Det er i den senere tid ofte blevet betonet, at en officer, der skal lede uddannelsen af folk fra alle samfundslag, må have en nogenlunde god almenuddannelse. Bør da ikke også denne ud­dannelse omfatte en vis viden om den forudgående udvikling in­ den for hans eget arbejdsområde, som på grund af dets forbin­delse med samfundsudviklingen fortjener opmærksomhed også uden for den faste officers kreds?

Vore unge officerers viden om Sveriges krige og den svenske krigskunsts historie er imidlertid i øjeblikket ret spinkelt under­ bygget. Dels er krigshistorie ikke populær, dels synes den po­litiske historie i skoleundervisningen mere og mere at vige plad­ sen for en rendyrket og derfor ufuldstændig kulturel, social og økonomisk historie.

De som anser studiet af krigskunsten for at være af ringe værdi — og af dem findes der adskillige — motiverer ofte dette med, at fremtidens krigsførelse i den grad vil blive revolutioneret gennem teknikkens udvikling, at al viden om fortidens krigskunst kun vil blive en unødvendig ballast i den professionelle soldats viden. Det kan imidlertid ikke nægtes, at der i alle krige, uanset om de kæmpendes våben har været teknisk højtudviklede eller ej, bestandigt har eksisteret visse grundregler, som har været afgø­rende for sejr eller nederlag. Overraskelse, fart og kræfternes kon­centration har f. eks. altid været af afgørende betydning, når det har drejet sig om at opnå et resultat, enten kampen førtes med bue og pil eller med ildstøtte fra moderne automatiske våben, enten indbruddet i fjendens rækker skete med elefanter eller med kampvogne.

Viden om den rolle de psykologiske og moralske faktorer spil­ ler i krigshistorien må basere sig på historiske studier. Man må vare sig for at tro, at disse faktorers indflydelse vil formindskes i takt med den tekniske udvikling. Tværtimod er det vel sådan, at dersom atomvåben skulle blive bragt i anvendelse, da vil disse faktorer komme til at spille en større rolle end nogensinde tid­ ligere. Det er endog muligt, at jo mere teknisk udviklet og in­dustrialiseret et land bliver, desto mindre modstandskraft mod nutidens totale krigs anstrengelser får mennesket i dette land. Antallet af ukampdygtige med lidelser af psykisk natur ved ame­ rikanske enheder i Korea udgjorde 54 tilfælde af 1000 frontsoldater pr. år. Når disse og lignende liøje tal fra visse frontafsnit un­ der II verdenskrig ikke finder modstykke i tabsoifrene fra ældre tiders krige, skyldes det nok ikke alene, at man under disse krige havde mindre kendskab til eller forståelse af, hvad det som amerikanerne kalder „Combat Fatigue“, indebærer.

Vi forbereder os til krigen gennem fredsmæssige øvelser, men sådanne øvelser kan aldrig gøres så realistiske, at de giver et sand­ færdigt billede af de psykiske anstrengelser, som befalingsmænd og mandskab under en krig må leve op til. Et sådant billede kan man kun få gennem krigsskildringer. Lad mig tage et eksempel.

Da finnerne under vinterkrigen mod Rusland 1939— 40 skulle udføre deres første modoffensiv på det Karelske Næs, synes forud­ sætningerne for at opnå et godt resultat meget gode. Russernes angreb mod den finske hovedforsvarslinie var blevet afvist. Kamp­viljen hos de finske soldater forekom ubrudt. Modangrebet var blevet planlagt i nøje overensstemmelse med gældende anvisnin­ ger og reglementer. Havde det været en fredsmanøvre, havde man sikkert bedømt angrebet til at kunne gennemføres. Men resultatet blev til finnernes store overraskelse en fuldstændig fiasko. Dette beroede på mange forskellige årsager. En af disse var, at udarbej­ delsen af ordrer og forberedelserne iøvrigt — p. gr. af manglende rutine og på grund af psykisk og fysisk meget anstrengende for­ hold — tog så lang tid i de forskellige stabe, at der ikke for af­ delingerne blev nogen tid tilovers til at træffe de nødvendige for­ beredelser til angrebet. Tingene tager meget ofte, bl. a. p. gr. a. det psykiske pres, længere tid i krig end i fred. Selv n. f. Ladoga mislykkedes de første finske modangreb, også her delvis p. gr. a. psykologiske årsager. Tropper, som i krig for første gang skal udføre et angreb — det er en erfaring fra den finske vinterkrig som fra mange andre krige — bør om muligt have tildelt en sim­pel opgave og have god tid til at forberede den.

Gennem et studium af kamphandlinger, hvor chefens mod eller ubeslutsomhed, formåen eller uformåen til at rive tropperne med sig, har afgjort udfaldet, fremtræder billedet af, hvorledes en dygtig troppefører skal være. Da jeg i årene før II verdens­ krig var elev på Krigshögskolan, studerede vi der, med hvad jeg vil anse for et godt udbytte, et antal sådanne kamphandlinger fra I verdenskrig. Lederen af disse kampe, som livfuldt skildrede dem i en lille bog „Infanterie greift an“, var en på den tid lidet kendt oberstløjtnant ved navn Erwin Rommel.

Men mindst lige så vigtigt det er i historisk belysning at studere chefsegenskaber og deres betydning, ligeså vigtigt er det at søge at danne sig en opfattelse af, hvor forskelligt krigserfarne og — uerfarne tropper kan reagere under kamp, ja hvorledes mandskabets indstilling til krigen har skiftet fra tilfælde til til­ fælde. Det er f. eks. som ovenfor antydet, lærerigt at studere, hvor­ledes finske tropper reagerede ved de første sammenstød med fjenden i vinterkrigen 1939—40, panikken som mange steder op­ stod ved det første møde med de russiske kampvogne, og hvor­ ledes det lykkedes befalingsmændene igen al få kontrol over mandskabet.

Hvor oplysende er f. eks. ikke også det indledende kapitel i det norske værk: Norges krig 1940—45 (af S. Steen m. fl.). Heri beskrives, hvorledes befolkningen i den lille norske landsby Lille ­ sand den 8/4 1940 helt uden mistanke snakker med de tyske sol­ dater, som om morgenen er blevet ført i land fra det uden for kysten torpederede skib „Rio de Janeiro“. Man drikker kaffe og småsnakker troskyldigt med de tyske soldater. Landsbyens syklub indkalder straks til ekstra møde for at strikke trøjer og strømper til de skibbrudne. Hovedparten af disse påstod, al de kom fra et almindeligt handelsskib, men nogle sårede matroser opgav på sygehuset, at de tilhørte den tyske marine, og at de var på vej til Bergen for, som de sagde, på den norske regerings begæring at hjælpe med til at beskytte nordmændene mod at blive draget med ind i krigen af Englænderne. Den eneste, der fatter mis­ tanke, er den stedlige politibetjent. Kunne der ikke være tale om forspillet til en invasion? Politibetjenten gad vide, om der dog ikke burde afholdes søforhør. Men en tysk officer forklarer brysk, at et sådant er helt unødvendigt, eftersom torpederingen har fun­det sted uden for territorialgrænsen, 3 sømil til havs. Man fore­tager en pejling og finder ud af, at ulykkesstedet nok ligger 3,8 sømil fra kysten. Forslaget må således bortfalde. Men politibetjen­ ten vil ikke rigtig give sig. Han ringer op til det nærliggende Kristianssand marinekommando. Der forklarer man, at eftersom tyskerne er kommet i land, bør sagen ifølge instruktionen be­ handles af den kommanderende general. En forespørgsel til den­ nes stab får et lidet opmuntrende svar. „Men de er uniformerede og har tilmed alle våben.“ „Det har alle i Tyskland,“ er svaret. Omsider bliver dog generalstaben i Oslo underrettet, og den ud­ sender endelig kl. 21,13 en meddelelse om, at der ikke skal ske ekstraindkaldelser. „Eventuelle indkaldelser vil ikke blive bestemt før i morgen, idet regeringen ikke vil tage beslutning før. Der må dog holdes vagt på kontorerne på sædvanlig vis.“ På trods af, at der var gået hele syv måneder, siden krigen udbrød i september 1939 og på trods af alle tydelige varsler, kunne nordmændene ikke i april tro, at Norge nogensinde kunne komme i krig.

Den 9. april 1940 må ikke helt gå i glemmebogen; den for­ tjener at blive erindret. Og man spørger sig selv: Skulle noget lignende, omend i modificeret form, kunne hænde igen, og i mit land?

Der findes imidlertid meget andet at studere end de moralske og psykologiske faktorers betydning i krig. Studiematerialet er så rigt, at den største ifare for en lærer i krigshistorie er at tage for meget med i undervisningen. Det er efter min mening meget bedre at søge grundigt at trænge igennem et fåtal af eksempler end at give eleverne et overfladisk billede af størst mulig antal begivenheder. Dog findes der faktisk nogen, som har modsat op­ fattelse, som har den efter mit sikon naive tro, at om de bare studerer et tilstrækkeligt antal kampe, vil de i krig kunne for­ udse, hvorledes en modstander vil opføre sig, eller hvorledes et slag vil udvikle sig, således at de i forskellige situationer skulle kunne handle på bedste måde. Andre igen mener, at det først og fremmest gælder om at finde så mange lighedspunkter som muligt mellem forskellige slag eller krige for deraf at søge at udlede et antal alment gyldige „sejrsrecepter“, anvendelige også i frem­ tiden. Det kan sikkert være nyttigt at studere paralleler i det hi­ storiske hændelsesforløb. Men dette kim under een forudsætning, nemlig at man samtidig bemærker sig de store forskelligheder, som altid straks viser sig ved en dybere granskning. Historien gen­ tager sig aldrig på samme måde. Derfor kan man heller aldrig — bortset fra sådanne almindelige grundregler, som genfindes i vore reglementer — fremdrage nogen almengyldig „sejrsrecept“. Det turde ej heller p. gr. af historiens uendelige variationsrigdom lønne sig at søge at lære en mængde patentløsninger i håb om, at en eller anden skulle passe. Men gennem analysen af det hi­storiske hændelsesforløb skulle det være muligt at opøve evnen

til at reflektere og til at forstå sammenhængen mellem årsag og virkning. Man skulle endog lettere kunne skabe sig klarhed over de problemer, som plejer at opstå i forskellige situationer i krig og fred og på hvilken måde disse problemer bedst kan gribes an; thi selv om mål og midler altid skifter og tvinger til varierende løsninger, så plejer problemstillingerne altid at være ret ensartede.

Læreren i krigshistorie ved det tyske krigsakademi før II ver­ denskrig, generaloberst Hans Reinhardt, skrev i forrige års (1955) julinummer af det tyske tidsskrift: Wehrkunde, en artikel, i hvil­ken han hævdede, at det var ønskeligt, om undervisningen i krigshistorie blev påbegyndt i den nye tyske krigsmagt. Artiklen vakte meget stor interesse, og tidsskriftets redaktion modtog en mængde indlæg i samme anledning. En del af disse optoges i tidsskriftet (samtlige numre i tiden Aug.-Dec./55). I disse indlæg diskuterede man ikke nytten af krigshistorien — i den henseende meldte in­ gen opponenter sig — men derimod hvad undervisningen skulle omfatte og på hvilken måde, man skulle tilrettelægge den. Me­ ningerne om, hvad der bør indgå i begrebet krigshistorie, skifter således. For mit vedkommende mener jeg, at det er ganske klart, at hvis krigshistoriske studier skal blive til nogen større nytte for den faste officer, som stræber efter at forberede sig til krig, bør de ikke først og fremmest rettes mod krigens historie — poppet med en mængde data og detaillerede begivenheder — men mod krigskimstens historie, d. v. s. hvorledes og hvorfor krigs­ kunsten op gennem tiderne har forandret sig.

Men hvad skal man da i den totale krigs epoke forstå ved krigskunst? Nogle mener, at en undervisning i krigshistorie bør begrænses til at belyse sammenhængen mellem taktik og teknik. Det gælder om at påvise den fare, der ligger i at komme bagefter udviklingen, og at resultaterne i krig ofte opnås af den af par­ ferne, som uden at bryde med taktikkens grundregler, har kunnet betjene sig af nye våben eller af en ny kampteknik. Andre, til hvem jeg selv slutter mig, holder på, at undervisningen ikke bør indskrænkes til samspillet mellem taktik og teknik, men at krigs­ historie — i hvert fald ved et forsvarsakademi bør være et hjælpe­ fag for både strategi og taktik, og at historielæreren i nær til­ slutning til disse to fag bør tage aktuelle spørgsmål inden for hele den totale krigsførelses ramme op og belyse den historisk.

Som baggrund for en gennemgang af Sveriges nuværende stra­ tegiske målsætning kan det f. eks. være hensigtsmæssigt at belyse, hvorledes og hvorfor denne målsætning i forskellige perioder har vekslet mellem periferiforsvar og centralforsvar, alt efter som vor forsvarspolitiske situation og vore militære ressourcer har for­ andret sig. Inden man giver som opgave at spekulere over, hvor­ ledes vore væbnede styrker bør grupperes for bedst at kunne for­ svare vore lange grænser og kyster, kan folgende spørgsmål stu­ deres: „Hvilke faktorer måtte tages i betragtning, da det i den finsk-russiske krig 1939— 40 og 41— 44 gjaldt om at fordele finske styrker til fronten nord, respektive syd for Ladoga? Var den af­ vejning, man kom til, hensigtsmæssig?“ Problemer, som erfarings­ mæssigt plejer at opstå ved samvirken mellem styrker af forskel­ lige nationaliteter, eller modstandsbevægelsernes betydning i II verdenskrig er yderligere eksempler på tænkelige studieopgaver. Og naturligvis må historiske studier ved et forsvarsakademi ikke indskrænke sig udelukkende til det pågældende værns område. Erfaringer fra flyvevåbnets virksomhed under II verdenskrig og Korea-krigen, bl. a. den luftunderlegnes mulighed for at gennem­ føre operationer på landjorden bør f. eks. gennemgås ved hærens øverste skoler.

Teknikkens udvikling vil føre til — synes man nu i alminde­lighed at mene — at fremtidens krigsførelse til lands vil blive kendetegnet af bevægelige operationer, udført af et stort antal enheder af relativt ringe styrke over store flader. Som følge af denne opfattelse er det da, det gælder om at belyse den historiske baggrund for morgendagens taktik, ikke den stive, formbundne krigskunst, som briterne og amerikanerne, med undtagelse af ene­ren Patton, ofte viste eksempler på — f. eks. kampene i Italien eller på vestfronten ben imod krigens slutning — som bør til­ trække sig størst interesse. Det er ejheller de store, velforberedte angreb mod feltbefæstede stillinger, som fandt sted f. eks. ved E l Alamein 1942, ved Valkcasaari på det Karelske Na’S og ved in­ vasionen i Normandiet i 1944 eller ved gennembruddet af det ty­ ske Baranow-broliovede v. f. Weichsel 1945. Atomvåbnenes frem­ komst bar medført, at man sandsynligvis ikke længere tør eller — beroende på om atomvåben bliver anvendt eller ej — behøver at udføre invasionsforetagender med tæt sammenpressede angrebs­ kolonner, artillerimasser eller invasionsfartøjer.

Hen på slutningen af I verdenskrig blev den stive skytte­ gravskrig brudt aif nye fremgangsmåder — jeg tænker på det bri­ tiske kampvognsangreb ved Cambrai i nov. 1917 — som klart indvarslede en ny krigskunst. Det var efter en nøje analyse af taktikken i de sidste år af I verdenskrig, at den tyske panser- general Guderian foreslog Hitler at organisere et panservåben og tillempe den pansertaktik, som tyskerne siden med så godt re­sultat anvendte i årene 1939—41. Også de Gaulle i Frankrig samt Fuller, og tildels også Liddell Hart og Cburchill, i England kom efter studier af I verdenskrig frem til samme anskuelser som Gu­derian; men de sidstnævnte kunne ikke overbevise de konserva­ tivt tænkende, ledende politiske og m ilitæ re kredse i de respek­ tive lande.

Også hen på slutningen af II verdenskrig fremkom der tyde­ lige tendenser til øget bevægelig krigsførelse. Jeg tænker her nær­ mest på de russiske metoder; de dybtgående infiltrationsforetagen­ der, som kineserne tog i arv og udviklede mesterligt i Korea, og det russiske panservåbens overgang til en stødtaktik, som minder om Tyskernes i krigens første år. Det er den form for krigskunst, tillempet af tyskerne i begyndelsen og af russerne hen på slut­ ningen af II verdenskrig — infiltrationsforetagender, partisan- og femtekolonnevirksomlied, kup, bevægelige panserstød og luftland­ sætningsforetagender langt inde i modstanderens territorium — som ikke må gå i glemmebogen, og som måske især bør stude­res nu.

Hvor ofte er ikke en krig begyndt med et kup? Det skete f. eks. mod Riga i 1700 og mod Port Arthur 1904. I verdenskrig indledtes med den tyske gruppe von Emmichs overraskende an­ greb på Liege med daværende oberstløjtnant Erich Ludendorff i spidsen. Lynangrebet mod de polske flyvepladser i 1939, de over­ raskende landgangsforetagender med små styrker i norske havne og kuppet mod Belgiens stolthed, det „uindtagelige“ fort Eben Emael 1940, samt overfaldet på Pearl Harbor 1941 er andre eks­ empler. Der er slet ingen gnmd til at tro, at en angriber i frem­ tiden vil afholde sig fra at forsøge at indlede en invasion med lignende overfald. Tværtimod, de nyeste våbens — ABC-kamp- midlemes — store effekt må gøre sådanne aktioner endnu mere lokkende. For den, som vil besætte fremmed territorium, synes det nu vigtigere end nogensinde hurtigt at bryde fjendens mod­ stand. Det gælder jo om så meget som muligt at undgå at frem­ byde atommål. Når en besættelse er vel gennemført, og fjendens eventuelle forbundsfæller er blevet stillet overfor et fait accompli, bliver det sværere for disse at sætte deres atomvåben ind til di­ rekte støtte. De risikerer da med disse våben i lige høj grad at beskadige besættelsesmagten som den besatte, og mulighederne for en venlig hjælpeaktion kan vise sig betydeligt mindre.

Hollænderne havde i 1940 tænkt sig at forsvare Holland ved under stadig forsinkelse alf fjenden at gå tilbage til landets indre — fæstningen Holland — hvor de håbede at kunne holde ud, indtil allieret hjælp kunne komme. Men Tyskerne tilintetgjorde denne plan ved allerede på krigens første dag at foretage luftland­ sætninger langt inde i Holland, tage flyvepladserne og besætte de vigtigste broer, som førte ind til fæstningen Holland. Herigennem banede de vej for egne styrker, som på bred front rykkede frem over grænsen. Samtidig spredte de — delvis ved hjælp af sabo­ tage og femtekolonnefolk — forvirring og rådvihllied blandt hol­ lænderne allerede fra første stund. Hollændernes tapre kamp for at generobre flyvepladserne og indfaldsportene til fæstningen Hol­ land er, set fra mange synspunkter interessant. Holland er et lille land, men med teknikkens udvikling vil ingen afstand længere sy­nes stor. Luftbårne angreb for at bane vej for styrker, der på bred front trænger over grænsen eller kysten ligesom tyskerne mod Holland, er derfor ikke længere utænkelig mod lande med meget større flademål end Hollands. Kampene i Holland i 1940 udgør følgelig et egnet studieobjekt. Den tidligere stedfortrædende chef i III militærområde (i Sverrig), oberst Kålner, skulle for nogle år siden inspicere militærområdets delingsførerskoler. Han valgte da at give sin inspektion form af et krigsspil, som netop belyste disse kampe, en noget usædvanlig, men sikkert nyttig form for en inspektion og påskønnet af deltagerne.

Krigshistoriske studier bør ikke kun dyrkes ved forsvars­ akademiet. Sådanne studier bør efter min opfattelse også indgå som et led i den befalingsmandsuddannelse, som finder sted ved vore regimenter. Et af de første mål for denne uddannelse må være at lære vore befalingsmænd at kunne handle selvstændigt, at kunne bedømme skiftende situationer og fatte beslutninger. Det kan være interessant og lærerigt at studere situationer, som liar udspillet sig i virkeligheden. Den amerikanske krigshistoriker S. A. Marshialls bog „BASTOGNE, the first eight days“ kan bruges hertil. Marshall interviewede efter kampene om Bastogne under Ardenner-slaget i dec. 1944 de amerikanske chefer på kampplad­sen, medens deres indtryk endnu var helt friske. Efter krigens slutning opsøgte og udspurgte han ligeledes de tyske chefer. Han har herigennem kunnet klarlægge de overfor hinanden stående chefers vurderinger og beslutninger under kampene om Bastogne dag for dag. Da disse kampe fandt sted i delvis bevokset og ku­ peret terrain af nordisk type og blev udkæmpet mellem kamp­ grupper af en størrelse, som næsten svarer til vore svenske in­ fanteri- eller panserbrigader, egner de sig godt til et studium. S. A. Marshall har også skrevet en anden bog, som er værd at lægge mærke til. Jeg sigter til „The River and the Gauntlet“, som ypperligt skildrer kinesernes ovennævnte infiltrationstaktik i Ko­ rea. Dette er kun nogle eksempler. Litteraturen — især tidsskrifts­ litteraturen — er fyldt med sådanne eksempler.

Det er naturligt, at man i vor af teknikken dominerede ver­ den har søgt at finde rent tekniske metoder for sikrere at kunne forudsige den fremtidige udvikling indenfor forskellige områder. En videnskab, som påstår at være, men næppe er ny, er den så­ kaldte operationsanalyse. Ved hjælp af matematisk analyse tror nogle, at man bedst kan finde løsningen, når det f. eks. gælder om at udforme den med henblik på fremtiden mest egnede forsvarsorganisation, en ny strategi eller en ny taktik. Operations­ analysen kan erstatte den på historiske erfaringer baserede intuitive tænkning, mener man. Sandheden er imidlertid, at matematike­ ren lige så lidt som historikeren kan fremsætte sikre profetier. Den førstnævnte har nemlig samme besværligheder som den sidst­ nævnte i form af hændelsesforløbets uendelige variationsrigdom. Enhver matematisk analyse gælder kun mider visse eksakte for­ udsætninger. Hvis een eneste faktor ændres, hvis fjenden f. eks. anvender andre våben eller optræder på en anden måde end be­ regnet, må hele analysen laves om. Matematikeren kan ikke tage hensyn til psykologiske faktorer, såsom chefers viljestyrke, trop­ pernes disciplin og kampmoral. For matematikeren foreligger samme fristelse som for historikeren til i alt for høj grad at ge­ neralisere og skematisere. Han kan jo ikke analysere alle tænke­ lige situationer. Matematikeren og krigshistorikeren bør ikke være hinandens fjender, men må hver for sig gennem deres arbejde søge at komplettere hinanden. Gennem matematisk analyse kan man f. eks. nå til, at det ved kystforsvar er bedst at gruppere alle rådige kampvogne nær kysten for hurtigt at kunne sætte dem ind mod en fjende, der går i land. Maksimal udnyttelse fra be­ gyndelsen af alle tilgængelige våben giver ikke bare større ild­ virkning — det kan man forstå uden nogen analyse — men i det hele taget større virkning end dråbevis indsættelse.

Historikeren på sin side finder ved et studium af invasionen i Normandiet i 1944, at det tyske strandforsvar på flere steder brød sammen trods meget små tab. De tyske troppers kam pm oral var ikke på alle steder helt god. Årsagen hertil var bl. a., at strandforsvaret ikke fik hurtig hjælp fra de bag kysten som reserver grupperede panserstyrker. Man følte sig overladt til sig selv og gav op. Når styrkerne er grupperede til forsvar kan deres kamp­ vilje øges, hvis de klart forstår, at der findes egne reserver, som hurtigt kan gribe ind til understøttelse for dem.

Matematikeren og historikeren er her ad forskellig vej hver for sig kommet frem til motiveringer, som taler for, at det kan være formålstjenligt at gruppere taktiske reserver langt fremme. Historikeren kan endog være matematikeren behjælpelig, når det drejer sig om at udrede, hvilke særlige problemer, det gælder om at søge løst.

Stabsofficerens lod er nu engang — hvor svært det end kan være — at søge at være profet, at forudse, at bedømme og plan­ lægge. Han må gruble over og søge at forstå, hvorledes strategi og taktik fortløbende må tilpasse sig teknikkens udvikling. Han må i dag projektere det krigsmateriel, som skal nå at blive færdigt om fem eller ti år. Men hvorhen den tekniske forvandling end forer os, og livor fine matematiske metoder man end evner at opfinde, mener jeg, at en gennem historisk analyse opøvet evne til at forstå, sammenligne og prøve altid vil være en god hjælp ved den forsvarsplanlægning på langt sigt, som nu er både sværere og vigtigere end nogensinde.