Log ind

En økommando? Post scriptum

#

Spørgsmål og diskussioner i forlængelse af major M. H. Clemmesens analyse af økommando-problematikken i tidsskriftets januar-nummer har gjort det klart, at et par forklarende bemærkninger vil være på plads. Trods alt hviler et par af analysens hovedargumenter på et grundlag, der ikke er almindelig kendt eller accepteret. Majoren redegør her for disse.

Allerede før orlogskaptajn P. C. H. Rasmussens svar havde spørgsmål og diskussioner i forlængelse af min analyse af økommandoproblematikken gjort det klart, at et par forklarende bemærkninger ville være hensigtsmæssige. Trods alt hviler et par af analysens hovedargumenter på et grundlag, der ikke er almindeligt kendt eller accepteret. Det undrer mig i øvrigt lidt, at det eneste svar kom fra Søværnet. Den af mig beskrevne søværnsstruktur er jo i overensstemmelse med Forsvarskommandoens oplægs. Det eneste, der sker er, at den maritime chef placeres gunstigt for krisestyring og får underlagt og bliver kolokeret med en landmilitær chef. Det betød også, at da jeg prøvede analysens resultat ved at tænke det fulde konfliktforløb igennem, var det umiddelbart indlysende, at den valgte operative struktur ikke ville give nye problemer, ej heller i forholdet til den tyske flåde.

Hvorfor skal ét våbensystem - kystmissilbatterierne - være afgørende for, om en øområdekommando bør oprettes?

»I en krigssituation må mobile kystbatterier og deployerede hærenheder da også forventes at blive udsat for en alvorlig lufttrussel« (OK P. C. H. Rasmussen).

Batteriets karakteristika er i meget høj grad bestemmende for den effekt, som jeg vurderer, at systemet vil have.

Jeg forestiller mig, at et kystmissilbatteri består af to halvbatterier, der er selvstændigt skydende enheder. Hver halvbatteri omfatter

- en lastvogn indrettet som operations- og ildledelsescentral med bl. a. elektronisk plot og et udstyr, der til stadighed angiver vognens og der igennem halvbatteriets nøjagtige position,

- to eller flere lastvogne med hver to missilstyr til det på de sejlende enheder anvendte, udmærkede sømålsmissil (hvis karakteristika både OK Rasmussen og jeg kender) og

- et antal lastvogne med missiler til genladning.

Overføringen af måldata til operationscentralen sker ved radiomodtagelse med det permanente telefonnet som alternativ. Lastvognene er alle af den i felthæren anvendte, 7 tons standardtype, hvoraf flere hundrede vil være spredt ud over landsdelen. Operationscentralscontainer, missilstyr og missiler til genladning holdes under ruf. Der vil således være tale om lavkontrastmål, hvor man selv efter at have bestemt, at der er tale om en lastvogn, ikke kan identificere den som hørende til denne enhed. Ud fra et kendskab til hærens artillerisystemer og efter samtale med IHAWK-folk må man vurdere, at tiden fra vej eller ventestilling til skud vil være i størrelsesordenen 10-15 minutter. Et sådant system, der ikke har en karakteristisk signatur for kendte sensortyper, må vurderes at kunne operere uden væsentlige tab under fjendtlig luftoverlegenhed, idet det eneste tidsrum, hvor man kan identificere systemet som afvigende fra tilfældige lastvogne fra hæren, er nogle minutter før og efter missilaffyringen. Den missiltype, der er tale om, må betegnes som en af de mest træfsikre og effektive, der findes på markedet. Systemets svaghed er dets afhængighed af eksterne sensorer. Men alle sensorer, på land, på overfladen, undersøiske og luftbårne - ikke kun flådehelikoptere og undervandsbåde - med mulighed for at kunne transmittere måldata, er anvendelige. Da sensorer udmærket godt kan være systemer, der har stor stand-off evne, er virkningen af denne svaghed overskuelig. Også de vesttyske sensorer vil jo kunne støtte. På grund af de gode overlevelsesmuligheder vil det være lønnende at investere i et forholdsvis stort antal genladninger, og da det affyrede missil er særdeles effektivt, vil kystmissilbatterierne udgøre en meget betydelig del af det samlede invasionsforsvars effekt. Når denne effekt ses i sammenhæng med effekten af udlagte minefelter, som jo har god effekt mod de mål, som missilerne har mindst virkning på, var det rimeligt at anvende kystmissilbatterierne som analysens fundament. Angående økonomien ved både OK Rasmussen og jeg, hvilket forhold der er mellem anskaffelse og drift af det ovenfor beskrevne kystmissilbatteri og anskaffelse og drift af en af vore sejlende overfladekampenheder. Overfladekampenheder, der - som fly, men i modsætning til kystmissilbaterier - er højkontrastmål for missiler med thermisk og/eller radarsensorer.

Hærenheder er - som batterierne - lavkontrastmål. Derudover er de - når deployerede - spredte, beskyttede og skjulte og derfor særdeles vanskelige at erkende og bekæmpe effektivt med flystyrker.

Som konklusion kan siges, at kystmissilbatterierne sandsynligvis ikke vil kunne hindre, at en fjende gennemfører en for ham nødvendig invasion. Men de vil enten tvinge ham til at søge at rense de sandsynlige indsættelsesområder gennem større, indledningsvise, luftbårne operationer, eller også vil de give ham så væsentlige tab, at egne landstyrkers muligheder bedres væsentligt. Det er således ikke tilfældigt, men med god grund, at kystmissilbatterierne blev min analyses styrende element.

»at alle flådestyrker er sænket og derefter anvender (forfatteren) behovet for koordination med disse som argument« (OK Rasmussen).

Jeg skrev nu nedslidte - ikke alle sænkede. Der vil naturligvis - hvis de er blevet anvendt taktisk i overensstemmelse med deres sårbarhedskarakteristika - være et antal tilbage, som primært på grund af deres mobilitet og relative uafhængighed af eksterne sensorer kan virke som et værdifuldt supplement for kystbatterier plus miner. Men man må forvente at kampen for at opnå operationsfrihed, før invasion/gennemtrængning forsøges, vil give meget væsentlige tab blandt høj kontrastmål.

Hvilken sammenhæng er der i dag mellem søværnets og hærens bidrag til øernes forsvar?

Hærens troppeenheder er relativt langsomme at skifte fra én indsættelse til imødegåelse af en ny trussel, som planlægningen konkluderede var usandsynlig.

Søværnets sejlende kampenheder vil relativt hurtigt kunne imødegå en sådan, uforudset trussel. Derigennem vil de kunne skaffe tid til hærenhedernes forskydning og indsættelse. Denne sammenhæng vil nødvendiggøre en fortløbende og tæt koordination, men da der næppe vil være tale om modstridende opfattelser af behov, vil der ikke være det behov for en fælles prioritering, som nødvendiggør oprettelsen af en øområdekommando. Denne direkte sammenhæng mellem hæren og de sejlende enheder understreger dog det af kystmissilbatterierne skabte behov for oprettelse af en øområdekommando.

Hvorfor er felthæren i så stor udstrækning bundet til sikringen af kystmissilbatterierne? Hvorfor ikke nøjes med sikringsdelinger?

Det er afgørende, at batterierne ikke kan identificeres som sådanne. En nærsikring med enheder af en størrelsesorden, der står i rimeligt forhold til systemernes effekt - d.v.s. i størrelsesordenen kompagni pr. halvbatteri - vil kunne røbe batteriernes placering med bekæmpelse fra luften til følge. At undlade nærsikringen er imidlertid kun rimeligt, hvis batterierne er indsat i et område, der er forsvaret/sikret af hærenheder. Et område, der er tilstrækkeligt stort til at have et stort antal, egnede stillingsområder. Kystmissilbatterierne må, for i nødvendig udstrækning at udnytte deres bevægelighed og anonymitet, være indsat i et af hæren sikret område. Dette vil i stor udstrækning binde dele af hæren i den periode, hvor batterierne er af væsentlig betydning for invasionsforsvaret.

Artikel
Publiceret den 8. apr. 1980
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner