Uanset hvilken form den forestående nyordning af det dan­ske forsvar vil få — og man har som bekendt fra officiel side været endog meget tilbageholdende med konkrete oplysninger herom — tør enkelte faktorer betragtes som givne, deriblandt den, at landets økonomi og industrielle potentiel heller ikke i frem tiden vil tillade en slavisk kopiering af stormagtshærenes mekaniserede masseopbud. Samtidig hermed kræver vort territo­ riums geografiske egenart og da navnlig dets ringe manøvredybde, i forbindelse med dets overordentlige vigtighed i den storstrategi­ ske sammenhæng, at et effektivt, henholdende forsvar må kunne føres i så at sige alle dele af landet, med en sådan styrke, at den fornødne tid vindes til indsats af de slagkraftigste enheder, evt. i forbindelse med atomvåben under en eller anden form. Til­ standen mellem 1945 og 1957 må betegnes som en overgangsfase mellem den gamle kadrehær med dennes relativt ringe bered­ skab, og en dansk streamlined organisation. I denne overgangs­ fase har hjemmeværn og dækningsstyrker repræsenteret hærens beredskab, men der er vel grundlag for at hævde, at hverken den nuværende slagkraft eller beredskabet i længden vil være på højde med tidens krav. Af hjemmeværnet er der gjort en ind­ sats af uvurderlig betydning i de forløbne år — et dansk forsvar ville vel have været utænkeligt uden denne indsats — men ud­ viklingen går ubønhørligt i retning af styrker med større kamp­ kraft. Og dækningsstyrkernes numeriske styrke tør nok siges at være så ringe, at de ikke vil kunne nå så forfærdelig mange opga­ ver på een gang, ganske uanset spørgsmålet om effektiviteten af deres beredskab.

Da landets økonomi, som de senere politiske begivenheder har vist, allerede har overmåde vanskeligt ved at bære et budget af den øjeblikkelige størrelsesorden, og da selv rundhåndet gav­ m ildhed med m ateriel fra allieret side kræver et kostbart ved­ ligeholdelsesapparat, samt når det betænkes, at de stående styrker — anderledes sagt: manddagene — er en af de mest kritiske poster på budgettet, ja, så må tanken, uanset hvordan man vender og drejer problemet, føres i retning af en territorialorganisation, der vel, ligesom isbjerget på havet, kan have en vis, synlig, organisk masse — i vor sammenhæng: mekaniseret dækningsstyrke — medens den overvejende del er usynlig, hvilende: en mobiliserbar styrke, men med meget kort mobiliseringstid, altså en militær faktor midt imellem hjemmeværn og dækningsbatailloner.

Hvordan en sådan organisation vil kunne dannes ved fusion af hjemmeværn og egentlig hær, dens højere eller ringere grad af frivillighed, dens tildeling af motorkøretøjer og tunge våben —- alle disse spørgsmål skal der i nærværende sammenhæng ikke tages stilling til, ud over at henvise til, at man i Schweiz er nået overmåde langt i en tilsvarende situation. Det må derimod fast­ slås, at sådanne territorialenheder må være af en fornøden fast struktur, og at de uundgåeligt må øves jævnligt i passende korte eller lange perioder. En forståelse for den belastning, som gen­ indkaldelser uvægerlig frembyder, vil formentlig uden større van­ skeligheder kunne skabes af politikerne i befolkningen, dersom den „første uddannelse“ (med den nuværende beslægtet), som må være grundlaget for enhver territorialhær, efter schweizisk og ame­ rikansk mønster afkortes så meget, at det bliver en væsentlig let­ telse for den værnepligtige ungdom, og dersom det (som det i ikke ringe grad var tilfældet med omskolingen) lykkes at give den overvejende del af de genindkaldte indtryk af en virkelig rationalisering: at tiden udnyttes til det yderste, og at genindkal­ delsen er af afgørende betydning ifor, at disse kan bevare deres krigsduelighed.

Sådanne „hvilende“ territorialenheder af hjemsendt mand­ skab (med våben), med ganske få timers mobiliseringsberedskab, vil kun i yderst ringe omfang kunne forsynes med professionelle førere. Dette er en situation, som har bestået i alle kadrehære, og udviklingen vil akcentuere dette forhold. Det er uundgåeligt at have en lille kerne af materielforvaltningspersonel og instruk­tionsofficerer og -underofficerer (eller dermed realiter, omend ikke terminologisk set ligestillede), men den altovervejende del af førerpersonellet må tilhøre den ikke-professionelle kategori, kort sagt: reservebefalingsmandskorpset, der atter består af reserveofficerskorjts og et reserveundorofficersborps, begge lige nød­ vendige, men med væsensforskellige funktioner og følgelig også væsensforskellig grund- og vedligeholdende uddannelse. Over for denne situation skulle det måske endelig vise sig muligt at få dannet et virkeligt korps af reserveunderøfficerer: kvalitativt højt­ stående, standsbevidst i ordets bedste forstand, renset for de mis­ forståelser, dissonanser, sociale og politiske bihensyn, der fra længe før 1922 bar forplumret dette for en hær vitale spørgsmål.

Af stormagternes eiksempel må man på dette område kunne lære, at noget sådant er muligt.

Hvad skabelsen af et reserveunderofficerskorps angår, må man her nøjes med at udtrykke ønsket om, at situationen må blive udnyttet: at de gode kræfter, der skal forenes om skabelsen af det nye forsvar, også vil vide at skære igennem på nævnte om­råde. I det følgende skal derimod amstilles nogle betragtninger om reserveofficerskorpsets forhold under en sådan organisation.

Vigtigst af alt er kravet om kvalitet. Den, der skal forvalte taktisk og menneskeligt ansvar for undergivne, skal og må være så godt rustet dertil som overhovedet muligt. Denne tilsyneladende banale konstatering er nødvendig, fordi den bl. a. indebærer kra­vet om, at reserveofficersaspiranterne udvælges blandt et så stort materiale som overhovedet muligt. En nedsættelse af rekrut- kontingentet, eller, anderledes udtrykt: en eventuel given afkald på udnyttelsen af hele væmepligtsmassen, vil form indske mate­ rialets størrelse og dermed muligheden for valg.

Da reserveofficersuddannelse i hæren i dag i nogen grad kan siges at ske som ren værnepligt, bør det holdes for øje, at den nødvendige stimulans til fortsat dygtiggørelse kim foreligger, når et frivillighedsm om ent og en interessefaktor indgår i billedet. Kvalitetskravet plus prestigemæssige og økonomiske tillokkelser må her ses »om en helhed: det må være en ære og et privilegium at være reserveofficer.

Man er sikkert i flere henseender inde på den rigtige vej, i andre næppe. Særordningerne for polytekniske- og teknikum­ studerende samt for læger sikrer en yderst værdifuld tilgang til visse dele af hæren, medens jurister, cand. mag.er (foruden visse andre grupper) og til en vis grad også seminarielærerne belastes langt hårdere end nogen anden gruppe af værnepligtige; en sær­ ordning for disse grupper ville uden al tvivl betyde en bedre udnyttelse af et stort antal emner, ligesom tilfældet er ved den amerikanske R.O.T.C. uddannelse.

Lad det parentetisk være sagt, at en højere eksamen ikke er garanti for egnethed (det er nødvendigt at sige dette, da fore­ stillingen om „eksamen“ som kvalificerende enefaktor stadig be­ står mange steder), men den højere eksamen afgiver dog dels bevis for intelligens, dels bevis for, at vedkommende igennem en meget langvarig uddannelse har evnet at arbejde metodisk frem mod et mål — en ikke uvæsentlig kvalifikation i en flakketid.

Der er fra visse sider rejst krav om studentereksamen som minimumsgrænse for reserveofficersuddannelse. Dette krav vil det næppe være forsvarligt at opretholde. Overordentlig mange af de gode unge søger via realeksamen over i liandels-, bank- og for­ retningsverdenen og lærer, groft sagt, allerede som 16-årige at tage praktisk fat på tingene (i en butik: at håndtere varer, ekspe­ dere kunder af alle aldre og vanskelighedsgrader), og blandt disse unge vil i nittenårsalderen et stort antal være bedre anvendelige i praktisk soldatergerning end mange af de unge niænd, der kom­ mer lige fra gymnasiet. Psykotekniske prøver i forbindelse med grundig iagttagelse under værnepligtens første måneder må fast­ slå, hvem der er de bedst egnede, og dersom — hvilket vel må anses for forventeligt ved en nyordning af hæren, altså en til­ bagevenden til tilstandene før 1939 på dette ene, specielle område — udtagelsen til reserveofficersaspirant involverer væsentlig læn­gere uddannelsestid end for hovedparten af værnepligtsmassen, øges tilsvarende nødvendigheden af at søde denne beske pille ved økonomiske og prestigemæssige tillokkelser, og således at sam­ fundet og hæren hver yder sit bidrag til at gøre det let og tillok­ kende for reserveofficeren at holde sin militære færdighed ved lige.

Fra forsvarsministeriets side er der i de senere år vist megen imødekommenhed over for reserveofficererne med hensyn til at aftjene rådighedspligten på de for dem bedst belejlige tidspunk­ ter, dog vel således, at deltagelse i større genindkaldelsesøvelser må have en vis prioritet. Men hermed er problemet ikke løst og navnlig ikke for fremtiden.

En kommende ordning med hyppigere genindkaldelser giver logisk mulighed for ad lovens vej at indkalde reserveofficeren samtidig med den enhed, han skal føre, men man må da under alle forhold gøre sig klart, hvad der også er øjensynligt under den nuværende ordning: at sådanne indkaldelser helt og fuldt optages af føring og/eller undervisning af vedkommendes enhed, soldater etc., medens hans egen uddannelse ikke tilstrækkeligt til­ godeses. Sådan personlig uddannelse af reserveofficeren må nød­ vendigvis ske under anden form for indkommandering, skole­ virksomhed o. s. v., og vi vil da pånv møde de problemer, vi i så henseende står over for i dag: reserveofficerernes vanskelighed ved at frigøre sig fra den borgerlige gerning i uger ad gangen.

Reserveofficeren og det civile samfund har ret til af hæren at forlange, at hans fraværelse til uddannelse, ud over de lov­ pligtige indkaldelser sammen med (øvrige) værnepligtige, bliver så kort som mulig.

Den vej, der i så henseende må betrædes, vil kunne opridses således:

1. Mest muligt af den teoretiske videreuddannelse foretages, efter forbillede i den amerikanske hær og nu også på begrænsede områder i den danske, ved brevskoleundervisning, der eventuelt afsluttes med (kontrolleret) prøve. Gennemgang af de fornødne teoretiske kurser på denne måde bør desuden give visse points, der i forbindelse med den praktiske tjeneste i dens forskellige former er nødvendige for bevarelsen af grad og muligheden for avancement (dette system er ganske fast organiseret i USA).

2. Praktisk uddannelse sker ved korte indkom m anderinger til kursus under ledelse af våbnenes allerbedste kræfter — enten ved våbnenes reserveofficersskoler eller „våbenskoler“ eller even­ tuelt en til bl. a. dette særlige formål oprettet central skole for videreuddannelse af reservens officerer — et felt af en sådan vigtighed, at et særligt organ dertil nok kunne synes motiveret. Disse kurser bør være af cirka en uges varighed (søndage ikke hviledage) og være reserveofficerens offer (mod god løn) af som­ merferien plus en uge om vinteren, som han selv skal skaffe sig fri. Det kunne være fristende at anbefale kursus af 14—21 dages varighed i sommerlejr med mulighed for at medbringe familien under gode forhold, men det er tvivlsomt, om det vil være at­ traktivt nok for mange af de unge familier, der parkerer børnene hos bedsteforældrene og rejser til det sydlige udland i ferien. (Afgørelse af dette spørgsmål kan vel i øvrigt bedst ske efter indgående opinionsundersøgelser bos reserveofficererne eller -em­ nerne). Der er grund til at tro, at det ikke i arbejdsgivernes øjne vil „diskvalificere“ en mand, at han årlig i een uge skal forrette særlig militærtjeneste (denne ene uge er i hvert fald kun et komisk lille tidsrum i sammenligning med de sygdomsperioder, det kvindelige personale ofte kan opvise) ud over, hvad loven pålæg­ ger enhver værnepligtig.

Derudover bør naturligvis ekstra points kunne erhverves ved kortere eller længere tids frivillig tjenstgøren, ved deltagelse i aftenkursus etc., muligvis også, som i Hjemmeværnet, i weekend­ øvelser o. lign., hvilket dog altsammen bør være sat i en ganske fast ramme. W eekendkurser i sig selv er oftest en utilstræ kkelig foranstaltning — man når knap at komme i gang, før det er forbi. Mindre end 3 dage duer sjældent.

Det er nødvendigt at understrege, at alle offentlige virksom­ heder, institutioner etc. absolut i en fremtidig ordning må have pligt til at meddele tjenestefrihed (med afkortning i løn evt.) i den omtalte uge, eventuelt også i et vist yderligere omfang, og at det regnes for et fortrin ved ansøgning om antagelse, at ansøgeren er reserveofficer eller under værnepligtens aftjening opnår re­ serveofficersgrad. Dette vil samfundet uden vanskelighed kunne gennemføre, og det skulle gå mærkeligt til, om ikke alle bety­ dende civile institutioner — banker, fabrikker etc. — ville følge trop. Det skal blot bemærkes, at en sådan praksis i givet fald også burde udstrækkes til reserveunderoffioerskorpset. Det har ved tidligere forsvarsordninger vist sig umuligt at få gennemført sådanne bestemmelser — når den kommende skal til at drøftes, er tidspunktet inde til at få dem indført, til uvurderlig gavn for forsvarets effektivitet, og med umådelige besparelser i forsvarets personeludgifter til følge.

Ganske bortset fra, hvordan „sammenhængen“ mellem en territorialorganisation — eller anden form for væmepligtshær — og eventuelt mekaniseret mindre hær vil være, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at i en krigssituation vil behovet for vel­ uddannede reserveofficerer blive langt større end „Skemaernes“. Tabsprocenten under operationerne er altid overmåde høj blandt delingsførere og kompagnichefer, og hvis man ikke råder over fornøden erstatning, vil det komme til at svie slemt til afdelin­ gerne, hvis tab bliver større og hele effektivitet langt ringere, hvis ikke delingerne og kompagnierne føres af officerer, der be­ hersker underafdelingstaktikkens intellektuelle apparatur. Der her­ sker sine steder en tilbøjelighed til at reducere taktisk føring til et teknisk, ja, håndværksmæssigt anliggende. Deri er der den sand­ hed, at mange af dens intellektuelle elementer kan og bør læres udenad (befalingste/cmkken, fremgangsmåden ved ildledelse) o.s.v. Men karakteregenskaberne, deriblandt evnen til netop at lede og skønne, er en intellektuel kvalifikation, der aldrig vil kunne ud­ øves alf nogen robot. De store tabsprocenter (der jo i øvrigt også rammer panserførere, flyvere og artilleriobservatører) nødvendig­ gør, at territorialhæren råder over en betydelig førerreserve ud over de i henhold til „skemaerne“ designerede folk. Dertil kom­ mer, at territorialorganisationen uvægerlig kræver et betydeligt antal officersuddannede personer til tjeneste i stabe, som forbin­delsesofficerer etc.

Nødvendigheden af at uddanne et så stort antal reserve­ officerer som overhovedet muligt pr. årgang skyldes også hensynet til den levealder, som førere i en feltbær — og herom drejer det sig dog — bør have. Krigserfaringerne viser, at delingsførere og kompagnichefer helst ikke bør være over 35 år, bataillons- chefer ikke over 40 (undtagelser findes naturligvis). Hvis man skal koordinere den traditionelle sociale og kommandomæssige valør af graderne, vil man derfor nå frem til, at løjtnantsgraden -— som nu — kan opnås ved 22-års alderen eller før, men premier­ løjtnantsgraden burde da for den interesserede og velkvalificerede reserveofficer kunne nås med 25 år, kaptajnløjtnantsgraden ved 28 år og kaptajnsgraden f. eks. ved 32—33 år, idet avancemen­ terne da bør knyttes til en virkelig udvælgelse (i hvert fald til kaptajnløjtnant og kaptajn), være betinget af de fornødne kvali­fikationer også i henseende til opnåelse af points som før nævnt, men til gengæld også give de pågældende en solid økonomisk gevinst, så at det allerede af økonomiske grunde (og penge er, som de gamle romere sagde, det, der sætter fart i alt!) måtte virke såre tiltrækkende på enhver at avancere i reserveofficerskorpset og i de unge år (som adjunkt, sekretær, yngre mand i forretning eller på fabrik etc. etc.) at oppebære et virkelig føleligt tilskud til den beskedne løn. Efter 35—40 års alderen vil den økonomiske drivfjeder ikke have samme kraft, men der kunne da stadig være adgang for reserveofficererne til at virke i mere administrativt betonet arbejde under m obilisering og krig.

Et enkelt forhold vedrørende reserveoMicersrekrutteringen kan belyses for sig, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt den menige, som skal udtages til reserveofficer, bør kunne anses for prædestineret til førergerning i det civile liv. Det forekommer, som om dette moment, der ikke sjældent behandles i diskussionen, væsentlig sjældnere bliver defineret skarpt. Kravet lyder i teorien særdeles bestikkende, men hvad ved man om den tyveåriges fremtid som leder? Og hvad er i grunden ledergerning i det civile liv? Er en yngstesekretær i et ministerium eller en ung sagførerfuldmægtig „leder“? En politibetjent synes umiddelbart at have større ud­ sigt til at udøve magt, udstyret som han er med betydelige be­ føjelser til at skride ind over for sine medborgere. De virkelige lederstillinger i samfundet nås først omkring 35—40 år, og de er ikke mange. Kriteriet bør derfor — foruden de på psykoték- nisk grundlag konstaterede egenskaber og intelligens, evt. doku­menteret ved eksamen — være, om vedkommende er god til at omgås mennesker, vinde deres tillid og agtelse, og viser udpræget lyst til at påtage sig pligt og ansvar. Disse egenskaber vil ofte kunne findes hos akademikeren, men også ofte hos unge vågne arbejdere, landmænd og handelsfolk. Sikrer man sig en passende overproduktion af reserveofficerer, vil man jo i givet fald også have bedre muligheder for at udskifte uegnede eller i hvert fald at anbringe dem på mindre „kommandoprægede“ poster.

At løse reserveofficersproblemet på så god en måde som over­ hovedet muligt er ikke mindre vigtigt end at løse linieofficers­ problemet, ja, da måske 90 procent af hærens delingsførere og kompagnichefer meget snart efter et krigsudbrud kan forventes at være reserveofficerer, er det førstnævnte spørgsmål måske det allervigtigste af alle. Udøvelse af kommando i vore dages demo­ krati er ingenlunde, ingenlunde gjort med arrogance eller stjerner og andre symboler, ikke engang med god vilje og hæderlighed. Karaktermæssig kvalitet, duelighed i det faglige, evne til at om­ gås undergivne og at få dem til at præstere deres yderste — dette er forudsætninger, uden hvilke en fører i vore dage vil risikere alvorlige vanskeligheder for sin befalingsudøvelse og at gøre ubo­delig skade.

Et tæt slør ligger over den danske hærs fremtid — i hvert fald set fra geleddets standpunkt. Men alle konstaterbare kends­ gerninger tyder på, at reiserveofficersproblem ets rette løsning vil blive en faktor af vidtrækkende betydning for hæren. Måtte alle gode kræfter: både forsvarets egen ledelse, toneangivende civile organer, deriblandt vore højere læreanstalter og de store organi­sationer, og reserveofficerernes egen dygtige forening medvirke om at lede udviklingen ind i gode baner. At dette vil kunne ske uden alt for store økonomiske ofre fra statens side er et forhold, som burde kunne stemme de bestemmende politikeres sind til velvilje. Tanken om en højskole for alle reserveofficerer er, som allerede nævnt, ikke unaturlig. Også organisatorisk bør sagen lægges op i det plan, dens vigtighed kræver.