Af Kaptajn C. Raabye.
Erfaringerne fra den russisk-japanske Krig samt fra Verdenskrigen har vist, at Artilleriet ikke paa tilfredsstillende Maade forinaar at støtte Fodfolket, naar dette er kommet nær ind paa Livet af Modstanderen. Aarsagerne hertil er mange. Den vægtigste er formentlig den, at det er forbundet med store Vanskeligheder at vedligeholde en tilstrækkelig god Forbindelse mellem de to Vaaben. Hvor ofte er det for Eksempel ikke hændt under de senere Aars Fællesøvelser mellem Fodfolk og Artilleri. at Fodfolket forgæves har søgt at faa Artilleriet til at lægge sin Ild over paa et eller andet Maal, som i Øjeblikket virker hæmmende paa Fremrykningen. Artilleriet har i mange Tilfælde simpelt hen været ude ai Stand til at opfatte dette Maal, hvis Dimensioner oftest har været meget smaa, og det til Trods for, at der fra begge Sider har været gjort alt tænkeligt for at tilvejebringe og vedligeholde en stadig og sikker Forbindelse mellem Vaabnene. Som en anden væsentlig Aarsag kan man nævne, at det mange Gange vil være vanskeligt for ikke at sige umuligt for Artilleriet at skelne Ven fra Fjende, naar de to kæmpende Fodfolkslinier staar tæt overfor hinanden, samt at Artilleriets Skudsikkerhed navnlig under Kampforhold næppe er tilstrækkelig stor til, at det vil kunne tage de kort foran Fodfolkslinien liggende, ofte meget begrænsede fjendtlige Maal under Ild, uden samtidig at staa i Fare for at beskyde egne Tropper.
Hertil kommer endelig for vort Vedkommende, at vort faatallige Artilleri sikkert under en Kamp vil blive stillet overfor saa mange Maal, at det vil blive umuligt for det at tilfredsstille Fodfolkets Krav om umiddelbar Understøttelse uden samtidig at forsømme andre af sine vigtigste Opgaver (Bekæmpelse af det fjendtlige A rtilleri, almindelig Beskydning af Terrainet omkring og bag de fjendtlige Fodfolksstillinger m. m.). Man har da allerede længe, ja endog før de ved Verdenskrigen indhøstede Erfaringer havde lagt deres tunge Lod i Vægtskaalen. været paa det rene med, at Fodfolket burde have sit eget Lcdsageartilleri. Hvorledes dette skulde være indrettet, derom var Meningerne imidlertid meget delte, og endnu efter fire Aars lange Kampe er det ikke lykkedes at faa anerkendt nogen bestemt Skytstype som egnet til at løse alle de Opgaver, overfor hvilke en Fodfolkskanon vil kunne blive stillet. Lad os til at begynde med for om muligt at komme Spørgsmaalets Losning et Skridt nærmere undersøge, hvilke Fordringer man maa stille- til en Pjece, der skal kunne yde Fodfolket virksom Støtte selv i Kampens sidste Øjeblikke.
En Hovedfordring maa naturligvis være den, at Pjecen skal kunne følge Fodfolket og helst, om det gøres nødvendigt, dettes forreste Linier overalt i Terrainet. Pjecen maa dernæst være let at bringe i Stilling, og den maa kunne skyde fra den Standplads, som yder bedst mulig Skjul og Dækning for Betjeningsmandskabet. Den bør derfor om muligt transporteres samlet, eventuelt korende i en Hjullavet. Benytter man delt Transport, maa Pjecens enkelte Dele under de foreliggende Forhold være lette og hurtigt kunne samles. Skal endvidere Pjecen kunne opstilles i den gunstigst mulige Dækning, maa den være indrettet til at kunne kaste: men der maa af den Grund ikke slaas af paa Fordringerne om, at den skal kunne anvendes imod et hvilket somhelst opdukkende Maal under enhver tænkelig Situation. Den maa derfor ogsaa kunne skyde i flade Baner. Man maa ogsaa forlange, at Pjecen er i Besiddelse af en betydelig Rækkevidde, idet den i givne Situationer fra den engang valgte Standplads maa kunne forlægge sin Ild frem i Terrainet, for Eksempel for at beskyde eller bekaste fjendtlige Minekastere, Maskingeværreder, vigende Fodfolk, de bag Fjendens forreste Linier lig gende Skyttegrave, Færdselsgange m. m. Bestemmelse ved Fastsættelsen af Pjecens Maksimumsdistance bliver antagelig den Afstand, inden for hvilken man med et svært Maskingevær kan vente at faa en nogenlunde klækkelig Virkning imod fremrykkende Fodfolk. Man maa derfor antagelig tilstræbe en Maksimumsskudvidde, der ligger nær oppe ved de 3000 m eller endog højere. Pjecen maa yderligere have en meget stor Træ fsikkerhed, saaledes at man med det mindst mulige Antal Skud vil have Mulighed for at kunne uskadeliggøre selv Maal af meget ringe Udstrækning som for Eksempel fjendtlige Maskingeværer, og saaledes at man ikke udsætter egne Tropper for at lide Tab ved egen Beskydning.
Endvidere maa man med Pjecen kunne foretage hurtig og nøjagtig Maalveksling, saaledes at pludseligt opdukkende Maal, der generer eget Fodfolk i Løbet af kortest mulig 'Lid kan tages under virksom Ild. Da Pjecerne normalt vil komme til at skyde indirekte for at faa den bedst mulige Dækning, kræver Opfyldelsen af denne Fordring en omhyggelig Orientering og Udarbejdelsen af detaillcrede Regler for Maalvinkelbestemmelser samt naturligvis Anvendelsen af et vel gennemtænkt og til de givne Forhold passende Hjælpemateriel, d. v. s. Vinkelmaalere, Reliefkikkerter, Kortmaal, Regnestokke o. s. v., kort sagt i Hovedsagen det samme Orienteringsmateriel som det, der benyttes ved Artilleriet. En meget vigtig Fordring er endvidere den, at Am munitionen maa være let at transportere og maa være saaledes pakket, at Ammunitionserstatningen volder den mindst mulige Friktion. Ammunitionen maa derfor ligesom Pjecen være let, og de til dens Frem foring anvendte Transportmidler maa være saaledes indrettede, at det størst mulige Antal Skud inden for en rimelig Tid kan fores frem gennem Terrainet fra de bagvedværende Ammunitionskolonner. Imidlertid sætter det almindelige Krav til Artilleriet om den størst mulige Virkning i Løbet af den kortest mulige Tid en lavere Grænse for Ammunitionens og derigennem ogsaa for Pjecens Vægt, og det vil sikkert være nødvendigt at lade Kravet om Virkning danne Udgangspunktet ved Bedømmelsen af en Pjeces Værdi som Ledsageskyts for Fodfolket. Man har som bekendt under Verdenskrigen benyttet tre forskelligartede Vaabcn til at yde Fodfolket den haardt tiltrængte umiddelbare Artillerihjælp, nemlig:
en let Kanon af ca. 37 mm Kaliber, Minckastere og Granatkastere samt Kampvognene.
Den lette 37 mm Kanon har været benyttet blandt andet af Østrigerne, Italienerne og Franskmændene. Den saavel taktisk som teknisk set bedste Type af denneKanon er den franske »Canon de 37 mm Mie, 1916 T. R.« De væsentligste Data for dette Skyts er følgende: Imod Personel og Materiel anvendes en Staalbrisantgranat af 560 g Vægt, indeholdende 30 g Melinit. Imod modstandsdygtige Maal benyttes et massivt Staalprojektil med ogival Forpart. Vægt 500 g. Begyndelseshastigheden er 365 eller 388 m/Sek., afhængigt af, hvilken af de to Projektilsorter der anvendes. Brisantgranatens Virkning kan omtrent ligestilles med Virkningen af en Haandgranat. Ingen af Projektilerne har nævneværdig Virkning mod overdækkede Rum og andre Jordværker. Maksimumsdistancen angives i Skydetabellen at være 2400 m. Skudsikkerheden er udmærket god, paa 1000 m opfanges alle Skud i en lodret kvadratisk Skive med 5 m Side. Skudhastigheden er maksimalt 12 til 15 Skud i Minuttet.
Kanonen kan transporteres samlet paa Hjul. Man kan ogsaa dele den i tre Dele, der kan bæres, idet hvert Stykke vejer ca. 40 kg. Kanonrøret rekylerer paa en Vugge. Det er forsynet med en Nordenfeldsk Skruemekanisme. Der findes Vædskebremse og Fjederfrembringer. Fjedrene er anbragt i Bremsecylinderen. Desuden findes en Fremløbsbremse. Kanonen er affuteret i en Trefod med et kort Støtteben fortil og to lange Ben med Svansspader bagtil. Mellem de to bageste Ben er der i Skudstillingen fastgjort et Skudsæde for det rettende Nummer. Retningsmidlerne gør saavcl direkte som indirekte Skydning mulig. De er iovrigt saaledes indrettede, at de imødegaar Afdriftens Indflydelse. Den 37 mm Kanon har, som det vil fremgaa af det ovenstaaende, mange af de Egenskaber, som en Ledsagekanon bør have; men Projektilvægten og derigennem Virkningen er for ringe. Navnlig er det uheldigt, at Virkningen mod Jordværn er ringe. Ligeledes er Maksimumsdistancen neppe tilstrækkelig stor. Hertil kommer, at Virkningen paa Grund af Projektilets strakte Bane ikke lader sig bringe ned bag Dækninger, fordi Nedslagsvinklcn kun faar en lille Værdi. Man synes ogsaa i Frankrig meget tilbøjelige til at gaa bort fra denne Kanon som Ledsagckanon. Dette er derimod ikke Tilfældet med Kampvognene. T il Ledsagelse af Fodfolket anvender man i Frankrig to Typer af lette Kampvogne, nemlig:
Cliars légers og Chars marque V*.
Chars légers vejer 6.5 t. De er bestykkede med en Mitrailleuse eller en 37 mm Kanon, eller eventuelt med en Kanon af endnu større Kaliber. Bevægelseshastigheden er i Praksis 1 til 5 km i Timen. Vognen er i Stand til i gunstigt Terrain og tør Jord:
at passere Udgravninger af 1,70 til 1,80 m Bredde, naar Kanterne ligger i samme Højde, Ved Skyttegrave tør man kun regne med at kunne passere en Bredde af 1,50 m (paa Grund af Tilstede'værelsen af B rystværn og eventuelt opkastet løs Jord),
at passere over selv ret store Pigtraadshindringer;
at vælte Træer eller enligtstaaende Træpæle, hvis Diameter er mindre end 0,20 m, og Staalpæle, hvis Tykkelse er mindre end 0,55 m;
at passere gennem Hække og Ungskov af 8 til 10 Aars Alder; at vælte Murstens- og Kampestensmure, som er mindre end 0,40 m tykke;
at kravle op ad Skraaninger, hvis Hældning er 45 °;
at køre over Vandløb og Vandhuller, hvis Dybde ikke overstiger 0,70 m.
I meget ujævnt Terrain og under ugunstige Forhold, navnlig naar Jorden er fugtig, er Vognens Bevægelighed dog langt ringere end ovenfor angivet. I Terrain, som er stærkt oprodet af Artilleriild, vil Vognen, særlig naar Beskydningen har været udført med meget svært Artilleri, overhovedet ikke kunne komme frem. Vognen er forsynet med saa meget Brændselsolie, at den vil kunne køre ca. 8 Timer, før den tnaa have ny Forsyning. Der medføres 4800 Mitrailleusepatroner eller 225 Stk. 37 mm Patroner og 12 Kardæsker. Besætningen bestaar af: 1 Officer eller Underofficer, der er Chef, og 1 menig, Mekaniker.
Chars marque V*.
Denne Vogn er noget tungere end den foregaaende. Den formaar i endnu højere Grad at ødelægge Terraingenstande og Hindringer end den lette Vogn, ligesom den ogsaa bevæger sig med noget større Lethed gennem Terrainet end denne; men den er væsentligt mere saarbar paa Grund af sit større Volumen og sin svagere Pansring. Den er ligeledes noget vanskeligere at manøvrere end den lette. Vognen, hvis Vægt er 32,5, er bestykket med enten 4 Mitrailløser og 2 Stk. 6 Punds Kanoner (citar måle), eller 6 Mitrailløser (citar femelle).
Bevægelseshastigheden ligger normalt mellem 1 og 3 km i Timen. Den kan kravle op ad Skraaninger, hvis Hældning er 45 °, og kan passere Udskæringer paa 4 m. Dens Forsyning med Brændselsolie strækker til ca. 6 Timer. A f Ammunition medfores: I en citar måle: 207 Granater og 5640 Mitrailløsepatroner. I en char femelle: 21780 Mitrailløsepatroner. Besætningen bestaar af:
1 Officer og 7 Mand.
Det kan næppe være Tvivl underkastet, at Kampvognene takket være deres Bevægelighed og Modstandsevne mod Infanteriild er i Stand til at lose de aller fleste af de Opgaver, som tilfalder Fodfolkets Ledsageartilleri, og der har da ogsaa i Frankrig rejst sig vægtige Stemmer for kun at benytte dette Vaaben til umiddelbar artilleristisk Støtte for Fodfolket, medens man helt skulde opgive den 37 mm Kanon og Mine- og Granatkasterne ved Fodfolket. Imidlertid har Kampvognene foruden alle deres udmærkede Egenskaber to Egenskaber, som man ikke tør lade ude af Betragtning. For det første er de overmande saarbare overfor A rtilleriild, idet en enkelt Fuldtræffer i Almindelighed vil gøre Vognen ukampdygtig. For det andet er de meget kostbare, ikke alene fordi den enkelte Vogn er meget dyr, men ogsaa fordi de maa forefindes i stor Mængde, dersom man skal kunne have den tilsigtede Nytte af dem. Det vil derfor næppe svare Regning at belaste et paa Forhaand lille Hærbudget med Anskaffelsen af Kampvogne til Brug for Fodfolket. Man bor langt hellere se sig om efter andre og mere overkommelige Midler til Løsningen af de Opgaver, vi bør stille os.
Kan man ikke faa det bedste, maa man nojes med det næstbedste. Vor Opmærksomhed vender sig derfor ret naturligt mod Mine- og Granatkasterne. De forskellige Systemer af Minekastermaterel, som er fremkommet og blevet videre udviklet i Løbet af Verdenskrigen, tilfredsstiller alle i større eller mindre Grad en Del af de Fordringer, man maa stille til Fodfolkspjecen, og man har da ogsaa paa begge Sider, som det synes med Held anvendt Minekasterne, særlig af de lettere Typer til umiddelbar Støtte for Fodfolket. Da det har megen Interesse til Belysning af det foreliggende Spørgsmaal at se, hvilke Opgaver, man oprindelig har tænkt sig at løse ved Hjælp af Minekasterne, samt tillige at se, hvorledes disse Opgaver efterhaanden ændrer sig og delvis skifter Karakter samtidig med, at de taktiske Synspunkter under Verdenskrigen forandrer sig, vil der i det følgende blive givet en kort Oversigt over Minekasterartilleriets Udvikling fra dets første Begyndelse.
(Fortsættes).
