Log ind

Case: Oprørsbekæmpelse i Tjetjenien

#

Christian Riegels Hjort h, stud.scient.pol., Institut for Statskundsk ab, Københavns Universitet.

Konflikten i Tjetjenien har siden sin begyndelse i 1994 været et lærebogseksempel på, hvordan en konventionel hær er blevet bekæmpet effektivt af en guerillahær. I dag er intensiteten af oprørenes angreb og virke dog dalet betragteligt1. Det sker på trods af store problemer i de væbnede russiske styrker med dårlig moral, rin ge uddannelse og udslidt materiel. Hvordan kan det være? Det kan den tidligere franske officer David Galula2 være med til at svare på. Han skrev i 1964 sin bog Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice om sine erfaringer fra den franske krig i Indokina i 1950erne. David Galulas teorier om oprørsbekæmpelse er relevante som aldrig før for Danmark, NATO og andre vestlige lande. Det skyldes ikke mindst de konflikter, vi står overfor i lande som Afghanistan og Irak, hvor udfordringerne med oprørsbekæmpelsen i høj grad ligner Indokina i 1950erne, samt Tjetjenien i 1990erne og i begyndelse af det nye årtusind. Derfor vil jeg i denne artikel analysere den russiske oprørsbekæmpelse i Tjetjenien ud fra Galulas teorier og med det afsæt komme med refleksioner over Vestens udfordringer ved oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan. Helt konkret argumenterer jeg i denne artikel for, at de russiske væbnedes styrkers succes bunder i disse forhold:

1. De tjetjenske oprørere h ar skiftet deres frihedskamp ud med en kamp for et islamisk kalifat i Nordkaukasus.

2. Russerne har haft held til at aktivere russisk tro tjetjenske styrker i kampen mod oprørerne.

3. Den tjetjenske befolkning er blevet holdt i et jerngreb af russerne, og af frygt for repressalier tør de ikke støtte oprørene. Jeg vil fokusere på selve oprørskampen i den anden Tjetjenien krig, hvilket vil sige efter de regulære kamphandlingers ophør i midten af 2000. Jeg vil dog inddrage n ogle historiske elementer, hvor det er relevant. Med betegnelsen ”Counterinsurgency” men es i artiklen de russiske og russisk-trotjetjenske tropper, hvorimod de tjetjenske oprørere defineres som de grupperinger, der kæmper imod disse.

Historisk orientering

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 søgte Tjetjenien i større og større grad autonomi fra den russiske stat. Tjetjenerne begyndte f.eks. at vælge deres egen præsident, indføre egne love og forfatning og oprette egne militære styrker. Det fik til sidst den daværende russiske præsident Boris Jeltsin til at sende føderale styrker ind i Tjetjenien i 1994, hvilket blev begyndelsen på den første tjetjenske krig3. Krigen endte i 1996 med en fredsaftale, hvor Tjetjenien officielt var en del af Den Russiske Føderation, men de facto var selvstændig. De følgende år var Tjetjenien præget af uro og interne kampe mellem forskellige fraktioner i oprørsgrupperne med den konsekvens, at der næsten ikke foregik genopbygning eller økonomisk fremgang for befolkningen4. I sommeren 1999 angreb den berygtede oprørsleder Shamil Basajev fra Tjetjenien ind over grænsen til naborepublikken Dagestan og samtidig blev flere beboelsesejendomme i Moskva sprunget i luften. Det fik den nyudnævnte premierminister Vladimir Putin til endnu engang at sende tropper ind i Tjetjenien og begynde den anden tjetjenske krig. Krigen sluttede formelt i foråret 2000, da de føderale russiske tropper havde kontrol med alle de større byer, men hvor mange oprørsgrupper reelt stadigvæk kunne operere frit5. Der har siden været næsten daglige træfninger mellem oprørere og de russiske styrker i Tjetjenien med store tab på begge sider. Derudover har der været adskillige terrorbombninger af rutefly i Rusland, selvmordsbombninger i Moskva og store gidselstagningsaktioner.

David Galulas definition af oprør

I sin definition af et oprør omformulerer David Galula, Clausewitz’s definition af krig: ”Insurgency is the pursuit of a policy of a party, inside a country by every means”6. I forlængelse heraf identificerer David Galula fire centrale elementer for en succesfuld oprørsbevægelse. De fire elementer er i prioriteret rækkefølge:

1. En sag

2. Svaghed hos det politisk-administrative system i staten

3. Gunstig geografisk placering

4. Støtte fra udenlandske aktører7. De fire punkters indhold er gennemgået i artiklen At bekæmpe Taliban – cheferfaringer fra hold 4 i Helmand tidligere i tidsskriftet. I det følgende applicerer jeg punkterne på den tjetjenske case.

Sagen

At oprørerne har en sag at kæmpe for, er den altoverskyggende og altafgørende faktor. Sagen skal og kan drive hele oprøret frem og give oprørene nok styrke til i sidste ende at fuldføre deres mål8. Sagen skal kunne finde støtte i den brede befolkning, og endvidere skal den have en sådan karakter, at magthaverne umuligt selv kan opfylde den9. I den første tjetjenske krig var oprøret især funderet i et ønske om løsrivelse og selvstændighed fra Rusland10. Selvstændighed har længe været et ønske fra tjetjensk side, da landet siden midten af 1800-tallet har været underlagt Rusland og været mere eller mindre undertrykt. Der har derfor altid været en vis antipati, hvis ikke regulært had til den russiske dominans, hvilket kun har været holdt nede af det totalitære sovjetiske system11. Selvstændighed er altså umiddelbart en sag oprørerne nemt kan mobilisere den brede befolkning om12. Samtidig er det en sag den russiske stat ikke har mulighed for at indfri. Det skal ses i lyset af Sovjetunionens sammenbrud og efterfølgende selvstændighed for mange tidligere republikker i Sovjetunionen. Af frygt for fuldkommen kollaps af den russiske føderation konkluderede den russiske regering at løsrivelsesstrømninger måtte stoppes, hvilket resulterede i den tjetjenske krig 13. Oprørernes sag tager en interessant drejning i den anden tjetjenske krig med den generelle religiøse vækkelse i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud og den islamistiske vækkelse, der har været i gang siden 1970erne. Med den nyvundne rejsefrihed efter 1991 rejste mange tjetjenere til Mellemøsten for at søge efter deres muslimske rødder og kom under indflydelse af ekstremistiske islamiske holdninger, den såkaldte wahhabisme14. Nogle Tjetjenere tog disse ideer med hjem til Tjetjenien og begyndte at prædike dem. Samtidig kom mange ”hellige krigere” til Tjetjenien for at kæmpe for muslimernes sag og derved udbrede den muslimske vækkelse under den første krig15. Derved tog oprørets sag langsom, men sikkert en markant drejning, så den i dag primært handler om ”befrielse” af hele Nordkaukasus og indførelse af et islamisk kalifat underlagt sharialovgivning, i modsætning til den første Tjetjenien krig, der havde udgangspunkt i selvstændighed fra Rusland16.

Svaghed hos det politiske administrative system i staten

I forhold til det politisk- administrative system er der flere faktorer, der både kan give fordele og ulemper for oprørerne, bl.a. tilstedeværelse eller fravær af en stærk national konsensus, en stærk og konsekvent ledelse af staten, statens kendskab til oprørsbekæmpelse og kontrolapparatet af befolkningen. I sidstnævnte indgår den politiske struktur, det administrative bureaukrati, politiet samt de væbnede styrker17. Efter Sovjetunionens opløsning forsvandt hele nationens ideologiske grundlag. Ikke fordi kommunismen var særlig populær, men det gav dog befolkningen en eller anden form for identitet og samhørighed. Dette vakuum af identitet blev ofte overtaget af nationalisme og i den tjetjenske sammenhæng gav dette oprørerne en mulighed for at mobilisere befolkningen for selvstædighed og imod den russiske stat. Der var ikke et stærkt politisk centrum i Moskva i 1990erne. Moskva havde nok i at kæmpe med transitionen fra planøkonomi til markedsøkonomi. Med et samfund i opløsning havde Rusland hverken ressourcer eller lyst til at gribe ind overfor de tjetjenske løsrivelsestendenser i en tidlig fase. Det ændrede sig med Vladimir Putins indtræden på den politiske scene i forbindelse med den anden tjetjenske krig. Krigen blev fra da af ført meget mere resolut og han bandt sig selv politisk til at føre en hård og fast hånd overfor Tjetjenien. Transitionen til markedsøkonomi og opløsningen af Sovjetunionen gik også hårdt udover de russiske væbnede styrker. Hærens mere eller mindre forfald grundet manglende midler, underbetaling, korruption etc. gjorde oprørsbekæmpelsen endnu sværere18. Med Putins indtræden har hæren igen fået tilført flere resurser, selvom den stadigvæk ikke er på niveau med fortidens storhed. Den øgede centralisering af magten under Putin har også medført større kontrol med de regionale myndigheder og sammen med den øgede kontrol af pressen gjort det lettere at styre konflikten. Den største svaghed for den russiske stat, som jeg ser det, er i det bureaukratiske system. Her hersker en ekstrem omfattende korruption, der gør systemet yderst svagt og befolkningens utilfredshed med samme særdeles høj. F.eks. er mange af de midler, der er blevet sendt til Tjetjenien, endt i lommerne på korrupte embedsmænd og politikere. Korruptionen gør sig også gældende i politiet, hvor oprørerne nemt kan bestikke sig igennem kontrolposter og razziaer. Sidst, men ikke mindst, medførte overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi stor social og økonomisk nedtur for Rusland generelt, men især for regionerne i Nordkaukasus og Tjetjenien. I løbet af 1990erne levede omkring 80 % af den tjetjenske befolkning under fattigdomsgrænsen og arbejdsløsheden lå på omkring 50 % for især unge mænd under 30 år. Sådanne fortvivlede sociale og økonomiske forhold giver indirekte grobund for oprør19.

Gunstig geografisk placering

Et tredje element, der er centralt for et oprør, er den geografiske placering. En gunstig geografi kan meget vel afgøre om et oprør kan lykkes eller ej. David Galula opstiller en række karakteristika, der har indflydelse på en oprørskamp, bl.a. områdets størrelse, opdeling, terræn, internationale grænser, befolkning og økonomi20. Tjetjenien har generelt et sjældent godt terræn for oprørsbevægelse og guerillakamp. De russiske tropper har da også haft store vanskeligheder ved at få kontrol over Tjetjenien21. Det til trods for, at landet blot strækker sig over ca. 20.000 km2 og altså ikke udgør et videre stort område sammenlignet med f.eks. Irak. Det har dog været lettere for de russiske styrker at rense den flade nordlige del af republikken frem for den bjergrige sydlige del, hvilket leder mig hen til det næste karakteristika. Terrænet med den bjerg- og skovrige sydlige del har været en stor hjælp for oprørerne. Her har de nemt kunne gemme forråd af ammunition og forplejning og søge tilflugt fra den russiske hær, der modsat ikke kunne udnytte deres overlegenhed i udrustning, som kampvogne, artilleri, fly etc.. I det sydlige område er endvidere den internationale grænsen til Georgien. Der har været talrige eksempler på, hvordan oprørerne har søgt tilflugt på georgisk territorium, da georgierne hverken har haft de nødvendige ressourcer eller vilje til at opretholde en effektiv bevogtning af grænsen22. Det er besværligt for de russiske tropper at kontrollere den tjetjenske befolkning, da denne lever relativ spredt ud i området. Samtidig er den økonomiske udvikling i området begrænset, hvilket f.eks. besværliggør den russiske hærs oprationer pga. manglende veje, broer og andre elementer, der er vigtige for kommunikationslinierne.

Støtte fra udenlandske aktører

Især i de senere faser af oprørskampen vil støtten fra udlandet have betydning for kampens udfald ifølge Galula. Denne støtte kan være af moralsk karakter, politisk, teknisk, økonomisk eller direkte militært23. Den moralske støtte fra vestlige lande er faldet betragtelig i de sidste år især efter 11. september 2001 og den meget blodige gidselstagning af skole nummer ét i Beslan i 200424. Dog modtager de tjetjenske oprørere moralsk støtte fra islamistiske grupper fra især Mellemøsten, men det er især disse gruppers store økonomisk støtte, der er essentielt for oprøret25. Den økonomiske støtte fra udlandet er med til at finansiere kampen imod russerne igennem køb af våben og forplejning, bestikkelse osv. Politisk modtager oprørerne ikke direkte støtte. Selvom især Vesten er meget kritisk overfor russernes hårde fremfærd, gør de vestlige ledere også meget ud af at tage afstand til oprørernes sag og metoder. Af teknisk og militær støtte har oprøret tiltrukket mange mujahedinere fra hele verden i kampen for det islamiske kalifat. Udover at supplere de tjetjenske oprører med mandskab, er disse al-Qaeda inspirerede, professionelle oprørere med til at træne og opbygge effektive oprørsgrupper. Mange af disse ”hellige krigere” har også erfaringer fra Afghanistan og Balkan-krigene, hvilket har været en stor støtte for oprørene26.

Galulas fire love i bekæmpelse af oprørere

Den umiddelbare reaktion fra en stat, der står overfor at bekæmpe oprørere, vil være at sætte hæren ind, for at fange eller dræbe oprørerne ved konventionelle operationer. En sådan tilgang vil kun give begrænset succes, selvom staten har mulighed for at dræbe eller tage oprørerne til fange i en vis udstrækning. Disse vil blot blive erstattet af nye rekrutter, så længe der er opbakning i befolkningen til oprøret27. Det leder mig hen til den første lov i oprørsbekæmpelse28:

Første lov: Befolkningens støtte er altafgørende Befolkningens støtte er altafgørende både for oprørerne og for oprørsbekæmperen29. Oprørene lever så og sige af befolkningen. Derfor kan staten kun sejre ved at adskille befolkningen både fysisk og politisk fra oprørerne og genskabe ro og orden i de områder, der er inficeret af oprør. Den russiske stat har aldrig haft særlig stor støtte i den tjetjenske befolkning og den brutale russiske fremfærd i begge tjetjenske krige hjælper heller ikke just på det. Det virker ikke som om, at russerne bekymrer sig synderlig meget om at vinde befolkningen over på deres side, ved f.eks. at stille dem reformer og andre politiske fordele i sigte, give området ekstraordinær allokering af midler og andre muligheder for et normalt liv. Man gør snarere det modsatte og holder befolkningen i et jerngreb ved at foretage tilfældige anholdelser uden rettergang, bortføre både mistænkte oprørere og uskyldige og lade dem ”forsvinde”, hvilke vil sige dræbe. Man kontroller derudover fuldkommen pressen og det lokale parlament. Den tjetjenske befolknings frygt for de russiske og russisk-tro tropper gør, at de simpelthen ikke tør støtte oprørene, selvom de egentlig sympatiserer med dem. Den tjetjenske befolkning har altså ikke andet alternativ end at støtte den russiske stat. Set ud fra et rent oprørsbekæmpelsesperspektiv kan man hævde, at det også er lige meget hvilken tilgang man tager, bare den virker; og det lader til at den russiske tilgang virker i Tjetjenien. Men en sådan tilgang giver ifølge David Galula kun fordele på kort sigt. På længere sigt forbliver problemerne i regionen uløste, hvilket altid vil rumme en potentiel konflikt30. Kontrollen af befolkningen har ikke været mulig uden hjælp fra russisk-tro tjetjenske styrker, hvilket leder mig hen til lov nummer to.

Anden lov: Befolkningens støtte opnås gennem en aktiv minoritet Ifølge Galula er det afgørende for oprørsbekæmperen at benytte sig af den minoritet, der støtter staten. Herved vindes det store flertal af neutrale over på statens side, mens den befolkningsminoritet, som udgør oprørerne, isoleres. I 2003 fik de russiske styrker den tjetjenske krigsherre og mufti Akmed Kadyrov over på den føderale side. Det var et bevidst initiativ fra Præsident Putins side at få inddraget lokale styrker for derved at adskille oprørerne og opnå en vis legitimitet i befolkningen31. Derudover kunne de lokale styrker også bidrage med et lokalkendskab og netværk, der gjorde bekæmpelsen af oprørerne mere effektiv. ”Tjetjeniseringen”, som russerne kalder den proces, havde dog visse startvanskeligheder, da Akmed Kadyrov blev dræbt ved et attentat i 2004. Han er dog blevet efterfulgt af sin søn Ramzan Kadyrov, der har en ligeså, hvis ikke endnu hårdere og mere brutal fremfærd end sin far. Kadyrov-klanen kæmpede til at begynde med imod russerne i den første tjetjenske krig. Min vurdering er, at den fik stillet store økonomiske fordele i udsigt ved at støtte russerne. Derudover fik den mulighed for at konsolidere grebet om den organiserede kriminalitet, som klanen formodes at være en del af. Den neutrale del af befolkningens støtte er også meget svær at afgøre, da Kadyrovs styrker har været meget brutale i deres fremfærd. Men som beskrevet i det ovenstående har det dog den medvirkende effekt, at volden er faldet markant, da befolkningen ikke tør støtte oprørerne af frygt for repressalier32.

Tredje lov: Befolkningen støtte har betingelser Befolkningens støtte indebærer nogle betingelser til oprørsbekæmperen. F.eks. tør befolkningen ikke støtte staten, så længe staten ikke kan garantere deres sikkerhed for oprørene. Det er centralt, at staten viser viljen, evnen og kapabiliteten til at vinde33. Selvom den russiske hær har haft store tab og lidt mange tilbageslag, har den på intet tidspunkt i den anden tjetjenske krig vaklet i viljen til at gennemføre kampagnen. Som beskrevet ovenfor er sikkerhedssituationen blevet betydeligt bedre i landet og oprørerne tilsvarende svækket34. De russiske styrker og deres tjetjenske allierede har haft held til at dræbe mange af hovedfigurerne i den tjetjenske oprørsbevægelse. Det drejer sig f.eks. om den tredje præsident af den tjetjenske oprørsregering mellem 1997 og 2005, Aslan Maskhadov, der blev dræbt i 2005, samt den fjerde præsident Abdul-Halim Sadulayev, der blev dræbt i 2006. Det er også lykkedes russerne at ombringe den berømte og berygtede guerillaleder, Shamil Basajev i 2006, som bl.a. stod bag gidseltagning på skole nummer ét i Beslan. En anden guerillaleder, Abu Hafs al-Urduni fra Jordan, kom også af dage i 2006. Uskadeliggørelsen af nogle af hovedmændene bag oprøret har uden tvivl svækket oprørsbevægelsen og bevist, at den russiske stat har viljen, men også især kapabiliteten og evnen til at få ramt på oprørslederne. Det sender et klart signal til den tjetjenske befolkning og omverdenen, at det ikke kan betale sig hverken at støtte oprøret eller direkte indgå i det.

Fjerde lov: Intensiteten af indsatsen og midler er essentielle Oprørsbekæmpelse tager tid og ressourcer, og det skal staten være klar til at ofre, hvis den skal komme sejrrigt ud af konflikten35. Den russiske stat og befolkning har meget overbevisende vist, at de er klar til at kæmpe og acceptere svære tab så længe konflikten måtte vare. Der har været selvmordsbomber og gidselstagninger i Moskva og mange andre byer, der tilsammen har krævet tusinder af dødsofre, men opbakningen til krigen er ikke blevet nævneværdig forrykket. Det er især blevet hjulpet af, at pressen i stigende grad er under statens kontrol og meget få dårlige nyheder fra Tjetjenien slipper igennem til den almindelige russiske befolkning36. Derudover spiller den russiske kultur og historie ind på konflikten. Det enkelte menneskeliv betyder ikke nær så meget for russerne, som den gør i Vesten. Endvidere synes krig heller ikke at være en så fjern størrelse i Rusland. I russisk optik må man som stormagt acceptere tab. I modsætning til f.eks. Danmark kender russerne altså mere til krigsvilkår og tab, og er derfor mere indstillet på konsekvenserne.

Opsummering: Fra national frihed til international islamistisk kamp

Som vi kan se af den foregående analyse har både de tjetjenske oprørere og de russiske styrker mere eller mindre taget de tiltag, der ifølge Gulula vil føre til succes. Spørgsmålet til diskussion er nu, hvor meget vægt de enkelte elementer har. At oprørernes sag har ændret sig fra at være en frihedskamp til at være en kamp for et islamistisk kalifats udbredelse har haft en markant indflydelse på kampen. Selvom der har været en fornyet religiøs interesse og vækkelse efter indførelsen af religionsfrihed i Rusland, støtter de færreste almindelige tjetjenere en islamistisk sag. Samtidig kan man forestille sig, at indflydelsen fra de mange mujahedinere fra Mellemøsten også har været mødt med en vis skepsis, da deres livsanskuelser har været i modstrid med den gængse tjetjenske livsførelse37. Det har uden tvivl været en årsag til, at oprøret har mistet momentum og opbakning i den brede befolkning. På den anden side har russernes og de russisk tro styrkers brutale fremfærd uden tvivl presset ellers neutrale tjetjenere over i de islamistiske oprøreres lejr. Det har man f.eks. set ved brugen af de sorte enker, som er kvindelige selvmordsbombere, der ofte har mistet ægtemænd og børn i krigen mod russerne og i fortvivlelse ofrer deres liv i kampen38. Holder man disse faktorer op imod hinanden virker det som om, at den tjetjenske befolkning har fundet det mest ”fornuftigt” at støtte russerne. Jerngrebet om den tjetjenske befolkning giver, som beskrevet i analysen, resultater på kort sigt, hvorimod de uløste problemer på længere sigt altid vil være en kilde til konflikt. Der ligger derfor en stor udfordring i at omdanne frygten for de russiske styrker og den lokale tjetjenske administration til et samarbejde og i at skabe en reel og legitimmagtstruktur. I forsøget herpå er der fra russisk side i de senere år blevet overført betydelige midler til regionen for at sætte gang i den økonomiske udvikling. Mange er midlerne er formodentlig endt i korrupte lommer, men der er også visse tegn på fremgang at spore. F.eks. er nogle gader i hovedbyen Grozny blevet genopbygget, lufthavnen er også blevet genåbnet og gadebelysning samt veje er blevet restaureret. Regionen har endvidere oplevet en økonomisk vækst på 8-9 procent i 2006 samt en halvering i antallet af mennesker, som lever i fattigdom39. Det fremgår ikke klart, hvor lang tid man kan holde en befolkning i et jerngreb for at undgå oprør på længere sigt. Men så længe myndighederne hævder, at der er en betydelig risiko for militante islamistiske grupper vil destabilisere regionen, vil det også blive brugt som et påskud for jerngrebet. For den tjetjenske befolkning må man så håbe, der ikke går så lang tid. Inddragelse af Kadyrov-klanen på russisk side i Tjetjenien har også haft stor betydning. Klanens lokalkendskab har været til stor hjælp i kampen mod oprørerne og sammen med den autoritære jernhånd, som Tjetjenien bliver ført med, har det besværliggjort oprørernes virke markant. At vestlige demokratiske love og normer ikke bliver fulgt letter bekæmpelsen af oprøret, som også David Galula skriver40. Det kan man også se i den russiske presses dækningen eller mangel på samme af Tjetjenien krigen. Tjetjenien bliver sjældent nævnt i tv-udsendelserne, og når konflikten endelig nævnes, er det oftest i positive vendinger. Det gør, at den russiske befolkning ikke er klar over den svære situation i Tjetjenien, og at der ikke bliver skabt en nævneværdig krigsmodstand i befolkningen. Derudover er den russiske befolkning af rent kulturelle og historiske årsager mere klar til at ofre menneskeliv, end et vestligt samfund. Den øgede fokus på terror efter 11. september 2001 har heller ikke gavnet oprørenes sag. Med ét blev Rusland en allieret i kampen mod terror, hvilke fik noget af kritikken af krigen i Tjetjenien til at forstumme. Vigtigere er dog, efter min mening, krigene i Afghanistan og Irak. Hvor Tjetjenien i begyndelsen var et hovedmål for hellige krigere og økonomisk støtte fra islamistiske bevægelser, har Irak og Afghanistan overtaget fokus. Det har gjort at midlerne i mindre omfang er tilfaldet oprøret i Tjetjenien, til fordel for oprørsbevægelserne i Irak og Afghanistan. Det må alt andet lige mærkes på oprørernes kapabiliteter, hvilket også har været medvirkende til oprørets faldende intensitet.

Konklusion

Oprøret i Tjetjenien har ifølge David Galulas teori alle de tilstedeværende faktorer for at blive succesfuldt. Modsat har de russiske styrker formået at få inddraget lokale styrker, holdt den tjetjenske befolkning i et jerngreb og sikret at folkestemningen i Rusland ikke er gået imod krigen. Efter min opfattelse er der dog tre centralt afgørende faktorer, der har været medvirkende til udviklingen i Tjetjenien:

1. Ændringen af de tjetjenske oprøres sag fra selvstædighed til oprettelsen af et islamisk kalifat i hele Nordkaukasus. Den brede tjetjenske befolkning ønsker ikke at leve i et kalifat under sharialovgivning og derfor har oprørene mistet opbakning i befolkningen.

2. Aktiveringen af de russisk-tro tjetjenske styrker har også haft afgørende betydning. De tjetjenske styrker har udpræget kendskab til lokalområdet og dens befolkning og samtidig har man fået bevist overfor den civile tjetjenske befolkning, at der er tjetjenere, der støtter en russisk tilstedeværelse i Tjetjenien.

3. Jerngrebet om civilbefolkningen har en ligeså afgørende betydning. Frygten for de russisk-tro styrker gør, at befolkningen simpelthen ikke tør støtte oprørerne af frygt for repressalier. Dette har på godt og ondt ført til et fredeligere Tjetjenien nu, end det har været siden 1994, men der er lang vej igen før livet bare bliver nogenlunde normalt for den hårdt prøvede befolkning.

Perspektivering

Danmark, NATO og Vesten er, som bekendt, også i gang med oprørsbekæmpelse i Afghanistan og Irak. Hvad kan man i den sammenhæng bruge de russiske erfaringer til? Det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at overføre hovedparten af de russiske erfaringer fra Tjetjenien til den vestlige oprørsbekæmpelse i Afghanistan og Irak. Noget af det væsentligste i denne forbindelse er, at de vestlige liberale demokratiers moralske værdier og menneskesyn forhindrer en jernhård fremfærd imod oprørene og civilbefolkningen, som russerne har mulighed for i Tjetjenien. I Vesten vil det simpelthen give så meget kritik fra alle tænkelige kanter, at en regering ikke har mulighed for at sidde det overhørigt. Men mest afgørende er, efter min mening, at det vil stride imod den demokratiske sag Vesten forsøger at samle befolkningerne i Irak og Afghanistan om. Det vil også undergrave selve argumentet for, hvorfor Vesten er engagerede i disse lande; nemlig fjernelsen af de tidligere brutale regimer i Irak og Afghanistan. I en dansk kontekst kunne man godt arbejde mere på at få oplyst den danske befolkning om, at oprørskrig tager tid, og at der ofte skal hårde kampe og tab til at bekæmpe en bevægelse som Taliban. Det er en svær variabel at arbejde med, og man kan naturligvis ikke direkte overføre den russiske krigsmentalitet om krig til en dansk befolkning. Men man kunne påvirke den danske mentalitet igennem f.eks. foredrag, dokumentarfilm, spillefilm, bøger og computerspil, der kan ændre befolkningens forestilling om oprørsbekæmpelse og krig. En sådan bevidst kommunikationsstrategi kan meget nemt virke manipulerende og amoralsk, men det er alt andet lige et vigtigt våben, som bliver nødvendigt at bringe i spil, hvis Danmark, som nogen eksperter mener, bliver nødt til at være i Afghanistan i 10 til 15 år. En erfaring, man nemmere kan overføre fra russernes krig, er inddragelsen af lokale styrker. Det har i eksemplet Tjetjenien endnu engang vist at have en afgørende effekt på udfaldet af oprørsbekæmpelsen. I vid udstrækning sker dette også i Irak og Afghanistan, men man kunne måske forsøge at skabe endnu flere alliancer med de lokale militser. Det vil give nogle formodentlige magtfulde støtter i lokalområdet, sikre lokalkendskab og måske vigtigst vise befolkningen, at der er nogle lokale afghanere, der tør og vil støtte NATO-styrkerne. Det har hjulpet russerne meget i Tjetjenien, og vil nok også hjælpe Vesten i Afghanistan og Irak. Det vil måske til en vis grad tilsidesætte vores demokratiske mission i nogen tid. Men i det lange løb er kampen imod f.eks. Taliban vigtigere, da det er svært at forestille sig et fredeligt og demokratisk Afghanistan, hvor Taliban stadigvæk er en magtfaktor.

Litteraturliste

Cassidy, Robert (2003): Russia in Afghanistan and Chechnya. Strategic Studies Institute, US Army War College, Pennsylvania. Galula, David (1964): Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Praeger Security International, London, United Kingdom. Kramer Mark, (2005): Guerrilla warfare, counterinsurgency and terrorism in the North Caucasus. The military dimension of the Russian-Chechen Conflict. Europe-Asia studies, Vol. 57, no. 2, side 209-290. Moroney, Jennifer & Karasik, Theodore (2007): Case Study: The North Caucasus. Ungovorned Territories. RAND Corporation, Santa Monica, United States. 207-241. Nation, Craig R. (2007): Russia, the United States and the Caucasus. , Strategic Studies Institute, US Army War College, Pennsylvania. Sagramoso, Domitilla: Violence and Conflict in the Russian North Caucasus. International Affaires, vol. 87, 4, 2007

Fodnoter

1 Sagramoso 2007; p. 681

 2 Se i øvrigt artiklen At bekæmpe Taliban – cheferfaringer fra hold 4 i Helmand

3 Sagramoso 2007; p. 685.

4 Sagramoso 2007; p. 691.

5 Kramer 2005; p. 212-213.

6 Galula 1964; p. 1.

7 Ibid.; p. 28.

8 Ibid.; p. 12.

9 Ibid.; p. 13, 15.

10 Sagramoso 2007; p. 703.

11 Moroney og Karasik 2007; p. 234.

12 Cassidy 2003; p. 29-30.

13 Moroney og Karasik 2007; p. 208.

14 Sagramoso 2007; p. 694.

15 Ibid.; p. 696.

16 Sagramoso 2007; p. 682; Moroney og Karasik 2007; p. 223.

17 Galula 1964; p. 17.

18 Kramer 2005; p. 219-221.

19 Sagramoso 2007; p. 690-691.

20 Galula 1964; p. 23-24.

21 Kramer 2005; p. 210.

22 Ibid.; p. 210.

23 Galula 1964; p. 26.

24 Nation 2007; p. 8.

25 Kramer 2005; p. 252.

26 Moroney og Karasik 2007; p. 227.

27 Galula 1964; p. 50.

28 Galulas love for oprørsbekæmpelse er gennemgået i artiklen At bekæmpe Taliban – cheferfaringer fra hold 4 i Helmand.

29 Ibid.; p. 52.

30 Galula 1964; p. 71-72. 

31 Kramer 2005; p. 261.

32 Ibid; p. 261.

33 Galula 1964; p. 54-55.

34 Nation 2007; p. 7.

35 Galula 1964; p. 54.

36 Kramer 2005; p. 257.

37 Kramer 2005; p. 260.

38 Ibid.; p. 251.

39 Sagramoso 2007; p. 692, 704.

40 Galula 1964; p. 44-45.