Verdenskrigen har allerede straks ved sin Begyndelse frembragt en grundig Omvæltning paa mange militære Omraader. Man maatte tænke og lære om igen. Men der er sket det mærkelige i Begivenhedernes Rækkefølge under Krigens videre Forløb, at man igen paa nogle Omraader har maattet lade de nyerhvervede Anskuelser og Grundsætninger falde. Man maatte endnu engang tænke om igen. Det skete bl. a. ved Kampen om Flodovergangene og de dertil hørende Fæstninger.
Da de belgiske Fæstninger, son gennem mange Aar omhyggeligt var udrustede til Maasliniens Forstærkning, i Krigens første Dage og i Løbet af kort Tid brød sammen for det tyske Angreb, da var der selv skarpsindige militære Autoriteter, som ansaa Fæstningerne ikke alene for undværiige, men endogsaa for skadelige, fordi de — rent bortset fra den store Bekostning — udsatte Besætningerne for en næsten sikker Tilfange- tagning. Maubeuge kapitulerede efter en ganske kort Beskydning, og den 40,000 Mand stærke Besætning var tabt. Intet syntes at kunne modstaa det sværeste tyske og østrigske Artilleri.
Antwerpens Fald forvandlede denne Anskuelse til en næsten klippefast Overbevisning. Imidlertid var Maasliniens Fald tildels foranlediget ved den strategiske og taktiske Overraskelse. Det tyske Angreb skete saa lynsnart, at der ikke var Tale om et Forsvar af Flodlinien, fordi Jer ikke blev Tid til Anlæg af feltbefæstede Stilinger til Understøttelse af de permanente Værker.
Krigens videre Forløb beviste imidlertid overbevisende den gamle Sætning, at en ensidig Erfaring ikke tillader nogen Slutning, som har Gyldighed i alle Tilfælde. Dette viste sig allerede ved Slutningen af den første Krigsmaaned, da det drejede sig om først Erobringen, dernæst Forsvaret af Marne- og Aisnelinien.
Før Krigen var det en almindelig Læresætning, at intet Flodløb i Længden kunde holdes overfor en jævnbyrdig eller overlegen Modstander. Denne kunde altid vælge Overgangsstederne, forvirre Forsvareren ved Demonstrationer, lokke ham hi3 og did og endelig gaa over, hvor det mindst ventedes, ofte ved at omgaa den fjendtlige Forsvarslinie.
Som klassisk Eksempel tjener Napoleons Overgang over Po i 1797 med de berømte Brokampe ved Lodi og Arcole, endvidere Kampene om Rhin- og Mainlinien undei Krigen mellem den franske Republik og den europæiske Coalition. Men i alle disse Tilfælde drejede det sig om smaa Hære, som let kunde omgaas. For Forsvareren gjaldt den Grundsætning, at han maatte besætte de sandsynlige Overgangssieder med mindre fremskudte Styrker og holde Hovedkræfterne samlet bag Midten af den sandsynlige Forsvarslinie for at kunne kaste sig over Modstanderen efter eller helst under hans Overgang. Hertil forslog dog ikke hverken det ufuldkomne Efterretningsvæsen eller Marchpræstationerne eller Tiden til Modangreb, Angriberens Initiativ sejrede næsten altid. Dette blev i den nuværende Krig helt anderledes, saasnart man iudsaa, at Millionhærene kunde besætte Floderne, fra Udspringet til Udløbet, saaledes at enhver Omgaaen eller ethvert Flankeangreb var udelukket. Dette viste sig tydeligt først under det franske Forsvar af Linien Toul-Verdun, hvorved den uhyre Forstærkning af denne Linie ved moderne stærke Fæstninger traadte tydeligt frem og dernæst under Kampene om Yser-Linien, som forblev uindtagelig, fordi den var støttet til Havet og derved udelukkede Flankeangreb. Nu er der ogsaa paa Vestfronten dannet en Kamplinie paa 650 km fra Havet til den schweizisKe Grænse, hvis Hovedstyrke bestaar i befæstede Flodsystemer. Denne Linie er i det sidste Aar ikke bleven gennembrudt af nogen af de to Modstandere.
Paa den østlige Krigsskueplads viser sig det samme Billede, kun med et helt andet Udfald. Der vekslede Bevægelseskrigen med Positionskrigen under mange forskellige Former. Under den sidste forstod Russerne at holde selv smaa Flodløb som Bzura, Rauka, Pilica, Dunajec o. s. v. i lange Tider.
De dannede ofte svære Hindringer for Centralmagterne, og Værdien af deres Indtagelse stod ikke i Forhold til de Ofre, de kostede. Paa samme Maade virkede de store Flodsystemer Weichsel, San, Njemen, Narew og under den sidste Krigsperiode Bug. De mindre Flodløb var nærmest modstandsdygtige p. Gr. a. de Terrænsænkninger, som følger deres Løb. De store Floders Løb var i Besiddelse af stor Modstandskraft ved den Fæstningsrække, som fulgte deres Løb. Et typisk Billede herpaa danner Narewlinien. Et halvt Aar kæmpede de Hindenburgske Arméer for at tage denne og drive Modstanderen tilbage mod Bugs nedre Løb. De, som kun vil tillægge et Flodløb med tilhørende Fæstningsrække en underordnet Indvirkning paa Krigens Forløb, maa ændre deres Dom. Narewliniens Betydning var uhyre. Hvis denne ikke havde været, vilde det russiske Tilbagetog mod Bug være bleven udsat for den taktiske Virkning af Hindenburgs Arméer og vilde have antaget en flugtlignende Karakter. Det maa ikke glemmes, at Sanlinien med Przemysl opholdt Mackensen i tre hele Uger, og at Dunajec Maaneder igennem lukkede for Galizien. At det lykkedes at trykke denne Front tilbage ved et frontalt Angreb, vil blive et ganske særligt — maaske ganske undtagelsesvis Eksempel i Krigshistorien. Kampen om Weich- sellinien maa ligeledes betegnes som overordentlig betydningsfuld. De stærke Fæstninger Warschau og Iwangorod maa tildels give sig for den taktiske Storm, men ogsaa noget som Følge af den strategiske Flanketrusel. En Flodhindring kan imidlertid ogsaa blive skæbnesvanger for Forsvareren, nemlig naar han befinder sig foran den og ikke bag ved. Et belærende Eksempel danner Slagel ved Koniggralz, som Østrigerne modtog med Elben i Ryggen. Nu har vi oplevet et meget mere katastrofelignende Tilfælde end det, da de fra 3 Sider trængte russiske Arméer efter Tabet af Weichsellinien flygtede til Bug. Ganske vist dannede Brohovedet ved Brest-Litowsk ved sit langt fremskudte dobbelte Skovbælte og de endnu længere mod Vest liggende Feltbefæstninger, et Støttepunkt, men det viste sig dog langt fra stærkt nok til at give den tilbagegaaende russiske Hær et sikkert Støttepunkt under Tilbagetoget over Bug.
