Under NATO DEFENCE COLLEGE besøg i Paris i juni dette år havde jeg lejlighed til i embeds medfør at overvære en del af Den Vesteuropæiske Unions (WEU) 27. ordinære samling, der fandt sted i dagene 15.-18. juni 1981x). Blandt de emner, der blev behandlet, var »Den europæiske sikkerhed og Middelhavsområdet«, »Forhandlinger om reduktion af Long-Range Theatre Nuclear Forces (TNF) i Europa«, »Det europæiske kampfly«, »Det europæiske rumprograms fremtid«, »Udviklingen i Polen« og »Europæisk sikkerhed og begivenhederne i Den persiske Golf«. Endvidere holdt SACEUR, general B. Rogers, en tale som inviteret gæst.
Som udenforstående Nordeuropæer undrer man sig hver gang over, at WEU stadig eksisterer på trods af, at den helt øjensynligt står i skyggen af mægtigere organisationer som NATO og EF og derfor kunne forekomme overflødig. Men ikke desto mindre drejer det sig altså om den 27. samling, og derfor om demonstreret livskraft omend på lavt blus.
En kort historisk introduktion2): WEU blev oprettet 17. marts 1948 ved undertegnelse af den såkaldte Bruxelles-traktat, og er senere modificeret gennem Paris-overenskomsten af okt. 1954, den modificerede Bruxellestraktat. Formålet med denne er »Samarbejde på økonomiske, sociale og kulturelle områder og til kollektivt selvforsvar«. På sidstnævnte område i snævert samarbejde med NATO. Følgende 7 lande er medlem af WEU: Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Luxemburg, Holland og England. De repræsenterer derfor det udvidede EF med undtagelse af Danmark, Grækenland og Irland. I henhold til traktatens artikel IX består WEU forsamling af traktatlandenes repræsentanter til Europarådets rådgivende forsamling. Ialt 89 repræsentanter og 89 suppleanter, der mødes 2 gange om året, normalt på WEU hjemsted Palais d’ Jéna i Paris3). Unionen opfatter sig selv som den europæiske stemme i den atlantiske koncert, og det bør næppe overses, at den reviderede formålsparagraf, efter Vesttysklands og Italiens indtræden i 1954, er »at fremme Europas enhed og progressive integration«, samt at der her er fuldhjertet fransk deltagelse efter udtræden af det integrerede NATO forsvar i 1966, og at der er en automatisk udløsning af gensidig hjælp i tilfælde af et angreb på en af parterne. Det er også denne traktat, der fastholder en engelsk styrke på det europæiske fastland, nemlig Rhinarmeen og RAF Tyskland.
Alt efter temperament eller situationsbestemt holdning kan man betragte WEU som en under- eller overbygning af multilateral karakter til eksisterende traktatkomplekser i modsætning til Sovjetunionens bilaterale traktater med Warszawapagt- og Comeconmedlemmer + Finland. NATO har ikke helt en tilsvarende parlamentarisk forsamling, så hvis man vil føle den europæiske stemme på pulsen, hvad angår sikkerhedspolitiske problemer, er WEU halvårlige forsamling måske en chance, også hvad angår den eurokommunistiske stemme, der, så vidt jeg ved, ikke oplader sin røst i en atlantisk forsamling. Og det kom til at stemme, hvilket var en oplevelse for en parlamentarisk ignorant som undertegnede. WEU parlamentariske forsamling har grupperet sig efter politisk overbevisning og tvæmationalt nogenlunde som Europaparlamentet, d.v.s. der findes en konservativ blok, en liberal blok, en socialistisk blok, en kommunistisk blok, samt andre. Arbejdet i rådssalen minder om det i Folketinget, dog således, at indlægene gives fra sædet nede/oppe i salen og ikke fra talerstolen, der er forbeholdt komitéformænd og indbudte talere4). Arbejdet styres af en formand (præsident) med hjælpere på grundlag af en dagsorden. Alle indlæg refereres enten på engelsk eller fransk, og alt tolkes til og fra modersmålet. Afgørelser sker ved simpel stemmeflerhed.
Første punkt på dagsordenen, som jeg vil referere lidt af, var fremlæggelse af rapport på vegne af »Komiteen for spørgsmål vedrørende forsvar og forsvarsmateriel«, nemlig »Den europæiske sikkerhed og Middelhavsområdet«5). Denne rapport, eller betænkning om man vil, er udarbejdet i foråret 1981 efter et opsøgende arbejde i marken i Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, hvor de civile og allierede højeste myndigheder har været konsulteret, herunder parlamentarikere i Grækenland og Tyrkiet. Endvidere er der ført samtaler med den spanske og tunesiske ambassadør i Paris. Resultatet er blevet en læseværdig rapport opdelt i følgende hovedafsnit:
- Sovjetunionen og trusler mod sikkerheden i Middelhavsområdet (7 underpunkter).
- Alliancen (11 underpunkter).
- Ikke NATO-lande (13 underpunkter).
Hertil naturligvis indledning og konklusion samt mindretalsudtalelse.
Til de, der søger detaljerede oplysninger om den spegede situation i Middelhavsområdet, kan jeg kun opfordre: læs rapporten i sin helhed (44 sider + bilag). Jeg tvivler på, at den fås bedre i uklassificeret form, og i Danmark er det ofte sparsomt med konkrete og objektive oplysninger fra dette område. Nogle af de interessante afsnit angår Frankrigs militære NATO-samarbejde, forholdet Grækenland-Tyrkiet, situationen i Tyrkiet, situationen omkring Libyen og Malta samt Spanien som potentielt medlem af NATO.
I det følgende kommenterer og refererer jeg kun ganske få udvalgte ting. Under gennemgangen af den sovjetiske Middelhavsflådes havne og anlægspladser noterer man i forbifarten, at der er to i NATO-landet Grækenland, nemlig havnen på Syros og reden ved Kithira, beregnet for en russisk misilkrydser (CG), to destroyere (DE) samt fire forsyningsskibe6). Under omtale af Italiens forsvarsindsats noteres det, at inflationen har udhulet budgettet, således at Italien nu ligger helt i bund sammen med Luxemburg og Canada7). Dette er jo en fattig dansk trøst, men understreger kun, at procentsygen breder sig til alle sider i et forsøg på at måle sig med sine egne i stedet for med den potentielle modstander og de deraf afledte opgaver. Afsnittet om Grækenland fylder lige så meget som Frankrigs og Italiens tilsammen. Rapporten bemærker tørt, at Grækenlands udmeldelse af det integrerede NATO forsvar i 1974 medførte en stigning af forsvarsbudgettet fra 4,1% af BNP til i 1977 6,8% for så i 1980 at falde til 5,2%, et forhold, der reflekterer normalisering af forholdet til Tyrkiet snarere end en nyvurdering af den sovjetiske trusels omfang(!)8) Rapporten konkluderer med beklagelse, at mens alliancen nyder udbredt støtte i alle NATO-lande, så har Grækenlands oppositionsparti PASOK som sit program en udtræden af NATO(?), og selv om det noteres med tilfredshed, at Grækenland og Tyrkiet nu nærmer sig normaliserede forhold, så må det med beklagelse også noteres, at visse græske politiske kredse har et højst forvredet syn på tyrkisk politik, og det gælder også i visse græske militære kredse, synspunkter for hvilke der ikke findes noget hold i virkeligheden9). Situationen i Tyrkiet, herunder det græsk-tyrkiske forhold, gives en meget fyldig omtale (6 sider), samt et bilag på 4 sider, bl.a. om omfanget af terrorisme i Tyrkiet. Det forbedrede forhold afspejles måske bedst af en bemærkning fra den græske udenrigsminister om, at der ikke på nogen måde kunne drages sammenligning mellem det tidligere græske oberststyre og det nuværende tyrkiske regime. Det er endvidere komiteens opfattelse, at der på nuværende tidspunkt (medio 1981) ikke er nogen grund til at betvivle det tyrkiske nationale sikkerhedsråds oprigtighed, når det erklærer at ville overføre magten til en ny administration, valgt på demokratisk grundlag. De facto situationen accepteres af de to store politiske partier og tilsyneladende af en overvældende majoritet af den tyrkiske befolkning. Komiteen må imidlertid med bekymring notere, at der endnu ikke foreligger nogen fast tidsplan for denne overgang til civilt styre, hvorledes de demokratiske organer vil blive sammensat, og hvor repræsentative de bliver10). Den græske udenrigsministers udtalelse om karakteren af det nye tyrkiske regime reflekterer formentlig den almindelige opfattelse, at det tidligere regime hverken havde viljen eller evnen til at indlede en udsoning med Grækenland. Det må ikke glemmes, at oppositionspartiet i Grækenland PASOK (Papandreou) modarbejder denne udsoning11).
På komiteens direkte spørgsmål svarede det tyrkiske nationale sikkerhedsråd, at der lige nu (februar 1981) var 5.788 fængslede i Tyrkiet, 15.929 under arrest, af hvilke 78 % kunne karakteriseres som yderligtgående venstrefløj, 12 % som yderligtgående højrefløj og 10 % separatister. I dette antal var inkluderet 33 tidligere parlamentarikere (fordelt på tre forskellige partier), 302 fagforeningsfolk (heraf 290 fra det kommunistiske DISK). Visse tilfælde af tortur fra politiets side havde fundet sted, men omfanget heraf var betydeligt overdrevet. 58 tilfælde var under opklaring, involverende 84 tiltalte, af disse var 26 tilfælde afgjort, medførende 26 dømte og 1 frikendt12).
Vedrørende omfanget af den tyrkiske terrorisme13) har den i 20 amter i perioden 26/12 1978 til 11/9 1980 medført 3.710 døde og 10.417 sårede. Efter magtskiftet har der i 67 amter fra 12/9 1980 til 16/2 1981 været 306 døde og 507 sårede. I ugen forud for magtskiftet var der alene 71 døde og 142 sårede. I sidste uge (medio februar 1981) »kun« 8 døde og 13 sårede, hvilket vil sige, at det daglige tab i døde var faldet fra 10,2 til 1,2, og i sårede fra 20,3 til 1,9. Man må altså konkludere, at der forud for magtskiftet herskede borgerkrigslignende tilstande, og de personer, der i dag kritiserer det nationale tyrkiske sikkerhedsråd, må ikke glemme, at de som personer ville stå højt på listen blandt terrorens ofre. Hvilke tanker tror man egentligt en dansk Forsvarschef ville gøre sig, hvis der hver dag relativt blev myrdet 2 danskere og såret 4 under terroraktioner plus alt »det løse«, og at det var helt iøjnefaldende, at det civile magtapparat havde givet op over for volden? Der er i dag beslaglagt og konfiskeret så mange håndvåben, at man kunne nyudruste hele det danske Hjemmeværn. Dertil over 7 tons sprængstof. Hvor kommer alt dette dog fra, spørger de tyrkiske myndigheder med rette, for det stammer ikke fra Forsvarets depoter. Hvem har financieret dette arsenal? Nu er det jo klogt ikke at sidde i et glashus, hvis man hører til dem, der kaster med sten. De tyrkiske myndigheder oplyser, at tyrkiske arbejdere og studenter, hovedsageligt bosat i Vesttyskland, Holland og Belgien, indoktrineres og sendes til Tyrkiet af yderligtgående venstrefløjes/terrororganisationer i disse lande, og financieres herfra med det formål med vold at nedbryde det tyrkiske samfund. Flygtede tyrkere tiltalt for terrorvirksomhed benyttes af de samme kredse, hovedsageligt hjemmehørende i ...............?? Konfiskerede dokumenter og breve tilhørende arresterede terrorrister viser hen til visse parlamentarikere i Europa. Hvem financierer den tyrkiske terrorvirksomhed, for her er jo ikke tale om en parlamentarikers operetteagtige forsøg på våbensmugling som i de »glade« græske oberstdage?
Vedrørende Malta oplyser rapporten, at Malta har brudt med Libyen p.g.a. uoverensstemmelser vedrørende deling af kontinentalsoklen. Malta har afsluttet en traktat med Italien, der herefter er garant for øens neutralitet og alliancefrihed, og enebruger af øens militære anlæg til sikring af denne garanti. Ikke desto mindre har Malta udlejet halvdelen af den NATOfinancierede underjordiske brændstoflagerkapacitet til russerne. Hvorledes dette kan forliges med omtalte traktat, er indtil videre uklart.
Afsnittet om Spanien giver en fuldstændig beskrivelse af den spanskamerikanske traktats komponenter, men koncentrerer sig ellers om Spaniens mulige NATO-medlemskab, der støttes af de nuværende spanske regeringspartier. Komiteen går så langt som at foreslå, at der i den mellemliggende tid etableres et samarbejdsmønster, der tillader Spanien at deltage i NATO forsvarsplanlægning og i passende NATO øvelser. Komiteen ser Spanien som en base, hvorfra styrker kan sendes til forstærkning af udsatte steder, såsom i den østlige del af Middelhavsområdet14)
Det politiske aspekt af det spanske afsnit er ikke tilstrækkeligt grundigt gennemarbejdet, og der hersker såvel i Spanien som i NATO en beklagelig uklarhed vedrørende de spegede faktorer i denne sag. Portugals holdning til problemet er ikke omtalt i rapporten, og denne holdning vil vise sig at være af mere betydende art, for hvilken kommandostruktur har man tænkt sig, at den Iberiske halvø skal indgå i?
Skal Spanien under den øverstbefalende i Europa (SACEUR), mens Portugal forbliver under den maritime øverstbefalende (SACLANT)? Hvorledes tilgodeses balancen mellem Portugal og Spanien? Hvornår kommer Spanien ind i EF, og er det en forudsætning for spansk ansøgning af medlemskab i NATO? Er det rigtigt, at visse NATO-lande for deres accept har sat som betingelse, at det spanske socialistiske parti også siger ja? Kunne en overgangsordning å la Frankrigs position i NATO også tænkes? Hvor lang tid vil det tage, inden de spanske væbnede styrker er harmoniseret med NATO standard og doktrin? Da der ikke er nogen umiddelbar trussel mod Den Iberiske Halvø, hvor skal da eventuelle styrker indsættes, og hvordan kommer de derhen? Skal Centralregionen eller Sydregionen favoriseres, og hvis Sydregionen, skal de til Tyrkiet, Grækenland eller Italien? Den portugisiske mobile brigade er allerede øremærket til Norditalien. Hvorledes bliver Sovjetunionens og f.eks. Algiers reaktion, selv om der kortsigtet næppe bliver større ændringer i Middelhavsområdet ved spansk medlemskab af NATO? Hvad vil spansk reaktion blive, hvis Gibraltar ikke ønsker at indlemmes i Spanien? Vil dette blive kimen til et nyt »Malta« problem?
Denne rapports fremlægning gav anledning til en livlig meningsudveksling mellem de tilstedeværende parlamentarikere, og der blev ikke lagt fingre imellem (jeg nævner i det følgende ingen navne)15).
En belgisk socialist tog som en af de første ordet efter komitéformandens fremlæggelse af rapporten. Belgieren brølede som en olm tyr mod Tyrkiet, og såvel sprogbrug som tonehøjde havde passet fortrinligt på en barrikade under Pariserkommunen, her virkede det nærmest pinligt, hvilket senere modindlæg tydeligt gav udtryk for. Da et af disse indlæg antydede, at belgieren måske var agent for KGB, blev denne på vanlig vis pivet, og beklagede sig i høje toner over en sådan sammenligning. Intet af det, belgieren havde foreslået, blev vedtaget. Det blev derimod dele af det, den engelske socialistiske ordfører foreslog på sin gruppes vegne, nemlig modererede kritiske holdninger til Tyrkiets nuværende regime og støtten dertil, samt betænkeligheder vedrørende den fortsatte udpumpning af moderne våben i det mellemste Østen, bl.a. advokeret fra italiensk socialistisk og kommunistisk side. Fra hollandsk socialistisk side blev der udtrykt betænkelighed vedrørende muligt spansk fremtidigt NATO medlemskab, idet en sådan kunne skabe regionale spændinger (uden at disse blev nærmere defineret) og forværre Øst-Vest forholdet16). Stort set alle andre politiske indlæg fra de øvrige politiske grupperinger bakkede rapporten op, og det fornemmedes tydeligt af italienske indlæg, at der fremover måtte tillægges sydflanken af NATO langt større vægt i konkurrencen om tildeling af midler og interesse. Skal man analysere karakteren af de italienske indlæg her og senere, bliver resultatet en gentagen påmindelse om ikke at glemme Italien, når projekter skal gennemføres og beslutninger tages. Man er altid på vagt, når der tales om tysk-engelsk-fransk samarbejde, ikke så meget over for samarbejdets kvalitative substans, som vedrørende dette hele tiden at være med (selv om Italien mangler den økonomiske og organisatoriske infrastruktur, der betinger noget sådant).
Vedrørende graden af »koordinerede« indlæg her og senere viser især de socialistiske en høj grad af overensstemmelse, når talen er om Tyrkiet, Spanien, USA og Polen, idet jeg ser bort fra bemeldte belgiske socialist, der, hvis han er repræsentativ for det politiske liv i Belgien, bestemt må gøre det yderst vanskeligt at nå til afbalancerede politiske løsninger her. Da Polen blev drøftet, var de hollandske og tyske socialistiske talere så floromvundne, at de formentlig helst havde hvisket, hvis det havde været muligt for pa den måde at undgå at irritere russerne. Her overfor står det pudsige, at de italienske kommunister ikke finder WEU holdning kontant nok, idet det klart bør udtrykkes, at man så sandeligt håber, at det polske eksempel må smitte af på de øvrige østeuropæiske lande (NATO’s Forward Policy?). Ingen øvrige talere tog dette emne op(!) *
Dette var så en antydning af den europæiske stemme, som den kommer til orde i WEU parlamentariske forsamling. Måske skulle Det danske Folketing ved lejlighed sende en observatør derned for at lytte med.
