erklærede, at han ikke kendte den i indberetningen omtalte V. E. Jensen. Ja, dette VE stod nu uden punktum ’er efter, så det betød måske et eller andet. VE? det fandtes ikke i den autoriserede „ordbog“. Der fandtes VA, der betød viceadmiral, men VE? Der var ikke andet for, end at politi­ manden måtte læse indberetningen op ... Åh, der har vi det — det skal betyde vagthavende elev, og så kendte den pågældende godt Jensen. Men, ikke sandt — når man bare ved det, så går det jo let.

Også i Militært Tidsskrift træffer man artikler, hvori forfatte­ ren i rigt mål benytter de nye forkortelser. Selvfølgelig kan man hitte ud af det, men formålet med en artikel er jo, at den uden vanskelighed skal kunne læses af så mange som muligt af tidsskrif­tets læsere, og — ærligt talt — hvis man både skal følge forfatte­rens tankegang og samtidig beskæftige tankerne med tydning af alt for mange forkortelser, så går en del af nydelsen ved at læse en sådan artikel, og man fristes til at springe den over. Man gider sim pelthen ikke.

Mon vi ikke er kommen så langt ud med forkortelser, at vi har glemt at skrive Dansk? Forkortelser er en nødvendighed, men de er nu først og fremmest et signalteknisk spørgsmål i den indre tjeneste. Når unge befalingsmænd selv i ganske korte indberetnin­ger anvender rebusstil, er det vistnok et tegn på dovenskab eller på lyst til at slå om sig med tillærte forkortelser. Mon vi har så travlt, at vi ikke kan skrive således, at også civile folk (dommere, sagførere, politi) kan læse det uden at skulle løse rebus?