Log ind

Den finsk-russiske Krig

#

(Sluttet den 15/12 39).

Fjendtlighederne paa den finsk-russiske Front aabnedes 'af Russerne den 30’ November ved Flyverangreb paa Hovedstaden og andre Byer, Angreb paa den finske Landfront og Beskydning fra Søsiden af Byer og befæstede Steder. En forudgaaende Krigserklæring blev ikke udstedt, og Stalin har yderligere i en Radiotale erklæret, at der ingen Krig var med Finland. Det faar saa staa hen, hvad man vil kalde det for, der i Øjeblikket foregaar i Finland. Inden Krigsbegivenhederne nærmere omtales, skal her.kort gøres Rede for de to kæmpende Hæres Sammensætning. Finland har almindelig Værnepligt, der varer fra det 21’ —60’ Leveaar (i Krig fra det 17’—61’). Uddannelsestiden er for Fodfolket 1 Aar, for de øvrige Vaaben 1 */i Aar. Fredshærens Styrke er paa 27.967 Mand, hertil kommer Skyddskårene ca. 100.000 Mand, som senere skal omtales. I Krigstid anslaas Hærens Styrke til op imod 300.000 Mand. I Fredstid er Hæren samlet i et Armékorps paa 3 Divisioner og 1 Rytterbrigade. 1’ Div. (Helsingfors) 3 Fodf.s Regt.r, 2 Feltart. Regt.r, 1 Komp. Krigshunde og 1 Panservogns Komp. 2’ Div. (Viborg) 3 Fodf.s Regt.r, 1 Feltart. Regt., 1 Jægerbatl. og 1 Efterretningsregt. 3’ Div. (Mikkili) 3 Fodf.s Regt.r, 1 Feltart. Regt., 2 Jægerbatl.r og 1 Pionerbatl. Rytterbrigaden (Willmanstrand) 2 Rytter Regt.r, 1 Jægerbatl., 1 Efterretningsesk., 1 ridende Batt., 1 Panservognsesk., 1 Kampvognskomp. og 1 selvstændigt Pionerkomp. Ialt 22 Fodf.s Batl.r, 12 Eskadroner, 4 Feltart. Regt.r med 16 Batt.r, 1 Luftværns Regt. med 4 Batt.r og 3 Kystart. Regt.r, 2 Kampvogns Komp.r og 1 Panservognsesk. Materiellet er vel nok den finske Hærs svage Side, idet en stor Del af det stammer fra den russiske Tid. Først i 1935 vedtog Rigsdagen en større Bevilling til Indkøb af moderne Materiel. Luftvaabnet menes at raade over 150 Flyvemaskiner. Som foran nævnt indgaar de frivillige Skyddskår i den aktive Hær, idet de er oprettede til Forsvar af Fædrelandet og den lovlige Orden. Chefen for Kårene staar umiddelbart under den Højstbefalende for Krigsmagten, og Landet er delt i 22 Distrikter, hvert under en Distriktchef med Stab. Distrikterne er atter delt i 250 Kredse. Indenfor Kårene formeres Kåristeme i taktiske Enheder, saaledes ved Fodfolket i Delinger, Kompagnier og Batailloner og tilsvarende ved de øvrige Vaaben samt Marineafdelingen. Ved Uddannelsen er Hovedvægten lagt paa Fægtning, Felttjeneste og Skydning, ligesom der afholdes større Fægtnings- og Marchøvelser. Man kan ikke omtale de frivillige Skyddskår uden i samme Aandedræt at nævne den store finske Kvindeorganisation „Lotta Svård“, en enestaaende Organisation, der bestaar af Kvinder i alle Aldre og fra alle Samfundslag. Foreningen staar umiddelbart under Chefen for Skyddskårene og yder disse Hjælp paa Sanitets-, Forplejnings-, Udrustnings- og andre Omraader.

Rusland har ligeledes almindelig Værnepligt, der varer i 22 Aar fra det 19’—41’ Leveaar, med 2—3 Aars aktiv Tjeneste efter de forskellige Vaabenarter. Fredshærens Styrke er 1.800.000 Mand, og Krigsstyrken anslaas til 11.000.000 Mand. Landet er inddelt i 13 Militærdistrikter med ialt 35 Skyttekorps med ca. 100 Divisioner, 7 Rytterkorps med 32 Rytterdivisioner og 12 selvstændige Divisioner, 5 Tankkorps med 10 Tankbrigader og 1 motoriseret Skyttebrigade. Skyttekorpsene er paa 3—4 Divisioner, Rytterkorpsene paa 3 Rytterdivisioner. Skyttedivisionerne bestaar af 3 Skytteregimenter samt andre Vaabenarter, herunder en Kampvognsbataillon. Rytterdivisioneme er paa 2 Rytterbrigader a 2 Regimenter og andre Vaabenarter, deriblandt 2 motoriserede Skyttebatailloner og Kampvognsenheder. Skytteregimentet er paa 3 Batailloner og 1 Artilleriafdeling å 2 Batt.r. Det er meget stærkt og saaledes udrustet med Vaaben, at det er i Stand til at optræde selvstændigt. Foruden i Mandskab bestaar den russiske Hærs Overlegenhed i Materiel og da navnlig i Antallet af Kampvogne af forskellige Modeller: Automitrailleuser, lette Kampvogne, middelsvære paa 20 Tons bevæbnet med 1 — 7,6 cm’s Kan. og 2 Mask. Gev. og endelig svære Kampvogne paa 40 Tons, stærkt pansrede og bevæbnede med 2 — 7,6 cm’s Kan., Antitankkan. og Mask. Gev. Disse sidste vil næppe komme til at spille en fremtrædende Rolle i dette Felttog, da de ikke vil kunne passere de almindelige Broer i Finland. Finlænderne, der ikke er stærkt forsynet med Antitankskyts, har til Gengæld anvendt Jordminer og med stort Held i Kampen mod de motoriserede Styrker.

En talmæssig Sammenligning mellem de to krigsførende Magters Styrker falder, som man kunde vente, saa afgjort ud til Fordel for den russiske Hær, men heldigvis er der Momenter paa andre Omraader, der vejer stærkt til Gunst for Finland. Stærke russiske Styrker er bunden rundt paa Landets andre Grænser, i Sibirien, mod Tyrkiet, mod Rumænien, i Polen, og endelig er der sikkert ogsaa Brug for Tropper i det Indre af Landet til Roens Opretholdelse. Det finske Folk er Verden over kendt som et kraftigt, haardført og sportstrænet Folk, der med disse Egenskaber forbinder stor Skydefærdighed. Det er et oplyst og fædrelandskærligt Folk, der kæmper for sin Frihed. Anderledes med Russerne, der trods en ihærdig Propaganda, der næppe er trængt dybt ind i Befolkningens Bevidsthed, er ganske uinteresseret i denne Krig og kun under Tvang og uden Begejstring gaar med til den. Et svagt Punkt for Finland er den ca. 3000 km lange Landgrænse mod Rusland, men her kommer Naturen Finland til Hjælp med de mange Søer, der indskrænker Fronten væsentligt. Selv om de nu i den tilstødende Vinter fryser til, vil en Fremrykning over dem være et risikabelt Foretagende, saalænge et finsk Maskingevær er i Virksomhed. Selv de mange store Skove maa vel ogsaa nærmest anses for en Fordel for Forsvareren. Ganske vist kan begge Parter anvende dem til skjulte Fremrykninger, men Finnerne har den Fordel at være stedkendt, kan optræde pludseligt og atter forsvinde. Skovene vanskeliggør ogsaa Fremførelsen af de russiske Forsyninger. Krigen nu til Dags er en mekaniseret Krig. Rusland synes at være godt forsynet med mekaniske Vaaben, og den russiske Bonde vil vel i Almindelighed nok kunne lære at betjene dem. Men som bekendt mangler Rusland i høj Grad Industriarbejdere, sker der derfor et Uheld med disse ofte komplicerede Vaaben, og det kan let ske under et Vinterfelttog og under saa vanskelige Forhold som i Finland, vil det være forbunden med store Vanskeligheder at faa Skaden udbedret, og dette er maaske Forklaringen paa det store Antal Kampvogne, som Finnerne har erobret eller gjort ukampdygtige. Til alt dette kommer et moralsk Moment, som ikke maa undervurderes. Næppe nogensinde tidligere er den ene af to krigsførende Magter bleven mødt med en saa eenstemmig Sympati i hele den civiliserede Verden, som den det heltemodige og tapre finske Folk har mødt. Man kan kun ønske, at denne Sympati maa give sig Udslag i en positiv Hjælp. Russiske Hærstyrker er trængt over Grænsen paa 4 forskellige Steder: 1. Paa det karelske Næs, hvor den saakaldte Mannerheimlinie i en Længde af 60 km strækker sig langs det derværende Bælte af Smaasøer fra Kystbefæstningen paa Bjørkø ved den finske Havbugt til Ladogasøen. Enkeltheder ved denne Forsvarsstilling kendes ikke, kun vides det, at den i de sidste Aar er udbedret ved frivillig Hjælp af Finlands Ungdom, Studenter o. a., at der er anlagt et stort Antal betonnerede Bunkers, og at Forterrainet er spækket med Forhindringer. Foreløbig er det kun lykkedes Russerne at sætte sig fast i Forterrainet, men ikke at gennembryde Hovedstillingen paa noget Sted. Stillingen kan omgaas dels ved Landsættelse af Tropper i Viborgdistriktet, men Faren herfor bliver stadig mindre, efterhaanden som den finske Havbugt fryser til, og dels ved en Fremrykning nord om Ladogasøen. 2. Nord om Ladogasøen for at komme i Besiddelse af Jernbanelinien, der fører fra Viborg til Uleåborg, og saaledes dels omgaa Mannerheimlinien fra Nord, dels fortsætte Fremrykningen ad Banen mod Uleåborg. Kampene her føres paa Linien Tolvajårvi—Loimola—Pitkärente ved Ladogasøen i en Afstand af 25—50 km fra Grænsen og synes nærmest at falde ud til Gunst for Finnerne, der har tilbageerobret nogle af Byerne. Dette Terrain er meget skovrigt. 3. Gennem Flaskehalsen, det smalleste Sted af Finland, med Direktion mod Torneå. Lykkes denne Fremrykning for Russerne, kan Situationen let blive katastrofal for Finnerne, idet Landet derved deles i to isolerede Dele, og den sydlige og folkerigeste Del afskæres fra Tilførsler fra Omverden. Finland har paa dette Sted en Bredde af ca. 300 km. Fra Grænsen fører en Hovedlandevej ned til Torneå og fra Kemijärvi, der ligger omtrent midtvejs, tillige en Jernbane. Paa denne Jernbanelinie ligger Stationen Rovaniemi, der er et Punkt af meget stor strategisk Betydning, fordi det tillige er Knudepunktet for en Mængde Veje, der fører i alle Retninger, først og fremmest den eneste Vej til Ishavet. Paa denne Fremrykningslinie er Russerne naaet frem til Linien Salla—Kuolajårvi, ca. 75 km fra Grænsen. Men ogsaa her er de stødt paa alvorlig Modstand, de sidste Efterretninger lyder paa, at Salla er tilbageerobret af Finnerne. Den Egn, Russerne skal rykke frem igennem, er en Ødemark med en spredt, fattig Befolkning, der, inden den flygtede, har brændt Husene af for ikke at yde Fjenden den mindste Hjælp. Nogen forberedt Forsvarsstilling findes næppe her, men Finnernes Taktik synes ogsaa at gaa ud paa med mindre, meget mobile Styrker at overfalde den fremrykkende fjendtlige Hær i Flanke og Ryg og specielt dens Fremrykningslinier. Alt hvad Hæren skal bruge, af hvad Art nævnes kan, ja selv Tag over Hovedet, maa fremføres pr. Akse gennem et øde Terrain med et barskt Klima, ad mere eller mindre ufarbare Veje. Det er en Opgave, der kan volde et Land med mere Organisationstalent, end Rusland er i Besiddelse af, næsten uoverstigelige Vanskeligheder, og disse øges for hver Kilometer, der rykkes frem. 4. Fra det nordlige Ishav, idet Russerne bl. a. har landsat Tropper i Petsamofjorden, der fører ind til Finlands eneste isfri Havn, Petsamo, der er Udskibningssted for Nikkel gruberne. Hvorledes Situationen er her fremgaar ikke klart af de modstridende Efterretninger, snart siges Petsamo at være i russisk snart i finske Besiddelse. Imidlertid telegraferes fra den norske Grænseby Pasvik, at Petsamo, Salmijårvi og andre Byer ved Grænsen staar i Flammer, samt at Gruberne er sprængte, hvilket kunde tyde paa, at Finnerne har maattet trække sig tilbage. Samtidig meldes, at russiske Flyvere har kastet Bomber paa Vejen mellem Ivalo og Petsamo, formentlig for at forhindre Forstærkninger i at rykke til Undsætning. I Modsætning til de andre Steder er Byerne her ret moderne, Salmijårvi er saaledes en Nybyggerby, der kun er 3 Aar gammel. De materielle Tab er derfor betydelig større her for Finlænderne. Som man vil kunne forstaa, er Murmanskbanen Nerven i hele Forsyningstjenesten for de i Finland kæmpende russiske Hære og skal derfor gøres til Genstand for en kortere Omtale. Banen, der forbinder Leningrad med den isfri Havn Murmansk, blev anlagt under Verdenskrigen, bl. a. for at kunne tilføre Rusland Forsyninger fra Ententemagteme. Det var navnlig tyske og østrig-ungarske Krigsfanger, der blev anvendt ved Anlæget af Banen, og utallige er de Lidelser, som disse ulykkelige Mennesker gennemgik i de barske og ugæstmilde Egne. Mangel paa tilstrækkelig Forplejning, varme Klæder og passende Underbringelse i Forbindelse med det haarde uvante Arbejde bortrev i Titusendtal af Krigsfanger. Dansk Røde Kors, der i Rusland varetog de østrig-ungarske Krigsfangers Interesser, gjorde utallige Forsøg paa at opnaa Tilladelse til at sende Delegerede derop, men blev stadig mødt med Afslag. Som sagt Tusinder af Krigsfanger fandt deres sidste Hvilested langs denne Bane, og Navnet paa den vil sikkert fremkalde mange bitre Minder i Dag hos dem, der overlevede Strabadserne. Som det fremgaar af det ovenstaaende, er Forsyninger af enhver Art lige til de mindste Detailler henvist til Fremførelse ad denne Bane, som paa Grund af sin Længde og mange Kunstbygninger maa være særdeles saarbar. Man skulde derfor tro, at den i høj Grad maatte være et taknemligt Maal for finske Flyvere, idet en nogenlunde grundig Afbrydelse af den vil kunne foranledige, at Operationerne maa standses i længere Tid. Den korteste Afstand mellem den finske Grænse og Banen, ved Flaskehalsen og nord for Ladogasøen, er kun ca. 75 km. Et Telegram har da ogsaa meddelt, at finske Flyvere har været over Banen og afbrudt den paa en Strækning af ca. 20 km, men senere har man intet hørt derom. Vil man gøre Facit op for Krigsbegivenhederne i den første Halvdel af December Maaned, maa man erkende, at det russiske Fremstød i Finland ikke paa noget Omraade kan sammenlignes med det tyske i Polen. Havde man i Rusland haabet dette, er man blevet grundig skuffet. Ingen Steder er de fjendtlige Styrker naaet mere end 50—75 Kilometer ind i Landet, og tilmed er de stoppede her. Hvilken Indstilling man end har, maa man bøje sig i dybeste Beundring for den lille tapre finske Hær, der med saa stort Heltemod kæmper for sit Lands Uafhængighed.

C. Fock.