I Militært Tidsskrifts august-nummer har oberstløjtnant A. R. Sønderby givet udtryk for de store vanskeligheder, der er ved at sikre sig, at motorlovens § 15 ikke overtrædes, hvilke vanskelig­ heder, så vidt man forstår, må være særligt store for telegraf­ tropperne. Jeg er bange for, at oberstløjtnanten har misforstået problemet i F. L. § 15.

Jeg har nu ikke fortolket § 15 således, at den skadevoldende motorvognsførers underafdelingschef skal drages til ansvar, så­ fremt § 15 er overtrådt — således som oberstløjtnanten skriver.

Der står i loven, at han kan straffes, hvis han har medansvar, og det er jo noget andet.

Det er rigtigt, at det er vanskeligt, når man på den ene side skal træne mandskabet i udholdenhed og samtidig har færdsels­ lovens bestemmelser om trætte motorvognførere at tage hensyn til, og det er også svært at løse problemet med motorvognfører­ nes hvile, men vi må jo ikke glemme, at når vi i fredstid holder øvelse på de samme offentlige veje, hvor andre vejfarende fær­ des, så er der ikke i loven hjemmel til at anlægge andre syns­ punkter med hensyn til militære møtorvognførere end med hen­ syn til civile. Det er et færdselssikkerhedsspørgsmål, det drejer sig om.

Formålet med min artikel i juni-nummeret var at henlede alle foresattes opmærksomhed på, at også de kan gøres ansvar­ lige, hvis en motorvognfører er overtræt og er blevet det på grund af ham pålagt tjeneste. Kan oberstløjtnant Sønderby få øvelsesledelsen til at tage ansvaret, så er det jo ganske praktisk for kompagnicheferne, men jeg tror ikke, at man kommer tiden om, at det i reglen er underafdelingschefen (eller ved afgivelse: tjenestestedet), der sætter sine folk i arbejde og derfor er den, der i første række skal være klar over sine folks træthedstil- stand. Og der er nu engang i færdselslovens § 15 givet bestem­ melser, man ikke kan komme uden om.

Den dag en militær motorvognfører under øvelse kører en cyklist ned eller påkører et andet motorkøretøj, og motorvognføreren hævder, at han var træt og søvnig, fordi han af sit kom­ pagni havde fået ordre til at køre i flere døgn i træk uden søvn, tror jeg ikke, at det hjælper, at kompagnichefen i retten på­ beråber sig de af oberstløjtnanten fremførte argumenter. Motor­ vognførere må ikke køre, når de er så trætte, at de ikke kan køre „på betryggende måde“ — således står der i § 15, og be­ stemmelsen om, at de foresatte kan blive medansvarlige, sætter derfor — hvor beklageligt det end er — en grænse for, i hvilket omfang man kan træne denne del af mandskabet i udholdenhed.

Lad os ikke håbe, at det nogensinde bliver aktuelt med de foresattes ansvar, men man kan ikke komme uden om, at ansva­ ret er der, efter at færdselslovens § 15 er blevet formuleret, som den er.

S. Wahlstrøm.