Log ind

Den professionelle demens og de psykisk skadede

#

Befolkning og soldater betalte og betaler for den professionelle demens, der prægede Forsvarets forvaltning i det første årtis internationale operationer.

En ting er, at en risiko er erkendt i en organisation, en helt anden ting er at sikre, at dens ledelse bryder med rutiner, og handler, så risikoen mindskes.

Det er altid svært at erkende risici ved nye opgaver og de affødte krav. Men det er en professions essens netop at gøre dette. Dette var selvfølgelig også tilfældet for de militære chefer og stabsofficerer, der organiserede Forsvaret til at løse opgaverne i det tidligere Jugoslavien og senere i Irak og Afghanistan.

Grundlaget for evnen til at forudse risici ved forskellig optræden opbygges på professionens grunduddannelse. Det er tilfældet ved lægeuddannelsen og her specielt på Hærens Officersskole. Som i alle andre professioner må evnen til risikoforståelse efter grunduddannelsen løbende opdateres gennem organisationens og den enkeltes interesse for nye erfaringer og gennem den debat, der finder sted internt i organisationen og åbent i professionens faglige tidsskrifter.

Forsvarets erfaringsbrug og uddannelse om kampstress

De chefer og stabsofficerer fra hæren, der var professionelt ansvarlige for at forudse risikoen for psykiske skader under de internationale operationer fra 1992, blev uddannet på officersskolen fra omkring 1960 og tyve år frem. Her blev der givet et godt udgangspunkt for at erkende og forstå risikoen for psykiske kampskader hos vores soldater. Fra 1965 til 1968, hvor jeg gennemgik uddannelsen på Frederiksberg Slot, var det oberstløjtnant, cand.psych. Fin Agersted, der var ansvarlig for uddannelsen i generel psykologi ”kamppsykologi”, der også beskrev risikoen for psykiske kampskader, symptomer og den bedst mulige håndtering af de skadede. Agersted var et produkt af den professionelt sunde opfattelse, at officerskorpset skulle danne bro og forståelse til andre relevante professioner ved at lade udvalgte officerer gennemgå den relevante akademiske uddannelse – normalt til ingeniør og her til psykolog. Det lykkedes i høj grad for Agersted. Han var formand for Danmarks Psykologforening i perioderne 1962-69 og igen 1974-79.

Grundlaget for uddannelsen i 1960erne var først og fremmest angelsaksiske erfaringer med kampstress fra 2. Verdenskrig og i Koreakrigen. Det var før, man begyndte at anvendte begrebet ”Posttraumatisk stresslidelse” (PTSD) nogle år efter Vietnamkrigen, noget som gjorde det muligt for krigsmodstanderne at ”adoptere” de tidligere uglesete veteraner som krigsofre. Uddannelsen kunne støtte sig til den første udgave af grundbogen ”Ledelse og Uddannelse. Militær Pædagogik”, som den daværende oberstløjtnant Nils Berg forfattede for Hærkommandoen, og som blev udgivet i 1969. Senere udgaver kom som andre af Forsvarets grundbøger til at lide under det forhold, at de var skrevet kollektivt af bidragydere med forskellig agenda, vidensniveau og evne til at tænke og skrive klart.

Agersteds undervisning skulle få os til at forstå, at alle soldater havde en brudgrænse og at stress ophobede sig, så man ikke helt kunne fjerne virkningerne at tidligere stress ved anden tjeneste. Kurset gjorde klart, at den enkeltes muligheder for at kunne klare belastninger lå i gruppen, i dens fælles, realistiske forberedelse til indsættelsessituationen, i soldatenes muligheder for at kunne støtte hinanden under indsættelsen og i muligheden for bagefter sammen at kunne behandle oplevelserne. Det var derfor afgørende at soldater, der fik de kampstresssymptomer, som undervisningen beskrev, skulle håndteres så tæt ved gruppen som muligt. Hvis den skadede soldat blev evakueret helt ud af kampområdet og derigennem væk fra kammeraternes støtte, var der en meget stor risiko for, at skaden blev kronisk, dvs. fik karakter af, hvad der senere benævntes PTSD.

Denne uddannelse blev videreført i de næste tyve år. I 1980erne og 1990erne var læreren cand.psych. Ove Jessen. Han var major af reserven med en omfattende erfaring fra FN-operationer og ansat ved Psykologisk Afdeling, der i de år primært så det som sin opgave bl.a. at gennemføre ”Holdningsmålinger” for at måle soldaternes tilfredshed med tjenesten. Jessen beskrev i 1985 sin undervisning i en omfattende artikel i ”Militært Tidsskrift” og fortsatte i de næste 15 år sin professionelle påvirkning af sine officerskolleger gennem artikler i kamptroppernes tidsskrift ”Kentaur”.

Kamppsykologi i forsvaret

Parallelt med sin undervisning og debatindsats bidrog Jessen til den studiekreds, som Forsvarets Sanitetsskole i 1981 etablerede for at studere kamp- og katastrofepsykiatriske emner og udbrede kendskabet til disse. Her var de to psykiatriske overlæger Peter W. Jeppesen og Gorm Odden Petersen centrale bidragyderes. Efter fem år foreslog skolen, at Forsvarskommandoen gjorde kredsen til en formel studiegruppe. Dette blev afvist, men Kommandoen lovede at tage højde for det forhold, som kredsen påpegede, nemlig at hærens sanitetsorganisation på det tidspunkt slet ikke kunne håndtere psykisk kampskadede så rettidigt og tæt ved enheden, at risiko for kroniske skader, dvs. PTSD, blev minimeret. Arbejdet blev fortsat og førte til et konkret forslag om etablering af et lille specialiseret observations- og sorteringsled på i alt 11 personer, der skulle støtte enhederne under deres håndtering af psykiske kampskader. Der blev etableret et samarbejde med en af hærens brigader i Jylland om en sådan forsøgsenhed mod slutningen af Den Kolde Krig, og et sådant led var planlagt etableret i Den Internationale Danske Brigade (DIB), der blev etableret fra begyndelsen af 1990erne.

For dem, der interesserede sig for forskellige elementer af kamppsykologi, understregede Martin van Crevelds bog ”Fighting Power” fra 1982 med tyk streg den indsigt, som var blevet formidlet gennem bl.a. Agersteds og Jessens undervisning. Bogen er en skarp og polemisk-pædagogisk sammenlignende analyse af de tyske og amerikanske hære under 2. Verdenskrig. Creveld påviste, at det i afgørende grad var forvaltning og uddannelsesramme for den enkelte soldat og de grundlæggende enheder, der skabte de meget ekstremt høje psykiske tabstal. Medens tab i den tyske hær blev erstattet af grupper af soldater fra samme region, der var blevet uddannet sammen, blev den amerikanske erstatningssoldat sendt alene ud blandt fremmede, der ikke accepterede og hjalp ham i kammeratskabsrammen. Bogens budskab var, at maskinel, forvaltningsbekvemmelighedsdomineret menneskehåndtering dramatisk øgede risikoen for psykiske skader. Budskabet fra bogen blev givet videre under den videregående officersuddannelse på Forsvarsakademiet, som jeg var ansvarlig for fra 1989 til 1994.

Forsvarets svigt under Balkan-indsatserne

Da første hold sendtes til Balkan var risikoen for psykiske kampskader og veje til at mindske risikoen for PTSD kendt. Men det er i bedste fald i åbent spørgsmål, om de nødvendige konsekvenser var forstået og accepteret af de ansvarlige officerer. Der er forfatteren bekendt ikke gennemført analyser af følgerne af de alvorligt stressende faser under tidligere FN-operationer som ankomsten af de danske kompagnier til Gaza i 1956, operationen i Congo fra 1960 og Cypernstyrken under den tyrkiske invasion i 1974, så man opfattede muligvis også denne mission som en Middelhavsferie. Den manglende erkendelse af tidligere problemer kan også forklares med, at belastningen for soldaterne dengang var kort. I Ex-Jugoslavien blev belastningen varig og præget af, at soldaterne måtte udholde den passivt, som krigssejlerne under 1. og 2. Verdenskrig. Det kan derfor forklares, at man ikke holdt det første hold samlet til den nødvendige fælles ”dekompression” ved hjemkomsten, men sendte dem direkte hjem til afspadsering af overarbejde hos familierne, en optræden, der med sikkerhed har øget risikoen for kroniske skader meget væsentligt. Den manglende mobilisering af den eksisterende professionelle viden derefter kan hverken forklares eller undskyldes.

Vi har nu lært en del om at støtte de hjemvendte veteraner, men det er ikke korrekt, at vi ikke kunne have vidst bedre og forebygget omfanget af problemerne. Vi burde hurtigt have ændret uddannelse, tjenesteomgang og forvaltning. Det er ikke af ond vilje, man valgte bekvem, professionel demens og overså den viden og de erfaringer, der blev samlet og præsenteret i de foregående år. Mange led og lider unødvendigt, fordi man begrænsede sig til blot at reagere umiddelbart med hovsa-svar, uden at huske, uden at ændre organisationens rutineoptræden. Fin Agersted og Ove Jessen arbejdede forgæves. Befolkning og soldater betalte og betaler for den professionelle demens, der prægede Forsvarets forvaltning i det første årtis internationale operationer.

Det er et åbent spørgsmål, som mere ajourførte læsere må besvare, hvor meget vi senere lærte. Jeg kan kun konstatere to kritiske forhold, som er synlige fra min observation udefra. For det første sikrer man ikke længere den mulighed for brobygning mellem professioner til gensidig berigelse, som Fin Agersted og Ove Jessen på forskellig måde var resultatet af. For det andet inspirerede Ove Jessens mangeårige debatbidrag ikke officerskorpset til at bearbejde og justere hans observationer på grundlag efter egne oplevelser.

Psykiske kampskader ar åbenbart ikke noget, man følte ansvar for. Derfor måtte andre gøre det, og det skete derfor som brandslukning i stedet for forebyggende og skadebegrænsende indsats.

Forsvarets håndtering af kampstress i nutiden

Jeg ved ikke, hvordan man siden midt-90’erne har forberedt officerer på indsats, der kunne mindske risikoen for kroniske skader gennem observation i missionsområderne og indsats her uden hjemsendelse fra missionen?

Jeg ved ikke, om man i dag forstår, at robust, generel (ikke-missionsforberedende), krævende enhedsuddannelse, hvor alle i deltager i deres funktion i mange, nok minimum seks-syv, uger før udsendelsen, bidrager til at skabe det sammenhold og den fælles modstandskraft, der kan mindske risikoen for psykiske kampskader?

Jeg ved ikke, om man stadig lærer chefer og andre ledere at erkende symptomer på, at den enkelte har nået sin belastningsgrænse, og om man har etableret måder til systematisk at håndtere dette i missionsområdet, så man mindsker risikoen for at måtte sende folk hjem med de øgede risici for kroniske skader?

Jeg ved ikke, om personelforvaltningen, der nu er en civil styrelse, har lært at erkende kritisk alvorlige belastningssymptomer hos fast personel og derefter har lært ikke at beordre rutinemæssigt, så det ender med total invalidering, som den da stadig militære tjeneste gjorde mod en af mine yngre kolleger?

Jeg ved ikke, om vi har lært at lade professionel erfaring på dette område snarere end seneste HR-mode styre behandlingen af de af landets borgere, der sendes til krig?

Vi kunne i 1990’erne godt have vist bedre, så færre blev kronisk skadet, og vi burde i dag have lært, hvad der skal til. Erfaring findes og skal blot energisk tilpasses til hver ny situation. Professionel demens i en organisation er et forbryderisk, amatøragtigt ledelsessvigt. Det er kronikkens budskab.