Fra Kaptajnløjtnant Kjær Kristensen ved Prinsens Livregiment, der gør tjeneste ved Infanteriskolen, har vi modtaget nedenstående betragtninger. De taler for sig selv og har sikkert bud til mange.
Overalt, livor mennesket af vor tid støder på civilisationen, mødes det med kravet om at være virksomt og effektivt i en målestok, tidligere generationer ville have forsvoret. Udviklingen liar således bevirket, at dette krav for mange — bevidst eller ubevidst — er blevet drevet til det yderste. Men i erkendelse af, at valget står mellem undergang og udslettelse eller at opfylde kravet, bøjer vi os lierfor. Dette er vilkårene for alle udviklede nationer og for ethvert individ inden for disse, og det gælder såvel på det økonomiske og det politiske område som på det militære. Im idlertid er der en væsentlig forskel mellem det civile liv og det militæ re desangående, idet manglende effektivitet i førstnævnte — specielt på grund af konkurrencen — normalt ret hurtigt v il vise sig på en særdeles kontant måde, medens samme mangel på det militæ re område er langt mere vanskelig at registrere og tilm ed langt farligere. Risikoen, for at manglende militæ r effektivitet først afslører sig på et tidspunkt, hvor det i realiteten er for sent, eksisterer således permanent. Dette forhold bevirker blandt andet, at befolkningens tillid til forsvaret mere må basere sig på tro end på konstaterede kendsgerninger og viden, og det medfører endvidere, at enhver af forsvarets personel om ikke over for sig selv så i hvert fald over for den befolkning, der bærer nationens forsvarsudgifter, og over for nationens frem tid som sådan uafladeligt er forpligtet til at være opmærksom på og vagtsom over for manglende effektivitet. Det må derfor ikke blot betragtes som en ret, men som en meget vigtig pligt for enhver militærperson at gøre foresatte militæ re eller civile myndigheder opmærksomme på evt. brist heri. Mangt og meget kan i dag snige sig ind i den militæ re chefs tankevirksomhed, og mangt og meget kan i dag lægge beslag på hele hans kraft, uden at det i virkeligheden er dette værdigt, og der kan under de givne vilkår opstå mange forhold, imod hvilke øjet kan stirre sig blindt. Derfor er det så meget mere nødvendigt for en militæ r leder, at han oftere end nogen anden gennem nøgtern overvejelse søger at gøre sig klart: hvad det hele egentlig drejer sig om, eller sagt med andre ord: at finde frem til det væsentlige, at få dette indrangeret i rigtig rækkefølge og at skyde alt andet i baggrunden. Dette lyder meget nemt og ligetil, men i praksis kan det som bekendt volde besvær, og der viser sig da også vidt forskellige opfattelser af, hvad der er af primær, og hvad der er af sekundær betydning. Det kan således eksempelvis være fristende at betragte ildkraften og dens præcision som det altafgørende; og det kan være al ære værd at gøre sit yderste for at skabe good-will om tjenesten og dermed forsvaret; men derved kommer andre faktorer så som føring, taktisk og teknisk skoling, disciplin og moral let til at føre en kummerlig tilværelse. Den fællesnævner, hvorimod alle militæ re anstrengelser nødvendigvis må samle sig — maksimum af effektivitet og kampkraft — kan således, uden at det aldeles er tilsigtet, risikere at blive tilsidesat til fordel for enkelte mere eller mindre betydningsfulde faktorer. V el er ildkraften af afgørende betydning, men den kan så afgjort ikke stå alene, hvilket ej heller tidssvarende materiel, taktisk og teknisk kunnen, disciplin eller forsvarsvilje kan. Derfor indebærer en styrkelse af et enkelt eller enkelte af sådanne efterstræhelsesværdige begreber kun brudstykker i en mosaik, der må og skal sættes sammen ikke blot inden for enhver militæ r enhed, men også inden for enhver nation, der i forsvarsøjemed ønsker at frembringe størst mulig virkning af de til rådighed stående personelle og materielle ressourcer. Der, hvor hensynet til effektivitet og kampkraft sættes i højsædet, v il tilm ed en lang række problemer i og om de væbnede styrker være løst af sig selv. Først på prøvelsens dag v il også det danske forsvar blive stillet over for den såkaldte civilisations ubønhørlige spørgsmål: enten— eller. A t kunne give et klart og utvetydigt svar herpå må i den foreliggende situation være alle positive politiske som militæ re kræfters drivende motiv.
G. Kjær Kristensen.
