I forbindelse med det nye hærlovsforslags fremsættelse er det blevet almindeligt bekendt, at man påregner at mangedoble antal let af faste menige for derved at udfylde de huller i „Skjoldet“, som uundgåeligt opstår, når man nedskærer tjenestetiden — der nævnes tal helt op til 10.000 mand.
danske bortset fra de taktiske og strategiske problemer, som opstår ved en reduktion af skjoldet, medfører denne i og for sig nærliggende tanke om faste menige — som man ifølge de frem satte kommentarer og udtalelser skulle have til tjeneste i en år række — samfundsmæssige og psykologiske problemer, som det må være naturligt og berettiget at henlede opmærksomheden på.
En styrke af den omhandlede størrelse og tjenestevarighed repræsenterer genindførelsen af en rekrutteringsform, som man troede forladt i Danmark for stedse, og som de fleste hidtil har anset som et middelalderfænomen, kendetegnet ved ordet „Leje tropper“.
Allerede i oldtiden var princippet kendt — man tænke blot på de romerske prætorianere, en garde af faste folk, der ikke havde noget civilt erhverv, men levede af at være professionelle soldater, og som gladelig fulgte den konsul eller tronprætendent, som be talte mest. Præ torianem e nærede naturligvis den dybeste foragt for borgerligt liv og virke, thi de fik først og fremmest tilgang fra individer, som var for dumme eller for dovne til at lære og udøve et ærligt håndværk, eller hvis moral var så defekt, at de langt foretrak vold og terror for næstekærlighed og familieliv.
Så længe den romerske borger som en selvfølge forlod ploven, når staten var i fare, og vendte tilbage til ploven, når faren var overstået, var alt vel — men hver gang dette grundsyn mistedes, og man overlod statens forsvar til lejetropper, så det sort ud for demokrati og borgerdyder. Senatet kunne vel udvælge en regent — men garden myrdede ham, hvis ikke de fik penge nok, og mord og vold var dagens orden.
Blandt andet på denne baggrund har det europæiske konti nents demokratier altid fulgt værnepligtens vej. Man ønsker ikke et militaristisk fremmedlegeme i et iøvrigt fredselskende, næsten respekterende samfund; man vil ikke give borgerne ret til at leve af at være soldater, ikke skabe en hær, der har et andet livssyn end de civile medborgere. Derfor bl. a. indfører man værnepligten, der ikke gør civil ungdom til militarister, men som meddeler hver mandlig borger den fornødne militære uddannelse, der kan sikre, at han kan forlade værksted, fabrik, kontor og bondegård og straks gribe til våben, om friheden trues.
Som hjemmeværnsmanden møder i kraft af sin individuelle pligtfølelse, således møder den værnepligtige i kraft af demokratiets kollektive vilje til at værne de vundne goder og fædrelandets jord. Der er ingen som helst ideologisk kontrast mellem disse to udtryk for forsvarsvilje — men de står begge i den mest skærende mod sætning til lejetropperne.
Igennem generationer bar den danske bær ikke haft andre professionelle soldater end det faste befalingsmandskorps og mili tære håndværkere, der på civil-faglig grund røgtede materiellet. Med fuld ret bar samfundet følt sig skeptisk over for et sådant, militaristisk islæt; med fuld ret har man krævet, at hver af disse mænd lovede på ære og samvittighed at bolde grundloven, at de først blev ansat efter en yderst grundig udvælgelse, at man over vågede deres virke og gjorde alt for at sikre, at deres hele gerning prægedes af det civile samfunds moral og hjemmeværnets ånd. Takket være denne baggrund er der en samfølelse mellem folk og forsvar, som måske nok kunne styrkes endnu mere — men som ville forekomme den romerske borger ufattelig og utopisk.
Den værnepligtige af i dag får en løn, der til nød kan dække hans cigaretforbrug; han er indkvarteret under primitive forhold, hans påklædning nærmest lurvet; hans forplejning er god, men alt andet end luksus; hans arbejdsdag er ofte mange timer læn gere end lians civile arbejdskammeraters — men han godtager alt dette, fordi hans officerer kan forklare ham, at vi alle er inter esserede i at skabe et forsvar, der er så stærkt som muligt — og så billigt som muligt; fordi man kan fortælle ham, at disse ofre gennem nogle måneder er den pris, som enhver dansk mand må betale for at leve i et frit samfund og bevare dets goder.
Hvis vi, med en ny liærordning, skal se måske halvdelen af hærens geledder udfyldt med mænd, der ikke møder på værne pligtens grund, bliver forholdene ganske andre.
Hvis en officer af den nuværende, demokratiske skole vil prø ve at tale til disse påtænkte 10.000 ud fra det ovennævnte grund syn, vil lian efter al sandsynlighed komme aldeles til kort; de vil svare ham, individuelt eller kollektivt, omtrent således:
„Sludder Hr. Oberst — den melodi gælder ikke for os. Vi er her udelukkende, fordi de andre ikke gider blive her. Vi overtager deres job, fordi vi bliver betalt for det; så længe vi får en løn, som vi finder rimelig, så bliver vi — men ikke en dag læn gere. Vi vil ikke indkvarteres i ottemandskamre; vi vil have hver sit værelse; vi vil kunne kobe os en vogn; vi kræver alle de go der, som enhver civil arbejder har; vi vil have 42 timers arbejds uge— oghvis1ikkevilgiveosaltdette,kanIjoladevære— og selv gøre Jeres beskidte Job.“
Hvem kan med føje kritisere et sådant grundsyn? Hvem kan argumentere derimod?
Det erkendes allerede, at man må byde disse unge rnænd man ge penge for at få dem til at møde. Hvad vil man gøre, hvis de kræver flere?
Hvordan vil man forhindre, at denne ungdom, til mangeårig, fast tjeneste, vil blive et militært fremmedlegeme i vort civile samfund? Man vil, i tjenestetiden, søge at lære dem op i et ci vilt job. Men kan man, under en hærs rammer, opdrage soldaten til den civile arbejdsplads’s og arbejderkammeratskabets moral? Hvad, hvis manden ikke vil tage ved lære? Og hvad skal man gøre hvis man — når han endelig skal hjemsendes — ikke kan skaffe ham arbejde? Han vil simpelthen nægte at lade sig hjemsende!!
Han står der, sammen med 10.000 kammerater, med våben i hånd; ikke soldaten, som vi kender ham i dag; ikke den civile borger, der for nogle måneder må krybe i trøjen, men den pro fessionelle soldat gennem 5—6 år; højt betalt, fordi han har på taget sig et arbejde, som kun få alvorligt tænkende, danske arbej dere v il påtage sig uden en klæ kkelig lønforhøjelse; indlevet i kasernelivets og ungkarlens kombination af tvang og frihed — i skarp modsætning til den civile borgers selvvalgte forpligtelser over for arbejdet og familien. Han skulle forlade sine „ideelle“ kår for at vende tilbage til alt „vrøvlet“ med kone, børn og arbejdsløshed? Hvad, om han ikke vil vende tilbage?
Det er vel også utænkeligt, at officerens hidtidige faste greb om den værnepligtige ungdom —-der hviler på den kollektive vilje til værn om fred og frihed — kan opretholdes over for „lejetrop perne“. Her kan ikke henvises til borgerpligt, men alene til det kontraktlige forhold, som kendes fra civile arbejdspladser; her gæl der ingen ideologisk appel, kun den grumme arbejdsgivers krav om at få mest muligt for pengene og arbejderens forståelige øn ske om ikke at yde en tøddel mere, end han får betaling for.
Derfor må tanken om et kompagni med mere end et rent sporadisk islæt af de 10.000’s skare på forhånd anses for udelukket; ingen nok så genial militærpædagog vil kunne råbe et kompagni op, hvis disse to vidt forskellige soldatertyper er repræsenterede.
Derfor må man sikkert — om tanken realiseres — skabe to typer af fredstidsenheder: Væmepligtsenheder uden faste folk og enheder af faste folk, uden værnepligtige; og herved er der de finitivt lagt op til „prætorianergarden“.
Givet er det i hvert fald, at værnepligtige befalingsmænd ikke kan anvendes i enheder, der helt eller delvis består af faste folk; her må faste befalingsmænd erstatte korporaler, sergenter og løjtnanter.
Det vil — endelig — næppe kunne undgås, at et stort islæt af faste menige til årelang tjeneste i hæren vil medføre en orga nisation af disse, på linie med alle andre lønarbejderes lovlige or ganisationer. Hvorledes dette skal indpasses i et m ilitæ rt system er ét spørgsmål — men man bør måske også søge at forestille sig situationen, hvis en sådan organisation kommer i konflikt med sin arbejdsgiver. Det er jo velkendt, at fagorganisationerne kan have vanskeligheder ved at få deres medlemmer til at afslutte selv en ulovlig strejke — skønt de strejkende alene besidder kammerat skabets og en strejkekasses passive våben; de 10.000 vil hertil have lige så mange ladte geværer; blot en ringe brøkdel af disse kunne blive et højst uheldigt supplement til de civile arbejderes strejke midler, hvad enten de anvendtes i egen interesse eller som sym patitilkendegivelse for ulovlige strejkende af „andre erhverv“.
Hæren har allerede i dag en del faste menige; men deres an tal er yderst ringe, og en væsentlig del er civile, faglærte arbej dere, der ser deres fordel ved for et par år at arbejde inden for deres fag, i forsvaret — slige folk bliver aldrig prætorianere. Re sten er et fåtal — langt færre end man kunne bruge og har mid ler til — af hvilke nogle finder vej til befalingsmandsskoler, me dens resten ret hurtigt glider ud igen.
Det ovenfor fremførte rummer derfor ingen kritik af hærens mather af i dag; de tjener hæren loyalt og er udvalgt og uddannet med henblik på at kunne passes ind, sporadisk, i den værneplig tige hær og rummer altså slet ikke de ovenfor fremdragne prob lemer.
Det har endelig ikke været m in hensigt at, tage stilling til, om den nævnte omlægning af vort forsvars mandskabsstyrke skal ef fektueres — men alene at pege på nogle af de problemer, som man i den forbindelse bør holde sig for øje.
A. V. Hensch
