Log ind

Bøger 1947 - 1

#

T h. T kaulow : Den danske S old at gennem Tiderne. 248 Sider. Kr. 26,50 heftet, 42,50 indb. Folmer Christensens Forlag. E t m ilitæ rt Skrift som det foreliggende h ar K rav paa en nøjere, prøvende Gennemgang paa dette Sted, men Pladsforhold hindrer, at denne bliver udtømmende og tillader kun, at der røres ved visse Forhold. Forfatteren har villet give „et Rids af den menige Soldats særlige K aar, saaledes som de i skiftende Tider afspejler sig paa Baggrund af Datidens almindelige kulturelle og hum anitære Udvikling". Denne Tanke er al Æ re værd. Vi træ nger til et sligt Værk, eller rettere til to: En indgaaende, videnskabelig Gennemgang af Emnet og en folkelig læseværdig Bog. Det første kræver im idlertid aarelangt Arbejde med Udvinding af meget hidtil unyttet Arkivstof. Det sidste kan skrives nu efter trykte Skrifter. Forfatteren har øjensynlig valgt den sidste Udvej og samtidig medtaget et til Bogens Form aal svarende vel vidt spændende og ret indgaaende U ddrag a f Rigets Krigs- og Hærordningshistorie. Nok maa denne Side af Sagen indramme Ridset, men dens mange tørre Tal og Kendsgerninger er lige ved at danne Tyngden i Frem stillingen, der dervd kommer til at ligge i et for menig Mand tun g t tilgængeligt Plan. Der er gode Træk fra Soldatens daglige Tilvær; men det havde været ønskeligt, om der i Tidfølge var brugt et Maal til Skøn over hans Divskaar ved at jævnføre disse med tilsvarende V ilkaar for hans civile jævnbyrdige: Arbejdere, Bønder og Haandværkere. Tilløb hertil findes, men ikke følgestrengt gennemført, hvorved det ellers vilde have været muligt at bøde end mer paa det Sortsyn, som P. F. Rists Bog om Støvlettiden h ar frem kaldt hos mange, og hvis Udsendelse han selv angrede paa Grund af dens ensidigt afvej ede Stof. Det er givet, a t den danske Hær oplevede en Nedgang i Støvlettiden, men kun i de 15 Aar, der gik forud for Saint Germains Komme; hvilket imidlertid ikke hjem ler Ret til at gøre dette alment gyldigt for hele Tidsrummet. Af Enketlheder kan peges paa følgende: Side 12, sidste Stykke, skrives: „Sikkert er den urgamle H erredsinddeling (hæræth) af militær Oprindelse. Ved Siden af eksisterede imidlertid omkring Havnene en Ordning i Skipæn, som det paahvilede at holde et udrustet Ledingsskib ..." Vendingen „sikkert" frem kalder i visse Sammenhæng Tvivl om det skrevnes Fuldgyldighed og her uden Grund. Paa Oldhøjtysk hedder H erred: hariraida, heriraita og paa U rnordisk: H arja-raidu, hari-raidu. Ordets ældste Tyd er H ærridt, men var i hvert Fald i 500—600-Tallet en Skare eller Hær (hari, heri) paa et vist Tal Frimænd, der foretog reita; Gammeldansk: Red (engelsk: raid). Herred v ar saaledes først Navn for en Handling, dernæst for dem, der foretog den, og endelig paa det Omraade, hvorfra de paagældende kommer eller samles. E fter angel- .saksiske Love var Størrelsen af Herredshæren 36, efter frankiske 42 Mand, og i det olddanske H erred raaa den, »om Sv. A akjær har sandsynliggjort (F estskrift til Kr. Erslev), have været af lignende Størrelse. Skipænet (af skipæ: ordne) eksisterede dog ikke „ved Siden af" Herredet, men maa ses som en Udvikling af den paa H erredet byggede Hærordning, idet H erredet deltes i 2—4 Skipæn, og er rimeligvis frem ­ kaldt af T rang til stærkere U dnyttelse af Rigets K raft og Midler. Ordningen eksisterede ej heller „omkring Havnene", hvilket U dtryk sprogligt »et kun kan forstaas vrangt som værende om kring H avne- og A n k e rsteder. Havnen (hafnæ, egentlig Mandens Plads paa Skibet) var Skipænets Underinddeling — noget skiftende i Tal efter Tid og Sted fra 25 til 42 Havne — og hver enkelt omfattende et „Lægd" a f Gaarde, som efter Størrelse b ar den fælles Rustningsbyrde og paa Omgang stillede en bofast Mand til Udfærd. Øverst Side 13 skrives: „N aar Bavnerne tændtes, og Budstikken gik, var et vist Antal vaabenføre Mænd (efter Omgang mellem Gaardene) pligtig til at møde ..." Disse Ord giver i sin almene Sammenhæng Indtryk af, at brændende Bavner brugtes til — ogsaa, maa vist indskydes — at kalde Folk til Udfærd med Ledingsskibet. Dette ses ikke hjem let i nogen fuld god Kilde, der alle tværtom siger, at Bavn kun tændtes, n aar Fjenden laa for Landet Og i saa Fald skulde alle og d. v. s. de landeværnspligtige og ikke „et vist Antal" — »om i nævnte Tekststykke m ent: ledingspligtige — møde. Her foreligger lige som paa Side 14 et Fejlsyn paa Landeværn og Leding. „Landeværnet" var i sin første Form den ældste Ordning, Leding den senere paa Skipæn eller rimeligvis endog oprindelig paa Herred byggede Ordning. Den første var defensiv, nødig for Landsdelens F orsvar og om fattede stort set alle — fra Ledingstjenestens Indførelse selvsagt ogsaa alle hjemmeværende ledingspligtige — den anden var offensiv, opstaaet for at kunne føre Tropper over Vandet, og krævede kun Fremmøde af sine saakaldte værnepligtige og det almindeligvis kun paa Skift (jfr. Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie og. Sv. A akjær i F estskrift til Kr. Erslev). Ledingsordningen v ar sandsynligvis Forudsætningen for de store Vikingetogs Gennemførelse. Disse er nævnt, men „Soldaternes" Del i Hjemlandets Forsvar i ældre Tid kan forekomme lidt stedmoderligt omtalt. Sagen er ganske vist ikke lige til, men allerede i Beovufkvadet hentydes dog til, at der holdtes Strandvagt paa Sjælland. Af den ældre Edda, Grottesangen, frem gaar, at man brugte Bavner paa Øen. Af samme Kilde, 1. Helgekvad, Adam af Bremen, Knytlinga Saga og Saxo ses, a t Folkene jævnlig m aatte stikke i Søen for at værne Landet, og a t paa Absalons Tid aarlig hver fjerde Ledingssnekke laa paa Udkig især med Mandskab taget blandt „ugifte Ungersvende, der ej havde Kone at længes efter og desaarsag var træ ge til Kamp". Danm ark og især Sjælland h ar saaledes fra tidlig Tid haft et mer eller mindre fast ordnet Strandforsvar hvilende paa Landets egne Børn. R ytteriets Indførelse og større Vægt i Kampene er omtalt. Men flere •dertil knyttede Forhold kunde have været lidt stærkere optrukket. Saaldes kunde have været nævnt, a t Omlægningen a f Landets Udenrigspolitik omkring A ar 1200 med heraf følgende Strid i Holsten og Tyskland v ar den egentlige Grund dertil. Thi derved kom man til a t staa overfor Riddertidens K am prytteri, som man kun kunde maale sig med ved en tilsvarende Hærordning. Det v ar altsaa m er et K rav fra oven end et Spørgsmaal om en gennem et halvt Aarhundrede jæ vnt frem adskridende Udvikling, der her er Tale om. Side 28, nederst: „Undertiden skete Hvervningen i den samme Egn eller endog i den samme By, hvor ogsaa Fjenden havde sin „Løbeplads", og der blev følgelig Konkurrence." Dette kan i den givne Sammenhæng føre Læseren til Tro paa, at Løbepladsen var det Sted, hvor Manden hvervedes, modtog sine Løbepenge, mens den jo v ar Regimentets Samlingsplads, Alarmplads, ja, under visse Forhold endog Øvelsesplads, og almindeligvis det Sted, hvor Regimentet første Gang mønstredes, og den hvervede Soldat første Gang fik Sold, sin Mønstermaaned, udbetalt. Side 68 og 69 omtales en „virkelig beundringsværdig M odstandsbevæ gelse“ mod Svenskerne under K arl X Gustavs H æ rtagning af Landet. Der tages nok et lille Forbehold overfor Borgerne; men i Virkeligheden var talrige Købstedmænd snarere Landssvigere og Værnemagere end Modstandsfolk. Nakskovs skamløse Overgivelse er kendt og nævnt, men da Vaabenæren genoprettedes under Byens senere Belejring, skyldtes det Stedets haandfaste Kommandant, hans A rtillerister, R yttere og lollandske Bondesoldater. Selv om Borgerne deltog i Forsvaret, var deres Tabsprocent dog mindst, og der er Vidnesbyrd om, a t de paa Trods a f Kommandanten var villige til Overgivelse. F ra Næstved styrtede Borgmester og fire Raadmænd til Køge for a t tinge med Svenskerne. I sidstnævnte By „fraterniseredes" livligt, og Helsingør og Vordingborg m odsatte sig at forpleje danske Styrker, men var Føjeligheden selv mod Fjenden. Side 129 siges, a t „den nuværende Fanem arch skal stamme fra Begyndelsen a f 1800-Tallet." Ja, det er rigtigt. Den er indført ved Parolbefaling a f 18. Juni 1808. Side 131 og 132 siges: „Alle de i »denne Tid |_d: omkring 1740] udkomne Eksercerreglem enter er ganske efter preussisk M ønster og skrevet paa Tysk. Først og frem m est gjaldt det om, at alt saa godt ud........... det feltmæssige havde ingen større Interesse." Denne lidt nedsættende Omtale a f Tidens Reglementer og afvisende Holdning overfor Hærens ledende Mænd e r unødig. Bøgerne er nok skrevne paa Tysk, men udarbejdet paa Tilskyndelse a f Løvenøm. Han var dansk i Sind og Skind, ingen Smaamand, og T roppernes ta k tiske Uddannelse og V el laa ham s tæ r k t paa Sinde. Reglementerne omhandler baade Eksercits, Tjeneste i Marken og almindelige Tjenestbestemmelser. Deres Udarbejdelse stod paa i fem A ar, var meget grundig, hvilede paa de sidste E rfaringer, høstet a f danske Tropper baade i den store nordiske Krig, den spanske og polske Arvefølgekrig, og blev i hvert Fald for Fodfolkets Vedkommende gennemprøvet ved en Afdeling inden Godkendelsen. De var feltm æssigt fuldt tidsvarende, og Infanterireglem entets 3. Del (Tjenstreglement) var saa langt forud for sin Tid baade henset til klar og fast T jnstgang og til menneskelig Fremgangsmaade, at det endog ses som Grundlag for Reglementer i dette Aarhundrede. Det er rigtigt, som det siges paa sidstnævnte Side, a t der ikke byggedes Kaserner. Men hele Frem stillingen virker som et Slag mod Hærens ledende Mænd; og de bør ikke have Skylden herfor, men derimod som saa tit før og senere i Hærens H istorie: Den bevilgende Myndighed. Løvenørns Efterfølger, Numsen, havde aabent Øje for denne B rist og gjo rde, hvad han kunde, for at bøde herpaa. Han v ar som sin Forgænger en menneskeligt tænkende Overkrigssekretær og forud fo r sin Tid. Til Eksempel blev de af ham foreslaaede Principper for en Pensionsordningfor Officerer, U nderofficerer og menige først gennem ført ved Tjenestemandsloven 1919. Ligeledes kunde det, naar Sol og Vind skal skiftes, have været paapeget, a t Hæren, i hvert Fald efter 1683, gentagne Gange har udvirket Forordninger for at bedre Indkvarteringsforholdene, og at A nsvaret for de daarlige K varterer (hvor de fandtes, jfr. S. 85) i væsentlig Grad falder paa Byer og Borgere. Side 145 fa a r man Indtryk af, at de fa ste m ilitæ re B ørneskoler oprettedes i Saint Germains Tid. De er imidlertid ældre. De ses før 1714 i København, lidt senere i Rendsborg, og 1721 indførte Frederik 4. R ytterskolerne for gifte Underofficerers og meniges Børn. Endnu før 1733 indførtes tvungen Skolegang for Soldaterbørn, hvorved Hæren var mer end trekvart Aarhundrede forud for den almene Almueundevisning. Side 155, nederst skrives, at „den nuværende m ilitære Honnør" indførtes 1803. Nej, den stammer fra 1789 fo r Officerer, Underofficerer, Grenaderer og M usketerers Vedkommende; for Livgardens Officerer og Underofficerer „naar de bære trekantede H atte" fra 1806 og R ytteriet 1807, „naar de rider enkelt uden Kommando". Bestemmelsen i 1803 drejede sig kun om Officerer, naar de bar Skærf: Hilsen med venstre Haand, naar de var til Fods og „naar de vare til Hest ved at lægge højre Haand paa Hatten". Side 161, nederst: „I København oprettedes Kongens Livjægerkorps ....... samt Kronprinsens Livjægerkorps (Akademisk Skyttekorps) ....... 25. M arts 1801." Bortset fra, a t det første Korps først h ar kgl. Approbation 15. 4. 1801, og a t det sidste hed Kronprinsens Livkorps og ganske vist kun optog Studenter, er dette dog ikke Stam fader til Akademisk Skyttekorps, som er opstillet 1866 a f den 1861 stiftede „Akademisk Skytteforening". Side 162 nævnes, at „Tjæretønder rejstes overalt paa lange Stænger, og naar de antændtes, havde Landeværn og Kystmilits at samle sig." Dette er, da det henføres til Forhold før Slaget paa Reden urigtigt. Kystmilitsen ordnedes senere: F ørst og frivilligt i Nørrejylland (stadfæ stet a f Kongen 27. 11. 1801), mens den som almindelig Indretning for hele Landet ikke opstilledes før efter Forordning af 26. 2. 1808. Landeværnet var vel krævet oprettet (19. 1. 1801), men ude a f Stand til at virke, da Englænderne kom. Derhos rejstes Bavnerne ikke som Tjæretønder paa lange Stænger, men indrettedes som V ip p e fy r baade for at kunne give Røgsignal (fugtet Halm) om Dagen og Lyssignal (Tjære) om Natten, og for at Signalerne kunde gentages. Side 169, nederst, frem føres, at Lansen afskaffedes 1828 og genindførtes o A ar senere. Det ses ikke, hvorfra denne Oplysning er hentet. Lansen fandtes ikke des mindre i hvert Fald 1830—32 hos Lansenererne. Sidstnævnte A ar godkendtes endog en ny Lanse. Det, der muligt har frem kaldt den nævnte Opfattelse, kan være, at Lansen ikke førtes af Lansenerernes saakaldte Skytter. Side 174 er der Fej! i to Afdelingers Oprettelsesaar. 4. Bataillon er fra 1614, ikke fra 1680, og 7. Bataillon fra 1680, ikke fra 1684. Det Side 175 nævnte 3. Dragonregim ent er ikke det i det 20. Aarhundrede levende Dragonregiment, hvilket let kan tros, men det saakaldt forhenværende 3. Dragonregiment (Prins Ferdinands lette D ragoner). Vort sidstlevende 3. Dragonregim ent er dannet 1865 a f 6. Dragonregiment og 2 Eskadroner af det „forhenværende" 3. Dragonregiment, 1932 sammendraget med 5. Dragonregim ent til Jydske Dragonregiment. Sætternissen har h aft lidt for vidt Raaderum. Bl. a. gør han Side 10 Ludvig 3. af F rankrig til „den vestafrikanske Konge", fly tter Side 17 Slaget ved Reval fra 1219 til 1241, Side 71 Slaget ved Nyborg fra 14. til 25. Novbr. 1659, nedsætter Side 194 Tyskernes „fantastiske" Tildængning af Dybbølskanserne 18. April til 900 Skud og giver den fra samme Dags Kamp i Hærens H istorie navnkundige Korporal Nellemann Navneændring til Nellemose. — Ingen undgaar Puslingens lunefulde S pil; hans første Indfald var morsomt, men den sidste Streg ond. Nu m edfører Gennemgang af en Bog oftest, a t Ros fylder m indre end Omtale af dens svage Sider, fordi Paavisning kræver Rum. Men deraf følger ikke, a t disse vejer tungest i Skøn om samlet Værd. H er ligger Styrken i Afhandlingens Fremhæven af, a t den danske Mand, den danske Jens, er god nok, n aar blot han faar de rette Midler i Hænde, at det-/irø-nytte-Tanken med fuld Ret bør sættes i Højsædet, og a t ingen Strid for Fædrelandet kæmpes forgæves. Den h ar 59 Billeder og 16 farvelagte Helsidetryk a f Uniformsgengivelser, for hvis Rigtighed Museumsassistent Preben Kanniks Navn borger.

Johan Nordentoft.

C arl v. K o hi: H æ rens A rk iv . 194 Sider. Udgivet af Krigsm inisteriet. Bogen er en Frem stilling af en Afdelings Historie inden for Hæren, hvis Tilvær i de fleste Afdelingers Øjne vist ses som en noget ældet og' støvet Indretning. Vel er Arkivet gammelt, ja, endog lidt ældre end Livgarden, men det er trods sin 6 km løbende Hylde, stoppet med Papir, paa sin Vis lige saa levende, da det bl. a. er et vaagent Led i den nationale historiske Forsknings Tjeneste. Værket er ikke Folkelæsning i egentlig Forstand, men alligevel tilgængeligt, et klart og fyldigt Redegør for Arkivets Udvikling, et Udsyn over de, tiest trange, Virkekaar, det h ar haft, og et Æ resm inde over Mænd, fo r hvem den største Løn var Tilfredshed ved at hæve Arkivetop paa et højt, velordnet Stade. A t dette Maal naaedes, vidner afdøde Rigsarkivar, Professor Erslevs Ord om. Men ikke nok hermed. K aptajn Kohi h ar ogsaa givet en rosværdig Oversigt over Arkivets Opgaver og Hjælpemidler, Inddeling og Indhold, hvilken viser dets Ydeevne og gerne skulde fremme dets videre Brug. Desuden peges paa, at en Del Aktstykker, der findes i Rigsarkivet, burde gives Hærens Arkiv, at Læsestueforholdene for arkivsøgende er slette, og a t Arkivofficererne endnu udfører deres Gerning under meget tid- 'pi'.dende og dels livsfarlige Forhold i Rum, som Landets højeste Arkivmyndigheder h ar vraget for 30 (!) A ar siden. Skriftet er smukt trykt og billedfyldt; men man undres lidt over, at Omslagstegningen kaldes Arkivets Segl og over det til sidst brugte Sindbillede: Nedlagte Vaaben under et brudt Træ, en Lignelse, der, med Velvilje, kan gælde afdøde A rkivarer, men hvilken som bagerste Tekstbillede nødig skulde knytte Fortid til Fremtid. Man kan kun glæde sig over, at K rigsm inisteriet har villet muliggøre Forfatterens Afhandling, og tro, at det kyndige, samvittighedsfulde Arbejde, der tidligere er nedlagt i Arkivet, maa blive kendt, læ rt og ført videre i samme Aand under bedre Kaar.

Johan N o rdento ft.