Af Premierløjtnant Helge Bennike.
Ved Krigens Udbrud havde den russiske Hærledelse paaregnet, at den kunde føre Krigen som en stor Offensiv mod Tyskland og Østrig. Da Tyskland i den første Tid vilde have sine Hovedkræfter mod Vest, var Østrig i Øjeblikket den stærkeste Modstander, som det gjaldt om at slaa, før det kunde faa nogen betydelig Hjælp fra Tyskland. I den Anledning var det fra russisk Side planlagt at slaa den østrigske Hær i Galicien og at trænge frem til Egnen om Krakau, hvorfra Fremrykningen efter Omstændighederne kunde fortsættes gennem Mähren mod Wien eller gennem Schlesien mod Berlin. Til et saadant Foretagende maatte den russiske Hovedstyrke anvendes, medens det var nødvendigt med svagere Kræfter at sikre dens højre Flanke mod Angreb fra tysk Territorium. Den største Støtte for Hovedoperationen i Retning af Krakau, og navnlig for en eventuel Fremrykning herfra mod Berlin, vilde man opnaa ved at bemægtige sig de paagældende tyske Landstrækninger, og da Tyskerne i Krigens første Tid kun havde svage Kræfter ved den russiske Grænse, ansaa man en saadan Fremtrængen paa tysk Omraade for let gennemførlig. De tyske Provinser, det saaledes gjaldt om at lægge Haand paa, var Østprøjsen, Vestprøjsen, Pommern og Posen.
Paa Grundlag af disse Planer opmarcherede den russiske Hær i 3 Grupper saaledes:
1. Gruppe (Tropperne fra Militærdistriktet Vilna) langs Njemen paa Linien Kowno— Grodno.
2. Gruppe (Tropperne fra Militærdistrikterne Warschau og Moskau) i Rummet Bialystok— Warschau— Ivangorod— Brest Litovsk,
3. Gruppe (Tropperne fra Militærdistrikterne Kiew, Kasan og Odessa) paa Linien Rowno— Podolsk. Resten af Hæren synes at have været bestemt til Hovedreserve. Dens Opmarch kunde først tilendebringes paa et ret sent Tidspunkt. Medens 1. Gruppe (Vilnaarméen) og Halvdelen af 2. Gruppe (Warschauarmeen) var bestemt til Indfaldet i Tyskland, skulde Resten af 2. Gruppe (Moskauarméen) og hele 3. Gruppe angribe den østrigske Hær. Angrebet paa Tyskland skulde begynde med en Besættelse af Østprøjsen. De til dette Angreb bestemte Tropper havde følgende Sammensætning:
Vilnaarméen (General Rennenkampf) II, III, IV og X X Armékorps, 2 Reservedivisioner og 5 Rytterdivisoner, ialt noget over 200,000 Mand. Warschauarméen (General Samsonow) 1, VI, XV, X IX og XXIII Armékorps samt 3 R y tterdivisioner. Den samlede Styrke var omtrent den samme som Vilnaarméens.
Ha disse to Arméer i Fredstid var dislocerede i deres Udskrivningsomraader, og da disse faldt ret godt sammen med Opmarchrummene, (det bemærkes dog, at 1 Armékorps hørte til Petrograd Militærdistrikt) var Arméerne forholdsvis tidligt i Stand til at paabegynde Operationerne. Mobiliseringen, der yderligere lettedes ved, at Afdelingerne i Forvejen var paa forhøjet Fredsstyrke (to Trediedele af Krigsstyrken, I Armékorps dog kun paa halv Krigsstyrke) kan antages at have været afsluttet henimod 8de og Opmarchen henimod den 12tc Mobiliseringsdag. 1 Armékorps kan dog næppe have været klar til Fremmarch før omkring den 16de Mobiliseringsdag. (31. Juli var første Mobiliseringsdag).
Paa tysk Side var langt den største Del af Flæren sendt mod Frankrig, medens kun nogle faa Korps blev anvendt til Dækning af Østgrænsen. I Østprøisen stod 1 og X X Armékorps samt to Reservekorps (vistnok II og XVII). Anvendelsen af I og X X Reservekorps paa dette Tidspunkt er ikke klar. XVII og V Armékorps dækkede Vestprojsens og Posens Grænser. Foruden de 4 Korps, der som omtalt opmarcherede i Østprojsen vides det, at der til Forsvar af denne Landsdel raadedes over betydelige Styrker af Landeværn og Landstorm. Tyskerne synes ikke at have ventet, at Russerne i Krigens første Tid vilde blive i Stand til at føre noget stort Angreb frem mod Østprojsen. Dels synes den russiske Mobilisering og Opmarch at være gaact noget hurtigere, end Tyskerne havde beregnet, og dels havde Tyskerne vistnok haabet, at Østrig vilde blive i Stand til at binde langt den overvejende Del af de Kræfter, som Russerne i den første Tid kunde stille paa Benene. Derfor var de tyske Tropper ved Østfronten neppe inddelte i Arméer straks ved Krigens Begyndelse, og Korpsene synes kun at have været fordelt langs Grænsen med det Formaa! at tilbagevise lokale Angreb paa tysk Territorium.
Østprojsen og Rusland er ikke adskilte ved naturlige Hindringer, og da Grænsen ikke heller er befæstet, kan den passeres overalt uden større Vanskelighed. I Østprøjsens sydlige og sydøstlige Del er Landet noget indenfor Grænsen derimod opfyldt af store Søpartier, der igen er indbyrdes forbundne ved udstrakte Moser og Sumpe med stærk Skovvækst. Disse Søer og Sumpe, der almindeligt betegnes »de masuriske Søer«, danner en virksom passiv Hindring mod en fjendtlig Frem rykning over Grænsen i Syd og Svdøst. Overgangene over disse Sumpe er kun faa. og de følger en saa bugtet Linie, at de er vanskelige at følge, naar man ikke er godt kendt med dem i Forvejen. Kun 3 Jernbaner fører fra Rusland ind over Grænsen, nemlig Hovedlinien Petrograd— Berlin, der passerer Grænsen ved Wirballen og derfra gaar over Insterburg-Allenstein til Thorn, samt Banerne fra Bialystok og Warschau, der passerer Grænsen henholdsvis Syd for Lyck og mellem Mlava og Soldau. Indenfor Grænsen er det østprøjsiske Jernbanenet derimod særdeles veludviklet. Foruden den ovenfor omtalte Bane Wirballen— Insterburg— Allenstein— Thorn findes der endnu to Længdebaner, af hvilke den ene følger Grænsen fra Thorn over Soldau— Ortelsburg— Ly ck— Goldap— Stallupönen— Tilsit— Memel, medens den anden fra Danzig og Marienburg fører over Königsberg til Tilsit. Som Længdebane kan endvidere Banen Rastenburg— Bischofsstein — Heilsberg — Mohrungen— Marienburg komme i Betragtning. I Mellemrummene mellem disse Baner findes der talrige Tværbaner, af hvilke de vigtigste udgaar straaleforrnet fra Königsberg. Kun et enkelt Sted er Passagen mellem Søerne spærret ved Befæstningsanlæg, idet Jernbanen, der fra Lyck fører over Lötzen til Königsberg, beherskes af Spærrefortet Boyen, hvor den i Nærheden af Lötzen passerer Sølinien. Som Støtte og Reduit for en Hær. der opererer i Østprojsen, findes imidlertid den meget stærke Fæstning Königsberg, medens der langs Weichsels nederste Løb er anlagt Fæstningsrækken Thorn— Graudeuz— Dirsehau— Danzig, der i Betragtning af hele Jernbanenettet paa begge Sider af nævnte Linie egner sig fortræffeligt til Udgangslinie for et Fremstød mod en Fjende, som det er lykkedes at trænge ind i Østprojsen. Under disse særlig gunstige militærgeografiske Fo rhold vil den Armé, der har faaet Forsvaret af Østprojsen betroet, have gode Betingelser for at sejre, hvis den med Egnen Syd for Königsberg som Udgangspunkt søger at slaa en gennem de masuriske Søer og fra Wirballen fremrykkende Fjende ved en Manøvre paa de indre Linier.
Straks efter Krigens Udbrud begyndte cn Række Smaakampe langs hele den østprøjsiske Grænse. M edens de russiske Arméer fuldførte deres Opmarch, foretog deres Rytterdivisioner flere Indfald paa tysk Otnraade. Disse Indfald havde en ret kraftig Karakter Nord for Linien Goldap— Angerburg, medens det sumpede Terrain længere mod Syd gjorde det til en let Sag for de tyske Grænsevagter at hindre det russiske Rytteri i at trænge videre frem. Den 6. August gik saaledes en russisk Rytterdivision over Grænsen Syd for Wirballen. Længere mod Nord trængte en mindre russisk Fodfolksstyrke frem mod Tilsit den 8., og den 10. foretog 3 russiske Rytterdivisioner et kraftigt Fremstød vistnok mod Stallupönen. Disse heftige Rekognosceringer fra russisk Side gav General v. Francois, der som ældste Korpschef i Østprojsen synes at have ledet de første Operationer, det Indtryk, at der forestod et mere alvorligt russisk Fremstød mod den østlige Grænse; henimod Midten af Maaneden var i hvert Fald alle 4 Korps ført mod Øst. I Armékorps og de to Reservekorps var koncentreret i Egnen om Insterburg, medens X X Armékorps stod længere mod Syd omkring Rastenburg. Den 16. August gik Vilnaarméen over Grænsen. Paa tysk Side stod paa denne Dag de to Reservekorps om Gumbinnen. I Armékorps var som Avantgarde skudt frem mod Stallupönen. Den 17. blev I Armékorps angrebet af den russiske Avantgarde og efter en haard Kamp kastet tilbage mod Gumbinnen. Et tysk Detachement, der havde besat Pilkallen. blev kastet tilbage herfra den 19. og den 20 angreb Russerne den tyske Hovedstyrke ved Gumbinnen. Kampen var meget voldsom, idet Russerne angreb rent frontalt og med betydelig Overmagt (5 Korps mod 3), medens Tyskerne udførte en Række haardnakkede Modangreb. Henimod Aften blev dog det tyske Centrum trængt tilbage, medens Kampen var ret gunstig for begge de tyske Fløje. Længst mod Nord søgte Tyskerne endog at omfatte Russernes højre Fløj, og det lykkedes dem for en Tid at generobre Pilkallen. Da Tilbagegangen imidlertid om Aftenen blev almindelig i Egnen om Gumbinnen, maatte Fløjene den følgende Dag rømme Goldap og Pilkallen. Sidstnævnte Sted skete det paa et saa sent Tidspunkt, at en tysk Rytterdivision, der dækkede Arméens venstre Flanke, kun med stor Vanskelighed undgik at blive afskaaret. Tyskerne fortsatte Tilbagetoget. Den 23. rømmede de Insterburg uden at modtage en Kamp i de Forsvarsstillinger, der var forberedt Øst for Byen. Uden at møde alvorlig Modstand trængte Russerne i de følgende Dage frem til Linien Angerburg— Gerdauen— Allenburg— Tapiau, Rytteriet blev skudt frem mod Rastenburg. Naar Fremrykningen til denne Linie fandt Sted uden alvorlig Modstand, var Grunden ikke den, at Tyskerne efter Nederlaget ved Gumbinnen ikke var kampdygtige. Aarsagen maa søges deri. at Tropperne, efter at General v. Hindenburg den 23. havde overtaget Kommandoen over samtlige tyske Stridskræfter i Østprøjsen, var ført bort fra denne Fgn for at deltage i Operationerne mod W arschauarméen. Naar Vilnaarméen alligevel standsede sin Fremmarch i den angivne Linie, synes ('.runden at have været Vanskeligheder i Forsyningstjenesten, idet Tyskerne i rette 'Lid havde fjernet næsten alt rullende Materiel fra Jernbanerne, medens det russiske Jernbane
materiel, der var konstrueret for bredsporede Linier, ikke kunde føres over Grænsen. Imidlertid var Warschauarméen trængt ind i Østprøjsen fra Syd. Denne Armé synes at have været noget senere paa Færde end Vilnaarméen, thi først omkring den 20. kan den have overskredet Grænsen med betydelige Styrker. Grænsen var paa denne Strækning overalt forsvaret af Landeværnsformationer, som ikke var i Stand til at gøre nogen eftertrykkelig Modstand mod den russiske Armé. Denne rykkede frem i 3 Kolonner, Hovedkolonnen, ca. 3 / Korps, langs Jernbannen W arschau— Mlawa— Soldau og to Kolonner langs Jernbanen fra Ossowice til Lyck. Fra sidstnævnte By gik den ene af Kolonnerne mod Vest langs Jernbanen til Johannisburg og Ortelsburg, medens den anden trængte frem Nord om Spirding-Søen. Warschauarméens Kræfter var saalcdes ret splittede, da de rykkede ind i Fjendens Land. Man havde aabenbart ment at turde vove det, da man ikke ventede at støde paa større Modstand, end den med Lethed kunde brydes af hver enkelt af Kolonnerne; og skulde det ske. at en Kolonne blev hindret i at trænge frem over cn af de snævre Passager mellem Søerne, liaabede man øjensynligt paa at kunne manøvrere Modstanderen bort ved en hurtig Fremrykning af de andre Kolonner. Var hele Styrken derimod marcheret frem med smal Front, vilde den være mere udsat for at blive opholdt i længere Tid i en af Snævringerne af en underlegen Modstander. Det er aabenbart denne Følelse af afgjort Overlegenhed, der har faaet den russiske Armékommando til at tro, at den kunde tillade sig en saa uforsigtig Splittelse af Kræfterne; og i denne Følelse er den sikkert blevet bestyrket, da den i Begyndelsen kun mødte ringe Modstand fra de ved Grænsen staaende Landeværnsafdelinger, og da den højre Fløjkolonne i Dagene 23.— 24. August slog X X tyske Armékorps i en Kamp ved Frankenau. Samtidig trængte de to andre Kolonner frem mellem Sumpene og bemægtigede sig Byerne Neidenburg, Soldau og Allenstein.
I disse Dage (23.— 24. August) saa Situationen meget alvorlig ud for Tyskerne. Alle de til Østprøjsens Forsvar bestemte Tropper havde været i Kamp, var blevet slaaet og var nu i Tilbagegang i Egnen mellem Königsberg og Allenstein. 2 russiske Arméer med en Styrke paa tilsammen 10 Armékorps og ikke mindre end 8 Rytterdivisioner var trængt ind i Landet og var under en koncentrisk Fremmarch nær ved at forene deres Kræfter. Under disse Forhold betroede man Provinsens Forsvar til en Mand, der havde anvendt sit Liv paa at studere Betingelserne for et Forsvar af Østprøjsen mod et russisk Angreb, og som derfor som ingen anden var i Stand til at drage den fuldstændigste Nytte af Landets ejendommelige Topografi. Denne Mand var Generaloberst v. Hindenburg; under sin militære Løbebane havde han været Chef for begge de østprøjsiske Armékorps (I og XX ); nu levede han som Privatmand i Hannover. I 1911 var han traadt ud af Tjenesten i en Alder af 64 Aar.
Den 22. August modtog v. Hindenburg telegrafisk Ordre til at overtage Kommandoen over samtlige Tropper i Østprøjsen, der formeredes som en 8. Armé. Den 23. oprettede han Arméens Hovedkvarter i Marienburg. Han havde øjeblikkelig fattet sin Beslutning om med sin Armés samlede Kræfter at slaa Warschauarméens adskilte Kolonner, og i Overensstemmelse hermed anordnede han straks cn Koncentration af det meste af sin Armé i Rummet Osterode— Eylau— Gilgenburg, hvorfra et Angreb kunde føres frem mod Warschauarméens Hovedkolonne. En Del af de hidtil under General v. Francois kæmpende 3 Korps blev efterladt i Egnen om Königsberg, medens en Styrke, der ialt svarede til 2 Korps førtes til det befalede Koncentrationsrum, hvor ogsaa hele X X Armékorps blev ført hen. En Del af Garnisonerne i Fæstningerne ved nedre Weichsel blev kaldt sammesteds hen; disse Forstærkninger havde en samlet Styrke svarende til 1 Korps og medførte en Del svært Artilleri. Paa denne Maade bragtes den til Angrebet paa Warschauarméens venstre Fløjkolonne samlede Styrke op til ca. 4 Korps. Disse Transporter stillede store Krav til Jernbanenettet; det maa antages, at X X Armékorns benyttede Banen Rastenburg— B ischofstein— Heilsberg— Mohrungen— Osterode: og da Russerne havde besat Allenstein. havde de 2 Korps, der blev trukket til fra Egnen om Königsberg, kun Linien Königsberg— Marienburg til Raadighed, saa ved Benyttelsen af denne vilde den befalede Koncentration vare ca. 6 Dage. Denne Tid blev dog bragt en Del ned, ved at man i udstrakt Grad anvendte Fodmarch med lange Dagsmarcher, ved Anvendelse af cn omfattende Automobiltransport og ved at en stor Del af Styrken førtes ad Søvejen fra Königsberg til Danzig og videre ad Weichsel til en af Stationerne Dirschau, Graudenz eller Thorn. De først ankomne Tropper dækkede Opmarchen for de efterfølgende ved den 26. at sætte sig fast i Linien Osterode— Gilgenburg— Soldau. Sidstnævnte By maatte fratages Russerne under en Kamp, ved hvilken den russiske Besætning blev kastet tilbage mod Neidenburg. Faa denne Dag synes den tyske Koncentration forøvrigt at være omtrent fuldført.
Faa russisk Side synes man ikke at have vidst nogetsoinhelst om de store Manøvrer, der foretoges af Fjenden i Dagene 24.— 26. August. 1 det meget skovrige Terrain havde Flyverne svært ved at opdage Transporterne, og Rytteriet blev stadig hæmmet i sine Bevægelser af det vanskeligt passable Terrain, hvor smaa Fodfolksstyrker med Lethed hindrede dets Fremtrængen. Stolende paa sin Overmagt synes Warschauarméens vestlige Kolonne netop i disse Dage at have forberedt sig paa et Fremstød mod Weichsellinien, hvorfor Kolonnens Hovedstyrke opmarcherede i Linien Soldau — Hohenstein, medens en mindre Styrke holdt Allenstein besat til Sikring mod de tyske Hovedkræfter, der fejlagtig antoges at være engagerede af Yilnaarméen. Omend Vej- og Jernbaneknudepunktet Soldau i det vejfattige Terrain vilde have den største Betydning for Arméens Forbindelse med Hjemlandet, sikrede man det dog kun ved at lægge en Besætning i Soldau; der synes ikke at have været skudt stærkere Sikringsdele frem Vest for denne By. Da der den 26. August pludselig viste sig en stærk tysk Front mellem Osterode og Soldau, og sidstnævnte By faldt for et fjendtligt Angreb, befandt Warschauarméen sig i en fuldstændig strategisk Overraskelse. I det Haab, at man fremdeles kun havde underlegne Styrker foran sig, som vilde vige tilbage for et alvorligt Angreb, foretog hele den russiske Kolonne den 27. et stort Fremstød mod den tyske Front. Endskønt den venstre Fløj havde modtaget betydelige Forstærkninger, lykkedes det den dog ikke at tilbageerobre Soldau, ligesaa lidt som Russerne paa den øvrige Del af Fronten til Trods for deres energiske Angreb opnaaede mere end at komme til at sidde fast foran den tyske Stilling; ved Hohenstein blev de endog trængt noget tilbage.
Saasnart Generaloberst v. Hindenburg erkendte, at Russerne havde sat deres Reserver ind ved Soldau, begyndte der paa tysk Side straks en Forskydning af Reserverne mod Nordøst. Hertil benyttedes Jernbanen over Osterode og Allenstein saavel som en stor Automobilpark. Russerne havde været letsindige nok til at trække deres Tropper bort fra Allenstein uden at ødelægge Jernbanen, og denne kunde nu benyttes af Tyskerne lige til Wartenburg mod Nordøst og til Fassenheim mod Sydøst. Inden Aften var den tyske Front udstrakt i en Bue uden om Russernes højre Fløj lige til sidstnævnte By, der laa bag deres Ryg. Fra dette Sted var Russernes Jernbane- og Vejforbindelse over Ortelsburg med Johannesburg og Lyck stærkt truet, og Situationen blev særlig kritisk derved, at det paa Grund af det sumpede Terrain var umuligt at føre Hæren tilbage over Grænsen mod Syd. Den 28. og 29. kæmpedes der voldsomt ved Passenheim, idet Russerne for at holde deres eneste Forbindelseslinie med Omverdenen aaben havde ført en Del Tropper hertil. Vistnok den 29. tog General Samsonow Beslutningen om et almindeligt Tilbagetog. Det udførtes under højst ugunstige Omstændigheder, idet Tyskerne trængte stærkt frem ved Passenheim. Den 30. blev hele Regimenter af den russiske Armé kastet ud i Sumpene, hvor de enten overgav sig eller druknede; Artilleriet maatte i Hovedsagen efterlades, da det var umuligt at føre det frem over den bløde Grund. Den 31. faldt General Samsonow under et sidste Forsøg paa at samle en Styrke til Dækning af Tilbagetoget. Paa denne Dag endte Kampen, efter at det var lykkedes noget over 1 Armékorps at naa tilbage over Ortelsburg. Hele Resten blev tilbage, henved 90,000 som Fanger.
Uden et Øjebliks Tøven afmarcherede den tyske A rmé mod Øst, Syd for Jernbanen Allenstein— Insterburg, for ved en hurtig Fremrykning at forsøge paa at afskære Vilnaarméen. Dette lykkedes dog ikke, idet General Rennenkampf unddrog sig Kampen ved et Tilbagetog. Den 11. September rømmede den russiske Arrieregarde Insterburg og gik tilbage over Grænsen efter en Kamp med Tyskernes venstre Fløj ved Gumbinnen. Den 13. kunde Tyskerne melde, at Østprøjsen var renset for Fjender. Vilnaarméens Tilbagetog forløb dog ikke uden alvorlige Tab, idet Tyskerne trængte saa stærkt frem, at de, inden de naaede Njemen, havde frataget nævnte Armé ike mindre end 30,000 Fanger. De blev dog ikke tagne i noget Slag, men i mindre Grupper rundt omkring i de store Skovstrækninger. For at lette Vilnaarméens Tilbagetog foretog en ny russisk Armé paa 2 Armékorps (XXII og III sibiriske), der en Tid benævnedes Grodnoarméen, men som senere indgik i Vilnaarméen, et Fremstød fra Grodno i Retning af Lyck. Herfra kastedes den tilbage mod Augustowo, hvorfra den efter en ny Kamp maatte vige tilbage bag Njemen. Hermed var det første Felttog i Østprøjsen forbi. Østprøjsen var renset for Fjender, og Tyskerne havde besat hele Sulvalkidistriktet mellem Grænsen og Njemen. Til Løn for den smukke Bedrift udnævntes Generaloberst v. Hindenburg til Feltmarskal og Øverstkommanderende over samtlige tyske Stridskræfter paa Østfronten. Hovedslaget, der fandt Sted i Egnen mellem Ortelsburg, Hohenstein og Soldau, er af Tyskerne benævnt »Slaget ved Tannenberg«. Tannenberg er en lille Landsby, der ligger mellem Hohenstein og Gilgenburg. Aarsagen, til at Tyskerne har villet give Slaget dette Navn, maa søges i Historien; thi ved denne Bv led det tyske Ridderskab et afgørende Nederlag i Kamp mod Polakkerne den 13. Juli 1410, og for at understrege den nu opnaaede Revanche i Kampen mellem den germanske og den slaviske Race kalder Tyskerne Kampen i Slutningen af August 1914 for »Slaget ved Tannenberg«.
