Denne artikel er skrevet af oberst G. Langberg.
At være rekrut på Søgaard i 1938 var ikke let for en 20-årig københavner. Disciplinen var hård, ingen orlov de første 6 uger. Rekrutter skulle også hilse på de menige, og så var det endda svært at forstå søndeijysk. Der måtte ikke holdes øvelser nærmere end 1 km fra grænsen, og skyttehuller måtte ikke vende mod syd. Til gengæld var vi populære hos den dansksindede del af befolkningen. Livet på Kronborg som komet var lidt lettere, bl.a. fordi halvdelen af tiden gik med teoriundervisning. Min dehngsfører, premierløjtnant K.B.Martinsen, og jeg var ikke altid enige. Ifølge sagens natur gik det ud over mig og af og til over delingen, men vi respekterede ham, selv om han en gang gav udtryk for, at Danmark trængte til en besættelse, så befolkningen kunne vågne op. Han var dygtig og kom på generalstabskursus i 1940. Det var dette mærkelige kursus, hv<)r eleverne delte sig op, nogle for og andre imod besættelsesmagten. Martinsen var for, løb linen ud, blev chef for Frikorps Danmark og blev henrettet efter krigen. Andre fra holdet gjorde en stor indsats i modstandsbevægelsen. Som komet indgik jeg i beredskabsstyrken den 1. september 1939, da Værnemagten invaderede Polen. Mit regiment, chef oberst Helge Bennike, blev forlagt til Stevns. Optagelse den 1. november på Officersskolen blev udskudt. Til gengæld blev vore komethold udnævnt til sekondløjtnanter. Jeg kom på Frederiksberg Slot i febmar 1940. Det kan næppe undre, at begivenhedeme den 9. april vendte og og ned på de forestillinger, jeg som ung officer havde gjort mig om en mulig tysk besættelse. Jeg hastede straks til slottet. I stedet for at blive sendt ud til vore afdelinger startede klassen med ridning. Vi fik at vide, at Danmark havde kapituleret, og at undervisningen skulle fortsætte som sædvanhg. Skolechefen, oberst P.O. Jørgensen, informerede os herom og indledte således; "Med sorg og skam...". Vi hørte tyske kolonner køre forbi på Roskildevej. Jeg var godt frustreret, havde mistet respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets pohtik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland. Mest indtryk gjorde kampene i Sønderjylland. Her gik såvel befalingsmænd som menige ufortrødent i kamp mod en overlegen fjende. Den 10. april om aftenen kom sekondløjtnant Neerbek hjem til min bror (studerende) og mig. Der var vores bridgeaften, men kort blev der ikke spillet.
Vi besluttede os derimod til at tage til Norge. Jeg hentede sekondløjtnant Marquardsen (vores fjerdemand). Han pakkede tavst sin kuffert. Vi blev mere og mere ivrige, efterhånden som vores rejseplan tog form, men så også klart vanskelighederne forude. Man må huske på, at vi hørte til de lovlydige borgere. Tre af os skulle absentere sig fra Officersskolen, rejse illegalt ud af landet, forlade det uden at vore forældre eller andre vidst det - og ende i det ukendte. Vore forældre modtog da også kort efter vores forsvinden en skrivelse, omhandlende absentation, tjenstlig gæld m.v. Vi løste billet fra Hovedbanen til Helsingør, men stod af i Snekkersten, for lidt naivt at "narre fjenden". I havnen mødte vi den første hindring Den var tæt pakket med is, der strakte sig et stykke ud i Sundet, Vi stjal en solid robåd, men efter halvanden times hårdt arbejde med at stampe is i stykker måtte vi opgive lidt uden for havneindløbet. Mismodig besluttede vi at gå til Helsingør langs stranden og vente til næste nat. Ud for Snekkersten Kro, hvor der var næsten isfrit, lå imidlertid en gammel, men tilsyneladende brugelig robåd. To af os tilbage til havnen efter årer, tolder og pøs. Så var det bare om at komme afsted - det var så småt begyndt at lysne. Et mindre hul i stævnen blev klaret med et lommetørklæde. Pøsen plus en blød hat (som hørte med til beklædningen dengang), var nok til at holde os oven vande. I morgendæniringen syntes vi at se andre både; det viste sig hver gang at være større isflager - men vi frygtede ikke havet! Efter to timers hårdt arbejde gik vi i land hdt syd for Hälsingborg. Billedet, som Marquardsen tog, viser mig i "feltherrepositur" ved siden af min bror, Neerbek, i båden.
Efter en sporvognetur til Hälsingborg var vi først hos den norske konsul, som henviste os til generalkonsulatet i Göteborg. Allerede i Hälsingborg så vi den svenske hær begynde med at opstille forsvarsstyrker i havnen og hørte, at man påbød mørklægningen af visse byer. I Göteborg traf vi den norske vicekonsul. Næste dag havde han udfærdiget de nødvendige papirer. Vi steg på toget i Göteborg - banegården var fyldt med svenske indkaldte - kørte nordpå hele natten og nåede Charlottenberg, hvor vi uden besvær slap over grænsen takket være vore norske papirer. Hvad vi ikke havde troet muUgt for få dage siden, var nu lykkedes. Vi var i Norge. Vi kørte videre til Kongsvinger, hvor fæstningen er vendt mod Sverige, og meldte os til den stedhge kommandant, kaptajn Larsen, der modtog os hjerteligt.
Der blev samlet et lille frivilligt kompagni (alder fra 17 til 50 år). Det indgik i 1. landevæmsbataillon under major Rødd. De to sekondløjtnanter blev dehngsførere, min bror menig og jeg næstkommanderende. Geværerne lignede vores 89, men var kal. 6,5 mm. Desuden blev vi forsynet med et par "Madsen" rekylgeværer og nogle af os med Colt pistoler 11 mm. Vi rykkede tilbage gennem Østerdalen langs Glommen. I Elverum så vi de første spor efter tyskernes jagt på kong Haakon og kronprinsen et par dage før.
Senere blev vi under tilbagerykning i Rena angrebet af fly, der først kastede bl.a. brandbomber og derefter fløj lavt hen over byen og beskød os med maskingeværer.
Vi forsøgte at slukke branden i byens sparekasse, men midt under denne aktion så jeg mig omkring. Det meste af byen brændte. Vi forlod den og så den oppe fra fjeldet som et flammehav.
Der var også mere stille dage. Vi havde ved grænsen truffet Ingolf Boisen (ejer af Minerva Film) og Theodor Christensen, som filmede på livet løs - senere illegalt i Danmark. En dag tog de en jembane-dræsine og kørte sydpå i håb om et scoop. De blev hurtigt stoppet af en tysk vagtpost, der spurgte: "Was machen Sie hier?", hvorefter Theodor Christensen pegede på ham og sagde: "Was machen Sie hier?" De blev sendt tilbage, men kunne nu fortælle en norsk patrulje, hvor langt tyskerne var nået. Nord for Rena blev kompagniet angrebet af fly. Der skete ikke megen skade, men bagefter kunne jeg konstatere vigtigheden af rutineret geværbetjening. Jeg havde per refleks affyret flere skud. Det lykkedes en af vore maskingeværskytter at træffe et af flyene, der forsvandt med en røgstribe ud af halen. Vi var i løbet af et par uger nået op til Røros ca. 300 km fra Kongsvinger. Tyskerne pressede på, og vore styrker blev opløst. Nogle gik mod vest over fjeldet på ski, vi og andre søgte over grænsen til Sverige, og vores "felttog" var forbi. Nordmænd i uniform blev imidlertid interneret. Vi fire havde medbragt civilt tøj. Det lykkedes os at låne penge af en præst og konmie til Stockholm, hvor det norske konsulat betalte os en mindre sum. Samtidig med at vore penge slap op, fik vi heldigvis et telegram poste restante fra Ljungbyhed om at tilslutte os oberst Helge Bennikes styrke. Vi tog derned og deltog i den dansk-svenske forsvarsstyrke, som bevogtede Ljundbyhed Flyveplads.
Obersten havde gennem sine forbindelser i Danmark efterhånden fået det indtryk, at der var brug for ham og hans styrke i Danmark. Det meste af mandskabet rejste hjem. En del officerer havde en kort tid været indkvarteret hos danske godsejere i Skåne. Neerbek og jeg på Sireköping. Vi rejse hjem samtidig med oberst Bennike i begyndelsen af juni. Kort tid efter hjemkomsten blev vi kaldt op til general Prior, som sagde nogle pæne ord til os. I august kom vi tilbage til Officersskolen (sat et hold tilbage). Efter afgangseksamen kom jeg til ingeniørtroppeme og var i 1943 på Holbæk Kaserne. Oberst Bennike, chef for 4. Regiment, udlagde på et vist tidspunkt våben og ammunition m.v. til 600 mand uden foresatte myndigheders viden, og jeg var glad for at få lov til at hjælpe med. Den 29. august 1943 var garnisonen i Holbæk på omkring 1.000 mand. Infanteri, artilleri, ingeniørkompagnier, samt polyteknikerenheder. Jeg tjenstgjorde ved 1. Ingeniørkompagni, hvis chef var kaptajn J.Martens, der senere døde i tysk koncentrationslejr. Gamisonskommandanten var oberst Raabye. Ca. kl. 3.30 blev vi alarmeret, og enhederne rykkede ud i stillinger i byens udkant. Der blev fældet træer til vejspærringer, og panserminer blev klargjort. Skuffelsen var derfor stor, da der blev givet ordre til at rykke tilbage til kasernen. Mindre blev den ikke, da vi erfarede om kampe i København, Jægersborg og Næstved garnisoner m.fl. På kasernen blev der givet ordre til indsamling af ammunition. Premierløjtnant H.Tonnesen (efter krigen ved flyvevåbnet, hvor han omkom i en Meteor 1954) og jeg kørte på hver sin motorcykel til søminestationen ved Bramsnæsvig. Chefen her, der kun rådede over et halvt hundrede mand, ville ikke indlade sig i kamp, når Holbæk garnison havde opgivet. Vi kørte derefter mod Knabstrup, hvor Holbæks tidligere gamisonskommandant, oberst Lunn, boede. Vi nåede ikke så langt, men blev stoppet af en vogn med en tysk patrulje, der i forvejen havde fanget to premierløjtnanter af artilleriet på en sidevognsmaskine. Vi kunne ikke med vore pistoler og et par håndgranater stille noget op mod 6 maskinpistolbevæbnede tyskere. De havde i øvrigt ordre til at føre os til Roskilde Kaserne. Her traf vi andre danske officerer, der var taget, bl.a. daværende kaptajn Gabel-Jørgensen og oberstløjtnant Mathiassen samt oberst Lunn. Sidstnævnte ankom siddende strunk i en tysk vogn. Tonnesen og jeg forlangte at møde den tyske chef, der var Hauptmann. Vi forklarede, at vi hørte til i Holbæk. Om det nu var fordi han mente "Ordning muss sein", eller der var andre grunde, blev resultatet, at vi om aftenen med Tonnesen som fører i sidevognsmaskinen, en tysker på bagsædet og mig i sidevognen blev sendt af sted mod Holbæk. En tysker på en af vore solomaskiner dannede bagtrop. Tonnesen kørte så stærkt, som Nimbus'en kunne og fik rystet eskorten af, men kunne i øvrigt ikke stille noget op. Chancen for at undslippe kom først på Holbæk Kaserne. Vi kørte forbi den tyske vagt uden at måtte opgive navne. Jeg vidste, at bagporten på kasernen var ulåst, og selv om at var farligt at forlade kasernen, besluttede jeg at liste civilklædt ud i byen til nogle bekendte. Tonnesen, der var gift, blev på kasernen. Da en tysk patrulje havde passeret porten, forsvandt jeg uden at møde et menneske i byen, hvor der var udgangsforbud. Næste dag tog jeg til Holte hos nogle venner og senere den 19. september til Hven fra Vedbæk Havn, denne gang i en fiskerbåd, lidt behageligere end den første tur. Vi var seks ombord, bl.a. en gammel ven, Eskild Hartvig, og kaptajnløjtnant E.H.Jensen ("Jemkæben"). Selv havde jeg en mindre sum penge med. E.H.'s midler blev suppleret inden hans afrejse fra Svendborg, idet han - i stedet for tyskerne - tømte afdehngens pengekasse (mod behørig kvittering!) Efter venlig modtagelse af det svenske forsvar på Hven blev vi i Landskrona udsat for en kort afhøring, der indskrænkede sig til at fastslå navn og enkelte andre data og undersøgt for lus. Herefter tog vi til Hälsingborg og opsøgte den engelske konsul, Mr. Grew, der var dansk gift. Han studsede lidt, da en af vore medrejsende præsenterede sig som John Bull, men blev overbevist af mandens pas. Det var ikke tilladt flygtninge at rejse til Stockholm. Vi fik dog lov, idet Eskild Hartvigs svoger var "Hovtandläkare" og garanterede for os i hovedstaden. Efter en samtale med den danske direktør for General Motors i Stockholm fik E.H.Jensen og jeg en stilling der. Vi blev indkvarteret hos hver sin svenske familie. Vore ansøgninger om at komme til England indgik i den engelske ambassade i den store bunke.
I foråret 1944 blev jeg ansat i "Firmaet" orlogskaptajn P.Mørch og oberstløjtnant E.Nordentoft, officielt kaldet "Det danske gesandtskabs militære rådgiver". Kontoret lå i Friggagatan 4. En begivenhedsrig tid. Jeg arbejdede for kaptajn N.B.Schou med kontraspionageafhøringer, skygning (bl.a. af Jane Horney). De allieredes ambassader var glade for vores besøg, f.eks. afleverede jeg en dag et kort over Finland med placering og navne på de derværende tyske enheder. Den vanskeligste kontakt var med russerne, hvor man hos Mme Kollontay kun kom ind i entreen og måtte aflevere sit budskab gennem en lem i døren. Mange oplysninger gik til Ebbe Munck, og der var megen trafik i Friggagaten af gode danske mænd. Officerer, der blev sendt til England til faldskærmsuddannelse, gik også igennem vore kontor - bl.a. E.H.Jensen. I en lukket café i Stockholm adskilte og ompakkede vi Husquamamaskinpistoler fra store til mindre kasser, som blev sendt illegalt til Danmark af forskellige ruter.
En dag i oktober blev jeg kaldt ind til Nordentoft, som spurgte om jeg ville tilbage til Danmark og arbejde. Det ville jeg meget gerne. Jutta Graae, der også arbejdede i Friggagatan, udleverede danske rationeringskort, pistol, et passende legitimationskort og penge til mig med bemærkningen: "De må hellere få dobbelt løn. Vi ved jo ikke, om vi ser Dem igen". Jeg tog fra Malmö sidst i oktober 1944 sammen med to sabotører plus en del kasser med maskinpistoler. Vi skiftede til dansk skib midtvejs og endte i Rødvig Havn. I København sendte daværende premierløjtnant O.Blixenkrone-Møller mig til Esbjerg. Jeg skulle være næstkommanderende (dæknavn Mac) i vores efterretningsteam i Sønderjylland/Fyn, Region 3, der bestod af chefen, premierløjtnant Rodwitt-Nielsen, søløjtnant P.Wille-Jørgensen og N.Jessen, OSG B.Thøgersen, kurér komet M.Lund, sekretær Karen Aarsleff og radiotelegrafist N.Albreth (Matthew). Desværre blev der for "varmt" i Esbjerg, så vi flyttede til Odense og fik hovedkvarter hos farvehandler V.Balslev. Han var med sin højtpræmierede brevduebestand en kendt og skattet mand i Generalstabens E-tjeneste. At han også havde humor, viser nedenstående amatørbillede fra 1942, som bragte ham i svar knibe med såvel danske som tyske myndigheder. Russiske børster er et fagudtryk, og han troede da, at Hitler var arkitekt. Balslev blev frifundet.
Oplysninger blev indsamlet gennem tog/cykelture, ved breve til bestemte kiosker fra folk, der i deres arbejde kom tæt på tyskerne (politi, togfolk m.v.). Vi havde en værdifuld forbindelse med fyrmester E.Brandt-Petersen på Kelds Nor fyr. Oplysningerne blev affotograferet og pr. kurer sendt til København og videre til "firmaet" i Stockholm. Hastesager gik direkte til England via vores telegrafist. Vi havde bedt England (SOE) om at få Gestapo-hovedkvarteret, Husmandsskolen i Tamp, ødelagt. Det lykkedes for RAF 17 APR 1945, selv om bygningen var dækket af camouflagenet. Vores forbindelse med ledelsen i Region 3 (kaptajn Aa.Højland-Christensen) og Fyns-ledelsen (oberstløjtnant H.Buch) var yderst sparsom, vel begmndet i frygten for at blive kendt af for mange. Jeg havde dog en fin forbindelse med Fyns-ledelsen i E.H.Jensen, der var tilgået via England. Nogle dage efter den 5. maj 1945 fik Odense besøg af de folk, der havde bombet Husmandsskolen, med chefen, vice airmarshal Basil Embry i spidsen.
ledsaget af bl.a. major Svend Truelsen, der i den vanskeligste tid var chef for den danske militære efterretningstjeneste, af feltmarskal Montgomery betegnet som "Second to none".
Besættelsesårene var fuldt af barske oplevelser og hændelser, der ikke er plads til her, men de gav også gode venner for livet. Der var dog inden for modstandsbevægelsen af og til en vis uenighed om, hvordan arbejdet skulle udføres. Jeg behøver blot at nævne striden mellem den jyske nedkastningschef, Jens Toldstrup, og oberstløjtnant Vagn Bennike, Jyllandsledelsen. Efter krigen blev jeg adjudant hos sidstnævnte og gift med en af Toldstrups kurérer, så der manglede ikke samtalestof. I de første år under besættelsen husker jeg premierløjtnant F.T.Vang (senere faldskærmsmand), når han under tjenesteforhold med kompagniet omtalte alle de mangler i materiel og udrustning, vi havde, og derefter spurgte: "Hvis er skylden?" Hvorpå der lød et samlet råb fra pionererne: "De radikales". Sagen skal ikke kommenteres her. Efter krigen var det i en årrække "opgangstider" for forsvaret, men efterhånden som tiden er gået, synes det, som om man fra visse sider helt har glemt ordene: "Aldrig mere en 9. april".
P.S. Der er gaet mellem 50 og 55 ar siden de omtalte begivenheder har fundet sted. Skulle der derfor have indsneget sig enkelte erindringsforskydninger, beder jeg om forståelse.
