1. I maj nummeret 1956 af tidsskriftet har oberstløjtnant J. Poulsen lagt op til en diskussion om uddannelsen ved et let kompagni under PE-systemct. Efter nogen tids tjeneste ved RKS, STKMP, BTNST og LKMP, hvor PE-systemet har fun geret under forskellige form er siden foråret 1953, har jeg sam let nogle erfaringer, hvormed jeg her vil føre diskussionen videre.
2. Redegørelsen om fatter:
a. Enkelte bemærkninger til oberstløjtnant J. Poulsens diskussionsgrundlag.
b. Hovedtrækkene i en anden løsning af uddannelsesproblemerne.
c. Et par ord om rekrutuddannelsen.
d. Nogle erfaringer vedrørende tjenesten ved et PE-kompagni i almindelighed.
3. Jeg må indledningsvis bemærke, at det organisatoriske grund lag for uddannelsen ved udsendelsen af det reducerede organisationsskema for let dækningskompagni er ændret noget si den maj 1956. Bl. a. er antallet af raketstyrsfolk ændret fra 12 til 8, samtidig med at alle forsynerpladser er bortfaldet, i mortergrnpperne er forsyner 2 skåret væk, og i den lette gruppe er der fjernet en maskinpistol- og en geværskytte. Kogegruppen og signalfolkene er gået til stabskompagniet.
4. Det altoverskyggende problem ved PE-systemet er undervis ningen af de 6 aldershold. Oberstløjtnant J. Poulsen foreslår undervisningen gennemført med hvert aldershold for sig. Skal vi nærmere analysere denne undervisningsform. Den opfylder et ønske om, at den enkelte mand gennemgår en stadigt frem adskridende enkeltmandsuddannelse, der først afsluttes ved hans hjemsendelse. Den byder tillige på den fordel, at under visningsholdene i fællesfag bliver på kun 16— 17 mand, i specialfagene bliver holdene endnu mindre, hvis man strengt vil holde sig til aldersholdsundervisningen, som det er antydet side 189: „Det hør ved specialkursus være instruktøren, der hver gang og ved hvert af de fire aldershold går nyt stof igennem ...“.
Kan undervisningen virkelig gennemføres således, får in struktørerne i hvert fald en tilhørerskare, der er til at overse, hvilket skulle love godt for udbyttet.
Udover de af oberstløjtnanten nævnte mangler (chef og næstkommanderende må 4 timer ugentlig undervise samtidigt, og der kræves et stort antal instruktører) medvirker følgende til at gøre løsningens praktiske gennemførelse vanskelig:
a. Der fordres et stort antal undervisningslokaler, og de må have en bekvem beliggenhed i forhold til øvelsesplads. El lers kan omskiftning fra teoriundervisning til øvelse ikke gennemføres i en 10 min. pause.
b. Det vil kræve et meget omfattende administrativt arbejde at holde rede på årgangenes standpunkter, navnlig i spe cialuddannelsen.
c. Tilsynet med uddannelsen vil i høj grad være vanskelig.
d. Den taktiske mørkeuddannelse — således som den er an tydet i den eksempelvise øvelsesliste — kan ikke blive god, når årgangshold I og II tages ud af kompagniet for at gennemgå lektioner i syns- og høreøvelser, samtidig med at resten af kompagniet øver natangreb.
e. Den mest tungtvejende indvending mod denne undervis ningsform er efter min opfattelse dog den, at man meget let risikerer at sætte kompagniånden over styr. På rekrut skolen har mandskabet fundet sammen i et kammeratskab, som meget vanskeligt lader sig afløse af et nyt. Frisk an komne til dækningskompagniet vil det nye hold blive ud sat for drillerier og ofte også chikanerier fra de ældre og navnlig de ældste i kompagniet, „overbasserne“, hvilket yderligere vil styrke dette i og for sig naturlige sammen hold. Næres dette kammeratskab gennem den fortsatte ud dannelse, de fortsatte fælles glæder og sure timer i år gangshold, når man aldrig hen til den meget ønskværdige samfølelse inden for kompagniet. Jeg tror, at et heldigt udfald af PE-systemet for en stor del vil stå og falde med denne mandskabets fællesskabsfølelse — alt må gøres for at fremkalde den, for at bryde årgangssammenholdet til fordel for et kammeratskab inden for gruppe, deling og kompagni. Dertil tror jeg ikke, man når, ved at kom pagniet 3 dage ud af 5J/2 er splittet ud i årgangshold, hvor instruktoren måske oven i købet spiller på holdenes al dersforskel for at ildne dem til bedre resultater. Vi vil måske fortsat få dygtige enkeltmænd, der kan sætte kryds de rigtige steder i en standpunktsprøve, men ikke kom pagnier. Vi må finde en uddannelsesform, der ryster fol kene sammen, lærer dem at kende hverandre, således at den ældste virkelig kan og vil hjælpe den yngste, og den yngste kan fatte tillid til og en vis respekt for den ældre kammerat.
5. I det følgende vil jeg redegøre for en løsning, hvormed de samme mål kan nås på en mere konventionel måde, der til en vis grad indebærer de samme fordele som oberstløjtnant Poulsens løsning; men som eliminerer dens ulemper.
a. A l uddannelse i dæ kningskom pagniet tilrettelæ gges over en halvårsperiode, således at soldaten når stoffet igennem to gange i løbet af det år, han tjener i kompagniet. Ud dannelsesperioderne begynder 1. m aj og 1. nov. sam tidig med mandskabsudskiftning og sammenfaldende med de to store skiftedage for hærens faste personel.
b. I en halvårsperiode kan der regnes med 18 regulære ar bejdsuger, idet samlet orlov, vagt- og arbejdsafgivelser, deltagelse i større samlede øvelser m. v. påregnes at optage periodens øvrige 8 uger fordelt med 2 eller 3 uger i hver 2 måneders periode, der således rummer 5 eller 6 regulære arbejdsuger. Der afsættes ingen reservetid, idet eventuelt manglende tid kan hentes ved en hensigtsmæssig tilrette læggelse af tjenesten i vagt- og arbejdsafgivelsesperioder. Denne tjeneste tilrettelægges derfor mere for at tilgodese uddannelsesmæssige krav end for at følge kommandobo gens diktat.
c. Inden for halvårsperioden inddeles uddannelsesfagene i 3 nogenlunde lige store „kursus“, der så vidt muligt hviler i sig selv og er naturligt afrundet (jfr. oberstløjtnant Poul sens redegørelse side 192 nederst). Ved hver mandskabs- udskiftning påbegyndes i såvel fælles- som specialfag en nye side af det pågældende fag, således at det nytilgåede mandskab har nogenlunde samme forudsætninger for at kapere stoffet som resten af kompagniet. Enkelte fag, f.eks. formel eksercits, kan ikke udstrækkes i 3 perioder å 2 måneder, man må her tage stoffet igennem mere spon tant, f. eks. over en enkelt 2 ntånedersperiode.
d. De tredelte uddannelsesfag indpasses nu i en fast ugentlig øvelsesliste, der får et konventionelt udseende.
Et eksempel på en sådan fast ovelsesliste er vist i bi lag 1.
Her er forlods tilgodeset de tidsmæssige krav til felt- tjeneste, vedligeholdelsestjeneste og civilundervisning.
Den resterende tid er fordelt på de ovrige fag, hvoraf hovedparten forekom m er hver uge, andre m indre om fat tende fag kun hver anden uge.
e. Undervisningen gennemføres nu således, at alt mandskab modtager samme instruktion samtidig i fællesfag og inden for de respektive specialfag — uanset årgangshold. Man kan stille sig skeptisk over for muligheden af at nå stoffet igennem på 18 uger, men det har dog vist sig muligt, og vi når dertil, at vort ældste mandskab ikke glemmer den elementære viden og kunnen, således som det ofte h id til har været tilfældet.
Ved uddannelsen kan de ældste hold med særdeles godt resultat anvendes som hjælpere og ved på den måde til en vis grad at gøre dem ansvarlige for hver deres „lær ling“ kan man afvæbne de dygtigste ældstes meget natur lige tilbøjelighed til at kede sig en smule, når det viser sig nødvendigt at repetere de elementæreste ting.
Bliver det samlede kompagni for stor en undervis ningsklasse, deles det op i taktiske led, men aldrig i år gangshold.
For at begrænse listeføringen mest muligt tilrettelæg ges uddannelsen således, at alle ved slutningen af en dags øvelse har været samme stofmængde igennem.
a. Skal vi herefter undersøge, om rekrutskoleuddannelsen gi ver det fornødne grundlag for denne løsning vil vi se, at det i hovedsagen kun på to områder vil skorte på forud sætninger, nemlig ved uddannelsen på raketstyr og 60 nnn morter, der efter generalinspektøren for fodfolkets seneste bestemmelser er udgået på rekrutskolerne.
b. Man har herved opnået at forenkle rekrutskolens planlæg ning og gennemførelse af uddannelsen; men jeg tror, at enhver ting, der kan lette uddannelsesarbejdet i dæknings- kom pagnierne, v il tjene helheden bedre. I rekrutkom pag niet vil en genoptagen af de nævnte uddannelsesgrene med føre, at der oprettes to specialkursus på 5 morterfolk og 4 raketstyrfolk — det er små uddannelseshold; men dog til strækkeligt store til at formere skydetekniske enheder.
c. At uddannelsen på disse våben på rekrutskolen genoptages, synes så meget mere vigtigt, som antallet af lettere poster efter opstilling af de reducerede dækningskompagnier er stærkt formindsket, for mortergruppernes vedkommende til een forsyner og for raketstyrgruppernes vedkommende er de helt bortfaldet. Jeg tror ikke, at vort panserværn kan bære den svækkelse, at hjæ lperne i dæ kningskom pagnier nes panserværnsgrupper går ind til jobbet på helt bar bund. Efter at panserværnssektionen er nedlagt, må vi også se i øjnene, at panserværnsgrupperne under felttjeneste ofte vil være uden den panserværnsuddannede gruppeførers belærende tilsyn, således at mulighederne for „on the job training“ er formindskede.
d. Jeg mener, at man bedre vil efterleve rekrutuddannelsens form ålsparagraf ved at genoptage disse uddannelsesgrene på rekrutskolerne.
Det nye, der skal læres mandskabet i dækningskom pagnierne, skal være af udpræget feltmæssig karakter, det Våben1>etjeningsnlæssige grundlag, som vil være vanskeligt at skabe i dækningskompagniet, må være i orden, når sol daten tilgår. Fag som er lette at lære „on the job“ — ter- rainsport, posttjeneste, patruljetjeneste, nærbekæmpelse af pansrede køretøjer o. 1. — bør der ikke ofres tid på under rekrutuddannelsen.
De almindelige erfaringer samler sig om følgende hoved punkter.
a.Mandskabsudskiftningen.
b.Avancementssystemet.
c. Administrationen.
d. Civilundervisningen.
e. Udrustning og materiel.
f. Den bataillonsvise uddannelse af visse mindre specialhold.
Der er i dette afsnit medtaget flere mindre ting; men jeg har ment det nødvendigt, at så mange sider af PE-systemet som muligt blev diskuteret og derfor taget dem med.
a. Mandskabsudskiftningen.
Hensynet til kontrol med aflevering og udlevering af
udrustning og mundering taler for at udstrække udskift ningen over flere dage. Herimod taler med langt større vægt uddannelsesmæssige, disciplinæ re og navnlig bered- skabsmæssige krav. Man må derfor indstille sig på, at hjemsendelsen skal afvikles på een dag, eftermiddagen før og udskiftningsdagens formiddag. Det er nødvendigt at proceduren omkring en hjemsendelse kommer ind i meget faste rammer, at det store apparat med lægeundersøgelse, våbeneftersyn, sikkerliedsforedrag, indeholdelse i hjemsen delsespenge, fremstillinger o. s. v. presses sammen til et m inim um af tid — uden at der sløjes af på grundigheden. Her får regimentets koordination en meget stor betydning.
Mandskabstilgangen skal tilrettelægges tilsvarende om hyggeligt og på samme tilbagevendende måde gang efter gang.
I kompagniet skal der forinden være udarbejdet nye organisationsoversigter, som kompagnichefen må gennemgå med „de gamle“. Herunder bør chefen beskæftige sig med en del avancementer, og han bør pålægge mandskabet at tage vel mod erstatningsmandskabet, åbne kammeratskabet for dem, bede dem huske deres egen første tid i kompag niet og sørge for, at dårlige episoder undgås.
Efter en kontrol af mundering og udrustning må det nye mandskab kunne gå direkte ind på de pladser, de skal bestride i de kommende to måneder. For at undgå ustand selige rettelser i kammerbøger vil det være praktisk, at specialudrustningen fast er udleveret til delingen, såle des at det er delingsføreren, der udleverer maskingevær- magasiner, vekselpiber o. 1. til mandskabet. Indkvarterings mæssigt må man søge at begrænse omflytninger mest mu ligt. I en deling bor liver gruppe have en stue eller i hvert fald et fast antal sengepladser, inden for hvilke der ikke sker om flytninger i trit med avancementerne.
I forbindelse med mandskabsudskiftningen skal det fremhæves, at den præventive virkning af eftertjeneste er steget stærkt med indførelse af PE-systemet. Ved indstil ling om eventuel fritagelse må man være opmærksom på, at mandskabet bar en meget tydelig fornemmelse af den eftertjenestepligtiges opførsel; en m indre velbegrundet fri-
tagelse vil derfor virke nedbrydende på respekten om eftertjenesten.
Forud for enhver hjemsendelse vil det være praktisk at give forholdskarakterer til alt mandskab i kompagniet og meddele den enkelte hans standpunkt ledsaget af pas sende kommentarer. Er dette een gang gennemført, kan man ved senere hjemsendelser indskrænke sig til at med dele de endnu tjenstgørende evt. ændringer i bedømmelsen.
Det ser ud som om dette, at en ældre kammerat på hjemsendelsesdagen kommer ud fra kompagnichefen med en mindre god forholdsattest, gør et vist indtryk på de yngre. De ser, at præstationerne vurderes efter fortjeneste, og de indser den umiddelbare betydning af at gøre sig umage.
Disciplinært er det uheldigt, hvis det ældste hold gen nem længere tid går i „hjemsendelseshumør“. Den daglige tjeneste må derfor in d til sidste m inut forløbe norm alt, gan ske upåvirket af den forestående hjemsendelse.
b. Avancementssystemet.
Systemet virker godt i praksis — når man ser bort fra
vanskelighederne ved at gennemføre de nuværende uddan nelsesprogrammers baneskydninger til de rette terminer. Mandskabet bliver hurtigt fortroligt med tanken og ind stiller sig i den grad på „næste gang“ at skulle have be sværet med morteren eller maskingeværet, at man kan op leve at se soldater, der føler sig „forbigået“, når en yngre rykker op. Til skyttepladseme er „forbigåelsen“ nok til at bære; men det kan skabe vanskeligheder at lade en lidt grøn — men dygtig — soldat avancere for tidligt til grup pefører eller næstkommanderende i gruppen.
c. Adm inistrationen.
Jeg har tidligere nævnt, at flest mulige forhold må ind
i en rutinemæssig gænge, og dette gælder navnlig kom pagniadm inistrationen, der naturligt v il vokse betydeligt. Det der navnlig forøger arbejdet er:
(1) De 6 årlige hjemsendelser og tilgang af mandskab og befalingsm æ nd.
-
(2) Afvikling af frirejser med de ældste hold.
-
(3) Behandling af ansøgninger fra 6 mandskabs- og befa- lingsm andshold om optagelse på skoler og friv illig tjeneste.
-
(4) Stadig å jourføring af organisations«versigter og over sigter over lærefags fordeling.
-
(5) Føring af lister i forbindelse med skydenddannelsen og 6 årlige indberetninger om skyderesultater og skyde- uddannelsens forløb.
-
(6) Klargøring af scoringskort, prøveaflæggelse med påføl gende indberetninger om fysiske dueligbedsprøver og militære færdighedsprøver omtrent månedlig for en lille del af kom pagniet.
-
(7) Udfærdigelse af 6 årlige uddannelsesrapporter med dertil borende oversigter, skemaer m. v.
-
(8) 6 årlige ammunitionsrekvisitioner og indberetninger om ikke forbrugt ammunition.
De første fem forhold er der næppe andet at gøre ved end at oparbejde en fast rutine. En af frirejseme meddeles i forbindelse med en orlov af 6 dages varighed. Denne orlov bør henlægges til en vagt- og afgivelsesperiode, hvor uddannelsesarbejdet i forvejen er noget hemmet.
For (6) vedkommende (FYDU og MIF) må termi nerne kunne lægges om til f. eks. een prøveaflæggelse i slutningen af hver halvårsperiode. Prøverne kunne aflæg ges med det samlede kompagni — hvis standpunkt det jo er, man ønsker at prøve. En evt. ønsket udskillelse i år gangshold kan derefter ske rent administrativt.
Med hensyn til (7) synes også en halvårlig fremsen delse af uddannelsesrapport at kunne holde de foresatte myndigheder fornødent underrettet om uddannelsens for løb. I uddannelsesrapporten kan der evt. optages bemærk ninger om de enkelte årgangshold, hvis det skønnes nød vendigt.
(8) Ammunitionstildelinger må fremtidig ske for en helårsperiode ad gangen og således, at der skabes en rime lig margin for enkelte omskolinger. Ammunition til tunge våben må tildeles til to årlige gennemførelser af uddan nelsesprogrammet. Tilsvarende bør der kunne tildeles am munition til afholdelse af kampskydninger een gang i hver halvårsperiode.
d. Civilundervisningen vil også mode store problemer, og det er muligt, at man her må geiinemføre en årgangsvis under visning, hvilket utvivlsomt vil medføre en nedskæring i an tallet af valgfrie fag. Af hensyn til bataillonens kampud-
dannelse er det bydende nødvendigt, at civilundervisningen samles på een ugedag, f. eks. med de lette kompagnier om form iddagen, stabs- og tungt kom pagni om efterm iddagen den dag, regimentets refcrutbataillon råder over skydeba nerne, dog ikke onsdage eller torsdage, der må være for beholdt kampuddannelsen.
e. Udrustning og materiel.
Vi vil fremover ikke se aflevering af et helt kompagnis
udrustning. Det vil derfor være nødvendigt, at regimentet tilrettelægger en periodisk udskiftning af det fast udleve- rede materiel, således at regimentets beholdninger efter hånden bliver nedslidt i samme grad, og således at hånd værkspersonellet kan foretage fornødne periodiske juste ringer af m ateriellet.
På kompagniernes våbenkamre vil der ikke mere her ske den kendte fredfyldte stemning. En våbenmesters ar bejde er blevet et „fulltim e“ job. V i kan næppe regne med ham i kompagniets instruktørstab, og det er et spørgsmål, om han kan klare sig med motorføreren på materielvog nen som eneste depothjæ lper.
f. Bataillonsvis uddannelse.
For at udnytte erfarne instruktører effektivt kan det
ofte være rigtigt at samle kompagniernes mindste special hold til en bataillonsvis uddannelse. Jeg tror, at denne ud vej må betrædes med megen forsigtighed. Enhver sådan foranstaltning vil bidrage til at forflygtige ansvaret for uddannelsen og svække kom pagnichefens ansvarsfølelse. Savner kompagnierne instruktører, må man hellere stille de fornødne kræfter til rådighed, uanset at de kun får meget små hold til undervisning.
8. Man må gøre sig klart, at et PE-kompagni ikke kan uddannes ordentligt, når chef og næstkommanderende kun har værne pligtige hjælpere.
Først og fremmest må hvert kompagni have en veluddan net fast befalingsmand som kommandobefalingsmand. Som jeg tidligere har nævnt, er administrationen vokset betydeligt i et PE-kompagni. Skal chefen trygt kunne hellige sig det egent lige — kompagniets uddannelse —, da er han dårligt hjulpet med en værnepligtig kommandobefalingsmand, så dygtig denne end måtte være, kan lian ikke skabe den nødvendige årelange kontinuitet i denne også vigtige side af kompagniets liv.
At også våbenmester og delingsførere bør være faste be- falingsmænd, nævnes blot for en fuldstændigheds skyld.
For de værnepligtige befalingsmænds vedkommende er det nødvendigt, at de kan forrette en rim elig lang gavntjeneste ved dækningskompagniet. En befalingsmand, der fra et re krutkompagni eller et kontorjob sendes et par måneder til et dækningskonipagni for at få lidt taktisk uddannelse inden hjemsendelsen, kommer mere til ulejlighed end til gavn.
9. Alt i alt nærer jeg tillid til PE-systemet; men jeg tror, at vi i opbygningsårene må renoncere på et alt for omfattende øvelsesprogram i større enheder til fordel for et grundigt stabs-studium af uddannelsesplanlæ gningen, således at kom pagni og bataillon dels kan arbejde i nogenlunde ro, dels kan modtage en på omhyggelige studier baseret vejledning i ud dannelse og føring af de mindre og mindste led.
LØ R D A G E
0730— 0830 Form el eksercits, våbenbetjening og -lære, personlige
våben.
0840—0915 Standpunktsprøver.
0930— 1200 Badning, derefter vedligeholdelsestjeneste, eftersyn af våben og fodtøj.
M O T F : Vedligeholdelsestjeneste; eftersyn 6 eller 12. Badning: 1130— 1200.
1330— 1430 Udgangsparade.
Bemærkninger til øvelseslisten:
1. Øvelseslisten er nted sin faste ugentlige tidsinddeling en væ sentlig faktor i kampen for at forenkle uddannelsesplanlæg ningen og for at skabe en rolig gang i det daglige arbejde. Foresatte myndiglieder bør lade tildeling af lokaler, skyde baner o. 1. være fast gennem mindst Y2 år.
2. Felttjeneste er dækningskompagniets fornemste faggruppe. Planlægningen kræver den største omhu bos kompagnichefen og koordination fra oven. Stoffet kan f. eks. fra regimentet eller bataillonen befales taget igennem i følgende orden: (Ro mertallene refererer til bataillonsreglementets kapitler) M AJ —JUN (NOV—DEC): Marcher, beredskabsrum og under- bringelse (IV og V).
JUL—AUG (JAN—FEB): Angreb (VI).
SEP—OKT (MAR—APR): Forsvar og tilbagegangsbevægel ser. (VII og VIII).
I tilslutning hertil befales terminer for afholdelse af øvelser i bataillonen og højere led. Øvelserne bør følge sam me inddeling, og af hensyn til det rolige arbejde i kompag nierne næppe afholdes hyppigere end hver tredie uge, højst hver anden uge. Efterhånden som uddannelsen skrider frem, vil det vise sig, at man meget hurtigt kan gå fra gruppe- øvelser direkte til kompagniøvelser.
Forsvar og tilbagegangsbevægeJser er henlagt til den sid ste to måneders periode, hvori de større samlede øvelser i reglen tager ca. to uger af uddannelsestiden, fordi forsvar hur tigt kan tages igennem efter den foregående to måneders pe riodes talrige øvelser i reorganisering, og fordi uddannelsen i tilbagegangsbevæ gelser erfaringsmæssigt er den sværeste, og den man helst vil have opfrisket umiddelbart før en manøvre.
I den forste to måneders periode (marcher m. v.) bliver der forholdsvis god tid, og efter de samlede øvelser vil der
ofte være en slags antiklim aks. T il en af disse perioder v il det være heldigt at henlægge kampskydningerne, der fremtidig vel nok må gennemføres to gange årligt. Skydeterraineme lig ger sjældent så bekvemt for garnisonerne, at en to måneders periodes kampuddannelse kan afsluttes med en kampskydning.
Den til uddannelse i angreb i alle dets former afsatte tid vil lige slå til. I denne periode vil det være praktisk at indøve samarbejde med kampvogne og kamp i byer, idet hovedvægten lægges på angreb.
3. Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt kampuddannelsen eller skydeuddannelsen skulle have 1. prioritet. Når kamp- uddannelsen har fået den fornemste plads, skyldes det navn lig, at den må beslaglægge den største uddannelsestid. Skyde uddannelse vil beslaglægge meget lang planlægningstid for i antal m andtim er på eksercerplads og skydebane at være stærkt koncentreret. I den eksempelvise øvelsesliste er største delen af skydeuddannelsen henlagt til tirsdagene, der helt må holdes i våbenbetjeningens, våbenlærens, skydeinstruktiionens, skydeteoriens og baneskydningens tegn, hvis der skal nåes et godt resultat. Da tiden bag skydestandpiadserne ikke altid er en helt pålidelig planlægningsfaktor, er der tillige på onsdage afsat 2*4 time til skydeuddannelse, fortrinsvis på specialvåben.
For at forenkle planlægningsarbejdet, for at lette over skueligheden over faggruppen og for at gøre mandskabets om byttelighed større v ille det være ønskeligt, at uddannelses kravene kunne udjævnes noget, således at nogle funktioner belægges med lidt mere skydeuddannelse, andre skæres „spid serne“ af. I nedenstående skema har jeg forsøgt at skitsere denne udjævning.
I skemaet angiver et „x“ soldatens personlige våben. Med dette våben gennemfører han en skydeuddannelse som nu, herunder duelighedsskydning. Maskingevær-, morter- og raket skytter har alle, inden de er avanceret til denne plads, gen nemført en uddannelse på gevær, og derved bør det blive. Pistolen må anerkendes som vagtvåben, således at dobbelt bevæbning, som det ofte ses, og dobbeltuddannelse kan und gås. Et stort „S“ angiver, at ca. % af den til specialtjeneste afsatte tid anvendes til denne uddannelse, samt at soldaten gennemfører et normalprogram, der ikke omfatter dueligheds skydning. Et lille „s“ angiver, at ca. 1/3 af den til special tjeneste afsatte tid anvendes til denne uddannelse, samt at soldaten gennemfører et reduceret program med våbnet. Uddannelsens mål er at gøre ham egnet til i en feltmæssig om gangstjeneste at indgå som sikkerhedsbesætning ved våbnet på stedet.
For feltaffutagens vedkommende modtager alle med „s“ en ensartet uddannelse og skyder samme program, idet en feltaffutage må kunne betjenes af enhver i den lette gruppe.
Maskingeværskyttens uddannelse adskiller sig kun fra de øvriges derved, at han tillige skyder duelighedsskydning med våbnet, snarest efter at han er avanceret til skytte.
dannelsens mål er at gøre ham egnet til i en feltmæssig om gangstjeneste at indgå som sikkerhedsbesætning ved våbnet på stedet.
For feltaffutagens vedkommende modtager alle med „s“ en ensartet uddannelse og skyder samme program, idet en feltaffutage må kunne betjenes af enhver i den lette gruppe.
Maskingeværskyttens uddannelse adskiller sig kun fra de øvriges derved, at han tillige skyder duelighedsskydning med våbnet, snarest efter at han er avanceret til skytte.
Ved udsendelse aif det reducerede organisationsskema er gruppeførerne blevet ombevaebnede fra gevær til maskin pistol, hvilket i høj grad vil vanskeliggøre uddannelsen af menige gruppeførere, der foruden det føringsmæssige nye, nu tillig e fra grunden skal uddannes på m askinpistol. I de lette delinger må gruppeføreremnerne derfor fortrinsvis søges blandt maskinpistolskytterne, og i rekrutkompagnierne må op mærksomheden være henledt herpå, således at enkelte kvikke folk uddannes på maskinpistol.
I mortersektionen er problem et større og i forbindelse med den ret vanskelige skydeledelse og ønsket om at have
en befalingsmand til at fore kommando i morterstillingen, når sektionen er samlet, peger det i retning af helt at undgå menige gruppeførere i mortersektionen.
4. Den fysiske træning må tilrettelægges med et vist hensyn til udskiftningsterminerne. Marchtræningen må gennemføres kon sekvent, og i hurtigt tempo i løbet af en to måneders periode presses op til ca. 52 km på 24 timer (jfr. reglement for fod- folksbataillon pkt. 75 b.). Jeg tror, at man allerede på rekrut- skolen må forlange marchpræstationer af dagsmarch størrelse i feltdragt (32 km på 8 timer), således at foringen til enhver tid kan disponere ud fra dette indarbejdede krav.
5. De øvrige fag giver ikke anledning til særlige bemærkninger. 6. Det vil være praktisk på lektionsoversigter at afsætte plads til bemærkninger om dato for lektionens afholdelse gennem 1
eller 2 år, således at kompagnichefen kan få et hurtigt over blik over standpunktet, og således at forbindelsen på denne måde kan knyttes fra halvår til halvår.
7. Hver lørdag er afsat 35 minutter til standpunktsprøver. Tan ken er, at der fra kompagniets side herigennem føres en kon trol med, at det i ugens løb lærte virkelig sidder fast. Prø verne er hyppigt enkle afkrydsningsprøver, sjældnere kræves korte besvarelser i ord, og hver anden uge har prøverne prak tisk karakter (våbenbetjening o. 1.). Fra tid til anden indlæg ges der en prøve fra en anden 2 måneders periode, således at kompagnichefen har føling med, om der findes væsentlige huller i det gamle stof, der så straks må fyldes ud.
