En Kreds af Telegrafofficerer har i dette Tidsskrift paa grundig og sagkyndig Maade fremsat deres Syn paa Hærens Meddelelsestjeneste, en af de vigtigste, men samtidig ogsaa mest forsømte af Hærens Uddannelsesgrene.
I denne Forbindelse kan det formentlig have en vis Interesse — ogsaa for andre Vaaben — at faa Kendskab til Artilleriets Vanskeligheder med og Arbejde paa Genopbygningen af dets Meddelelsestjeneste efter de Retningslinier, der er fremsprunget af Erfaringerne fra den sidst afsluttede Krig. Herunder vil det være rimeligt at fremføre Ønsket om at faa etableret en fælles Uddannelse i Radiotjeneste for hele Hæren.
Kravet til Artilleriets Meddelelsestjeneste er, at den til enhver Tid skal sikre en god og sikker Forbindelse mellem Udleder og Kanonlinie.
Det lyder ganske simpelt, men har alligevel vist sig at være en meget vanskelig Opgave at løse. Utallige Gange har man set en Afdeling eller et Batteri, som efter et prisværdigt hurtigt Stillingsskifte er naaet frem i den nye Stilling, staa uden at kunne komme til Skud, enten fordi Telefonen endnu ikke er naaet frem, eller fordi Radioen ikke virker grundet paa Personellets manglende Uddannelse.
Dette Problem har altid været Artilleriets Achilleshæl, for Artilleri uden Forbindelse er som bekendt intet værd, og det gælder baade dets interne Forbindelser og Forbindelserne til Fodfolk, Artilleriflyver og andre Enheder.
Som bekendt baseres Artilleriets Forbindelse ligesom andre Vaabens paa Telefon og Radio. Men medens man i Aarenes Løb er naaet frem til at kunne præstere en taalelig Telefonbetjening, staar vor Radiotjeneste stadig paa et meget lavt Niveau, og det er Grunden til, at det følgende i Hovedsagen behandler Radiotjenesten og søger at finde frem til Aarsa- gerne til, at denne Disciplin er saa misrøgtet, samt fremsætter Forslag til en Forbedring af dette Forhold.
Aarsagerne til dette Dilemma er ikke vanskelige at efterspore; de vigtigste skal fremdrages her:
1. Uddannelsen af Meddelelsestjenestens Personel er ganske utilstrækkelig.
2. Det Personel, der underviser, har ikke selv det fornødne Kendskab til Stoffet.
3. Manglende Samarbejde mellem Vaabenarterne.
4. Udtagelsen af Meddelelsestjenestens Personel foregaar ikke med tilstrækkelig Omhu.
For at Læserne kan faa den fulde Forstaaelse af de i det følgende anviste Retningslinier, der baserer sig paa Erfaringerne fra Artilleriets Meddelelsestjeneste i Dag, vil det være nødvendigt kort at resumere, hvorledes denne nu er opbygget.
Da man efter Befrielsen — med Indførelsen af det nye engelske Radiomateriel — stod for at skulle genopbygge Artilleriets Radiotjeneste, stod det klart, at man — med de Erfaringer, man havde fra den afsluttede Krig, i Forbindelse med de særlige Krav, den nye engelske Organisation og de nye Skydemetoder stillede — ikke længere kunde fortsætte ad de gamle Stier.
Der blev i Løbet af Foraaret 1947, samtidig med at man paabegyndte Udarbejdelsen af de nye Meddelelsesreglementer for Artilleriet — underhaanden — indledet et Samarbejde mellem Artilleriets Reglementskommission og Chefen for Te- legrafbataillonens Radioafdeling.
Det var den Gang bekendt, at man fra Telegrafbataillo- nens Side arbejdede paa et Kaldesystem, der paa een Gang opfyldte de skærpede Krav om større Radiosikkerhedstjeneste og samtidig var mere praktisk end det gamle »Ane-Betty«- System. Da man fra Artilleriets Side var klar over Betydningen af, at hele Hærens Radiotjeneste egaliseredes paa Grundlag af det, der dengang forelaa som et Forslag til Generalkommandoen fra Telegrafbataillonens Side, besluttede man at gaa ind for de deri fremførte nye Principper.
Telefontjenesten i det nye Reglement adskiller sig ikke væsentligt fra den gamle, naar der ses bort fra den nye Linieføring, der er en Følge af den engelske Organisation.
Radiotjenesten ændrede sig i nogen Grad, fordi man gik ind for det ovenfor nævnte nye Kaldetalssystem, en Ting, der i den konservative Institution, som Hæren nu en Gang er, i Begyndelsen ikke vakte lige stor Glæde overalt, men som alligevel er ved at vinde Terrain efter at være prøvet i Praksis.
Reglementet fastslaar nærmere Bestemmelser for Netinddeling, herunder de forskellige Befalingsmænds Pligter, samt gør Rede for Forbindelsernes Etablering og Opretholdelse under de forskellige Skydemetoder.
Da der imidlertid paa det Tidspunkt, hvor Reglementet blev lavet, var flere Ting, som det, med det Kendskab man da havde til Udlandets Fremgangsmaader, ikke var muligt at fastlægge, er der i Reglementet nogle Mangler, som skal fremføres her:
— Forbindelse med Fodfolk,
— Forbindelse med Artilleriflyver,
— Forbindelse med sammensatte Enheder,
— Forbindelse med Pansertropper og
— Luftværnsartilleriets Bestykning med Radioer.
Alle disse Problemer maa naturligvis løses snarest muligt, men de hænger i den Grad sammen med Koordineringen af hele Hærens Radiotjeneste, at det først bliver muligt, naar Meddelelsestjenestens Centralskole er en Realitet.
Af Hensyn til de Artillerister, der overværede Artilleriets samlede Skydninger i Jægerspris i April dette Aar, hvor den kommanderende General udtalte, at Artilleriets Radiotjeneste var langt bedre end de øvrige Vaabens, vil det være rimeligt nærmere at præcisere, hvad der menes, naar det hævdes, at Radiotjenesten ikke er tilfredsstillende.
Generalens Udtalelse bør ikke forlede Artilleriet til at antage, at vi nu er naaet frem til det ønskelige Standpunkt med Hensyn til Radiotjeneste. Artilleriet har haft den Fordel hurtigt at være i Besiddelse af et Meddelelsesreglement, som ved en intensiv Træning i de paagældende Tilfælde har gjort det muligt at afvikle Radiotjenesten indenfor Artilleriet paa en taalelig Maade. Vi har ingen Erfaringer med Hensyn til Radioforbindelse til andre Vaaben.
Generalens Udtalelse er i Virkeligheden kun en Bekræftelse paa, at det staar meget ringe til med Hærens Radiotjeneste.
Personellets Uddannelse.
Radiopersonellet har gennem mange Aar ført en kummerlig Tilværelse.
Radioøvelser er, siden man indførte Radioer, de fleste Steder gaaet for sig paa den Maade, at Øvelseslederen sendte sine Folk ud med en Station paa Nakken. Paa mere eller mindre tilfældig Vis — afhængigt af den paagældende Instruktørs Dygtighed — opnaaede man Forbindelse, og fik man ingen, forslog man Tiden med at lytte til Dansemusik fra civile Kortbølgesendere.
Det hele havde Tilfældighedens Præg, og naar det af og til lykkedes at opnaa gode Resultater, skyldtes det enten en tilfældig radiointeresseret Instruktør, eller at man havde haft det sjældne Held blandt sine Radiofolk at have Post- eller Telegraffolk.
Dette kan man ikke lægge Befalingsmændene til Last, for man har ikke givet dem Lejlighed til at lære Radiotjenesten, som den bør finde Sted. Man lærer nu en Gang ikke at blive Radioinstruktør paa et 14-Dages Kursus ved Telegraf- bataillonen.
Spørgsmaalet om Befalingsmændenes Uddannelse og om Etablering af et Samarbejde mellem de forskellige Vaaben- arter kan kun effektivt løses ved Oprettelsen af en Centralskole for Meddelelsestjeneste.
En saadan Skole skal underlægges Telegrafbataillonen, men inddeles i et Antal Klasser svarende til de forskellige Vaaben.
Til Leder af de enkelte Afdelinger ansættes en Kaptajn af hvert Vaaben. Disse Kaptajner skal — foruden at de naturligvis skal lede Uddannelsen indenfor deres Afdeling — indbyrdes og i Samarbejde med Skolens Chef skabe det længe savnede Samarbejde mellem de forskellige Vaaben, idet de i Fællesskab udarbejder Radioreglementer, der er affattet saa- ledes, at alle Vaaben kan arbejde sammen i Æteren uden Gnidninger.
Til hver Afdeling skal desuden knyttes et Antal Lærere af de paagældende Vaaben, f. Eks.:
2 Premierløjtnanter,
2 Officianter og
4 Oversergenter, Sergenter eller Kornetter, alle Folk, der tidligere har gennemgaaet Skolen med godt Resultat.
Under Forudsætning af, at man i Fremtiden indkalder Mandskab hvert halve Aar, er det saa Tanken, at dét Mandskab, som Afdelinger udtager til Radiotjeneste, efter Afslutningen af 1. Klasse, overgaar til Centralskolen for at gennem- gaa et 3 Maaneders Kursus i Meddelelsestjeneste.
Herimod indvendes, at Afdelingerne saa ikke kan rykke ud til Afdelingsøvelser, men med 1 Aars Uddannelse er der ingen Grund til at forcere Uddannelsen frem til at afholde Afdelingsøvelser efter 3—4 Maaneders Forløb. Det er bedre at benytte de 3 Maaneder, hvor Radiopersonellet er paa Skole, til en grundig Specialuddannelse af Chauffører og Specialister for saa, naar Radiopersonellet kommer, at kunne rykke ud paa Øvelse med veluddannede Afdelinger.
Paa denne Skole, der naturligvis skal raade over det nødvendige Materiel, er der virkelig Mulighed for at skabe et Samarbejde mellem de forskellige Vaabenarter. Her møder Radiopersonel fra samtlige Regimenter, og det vil for Artilleriets Vedkommende være muligt at arbejde med Regimentsforbindelser, en Ting, der ellers kun kan lade sig gøre en enkelt Gang under et helt Aars Uddannelse, men til Gengæld en Ting, der er af største Vigtighed, hvis Artilleriet skal anvendes i Masse.
De forskellige Klasser kan indbyrdes skabe det Samarbejde, som man ellers kun faar Lejlighed til at prøve under en enkelt samlet Øvelse i Division. De lærer her hinanden at kende og faar Indsigt i de Krav, de fremmede Vaaben stiller til dem, og det er uden Vanskelighed muligt at øve Forbindelse indenfor en Enhed sammensat af flere forskellige Vaabenarter.
I Perioder uden Mandskabsuddannelse er det Tanken, at Skolen skal oprette Kursus for Befalingsmænd for at give disse saa meget Kendskab til Radiotjenesten, at de ikke bliver Mandskabet underlegne.
Desuden skal disse Kursus sikre, at alle Radioinstruktører ved Hæren arbejder efter de samme Principper, for kun paa den Maade undgaar man, at Radiouddannelsen ved de enkelte Afdelinger faar et for individuelt Præg.
Endelig skal Radioinstruktørerne lære, hvorledes man afholder Radioøvelser.
Det er, som tidligere nævnt, ikke gjort ved, at man blot sender Mandskabet ud og lader dem more sig, som de bedst kan. De maa lære, at alt, hvad der sendes, i Forvejen skal være planlagt og opskrevet, saa Instruktøren ved Øvelsens Afslutning har Mulighed for at kontrollere, om det, han puttede ind i den ene Ende, er det samme, som han fik ud i den anden. Han maa lære, at Gennemgangen af Radioøvelsen bagefter er af den allerstørste Betydning.
Som tidligere nævnt skal Skolen endvidere have til Opgave at udarbejde Hærens Meddelelsesreglementer, idet den paa Grundlag af sine Erfaringer og Studier af Udlandets Metoder hele Tiden skal holde- sig å jour med Udviklingen paa dette Felt.
Omtalen af Centralskolen har ikke givet Anledning til Omtale af Udtagelsen ved Afdelingerne af Radiomandskabet.
Denne Udtagelse har i nogen Grad været præget af Trangfølgen:
Specialister (Betjeningsmandskab),
Chauffører og Afgivelser.
Hvad der herefter blev tilbage, tog man til Meddelelsesmandskab. At det ikke har fundet Sted alle Vegne er kendt, men det bør aldrig finde Sted.
Man har kun Ærgrelser af daarlige Radio (Telefon) folk. De maa kunne tale et ordentligt og forstaaeligt Sprog, og de maa kunne skrive et læseligt og nogenlunde fejlfrit Dansk.
Efter Udtagelsen skal de underkastes en Prøve, der sikrer, at de virkelig har Sans for at tale (og lytte) i Radio. Denne Prøve kan, naar der findes tilstrækkelig mange kvalificerede Instruktører ved Afdelingerne, og naar der i hver Garnison er oprettet Korrespondancestuer med Øvelsessæt, Transmitter, Højttaler o. s. v., foretages ved Regimenternes Foranstaltning, idet det formentlig vil blive for omstændeligt at lade den foretage ved Centralskolen.
De skal i 1. Klasse under Ledelse af den kyndige Radioinstruktør kun øve Navnelære og Korrespondanceregler (i Korrespondancestue), saa de ved Ankomsten til Centralskolen er klar til at tage fat paa den egentlige Radiouddannelse.
Spørgsmaalet om Forbindelse til Artilleriflyver og Luftværnsartilleriets Radiotjeneste, der begge er af ret speciel Art, har været behandlet i en Artikel i »Dansk Artilleri Tidsskrift« og skal ikke her gøres til Genstand for nærmere Drøftelse.
Sluttelig skal blot anføres, at det er en absolut Nødvendighed, hvis ikke hele vor Meddelelsestjeneste i paakommende Tilfælde skal bryde sammen, at vi tager Skridtet fuldt ud og gaar ind for et virkeligt rationelt Uddannelsesprogram og Samarbejde Vaabnene imellem.
Det er mig bekendt, at Telegrafofficerer er interessede i Oprettelsen af en Centralskole, men i hvor høj Grad, de kan tiltræde det her fremsatte, er mig ikke klart.
Uanset hvorledes Spørgsmaalet skal løses i Enkeltheder, er det givet, at det skal løses i Løbet af Maaneder, ikke i Løbet af Aar.
