Log ind

Fra udlandet 1945 - 3

#

Eksempler paa Kampvognstaktik. Under Kampen ved Sbeiitha i Tunis 1943 havde Tyskerne opstillet deres 88 mm Panserartilleri skjult bag en lav Højderyg og sendt deres Kampvogne frem for at lokke Amerikanerne til at angribe. Listen lykkedes. Sherman Tankene brød frem i Kampformation, men da de var naaet ind paa virksom Skudafstand for de 88 mm Kanoner, drejede de tyske Kampvogne pludseligt ud til Siden, og Panserartilleriet kørte frem til aaben Skydning. U dsat for dets voldsomme Granatild brød det am erikanske Angreb fuldstændig sammen med et Tab af 70 Tanks. Det samme Trick havde Tyskerne kort Tid forinden anvendt mod Englænderne og ligeledes med ødelæggende Virkning. Tredje Gang, ved Medjez, ogsaa over for Englænderne, mislykkedes det. Det tyske Panserartilleri stod ogsaa her bag en Højderyg med Kampvognene i den foranliggende Lavning. Den engelske Fører var imidlertid paa det rene med, at i samme Øjeblik, hans Churchill Tanks brød frem over den Bjergkam , bag hvilken de stod, vilde Tyskernes Panserartilleri, som han formoderle skjult i Terrainet, aabne Ilden mod dem, samtidig med at de tyske Kampvogne nedefra skød mod deres Bund. Han sendte derfor et P ar af sine Tanks saa langt ud til Siden, at man fra dem kunde se det tyske A rtilleri. Disse Tanks dannede da en frem skudt, bevægelig Observation for det engelske A rtilleri, som nu aabnede Ilden. Under Kampen blev et stort Antal tyske Kampvogne ødelagt.

(d’Arcy-Dawson: Tunesian Battie).

Rusland. Ud over det A rtilleri, der indgik i Fodfolksregimenter, Divisioner og Armekorps, frem stillede Russerne under Ledelse af M arskal Voronoff i 1941 og 42 et vældigt, selvstændigt A rtilleri. H vert af dettes Regimenter, der om fatter 2—3 A rtilleriafdelinger å 3 B atterier, har kun Skyts af een Type i Modsætning til Divisionsartilleriets blandede Afdelinger med 2 Kanon- og 1 H aubitsbatteri. Alle Led er motoriserede. Haubitsregim enterne er udruste-ile enten med 122 mm eller 152 mm m otortrukne H aubitser, Kanonregimenterne h ar enten 122 mm m otortrukne Kanoner eller 152 mm pansrede Kanoner paa motoriserede Lavetter. Disse 152 mm Kanoner har en Skudvidde paa 17 km og kan foruden til indirekte Ild ogsaa anvendes til direkte Skydning som Stormpiecer. B atteriet bestaar af kun 2 Piecer, medens alle andre B atterier har 4. Panserværnsregim enterne h ar 76 mm pansrede Kanoner paa motoriserede Lavetter; de synes nærm est at kunne karakteriseres som Storm artilleri. G ranatkasterregim enterne har 12 cm G ranatkastere. Raketkasterregim enterne har enten R aketkastere med 35 Piber for 6 kg Projektiler med 6 km Skudvidde eller Raketkastere med 16 Piber for 25 kg Projektiler med 9 km Skudvidde. A rtilleribrigaderne bestaar af enten 2 Regimenter paa 3 Afdelinger eller 3 Regimenter paa 2 Afdelinger, saa at hver Brigade kommer til at om fatte 6 Afdelinger med sammenlagt 18 B atterier. I Brigaden indgaar som Regel Regimenter af samme Slags, i Haubitsbrigaden dog baade 122 mm og 152 mm Haubitsregim enter. Artilleridivisionen bestaar af 4 eller 5 A rtilleribrigader samt Forsyningsafdeling.

(Sv. krigsv. acad. handl. o. tidskr. 3/9 45).

Anmeldelser

Ene Mand mod Gestapo. Oberst Paludan-Miillers heltemodige Kamp i Graasten. Af Sven Sabroe. — Gyldendal. Kbhvn. 1945. — Kr. 4,75. »Militært Tidsskrift« har bedt mig anmelde denne Bog. Jeg følger gerne denne Opfordring og finder det saare ønskeligt, at den kommer til fyldig Omtale for Tidsskriftets Læsere. Selv om Oberst Paludan-Miiller ikke ved sin Død stod direkte knyttet til Hæren, saa var han udgaaet fra denne, og i Hæren har han udført en mangeaarig og fortjenstfuld Virksomhed. Jeg ved, med hvilken Interesse og Kærlighed han til sin Død omfattede Hæren og Landets Forsvar, og vi, paa vor Side, regnede ham stedse som en af vore egne, og det kan med Vished siges, at var han forbleven i Hæren, saa vilde han have naaet de højeste Poster inden for denne, saa vist som han var en fremragende Officer med en ypperlig Uddannelse, baade geled- og generalstabsmæssig, med usædvanlige Soldaterog Chefsegenskaber, med rige Evner og sjældne Karakteregenskaber. Efter hans eget Valg faldt den senere Del af hans Løbebane udenfor Hæren, men hvor han virkede, stod der Respekt og Anseelse omkring ham, og Hæren vil være stolt af i en lang Aarrække at have haft denne Mand inden for sine Rammer.

I April—Maj Maaned 1944 afholdtes (saaledes som det havde været Skik i en Aarrække) i København et Kursus for ca. 20 yngre Grænsegendarmer. Gendarmerichefen, Oberst Paludan-Miiller, plejede stedse at komme til Stede ved Afslutningen af dette Kursus, og undertegnede Anmelder af Redaktør Sabroes Bog skrev til Obersten og bad ham om som altid før at gæste mig, naar han ved denne Lejlighed kom hertil. I et Brev, dateret den 19/4 1944, svarede han mig bl. a. følgende: »Desværre kommer jeg ikke til København i Aar, jeg vil ikke derover. Det er nemlig saa sandsynligt, at der netop i sidste Halvdel af Maj vil ske store Begivenheder, at jeg ikke tør forlade min Post. Selv om det lyder pralende, saa mener jeg dog at turde sige, at det passer i nogen Grad, at »Grænsegendarmeriet, det er mig«, i alt Fald, naar der er Tale om ekstraordinære Dispositioner.« Hvilken Viden eller hvilke Formodninger, der laa bag Oberstens profetiske Ord om, at der i sidste Halvdel af Maj 1944 vilde ske store Begivenheder, ved jeg ikke, men han skulde jo faa i sørgelig Grad Ret. Det formede sig saaledes, at nævnte Kursus afsluttedes den 26/5 1944, altsaa netop den Dag, da Gestapo overfaldt og dræbte Obersten i hans Hjem i Graasten. Var han efter Sædvane rejst herover for at overvære sine Gendarmers Afgangsprøve, var han maaske bleven bevaret for sit Land, sit Embede og sin Slægt. Men det skulde gaa anderledes. Nu faldt denne vort Fædrelands værdige Søn i heltemodig, selvudslettende Enekamp mod en mangedobbelt Overmagt af tyske Voldsmænd og Terrorister. Det er denne Kamp, som Redaktør Sabroe paa en fængslende og gribende Maade beskriver i ovnnævnte nylig udsendte Bog, i hvilken han tillige skildrer Oberstens Levnedsløb i store Træk og kommer ind paa at omtale en Række Afsnit og Begivenheder i hans Liv, hvorigennem hans sjældne menneskelige Egenskaber, klare Forstand, stærke, faste og redelige Karakter, usvigelige Retsind, fremragende Soldaterog Chefsegenskaber, Selvstændighed, Beslutsomhed og Handlekraft klarlægges og belyses. Forfatteren har ved denne Bog rejst Obersten et Æresminde, som man vil vide at sige ham Tak for. Bogens Kapitel I fortæller om Arrestationerne i Sønderjylland den 26/5 1944 og citerer de Fjernskriver-Depecher, der fra Graasten Politi denne Dags Formiddag indgaar til Rigspolitiet. Dermed er man midt inde i Begivenhederne. I Kapitel II gøres Læseren bekendt med Gestapos Ankomst til Graasten, hvorledes de Kl. 5,30 omringer Oberstens Hjem og forlanger Adgang til dette, og — da han nægter dem saadan Adgang — søger at tiltvinge sig den. Dermed er Kampen begyndt, thi den første Tysker, der trænger ind i Villaen, bliver skudt paa Stedet af Obersten, som derefter barrikaderer Døren, spærrer Trappen til 1. Etage og herfra med sin Karabin og Pistol optager Kampen mod Overmagten. I de følgende Kapitler beskrives denne heltemodige Kamp, og man læser om Sognepræstens (Pastor Hvidt) modige Indgriben for at redde Oberstens Hustru og Datter samt Husassistent ud af Villaen, om den tyske brutale Behandling af disse, samt om Præstens sidste Samvær med Obersten, der er rolig og fattet samt fast besluttet paa at kæmpe Kampen til Ende. Han ved, at han gaar Døden imøde, han tager fattet og rolig en gribende Afsked med sin Hustru og Datter, som han elskede over alt, og han fortsætter ene sin heltemodige, men selvsagt haabløse Kamp mod den overvældende Overmagt. Tyskerne har hidkaldt Forstærkning fra Aabenraa og beskyder Villaen med Maskingeværer og Maskinpistoler samt bekaster den med Haandgranater og Brandbomber, og det lykkes dem omsider at sætte den i Brand. Fra Villaens 1. Etage fortsætter Obersten Kampen; hans velrettede Skud dræber eller saarer adskillige af Angriberne. Kl. 8.30 menes det, at han har affyret sit sidste Skud mod sine Fjender, men Tyskerne vedblev desuagtet at skyde længe efter. — Forfatteren beskriver indgaaende denne Kamp, under hvilken Paludan-Müller i ca. 3 Timer kæmpede sin Enekamp mod Overmagten. Brandvæsenet tilkaldes, og langt om længe findes Oberstens Ligi Man fyldes af Harme og Foragt ved at læse om den uværdige Behandling, som Tyskerne gav deres faldne, heltemodige Fjendes jordiske Rester. Først efter gentagne Løftebrud fra tysk Side lykkedes det Oberstens Familie at faa hans Lig udleveret samt Tilladelse til at begrave det paa Snesere Kirkegaard i det Sogn, hvor hans Farfader og Fader havde været Præster, og som havde været hans Barndoms og Ungdoms lykkelige Hjem. Her blev Paludan-Müller da jordet den 1. Juni 1944 under overvældende Deltagelse, ganske uanset, at Tyskerne havde forlangt, at Begravelsen skulde foregaa i dybeste Stilhed. Aarsdagen efter hans Død, altsaa den 26. Maj d. A., afsløredes paa hans Grav en af Familien rejst smuk Mindesten, hvori findes indsat en vel lignende Portraitmedaillon af Obersten. Om alle disse dramatiske Begivenheder giver Redaktør Sabroes Bog en fyldig og fængslende Skildring, der øjensynlig er bygget paa et solidt historisk Grundlag. Forfatteren beskriver, hvilken voldsom Ophidselse og Harme, Tyskernes Overfald paa den højt ansete og saare afholdte Gendarmerichef fremkaldte hos den dansksindede Befolkning i Graasten, »Herrefolkets« brutale Forsøg paa at knægte de Udslag, denne Sorg og Harme gav sig (Butikslukning, Flagning paa halv Stang m. m.), Truslerne mod det stedlige Politi og mod Byens Indbyggere. Det fortælles ogsaa, hvorledes stedlige Hjemmetyskere paa den foragteligste Maade gik Gestapos Ærinde ved denne Lejlighed; men man maa haabe, at de ikke vil blive glemt. I Bogens senere Kapitler gives der en smuk og rammende Fremstilling af Paludan-Müllers Kærlighed til sit Barndomshjem, til Forældre og Søskende, om den Paavirkning, som blev ham til Del i dette kulturprægede Hjem, hvor Slægtens nære Tilknytning til dansk Poesi og til Digtning i det hele sad i Højsædet, en Paavirkning, som prægede ham for Livet. Selv havde han arvet sin Slægts Begavelse med Hensyn til Behandlingen af sit Modersmaal; han var i Besiddelse af digteriske Evner og havde let ved at finde smukke, rammende og fyndige Udtryk for sine Tanker. Han skrev ypperlige Breve med særprægede, djærve og humørfyldte Vendinger, som man glædede sig over at modtage. Jeg skylder ham for mit Vedkommende Tak for mangfoldige af saadanne Breve, som det har været mig kært at opbevare, og som jeg nu glæder mig over paany at kunne fremtage og gennemlæse. Livet paa Landet i den smukke sydsjællandske Egn vakte tidlig hans Sans for Naturen og Friluftslivet. Her lagdes Spiren til mange af hans senere saa levende Interesser. Han blev en ypperlig Sportsmand, en fremragende Rytter, Jæger og Lystfisker, en Elsker af Naturen, af sit Fædrelands Natur, hvad enten det nu var hans Barndomsegns Landskab, de skønne og idylliske Omgivelser, hvori han havde sit herlige og lykkelige Hjem i Graasten, eller det var de barske, aabne Egne vesterpaa langs Grænsen, hvor han færdedes paa sine ofte milelange Inspektionsture, eller paa de Jagtmarker, han herude i Tønderegnen havde lejet. Det var jo alt sammen hans Fædreland, og sit Fædreland elskede han over alt. Forfatteren fortæller om Paludan-Mullers Indtræden i og Virksomhed indenfor Hæren, om hans Udtræden af denne for at blive Landmand og om hans senere Overgang til Posten som Næstkommanderende ved Grænsegendarmeriet, hvis Chef han blev i 1934. Det er rigtigt, naar det siges, at han betragtede denne Chefspost og alt, hvad den indebar, som sin Tilværelses lykkelige Kulmination. Hvad Forfatteren skriver om hans glimrende Chefsegenskaber, hans Kærlighed til sit smukke Korps, hans levende Interesse for og Forstaaelse af dets Personel og dettes Beundring af og Kærlighed til dets Chef er smukt og .rigtigt skildret. Omtalen af Begivenhederne omkring 9. April 1940 er derimod ikke ganske korrekt. Forholdene (om hvilke der kan læses i den Betænkning til Folketinget, som nu er afgivet af den under 15/6 1945 nedsatte parlamentariske Kommission til Undersøgelse af politiske og militære Forhold omkring 9/4 1940) laa saaledes: Mellem Krigsministeriet og Finansministeriet forelaa siden 1906 en Overenskomst vedrørende Grænsegendarmeriets Opgaver og Samarbejde med Hæren under eventuel fjendtlig Overskridelse af Grænsen mellem Danmark og Tyskland. Paa Grundlag heraf var der i 1935 truffet Aftale om det Tidspunkt, da Korpset »under Mobilisering eller overhængende Krigsfare« skulde overgaa fra Finansministeriet til Krigsministeriet, og Korpsets Chef var bleven bemyndiget til ved direkte Forhandling med dette sidste at træffe Bestemmelse om, hvorledes Korpset skulde anvendes i Tilfælde af Krig. Om denne Anvendelse var det derefter i en hemmelig Instruks af 10/4 1937 bestemt, at det i Tilfælde af Grænseoverskridelse skulde yde den første Modstand, med Hæren opstillet tæt bag ved som Rygstød. Den 8. April 1940 ca. Kl. 13 indberetter Oberst Paludan-Muller til Finansministeriet om den meget alvorlige Situation ved Grænsen, og ca. Kl. 14.15 lader Ministeren telefonere til Obersten: »Hvad der end sker, maa Korpset ikke skyde, medmindre der gives det Ordre fra Krigsminiteriet i København.« Efter derpaa følgende Forhandlinger mellem de respektive Ministre fastlægges det, at Korpset i Tilfælde af Grænseoverskridelse fra tysk Side af væbnede Styrker ikke skal gøre Brug af Vaaben, men underrette de militære Myndigheder og efter Forholdene fortsætte Grænsetilsynet eller søge Styrken samlet bag de tilstedeværende Afdelinger af Hæren. Med disse Ordrer blev Oberst PaludanMiiller telefonisk gjort bekendt, hvorefter han udstedte Befalinger til sit Korps i Overensstemmelse hermed. Finansministeriets Motivering for (trods Generalstabschefens Protester) at forlange disse Bestemmelser gennemført var dels, at Hæren ikke som forudsat var opstillet bag Grænsen som Rygstød for Korpset, dels humanitære Grunde (Gendarmernes Alder, Familieforsørgere, 85 % over 42 Aar m. v.). Oberst Paludan-Miiller var fuldt klar over, hvad der kunde ventes fra tysk Side den 9. April 1940, thi hans Efterretningssystem fungerede udmærket, men han havde — idet han loyalt bøjede sig for den ham givne Ordre — ikke opstillet sit Korps til Forsvar af Grænsen, men til den mest mulig effektive Bevogtning af denne. Forfatteren omtaler Paludan-Mullers glødende Interesse for Folkeforbundstanken og skildrer, hvilke tjenstlige Vanskeligheder han kom ud for i Anledning af et af ham i »Heimdal« rettet Angreb af 3/9 1935 mod »Flensborg Avis«, der havde givet Udtryk for en nogenlunde ubetinget Tilslutning til Mussolinis dengang under Udvikling værende Angrebs- (eller Erobrings-) politik mod Abessinien. Netop Paludan-Mullers Tro paa og Forhaabninger til Folkeforbundspolitiken samt hans dybt krænkede Retsfølelse affødte dette skarpe Angreb mod »Flensborg Avis«. Sagen havde dog næppe faaet et for Paludan-Miiller saa alvorligt Forløb, saafremt ikke en kendt københavnsk Journalist i et af Hovedstadens Blade saa at sige havde provokeret den italienske Gesandt til diplomatisk Indgriben mod Paludan-Miiller, der nær havde mistet sin Stilling i denne Sags Anledning. Jeg har altid ment, at der blev faret urimelig haardt fiæm mod Paludan-Miiller ved denne Lejlighed, men et er i hvert Fald sikkert: Hans Aktion havde sit Udspring i baade Retsind og Klogskab, thi han saa klart, at hvad der her overgik Abessinien fra Faciststaten Italien, før eller senere kunde overgaa Nazitysklands smaa Nabostater. Jeg husker, at han engang i denne Periode sagde til mig: »Der er dog vel næppe en Gaardskarl i Europa, som ikke kan se, hvorhen vi glider, hvis der ikke snart sættes Bom for denne Udvikling.« Desværre var der mange »Gaardskarle«, som ikke kunde se det. Ved samme Lejlighed ytrede han (angaaende Hitler) : »Man bør ikke tro, at man kan gøre sig færdig med ham ved at kalde ham og betragte ham som Malersvenden. N ej! Han er Satan selv.« Paludan-Miiller havde en levende Interesse for udenrigspolitiske Forhold, og hans klare Forstand og usædvanlig sunde Dømmekraft gav hans Meninger Værdi og Udsyn. Vort Forhold til Tyskerne bedømte han i 1930-erne saaledes: Hvis Tyskland officielt vil anerkende vor nuværende Grænse og behandle det danske Mindretal Syd for Grænsen, som vi behandler det tyske Nord for denne, b e h ø v e r der ikke at være Fjendskab mellem dansk og tysk. At han mente anderledes efter 9. April 1940 er selvsagt, og det var disse Meninger, han gav Udtryk for ved den i Bogens Kapitel X omtalte Tale i Tønder i August 1943 ved Byens 750 Aars Jubilæumsfest, hvor han udtalte, at det, der skete den 9. April 1940, havde ødelagt et godt Forhold mellem Danmark og Tyskland mere end 200 Aar frem i Tiden. Ogsaa disse sande og retsindige Ord havde nær bragt Paludan-Miiller ud i tjenstlige Vanskeligheder. Han blev (saa vidt mig bekendt, og saa besynderigt det end lyder, paa Foranledning af en højtstaaende dansk Embedsmand i Sønderjylland) kaldt til København for at stande til Rette for sin Udtalelse, men heldigvis forstod Generaltolddirektøren at afværge det tilsigtede Attentat paa ham, og der skete ham intet ondt. Enhver god dansk Mand vil dog vist i Dag erkende, at Paludan-Miiller havde Ret, og at det var modigt og fortjenstfuldt at sige det. Paludan-Mullers faste, urokkelige Holdning i Spørgsmaalet om Gendarmeriets Deltagelse — eller rettere Ikkedeltagelse — i Jagten paa engelske (allierede) Krigsflyvere, der havde bjerget Livet ved Nødlanding eller Faldskærmsudspring, finder ligeledes Omtale og viser ham som den djærve, kernedanske Mand, han var. Han skrev i Januar 1943 herom følgende til m ig: »At fange engelske Soldater, der har kæmpet for Danmark, og aflevere dem til Tyskerne er, bortset fra den folkeretlige Side af Sagen, som er uhyrlig, en fuldkommen æreløs Handling.« Han gennemførte dette Standpunkt og gav — under sit personlige Ansvar herfor — sine Gendarmer bestemte Ordrer i Overensstemmelse hermed. I Bogens sidste Kapitel omtales Paludan-Mullers Jordefærd den 1. Juni 1944 paa Snesere Kirkegaard og herunder gengives de smukke, dybtfølte og sande Ord, som hans ældste Broder, Rektor Paludan-Miiller, udtalte om den afdøde — Ord, der vil finde Genklang hos enhver, der kendte Obersten, og vil give alle, der ikke har kendt ham personligt, et blivende Indtryk af den rigt udrustede, ædle, uselviske og heltemodige Mand, han var, en Mand, som Fædrelandet skylder Tak for den Daad, han øvede den 26. Maj 1944, for det Mod, han viste, og for det lysende Eksempel, han gav sine Landsmænd i Kampen mod tysk Vold og Terror. Hans Kamp og hans Død vil ikke blive glemt; det er Historie. Han vil blive mindet som en af sit Fædrelands gode — ja bedste — Sønner, og der vil staa Hæder om hans Navn igennem Tiderne.

Redaktør Sven Sabroe har ved sin Bog ydet et vægtigt Bidrag til Belysning af de Begivenheder og Forhold, der vil kranse Oberst Paludan-Miillers Gerning og Navn med Hæder, og vi skylder Forfatteren Tak derfor.

General major Jacobsen.

W i l h . M u n t e r R o l f s e n : F r a O s c a r s b o r g t i l H e g r a . Aschehougs Forlag. Oslo 1945. I et Forord redegør Forfatteren for Bogens Tilblivelse, idet han mener, at der under Krigen skete saa mange Ting i Norge, som de færreste havde Kendskab til, hvorfor det var nødvendigt at give en Fremstilling af Begivenhederne støttet paa Øjenvidneskildringer, Dagbøger og Rapporter. Dette saa meget mere som de tyske Beretninger, der fremkom om Krigen i Norge, var ensidigt tyskprægede. Forfatteren holdt en Række Foredrag i Sverige bl. a. for de dér uddannede norske Tropper, og da Stoffet efterhaanden blev tilstrækkeligt omfattende ved nye tilgaaede Oplysninger bl. a. fra aktive Kampdeltagere blandt Tilhørerne, besluttede Forfatteren at udgive Foredragene i Bogform. Forfatteren siger, at Bogen ikke er en fuldstændig Krigshistorie; saaledes er Kamphandlingerne paa Vestlandet kun delvis omtalt, medens Beskrivelse af de Forhold, under hvilke Kampene i NordTrøndelag og Nord-Norge foregik, helt er udeladt, da en saadan Beskrivelse kræver sin egen Bog. Paa Opfordring har Forfatteren fundet det rigtigt at omtale Navnene paa Krigsdeltagerne, saavel Befalingsmænd som menige, og trods det naturligt manglende Kendskab til de Personer, der nævnes, faar den danske Læser et mægtigt Indtryk af disse Kampe, Smaatræfninger eller Episoder, hvor ofte kun Patruljer eller Enkeltmand i deres Bestræbelser for at hindre den tyske Fremrykning gjorde det muligt at yde Modstand i 2 Maaneder overfor den tyske Overmagt. Efter en Omtale af de Varsler, der tydede paa Aktion mod Norge og Danmark, fortæller Forfatteren, at den norske Generalstab var i Beredskab den 8’ og Natten til den 9’ April. Om Eftermiddagen kom det alarmerende Rygte, at den tyske Flaade havde passeret Storebælt og noget senere en Melding, der gik ud paa, at en 60 km lang Marchkolonne stod Syd for den danske Grænse. I Stortinget holdtes Forhandlinger, hvori Forsvarsministeren, den kommanderende General og den kommanderende Admiral samt Stabschefen deltog, men Mobilisering blev ikke beordret. Divisionerne skulde holde Vagt paa Kontorerne. Om Aftenen var der som sædvanlig Mode i »Militære Samfund«et, hvor man blandt Medlemmerne var enige om, at Myndighederne havde gode Nerver. Om Natten ved 3 V2 Tiden blev der givet Ordre til Mobilisering, men da var det forsent, thi om Morgenen havde Tyskerne lagt Haanden paa de fleste norske Mobiliseringsdepoter. Forfatteren siger, at det sørgelige Resultat var, at Tyskerne havde narret ikke blot de norske Politikere, Stortinget, Regeringen og Generalstaben, men ogsaa Secret Service og England. Under Kampene omtaler Forfatteren udførligt Oscarsborgs Indsats. Den havde forlængst mistet sin militære Betydning, da den laa for tæt paa Oslo, og blev kun brugt til Uddannelse af Artillerister. Men trods Bestykningens Alder og Betjeningens Mangelfuldhed — ca. 300 Mand var lige indkaldte Rekrutter — lykkedes det Oscarsborgs Fæstning at nedlægge et saa stolt Vildt som den tyske Krydser »Bliicher«, der gik ned med det meste af sin Besætning. Læseren faar et levende Indtryk af Kampene om de norske Flaadestationer og Kystbefæstninger, hvor den tyske Flaade maatte erkende med blodige Tab, at Angrebet paa Norge var en eksempelløs, dristig Aktion, som kun kunde lykkes uden forudgaaende diplomatiske Forhandlinger som en Lynkrig mod en saa godt som intetanende Modstander. Den danske Læser tænker med Sorg paa, hvad Norge og Danmark kunde være blevet sparet for af Blod og Taarer, hvis ikke falske Profeter i Aarene forud havde prædiket deres selvopgivende Pacifisme. Forfatteren giver derefter en god og fyldig Beskrivelse af Forholdene i Oslo, Forlæggeisen af Regeringens Sæde Nord paa og Kongens Forhold i disse tunge Dage og gaar derefter over til en Omtale af Mobiliseringen, som var noget for sig. Kl. 3U Natten til den 9’ April besluttede Regeringen at mobilisere, men da man paa det Tidspunkt ingen Oversigt havde over Tyskernes stort anlagte Plan, bestemte man sig til »lukket Mobilisering« for ikke at virke provokerende. Dette var ensbetydende med, at hver enkelt Mand, som skulde møde, vilde faa sit Mobiliseringskort tilsendt med Posten, og da dette vilde tage Tid, og da der desuden skulde beregnes Tid for Modtageren til Rejsen, blev første Mobiliseringsdag fastsat til den 11. April. Fjenden havde allerede da sikkert Fodfæste overalt, og Bogen giver et levende Udtryk af de Vanskeligheder, der overalt hobede sig op. Forhandlingerne med Tyskerne resulterede i, at man den 10’ April om Aftenen betragtede sig i Krig med dem, og indtil da havde de militære Afdelingschefer ingen klare Ordrer om, hvad de skulde foretage sig. Forfatteren siger, at under disse haabløse Forhold var Krigen i det hele taget bare mulig ved, at en Del raadsnare Befalingsmænd og menige ikke ventede paa første Mobiliseringsdag. Quisling blandede ogsaa sin Stemme i den almindelige Uvished, idet han i sin berygtede Radiotale erklærede, at Mobiliseringen straks skulde standses, og at de, der medvirkede til den, vilde blive straffede for Mord. Bogen omtaler kort den i Hast anlagte Plan, hvorefter Kampene skulde føres af de improviserede Afdelinger. Planen gik i Korthed ud paa, at man i Syd-Norge skulde holde igen og sinke Tyskernes Fremrykning mest muligt, hvorved man haabede paa et senere Tidspunkt med Trøndelag som Basis og ved Hjælp af allierede Styrker og Tropperne i Nord-Norge at kunne foretage en almindelig Fremrykning til Generobring af Syd-Norge. I denne Forbindelse savner man en Oplysning om den strategiske Linie, hvorefter Tyskerne opererede, idet de jo netop paa et meget tidligt Tidspunkt søgte og ogsaa opnaaede at forstærke de relativt svage Styrker, som stod i Trøndelag, og som i Forbindelse med en energisk Fremrykning mod Nord fra Oslo skulde imødegaa de allierede Planer om at sætte sig fast i Syd-Trøndelag som Udgangsbasis for en sydgaaende Fremrykning. Bogen omtaler levende og udførligt de mange Kampe, de norske Tropper ofte under de vanskeligste Forhold førte for mest muligt at sinke den tyske Fremrykning, og man faar igennem de forskellige Enkeltskildringer det bedste Indtryk af den norske Soldat, der overfor en saa mægtig Fjende maatte kæmpe den sværeste af alle Kampe, den stadig at maatte gaa tilbage og samtidig fastholde Troen paa den endelige Sejr. Forfatteren afslutter sin Bog med et Kapitel, der er helliget Kampen om Hegra, og paa Grund af, at Trondhj emsafsnittet var af overmaade stor militær Betydning, skildrer han den ret udførligt. Hegra Fæstning ligger ca. 15 km Øst for Stjordalsf jord og var bygget efter Aaret 1905 som et Grænsefort mod Sverige, men nedlagt i 1926. Efter den mislykkede Mobilisering lykkedes det at samle 250 Mand i Trondhjemsafsnittet. Denne Styrke besatte Hegra Fæstning, som dog var aldeles uskikket til at indgaa som Led i et Forsvar, blottet som det var for saa at sige alt. Major Holtermann giver i Korthed en Skildring af Forholdene i Fæstningen, der manglede alt undtagen Ammunition til Kanonerne. Der manglede Kort og Observationsmateriel, Sengeudstyr, Køkkenudstyr, og Lysværket var i Stykker, saa Lyset kom fra en Ledning i Dalen. »Det værste var imidlertid, at ingen af os havde været paa Fæstningen, førend vi kunde installere os.« — Under yderst vanskelige Forhold førte Besætningen en Kamp, der kun kan vække Beundring, men da alle Forraad var saa godt som opbrugte, og da Styrkerne ved Åndalsnæs og i NordTrøndelag havde overgivet sig den 1. og 2. Maj, havde Fæstningen ingen Opgave længere og overgav sig den 5. Maj. Forfatteren har været lidt sparsom med Kort og Skitser. Norge og Danmark har samme Skæbnedag, og en dansk Læser vil, naar han tænker tilbage paa Begivenhederne i Danmark den 9. April, spørge, hvorledes det saa gik i Norge, og dette Spørgsmaal besvarer Bogen »Fra Oscarsboi'g til Hegra« paa en udmærket fyldestgørende Maade. Med Spænding afventer man Bogen om Kampene i Nord-Norge, som Forfatteren har stillet os i Udsigt.

G .- R

F . H . K j ø l s e n : D a D a n m a r k s F l a a d e b l e v s æ n k e t . 71 Sider. Kr. 6,00. H. Hagerups Forlag. 1945. For den, der maatte ønske lidt nærmere Oplysninger om, hvad der hændte den danske Orlogsflaade den 29de August 1943, er ovennævnte lille Bog et let tilgængeligt og meget oplysende Skrift forsynet med et udmærket Billedmateriale, hvoraf særligt skal fremhæves Luftbombardementet af »Niels luel« i Isefjorden. Meget af Stoffet har imidlertid tidligere været fremme, bl. a. i den illegale Presse, hvorfor det bl. a. henset til Bogens forsinkede Fremkomst havde været ønskeligt — i hvert Fald for militært Personel — om den havde bragt fyldigere autentiske Oplysninger om Hændelsernes Forløb.

H . J . R .

P o u l H a n s e n : K a m p e n o m A m a l i e n b o r g d e n 1 9 . S e p t e m b e r 1 9 UU- Gyldendal. 78 S. Pris Kr. 4,75. Det var jo ret almindeligt under Krigen, at vi var daarligst underrettet om de Begivenheder, der var os nærmest. Derfor har den foreliggende Fremstilling af Kampen om Amalienborg Nyhedens Interesse, for saa vidt som den refererer Kendsgerninger, de fleste af os kun har hørt om som Rygter. Referatet er saa meget mere autentisk, som Forf. overværede Kampen paa nærmeste Hold og iøvrigt har skaffet sig supplerende Oplysninger fra andre Øjenvidner. Bogen har gode Fotografier fra Kamppladsen samt en Tegning af Amalienborg Plads med Omgivelser og Angivelse af Barrikader m. m. samt Skudlinier for egne og Fjendens Vaaben. Betegnende for Stemningen den 19. September er den Iver, hvormed Politivagten fik Hjælp ved Udførelsen af de hurtigt improviserede Forsvarsarbejder fra civile, der bogstavelig talt myldrede op af Jorden, fra Drenge paa 12—14 Aar til Mænd paa 60—70. At selve Politifolkene, af hvilke over Halvdelen var gamle Gardere, kæmpede paa en Maade, som er hævet over enhver Ros, forbavser os ikke, lige saa lidt som at Tyskerne, irriterede over deres ret betydelige Tab, lod deres Raseri gaa ud over de civile og de Bygninger, som var dem nærmest. Iøvrigt giver Forf. Eksempler paa fortræffelig Optræden fra de civiles Side under denne Tyskernes Terror. Den lille Bog er velskreven og gengiver ved sin ironiske Tone, hvor Talen er om Tyskerne, paa udmærket Maade det kjøbenhavnske Humor, som ikke fornægter sig selv under de alvorligste Begivenheder.

J.