Titel: Den Sovjetiske Militærdoktrin (1970)
Forfatter: Ole Pagh-Schou
Forlag: Historia 2023
Sider: 131
Pris: 199,95 kr.
Anmelder: Claus Eskild Andersen
Bedømmelse: 4 faner ud af 5
Major Ole Pagh-Schou skrev for 43 år siden den foreliggende tekst som en artikel til Det Krigsvidenskabelige Selskabs Militært Tidsskrift. Med nogen – må man med en vis ret anføre – forsinkelse har Pagh-Schou for nyligt modtaget selskabets medalje for opgaven, og nu er artiklen udkommet i bogform, men man kan med rette spørge sig selv, om det ikke lige er en postgang for sent ift. bogens relevans og aktualitet. Forfatteren skriver selv om dette: ”En grundlæggende forståelse af Ruslands og Putins handlinger i dag er i virkeligheden betinget af et tilbageblik, en historisk forankret analyse og årsagsforklaring” (side 10).
Ole Pagh-Schou reagerede på en artikel i Berlingske Tidende i 2020, hvor journalisten postulerede, at den polske hær havde haft intentioner om at indsætte atomvåben på dansk territorium. Dette kunne Pagh-Schou modbevise med sin 43 år gamle afhandling, der påviste, at ikke polakkerne men Sovjetunionen havde fuld råderet over atomvåben i Warszawa-pagten. På den måde blev Det Krigsvidenskabelige Selskab opmærksom på den gamle artikel “Sovjetunionens Militærdoktrin”, som Pagh-Schou forholdsvis upåagtet havde offentliggjort i Militært Tidsskrift i 1978. Pagh-Schou gør også opmærksom på, at der var forskel på den polske nationale doktrin og den sovjetiske doktrin, som overordnet var gældende for hele Warszawapagten.
Ifm. åbnede polske arkiver og et nu berygtet/berømt militært kort (Jaruzelski-kortet) over et polsk angreb på Danmark mente nogle journalister, at det påviste en påtænkt anvendelse af atomvåben mod dansk territorium. Det imødegår forfatteren i bogen, idet han argumenterer for, at de polske styrker ikke selvstændigt ville have kunnet indsætte atomvåben mod dansk grund, idet beslutningskompetencen og i øvrigt atomvåbnene selv udelukkende var under sovjetisk kontrol, og at atomvåben først og fremmest ville blive anvendt på centralfronten og sandsynligvis ikke i et sidescenarie som det danske.
Måske burde forlag og forfatter have gennemarbejdet bogen mere omhyggeligt mhp. udgivelse, idet der er en række forhold, som burde have været tilrettet. Bogen bærer præg af at være en militær analyse, som til tider er ordknap og uden omsvøb. En lettere forklarende fortællestil for den ikke militærkyndige læser kunne have været ønskelig. Desuden er der en overdreven brug af tysksprogede citater igennem hele bogen; naturligt, idet nogle af forfatterens kilder er tysksprogede (østtysksprogede). Nogle vil nok finde de mange tyske citater ulæselige, især når man ikke forstår tysk, og i så fald går man glip af en stor del af bogens indhold, idet de fylder en betragtelig del af bogen.
Det antydes (bl.a. i begrundelsen for tildelingen af Det Krigsvidenskabelige Selskabs St. Germain-medalje i 2021), at artiklen, som bogen baserer sig på, skulle kunne indeholde klassificerede oplysninger; men jeg kan umiddelbart ikke finde oplysninger i bogen, som man ikke ville kunne finde i åbne kilder på daværende tidspunkt. Men man skal jo nok forstå, at holdningen til klassificerede dokumenter var en anden i 1970’erne/1980’erne.
Pagh-Schou har desuden passende forsynet bogen med et lille tillæg, som kaldes ”Hvorfor gik det galt i Ukraine?”, og som bringer fremstillingen af den sovjetiske militærdoktrin ”up-to-date” helt op til angrebet på Ukraine i februar 2022. Forfatteren beskriver aktionen i Ukraine som ”broderlig hjælp” jf. den sovjetiske doktrin. Et begreb han også har beskrevet i bogen, men som jo i lyset af Ruslands aggressive angreb på Ukraine klinger hult i vestlige øre. ”Broderlig hjælp” har tidligere været set udfoldet ifm. de væbnede interventioner i Østtyskland, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Men tillægget giver bogen aktualitet og relevans i forhold til nutidige begivenheder, og giver samtidig svaret på, hvorfor det kan betale sig at beskæftige sig med den sovjetiske militærdoktrin, som trods alt ligger over en menneskealder tilbage i tiden. Pagh-Schous lille bog kunne passende have været suppleret og opdateret med general K.J. Møllers artikel i Militært Tidsskrift 4-2000, side 359–378. ”Ruslands ny nationale sikkerhedskoncept og militærdoktrin”: https://www.krigsvidenskab.dk/emne/ruslands-ny-nationale-sikkerhedskoncept-og-militaerdoktrin.
Det ville have været et helt genialt træk at sammenføje general Møllers velskrevne og næsten helt aktuelle artikel om samme emne som anden halvdel af bogen.
”En angriber er altid fredselskende” (side 93) skriver Pagh-Schou i bogen i en sovjetrussisk forvanskning af et Clausewitz-citat (Berg ”Om Krig” 1986, side 432). Da megen af doktrinens tankegods stadig er gældende den dag i dag, stiller det spørgsmålet om det nuværende Rusland er fredselskende eller ej. Jf. den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov (på G-20 topmødet marts 2023 i Indien) er Rusland imidlertid selv blevet angrebet af Ukraine og vestmagterne, hvorfor det jo i russisk optik må være disse, der er fredselskende – eller?
Et spørgsmål, som bogen ikke besvarer (og ikke skal besvare), er, hvordan Rusland kan bygge videre på en doktrin, som i udgangspunktet er baseret på en marxistisk-leninistisk verdensanskuelse og ideologi, når Rusland officielt ikke længere er kommunistisk? Det kunne have været interessant at få belyst.
På det lavpraktiske niveau er der en del delings-, tryk- og stavefejl især i de mange tyske afsnit af bogen, som burde været fanget i korrekturen. For det meste er disse heldigvis ikke meningsforstyrrende.
Bogen vil få en velfortjent plads i reolen ved siden af én af mine andre koldkrigsudgivelser; nemlig David Isbys klassiker ”Weapons and Tactics of the Soviet Army – Fully Revised Edition” fra 1988.
Bogen er udgivet på forlaget Historia, som er et forlag for selvudgivne bøger. Med tanke på, at bogen skal kunne læses af andre end militærfolk, burde bogen nok være gjort en smule mere læsevenlig og tilgængelig for et bredt publikum.
Claus Eskild Andersen
Major, cand.phil.
Bedømmelse: fire bånd ud af fem.
