De tyske Principper for Artilleriets taktiske Anvendelse findes i „Fvhriuuj und Gcfecht der verbundenen W a f fen“ (,,F. u. G.“ ), som ikke alene er gældende for den Tyskland paatvungne 100,000 Mands Hær, men som ogsaa giver Udtryk for tyske Anskuelser om Foring a f moderne udrustede Storhære. I Tilslutning hertil har „Ausbildimgsvorschrift fu r die A rtillerie“ („A. V. A .“ ) et Hefte 18 „Die Kampfschule“ , hvori Artilleriets Anvendelse under alle Kampforhold er behandlet. Nogle a f de tyske Synspunkter angaaende Artilleriets A n vendelse skal her søges belyste og sammenlignede med de hos os gældende Bestemmelser, der maa søges i F eltre gie menterne og „Skydeinstruktion for Feltartilleriet“ . (,,S. f. F .“ ). De tyske Reglementer angiver, at Divisionens A rtille ri bestaar a f Divisionsartilleriet, der er underlagt Divisionsartilleriføreren (,,D. A. F .“ ), samt Fodfolkskanonbatterierne. Disse underlægges principmæssigt Fodfolket, med hvem de skal kæmpe i nærmeste Forbindelse, idet de udgør en Del a f Fodfolkets tunge Hja'lpevaaben. E fter ,,A. V. A .“ har Fodfolkskanonen samme Kaliber som Feltkanonen, men lavere Ildhøjde, større Bevægelighed og kortere Skudvidde end denne. I en Fodnote anføres, at da det er forbudt Tyskland at have særlige Fodfolkskanoner, maa man i begrænset Omfang anvende Skyts hertil fra Divisionsartilleriet. Saaledes anvendte Batterier benævnes Fodfolksbatterier. I tyske, militære Tidsskrifter ser man ofte, at det betragtes som en stor Mangel, at man ved denne Fremgangsmaade svækker det i Forvejen svage, tyske Divisionsartilleri, og det fremhæves, at selv om Feltkanonen i flere Tilfælde har gjort god Gavn under Verdenskrigen anvendt som Fodfolkskanon (Ledsagekanon), saa er dette alligevel kun Undtagelser, der bekræfter, at den er uegnet til denne Anvendelse. Man ser, at efter tysk Anskuelse falder Anvendelsen a f Ledsagekanoner (afgivne fra Divisionsartilleriet) bort med Indførelsen a f særlige Fodfolkskanoner. Medens vore (kommende) Fodfolkskanoner organisatorisk indgaar i Fodfolkets Skytskompagnier, saa er Fodfolkskanonbatterier efter de tyske Reglementer A rtilleri, der er fast underlagt Fodfolksregimenterne. Det fremgaar baade a f „F . u. G.“ og ,,A. V. A .“ , i hvor høj Grad den tyske Hærledelse ønsker og regner med de særlige Fodfolkskanonbatterier. E fter „A. V. A .“ deles et tilstrækkeligt stærkt Divisionsartilleri i Reglen i „Nærkampartillc ri“ og „ Fjernkampartilleri N .-Artilleriet skal bekæmpe de for Fodfolket mest generende Modstande og yde det Ildbeskyttelse. F.-Artilleriet skal bekæmpe det fjendtlige A rtille ri og beskyde fjerne Maal. Ved denne Fordeling a f Opgaverne vil N .-Artilleriet hovedsagelig komme til at beskyde Maal, hvorimod der kan faas direkte Jordobservation, medens F.-Artilleriets Maal paa Grund a f stor Frastand og skjult Opstilling næsten altid er unddraget den direkte Jordobservation. Tyske A rtillerister siger, at F.- A rtilleriet er „jordblindt“ , og at det for at kunne løse sine Opgaver maa have særlige Observationsmidler til Raadighed. Derfor samles principmæssigt de særlige Observationsorganer (Artilleriflyvere, Ballon og Maalegrupper) under Føreren af F.-Artilleriet. 1 fuld Overensstemmelse hermed understreger vor Skydeinstruktion, at man i Reglen ikke vil kunne faa Jordobservation mod skjult skydende Artilleri, lie r maa de særlige Observationsorganer træde til. Man maa dog være klar over, at Artilleriflyvere og Ballon altid vil faa vanskelige Kaar. Navnlig den i Luften underlegne maa derfor i høj Grad sætte sin Lid til Lyd- og Pejletroppe. Manglen ved disse er, at de kræver relativ lang Tid og stabile Kampforhold for at funktionere tilfredsstillende. I de forskellige Hære søger man Udveje til at gøre disse Troppe brugbare ogsaa i ren Bevægelseskrig. Som et Middel hertil anbefaler en tysk Militæ rforfatter at indbygge Maalestationerne i Kampvogne og basere dem paa traadløse Forbindelser.
Om Samvirket mellem Fodfolk og A rtille ri siger „A. V. A .“ , at N .-Artilleriet deles i Grupper, der faar Ordre til direkte Fo rbindelse og Samvirke med bestemte Fodfolksenheder uden dog at blive disse underlagt. Vedkommende Grupper a f N .-Artilleriet skal stedse holde Forbindelse med „D. A. F .“ og melde om enhver Ildvirksomhed, der er udført efter Fodfolkets Anmodning. Dele a f N .-Artilleriet kan blive stillet til Raadighed for F.-Artilleriet og omvendt til Losning af bestemte Opgaver. Der skal derfor holdes indbyrdes Forbindelse mellem N.- og F.-Artilleriets forskellige Grupper. 1 Tilslutning hertil siges i Chefen for den tyske Hærledelses („C. d. 11.“ ) Bemærkninger for Aarene 1928— 29, at naar Fodfolket har sine egne tunge IIjælpevaaben i Stilling og delvis kan undvære Artilleristøtte, staar de derved frig jorte Dele a f N .-Artilleriet til Raadighed for de Fjernskydningsopgaver, der maatte foreligge. Som man ser, er der i Virkeligheden ikke nogen reel Fo rskel mellem den tyske og vor Ordning af Samvirket mellem Fodfolk og Artilleri. N.-Artilleriet, der er udpeget til Samvirke med bestemte Fodfolksenheder, svarer til vort Støtteartilleri, dog med Understregning af, at det stadig er underlagt „D. A. F .“ , medens F.-Artilleriet ret nøje svarer til Frontartilleriet. Om Undniæggelse a f A rtille ri anfører „F . u. G.“ , at hvis uopklarede Forhold, brede Fronter eller uoverskueligt Terrain gør den rettidige Understøttelse a f Fodfolket usikker, kan Dele af Divisionsartilleriet underlægges bestemte Fodfolksenheder. Det saaledes underlagte Artille ri skal dog stadig holde Forbindelse med „D. A. F .“ , for at denne kan være i Stand til paa Troppeførerens Ordre at samle Artilleriets Ild. Vore Bestemmelser er tilsvarende. Dog forlanges ikke, at Forbindelsen skal bevares mellem „D. A. F .“ og det Fodfolket underlagte Artilleri, hvilket ogsaa er en meget streng Fordring, som kun sjældent vil kunne opfyldes, hvis den skal tages bogstavelig. I Tyskland som her er der fortsat Strid om, i hvor høj Grad man bør underlægge Fodfolket Dele af Divisionsartilleriet. Nogle (hovedsagelig Fodmænd) kræver en vidtgaaende Underlægning ,idet de heri alene ser Sikkerhed for en rettidig Artillerihjælp. Under den sidste Del a f Verdenskrigen var der tyske Regimentschefer, som nægtede at gaa frem til Angreb, hvis de ikke fik A rtille ri direkte underlagt.
Modsat heraf er der andre (mest Artillerister), der helst vil holde hele Divisionsartilleriet samlet under „D. A. F .“ og kun afgive enkelte Ledsagekanoner til Fodfolket, hvis dette ikke har tilstrækkeligt med Fodfolksskyts. Det gælder vel her, som paa andre Punkter, at vælge den rette Middelvej under Hensyn til den foreliggende Situation. Underlægning er ensbetydende med Udstykning og svækker Artilleriets Evne til at samle sin fulde Kraft mod enkelte A fsnit og Punkter. Det er Reserver, der gives ud a f Førerens Haand. Man maa huske, at selv om A rtillerie t bliver underlagt Fodfolket, saa er dette ikke ensbetydende med, at Skytset af den Grund kan trækkes tættere paa forreste Linie. Her trækker skydetekniske K rav (korteste Skudafstand) bestemte Grænser ved skjult Skydning. Underlægning klarer derfor ikke den egentlige Vanskelighed, nemlig Forbindelsen Fodfolk— Kanon. I Reglen har Fodfolket heller ingen særlig Interesse i at kunne bestemme, hvor det Artilleri, der skal hjælpe det, skal gaa i Stilling, men derimod alene i, hvor dets Projektiler skal falde. Der vil maaske herimod blive rejst den Indvending, at Fodfolket er lige saa interesseret i, hrornaar Granaterne falder, og at det derfor er en Betryggelse, at en Fodfolksfører kan befale det ham underlagte A rtille ri i Stilling i et bestemt Terrain saaledes, at han har den umiddelbare Fornemmelse af at have det ved Haanden. Hertil kan man svare med „I. B .“ , at Artilleriets Opgave er, mere eller mindre umiddelbart, at hjælpe Fodfolket i dets Kamp. Det bedste Helhedsresultat vil man sikkert naa, hvis Fodfolksføreren indskrænker sig til at stille Opgaven og overlader til Artilleriet, hvorledes den bedst kan løses uden unødige Tab. Skulde Situationen saa kræve, at A rtilleriet for at løse Opgaven hensynsløst maa udsætte sig fo r Tilintetgørelse, da vil det sikkert ikke tøve med at efterkomme dette Krav fuldt ud. E fter „A . V. A .“ stilles LuftvæmsartUleriet under „D. A. F .“ . Dette er ikke mere i Overensstemmelse med moderne A n skuelser. Luftværnsartilleriet bør efter disse være direkte under Divisionen, hvorfra dets Fører faar fornøden Ordre om Luftsikringen i de forskellige Tilfælde. Det vil blot virke sinkende at indskyde „D. A. F .“ som Mellemled, og desuden er ,,D. A. F .“ i Forvejen belastet tilstrækkeligt.
"A. V. A .“ udtaler, at Luftværnsartilleriet ved springvis Frem rykning skal sikre alle Dele a f Marchkolonnen, og under Kamp skal det kunne beskytte alle Dele a f Divisionen. Dette er overdrevne Krav, og „F . u. G.“ indskrænker da ogsaa Fordringerne ved at sige, at under March skal Luftværnsartilleriet sætte ind, hvor det er a f særlig Betydning, f. Eks. under Passage af Defiléer eller Terrain, der ingen Dækning eller Skjul byder mod Luften. Under Kamp er den taktiske Situation bestemmende for, hvilke Omraader der i første Kække skal beskyttes. Mindre vigtige Omraader maa ofte helt undvære Luftsikring. Vore „Bestemmelser for Beskyttelse mod Angreb m. v. fra Lu ften“ samt „I. B .“ slutter sig til ,,F. u. G.“ , idet de foreskriver, at man maa beskytte de vigtigste Marchveje eller Dele af disse derved, at Luftværnsartilleriet i Tide bringes i Stilling paa de Steder, mod hvilke fjendtligt Luftangreb særlig kan ventes, samt at i hvert Fald paa de vigtigste Dele a f Angrebsterrainet maa en Del a f Luftværnsskytset stadig være rede til at træde i Virksomhed. Den, der vil dække alt, dækker intet. „A. V. A .“ lægger megen Vægt paa, at A rtilleriet søger at unddrage sig Stedfæstelse ved en udstrakt Brug a f Skiftestillinger, Sløring og Skinanlæg. I den tyske Fagliteratur fremhæves det, at Skinanlæg er værdiløse, hvis der ikke finder Ildvirksomhed Sted fra dem, og indskrænker man sig til at anvende Kanonslag ell. lign., da skal dette ske samtidig med, at Dele af A rtillerie t er i Virksomhed, da ellers Skinanlæget vil røbe sig ved, at der ikke finder Nedslag Sted efter Glim t og Knald, samt at „Skudknaldet“ (Projektilets Lydbølge) mangler. Med sædvanlig Grundighed har man i den tyske Hær afholdt Forsøg med Apparater til E fterligning a f Lyd-, Lys- og Røgfænomenerne ved Skarpskydning. Ogsaa med Lyddæmpere (som saadanne virker Mundingsbremser) afholdes Forsøg. „A. V. A .“ siger kort og godt, at A rtilleriet skyder fra skjulte Stillinger. Kun i særlige Tilfælde kan enkelte Batterier eller Pieeer i kort Tid skyde fra aabne Stillinger. Saavel i vor som i den tyske Hær hæver der sig a f og til Koster, der udtaler’, at det er med Urette, at aaben Skydning betragtes som en ren Undtagelses. Man bør her erindre, at aabent skydende A rtille ri nu om Dage utvivlsomt vil være udsat fo r en hurtig og fuldstændig Tilintetgørelse, saafremt Fjendeir har sit A rtille ri i Stilling. Det maa derfor’ betragtes som unyttig Selvopofrelse at skyde aabent, hvis Forholdene er saadanne, at Opgaven kan løses ved skjult Skydning. Men det er nødvendigt, at A rtilleriet ikke lader aaben Skydning gaa i Glemmebogen under Fredsuddannelse. I K rig vil de særlige Tilfælde, hvor aaben Skydning er paa sin Plads, kræve deres Ret, f. Eks. ved Forfølgning a f en slagen Modstander, hvor alt er tilladt, ved Kampvognsangreb og sidst men ikke mindst for at holde Skjold for eget Fodfolk, der kastes tilbage. Angaaende dette sidste er der fuld Overensstemmelse mellem „A. V. A .“ og „I. B .“ , naar de under Omtalen a f Tilbagegang siger henholdsvis:
„Her maa Dele a f A rtille rie t holde ud lige til det yderste, og selv ikke sky Tab a f Skyts" og „I dette Øjemed maa A rtille rie t holde ud og, uden at ænse det fjendtlige A rtille ris Beskydning, rette Ilden mod det fremrykkende fjendtlige Fodfolk, selv om Skytset herved udsættes for at falde i Fjendens Haand."
A. V. A .“ udtaler, at Fodfolksbatterierne ofte bedst løser deres Opgaver fra vekslende, aabne Stillinger, men dette betragtes nu i den tyske Hær som forældet. Det stammer fra Verdenskrigen, hvor de som Fodfolkskanoner (Ledsagekanoner) anvendte Feltkanoner paa Grund a f deres flade, stive Bane i Reglen ikke var i Stand til at finde skjulte Stillinger tilstrækkeligt langt fremme mod Fodfolkets forreste Linie. Mod Kampvogne (Panservogne) skal der altid skydes aabent, men ellers giver Anvendelse a f Krumbaneskydning (eventuelt reduceret Ladning) moderne Fodfolkskanoner (Ledsagekanoner) Mulighed for baade selv at skyde skjult fra Stillinger tæt bag forreste Linie og tillige at faa Ram paa dækkede Maal. E r Fodfolket, som herhjemme, udstyret med en Fodfolksmorter, kan man frafalde Kravet om, at Fodfolkskanonen ogsaa skal kunne anvendes til Krumbaneskydning. Om Meddelelses- og Forbindelsestjenesten siger „A . V. A .“ , at A rtillerie t mere end noget andet Vaaben behøver gode Meddelelsesmidler og fremhæver Telefonen som det vigtigste, Blinksignalering som det næstvigtigste Middel. Den stærke Udvikling a f Kortbølgeradiofonien vil maaske i en nærmere Frem tid hidføre en Æ ndring i denne Opfattelse. I de tyske Reglementer ser man tydeligere end i vore Bestræbelser for at hjælpe A rtilleriet i Etableringen a f sin for alle saa vigtige Forbindelsestjeneste. Det er reglementarisk, at Divisionens Meddelelsesafdeling opretter Forbindelserne fra „D. A. F .“ til de underlagte Artillerigrupper, og selvom det ligesom herhjemme er Artilleriet, der skal holde Forbindelse med Fodfolk, det skal samarbejde med (støtte), saa siger saavel „A . V. A .“ &om.„Ausbildungsvorschrift fu r die Infanterie“ („A. V. I.“ ) dog ogsaa, at Fodfolket ligeledes har Plig t til at søge Forbindelsen opretholdt. Angaaende Forbindelseskommando udtaler „A . V. A .“ , at det skal holde vedvarende tæt Føling med Fodfolksføreren. Det bor afgives for længere Tid ad Gangen. Det skal skabe fuld gensidig Tillid og dermed Grundlaget for et resultatrigt Samvirke. „A. V. 1.“ fø jer hertil, at det skal holde A rtillerie t underrettet om enhver Forskydning a f egen forreste Linie. Det er store Fordringer. A t være Forbindelsesofficer er vel en a f de smukkeste, men tillige sværeste Opgaver for en Artillerist. Hvad der særlig volder Vanskelighed er, at faa f r igjort egnede O fficerer til det meget krævende Hverv. I flere A rtikle r i tyske, militære Tidsskrifter har det været omtalt, at en meget nær idéel Losning vil være, at lade Chefen for det til Fodfolksregimentet knyttede Fodfolksbatteri (-afdeling) overtage Forbindelsesofficerens Rolle. Som hos os kan Forbindelsesofficeren efter „A . V. A .“ under visse Omstændigheder selv overtage ildledelsen (Skudobservationen), medens dette f. Eks. er forbudt i den engelske Ilær, hvilket synes ret uforklarligt. Vigtigst af alt er, at Artilleriet faar Observation. E r Forbindelsesofficeren den eneste, der i det givne Tilfælde kan se, saa maa hans raadgivende og meddelende Rolle træde i Baggrunden. Ligesom efter vort „I. B .“ og ,,K. f. K .“ kan efter ,,A. V. A .“ en Gruppe (Afdeling), der er befalet til Samvirke med (Støtte af) et Fodfolksregiment, atter fordele sine A fdelinger eller Batterier til direkte Samvirke med Bataillonerne i 1’ Træfning. „A . V. 1.“ siger herom, at det i Reglen ikke vil lønne sig at fordele det Regimentet underlagte A rtille ri videre til Batailloner og Kompagnier. Overensstemmende hermed fremhæves i „C. d. H .“ ’s Bemærkninger, at en Afdelingschef, der er underlagt en Fodfolksenhed, ofte vil være nødt til at samle sine 3 Batteriers Ild fo r at lose de ham stillede Opgaver. Dette vil han ikke være i Stand til, hvis Fodfolksforeren har fordelt Batterierne til Underenheder af Fodfolket.
Fremgangsmaaden anvendes i Reglen heller ikke hos os, da den let fører til „Udvanding“ a f Artilleriilden. Ligesom vore Reglementer omtaler „A . V. A .“ Fordelene ved flankerende Skydning, men „A . V. A .“ fremhæver tillige Manglerne herved, nemlig at det giver længere Forbindelser mellem Observationsstader og Batteristillinger, og mellem Kommandoen, A rtillerie t og Fodfolket, hvorved det rette Øjeblik let gaar tabt. Det betaler sig derfor ikke at sætte større A r tillerienheder ind i flankerende Opstillinger, da det svækker Fronten og forøger de skydetekniske Vanskeligheder. Om Angreb i Bevægelseskrig siger „A . V. A .“ , at Opklaringens vigtigste Opgave er Stedfæstelse a f det fjendtlige A r tilleri samt, at der ikke maa beregnes fo r kort Tid hertil, for at Udledelsen kan faa sikre Oplysninger at støtte sig til. Hvis det fjendtlige A rtille ri ikke vil røbe sine Ildstillinger, kan det udfordres hertil ved Frem rykning a f eget Fodfolk parret med, at enkelte a f egne Batterier aabner Ilden. Det er Krigens haarde Lære, der her finder Udtryk. Intet Resultat, hvis Modstanderens A rtille ri ikke kan lammes. Det tyske A rtille ri lægger derfor megen Vægt paa en omhyggelig Indøvelse a f Artilleribekæmpelse. Det maa med det samme erkendes, at Organisation og Indøvelse a f en systematisk Artilleribekæmpelse i Forbindelse med de særlige Observationsorganer endnu i nogen Grad er en uopdyrket Mark herhjemme. Navnlig under vore Efteraarsøvelser gaas der med en Harefod over dette Spørgsmaal, hvoraf hele den øvrige Kamp dog er afhængig. „A . V. A .“ understreger ligesom „I. B .“ , at A rtillerie t skal have fornøden Tid til Forberedelse og Løsning a f de stillede Opgaver, idet den tilstaaede Tid senere kommer det angribende Fodfolk til Gode. „A . V. 1.“ udtaler, at det er nødvendigt, at Fodfolket er klar over de forskellige Ting, der nødvendiggør en Indskrænkning i Brugen a f Artilleriets Ild. Overilet og unødig Trækken paa Artilleriets Ildkraft virker forstyrrende paa dets Løsning a f Hovedopgaverne og ødelægger den gensidige Tillid. I fuld Overensstemmelse hermed siger vort „K . f. F .“ , at Fodfolket maa vise Maadehold i sine Ønsker, ellers splittes Virkningen og Ammunitionen bortødsles. Fodfolkets egne Vaaben bør derfor overtage alle Opgaver, de selv kan magte. Alligevel ser man a f og til herhjemme en Tendens til at villle fordele Artilleriets Ild paa mange spredte „Punktmaal“, som Fodfolket i Virkeligheden lige saa godt og ofte bedre kan bekæmpe med sine egne tunge Vaaben. I „A . V. A .“ finder man stadig Vidnesbyrd om, hvilken Vægt der lægges paa at opnaa Jordobservation. Det fremhæves, at gode Observationsstader er vigtigere end gode Batteristillinger. Vore Reglementer I. B. og Skydeinstruktionen er i fuld Tilslutning h e rtil: „Den bedst mulige Observation og den først brugelige Stilling.“ „F . u. G.“ anfører, at det under Forsvar kan være formaalstjenligt for en Tid at besætte fremskudte Stillinger med svagest muligt Fodfolk, men med talrige Maskingeværer og let og tungt Artilleri. Vore Reglementer har en vis Reservation med Hensyn til Anvendelsen a f A rtille ri i fremskudte Stillinger. Dette har maaske sin Aarsag i Fryg t for at svække vort svage A rtille ri inden den afgørende Kamp i Hovedstillingen. Vanskeligheden ligger, som ogsaa omtalt i „A . V. A .“ , i Sikringen a f den rettidige Tilbagegang. Denne Vanskelighed øges med Udviklingen a f motoriserede Tropper, der nu er en stadig Fare fo r Flanke og RygVor Skydeinstruktions A fsnit om Ildledelse svarer ret nøje til det tilsvarende i „A . V. A .“ , hvorefter Artilleriets Regimenter (Grupper) og A fdelinger i Reglen faar tildelt Opgaverne som taktiske Hverv, medens Afdelingen leder Batteriernes Ild ved Anvisning a f Maal. „A . V. A .“ udtaler, at al Skydning er taktisk Handling, fo r hvis Gennemførelse Taktikens Grundsætninger er gældende. I Valg a f Midler kan der derfor ikke gives bindende Regler. De bestemmes a f den foreliggende Situation. I fuld Overensstemmelse hermed fremhæver vor Skydeinstruktion, at det er lige saa vigtigt at skyde taktisk rigtigt som teknisk rigtigt. Studerer man de tyske Skydemaader igennem, saa vil man se, at ved Skydning mod levende, udækkede Maal gaar Bestræbelserne i første Række ud paa overraskende og hurtigt at faa lagt et Virkningsomraade over det Rum, hvor Maalet befinder sig. E fte r dette Ildoverfald kan der gaas over til Indsnævring a f Omraadet og endelig til Skydning mod Punkter, hvor særlig vigtige Maal kan erkendes. Det siges ikke rent ud, at den egentlige Indskydning (d. v. s. Indsnævring af Omraadet, Skydning mod Punkter) saaledes ofte vil komme bagefter den første Del a f Virkningsskydningen, men af Tidsskriftartikler o. 1. kan man se, at saadan fortolkes det a f moderne, tyske Artillerister. Vor Skydeinstruktion slutter sig i Virkeligheden til den tyske Anskuelse, hvilket formentlig vil fremgaa af følgende Citater:
„Den moralske Virkning betinges navnlig a f Overraskelse og a f den Hurtighed, hvormed den frembringes." „Jo voldsommere Virkningsskydningen er, og jo mere overraskende den kommer, des større bliver den moralske Virkning a f en bestemt Ammuni tionsmængde." „Det kan blive nødvendig at udføre Virkningsskydningen efter ringe Forberedelse og uden bidskgdning." „Virkningsskydning kan endelig ogsaa foretages uden Indskydning og med ringe Forberedelse, f. Eks. mod Øjebliksmaal." „ Overraskelse bør tilstræbes. E r Fjenden forberedt, vil han dække sig eller søge at undgaa Ilden paa anden Maade, saa at Virkningen nedsættes eller udebliver." „De gunstige Tidsrum for Beskydning a f udækkede Maal, der er eder hurtigt kan komme i Bevægelse, bliver i mange Tilfælde af saa ringe Varighed, at den maa tilendebringes i nogle faa Minu tler .“ „Det er i Almindelighed rigtigst at søge at bringe Fjenden til Standsning og derfor beskyde de Maaldele først, som er forrest i Bevægelsesretningen. E r Maalet bragt til Standsning, samles Ilden mod de Steder, hvor det skønnes tættest, eller hvor der synes at være Maskingeværer o. 1." „Skydning mod Maal i Bevægelse og Øjebliksmaal kræver i særlig Grad beslutsomhed og hurtig Handling." „Det bør tilstræbes at overraske Maalet i den saarbare Formation ved en kra ftig og velrettet Virkningssk gdning." „Mod Maal, der kun viser sig i ganske kort Tid, eller om hvilke man maa vente, at de forsvinder (skifter Plads), naar de føler sig beskudt, skydes Virkningsskydning uden forudgaaende egentlig Indskydning, idet dem i kortest mulig Tid søges frembragt et Virkningsoiuraade saa stort, at det dækker Maalet."
Som man ser, bekræfter Skydeinstruktionen den Opfattelse, at A rtillerie t ved Skydning- mod levende Maal som oftest maa lægge Ilden over et Omraade, medens man i saa stor U dstrækning som muligt overlader smaa „Punktmaal“ til Fodfolkets egne tunge Vaaben. I Bevægelseskrig vil Stedfæstelse a f Maal som oftest forme sig som Melding om en større eller mindre Flade, inden for hvilken Maalet maa befinde sig. Selv et Batteri i Stilling dækker en Flade. Fodfolket marcherer udfoldet og kæmper udviklet over Flader. Artilleriet skyder ikke mod de enkelte fjendtlige Grupper, men mod de Omraader, hvor man ser dem fordeltKoncentrationsskydning bestaar i, at man inden for en bestemt Flade søger at opnaa saa stor Træffertæthed som mulig. Endog ved Skydning med en enkelt Piece vil man paa Grund af Spredningen faa en Træfferflade. Derfor er Skydning mod Flader — Skabelse af Virkningsomraader — i fuld Overensstemmelse med de Betingelser, under hvilke Artilleriskydning, takket være Spredningen, former sig, medens Skydning mod Punkter og Linier ikke er begunstiget heraf. Der er tyske Artillerister, der paastaar, at i Felten er rundt regnet Halvdelen a f samtlige „Ga fler“ falske. I ,,A. V. A .“ er Skydemaaderne ordnet — ikke som tidligere efter Projektilsort — men efter Maalets Art. Der regnes kun med Anvendelse a f Granat. Grundet paa Erfaringer fra Verdenskrigen er Granatkardæsken gledet ud. Da der endnu i de tyske Ammunitionsbeholdninger findes en ringe Procentdel Granatkardæsker, ligesom disse anvendes ved noget a f Fæstningsskytset, findes bagest i „A. V. A .“ et lille Tillæg, hvori Granatkardæskens Anvendelse bliver behandlet. Efter dette kan den bruges:
a) naar man har sikker Jordobservation,
b) overfor Maal, der ikke hurtig kan komme i Dækning,
c) naar Afstanden er under ca. 4000 m.
Hos os indgaar Granatkardæsker i et meget stort Antal i Beholdningerne, og Granaten og Granatkardæsken er — maaske derfor — sideordnede i vor Skydeinstruktion. De forskellige Former a f Virkningsskydning betegnes i ,,A. V. A .“ ved lignende Navne, som vi kender dem fra vort „I. B .“ , f. Eks. Spærreild, Foruroligeild og forebyggende Skydninger. 1 ,,K. f. F .“ nævnes yderligere Hindreskydninger, Beskyttelsesild og Stotteild, medens Skydeinstruktionen blot udtaler, at Virkningsskydning efter Ildplan skydeteknisk vil forme sig som Stænkeild og Byger. Det er sikkert formaalstjenligt, at Troppeføreren ved at befale de forskellige Slags Skydninger kun angiver det taktiske Formaal og derved stiller A rtilleriet en skydeteknisk Opgave, medens dette selv, under Hensyn til den til Raadighed værende Tid og Ammunition, vælger, hvorledes det skydeteknisk (Ildmaade og Pro jektil) vil løse Opgaven i hvert enkelt Tilfælde.
„A. V. A .“ foreskriver, at der altid skal forberedes Spærreild, naar man kan forudse, at Fodfolket i nogen Tid maa standse Fremadbevægelsen. Tyske Militæ rforfattere skriver, at hvis Fodfolket under Forsvar mangler Spærreild foran sig, føler det sig lige saa utryg, som naar det mangler Pigtraadshegn, og under Angreb er det ofte nødvendigt at lade en rullende Spærreild give Impuls til Stormen. Tyskerne anvender baade let og tungt A rtille ri i saavel fast som rullende Spærreild, medens vor Skydeinstruktion foreskriver, at den udføres med de lette Batterier, dog kan ved fast Spærreild de tunge Batterier tages til Hjælp, idet deres Ild da som Regel lægges udenfor de lette Batteriers Ild, saaledes at dennes samlede Dybde ind i Fjendens Terrain forøges. Sikkerhedsafstanden til egen forreste Linie vil — efter Vilkaarene fo r Forberedelsen — kunne variere fra 200— 400 m. Vort „K . f. F .“ sætter derimod uden Forbehold Sikkerhedsafstanden til 200 m for let og 300 m for svært A rtilleri. „A. V. A “ . betoner, at hvis Spærreilden skal gøre Nytte, maa den ligge meget tæt paa forreste Linie, og i Angreb skal „den sidste Granat og den første Fodmand samtidig naa den fjendtlige S tilling“ . Man finder derfor ikke angivet nogen bestemt Sikkerhedsafstand i de tyske Reglementer. Men lægger man Ilden „tættest mulig“ foran forreste Linie, maa denne ogsaa tage sin Del a f Spredningen. Man maa saa betragte det som et nødvendigt Onde, hvis a f 1000 Skud de 10 falder i egen Linie. Artilleriets Ild vil altid brede sig over en Flade, selv ved Skydning mod et Punkt eller en Linie. Her er der Mulighed for at forberede Samvirke allerede under de daglige Øvelser. Man maa lære den menige Fodmand, at enkelte „Kortskud“ er uundgaaelige, hvis han skal have fuld Nytte af Artilleriilden, naar han og Fjenden er tæt inde paa Livet af hinanden. E r Fodmanden ikke oplyst om dette Forhold, vil han let føle sig svigtet a f eget Artilleri, første Gang han ser et „Kortskud“ .
„A . V. A .“ siger, at der ikke kan gives faste Regler passende for alle Tilfælde af rullende Spærreild (intet Skema), men skelner mellem 2 Hovedmaader:
a) Den observerede Spærreild, hvor Artilleriet ved direkte Observation tilpasser Ilden.
b) Den beregnede Spærreild, hvor Fodfolket retter sig efter Artilleriildens forud bestemte Fremadbevægelse.
Observeret Spærreild anvendes i Bevægelseskrigen, naar Mangel paa brugbare Kort, indmaalte Punkter, sikre Vejkort samt utilstrækkelig Tid til Forberedelse udelukker Anvendelse a f beregnet Spærreild. Ildens Bevægelse og Størrelse af Springene retter sig efter Fjendens (sandsynlige) Gruppering, Terrainet og Observationsforholdene og kan ved særligt overskueligt Terrain gaa over til en Række a f Skydninger mod vekslende Maal, hvilket svarer til „I. B.“ s fremadskridende Ildbyger. Springene a f den observerede Spærreild søges fremkaldt ved Lyssignaler fra Fodfolket. Ordren om Udførelse a f beregnet Spærreild skal tilgaa Batterierne i god Tid, og Beregningerne maa udføres meget omhyggeligt, idet der skal tages nøje Hensyn til Terrainforholdene saaledes, at Ilden virkelig flytter sig det befalede Antal Meter frem i hvert Spring. ,,A. V. A .“ siger, at dette er Mosaikarbejde for Batterichefen. En Regulering med Lyssignaler a f en beregnet Spærreild finder principmæssigt ikke Sted. I Overensstemmelse hermed siger vor Skydeinstruktion, at en paabegyndt rullende Spærreild maa udføres, som den er forberedt. Baade ,,A. V. A .“ og vor Skydeinstruktion udtaler, at udover 5 km skydes nødigt rullende Spærreild grundet paa den stærkt voksende Spredning. Vort „K . f. F .“ siger, at i Tilfælde a f Kampvognsangreb skal ethvert Batteri, der kan bære mod Vognene uden at fo randre Stilling, tage disse under Ild, selv om Ilden paa det paagældende Tidspunkt var sat an mod et andet Maal. Reglementet er her i Modstrid med Skydeinstruktionen, der udtrykkelig foreskriver, at Spærreild gaar forud for alle andre Skydninger. Det kan være tvivlsomt, hvilket af vore to Reglementer, der har Ret her. Det er en klar Regel, at Spærreilden gaar forud for andre Skydninger, men det maa ogsaa indrømmes, at er Kampvognene brudt ind i egen Stilling, saa kommer Spærreilden fo r sent. Desuden kan de Maal, der skal rammes af Spærreilden, med Virkning bekæmpes a f Fodfolket, medens dette altid kun vil have begrænsede Muligheder fo r at bringe Kampvognene til Standsning, og den moralske Styrkelse, som Fodfolket vil føle ved at mærke, at A rtillerie t tager sig a f Kampvognene maa vurderes meget højt. Ved Udregning a f Skudelementer regner den tyske Batterichef alene med Grundkanonen. De Ændringer, der er nødvendige fo r de øvrige Kanoner som Følge a f Forskel i Begyndelseshastighed, Afstand, Højde og Tappeaksehældning, beregnes og indføres a f Næstkommanderende og Delingsførere. Noget lignende er ikke reglementarisk hos os, men det synes formaalstjenligt, at alt Arbejde, der lige saa godt kan udføres i Batteriet, bliver udført der og ikke paa det udsatte Observationsstade.
Tyskerne anser Flyverskjul som det vigtigste ved en Batteristilling. Som Følge heraf bliver Batteriet ofte tvunget til en meget uregelmæssig Opstilling for at drage Nytte af de Terraingenstan.de, der forefindes. Findes ingen brugelige Terraingenstande, staar man sig efter tyske Artilleristers Mening ved at tage en regelmæssig Opstilling paa Linie. Herved lettes ogsaa Beregning a f Skudelementer samt Skytsbetjening, og man opnaar bredest mulig Ildfang a f det samlede Batteri. Først i den seneste Tid er den Opfattelse ved at trænge igennem i vort A rtilleri, at er det uundgaaeligt at tage Stilling paa aaben Mark, da er det bedre at tage en regelmæssig Opstilling end det modsatte. Terrainets Linier er rette. Baade „A . V. A .“ og vor Skydeinstruktion bemærker, at ved tidsbestemte Skydninger maa der tages Hensyn til Forskel i Flyvetid, for at Projektilerne kan naa Maalet til samme Tid. Vor Skydeinstruktion gør tillige opmærksom paa, at Maalskifte tager Tid. Disse Forhold bliver der ikke altid taget Hensyn til ved Opstilling a f Ildplaner. Overalt i den tyske, militære Faglitteratur siges, at intet Projektil er saa egnet til Artilleribekæmpelse som Gasgranaten. Gassen bliver hængende om de i Lavningerne staaende Batterier, der maa søge at undgaa den værste Sump ved fortrinsvis at tage Stilling paa „Bakkerne“ . Det er absolut nødvendigt, at Artilleriet kan holdes i fuld Virksomhed, selv om det maa arbejde med Gasmasker anlagt. Som en Hjælp hertil foreslaar en tysk Artillerist, at Telefonen i Batteriet gøres højttalende. Dette er i hvert Tilfælde en Tanke, der fortjener mere end et Smil. Man vil herved kunne spare Telefonister, og den med Gasmasken anlagt saa besværlige og farlige Kommanderen fra Kanon til Kanon kan undgaas. Batterichefen vil blive i Stand til langt hurtigere og mere direkte at kommandere sit Batteri. ,,A. V. A .“ siger, at i Bevægelseskrig maa A rtillerie t hjælpe sig med Kort 1: 100,000. Kun ved planmæssigt Angreb paa forberedte Stillinger er Kort i større Maalestok nødvendige. Vort A rtille ri har vistnok i nogen Tid haft Tilbøjelighed til under alle Forhold helst at ville anvende Kort i 1:20,000. Det er rigtigt, at man altid bør tilstræbe en saa nøjagtig Forberedelse som mulig, men som ogsaa fremhævet i vor Skydeinstruktion er „som mulig“ forst først og fremmest afhængig a f den Tid, der er til Raadighed. Vigtigst a f alt er den rettidige Løsning af Opgaven, og i Krig er alt en Funktion af Tiden.
A. Dahlberg.
