Log ind

Præsident Truman, general MacArthur og Koreakrigen

#

Lidt mere end en anmeldelse

af oberst W. E. O. Lawaetz.

(sluttet)

6. Inchon — Over den 38. breddegrad — Mødet på Wake Island.

Allerede før det var lykkedes at standse nordkoreanerne i brohovedet ved Pusan, havde general Mac Arthur planer om at udnytte herredømmet til søs til en landgang bag fjendens linie r med 2 divisioner. Hertil havde han udset sig Inchon, en havn på vestkysten ud for Sydkoreas hovedstad Søul og ca. 150 miles bag fjendens front. For valget af Inchon talte, at en landgang her kom i ryggen på fjenden og derfor gav muligheder for et stort operativt resultat, medens en offensiv ført fra selve brohovedet ville kræve gennembrud af den fjendtlige front, medføre betydelige tab og ikke love større operative resultater.

Mod valget af Inchon talte navnlig de store taktiske vanskeligheder, der var forbundet med en amfibielandsætning her. Ved Inchon er forskellen mellem ebbe og flod gennemsnitligt 7 m. Mulighederne for landgang begrænsedes i de nærmeste måneder til fire datoer: 15. sept., 11. okt. og 2. eller 3. .nov., og hver gang ville kun ganske få timer være til rådighed til landsætning, erobring af fjendens kystbatterier og etablering af et brohoved. Joint Chiefs of Staff frarådede indtrængende valget af Inchon, idet navnlig admiral Sherman gik hårdt imod. General Collins var især betænkelig ved, at det ville blive nødvendigt at tage en brigade ud af Pusan-brohovedet, hvor stillingen i forvejen var ret kritisk. Han anbefalede derfor en landing ved Kunsan (også på vestkysten, men langt sydligere). Overfor disse vægtige argumenter synes Mac A rthur selv at være kommet i tvivl. I alt fald kunne general Whitney, der gjorde tjeneste i hans stab, i tiden kort før landgangen hos sin chef iagttage en nølen og usikkerhed, som han aldrig før havde udvist. Men det var langt fra første gang, general Mac A rthu r indlod sig på dristige operationer. Det havde han gjort under verdenskrigen, og da ik ­ ke mindst ved landgangen ved Leyte på Philippinerne. Generalen stod da også fast på sin beslutning trods advarsler fra Joint Chiefs og fra hans egen stab. Han satte først og fremmest sin lid til overraskelsen — nordkoreanerne kunne ikke være stærke alle vegne, og de kunne ikke være forberedt på alt. Efter nogen tøven gav Joint Chiefs deres tilslutning. Landgangen fandt sted den 15. sept. og blev en succes, der hurtigt førte til Søuls erobring og skal have resulteret i afskæringen af ca. halvdelen af den nordkoreanske armé. Clausewitz har sagt, at ingen feltherre er blevet stor uden at have taget en risiko. Det må dog ikke glemmes, at lige fra Fabius Conctator til Montgomery har adskillige betydelige hærførere — for blot at nævne Daun, Kutusow og Schwarzenberg — haft deres gode grund til ikke at løbe nogen unødig risiko. For Mac Arthurs vedkommende kan det diskuteres, om risikoen var nødvendig, og det må ikke overses, at de feltherrer, som er blevet store ved særlig dristig føring (Frederik den Store, Lee m. fl.), de tog risikoen hovedsageligt, fordi der ikke var anden udvej. Det var im idlertid med rette, at Inohonoperationen blev en stor personlig sejr for Mac Arthur. Han alene havde fattet planen, taget risikoen og båret ansvaret på trods af advarsler fra sine foresatte og fra sin egen 

Skærmbillede 2020-06-11 kl. 14.40.22.png

stab, ja endog trods sin egen tvivl. Han havde atter vist sig som en feltherre af format. Sejren blev naturligvis en betydelig styrkelse af general Mac Arthurs position overfor såvel præsident Truman som overfor Joint Chiefs. Den styrkede også generalens tillid til sig selv, til sin lykkestjerne, til dristige operationer, som hans militære og civile foresatte åbenbart manglede mod til. Sejre kunne ikke vindes ved „frygtsomhed i et eller andet kontor, der lå tusinder af miles borte“ .

Den 30. sept. nåede de allierede den 38. breddegrad og dermed det mål, som den politiske ledelse havde afstukket ved USA’s indgriben i k rigen. Men nord for breddegraden stod endnu resterne af den nordkoreanske hær. Skulle man nu stoppe og give den tid til at reorganisere sig og genvinde sin kampkraft? Hvorledes ville Soviet og Kina reagere, hvis U N ’s hær besatte Nordkorea? Kina havde allerede fremsat alvorlige advarsler. (Problemet var omtrent det samme som i treårskrigen, da den danske hær efter sejren ved Bov i 1848 stod ved Dannevirke og i 1850 efter Isted. I begge tilfælde undlod vi af frygt for preussisk indgriben at rykke ind i Holsten og gøre det af med slesvigholstenerne). Foreløbig lod man sydkoreanerne fortsætte over grænsen, ca. 1. okt., men det viste sig hurtigt, at de ikke alene kunne tage det op med nordkoreanerne. Kommunistkina havde allerede, da nordkoreanerne gik i stå foran Pusanbrohovedet, begyndt at vise en voksende aktiv og fjendtlig holdning. I august fremsatte Kinas udenrigsminister Chou En-lai krav om tilbagetrækning af den 7. flåde fra Formosastrædet, protesterede mod påståede amerikanske flyveraktioner i Manchuriet tæt nord for Jalufloden og stillede overfor U N krav om, at USA’s „aggressive styrker“ skulle trækkes tilbage fra Korea. Den 25. sept. udtalte chefen for den kinesiske generalstab, at Kina ikke ville tillade amerikanerne at rykke frem til Jalu, en advarsel, der blev gentaget. Chou En-lai priste Nordkoreas tapperhed og beslutsomhed, betegnede USA som „den farligste fjende af den kinesiske folkerepublik“ og sluttede med, at Kina ikke uvirksom ville tolerere, at dets naboland blev ødelagt af „im perialistiske magter“ . I Washington tog man ikke de kinesiske advarsler alvorligt. United Nations godkendte den 7. okt. indrykningen i Nordkorea og angav som mål for aktionen afholdelse af frie valg i hele Korea i den hensigt at få oprettet en uafhængig og demokratisk regering for hele landet. Den næste dag, den 8. okt., gik U N ’s tropper over den 38. breddegrad. 2 dage senere gentog Chou En-lai sine udtalelser om, at Kina ikke kunne stå som en uvirksom tilskuer. Acheson, der selv var gået ind for indrykningen i Nordkorea, understregede nu, at operationerne kun havde til hensigt at gøre det af med resterne af den nordkoreanske hær, og både han og general Marshall erklærede, at det ikke var hensigten „ved en militæ r aktion“ at genoprette det forenede Korea.

UN , Truman og Mac Arthur havde alle været enige i beslutningen om at rykke ind i Nordkorea. I begejstringen over sejren troede man at kunne gøre en hurtig ende på krigen. Den 11. okt. flø j Truman til øen Wake i Stillehavet til et møde med general Mac Arthur. Mødet fandt sted den 15. og havde, som præsident Truman udtrykte det, til formål at diskutere den sidste fase af U N ’s aktion i Korea. Præsidenten ville sikre et harmonisk forhold mellem statsmand og feltherre under de kommende operationer. Krigen skulle fo rblive begrænset — USA ville ikke indvikles i en større krig i Østen. Amerikanske flyvemaskiner havde den 9. okt. angrebet en russisk flyvestation ved Wladiwostok. Den slags provokationer måtte ikke gentage sig, hverken overfor russere eller kinesere. Om resultatet af konferencen er der delte meninger. Præsidenten udtalte bagefter, at den havde været „ i høj grad tilfredsstillende“ , og at „der var opnået fuldstændig enighed om synspunkterne“ . Mac Arthur syntes at være knap så begejstret og havde travlt med at komme afsted igen. Under møderne havde generalen forsikret præsidenten om, at sandsynligheden for kinesisk indgriben var „meget lille “ . Truman har senere bebrejdet generalen, at denne her har givet ham forkerte oplysninger, og udtalt, at han ikke ville have givet ordre til fremrykningen i Nordkorea, hvis hans hærfører havde vurderet Kinas hensigter korrekt. H ertil er at bemærke, at præsidenten og hans militære rådgivere (Joint Chiefs) lige så godt som Mac A rthur var vidende om, at styrken af kinesiske tropper i Manchuriet ansloges til 300.000 mand. Forøvrigt var Chou Enlai’s advarsler tydelige nok — men dem anså man for bluff.

7. Jalu — Home by Christmas — Kina griber ind i krigen. Jalufloden, der danner grænsen mellem Korea og Manchuriet, er i den nyere krigshistorie kendt fra to begivender. Yed flodens munding slog japanerne i 1894 den kinesiske flåde, og den 1. maj 1904 besejrede 1. japanske armé ved flodens nedre løb et stærkt underlegent russisk korps. Da nu U N ’s hær rykkede frem mod floden, havde Kina i hvert fald een vægtig grund til ikke at forholde sig passiv. Her lå nemlig Jalukraftværkerne, som forsynede ikke blot Nordkorea, men også store dele af Manchuriet med Port A rthur og Dairen med elektrisk kraft. En væsentlig del af anlæggene synes tilm ed at have ligget på den sydlige bred. Dette giver en forklaring på, at Kina var interesseret i at bevare Nordkorea som „bufferstat“ . En række episoder — fra slutningen af august til november var der ialt 12 -— indtraf, idet amerikanske flyvemaskiner, der kom i nærheden af Jalufloden, blev heftigt beskudt fra nordbredden (2 skudt ned) og i et tilfælde angrebet af kinesiske jetflyvere. Der indløb rapporter om forøgede kinesiske troppekoncentrationer i Manchuriet. De angaves nu til 450.000 mand, hvoraf 250.000 nær grænsen til Korea.

Joint Chiefs of Staff havde den 27. sept. givet general Mac Arthur det direktiv, at kun sydkoreanske tropper måtte rykke ind i grænseegnene til Manchuriet. Tre dage efter havde generalen fra forsvarsministeren general M arohall modtaget følgende ordre: „V i ønsker, at De frit („unhampered“ ) i taktisk og strategisk henseende rykker frem nord for den 38. breddegrad“ . Mac Arthur tydede denne sidste befaling som en ændring af den første, d. v. s. at Marchalls ordre overlod det til ham selv at træffe den endelige bestemmelse om fremrykningen til Manchuriets grænse, og han gav derfor den 24. okt. sine underførere besked om, at forbudet mod, at ikke-koreanske tropper rykkede frem til Jalu, var hævet. Og da præsident Truman 2 dage senere ved en pressekonference udtalte, at „såvidt han havde forstået“ ville kun sydkoreanske tropper nærme sig Jalu, fejede Mac Arthur dette til side med ordene: „UN-styrkernes opgave er at rense Korea“ . (Således går det dem, der giver modstridende befalinger og fremsætter uklare udtalelser — en viljestærk undergiven tyder dem, som han finder for godt!). Under fremrykningen blev i de sidste dage af oktober sydkoreanske styrker hårdt medtagne i kampe nord for Anju. Kort efter tog man de første kinesiske fanger, og der indløb rapporter om konstatering af kinesiske enheder fra regiments til divisions størrelse syd for Jalu. I begyndelsen af november taltes der om korps og derefter om dele af to kinesiske arméer. I Mac Arthurs hovedkvarter anså man ikke situationen for farlig, men mente, at det drejede sig om nordkoreanske enheder, der fra Kommunistkina var blevet overført til Nordkoreas hær. Snart måtte man dog ændre opfattelsen, først til at „rapporteringen af kinesiske tropper hverken kunne bekræftes eller benægtes“ , og dernæst til, at man faktisk havde kinesiske styrker overfor sig, men at man ikke vidste, om de „repræsenterede den kinesiske regering“ . Formodentlig drejede det sig kun om kinesere, der mere eller mindre friv illig t havde meldt sig til kamp for Nordkorea. Hvad var Kinas virkelige hensigt? V ille Kina forsøge, hvad der ikke var lykkedes for nordkoreanerne: at kaste UN-tropperne helt ud af K orea? Var målet det mere begrænsede at bevare Nordkorea til den 38. breddegrad, ville kineserne evt. affinde sig med en mindre bufferzone syd for Jalu, eller var det hele (Chou En-lai’s erklæringer og troppeopmarchen) det rene blu ff? Den 7. nov. trak både kineserne og nordkoreanerne sig pludseligt tilbage, og UN-hæren tabte følingen med dem. Der var ingen tegn på en større kinesisk offensiv, og den 20. nov. nåede i det nordøstlige Korea en amerikansk division frem til højderne, der beherskede Jalu. Længere vest på rykkede man langsomt og forsigtigt frem uden at støde på modstand.

Så satte general Mac Arthur den 24. nov. sin „Home by Christmas Offensive“ i gang, den offensiv som skulle gøre en ende på krigen. Hans oplysninger om fjenden gik ud på, at der overfor ham stod ca. 100.000 mand. Desuden vidste han, at ca. 40.000 mand af den nordkoreanske hær, som var blevet afskåret ved Inchon-operationen og siden opererede som partisaner, stod i ryggen på ham. General Mac A rthur skal (efter Brassey’s Annual 1951) have rådet over 275.000 mand. Det var ikke nok til at spænde over hele fronten, der ved fremrykningen til Jalu ville blive yderligere forlænget. Mellem ­ rummet mellem 8. armé på den vestlige del af fronten nord for An ju og 10. armékorps nordøst for Hungnam var kun tyndt udfyldt af sydkoreanske divisioner.

Spanier kalder operationen „a tremendous gamble64, men Mac Arthur følte sig sejrssikker. Fjenden — den „nordkoreanske gruppe“ kaldte han den — var jo 14 dage før veget tilbage uden kamp. “M in opgave var“ , sagde han senere, „at rense hele Nordkorea, at forene Korea og befri det“ . E t kinesisk modangreb forekom ham at være en fjerntliggende fare — men det var netop det, der indtraf. Opgivelser om kinesernes og nordkoreanernes styrke må tages med største forbehold. Mac A rthur talte senere om 26 divisioner. Ifølge Brassey’s Annual 1951 har de ialt rådet over 300— 350.000 mand, altså kun en ringe talmæssig overlegenlied. Det synes at have været en „infanteriarm é“ med ringe eller ingen tung udrustning, og i luften var UN-styrkerne absolut overlegne. Den 25. og 26. nov. rykkede de allierede frem under „moderat“ modstand. Men den 27. nov. satte stærke fjendtlige modangreb ind, som standsede UN-tropperne, og den 28. begyndte disses linie r at vige tilbage. Overkommandoen måtte erkende, at man „stod overfor en helt ny krig“ . Kinesernes bevægelser, såvel som deres opmarch syd for Jalu, var foregået uden at blive iagttaget af det amerikanske luftvåben. De kinesiske kolonner marcherede kun om natten, overholdt streng sløringsdisciplin og forblev, når deres marchmål var nået, i skjul under tag i landsbyer. Observation fra luften så intet til disse troppebevægelser i stor stil, civile flygtninge sagde ikke et ord derom. „ Den kinesiske kommunisthær var et spøgelse, der ikke kastede skygge. Dens største hemmelighed — dens styrke, opmarch og hensigter — var forblevet fuldkommen skjult“ . Den 30. nov. havde kineserne drevet en dyb kile ind mellem 8. armé og 10. korps samt opnået forbindelse med de nordkoreanske guerillastyrker nordøst for Pyongyang. Kommunisternes offensiv fortsattes med mellemrum til midt i februar 1951. UN-styrkerne var da drevet helt ud af Nordkorea og et godt stykke syd for Søul. Om kineserne standsede af forsyningsmæssige grunde eller som følge af UN-troppernes modstand, synes ikke klart. Da derefter sidstnævnte forsigtigt gik til modangreb, rømmede kineserne uden kamp Søul og gik tilbage til nord for 38. breddegrad. Det kunne se ud, som om de ville demonstrere, at de dermed havde nået deres mål. Kampen blussede senere op igen — men da var Mac Arthur ikke mere „U nited Nations Commander“ .

Trium fen ved Inchon-operationen og de højspændte forventninger, som knyttedes til ,.Home by Christmas“ -offensiven, var forvandlet til bitter skuffelse. Det måtte naturligvis give sig udslag både i k ritik af ledelsen og i diskussioner i USA, i U N og blandt USA’s europæiske allierede om de konsekvenser, der burde drages af omslaget i krigslykken. Herom i de følgende afsnit.

8. Mac Arthurs indberetninger og forslag — Joint Chiefs nye direktiver — Kritik af Mac Arthur.

I et telegram af 3. dec. til Joint Chiefs anførte Mac A rtbur som årsag til nederlaget bl. a. forbudet mod luftangreb på mål nord for Jalu og søstridskræfternes ringe indvirken på operationerne, der havde formet sig som en næsten ren landkrig. Kineserne havde, hævdede generalen, sat 26 divisioner ind, og yderligere 200.000 mand stod rede til at kastes ind i kampen. De kinesiske tropper var alle „friske, godt organiserede, fortrinlig t uddannede og udrustede samt øjensynligt i top-kondition“ . U N ’s landstridskræfter var derimod „åndeligt udmattede og fysisk slået ud“ . Fortsat slid på dem kunne føre til deres tilintetgørelse. Nye politiske beslutninger og strategiske planer var nødvendig i denne situation, hvor „hver time ser fjendens styrke forøges og vor formindskes“ . Denne pessimistiske rapport bragte spørgsmålet om evakuering af UN-hæren fra Korea på bane, og muligheden heraf skal have været overvejet både i Mac Arthurs hovedkvarter i Tokio og i Washington. Generalen har siden hævdet, at det aldrig havde været hans mening, og det er rigtigt, at det var Joint Chiefs, der først anvendte ordet „evakution“ — men det var en nærliggende konsekvens af generalens telegram af 3. dec.

I en instruktion af 29. dec. meddelte Joint Chiefs Mac Arthur, at man ikke ville sætte større landstyrker ind i Korea, at det måske kunne blive nødvendigt at evakuere UN-styrkerne til Japan, men at et heldigt gennemført forsvar i en eller anden stilling i Korea af både politiske og militære grunde var af stor national interesse, „hvis det kunne gøres uden alvorlige tab“ . (En ikke videre klar instruktion, der stillede generalen i en lignende situation som de Meza ved Dannevirke i 1864). General Mac A rthur udbad sig da også straks, den 30. dec., mere klare direktiver og redegjorde for de forholdsregler, som han anså for nødvendige, hvis en evakuation skulle undgås og sejren sikres. Generalen foreslog følgende:

— Blokade af Kinas kyst.

— Luftbombardement af Kinas industrielle anlæg, kommunikationsnet, forsyningsdepoter og troppesamlingssteder, samt

— Anvendelse af Chiang Kai-sbeks hær til bl. a. invasionsforetagender på det kinesiske fastland.

Joint Chiefs tog den 9. jan. 1951 afstand fra alle tre foranstaltninger og henviste Mac A rthur til at forsvare sig i Korea, så godt det med de rådige styrker lod sig gøre. Hvis generalen skulle anse en evakuation for nødvendig for at undgå alvorlige tab af personel og materiel, skulle UNtropperne trækkes tilbage til Japan, idet Japans sikkerhed og bevarelsen af hæren var hans vigtigste opgave. Mac A rthur forblev utilfreds, men et af Joint Chiefs den 12. jan. udsendt længere memorandum mente han at kunne tyde således, at hans næmeste foresatte i realiteten tiltrådte de i hans telegram af 30. dec. foreslåede tre foranstaltninger. Altså atter: uklare direktiver fra oven og en feltherre, der er mere end v illig til at tyde disse direktiver efter sit eget hoved. Præsident Trunian understregede overfor generalen ønskeligheden af fortsat modstand i Korea. Generalerne Collins og Vandenberg aflagde den 12.— 17. jan. besøg ved UN-hæren og vendte hjem beroliget med, at den værste krise syntes overstået.

General Mac Arthur havde for anden gang i denne krig taget en stor risiko, men denne gang havde han tabt. Han havde bedømt fjendens hensigter og kampkraft forkert, og han havde i nogen grad handlet mod ånden i sine foresattes direktiver. Generalen blev hårdt angrebet af visse dele af pressen, og det gik så vidt, at Mac Arthur, som efter Inchon var blevet fejret som et m ilitært geni, nu blev frem stillet som en militæ r umulighed. Selvfølgelig kunne et enkelt nederlag — hvor alvorligt det end var — ikke udslette den berettigede berømmelse, han havde vundet gennem talrige sejre. Mac Arthurs ry som en feltherre af rang var grundfæstet nok, og han kunne have taget angrebene ganske overlegent. Men han var meget forfængelig og forvænt af en virak, der til tider gik over alle grænser. Han ville være fe jlfri, troede måske selv, at han var det, og hans overfølsom overfor kritikken, som også skød langt over målet, fik ham til at optage diskussionen, idet han dels søgte at bagatellisere nederlaget, dels søgte at kaste ansvaret over på sine civile og militære foresatte i Washington, som forøvrigt heller ikke kunne sige sig fri for nogen skyld i ulykken. „Home by Christmas offensiven“ havde, forklarede Mac A rthur nu, kun været en „rekognoscering“ , der havde nået sit mål: at afsløre kinesernes opmarch og hensigter. H e rtil bemærker Spanier træffende, at in ­ gen general foretager en rekognoscering med hele sin armé. I de sidste novemberdage og i begyndelsen af december fremkom en række udtalelser af general Mac A rthur som communiqueer eller som interviews med pressefolk. H eri forsvarede han dels sin strategi, dels begrundede han nederlaget med de begrænsninger i handlefriheden, som var pålagt ham af foresatte myndigheder i Washington. Som en særlig uheldig begrænsning nævnede generalen forbudet mod at benytte flyvevåbnet til angreb på de kinesiske forsyningslinier i Manchuriet. Præsident Truman blev meget forbitret og udsendte den 6. dec. to direktiver, der bestemte, at taler, meddelelser til pressen eller andre udtalelser vedrørende udenrigspolitik eller militæ r politik ikke måtte offentliggøres, før de var godkendt af „State of Defense Department“ . Endvidere blev det pålagt militæ re chefer m. fl. at udvise den yderste forsigtighed, når de udtalte sig offentligt, og at afholde sig fra at give meddelelser til dagblade, magasiner m. v. om militæ re og udenrigspolitiske spørgsmål. Dette var øjensynligt først og fremmest møntet på general Mac Arthur, hvis hele stilling utvivlsomt var svækket.

9. Indrepolitiske brydninger i USA — Fredsaktioner fra UN, USA’s allierede og neutrale — Ændret politik i Østasien.

Valg i november reducerede demokraternes flertal i senatet fra 12 til 2. Republikanernes fører, senator Taft, fandt et godt middel til kapring af stemmer i at angribe den demokratiske præsidents og regeringens udenrigspolitik. Hovedangrebet rettedes mod udenrigsminister Acheson. Man forlangte hans afgang og angreb demokraternes udenrigspolitik lige fra Roosevelts på Teheran- og Jalta-konferencerne til Trumans på Potsdamkonferencen og overfor Chiang Kai-shek. Stærke angreb rettedes mod regeringens Europapolitik, mod den økonomiske og militæ re hjælp til NATO-lande. USA burde ikke indlade sig på deltagelse i landforsvar af Vesteuropa og ikke sende flere divisioner til Europa end de til besættelse af zonen i Vesttyskland strengt nødvendige. Man burde ikke udfordre Rusland til en landkrig. Senator Taft forlangte, at regeringen, der ikke syntes at være bange for at risikere en verdenskrig i Europa, skulle føre en lige så fast politik i Østasien. Han støttede Mac Arthurs krav om bombeangreb mod m ål d Manchuriet om blokade af Kommunistkina og om ikke at hindre Chiang Kai-shek i invasionsforetagender på fastlandet. Den udenrigspolitiske debat viste, at der i USA var en stærk opposition mod regeringens standpunkt: at Europa var hovedfronten. Republikanerne havde fuld t og helt sluttet op bag Mac Arthur, og dette undlod ikke at øve sin indflydelse på regeringen.

Im idlertid blev Truman/Aoheson samtidig fra anden side udsat for pres i modsat retning. Muligheden af, at krigen kunne blive udvidet til at omfatte Kinas fastland, havde vakt den største bekymring blandt Vesteuropas NATO-lande. Det kunne i værste fald føre til en ny verdenskrig, og det ville i alle tilfælde binde store amerikanske militære, økonomiske og materielle kræ fter i Østasien og derved svække den hjælp og støtte, som nu kort efter den sidste krig var så påtrængende nødvendig for Vesteuropa. Ængstelsen blev øget ved en udtalelse af Truman den 30. nov., der kunne tydes, som om man havde under overvejelse at bringe atombomben til anvendelse. Den 2. dec. ankom den engelske premierminister Attlee til USA for på Englands og Frankrigs vegne at drøfte problemerne. Attlee’s standpunkt kan kort udtrykkes således: Ingen verdenskrig for Koreas skyld. Han havde her fuld tilslutning fra Churchill, der som leder af oppositionen i parlamentet bl. a. havde udtalt, at Soviets plan øjensynligt gik ud på at få USA og U N så dybt som m uligt engageret i Kina for derved at forhindre opbygningen af N A T O ’s defensive styrke i Europa. Det gjaldt derfor om hurtigst m uligt at få situationen i Østen stabiliseret, „fo r det er i Europa, verdens skæbne skal afgøres, dér er den dødelige fare“ . De engelske statsmænd så ret optimistisk på Kina, hvis kommunisme havde en noget anden karakter end i andre kommunistlande, Kina kunne ikke anses for at være en „Soviet-satellit“ . England/Frankrig gik altså i virkeligheden ind for „M ao tse-Tito“-politiken. Man skulle derfor anerkende Mao’s regering som fastlands-Kinas lovlige regering og optage Kommunistkina i UN . England så også ret forstående på Kinas indtræden i krigen. „Den kinesiske aktion i Korea var hverken værre eller bedre end, hvad enhver anden stormagt havde gjort under lignende omstændigheder“ — den var resultatet af en uklog amerikansk politik. I det engelske arbejderparti påstod man, at det var Mac Arthur, der ved sin „Home by Christmas“ -offensiv havde provokeret det kinesiske angreb.

Denne påstand blev indirekte støttet af Ghurchill, der udtalte, at det havde været hans håb, at Mac Arthurs offensiv var standset ved „flaskehalsen“ (formentligt linien Anju-Hungnam). Englands standpunkt fandt støtte hos Indien og de arabiske stater. „V i asiater“, sagde Nehru, „har bedre betingelser for at forstå, hvad befolkningerne i andre asiatiske lande som Korea, Kina og Indokina virkelig har fornoden“ . Neiliru hævdede endvidere, at Koreaprohlemet ikke burde ordnes uden Kommunistkinas medvirken, og han fandt her tilslutning både hos Stalin og hos England. Resultatet var, at de europæiske NATO-magter, ledede af England, og Indien med den arabiske blok mider Indiens førerskab forenede deres bestræbelser i et forsøg på at få en ende på krigen ved at forsone Kommunistkina. Forslaget, der den 14. dec. blev vedtaget, gik ud på følgende: Der skulle optages forhandlinger mellem USA, England, Sovietrusland og Kommunistkina for ad fredelig vej at ordne problemerne i Det Fjerne Østen. Kampene skulle straks indstilles, og en 3-mands gruppe skulle begive sig til Peking (!), for at forhandle. Kina var im idlertid på det tidspunkt midt i sit sejrsløb. Udenrigsminister Chou En-lai stillede derfor krav om, at alle UN-tropper skulle trækkes bort fra Korea, før man ville indlade sig på forhandlinger. E t nyt forsøg, fremsat den 11. jan. af tremandsgruppen, blev ligeledes afvist af Kina, der nu også krævede USA’s stridskræfter fjernet fra Formosa og Formosastrædet samt foreslog en 7-magtskonference afholdt på kinesisk territorium . England og Indien ønskede alligevel at fortsætte forsøgene, men USA stod fast på kravet om standsning af kampen forud for forhandlingerne.

Truman og Acheson var i dec. 1950 og jan. 1951 som klemt mellem to skjolde, på den ene side Mac Arthur og republikanerne i kongressen, på den anden side England/Frankrig, Indien og de arabiske stater. A t give efter for de førstnævnte kunne medføre N A T O ’s sprængning, ligesom det indebar faren for en verdenskrig. A t følge England og de neutrale i alt var det samme som at erkende Kommunistkina som sejrherre i K orea. Der måtte findes et kompromis uden sejrherrer og besejrede, thi det var givet, at heller ikke stormagten Kina kunne eller ville gå med til en fred, der gav det udseende af at være den besejrede. En sådan udvej -— og det var den politik, Truman/Acheson nu slog ind på — var følgende:

1) Korea: Stabilisering af fronten ved den 38. breddegrad, standsning af kamphandlingerne og forhandlinger med resultat: Status quo i Korea. 2) Formosa: USA ville ikke tillade, at øen faldt i hænderne på kommunisterne. Am erika sidestillede Formosa med Europa med hensyn til forsyninger og ydede Chiang og hans regering større økonomisk hjælp. 3) Kommunistkinas optagelse i UN: USA modsatte sig optagelsen og opfordrede U N til at erklære Kina for aggressor i Korea. Dette sidste blev 1. feb. 1951 vedtaget i UN. Hermed var „Mao-tse-Tito“ politiken likvideret. Koreakrigen havde for så vidt været en sejr, som USA og U N havde nået det oprindelige mål: at befri Sydkorea. USA havde holdt sit ord og vist sin evne til at hjælpe et lille land, der blev overfaldet. Men blændet af sejren ved Inchon havde U N sat sig det videre mål: at erobre Nordkorea og forene hele Korea til een demokratisk stat. Dette var mislykket som følge af Kommunistkinas indgriben — men også Kinas forsøg på at drive UN-tropperne ud af Sydkorea var strandet. USA stod som befrier og sejrherre i Sydkorea, Kina som befrier af og sejrherre i Nordkorea. Begge stormagter kunne således redde ansigtet ved en fred på basis af status quo i Korea.

10. Mac Arthurs afskedigelse — „Old soldiers never die‘‘ Trumans politik sejrer. A t general Mac A rthur under alt dette skulle forholde sig passiv, var mere, end man kunne vente. Da det i løbet af jan./feb. 1951 lykkedes ham at retablere fronten i Korea, fremkom han overfor sine foresatte med nye forslag. Hvis blot det blev ham tillad t at udnytte fordelene ved UN-styrkernes overlegne ildkra ft til lands og større m obilitet til søs og i luften, ville han kunne drive fjenden ud af hele Korea og tilfø je Kommunistkina et alvorligt militæ rt og politisk nederlag. Mac A rthur var her ikke, som han efter memorandum’et af 12. jan. forudsatte, i overensstemmelse med præsident Trumans militære rådgivere: Joint Chiefs of Staff. Joint Chiefs synspunkter kan — på grundlag af hvad der fremkom gennem afhøringerne i den senere omtalte undersøgelseskommission — sammenfattes i følgende: UN-tropperne kunne vel ved hjælp af deres overlegne krigsmateriel — flyvevåben, napalm m. v. — tilfø je kineserne store personelle tab og vel også drive dem helt ud af Nordkorea. Men Kina ville ikke kapitulere, fordi dets hære var tvunget tilbage over Jalufloden. H eller ikke kunne luftbomhardementer i Manchuriet og på det øvrige kinesiske fastland tvinge Kina til fred. For at nå dette mål, måtte man foretage en invasion med store landstyrker dybt ind i Kina. Chiang Kai-sheks tropper kunne ikke løse opgaven — de var ikke egnede til offensive foretagender og i det hele taget ikke meget værd i kamp mod deres landsmænd på fastlandet. A t regne med oprør mod Mao’s regering var urealistisk. USA’s europæiske allierede ville sikkert nægte deres medvirken og antagelig trække sig ud af krigen, sammenholdet i N A T O ville være i fare. En invasion i Kommunistkina måtte altså foretages af USA’s egne landstyrker. A t det ville blive et foretagende i meget stor stil og strække sig over meget lang tid, det viste erfaringerne fra japanernes årelange felttog i trediverne, som tiltrods for indsættelse af millionhæ re og besættelse af meget store dele af Kina ikke havde ført til målet. Men som følge af den efter 2. verdenskrig foretagne store nedskæring af hæren ville det tage år for USA at stille sådanne styrker på benene, og det ville for lang tid binde alle USA’s landmilitære kræfter og hoveddelen af dets luftstyrker for ikke at tale om de maritime kræfter, som af hensyn til forsyningerne måtte sættes ind på foretagendet. Og det var netop, hvad hovedmodstanderen Rusland ønskede: at få USA’s militære, materielle og økonomiske kræfter mest m uligt engageret i Østasien for derigennem at svække N A T O ’s modstandskraft på hovedfronten i Europa. En langvarig landkrig på det kinesiske fastland ville derfor, som Ohiefs of Staf f s chairman, general Bradley udtrykte det, „involve us in the wrong war, at the wrong place, at the wrong time and with the wrong enemy“ . Men for general Mac A rthur var krigen i Østasien „the right war, at the right place, at the right time and above all else with the right enemy“ . Generalen mente gennem 14 års uafbrudt ophold i Østen at have alle betingelser for at vurdere situationen. Han mente som i sin tid englænderne i Indien, at europæere (i dette tilfælde amerikanere) ikke måtte gå tilbage overfor asiater, ikke engang et remis var tilladeligt. Krigen skulle derfor føres med fasthed og beslutsomhed og uden mindste tegn på svaghed. Naturligvis var generalen i sin gode ret til at gøre både sine militære og politiske synspunkter gældende overfor sine foresatte: Joint Chiefs og præsidenten. Men så tog han et skridt, som gjorde fortsat samarbejde umuligt.

E t brev af 19. mar. 1951 fra general Mac A rthu r til en af republikanernes førere, Joseph Martin, blev af denne den 5. apr. offentliggjort i pressen. H eri udtrykte Mac A rthur sin misfornøjelse med, at krigen skulle begrænses til Korea. Han gik ind for at lade Chiang Kai-shek oprette en anden front på fastlandet. Krigen i Asien måtte føres med beslutsomhed og ikke med halve forholdsregler. Asien og ikke Europa havde prioriteten i „Kremis forsøg på absorption“ . „H vis vi taber krigen i Asien, er Europas fald uundgåeligt“ . Med andre ord, Mac A rthur betegnede den amerikanske regerings og Joint Chiefs strategi og politik som forkert. Generalen spillede bag præsidentens ryg under dække med oppositionen i kongressen. Dette var mere, end USA’s præsident og „Commander in Chief“ kunne finde sig i. Ørnen kunne ikke have to hoveder. Præsidenten havde valget mellem at underkaste sig under generalens vilje eller at afsætte ham. Den 10. apr. 1951 handlede Truman „med det handlingens mod, som aldrig syntes at svigte ham i en kritisk situation“ . Han afskedigede general Mac Arthur fra alle hans kommandostillinger: United Nations Commander, United States Commander in Chief, Supreme Commander for the A llied Powers in Japan og Commanding General United States Army Far East. Mac A rthur faldt, fordi han havde været ulydig overfor præsidentens direktiver af 6. dec. om ikke uden tilladelse offentligt at udtale sig om militære og politiske spørgsmål, fordi han var optrådt som nationens talsmand i udenrigspolitik, hvilket tilkom præsidenten, og fordi han var modstander af at begrænse krigen til Korea. Det sidste havde han selvfølgelig lov til at være — men som både general Collins og Acheson gav udtryk for: Mac A rthur havde en gang tidligere handlet i strid med den af regeringen ønskede politik. Måske ville han gøre det en gang til og med endnu alvorligere følger.

„E n stor soldats og statsmands tjeneste for sit land havde fundet sin afslutning“ , skriver Spanier. For soldaten Mac A rthur er betegnelsen „stor“ korrekt, og den vældige hyldest, der slog ham imøde ved hans hjemkomst til USA, gjaldt først og fremmest sejrherren fra verdenskrigen og fra Inchon. Under hjemrejsen hyldedes generalen af 100.000 mennesker på Hawaii, af en halv m illion i St. Francisko. I Washington lufthavn, hvor forsvarsminister M arshall og Joint Chiefs var mødt op, brød den begejstrede mængde gennem afspærringen. I New York skal 71/? m illion have hyldet ham, d. v. s. det dobbelte af menneskemængden ved Eisenhowers trium ftog. Og amerikansk ville det ikke have været, hvis ikke Mac Arthur ved en sportsopvisning var blevet modtaget med kanonsalut, i en tale havde prist „base ball“-spillets betydning for dannelsen af amerikanerens karakter og sluttelig var marcheret ud til tonerne af „O ld soldiers never die“ . „O ld soldiers never die, they just fade away“ , disse ord brugte generalen selv i slutningen af den tale, som han — præget af sin stærke karakter, dybe overbevisning og urokkelige selvtillid — holdt, da han fe jredes i repræsentanternes hus. Utvivlsomt fortjener soldaten Mac Arthur en plads ved siden af USA’s andre store feltherrer: Washington, Lee, Grant, Sherman, Stonewall-Jackson. Som statsmand bør general Mac A rthu r mindes som Japans virkelige hersker i næsten 6 år. Det mest talende vidnesbyrd om hans indsats her er den hyldest, som Japans kejser og Tokios befolkning gav ham ved hans afrejse som privatmand den 16. apr. 1951. Mac Arthurs politiske syn på Østasien og dets frem tid betegner Spanier som en noget „apokalyptisk vision“ . Hans udtalelser om de billioner af mennesker, der vil bestemme historiens forløb i de næste 10.000 år, bringer kejser Wilhelm s ord om „den gule fare“ i erindring og falder i tråd med feltmarskal Wolseleys spådom om, at kineserne kun behøver en Peter den Store eller en Napoleon for at blive „the great coming rulers of the world“ . „De har“, skrev Wolseley i sine i 1903 udgivne erindringer, „alle de egenskaber, som kræves af en god soldat.“ . Og han kunne tænke sig, at det sidste store krigerske opgør på jorden ville blive mellem kineserne på den ene side og amerikanerne på den anden.

Jævnsides med hyldesten til Mac Arthur fulgte naturligvis angreb på præsident Truman og udenrigsminister Acheson. Den republikanske politiske komié udsendte et manifest, hvori der bl. a. spurgtes, om „Truman — Acheson — Marshall triumviratet“ forberedte et større „M ünchen“ i Asien. Repræsentant M artin rejste spørgsmålet om eventuel anklage. Hvad en mand som senator Mac Carthy tillod sig at sige, var skandaløst. Fra provinserne strømmede protestadresser ind. E t sted brændte man Truman in effigie. Truiman og Acheson gjorde det eneste, der var at gøre: de ventede, til stormen havde lagt sig, Republikanernes krav om en undersøgelse af regeringens politik i Det Fjerne Østen blev imødekommet. Undersøgelseskomitéen begyndte sine møder den 3. maj 1951 med general Mac A rthur som første vidne. Spanier behandler denne „Investigation“ ret udførligt, og hans kommentarer hertil er meget læseværdige. A t komme nærmere ind derpå ville dog i høj grad blive en gentagelse af det foranstående. Om resultatet siger Spanier, at „this investigation“ viste mange amerikanere, at måske havde Mac A rthur alligevel ikke ret, medens andre tog det fremkomne som et bevis på, at han havde haft ret hele tiden. Præsident Truman havde aldrig været en politisk stærk mand. Han formåede derfor ikke selv at få gennemført den afslutning på krigen i Korea, som han og Acheson sidst havde planlagt. Men i 1953 optog og gennemførte en stærkere mand, præsident Eisenhower, netop den politik, som Truman var gået ind for — og det til trods for, at Eisenhower var valgt af Trumans argeste modstandere, republikanerne. Dette var Trumans og Aoliesons stilfærdige trium f. Men afslutningen på Koreakrigen løste ikke problemerne i Østasien. Det delte Korea bør ikke være den endelige ordning, lige så lid t som det delte Tyskland bør være det i Europa. Formosaproblemet er til dato ikke løst — og det turde vel være et spørgsmål, hvem der har den største ulempe at trækkes med: Kommunistkina, der må undvære øen, eller USA, som har bekostningen og besværet med på ubestemt tid at skulle forsyne og dække Chiang Kai-shek. Kan man således sige, at Korea og Formosa foreløbig er endt med et remis, så kan kommunismen i Østasien — eller ret beset måske korrektere: stormagten Kina — på et par andre fronter notere betydelige sejre. I efteråret 1950 (altså midt under Koreakrigen) besatte kinesiske tropper dele af Tibet, uden at der — bortset fra nogle spagfærdige protester — blev gjort noget for at forhindre det. Denne erobring af det for herredømmet i Asien så betydningsfulde Tibet er siden blevet fuld ­ ført, og Kina har endda i 1959 strakt sin hånd ind over indisk territorium. A lt sammen er det blevet mødt med protester, men de er så virkningsløse. Den anden sejr, kommunismen kunne notere, var den sejrrige afslutning af den varme krig i Indokina i 1954. Det, kan naturligvis siges, at kommunismen ikke er slået igennem overalt, hvor den har forsøgt det i Østasien, for blot at nævne Malaya og Laos — men det drejer sig jo kun om afslåede angreb. En virkelig sejr med tilbagegang for kommunisterne i Østasien, hvor de frie nationer erobrer et af en kommunistisk magt behersket område, er der ingen eksempler på — og det kan der heller ikke blive, så længe de frie nationer holder sig til den rene defensiv. Og den kolde krig fortsætter.

W. E. O. Lawaetz.