Oberst Søren Clir. Bartli: Livserindringer. Trykt som Manuskript. 1900. (453 SS.).
Oberst Barths Memoirer ere i Ordets egentligste Forstand komne for Dagens Lys sans tambour ni trompette. Trykte som Manuskript i Præstø Folkeblads T ry k keri, og indledede med en beskeden, altfor beskeden Fortale af en anonym Udgiver! Det er næsten Synd for den fortræffelige Bog; den behøver ganske vist ingen Fortale; men den havde fortjent et fint Forlæggernavn og en nitid Udstyrelse. Det blev Oberst Bartli forundt at gennemleve næsten hele det 19. Aarhundrede; han var tidlig udviklet og bevarede sin Aandskraft til det sidste, men hans Erindringer omspænde kun Aarhundredets første Halvdel: Frederik VI og Christian VIII Dage samt den slesvigske Treaarskrig. De første Barndomsaar paa Marinerkasernen, og i de sjællandske Kantonnementer, Skolegangen i Nyborg og de forskellige frugtesløse Forsøg paa at finde en civil Livsstilling skildres med stor Tilforladelighed og elskværdig Omstændelighed. Fremstillingen giver Masser af ypperlige Bidrag til Datidens Kulturhistorie; man gør Bekendtskab med Livet paa Kasernen blandt de hvervede Marinere, man faar den mest levende Skildring af Tilstanden i de fattige Officersfamilier, hvor der herskede en Tarvelighed, som Nutidens Haandværkere vilde finde utaalelig, og man ser paa nært Hold en Mængde snart elskværdige, snart raa, snart snurrige Personligheder, typiske for Datiden, men underlig fremmedartede for vore, paa Originaler saa fattige Dage. Efter Barndomsaarene, der var trange nok, kommer de endnu trangere Ungdomsaar, tilbragte dels ved de sjællandske Lansenerer, dels paa Landkadetakademiet i yderlig Fattigdom. Med ubøjelig Energi kæmper Forfatteren sig op fra Underofficer til Løjtnant, han syr selv sit Tøj, slider utrættelig for at erhverve sig Kundskaber, men han bruger sine Øjne, studerer sine Omgivelser og leverer et herligt Galleri af Officerstyper ligefra General Bassewitz til den yngste Skoleofficer paa Akademiet; undertiden er Penslen noget bred og Farverne noget saftige, men Koloritten er sand og ægte og Skildringen yderst fornøjelig. Prægtige er navnlig Scenerne fra Frederik VI Ho f, hvor Kadetterne jo gjorde Pagetjeneste. Man tro nu ikke at Forfatteren bevidst søger at latterliggøre sine Modeller. Tværtimod! Han nærer en rørende Kærlighed til sin faderlige Konge, som ogsaa paa mange Maader var ham en sand Velgører. Trængselsaarene faar omsider Ende. Kadetten bliver Officer; ved Kongens særlige Naade kommer han til Rytteriet, lian arbejder med sin vante Energi, opfinder sin berømte Rideekvipage, uddanner sine Folk med en dengang sjælden Sans for det væsentlige, det feltmæssige, og lever samtidig et lykkeligt Privatliv, om end Kaarene ere tarvelige. Fremstillingen af dette Livsafsnit oplives ved mangt et karakteristisk Træk, typisk for Livet og Tænkemaaden i Trediverne og Fyrrerne. Barths Opfindelser, der har svært ved at trænge frem herhjemme, vinder Anerkendelse i Udlandet, lian gæster Sverrig, bliver persona grata ved Kong Oscars Hof, og meddeler en Mængde karakteristiske Træk af Rejselivet i de Tider. I de sidste A a r før Krigen var Barth Adjutant hos General HøeghGuldberg, Helten fra 1813, en af de brillanteste Rytterofficerer den danske Hær har ejet. Han elskede just ikke sin Chef, der vel heller ikke altid var saa let at omgaas, men han satte ham saarc højt, og den Karakteristik, han giver af ham, er sikkert sand og rammende. Livserindringernes sidste og mindst omfangsrige Del omfatter Krigsaarene 1848— 50. Ogsaa den læses med Interesse, men her betræder Forfatteren mere banede Stier, hvor „Kritikeren og Taktikeren“ , hvem Udgiveren fraraader at læse Bogen, ganske, vist vil finde mindre „krigsvidenskabelig Belæring“ . Barth var i øvrigt en tapper og dygtig F ø re r , han var Helten i den stolte Rytterfægtning ved Aarhus 31. Maj 1849. I den 2. slesvigske Krig, som Barth ikke omtaler, deltog han i en Stilling bag Fronten, og umiddelbart derefter fik han sin A fsked , men han levede endnu i over 30 A a r i et beskæftiget Otium, sysselsat med legemligt og aandeligt Arbejde. Ilan døde i Hørsholm 19. Januar 1895 „og Danmark tabte i ham en af sine bedste Sønner; thi i ham var Mod og Snille forenet med et varmt og følende Hjærte“ .
— u —
Kaptajn C. 0. Muntlie: Hannibals fejden 1644— 1645. Den norske hærs bloddåb. Kristiania. 1901.
Sverrigs Krig mod Danmark 1643— 45, Torstensons Indfald, som den vanligvis kaldes i Danmark, Hannibalsfejden som den kaldes i Norge efter Statholderen K ristian IV’s Svigersøn Hannibal Sehested, har i de senere A a r beskæftiget Forskerne i vore Broderriger en Del. I 1895 udkom Vessbergs „Bidrag till historien om Sveriges krig med Danmark 1643— 45. I. Gustaf Horns Falttåg“ ; som Titelen angiver behandles her udelukkende Felttoget i Skaane. 1900 udkom Johannes Scharffenbergs i mange Henseender fortræffelige Afhandling om „Det militære Sanitetsværk i Norge i Midten af det 17. Aarhundrede, navnlig under Hannibalsfejden“ , et Arbejde som ved Siden af sin egentlige Betydning for det militære Lægevæsens Historie bringer mange gode Enkeltheder om selve Krigsførelsen. Samme A a r skrev Pir. Vessberg igen „Bidrag till historien om Sveriges krig med Danmark 1643— 45. II. Kriget på norska grånsen“ , et Arbejde, som dog er mindre let tilgængeligt, da det er fremkommet i Indbydelsen til Overværelsen af Examenen ved „Høgre allmånna låroverket å Sødermalm och Katarina lagre allmånna låroverk vårterminen 1900“ .
Endelig kom saa i A a r Kaptajn C. O. Munthes Bog. Denne er langt den omfangsrigeste af de nævnte A r bejder, og hviler ogsaa paa det grundigste og mest udstrakte Studium. Kaptajn Munthe er gaaet til sit Arbejde uden forudfattede Meninger, og det lykkes ham helt igennem at bevare den rolige Objektivitet, som betegner al god Historieskrivning, selv om det mærkes, at Bogens Hovedperson, Hannibal Sehested, i høj Grad har vakt Forfatterens Interesse. I den Pienseende adskiller Kaptajn Munthes Værk sig hæderligt fra Pir. Vessbergs, som ikke alene bestemt røber Forfatterens svenske Sympatier, men ogsaa paa en højst uhistorisk Maade stundom gaar ud fra en vis national Forstaaelse mellem Svenskere og Nordmænd, saaledes at det egentlig ikke er Nordmændene selv, men Danskerne i Norge, Svenskernes Angreb gælder. En saadan historisk Taskenspilierkunst lader sig naturligvis ikke gennemføre; men alene Forsøget pletter Fo rfatterens Arbejde.
Et Felttog som det ved den norske Grænse 1644— 45, der frembyder saa faa faste Holdepunkter, og ingen betydelige krigerske Afgørelser, er det vanskeligt at fremstille let overskueligt, dog forekommer det os, at Forfatteren stundom kunde gøre noget mere i den Retning ved ikke at lade altfor mange Enkeltheder afbryde Skildringen af Operationernes Gang. Sin Hovedhensigt naar dog Kaptajn Munthe. Læseren faar et klart Indtryk a f alle de Vanskeligheder, Hannibal Sehested havde at overvinde, og af den Dygtighed og Kraft, han satte ind paa at overvinde dem. De nordiske Rigers Krigshistorie er ved Kaptajn Munthes Bog bleven beriget med et godt og dygtigt A rbe jde ; det v il, naar ikke nye Arkivalier kommer frem , være unødvendigt selv for Forskere at foretage første Haands Arbejder om dette A fsn it; de kan trygt søge til Kaptajn Munthes Bog.
Axel Larsen Liljefalk.
Hans Delbriuk: Geschichte der Kriegskunst im Rahm e n d e r p o l i t i s c h e n G e s c h i c h t e . I. T h e i l . Das Altertum . Berlin 11)00. Georg Stilke.
Den krigshistoriske Litteratur har hidtil savnet et Værk, som real-kritisk behandlede Oldtidens og Middelalderens Krige og Krigskunst. Grunden hertil ligger nær. De militære Historikere arbejde hyppigst med det Særfonnaal for Øje at vinde Belæring om krigeriske Handlinger og uddanne sig selv og andre til Krigens Gærning. Derfor sysle de fortrinsvis med nyere Tids Krigshistorie, som paa Grund af et bedre Kildemateriale er lettere tilgængelig. Officeren er kun rent undtagelsesvis saaledes skolet i den moderne Forsknings kritiske Metoder, at han kan give sig i Kast med Skildringer fra Oldtiden, hvor Virkelighedens Kærne som Regel er overspundet med et Net af Sagn og Legender. Paa den anden Side savner Historikeren af Faget de militær-tekniske Forudsætninger til Bedømmelse af de strategiske Forhold og taktiske Handlinger, og Resultatet er saaledes blevet, at begge Parter har ladet Oldtidens og Middelalderens Krigskunst ligge og indskrænket sig til at genfortælle det overleverede. Den, der intet nærmere Kendskab har til Delbriick og hans tidligere Arbejder, vil maaske ikke uden en vis Skepsis begynde Læsningen af den foreliggende I. Del. Man vil dog hurtig erkende, at man er i Selskab med en vaagen og sikker Fører. Det fundamentale i Delbriicks Metode er den skarpsindige Analyse af de overleverede Styrkeopgivelser. Uden en klar Forestilling om de gensidige Styrkeforhold er det umuligt at forstaa Begivenhedernes indre Sammenhæng, saa lidt som de handlende Personligheder. Og Delbrück tager da heller ikke i Betænkning at gaa selve Cæsars Opgivelser alvorligt efter i Sømmene. Cæsar fortæller jo, at han altid stod over for en Overmagt, og det har vi hidtil betragtet som værende en Del af hans Storhed, at han til Trods derfor kunne sejre over Folk som Ariovist og Vercingetorix. Den mindre Hobs Sejr over en Overmagt er nu engang den Tænkeform, i hvilken Mængden forestiller sig Heltegærninger og strategisk Snille, og Cæsar skrev for Folk , som var vant til brarnarbaserende Sejrsbulletiner i Lighed med Pariser Kom munens 1871.
Men det er den videnskabelige Forsknings Sag at trænge igennem denne Skal til den virkelige Kærne. Naar man lader 70000 Mand sejre over 300000, saa kan man dermed i ukritiske Hoveder vække en ubestemt Forestilling om grandios Tapperhed og Feltherrestorhed, men om en rationel Erkendelse kan der ikke være Tale. Dette er Delbrücks Grundsyn. I den foreliggende I. Del behandles Tidsrummet fra Perserkrigene til de galliske Kriges Afslutning. Delbrück viser os Krigskunstens langsomme, gradvise Udvikling og den ejendommelige Vekselvirkning mellem Kultur og Krig. Fo r de fleste vil Fremstillingen af den romerske Taktik paa Manipul arf'alanksens og Kohortens T id være ny og aldeles forskellig fra den gængse Opfattelse, navnlig Mommsens. Men medens denne sidstes Hypotese teknisk er ganske uholdbar, er Delbrücks teknisk uangribelig. (Det nærmere herom i min Monographi, Slaget ved Cannæ i Mil. Tidsskrift 1893, 2. Hefte S. 208.) Sande Perler af historisk Kunst er Undersøgelsen og Rekonstruktionen af Slagene ved Marathon og Cannæ; men højst staar dog maaske Behandlingen af de galliske Krige. Idet Delbrück viser os, hvilke frygtelige Modstandere Cæsar havde i Ariovist og Vercingetorix, falder der et nyt, skarpt Lys over Cæsars mægtige Feltherreskikkelse, og vi forstaar, at hans Sejr over dem var Kulturens Sejr over Barbari. Delbrticks Værk vil forhaabentlig give Stødet til en gennemgribende Revision af vore Lærebøger, baade de civile og de militære. Jeg kan paa det bedste anbefale dette genialt anlagte Værk til alle Historikere og Historievenner, og til enhver, der føler Trang til at trænge igennem Oldtidens M ø r k e.
Dalhoff-Nielsen.
Oberstløjtnant, Chef for Krigshøjskolen Hugo Jungstedt: „Om milissystem och m ilis trupper“ , 2. Itefte 1900 af „I var tids lifsfrågor“ . Stockholm.
Denne Afhandling har sikkert Krav paa en ikke ringe Interesse hos os, hvor den Paastand jo hyppig er fremsat, at en Militshær paa billigere og for Befolkningen mindre byrdefulde Vilkaar end vor nuværende Hærorganisation vilde kunne yde betryggende Garantier for Landets Forsvar eller dog idetmindste, „konstatere vor Neutralitet“ . Artiklen er fremkommen, medens det Spørgsmaal, den omhandler, var brændende i Sverrig og har sikkert bidraget sit til, et enhver Tanke om Militshær nu definitivt er slaaet til Jorden i vort Naboland ved den i disse Dage vedtagne nye Hærlov. Gennem en Række Exempler fra Krigshistorien — fra Napoleonskrigene og ned til den endnu ikke afsluttede Boerkrig — paaviser Forf., hvorledes Militshærene til Trods for numerisk Overlegenhed altid er bukkede under for de fuldt uddannede Tropper og understreger, at Forholdet i Fremtiden vil blive endnu ugunstigere for hine, idet de moderne Vaabens Taktik vil stille den enkelte Mand paa saa haarde Prøver, som kun den gennemdiciplinerede Soldat vil kunne bestaa. Der er i Europa da ogsaa kun en eneste Stat, hvis Hærorganisation hviler paa det rene Militssystem, nemlig Schweiz, hvor den af Stormagterne garanterede Neutralitet i Forbindelse med Landets for et Forsvar saa særlig gunstige Naturforhold sikkert har været afgørende Faktorer ved Antagelsen af dette System, og Forf. stiller sig da den Opgave at paavise, at end ikke med saa mægtige Allierede holder Systemet, hvad dets Tilhængere lover. Schweiz inaatte i Aug. 1870 — med en Bekostning af 8 Miil. frcs. — for at værne om den garanterede Neutralitet mobilisere 5 Divisioner paa tilsammen 37,400 Mand, 3400 Heste og 66 Kanoner, der, da i Jan. 1871 General Bourbaki med den franske Østarmee overskred Grænsen, tik den Opgave at afvæbne Invasionen og føre den til Landets Indre, en Opgave, som det kun lykkedes at løse, fordi de franske Tropper befandt sig i en saa yderst beklagelsesværdig Forfatning, medens Mobiliseringen for den schweiziske Hærs Vedkommende med sørgelig Tydelighed understregede, hvilke betydelige Mangler der klæber ved Militssystemet. Forf. slutter med Rette sin Omtale af Schweiz med en Erklæring om , at hverken Militshæren eller „den garanterede Neutralitet“ vilde have afholdt Tyskerne fra at okkupere Landet eller Størstedelen af det, saafremt Bourbaki over Genf var naaet frem til Lyon. Franskmændenes Svaghed, men ikke Schweiz’s Styrke frelste Landet fra denne Skæbne. Den Hær, hvis eneste Prøve i Felten er den ovenfor skitserede, koster aarlig 20-30 Mili. Kr. (i 1899 27,500000 Kr., eller c. 9 Kr. pr. Individ) og lægger i 33 A a r — fra det 17. til det 50. Leveaar — Beslag paa 9,2 pGt. af Befolkningen.
Da Boernes lange og seje Modstand mod Englændernes uhyre Overlegenhed af Militssystemets Tilhængere jo tages stærkt til Indtægt for dette, skænker Forf., der personlig har deltaget i Krigen, denne en særlig Omtale. Uden forøvrigt at ville dække over de af Englænderne begaaede Fejl paaviser han, hvilke overordentlige Vanskeligheder Krigsskuepladsens fjærne Beliggenhed fra Moderlandet i Forbindelse med Landets enorme Udstrækning og særlige Karakter giver Angriberen at overvinde. Exempelvis anføres at de engelske Etapelinier, der vare 400 M il lange eller som fra Østersund i Sverrig til Konstantinopel, krævede en Styrke paa 250000 Mand til deres Bevogtning, saaledes at Englændernes saa ofte fremhævede betydelige Overlegenhed paa selve Krigsskuepladsen unægtelig reduceres til temmelig beskedne Dimensioner, ligesom Boernes glimrende Sejre langt fra beviser Militssystemets Fortræffelighed for europæiske Stater.
Paa et rent historisk Grundlag bygger Forf. sit Fun dament for det Motto, han har valgt at sætte over sin Afhandling: „Det skulle vara dåragtigt at skryta med en billig harordning, då densamma i nodens stund vågrar at gora tjånst“ . Naar saa tilmed Billigheden ikke er mere fremtrædende, end Tilfældet har vist sig at være i Europas eneste Militsstat, da synes end ikke denne — Systemets fortrinligste Fordel — synderlig værd at prale af. Hvor Spørgsmaalet om Milits eller ikke Milits endnu er aabent, fortjener Afhandlingen at kendes, baade af dem der eventuelt skal give Systemet, og af dem der skal modtage og bruge det.
A. T.
