Capture of the Blockade Runner Emma, 1863, published in The National Tribune, Washington, D.C., 6 january 1898. (Wikipedia).
Af Simon Hinrichsen, Ph.D., Senior Portfolio Manager - Sampension.
Krig har ofte en fundamental økonomisk grund.[1] Før nationalstaten blev den dominerende styreform sloges stammer, imperier og byer om ressourcer og magt. Den fundamentale uenighed og kamp om ressourcer mellem stater, som ultimativt ender i en form for væbnet konflikt, er derfor ikke ny. Kontrol over økonomiske ressourcer er vigtigt for en stat, da velstand er baseret på indtægter fra handel, industri og evnen til at give befolkningen en tryg tilværelse. Penge og handel er derfor vigtige faktorer i mange internationale relationer, da det giver staten legitimitet og mulighed for at opbygge militær magt. Det er således naturligt, at finansiel krigsførelse længe har været en del af staters konfliktarsenal, som kan bruges enten præventivt, som en del af en væbnet konflikt, eller i stedet for.
Finansielle sanktioner kan spores næsten 2500 år tilbage. Dengang tog sanktioner form af handelssanktioner og blokader og kunne variere fra små ligegyldige diplomatiske fornærmelser til egentlige militære handlinger.[2] Der findes mange typer af sanktioner. Fra kulturelle boykots til den mere seriøse og oftest brugte type sanktion, som er handelssanktioner.[3] I modsætning til regulær krig er handelssanktioner ikke veldefineret i international lovgivning, hverken i freds- eller krigstid.[4] Derfor er der en del fleksibilitet forbundet med brugen af sanktioner, fordi de ikke nødvendigvis behøver at gå hånd-i-hånd med væbnet konflikt. De kan målrettes mod et specifikt land, bruges til at prøve at få ændret politik, til at få adgang eller magt over energiresurser, eller sågar for at ramme individer. Fordi sanktioner kan anvendes bredt og hurtigt, er de steget i popularitet over de sidste to hundrede år. Men sanktioner kommer også med omkostninger og deres effektivitet variere, som en historisk gennemgang af sanktioner i forskellige geopolitiske regimer vil vise.
Denne artikel argumenterer for, at finansielle sanktioner kun er effektive, hvis der ikke er seriøse lækager. Polaritet er et begreb indenfor international politik, som beskriver, hvordan magt er fordelt geopolitisk.[5] I en verden med bipolaritet (to stormagter) eller multipolaritet (mere end to stormagter) risikerer sanktioner at skubbe til alliancer eller at blive ineffektive, hvis der ikke er politisk vilje til at håndhæve dem. En gennemgang af sanktionernes historie viser, at finansielle sanktioner kan have stor effekt, men at det kræver opbakning fra regeringer såvel som befolkninger. De har været mest anvendt i tider, hvor en enkelt stormagt selv kunne pålægge sanktioner, eller hvor der har været bred enighed globalt. I storkonflikter er sanktioner ofte ét redskab af mange, som skubber lande væk fra hinanden. I en tid, hvor Kina i stigende grad er en stor nok økonomi til at skabe selvstændige markeder, kan sanktioner være med til at skabe to parallelle systemer. For at forstå, hvordan sanktioner fungerer i forskellige geopolitiske regimer, er det værd at forstå deres historie. Det giver os en mulighed for at drage paralleller til nutiden og derved analysere sanktioner, når magtbalancer skifter.
Sanktioner gennem tiden
Økonomiske sanktioner går tusindvis af år tilbage. Den tidligste nedskrevne finansielle sanktion er fra 432f.k., hvor Athen blokerede Megara fra at handle med havne i Det Deliske Søforbund (som bestod af græske bystater). Det er, så vidt vides, den første gang økonomiske sanktioner blev brugt som en del af sikkerheds- og udenrigspolitik og effekten var signifikant. Megaras mulighed for at handle blev minimeret, byen blev isoleret og deres økonomi blev ødelagt. De økonomiske sanktioner, kendt som ”Megarian Dekretet”, var en afgørende årsag til den Peloponnesiske Krigs udbrud.[6] Der gik dog mange år, før sanktioner blev et institutionaliseret våben og en naturlig del af statshåndværket. For at kunne institutionalisere sanktioner krævede det, at nationalstaten fik troværdighed, hvilket krævede klart definerede stats- eller bygrænser, regnskabsregler, lovgivning for kontrakter og skatteopkrævninger, som så dagens lys fra omkring 1400-tallet.[7] Vi tager derfor et spring fremad i tiden og fokuserer på de sidste 250 års brug af sanktioner.
Fra 1800-tallet blev blokader et populært våben. International handel voksede gradvist i dette århundrede og under Napoleonskrigene blev Frankrigs handel med England effektivt stoppet af Englands blokade. Blokaden havde ikke kun konsekvenser for krigen, men også for hvordan Frankrigs industriproduktion ændrede sig i årene under og efter krigen.[8] Blokader blev dog stadig kun brugt som en del af krigsførelsen og ikke i fredstid som et udenrigspolitisk pressionsværktøj. Det ændrede sig i 1827, da en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland blokerede Grækenlands kyst under deres selvstændighedskamp mod Tyrkiet. Dette for at forhindre Tyrkiske og Egyptiske forsyninger i at nå frem til Grækenland. Ingen af de tre stormagter havde indtrådt i krigen, men der udbrød alligevel et søslag ved Navarino og både den tyrkiske og egyptiske flåde blev sunket med tab af ca. 7000 mand med få tab hos de allierede stormagter.[9] Økonomiske sanktioner var populære i årene før første verdenskrig. Fra 1827 og indtil 1914 fandt der 21 fredstidsblokader sted. Primært for at få lande til at betale deres gæld (som ofte var krigsskadeserstatninger).[10] Sanktioner blev ofte brugt til at håndhæve betaling af statsgæld, da de viste sig at være en særdeles effektiv måde at få stater til at betale deres gæld.[11]
Da første verdenskrig brød ud skete et nyt skridt i brugen af sanktioner. Storbritannien brugte blokader succesfuldt, måske endda lidt for succesfuldt, da blokaderne ikke blev løftet umiddelbart efter krigens afslutning. Indenrigspolitisk var der stor uenighed om fortsættelsen af sanktionerne efter krigen, hvor bl.a. Keynes kritiserede, at blokader og sanktioner blev opretholdt i mellemkrigstiden.[12] I 1920’erne var sanktioner generelt et potent våben, som det er blevet beskrevet af Nicholas Mulder.[13] Det var ikke så meget, fordi sanktionerne blev brugt, men fordi mange stater var rædselsslagne for truslen om økonomiske sanktioner og blokader, som kom fra League of Nations uenigheder. Der var ikke mange direkte sanktioner i mellemkrigstiden pga. deres oprindelse og af frygt for, at sanktioner ville medføre militære handlinger. De blev derfor diskuteret, men sjældent implementeret pga. frygten for deres potens.[14] USA’s daværende præsident Herbert Hoover så sanktioner som deciderede krigserklæringer, hvilket gjorde, at USA var modstræbende med at implementere dem. De sanktioner, som blev implementeret, var igennem League of Nations, hvor Artikel 16 autoriserede brugen af sanktioner, hvis stater forbrød sig mod internationale love. League of Nations implementerede sanktioner succesfuldt mod Jugoslavien i 1921, mod Grækenland i 1925 og mod Bolivia og Paraguay i 1932. Det sluttede dog i 1936, da League of Nations sanktioner blev placeret imod Mussolini efter fascisternes invasion af Etiopien på opfordring af Storbritannien. Problemet var, at andre europæiske nationer nægtede at tiltræde sanktionerne, hvilket gjorde dem ineffektive.[15] Uenigheden om sanktioner mod Italien ses af mange historikere som det officielle fald af indflydelse fra League of Nations.[16] Sammenbruddet i League of Nations fik ikke sanktioner og embargoer til at forsvinde, men typen af sanktioner ændredes fra at udspringe i multilaterale organisationer til enkelte lande. Før USA officielt gik ind i anden verdenskrig, brugte de både sanktioner og embargoer, dog under navne som “karantæner” eller “valutakontrol” imod specielt Japan, da Roosevelt ikke ville indtræde officielt i krigen.[17]
Da USA indtrådte i anden verdenskrig, blev deres sanktionsregime institutionaliseret med lovgivning, kaldet Trading With the Enemy’s Act. Det betød, at USA f.eks. kunne konfiskere danske aktiver i USA, så Tyskland ikke kunne bruge dem. Aktiverne blev spærret på en konto på vegne af eksilregeringen og Danmark kunne få adgang til dem igen efter krigen. Sanktioner havde også en vigtig præventiv funktion under anden verdenskrig. Da Francisco Franco overvejede at indtræde i krigen som medlem af Aksemagterne, truede USA og Storbritannien med at sanktionere Spanien og stoppe oliesalg til Franco. Det var en af hovedårsagerne til, at Franco ikke blev et ledende medlem af Aksemagterne og officielt var neutral under krigen.[18]
Efter anden verdenskrig fik sanktioner en naturlig plads i verdensordenen under Den Kolde Krig, hvor handel mellem blokkene var begrænset og nogle steder ikkeeksisterende. Sanktioner blev primært brugt unilateralt af USA som en del af deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor lande på den anden side af NATO ofte blev ramt af sanktioner. Nævneværdige sanktioner under Den Kolde Krig var mod Nordvietnam (1954-), Cuba (1960-), Iran (1979-81) og Nicaragua (1981-90), som alle havde USA som den primære håndhæver.[19] Som det kan ses i Figur 1, steg antallet af sanktioner under Den Kolde Krig, da vesten brugte sanktioner til at presse Warszawa-pagten og tredjeverdenslande. Det kom med en realøkonomisk konsekvens at alliere sig med Sovjetunionen og sanktioner blev brugt aktivt af USA til at presse både anden- og tredjeverdenslande. Sanktioner var et aktivt våben i at dele verden på begge sider af jerntæppet og blev i stigende grad brugt i løbet af Den Kolde Krig. Sovjetunionen brugte sanktioner til at straffe afvigelse fra blokkens politik, bl.a. mod Jugoslavien (1948-55) og Albanien (1961-81),[20] men brugte også sanktioner som et finansielt handelsvåben mod Kina (1960-70) da de politiske relationer brød sammen.[21]
Kilde: Baseret på data fra Davis og Engerman, ’History Lessons’: 193.
Figur 1: Antal af økonomiske sanktioner per år.
Da Den Kolde Krig sluttede, ændrede brugen af sanktioner sig endnu engang. Efter Iran-Irak Krigen i 1980’erne invaderede Irak Kuwait i 1990. Som svar indtrådte en koalition af lande ledet af USA i Den Første Golfkrig. Det førte til et nederlag til Irak, som endte krigen uden nogle nævneværdige allierede. Efter Golfkrigen indførte FN, igen anført af USA, sanktioner imod Irak.[22] Disse sanktioner var totale og Iraks økonomi blev isoleret fra resten af verden, netop som globaliseringen tog til. Sanktionerne blev håndfast håndhævet, fordi ingen pengeoverførsler kunne røre Irak, hvis den ene part til en transaktion ville kunne gøre forretning i USA.[23] Forskellen fra Den Kolde Krig var, at der ikke var et Sovjetunionen til at balancere USA’s magtmonopol. Irak blev derfor totalt isoleret med store økonomiske konsekvenser i 1990erne.
Med 9/11 startede en ny og moderne udgave af sanktionsanvendelse. Der blev givet cart blanche til at gå efter terrorister og det amerikanske finansministerium fik oprettet en robust efterretningsarm, som skulle jagte terrorfinansiering.[24] Hvor tidligere tiders sanktioner primært var handelssanktioner, blev USA bannerfører for nye finansielle sanktioner helt ned på individ niveau. Disse sanktioner var et resultat af New Yorks specielle rolle i verdensøkonomien. Alle dollar transaktioner flyder igennem en bank i New York på et tidspunkt, hvilket giver amerikanske myndigheder mulighed for at håndhæve amerikanske love selv udenfor USA. Enhver international bank eller finansiel institution, som eksempelvis hjalp terrorister, kunne få sin mulighed for at cleare dollar-transaktioner lukket, hvilket de facto lukker muligheden for at lave internationale transaktioner. Det betød, at sanktioner ikke længere kun var rettet mod stater, men også mod institutioner eller enkeltpersoner. Sanktioner var ikke længere blot et storpolitisk våben, men kunne bruges i kampen mod terrorbevægelser og kriminelle grupperinger.
Det gik hurtigt op for verdenssamfundet, hvor forbundet det finansielle system egentlig var, da USA bragte anklager mod en relativt ukendt kinesisk bank i Macau, Banco Delta Asia.[25] Banken var en af Nordkoreas primære banker, både for transaktioner og til at opbevare kontanter (den elektroniske udgave, dvs. depoter). En relativt lille og ukendt sektion i USA’s sanktionsarsenal fra The Patriot Act (Sektion 311) gjorde det muligt effektivt at lukke en bank, som lavede ulovlig finansiel forretning. Finansministeren kan erklære det ulovligt for amerikanske banker at handle med internationale banker under sådanne sanktioner. Hvad der gjorde det muligt at stoppe Nordkoreas brug af det internationale finansielle system var, at alle banker fandt ud af, at der var eksistentiel risiko ved at handle med Nordkorea. Da handel med Nordkorea var en relativ lille del af de fleste bankers forretning, blev selvjustitsen sådan, at ingen ville røre Nordkoreas penge. Det fandt det nordkoreanske styre hurtigt ud af, hvilket drev dem ud i kriminelle måder at tjene og flytte penge på.[26] Håndhævelsen af sanktioner skete lidt som i Irak, hvor det var i bankernes egen interesse at holde øje med overførsler fra sanktionerede regimer af frygt for at forbyde sig mod sanktioner.
De nye finansielle sanktioner blev også brugt mod bl.a. Iran, Venezuela og Rusland, med blandet succes. Irans og Venezuelas økonomier er blevet ødelagt, godt hjulpet på vej af sanktioner, men fundamentalt grundet politiske valg. Begge nationer har valgt en konfrontatorisk udenrigspolitik og en inflationsskabende økonomisk politik, på trods af store nationale oliereserver, som kunne være kommet befolkningen til gode. Sanktioner har derfor gjort dårligt stillede økonomier værre, men de er konsekvensen af politiske valg. Der er dog sket en ændring fra starten af 00’erne. Både Iran, Venezuela og Rusland har fundet måder at omgås amerikanske sanktioner ved at sælge direkte til andre lande, primært Kina og sekundært Indien.[27] Der er også en større vilje fra lande i Mellemøsten til at agere mellemmænd. I starten af 2020’erne er sanktioner derfor i langt højere grad en funktion af landes geopolitiske venner og dagene, hvor USA effektivt kunne lukke en kinesisk bank, er væk, fordi et parallelt system er opstået. Dermed ikke sagt at sanktioner ikke er effektive – det er de. Men der er andre muligheder for at omgås dem og sanktioner er kun effektive til og med det punkt, at de har kunne håndhæves.
Sanktioners anvendelse i dag
Brugen af sanktioner er som nævnt anerkendt som en del af statens mulighed for at udføre statshåndværk. Det viser både den historiske gennemgang af sanktioner, men det er også juridisk fastslået senest af den engelske højesteret i marts i en sag, hvor Rusland sagsøgte Ukraine for ikke at betale et lån, hvor man skrev, at ”[h]andelssanktioner, embargoer og protektionisme er udbredt, normale og vigtige aspekter af statshåndværk i den moderne verden.”[28] Bare fordi sanktioner er en del af statens arsenal, betyder det dog ikke, at de er effektive. Sanktioner kræver en dominerende international magt til at håndhæve dem. Fra 1970 til 1998 var der 117 handelssanktioner, hvoraf USA var ansvarlige for 2 ud af 3. De var mest effektive i den periode, hvor USA var en dominerende magt.[29] De mest ødelæggende sanktioner har været totalsanktioner imod lande, som har få internationale venner, f.eks. Irak i 1990’erne og Iran i de sidste to årtier. Hvis lande har allierede og mulighed for at omgås sanktioner via handel med samarbejdspartnere, kan nogle af de økonomiske omkostninger mitigeres. Det ses med sanktionerne mod Rusland.
Sanktionerne mod Rusland startede efter invasionen af Krim i 2014 og er steget i intensitet siden.[30] Typerne af sanktioner er et mix af gamle sanktioner på import af varer, forbud mod at handle med Rusland, sanktioner på diverse råvarer, indefrysning af russiske aktiver – og den nye type af finansielle sanktioner, her primært rettet mod enkeltpersoner og firmaer.[31] Sanktionerne mod Rusland og dets allierede (Hviderusland og Iran) er markante og har haft stor betydning for Ruslands økonomi.[32] Men for, at sanktioner kan være ødelæggende kræver det, at der ikke er smuthuller – og at det pågældende land ikke er selvforsynende indenfor sanktionsområdet. Det er nemmere i en unipolar verden med internationale spilleregler, som bliver overholdt, end i en bipolar verden i opbrud. I en bipolar verden er det ofte muligt at omgå sanktioner ved at handle med sine allierede og fordi der ikke er hegemoni, har sanktioner mindre effekt. Den nuværende globale magtbalance gør, at aksen med Kina i spidsen kan fungere som den ultimative køber af råvarer og produkter, som ofte bliver ført igennem tredjepartslande. Her er det nyttigt med nogle eksempler på, hvordan sanktioner kan omgås.
Ruslands energieksport, energifirmaer og finansielle institutioner kom alle under betydelige sanktioner i 2022, hvilket gjorde det svært at sælge råvarer, men også at rejse penge til arbejdskapital eller investeringer. Rosatom, Ruslands atomenergi agentur og den primære producent af verdens uran, var ikke oprindeligt sanktioneret.[33] Rosatom har investeringer i Tyrkiet, hvor de er ved at bygge et atomkraftværk. Tyrkiet er medlem af NATO, men der har længe eksisteret historiske industri-forbindelser mellem de to lande. For at undgå problemer med at overføre penge til udvikleren, Akkuyu Nuclear JSC (et tyrkisk firma), overførte Rosatom USD 5 milliarder i juli 2022.[34] Rosatom lånte pengene af Gazprombank, som var sanktioneret.[35] Tyrkiet var storindkøber af russisk olie, men havde et finansieringsproblem, med et stort underskud på betalingsbalancen. Uden international valuta var det umuligt at blive ved med at købe olie. Det hjalp aftalen med Rosatom med, hvilket vil sige, at NATO-olieindkøb i sommeren 2022 effektivt var finansieret af en sanktioneret russisk bank igennem et russisk statsejet firma, men blåstemplet af en aftale med Tyrkiet.[36]
Efter Ruslands invasion af Ukraine var der pres på Europæiske firmaer for ikke at handle med Rusland og samtidig forlade landet. Den nemmeste måde for firmaer at forlade Rusland ville være at sælge de russiske aktiver, men den mest naturlige køber af russiske aktiver er russiske firmaer eller investorer. De kan derfor underbyde og dermed tjene hurtige penge. Det betød, at banker med et acceptabelt forhold til både Vesten og Rusland kunne stå imellem og tjene penge som mellemmænd, da Rusland svarede igen med at kræve accept af salg af russiske aktiver.[37] Dermed kunne aktiver og penge skifte hænder på trods af sanktioner. Det er ikke kun pengeoverførsler, som kan maskeres igennem venligtsindede lande. Det samme kan handelsvarer. Armenien eksporterede næsten ingen biler til Rusland før 2022, men siden Ruslands invasion er deres bilindustri vokset dramatisk.[38] Et andet eksempel er Kirgisistan, hvis handelsbalance med EU er steget med over 500% fra 2021 til 2022. Andre centralasiatiske landes handelsmønstre med EU er også ændret markant siden sanktionerne mod Rusland trådte i kraft, bl.a. indenfor højteknologiske militærkomponenter. Hvis sanktionerede varer kan føres igennem et tredjeland, er sanktioner naturligvis mindre effektive, men der er heller ingen økonomisk omkostning forbundet med dem.
Sanktioners fremtid som udenrigspolitisk våben
Sanktioner er kun effektive, hvis de kan håndhæves. I årene efter den kolde krig kunne USA overvåge og håndhæve sanktioner, fordi de besad den nødvendige finansielle, teknologiske og militære magt. Sanktioner havde eksistensrisiko for firmaer, hvis de blev brudt, fordi forment adgang til det amerikanske pengemarked var en dødsdom for mange firmaer. I en bipolar eller multipolar verden er risikoen mindre, fordi lande og firmaer i højere grad vælger en side. Med Kinas vækst er der nu et markant andet marked, hvor varer kan afsættes. Selvom eksempelvis Huawei er sanktioneret, investerer firmaet stadig og ekspanderer under hemmelige firmakonstruktioner.[39] Alliancer er mere flydende og det er nemmere at gemme pengeoverførsler, hvis alt ikke skal omkring New York.[40] Det betyder, at et sanktionsregime kun kan være effektivt, hvis stater investerer i at overvåge og håndhæve ulovlige transaktioner og er parate til at betale de udgifter, som et effektivt sanktionsregime koster. I det lange løb må vi beslutte os for, om den åbne frihandel vi har haft siden murens fald, kan fortsætte, mens konflikterne med Rusland og Kina ser ud til at vokse sig større. Sanktioner er nemlig kun et effektivt våben, hvis der er politisk vilje og evne til at opretholde og håndhæve den internationale orden.
[1] Keynes, John Maynard. The General Theory of Employment, Interest and Money. United Kingdom: Palgrave Macmillan, 1936: kapitel 24.
[2] Hufbauer, Gary Clyde, Jeffrey Schott, Kimberly Ann Elliott, og Barbara Oegg. Economic Sanctions Reconsidered. Tredje udgave. Washington: Peterson Institute for International Economics, 2009.
[3] Davis, Lance, og Stanley Engerman. ‘History Lessons: Sanctions - Neither War nor Peace’. Journal of Economic Perspectives 17, no. 2 (June 2003): s. 187–97.
[4] Sanktioner falder dermed indenfor samme område som cyber, hvor det er uklart, præcist hvilke handlinger som er casus belli.
[5] Se f.eks. Wohlforth, William C. ‘The Stability of a Unipolar World’. International Security 24, no. 1 (1999): 5–41.
[6] Bowden, Hugh. Classical Athens and the Delphic Oracle: Divination and Democracy. Cambridge University Press, 2005: 91-145.
[7] Eichengreen, Barry, Asmaa El-Ganainy, Rui Pedro Esteves, and Kris James Mitchener. ‘Public Debt through the Ages’. In Sovereign Debt: A Guide for Economists and Practitioners, edited by S. Ali Abbas, Alex Pienkowski, and Kenneth Rogoff, 7–55. Oxford: Oxford University Press, 2019.
[8] Juhász, Réka. ‘Temporary Protection and Technology Adoption: Evidence from the Napoleonic Blockade’. American Economic Review 108, no. 11 (November 2018): 3339–76.
[9] Hogan, Albert Edmond. Pacific Blockade. Clarendon Press, 1908: 73-76.
[10] Davis og Engerman, ‘History Lessons’: 188-9.
[11] Mitchener, Kris James, og Marc D. Weidenmier. ‘Supersanctions and Sovereign Debt Repayment’. Journal of International Money and Finance 29, no. 1 (1 February 2010): 19–36.
[12] Carter, Zachery D. The Price of Peace: Money, Democracy and the Life of John Meynard Keynes. New York: Random House, 2020.
[13] Mulder, Nicholas. The Economic Weapon: The Rise of Sanctions as a Tool of Modern War. New Haven London: Yale University Press, 2022
[14] Mulder, Nicholas. The Economic Weapon.
[15] Davis og Engerman, ‘History Lessons’: 189.
[16] Mulder, The Economic Weapon.
[17] Mulder, The Economic Weapon.
[18] Mulder, The Economic Weapon.
[19] Davis og Engerman, ‘History Lessons’: 192.
[20] Lindsay, James M. ‘Trade Sanctions As Policy Instruments: A Re-Examination’. International Studies Quarterly 30, no. 2 (1986): 153–73.
[21] Hoeffding, Oleg. ‘Sino-Soviet Economic Relations, 1959-1962’. The Annals of the American Academy of Political and Social Science 349 (1963): 94–105.
[22] Hinrichsen, Simon. ‘The Rise of Iraqi Indebtedness, 1979–2003’. Middle Eastern Studies 58, no. 5 (2022): 782–96.
[23] Hinrichsen, Simon. ‘The Iraq Sovereign Debt Restructuring’. Capital Markets Law Journal 16, no. 1 (2021): 95–114.
[24] Zarate, Juan. Treasury’s War: The Unleashing of a New Era of Financial Warfare. New York: PublicAffairs, 2013.
[25] U.S. Department of the Treasury, 'Finding that the Democratic People's Republic of Korea is a jurisdiction of primary money laundering concern’, Notice of Finding. 6. januar, 2016. www.s3.amazonaws.com/public-inspection.federalregister.gov/2016-13038.pdf.
[26] O’Neill, Alex. ‘Cybercriminal Statecraft: North Korean Hackers’ Ties to the Global Underground’. Report for the Belfer Center for Science and International Affairs, Harvard Kennedy School, 15. marts, 2022. https://www.belfercenter.org/publication/cybercriminal-statecraft.
[27] Massol, Olivier, Emmanuel Hache, og Albert Banal-Estañol. ‘Trade Sanctions and International Market Integration: Evidence from the Sanctions on Iranian Methanol Exports’. The World Economy, forthcoming.
[28] The Law Debenture Trust Corporation plc (Appellant) v Ukraine (Represented by the Minister of Finance of Ukraine acting upon the instructions of the Cabinet of Ministers of Ukraine) (Respondent), No. 2018/0192, UK High Court (15 March 2023): 55. Oversat fra engelsk af mig.
[29] Davis og Engerman, ‘History Lessons’, s. 188-193
[30] Doornich, June Borge, og Andreas Raspotnik. 2020. ‘Economic Sanctions Disruption on International Trade Patterns and Global Trade Dynamics: Analyzing the Effects of the European Union’s Sanctions on Russia’. Journal of East-West Business 26 (4): 344–64.
[31] Et overblik over EU’s sanktioner kan findes på: https://www.consilium.europa.eu/en/policies/sanctions/restrictive-measures-against-russia-over-ukraine/sanctions-against-russia-explained/ og USA’s på: https://ofac.treasury.gov/sanctions-programs-and-country-information/ukraine-russia-related-sanctions (begge besøgt 1. september, 2023).
[32] Sonnenfeld, Jeffrey, Steven Tian, Franek Sokolowski, Michal Ryrebkowski, og Mateusz Kasprowicz. ‘Business Retreats and Sanctions Are Crippling the Russian Economy’. SSRN Working Paper, 2022. https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=4167193.
[33] Rosatom er senere kommet på USA’s sanktionsliste, se fx https://www.state.gov/imposing-additional-sanctions-on-those-supporting-russias-war-against-ukraine/ (besøgt 1. september, 2023).
[34] Kozok, Firat. ‘Russia Is Wiring Dollars to Turkey for $20 Billion Nuclear Plant’. Bloomberg, 29 juli, 2022. https://www.bloomberg.com/news/articles/2022-07-29/russia-is-wiring-dollars-to-turkey-for-20-billion-nuclear-plant.
[35] Soylu, Ragip. ‘Russian State Firm Signs $9.1bn Loan Deal to Fund Nuclear Plant in Turkey’. Middle East Eye. Besøgt 1. september, 2023. https://www.middleeasteye.net/news/russia-turkey-gazprombank-akkuyu-plant-loan-fund.
[36] Setser, Brad. ‘Turkey’s Increasing Balance Sheet Risks’. Follow the Money (blog), 6. juni, 2023. https://www.cfr.org/blog/turkeys-increasing-balance-sheet-risks.
[37] Griffin, Donal, Nariiman Gizitdinov, and William Shaw. ‘Wall Street Reaped Ruble Fortune on Clients Fleeing From Russia’. Bloomberg, 2. august, 2023. https://www.bloomberg.com/news/articles/2023-08-02/wall-street-traders-made-ruble-rub-usd-fortune-via-kazakhstan-armenia.
[38] AFP. ‘Armenia Funnels US Cars to Russia, in Sanctions’ Evasion’. France 24, 4. august, 2023. https://www.france24.com/en/live-news/20230804-armenia-funnels-us-cars-to-russia-in-sanctions-evasion.
[39] King, Ian, and Debby Wu. ‘Huawei Building Secret Network for Chips, Trade Group Warns’. Bloomberg, 23. august, 2023. https://www.bloomberg.com/news/articles/2023-08-23/huawei-building-secret-chip-plants-in-china-to-bypass-us-sanctions-group-warns.
[40] Leng, Cheng, and Owen Walker. ‘Chinese Lenders Extend Billions of Dollars to Russian Banks after Western Sanctions’. Financial Times, 3. september, 2023. https://www.ft.com/content/96349a26-d868-4bd1-948f-b17f87cc5c72.