Navnet Mysunde har en god Klang i vor Krigshistorie, og dog synes det, som var der en Vanskæbne knyttet til de Kampe, der har faaet Navn af Stedet. Kampen den 12. Sep tember 1850, der er en af vore smukkest ledede og gennem førte Fægtninger, maatte blegne for den kort efter paafulgte Kamp ved Frederiksstad, og Kampen den 2. Februar 18G4 druknede i de sorgelige Begivenheder, der knyttede sig til Uannevirkestillingens Rømning.
Da vi i 1804 havde besat Dannevirkestillingen, kunde der ikke være nogen Trivi om, at, naar Fjenden angreb, vilde han ikke tage Tyren ved Hornene, ved at fore Angrebet mod Centrumstillingen. Han vilde gaa mod vor venstre Fløj,
Mysundestillingen, og samtidig søge ved langsomt at rykke mod Centrumstillingen at faa os til at blive staaende i denne. Lykkedes Angrebet paa Mysunde, stod den fjendtlige Styrke, der havde udført det, paa don korteste Linje til Flensborg, og saasnart den naaede denne By, var den i Ryggen paa vor Hovedstyrke. Denne vilde ved Tabet af Mysunde blive nødt til at gaa tilbage, men, da Fjendens Hovedstyrke selvfølgelig vilde følge efter, vilde vor Hær blive klemt inde, og dermed vilde Felttogets Skæbne have været afgjort. Forsvaret af Mysunde var derfor af afgørende Betydning. Slien slaar en Bugt, hvorved der dannes en Halvø paa den sydlige Slibred, og paa denne ligger Mysunde. To Broer dannede i 1804 Forbindelsen mellem de to Bredder, og de var slaaede mellem den nordlige Bred og den vestlige Side af Halvøen. Den nordlige Bro var sikret ved et Bro hoved. Fra Nord til Syd har Halvøen en Længde af 1000 Alen, og ved dens sydlige Fndo var der anlagt en Befæst ning, der støttede begge sine Fløje til Slien. Den bestod af 2 Skanser, a og b, der laa hver paa sin Side af Hovedvejen fra Mysunde, og de var indbyrdes forenede ved en Løbegrav. Fra den vestlige Skanse, a, var Løbegraven fortsat til Slien, derimod var en lignende fra b til Slien kun paabegyndt.
I Skanse a fandtes 4 12 ft Kanoner og 4 24 ft Granatkanoner under Løjtnant Bache; Skanse b var bestykket med 2 12 ft Kanoner og 4 24 ft Granatkanoner under Løjtnant Klubien. Desuden var der paa deu nordlige Slibred indrettet Indskæ ringer til Feltskyts. Ledelsen af Artilleriforsvaret var over dragen Kaptajn H. C. Hertel.
Ifølge den af Fjenden vedtagne Operationsplan skulde Prins Friedrich Carl med højre Fløjkorps, der talte 24000 mand, skydes frem mod Mysundestillingen, medens Hovedstyrken, 32,000 Mand noget langsommere rykkede mod Centrumstillingen.
Prinsen var den 1. Februar gaaet over Ejderen, og ifølge Befaling skulde han den følgende Dag soge at naa Linjen Ekernførde— Kochendorf— Holm.
Fremrykningen skete Kl. 8 om Morgenen. Prinsen havde ventet at finde os i Stillingen ved Kochendorf, der ligger henimod V2 Mil S. for den befæstede Stilling. Men, da hans Avantgarde Klokken mellem 9— 10 naaede frem mod nævnte By, fik den Underretning om, at de danske Tropper vare gaaede tilbage til Mysunde. Prinsen besluttede at følge efter for, som han skrev i Indberetningen til Feltmarschal Wrangel, »at gøre Forøg paa at komme i Besiddelse af Forterrænet Eller maaske Brohovedet«. Avantgarden, der talte 4 lnfanteribatailloner, 1 Jægerbataillon, (> Eskadroner og 18 Kanoner.
Under Oberst v. d. Groeben, fik Befaling til at gaa mod My- sunde, og Reserveartilleriet beordredes til hurtigst muligt at stade til Avantgarden. Desuden fik Brigaden Canstein Be faling til at støtte Angrebet ved en Fremrykning fra -Ost over Ornum Mølle; en Brigade skulde tjene som Hovedreserve
Vort Forsvar i den befæstede Linje bestod — foruden det alt omtalte Artilleri — af Bataillonen Lundbye af 18. Regiment. Af denne havde Kompagniet Scliow besat hver af Skanserne med et Halvkompagni, Kompagniet Lommer stod i Løbegraven mellem begge Skanserne, Kompagniet Ahlmann i en Lavning bag Skanse b, og Kompagniet Baller var fremskudt paa Forpost.
Vejret var koldt, raat og meget diset.
Klokken omtrent 10 stødte Fjendens Fortropper paa vore Forposter, der blev nødte til at trække sig kæmpende tilbage. Den spredte Stilling, de havde indtaget, førte til, at de var splittede over hele Linjen, da de naaede denne, og derved blev de anvendte til Forstærkning af Besætningen i Skanserne, saa at hver af disse forøgedes med et Halvkompagni af Kompagniet Baller. Samtidig ordnedes Kommandoforholdene, saa at Kaptajn Baller fik Kommandoen i Skanse b, og Kaptajn Schow i Skanse a.
Divisionsgeneralen, General Gerlach, havde faaet Melding om, at Fjenden rykkede frem; med det disede Vejr gjorde det umuligt at danne sig noget Begreb om Fjendens Styrke eller Hensigt. Bataillonen Arntz af 3. Regiment fik derfor Befaling til at rykke frem for at skaffe Efterretninger, og der blev tildelt den en Deling Dragoner under Premierløjtnant Meulengraucht.
Batailonen, der kun talte 3. Kompagnier, sendte et Kompagni frem ad Hovedvejen mod Syd og et til hver af Sidevejene. De stødte snart paa en overlegen Modstand, og det gjaldt navnlig Midtekompagniet, A. Moltke. Da saavel Kompagnikommandøren som hans Premierløjtnant, seyffarth, blev saarede, sidstnævnte dødeligt, opstod der Uorden, men de to andre Kompagnier, Svane og Duus, kom til Hjælp, og derved lykkedes det at udføre Tilbagetoget i Orden. Men Fjenden vedblev at følge efter og at skyde, og det kostede Premierløjtnant Meulengracht Livet, netop da han var kommen tilbage til den befæstede Linje. De 2 Kompagnier gik igennem, men Kompagniet Duus besatte Løbegraven mellem Skanse a og Slien.
Klokken var den Gang 11 1/2
To af den prøjsiske Avantgardes Kompagnier vare længst fremme. Deraf blev det ene standset af vor Ild V. for Mysundevejen omtrent 3- 400 Alen fra Stillingen. Det andet Kompagni, der var Ø, for Vejen, benyttede Terrænet, saa at det pludelig kom frem i Flanken paa Skanse b, hvor det satte sig fast i en Afstand af henved 200 Alen. Til denne Side var der som omtalt ingen Løbegrav, og de enkelte Skytter, der fandtes i den paabegyndte Grav, kunde ikke rejse nogen Mostand af Betydning. Denne Fremrykning var sket saa pludselig, at Kompagniet Alilmann, der var i Reserve bag b, og som uventet blev beskudt, blev bragt i Uorden. Kompagnikommandøren havde netop begivet sig frem for at rekognoscere; men hans Tilstedekomst bragte hurtig Orden til Veje, og Kompagniet besatte derpaa en Gaard, der laa lidt tilbage, og hvorfra det prøjsiske Kom pagni kunde enfileres.
General Mannstein havde imidlertid faaet Befaling af Prinsen til at lede Angrebet. Da Artilleriet skulde benyttes, maatte Infanteriet først skydse saa langt frem, at det kunde dække Artilleristillingen. Iberegnet de to alt omtalte prøjsiske Kompagnier tog derfor ialt 3 af Avantgardens Batailloner Stilling med 1 Bataillon Ø. og 2 Batailloner V. for Mysundevejen. Det skete under en heftig Beskydning fra vor Side, og det kom nu til en livlig Skydefægtning, der varede uafbrudt under den Artillerikamp, som tog sin Begyndelse, strax efter at det prøjsiske Infanteri var kommet i Stilling.
Begyndelsen skete med, at Avantgardens to Fodbatterier, ialt 14 Kanoner, galopperede frem og protsede af med ét Batteri til hver side af Vejen ca. 1000 Alen fra vor Stilling.
Klokken 1. ankom det prøjsiske Reserveartilleri. Det forlængede Artilleristillingen med fem Batterier, der tog stilling paa samme Afstand til begge Sider af Vejen, medens 4 Batterier, der ankom noget senere, tog Stilling paa yderste Venstre Fløj, men noget tilbage for den øvrige Linje, saa at Afstanden for dem var 1200 Alen. Klokken mellem 1 og 2 havde Fjenden saaledes 64 Kanoner, hvoraf 24 riflede, imod vore 18 (1: Om de Kanoner, der stof i Lynetterne bag Stillingen kom til Skud, er tvivlsomt).
De 14 i Skanserne støttedes nemlig af 4 Feltkanoner af Batteriet Johansen, der vare rykkede ind i Indskæringen paa den nordre slibred. De prøjsiske Kanoner blev betjente med den højeste Grad af Energi og unde Hensyn til Ammunitionsforbruget. Fra Begyndelsen optog vi Kampen paa samme Maade, men senere blev det nødvendigt at spare paa Ilden, fordi man maatte være forberedt paa, at det vilde komme til Storm.
Fjendens voldsomme Ild bevirkede stor krudtrøg: dette i Forbindelse med den disede Luft, og at Geværkuglerne uafbrudt summede Artilleristerne om Ørerne, saa at de blev nervøse, var Aarsagen til, at Prøjserne bedømte Afstanden fgalt , og derfor gjorde Skydningen ikke den Virkning, den skulde. Derfor lykkedes det ikke at bringe vore Kanoner til Tavshed, og før det var sket, kunde der ikke være Tale om at skride til en Storm. Denne blev dog forberedt.
General Canstein var kommen frem med sin Brigade over Ornum Mølle, altsaa fra Øst. Hans Tétebataillon gik strax frem i Højde med det prøjsiske Kompagni, der flankerede Skanse b, og som endnu holdt sig paa en Afstand af 200 Alen fra vore Linjer. de resterende 4 Batailloner lod Canstein opmarchere i 2 Træfninger, rede til at rykke frem.
Samtidig havde Avantgarden forstærket Fægtningslinjen ved at sende 1 Bataillon og 3 Jægerkompagnier frem paa yderste venstre Fløj.
Klokken var den Gang noget over 2. Paa dette Tids punkt var Situationen altsaa følgende: Prøjserne havde 64 Kanoner mod vore 18, og der stod b'åU Bataillon i første Linje overfor vore 5 Kompagnier, og med General Cansteins 4 Bataljoner som umiddelbar Reserve.
Intet Under derfor, at Oberst Colommier, der komman derede Artilleriet, mente Øjeblikket kommet til at fremkalde en Afgørelse. Han befalede derfor, at Midtebatterierae og de Batterier, der stod paa venstre Fløj, skulde rykke echelonvis frem 250-300 Alen. Det lykkedes for de førstnævnte, der imod kunde de sidstnævnte ikke udføre Befalingen, fordi de blev flankerede af Kaptajn Johansens 4 Kanoner.
Beskydningen havde alt den Gang krævet sine Ofre blandt vore Officerer. Løjtnant Klubien var faldet i et øje blik, hvor han var ifærd med at rette en Kanon, og Pre mierløjtnant Lommer, der førte Kommandoen i Løbegraven mellem Skanserne paa en Maade, som hans Soldater endnu omtaler med Beundring, maatte ogsaa bringe Livet som Offer. Men, da Afstanden blev endnu kortere, blev Virk ningen større. Kaptajn Schow, der kommanderede i Skanse a, havde alt i første Krig skaffet sig et Navn og havde mistet en Arm.
Nu indlagde han sig ny Hæder, men det kostede ham Livet. Var dette Tab haardt, saa forøgedes Vanskelig hederne ved Skansens Forsvar gennem den Omstændighed, at ikke mindre end 3 af Kanonerne blev demonterede. Naar Forsvaret desuagtet blev fortsat uforandret her som paa hele Linjen, skyldes det ikke mindst de to Personligheder, der havde Cverledelsen af Infanteri- og Artilleriforsvaret. Overalt hvor det viste sig nødvendigt, var Artillerikaptajn Hertel til Stede med Raad og Daad. Major Lundbye, der kommande rede Infanteriet, havde en vanskeligere Opgave, fordi det var spredt over et større Rum. Men derfor opholdt han sig ikke paa et enkelt Sted, thi, selv om det gik godt, hvor han var, laa jo deri ingen Garanti for, at der ikke kunde tilstøde Uheld paa andre Steder, og skete det, saa, ligegyldigt hvor det var, var alt tabt, fordi Stillingen maatte holdes og for svares som Helhed.
Derfor var han under hele Kampen i Bevægelse snart paa ét snart paa et andet Sted, og hans urokkelige Sindsligevægt styrkede Soldaternes Mod. Selv vidste han, at hvilke Foranstaltninger, der end var trufne bagud for at sikre Tilbagegangen, saa vilde alt vise sig frugteslest. Thi stormede Fjenden, og lykkedes Stormen, vilde det være umu ligt at forhindre Fjenden i at trænge over Broerne samtidig med vore flygtende Soldater.
Men Forsvaret fik sin Løn. Klokken var bleven henimod 4, uden at Fjenden havde opnaaet et Resultat. Ved dette Klokkeslet blev Prinsen derfor nødt til at give General Manstein Befaling til at afbryde Kampen og lade Tropperne gaa tilbage.
Næppe opdagede vort Artilleri Hensigten, før det gennem en livlig Beskydning forøgede Fjendens Tab. Kompagniet Duns, der med samme Tapperhed som de øvrige Tropper havde forsvaret sin Løbegrav, sendte en mindre Afdeling efter Fjenden, og den gjorde nogle Fanger. Fangeantallet vilde være blevet større, hvis vi ikke havde ladet os narre af Fjenden.
Ved Tilbagegangen var nemlig et Antal af henved 200 prøjsiske Skytter bievne liggende i Terrænfolderne for at undgaa den stærke Beskydning af vort Artilleri. For at frelse dem hejste Prinsen Parlamentærflag ved Ornum og fik sluttet en Vaabenhvile, der skulde benyttes til at indsamle Saarede og Døde; men den blev benyttet til at frelse de efterladte Skytter.
Til de faldne Officerer, der alt ere nævnte, skal føjes Sekondløjtnant Bluhme, der ogsaa fandt Hædersdøden. Des uden faldt 32 Menige. Hele vort Tab beløb sig til 9 Offi cerer, 3 Underofficerer og 129 Mand; Prøjsernes angives til 12 Officerer og 187 Mand, men desuden fandtes paa Val pladsen over 30 dræbte Heste.
Nogle Dage efter Kampen udstedte Prinsen en Korps befaling, hvori det hed; »Eders Holdning i Kampen lod intet tilbage at ønske, thi kun Eders Iver maatte tøjles. Særlig Anerkjendelse fortjener vort brave Artilleris Tapperhed og Koldblodighed. Den 2. Februar bliver for det, som saa hæderlig bestod en ulige Kamp, bestandig mindeværdig. Det vil være tilstrækkeligt at sige: Jeg er en Kanoner fra My- sunde for at faa det Svar i Fædrelandet: Se dér, en tapper Mand».
Den Fremstilling, der her er given af Kampen, vil til strækkelig belyse denne Proklamation og den ulige Kamp, hvorom Prinsen taler. Paa vor Side udstedtes ingen Proklamation, men Hans Majestæt Kongen, der opholdt sig i Slesvig, begav sig den 3. Februar til Mysunde og takkede sine tapre Soldater. 40 Aar er gaaede siden da. Mange af dem, der den gang kæmpede, og som gik frelst ud af Kampen, sover nu under Mulde. Men endnu er der mange, der lever. Dem kan vi bringe vor Tak; de har ærligt fortjent den.
