Friherre v. F re y ta g -L o rin g sh o v e n : H v ilk e Slu tnin g e r kan der udd rag e s af V e r d e n s k rigen? Paa Dansk ved Kaptajn J. Bagger. I Kommission hos V. Richters Forlag. Kobenhavn 1918. A f en eller anden Grund har Oversætteren udeladt Indholdsfortegnelsen. Bogen indeholder 6 Kapitler: I. Centralmagternes Udenrigs- og handelspolitiske Stilling, II. Folkeog Massekrigens Psykologi, III. Teknikens Indflydelse, IV. Troppeføring, V. Hærene i Fremtiden og VI. Mere Krigsberedskab. Bogen er skrevet af en preussisk Officer for Tyskere. Ved Bedømmelsen af alle Fænomener vedrørende Tysklands Forhold til sine Modstandere kommer det specifikke germanske Synspunkt stærkt frem: England er Drivkraften i Ententen og fører Krigen af rene Forretningshensyn, den franske Soldat viser ved Siden af heroisk Tapperhed Egenskaber, som har meget tilfælles med Apachens, Wilsons Fredsmanglen er kun „en Slags Geschæftsmæglen, og saaledes i Virkeligheden intet andet end kras Materialisme,“ o. s. v., og som Modsætning hertil Fremhævelsen af det tyske Folks bøje sædelige. Kraft, at den Raahed, som, hvad Forfatteren dog indrømmer, prægede Krigen i Belgien, „ligger den moralske tyske Soldat fjern“, o. lign. Kort sagt ægte tysk og kraftigt demonstrerende den Mangel paa Evne til objektiv Vurdering af Forhold og Motiver hos Modstanderen, som vel .maa siges al være en af de mange Grunde til Tysklands politiske ,og militære Nederlag. Bogen er skrevet i Foraarel, synes det, da Tyskland endnu troede paa Sejren. De to første Kapitler indeholder egentlig intet nyt, pien giver et interessant Billede af de ledende militære Kredses Tankegang. I mange af Bemærkningerne kan man sangstemme fuldt ud, som naar Forfatteren i sine psykologiske Undersøgelser fremhæver, at „selv oplyste Hjerner er under kastel Massesuggestion, som mange berømte Lærde og Kunstnere hos vore Fjender afgiver Eksempel paa.“ Vi vil blot derved mindes det berømte „Es ist niclit wahr“ Manifest fra Krigens Begyndelse. Naar han endvidere uddrager den Slutning. at de store demokratiske Republikker i Virkeligheden er Lande, hvor der trives et uhyggeligt moralsk Slaveri, saa viser det, at Baifour havde Ret. da han sagde, at der var en Afgrund, hvorover der ikke kan slaas Bro, imellem Anskuelserne.
Forfatterens Konklusion er, at det moralske Element er det afgørende i Krigen. Det er rigtigt, og det er sagt ofte for. Forfatteren betegner vel ogsaa Sværdet som del afgørende, Sejren paa Slagmarken, men tilføjer, at det i sin Virkning langt mere end tidligere er afhængig af Verdenspolitikens Faktorer. Denne Tilføjelse er en Indrømmelse af stor Udstrækning, thi den betyder Erkendelsen af, at e;n Krig mellem to Magter ikke er en Sag mellem døm alene, 'men berører hele Verdens Interesser. Det er bl. a. paa denne Erkendelse, (at Folkeforbundets Idé hviler. I III. Afsnit giver Forfatteren en lige saa kortfattet isom fortrinlig Skildring af de tekniske Midlers Udvikling og Indflydelse paa Kampen: Jernbaner og Automobiler, Telegraf og Telefon, Luftfartøjer og Flyvemaskiner, Flamme- og Minekastere, Maskingeværer og Giftgas. Han omtaler Vaabenvirkningen, Infanteriets og Artilleriets, og fælder til Slut en haard Dom over de tidligere Principper for Anlæg af Befæstninger. Han fremhæver herunder, kort og klart, at Fæstningsanlæg k u n har Betydning som Støtte for Operationerne, og han angiver som Fremtidens Befæstning Anlæg af befæstede Zoner, hvor kun Støttepunkterne udbygges i Fred. I et isenere Afsnit henviser han til at udføre Anhe.gene som Øvelsesarbejder i Fredstid, hvorved Tropperne vil faa el godt Kendskab til dem. Sikkert en god og sund Tanke, som bør tages op til Overvejelse. Afsnittet om Troppeføring former sig væsentlig som ,el Forsvar for den tyske Føring under Verdenskrigen. Det indeholder mange interessante Bemærkninger og Citater, — det vrimler i det hele med Citater, — men det turde dog maaske være noget for tidligt at vurdere og 'bedømme Føringen i Almindelighed. Naar det endvidere — for at fremdrage et Eksempel — anføres som et vigtigt Moment ived Bedømmelsen af Slagel ved Marne, at den fransk-engelsk-belgiske Hær paa det Tidspunkt var 'G M illion Mand stærkere end den i Frankrig— Belgien opererende lyske Hær, saa maa man forlange dette dokumenteret. Under selve Slaget ved Marne var Ide to Parter i alt Fald omtrent jævnbyrdige.
Forfatterens fremtidige Hær er født af nye Rustninger, vedvarende Rustninger. Der forlanges flere Maskingeværer og flere Minekastere for at kunne føre Kampen i forreste Linie med „mere maskinmæssige Midler“, saaledes at ider spares paa Menneskematerialet. Der forlanges Forstærkning af Fodartilleriet, Pioner- og Minekasterkompagnierne, Jernbane-, Telegraf- og Automobiltropperne samt Flyvemateriellet. Udviklingen er stærkt præget af Stillingskrigens Krav, vel nok noget for stærkt, hvilket bl. a. fører til, at Forfatteren i nogen Grad reducerer Rytteriets Betydning og nærmest r il gøre det til beredent Fodfolk, et bevægeligt og let flytteligt Vaaben. Den Tanke var fremme i England efter Boerkrigen, men viste sig ikke heldig. Den skaber et middélmaadigl Rytteri og et tarveligt Surrogat for Fodfolk. — Størstedelen af Afsnittet er iøvrigt en Lovsang til „det varige, aldrig forgængelige Grundlag for Uddannelsen“, „vor overleverede D rill“. Forfatteren indrømmer dog, at Hengivenhed overfor Førerne er et bedre Middel end Frygt ’for ham: ,og advarer mod Eksercermestrene: de mekaniske Hoveder, som Scharnhorst kaldte dem, for hvem D rill var alpha og omega.
Forfatteren slutter med el Raab om mere Krigsberedskab, thi — med et CitaL af Moltke -- Tanken om en evig Fred er kun en Drøm og ikke en Gang en smuk Drøm. For enhver, hvis K ritik er vangen, er Bogen en interessant Bog, der giver et fortrinligt Billede af Tankegangen hos dem, der hidtil har hersket i Tyskland. Men netop i disse Dage gør det et underligt Indtryk, naar man ser Fo rfatteren prise „den tyske Militarismes Aand, der er Skyld i, at vi kan besla-a Verdenskrigens Prøvelser, og som vi ogsaa maa søge opretholdt i Fremtiden, fordi vor Yerdensbetydning staar og falder med den,“ og Indtrykket bliver næsten vemodigt, naar man slutter med Bogens sidsle Ord: „Det tyske Folk vil ogsaa i Fremtiden søge sil faste Samlingsmærke i dets berømmelige Hær og i dets laurbærsmykkede unge Flaade!“ — En gigantisk Drøm, ider harpist sig at være — en Drøm. Oversættelsen skæmmes af enkelte Fejl og germanismer: Den bekendte tyske Generalstabschef, der skrev om Cannæ, hed Schlieffen, ikke Scliliessen, og vi (Danske har hidtil sagt Boerne ikke Burerne.
S. Kyhl.
D e t fjerde Aar. De frie Nationers Forbund. A f ft. G. W ells. Paa Norsk ved P e r Vendelbo . Aschehougs Forlag, Krystalgade, Kjøbenliavn. En Krig saa frygtelig og blodig som den nuværende med sine uendelige Lidelser og Rædsler ffor Nationerne fremkalder en dyb Trang hos de fleste Mennesker til at søge efter Muligheder for at undgaa Gentagelser. Med Begejstring blev derfor ogsaa Præsident Wilsons Ord om „Folkenes Selvbestemmelsesret“ og „Nationernes Forbund“ modtaget. Det var den gordiske Knudes Losning, Verdensfreden var nær. Alen efterhaanden som den roligere Overvejelse har faaet Tid til at fordybe sig i Detaillerne ved en Verdensfreds stolte Bygning, vokser Vanskelighederne i uanet Styrke, og man fa-ar en Følelse af, at Vejen fremad bliver trang og besværlig. Mange er de Afhandlinger, som trods den korte Tid, siden Spørgsmaalet er sat paa Dagsordenen, har set Lyset, og blandt disse er den her foreliggende Bog en af dem, der hurtigst og lettest giver den tænksomme Læser et stærkt Indtryk af Vanskelighederne, idet det er lykkedes Forfatteren gennem sin i det hele populære Drøftelse af dette meget interessante Emne at faa disse til at træde stærkt frem, uden at han dog trods sin Begejstring og demokratiske Idealisme naar til at give en virkelig overbevisende Løsning paa Problemet, tbi en Henvisning til „De nordamerikanske forenede Stater“ er ikke tilstrækkeligt, dertil er Forskellen for stor, naar Talen bliver om et Forbund mellem Verdens mange vidt forskellige Nationer. Modsætningsforholdet mellem „de smaa Nationers F rihed og Folkenes Selvbestemmelsesret“ og „Nationernes Fo rbund“ med den dermed følgende internationale Kontrol byder i sig selv Vanskeligheder nok, men ikke mindre indviklet er Spørgsmaalet, naar Talen bliver om Kolonierne. Skal England give Afkald paa Ægypten, hvem skal udnytte A frikas Rigdomme o. s, v. o. s. v. Paa mange -andre Punkter viser Modsætningerne sig, Forfatteren drøfter en Del af disse, men det vil føre for vidt her al komme nærmere ind derpaa. Det er en begejstret Demokrat, der taler, og som man hører paa med Interesse, om end man undertiden finder, at hans Tro paa Nationerne øg Menneskene er lidt for idealistisk. Verdensudviklingen gaar forhaabentlig mod Nationernes Forbund, men den ideelle Løsning vil lade vente paa sig, thi det vil tage Tid, før F olkene forslaar, at Freden har ogsaa sin Pris, der maa betales; og de frie Nationers Forbund trækker store Veksler paa den nationale Suverænitet.
O. M.
Danske Soldater la r c v e. Samlede og udgivne -af H ar a 1 d N ie ls e n. Anden Samling. Gyldendalske Boghandel. Kjøbenliavn 1918. Med sædvanlig Dygtighed har Magister Harald Nielsen ved Uddrag af Breve fra 3 Danske i den engelske Hær forstaaet at give et godt Indtryk -af Brevskrivernes Stemninger og Følelser under Krigen. Det er i Modsætning til den tidligere Samling, der omfattede B-rev-e fra danske- i den franske Hær, ikke selve Krigsbegivenhederne, der lier spiller Hovedrollen, men de ved Krigen fremkaldte personlige Følelser og Stemninger, den stadig voksende Længsel efter Freden, som dog holdes i Tømme af Pligten mod det nye og det gamle Fædreland, af Haabet om at naia til en Fred, der giver Folkene — ogsaa Sønderjyderne — Selvbestemmelsesret og Frihed. Trods Lighedspunkter mellem Brevskriverne fra den franske og den engelske Hær viser de 2 Brevsamlinger dog en Væsensforskel, som maaske i nogen Grad skyldes Brevskrivernes forskellige kulturelle Standpunkt, men vist ogsaa har sin Grun di i, at det engelske og danske Sprog og Naturel staar hinanden saa nær. Medens Hugo Sørensen og Jules Eliasen i den franske Hær havde bevaret baade i Tankegang og Sprog hele den hjemlige, ,lidt zünftige Kolorit, har Brevskriverne fra den engelske Hær undertiden vanskeligt ved at finde de rette danske Udtryk.
— n -
