Fremstillingen er opbygget som en oversigt over hovedlinierne i udviklingen af de væsentligste erfaringer, man kan uddrage af en række historiske eksempler.
Oversigten er opdelt således:
A. En række historiske eksempler, livor sammenhænget mellem følgende områder soges eftervist:
a. Situationen i luften (luftunderlegenhedsgraden),
b. Koncentrationsmarcher,
c. Taktiske bevægelser på kamppladsen og
d. Forsyningstransporter (den faglige tjeneste).
B. En opsummering af de erfaringer, der kan uddrages af eks emplerne (opdelt som A. a— d).
C. De uddragne erfaringers indflydelse på vore forhold i dag og i fremtiden (opdelt som A. a— d).
A. HISTORISKE EKSEMPLER
De historiske eksempler er begrænset til II. verdenskrig og er hentet fra Nordafrika, Italien og Nomiandiet. Herigennem skønnes en tilstrækkelig baggrund skabt for udledning af de søgte erfa ringer.
Andre krigsskuepladser bekræfter enten disse erfaringer eller er på grund af særlige forhold såsom terrainets egenart eller særlige taktiske metoder så afvigende fra vore forhold og vilkår, at de ingen interesse har her.
Eksempel 1: Nordafrika (Alam Halfa)
I juni 1942 stod Rommels stjerne i ørkenen i Zenith.
Han havde netop besejret briterne ved Gazala og Tobruk og havde taget over 60.000 fanger og store materielmængder mod små tab på egen side.
Det gjaldt nu for ham om at folge sejren op, og allerede i juli optoges forfølgningen af briterne, der retirerede mod den vigtige, udbyggede stilling ved El Alarnein.
Det kom her til voldsomme kampe i august med nogle mindre tyske resultater i begyndelsen; men derefter gik kampene i stå.
Styrkeforholdet var på det tidspunkt i store træk følgende: Tysk/italiensk: 4 panser- og 5 andre divisioner, dog alle langt un der normal styrke og for italienernes vedkommende dårligt udrustede.
Briterne: Værdien af 4 panser- og 7 andre divisioner, veludrustede og på fuld styrke, og nye forstærkninger tilgik i hurtigt stigende tempo.
I luften havde situationen i juni-juli været den, at de to parter var næsten lige stærke — 540 tyske maskiner mod 600 britiske — men fra juli begyndte dette billede også at vende sig til briternes fordel i et meget hurtigt tempo.
For Rommel var denne udvikling meget alvorlig. I stillings krig ville briternes hurtigt voksende overlegenhed i personel og materiel hurtigt gøre sig gældende. Kun gennem bevægelig krigs førelse, hvor tyskernes taktiske overlegenhed kunne komme til sin ret, kunne han håbe at fastholde initiativet og dermed indflydelse på felttogets gang; men beslutningen om at indlede et angreb var trods disse indlysende ræsonnementer alligevel ikke let.
Bevægelig krigsførelse kræver drivmidler, og Rommels for syninger var på grund af RAFs indsats i Middelhavsområdet be gyndt at blive sparsomme og upræcise.
Baseret på et løfte fra feltmarskal Kesselring om tilstrækkelig faglig støte, besluttede Rommel sig imidlertid endelig til at an gribe.
Planen var (se skitse 1), at medens mindre styrker udførte fastholdende angreb mod N, skulle bovedstyrken, hvori bl.a. Afrikakorpset, gennembryde den tilsyneladende svage britiske syd front, hvorefter Afrikakorpset skulle svinge mod N mod højderyg gen Alam Halfa, der var nøglen til hele E l Alam em-stillingen.
Angrebet begyndte natten den 30-31/8. Modstanden var hårdere end ventet. Det lykkedes at trænge igennem den britiske front og foretage svingning mod N ; men med dagslysets komme blev de tyske panserstyrker udsat for overvældende angreb af RAF. Dette fortsatte ikke alene hele dagen, men også den følgende nat, idet
enkelte britiske maskiner holdt terrainet oplyst med lysfaldskærme, medens angrebene udførtes.
Den næste dag fortsattes luftangrebene hovedsageligt ved ind sats af tunge bombemaskiner, der i det åbne terrain tilføjede ita lienerne og tyskerne hårde tab af personel og køretøjer. Afrika- korpsets kommandostation undgik ej lieller sin skæbne. En fuldtræffer dræbte 7 officerer af staben.
Når denne flyindsats kombineredes med den britiske indsats på jorden blev det efterhånden åbenbart for tyskerne, at større formationer ikke længere havde deres fulde bevægelsesfrihed; an grebets tidsplan kunne ikke overholdes. Initiativet overgik lang somt til briterne.
RAFs indsats førte også til, at de lovede drivmiddelforsyninger udeblev; af 5000 t, der var lovet til 3/9, blev 2600 t sænket på Middelhavet og 1500 t var endnu i Italien.
På Rommels gentagne anmodninger om indsats af Lnftwaffe lovede Kesselring lijælp efter evne; men det blev ikke til meget. Man turde ikke spille Luftwaffe ud på dette tidspunkt.
Endnu natten 2-3/9 fortsattes luftangrebene på Rommels styr ker med lysfaldskærme som hjælp. Rom-mels angreb var nu ikke længere gennemførligt på grund af tab og manglende drivmidler. Det var ved at overgå i opslidning, og det turde Rommel netop ikke udsætte sine styrker for.
Han afbrød derfor den 4/9 kampen og gik tilbage til sine ud gangsstillinger efter hovedsageligt gennem luftangreb at have lidt et tab på 3000 mand, 50 kampvogne og 400 lastvogne, men hvad der var meget vigtigere var, at for en gangs skyld var friheden til at manøvrere blevet ham frataget gennem RAFs indsats, og hermed var initiativet gledet ham af hænde. Fra nu af blev det i højere og højere grad de allierede, der tog initiativet, takket være om svinget i luften.
På tre af de fire områder, som er opstillet til undersøgelse, kan der fra disse kampe udledes erfaringer:
Taktiske bevægelser under luftunderlegenhed med større for kamp koncentrerede troppestyrker viste sig at medføre store tab. Det var første gang, Rommel kom ud for denne lære. Den gjorde stort indtryk på ham og skulle siden få meget vidtgående indfly delse på hans dispositioner i Normandiet.
De alvorligere slag mod tyskernes forsyningstransporter — der endnu først og fremmest var slag mod skibsfarten — bevirkede meget alvorlige mangler på vigtige forsyninger, især ammunition og drivmidler.
Herved hæmmedes først og fremmest landstyrkernes bevæge ligbed, de tabte kostbar tid i forhold til fjenden, udmanøvreredes og tabte sluttelig initiativet.
Der er grund til at fremhæve følgende, inden dette eksempel forlades:
Den britiske luftoverlegenhed i dette område var endnu ikke særlig befæstet, og den lammende indflydelse, som vi siden op levede i Normandiet, var der ikke tale om.
Tyskerne forstod hurtigt at indrette sig under de nye vilkår og var i stand til endnu at levere de allierede nogle af denne krigsskueplads voldsomste kampe.
Når specielt natangrebene, udført som beskrevet, kunne give resultat, skyldes det det meget åbne terrain, der ikke gav mindste chance for skjul og dækning.
Eksempel 2: Messinastrædet
Da tyskerne opgav kampen på Sicilien i august 1943, havde de endnu hovedparten af deres styrker på oen i behold. Disse styrker skulle alle med materiel passere Messinastrædet. der ved byen Messina er 3 km bredt og besejles af et antal færger med færge lejer, som vi kender dem herhjemme. For at beskytte overfarten havde tyskerne her placeret 500 stk. luftværnsskyts af alle kalibre, incl. en luftværnsdivision med 88 mm kanoner.
De allierede havde ved invasionen på Sicilien en luftoverlegenhed i forholdet 4:1; men denne overvægt steg betydeligt hen imod kampenes slutning.
Ikke desto mindre lykkedes det tyskerne at overføre til det italienske fastland en panserdivision, en pansergrenaderdivision, to faldskærmsdivisioner og en luftbrigade eller i tal:
62.000 italienere
40.000 tyskere (hvoraf 4500 sårede) 10.000 køretøjer
47 kampvogne
94 kanoner og
17.000 ts ammunition og forsyninger.
Tabene beløb sig til et par færgelejer, en enkelt færge beska diget og nogle materielle tab.
Dette resultat må først og fremmest tilskrives det kraftige luft værn, der formåede at bolde fjendens flyvere borte, en erfaring, som også begivenheder andre steder understreger kraftigt, f. eks. ved den 15. tyske armés succesfulde overførelse over Sclielde i efteråret 1944.
Eksempel 3: Salerno
For det videre angreb pa Italien var det planen at lade 8. armé gå over Messinastrædet, medens 5. armé skulle gå i land ved Salerno for at sikre Neapels bavn og de nærliggende flyvepladser for videre operationer. Landgangsstyrken blev fastsat til fire infan teri-, en luftbåren og to panserdivisioner.
Landgangen fandt sted den 9/9, dagen efter Italiens kapitulation.
Den allierede flyindsats belob sig til 6000 fly, hvis angreb bl. a. var rettet mod de tyske reserver og det sårbare kommunikationsnet med de mange broer. Tyskerne var forberedte, men selvom de handlede hurtigt og omgående satte alle styrker ind mod brohovedet, sinkede de allieredes flyindsats dog de tyske divisioner i indtil 36 timer. Tyskerne manglede forøvrigt også drivmidler, idet den allierede interdiktion gjorde sig gældende. De tvske pan serdivisioners modangreb kunne følgelig ikke gennemføres som planlagt, men opløstes i mindre fremstød mod kysten.
Derimod lykkedes det tyskerne i løbet af få dage at samle indtil seks divisioner mod brohovedet, ganske vist noget opblan- dede, men dog nok til at gøre situationen for de allierede i bro hovedet kritisk. Når denne tyske koncentration lykkedes, skyldtes det først og fremmest en meget handlekraftig tysk føring.
Midt i september begyndte 8. armés fremrykning sydfra at virke, og tyskerne trak sig tilbage.
Erfaringerne fra Salerno viser følgende: Den allierede luftoverlegenhed løb op til gennemsnitlig 2000 sorties pr. dag mod tyskernes 50; men dette er dog ikke et præcist mål for luftoverlegenheden; thi de allierede jagere var base rede så fjernt, at de dels ikke kunne være længe over målområdet, dels havde besvær med at lokalisere de tyske bevægelser.
Tyskernes sammentrækning af tropper kunne ikke hindres, men den kunne forsinkes så meget, at landgangens kritiske indled ningsfase var overstået, inden de tyske styrker kunne gribe ind — og da var det for sent.
Tyskernes modangreb fik en hårdere medfart. Især forsøgene på at udløse panserdivisionerne i modangreb løb ud i sandet. Fly verne splittede de store styrker for så vidt disse på grund af driv middelmangel overhovedet kunne sammendrages, og modangrebene opløstes i mindre fremstød mod kysten. Når situationen alligevel blev kritisk for de allierede, skyldtes det først og fremmest den tidprægede tyske angrebsånd, der selv bos de mindre taktiske en heder automatisk førte til udnyttelse af enhver angrebsohance.
Forsyningstjenesten bag kampområdet måtte vel under kam pene ved Salerno henlægges til mørketimerne; men den fungerede dog med undtagelse af de nævnte vanskeligheder med hensyn til drivmidler nogenlunde tilfredsstillende.
Eksempel 4: Anzio
I de følgende måneder avancerede de allierede under større og større anstrengelser mod N gennem Vinterlinien, indtil de gik istå overfor den berygtede Gustavlinie med Mt Cassino.
Her gik det efterhånden op for de allierede, at situationen trods overlegenlied i luften og på jorden var ved at blive uholdbar. Tabene var uhyggelige — uden at bringe resultater — og moralen var stærkt på retur.
Der måtte bringes bevægelse i fronten igen ved en samtidig ny offensiv mod Gustavlinien og en landgang i tyskernes ryg for at true deres forbindelser over Rom. Det blev besluttet, at landgan gen skulle finde sted ved Anzio. Styrken, der skulle landsættes, blev fastsat til tre infanteri- og en panserdivision + forskellige specialenheder og korpstropper.
Forud for den allierede landgang gik en kraftig luftoffensiv for at nedkæmpe Luftwaffe og isolere det valgte landgangsområde. 2600 maskiner deltog, en styrke, der ganske overvældede Luftwaffe. Bl. a. lykkedes det at ødelægge den tyske flyveplads ved Perugia, hvorfra Luftwaffe foretog sine fjernrekognosceringer, med det re sultat, at denne blev umuliggjort i de vigtige dage, 19-21/1. Bl. a. derfor kom landgangen ved Anzio som en fuldstændig overraskelse for tyskerne, der havde ventet den ved Gaeta, længere mod S.
Som strandvagt ved Anzio havde tyskerne ca. to batailloner, der naturligvis ikke kunne hindre landgangen.
Den 22/1 kl. 0200 gik de første angrebsbølger i land og på D-dug var inden aften værdien af ca. to divisioner landsat.
Chefen for landgangsstyrken koncentrerede sig i første om gang om at sikre sit brohovede. Det er stærkt diskuteret, om han skulle være gået frem straks til det vigtige højdeparti om Colli Laziali (se skitse 2), der dominerede det åbne og ret flade terrain, og som under alle omstændigheder var lians mål, idet han lier sad på tværs af tyskernes vestlige forbindelseslinie til Gustavlinien. Hvorom alting er, mente ban sig ikke før D + 8-dag stærk nok (fire divisioner) til at angribe mål længere inde i landet.
Den allierede flystøtte på D-dag beløb sig til 1200 sorties, der hovedsageligt rettedes mod vejknudepunkter, broer, jernbaner, tun neller, motorkollonner og vejbaner. Den tvske indsats i luften var ringe — 25 maskiner — der tre gange angreb mål i brohovedet og på vandet; men hindre disse tyske maskiners indgriben kunne de allierede altså trods alt ikke.
På landjorden var tyskernes reaktion meget hurtig.
Så snart tid og sted for landgangen var fastslået, iværksatte tyskerne en koncentration mod brohovedet efter en længe meget omhyggeligt og dygtigt tilrettelagt plan, den såkaldte plan Richard, der var udarbejdet med henblik på imødegåelse af allierede land-
sætninger på de mest sandsynlige steder. Alternative marchveje, indrykkepunkter — og -tidspunkter, drivmiddelstationer, værk stedstjeneste m. v. var nøje fastlagt, og hele planen kunne sættes i værk med meget kort varsel ved udsendelse af et kodeord.
Planen var så godt gennemarbejdet, at trods vintervejr, der gjorde bjergvejene vanskelige at befærde, og trods uophørlige an greb fra allierede flyvere, liavde tyskerne på D + 2-dag samlet 40.000 mand om brohovedet og på D + 7-dag mere end 70.000 mand. De forste tyske styrker, som blev trukket mod brohovedet og ankom i løbet af natten 23-24/1, var Herman Goring-divisionen, der blev sat ind ved Mussolini-kanalen og kom fra fronten bag Cassino ca. 50 km fra Anzio, d. v. s. at divisionen havde været mindst 36 og snarere 48 timer om luren. Men de tyske forstærk ninger kom mange andre steder fra. De kom fra alle egne af Italien, fra romområdet, fra Livomo, fra Norditalien, fra Sydfrank rig og Jugoslavien og fra Grækenland, og i Gustavlinien foretog man trods de allieredes nye offensiv en udtynding af tropper, der sendtes mod Anzio.
De allieredes indsats i luften havde ikke kunnet hindre den tvske opmarch og havde end ikke kunnet sinke den væsentligt, mest på grund af den grundige og dygtige tyske planlægning af koncentrationen mod kysten, men indenfor de forste meget kriti ske 48 timer lykkedes det dog altså ikke tyskerne at gennemføre større modangreb.
Tyskerne planlagde at indkredse og indsnævre brohovedet så snart som muligt og derefter — når tilstrækkelige styrker var samlet — at gå til angreb for at eliminere brohovedet.
Den 30/1 (D + 8) mente imidlertid de allierede, at de havde konsolideret sig tilstrækkeligt til at kunne begynde angrebene fra brohovedet. Tyngden blev lagt langs Albano-vejen mod Colli La- ziali; men tyskerne havde nået at etablere sig i stærke, velud byggede stillinger med ildsystemer indarbejdet, og efter 3 dages hårde kampe gik angrebet i stå med de forreste styrker ved Cam- polcone.
Det er værd at mærke sig, at vejret var stærkt medvirkende hertil. Det regnede stærkt under hele perioden, terrainet blev op blødt, så panserenlieder udelukkende måtte bolde sig til vejene, og lavthængende skyer virkede overmåde hæmmende på de alliere des flystøtte.
I denne periode strømmede tyske forstærkninger stadig til; re server til Gustavlinien omdirigeredes, og den 3/2 stod der elemen ter af 14 divisioner svarende til værdien af 6 divisioner mod de allieredes 4 (med en reel værdi på 3). Styrkeforholdet var således efterhånden 2:1.
Under tyske transporter, der blev udfort pr. jernbane, pr. motorvogne, ja endog ad luftvejen, udførte det allierede luftvåben konstante angreb for at liindre forskydningernes gennemførelse; men det lykkedes ikke. Vel påfortes tyskerne til tider tab og for sinkelser; men i det store og hele blev det lagte program fulgt.
Som eksempel på disse marcher fremhæves styrken fra Avig- non (715. mot. division). De allierede var klar over, at den var på vej, og at den kom ad landevejen ned langs Italiens vestkyst. Alligevel lykkedes det ikke at sinke den mere, end at den i dagsmar- oher af 80— 100 km længde tilbagelagde den 700 km lange vej på 8 dage.
Tyskerne planlagde nu angreb på brohovedet.
Da styrkerne stadig ikke ansås for at være store nok til et storangreb, valgte man at indlede med en række angreb med be grænsede mål, forst og fremmest mod vejknudepunkterne Caroceto og Aprilia. Når fjenden var udmattet gennem disse angreb skulle en stort anlagt offensiv sættes ind, først langs Albano-vejen, og hvis det ikke gav resultat, da på det østlige afsnit ved Cisterna.
Faserne var fastsat således:
1. fase: 3— 10/2 (begrænsede angreb)
2. fase: 16— 20/3 (storangreb)
3. fase: 28/2— 2/3 (Cisterna-fronten).
Det er ikke lier hensigten at gennemgå kampene, i detailler, men kun at fremdrage de eksempler, der har direkte relation til emnet.
De tyske angreb i første fase var for en stor dels vedkommende natangreb, og tyskerne begunstiges iøvrigt i høj grad af moment vis så dårligt vejr, at det allierede flyvevåben i dagene 3— 8/2 var stærkt hæmmet i sin indsats.
Tyskerne nåede derfor også den første dag — 3/2 — omend stærkt forsinkede, deres første mål. Den næste dag bedredes vejret, og de allieredes indsats i luften kunne nu spores i en langsommere tysk fremrykning.
Som eksempel på vejrets indflydelse skal fremdrages en epi sode fra kampene den 10/2.
Denne dag klarede vejret lidt, og alt hvad de allierede kunne skrabe sammen af maskiner sattes an mod tyskernes angreb om kring Albano-vejen.
Opklaringen i vejret var dog ikke langvarig. Allerede kl. 9,45 blev vejret så dårligt, at 174 middeltunge og 90 tunge allierede bombemaskiner måtte vende om med uforrettet sag og fuld bombe last.
Under de følgende kampe er det værd at mærke sig, at ty skerne bl. a. sigtede efter Padiglione-skovene, fordi de mente ved optræden her at kunne reducere de allierede flyveres indsats.
Det er endvidere værd at notere sig, at tyskerne for næste fase planlagde en stor fly-indsats, noje kædet sammen med det tyske artilleris ildplaner; men Luftwaffe kunne ikke slå igennem detallierede flyvevåbens forsvar af brohovedet og mistede mange maskiner.
De allierede havde i kraft af deres luftoverlegenhed udmærket nytte af deres observationsfly. Tyskernes storangreb (2. fase) blev da også i de første timer opfulgt af en indsats af tyske jagere, der udelukkende havde til formål at skyde eller jage de allierede ob servationsmaskiner ned.
Dette storangreb blev af tyskerne støttet med 172 starter, væsentligt mod havnen i Anzio. Som et eksempel på, hvorledes selv en så luftoverlegen modstander som de allierede kan komme i vanskeligheder, fremhæves, at de allierede samme dag kun præ sterede 468 starter.
Den næste dag var de allieredes indsats noget bedre, nemlig 731 starter. Der blev denne dag kastet ca. 1100 ts bomber mod de tyske stillinger, hvilket dog ikke formåede at standse de tyske an greb, der igen ikke udførtes med store, samlede fodfolksstyrker, men som bataillonsangreb, der ustandseligt vekslede tyngdepunkt, og hvor angrebsstyrkerne hurtigt skiftedes ud. Resultaterne var dog ikke store; men i nattens løb infiltrerede tyskerne i de allierede stillinger og næste morgens fornyede angreb, der ikke godt kunne angribes af de allierede fly, trængte indtil en km ind i de allierede stillinger. løvrigt blev vejret atter dårligt, og de tyske resultater straks bedre.
Det er interessant at se, at kloge af skade gav de allierede nu deres observationsmaskiner jagerdækning, så de kunne forblive i luften. En sådan observationsmaskine observerede den 18. feb. en tysk opmarch af ca. 2500 mand + panser, averterede korpsets ild stottecentral, der i løbet af 12 minutter havde samlet 224 piecer mod målet, der blev nedkæmpet.
I løbet af tiden 20—28/2 ebbede kampene ud. Tyskerne var bange for at slide deres styrker op foran Anzio. De tyndede derfor deres front ud og nøjedes med at indeslutte brohovedet.
Først da Gustavlinien blev gennembrudt hen på foråret, kom der atter gang i operationerne, også fra A usio-broliovedct.
Skal erfaringerne fra Anzio gøres op, må resultatet blive føl gende :
a. De allierede havde opnået en luftoverlegenhed, der var større end nogensinde før i antal maskiner, uden at der dog endnu var tale om tilnærmelsesvis den grad af luftoverlegenhed, som man siden blev vidne til i Normandiet. De var i stand til at bevare denne luftoverlegenhed over brohovedet gennem hele perioden, men blev stærkt hæmmet af fjern basering (kort tid over målet) og dårligt vejr, der gang på gang hindrede indgri ben. Det allierede luftvåben kunne ikke hindre Luftwaffes momentvise indgriben, men kunne sørge for, at det kun blev lokalt og i korte perioder, Luftwaffe kunne gøre sig gældende. Der måtte gives særlig beskyttelse til observationsmaskineme, der ellers blev Luftwaffes bytte.
b. Trods et omfattende interdiktionsprogram gennemført med store styrker, kunne de allierede ikke hindre en tysk koncentration mod brohovedet, der gik næsten efter planen.
Rigtigt forberedt synes koncentrationsmarcher ikke at kunne hindres, men nok sinkes.
c. Taktiske bevaigelser
Det synes faktisk som om dette område — forudsat vejret har tilladt det — har været dét, hvor det allierede flyvevåbens ind sats har haft størst virkning.
I al almindelighed kan det allierede flyvevåbens indflydelse læses af den stigen og falden i tyske angrebsresultater, som er mærkbar, når vejret enten hindrede eller tillod allieret flyve- indsats.
I nærmere belysning ser det ud til, at tyskernes mange natan greb og senere mange bataillonsangreb er direkte foranlediget af den allierede indsats i luften, der først og fremmest har truet tyskernes koncentrationer i udgangsstillingerne. Større angreb synes kun at have været mulige, når vejret hindrede de allierede flys indsats. Derimod liar flyvevåbnets indvirkning mod tyskerne i deres forsvarsanlæg — d. v. s. punktmål — til syneladende været uden afgørende virkning.
Det tyske artilleri synes ikke at have været lammet, men måske nok hæmmet af den allierede flyindsats. Det lykkedes tilmed tyskerne at føre meget kraftigt jernbaneartilleri frem til bro hovedet.
d. Forsyningstjenesten på tysk side synes at have fungeret nogen lunde tilfredsstillende. Nogen rationering ar artilleriammunition har været nødvendig; men det er ikke muligt at se, om det er rustningsindustrien i Tyskland, der har svigtet, om det er interdiktionsprogrammet eller vanskeligheder forvoldt af det allierede flyvevåben i kampområdet, der bar været årsagen. Sandheden ligger nok midt imellem.
Til gengæld havde Luftwaffes gentagne angreb mod Anzio havn ikke stor virkning og var normalt en bekostelig historie for tyskerne.
Den strategiske og taktiske situation i Frankrig forudsættes bekendt. De tyske dispositioner skulle siden få stor indflydelse på kampenes udfald, og der er derfor måske grund til kort at trække de modstridende anskuelser op.
På den ene side stod von Rundstedt, stærkt støttet af chefen for den særlige panserføringsstab von Schweppenburg. De ville overlade kystforsvaret til dets egen skæbne og tænkte sig det af gørende slag mod invasionshæren ført i Frankrigs indre ved en koncentreret indsats af panserdivisioner å la „model 1940“.
På den anden side stod Rommel, der var stærkt påvirket af sine oplevelser fra Afrika og Italien, ikke mindst det allierede flyvevåbens indflydelse.
Feltmarskal Rommels teorier gik ud på følgende:
Jo mere han studerede forholdene, jo mere blev han overbe vist om, at det store masseangreb af centralreserven., som i den Rundstedske plan blev tillagt så stor betydning, aldrig ville ud vikle sig efter beregningerne. Det ville efter hans opfattelse mis lykkes, fordi de allieredes luftherredømme ville umuliggøre hurtige, ordnede bevægelser af større troppestyrker.
Grundtanken i Rommels plan var derfor at søge at slå mod standeren, medens denne endnu var svag eller med andre ord af stå fra bevægelig krigsførelse for umiddelbart at kunne møde land gangen med stærkest mulige styrker*).
I konsekvens af denne opfattelse skulle kystzonen forvandles til et stærkt forsvaret bælte, hvor det begrænsede antal rådige styrker skulle finde kompensation i udnyttelse af miner og hin dringer på stranden i hidtil uhørte mængder. Kystartilleri og mine ringer i vandet samt panserdivisioner grupperede tæt bag kysten skulle øge dybden og tyngden i forsvarszonen.
Til von Rundsted sagde Rommel: „Hellere én panserdivision på D-dag end 3 panserdivisioner på D + 3.“
Til Hitler sagde han: „Jeg har vist, at jeg er fuldt kapabel til at lede hurtige, bevægelige operationer. Når jeg nu frivilligt, om end ugerne, afstår fra denne kampform på grund af erfaringer, jeg har samlet i kampen mod briterne, så må jeg have tungtvejende argumenter.“
I realiteten blev ingen af de to yderplaner anvendt; men man greb til en kompromisløsning. Striden om hvilken af de to ansku elser, der er den rigtige, er da også fortsat efter krigen i tids skrifter og bøger.
Det bør endvidere i denne forbindelse nævnes, at kommando forholdet i Frankrig, specielt for så vidt angår panserdivisioneme, var meget indviklet og absolut ikke uden indflydelse på det sene tidspunkt for indsættelse, da det endelig gik løs. Ligeledes var samarbejdet mellem de tre værn på tysk side omtrent lige så in effektivt, som det var effektivt på allieret side.
a. Situationen i luften
En kort gennemgang af begivenhedernes udvikling i Frankrig i 1944 vil vise, hvorledes de tyske dispositioner slog til.
*) Den Rommelske opfattelse er blevet karakteriseret ved ordene: Skorpe — Pude — Hammer.
Skorpe: De permanente anlæg, hindringer m. m., ved kysten,
Pude: Infanteridivisioner som forste dybde for strandforsvaret.
Hammer: l’anserdivisioner grupperet i centrale opstillinger i kystens nærmeste bagland.
De allieredes flyangreb på Vesteuropa, der hidtil næsten ude lukkende havde været strategisk og rettet primært mod Tyskland, blev fra jan. 1944 en mere direkte forberedelse til invasionen gen nem operation Clarion, der liavde det formål at isolere det kom mende operationsområde i Frankrig gennem en systematisk øde læggelse af alle elementer i det transportsystem, der skulle betjene tyskerne: Broer, jernbaneknudepunkter, rangerbanegårde, kanaler, lokomotiver o.s.v.
Jernbanen Hamm — Maastricht — Amiens — Rouen — Caen — Cherbourg, der var nerven i det tyske kystforsvar, blev syste matisk ødelagt, og reservelinien over Metz — Bar le Duc blev lammet.
I flere perioder var trafikken fuldstændig kaos og dalede i intensitet over 50 % i maj til 30 % på D-dag af sin normale størrelse.
Den allierede luftoverlegenhed havde på samme tid nået et sådant omfang, at mens de allierede i perioden 1/4— 5/6 præste rede 200.000 sorties, opviste tyskerne 400. Ialt rådede tyskerne i Vest over ca. 650 maskiner, medens de allierede på D-dag i tilslut ning til invasionen anvendte 6500, hvortil kom, at de strategiske bombestyrker momentvis udførte bombninger af taktisk natur.
De allieredes indsats på D-dag og D + l-dag beløb sig til 25.275 starter, hvorunder der kastedes ialt 20.000 ts bomber.
Luftwaffe greb først ind i kampen på D-dag kl. 1500 med ca. 200 maskiner, der dog langtfra kunne gøre sig gældende.
Den allierede beherskelse af luftrummet over Frankrig var så ledes nærmest enevældig.
b. Koncentrationsmarcher
Som nævnt havde tyskerne valgt en kompromisløsning, der bl. a. indebar forskydning af anselige reserver frem mod invasions- stedet, når invasionen var erkendt.
En række eksempler vil vise, hvorledes denne løsning slog til.
Som et første eksempel skal Panzer-Lelir-divisionens skæbne fremdrages.
Panzer-Lehr-divisionen, der stod omkring Le Mans (se skitse 3), fik den 6 juni kl. 0200 ordre til at rykke mod Caen samme dag kl. 1700 (125 km). En anmodning fra divisionschefen om at måtte udskyde afmarchen til efter morkefald blev afslået, og følgelig for lod divisionen sin velcamouflerede beredskabsopstilling til befalet tid. Umiddelbart efter blev den angrebet fra luften, og inden det blev mørkt havde den mistet 20—30 køretøjer. Ved daggry den følgende dag ville divisionschefen afbryde marchen, men fik ordre til at fortsætte. Kl. 0530 blev divisionen i området ved Falaise på- ny angrebet fra luften, og igen ved middagstid satte kraftige an greb ind. Køretøjerne, der var slørede med grene og løv, måtte uopholdeligt gøre holdt i ly af huse, hegn og skovstrimler. En sprængt bro forsinkede de hjuldrevne køretøjer meget, selvom kampvognene uhindret kunne passere.
Om aftenen den 8. juni — altså efter to dogns march — nåede divisionen byen Tilly, hvor den fik tildelt forsvarsopgaver; men den havde da mistet 40 bæltekøretøjer lastede med drivmidler og 90 andre lastvogne tillige med 5 kampvogne og 84 specialkøre tøjer, et samlet tab på ialt 219 køretøjer, hvortil kom de perso nelle tab.
2. panserdivision, der stod N for Amiens, indladede den 9. juni for jernbanetransport over Paris til fronten (375 km). Imid lertid blev det ene lokomotiv efter det andet ødelagt gennem luft angreb, og divisionschefen besluttede derfor at fuldføre marchen ad landevejen. Den 18. juni, altså 10 dage efter afmarchen, nåede 80 stk. af de oprindelig 120 kampvogne til Caumont.
17. SS panserdivision brugte 5 døgn til en transport fra om rådet om Tours til C/ierbourg-halvøen, en strækning på ca. 300 km. Divisionschefen mente, at han kunne marchere om dagen, men allerede første dag blev divisionen angrebet af allierede bombere. Han opdelte derfor divisionen i et antal mindre kolonner med stor indbyrdes afstand, men nye angreb tvang divisionen til at af bryde marchen, som derefter først blev genoptaget efter mørkefald og siden fortsattes udelukkende som march om natten. Men nu opstod et nyt problem. Motorvognsforerne var uøvede i kørsel i mørke, og mange køretøjer kørte i grøften samtidig med, at hastigheden måtte nedsættes betydeligt.
331. infanteridivision forsøgte en transport fra Calais-området pr. jernbane over Lille — Amiens — Paris. Da linien blev afbrudt flere steder gennem luftangreb endnu inden afmarch, planlagde divisionen en ny rute, der over Lille — Cambrai førte gennem Øst- frankrig. Det hele blev dog så indviklet, at man helt måtte opgive. Allerede lastede tog-stammer stod på stationerne i et par døgn, hvorpå man atter udladede.
16. infanteridivision afgik fra Haag pr. jernbane den 18. juni, men måtte omlægge ruten, som derefter kom til at gå gennem Bel gien, Rliinlandet og Østfrankrig. Først den 3. juli; d. v. s. efter ca. 14 dages forløb, ankom divisionen til fronten.
De infanteridivisioner, der blev trukket frem mod brohovedet, marcherede i gennemsnit 30— 40 km pr. nat, selv over distancer på 150 km. Panserdivisionernes gennemsnitlige marchdistance pr. dogn var 50—80 km. Et cyklistregiment marcherede i to døgn 75 km pr. dogn.
Situationen beskrives måske bedst ved, at tyske divisioner fra Polen, der skulle sættes ind i Frankrig, brugte dobbelt så lang tid om turen Paris— Normandiet som om turen Polen— Paris.
Følgen af disse begivenheder blev, at tyskerne i stor udstræk ning måtte sætte divisioner eller endog dele af divisioner ind, efter hånden som de nåede frem. Panserdivisionerne måtte bruges i frontlinien på grund af mangel på infanteri, således at det ikke lykkedes at skabe den panserreserve, som skulle kaste fjenden i havet.
Den 12. juni var 12 tvske divisioner i kampføling. Den 16. juni (D + 10-dag) var de 4 nærmeste panserdivisioner indsat. Først den 3. juli begyndte tyske styrker fra de øvrige dele af Frankrig at ankomme.
Alt i alt lykkedes det tyskerne i de første 6 uger efter D-dag at trække ca. y2 division pr. døgn ind i brohoved-området; men de allieredes opbygning var meget hurtigere. På D + 40 stod der 800.000 mand i Frankrig.
c. Taktiske bevægelser og forhold Angrebets vilkår:
Både Rommel og Rundstedt er enige om, at skulle de allie rede liave været besejret, måtte det være sket de første dage efter landgangen. Da von Rundstedt blev spurgt, om der var noget tids punkt efter D-dag, livor han havde liaft chance for at kaste de allierede i havet, svarede han: „Ikke efter de to første dage“ ; men disse to første dage gik jo i hovedsagen tabt for tyskerne, livis divisioner enten ikke kunne nå frem eller blev sat ind stykkevis, således at egentlige storangreb med flere panserdivisioner udeblev. Selv den panserdivision (21.), der stod lielt fremme ved Caen, nåede ikke en samlet optræden på D-dag. Spørgsmålet, om de over hovedet kunne være sat an på grimd af luftsituationen, må nok be svares med et Nej. Beviset kan hentes i det udfald, kampene fik ved Avranclics i begvndelsen af august (også kendt som kampene ved Mortain).
Til et af Hitler befalet forsøg på at standse de allieredes gen nembrud lykkedes det tyskerne at få skrabet ca. 6 medtagne pan serdivisioner sammen (ialt 400 kampvogne), der ved et stød fra Mortain til Avranches skulle afskære de allierede, som var brudt ud af brohovedet via St Lo. Von Kluge, der nu var ebef, anså op gaven for uløselig. Han troede ikke på, at større styrker, endsige panserstyrker, kunne optræde i samlet angreb, når fjenden var så overlegen i luften, som der lier var tale om; men Hitler fastholdt sin befaling.
Det tyske forehavende blev iøvrigt røbet, og de allierede var parate til at tage imod angrebet.
Det startede ved midnat den 6—7/8. I tiden indtil daggry gik det godt fremad, og der udførtes flere vellykkede angreb mod ame rikanske infanteri- og panseTenheder; men samtidig med at dagen brød frem, indfandt det allierede flyvevåben sig i bølge efter bølge og hindrede snart enhver bevægelse.
Resultatet af pansermodangrebet blev meget beskedent. Efter at de tyske panserstyrker i to døgn havde været udsat for de allie redes uophørlige flyangreb blev videre angreb opgivet, og tyskerne trak sig tilbage med store tab; én panserdivision mistede f. eks. 30 kampvogne og 800 mand eller ca. 50 % af kampvognene.
I forsvar klarede tyskerne sig bedre, fordi den tidligere frem holdte læresætning: At en velnedgravet forsvarer er lidet påvirke lig af flyangreb, atter blev understreget, omend de såkaldte bombe- måtter var noget nyt, og især havde en moralsk meget kraftig virkning.
Tyskerne lærte imidlertid hurtigt at indrette sig under de nye vilkår og udforme en forsvarsteknik, der beviste sin holdbarhed gennem måneders sejge kampe med de allierede. Herom nærmere siden lien.
Det skal endelig bemærkes, at de allieredes angreb ofte øde lagde de tyske kommandonet og kommandostationer med alvorlige følger for den tyske kommandoføring.
d. Forsyningstjeneste
Oplysningerne på dette område er sparsomme. Alvorlig mangel på forplejning og ammunition var ikke almindelig, selvom de ammunitionsmængder, der stod til rådighed, aldrig nåede op på højde med de allieredes rigelige tildelinger, og rationeringer ofte måtte indføres; f. eks. måtte der kun bruges 10 skud til indskyd ning af tungt maskingevær, og indskydning med artilleripiecer var ofte forbudt. Derimod synes der meget ofte at have været virkelig mangel på drivmidler ,således at f.eks. kun halvdelen af kamp vognene kunne køre. Een artilleritraktor til 4 kanoner sås også.
Det synes først og fremmest at have været de allieredes isole ring af kamppladsen fra luften, der lier har været den stærkest- virkende faktor. I selve kampområdet synes der ikke at have været uovervindelige vanskeligheder. Dog forbød tyskerne tilsidst alle forsyningstransporter om dagen.
B. Opsummering af eksemplernes lære
a. Situationen i luften
Luftunderlegenhed eller -overlegenhed er ikke noget eentydigt begreb. Graden af luftunderlegenhed er stærkt svingende. Eks emplerne fra Nordafrika — Salerno — Anzio og Normandiet har givet os hver sit billede. Afstanden til egne baser (d. v. s hvor længe kan flyet blive over kamppladsen), vejret, terrainet, alt spiller en rolle, således at generalisering ville være en farlig sag.
Transporter på en bestemt rute, som den ene dag lykkes, ud sættes næste dag for voldsomme flyangreb og lider store tab. Et overlegent flyvevåben kan ramme modstanderen overalt, men kan alligevel ikke være alle steder på én gang. Troppestyrker, der be væger sig i dagslys gør klogt i at regne med, at de hiiver udsatte for angreb fra luften.
Det spiller en meget stor rolle, om fjenden forud har kunnet blødgøres gennem længere tid ved et isoleringsprogram, som dét, der gennemførtes i Normandiet, idet luftoverlegenheden herigen nem slås ekstra fast.
Endelig må den moralske indflydelse, som konstant luftunder legenhed har på tropper, ikke lades ude af betragtning.
Selv et underlegent flyvevåben kan ikke helt nedkæmpes, men har stadig mulighed for gennem korte koncentrationer at yde en indsats.
Koncentrationsmarcher
I de sidste faser af I verdenskrig lykkedes det at bryde stiv- heden i kampformerne; manøvren kom atter i højsædet, især tak ket være kampvognen og flyvevåben, og det blev igen disse to fak torer, der under II verdenskrig holdt operationerne i gang. Hertil er nu kommet A-kampmidlerne. Uden at kunne manøvrere i mindst samme tempo som fjenden, taber man initiativet, og dén, der har tabt initiativet, er på vej til at tabe kampen.
Denne betragtning skal ses i relation til de vilkår, luftunder legenhed medfører for koncentrationsmareher og troppernes op træden på kamppladsen.
For koncentrationsmarcher kan vilkårene opsummeres således:
Den luftunderlegne kan sinkes, men ikke hindres i sine mar cher. Ved en hensigtsmæssig tilrettelæggelse, således som ved An- zio, kan forsinkelserne undertiden gores minimale. ^ed en forud gående interdiktion som i Normandiet er forsinkelserne meget al vorlige og i situationer, hvor 1— 2 dogu er afgørende, er forsinkel serne ofte udslagsgivende i den senere kamp. Tabene kan ved march om natten holdes på et rimeligt niveau. Endnu under II verdenskrig var de tekniske muligheder for natangreb mod mål på jorden (marelikolonner) ufuldkomne; men udviklingen har også her nået betydelige resultater, så man må regne med, at angreb fra luften i fremtiden vil finde sted. Derfor bør hovedveje og tæt pakkede kolonner, selv når man marcherer i mørke, undgås.
Ved march om dagen vil foruden forsinkelser på grund af stadige standsninger tabene være så store, at den tidsgevinst, man evt. opnår, ofte er problematisk. March i tætte formationer er umulig undtagen i dårligt vejr (som man bør være parat til at udnytte), og selv åbne formationer giver ofte store uakceptable tab og har dårlig indflydelse på mandskabets moral. Først når man ud- tynder sine marchkolonner til dråbekolonner — måske endda yder ligere fortyndet — er der chance for en forflytning af større troppestyrker ved dagslys. Med mindre man kan benytte mange veje vil større tidsforbrug dog igen blive resultatet.
e. Troppebevægelser pa selve kamppladsen.
Angreb.
II verdenskrig har tydeligt vist, at forudsat vejret er godt, er samlet angreb med større formationer kun undtagelsesvis mulig uden risiko for store tab — allerede i udgangsstillingerne. Dette gælder også mekaniserede og panserformationer. Ardenneroffen- siven kunne påbegyndes i en periode, livor vejret var dårligt; men så snart det allierede flyvevåben atter kunne gribe ind, vendte bil ledet sig hurtigt. Den luftunderlegne vil være henvist til natlige foretagender (eller perioder med stærkt nedsat sigtbarhed), d. v. s. angreb med begrænsede mål, eller til at søge gennem hyppige og vekslende angreb i mindre målestok at bolde modstanderen i ånde (Anzio).
Skal man under disse betingelser udnytte sit panser, skal det ikke ske i for store formationer og i snævert samarbejde med an dre våbenarter. Det allierede flyvevåben havde en stående ordre, der gik ud på, at uanset hvilken mission en jagerpilot havde, skulle enhver samling kampvogne på 3—4 og mere straks angribes.
Forsvar.
I verdenskrig lmr vist, at den luftunderlegne i forsvaret klarer sig bedre. Naturliavis kan direkte stotte virke med til nedkærn- pelse af punktmål — og bombning af artilleri, signalforbindelser, kommandostationer og forsyningsområder vil direkte influere på forsvarskampen — men der må andre ting til, betydelige angrebs styrker, der kæmper sig frem gennem forsvarsstillingens anla’g for at bryde bul på denne. De allierede søgte at sætte tempoet i denne gennembrydning op ved at indføre de såkaldte „bombetæpper“, hvortil ofte anvendtes strategiske flystyrker og tusindvis af ts bom ber. Da denne fremgangsmåde repræsenterer den liidtil største ind sats af fly mod jordstyrker og i betragtning af, at det medvirkede til indbrydninger i, men ganske vist sjældent gennembrydninger af det tvske forsvar, og da tyskernes forsvarskamp iøvrigt repræsen terer en tilsyneladende brugbar tillempning til de nye vilkår, har det interesse at se lidt nærmere på tyskernes reaktion mod et al lieret angreb, forudgået af et „bombetæppe“.
Endnu et forhold har i denne forbindelse interesse:
Vi har ikke set virkningen af en A-bombe kastet mod en for svarsstilling, men vi bar i Normandiet set virkninger af „bombe tæpperne“, og uanset visse forskelligheder i virkning og tidsfakto rer må det synes berettiget at drage visse sammenligninger.
Forløbet af et sådant allieret angreb og den tyske reaktion mod del kan beskrives således:
Angrebet indledes som oftest med en voldsom artilleriindsats, suppleret med luftangreb (bombetæppe) af tunge bombemaskiner og stærkt understøttet af jagerbombere. Over for dette magtopbud liar tyskerne ikke nogen mulighed for at kunne gøre sig definitivt gældende artilleristisk eller i luften, og ofte nedbrydes det tyske kommandosystem, så enhederne isoleres. De allieredes indbrud lykkes derfor, men opfanges i første række noget af dybden i det tyske forsvar.
De allierede angrebsstyrker, panser alene eller panser-fodfolk, vinder derfor i begyndelsen let og hurtigt terrain. Efterhånden sies dog fodfolket fra kampvognene af den voksende modstand, ofte lokaliseret til landsbyerne, ligesom panserværnsstyrker, der har overlevet de indledende beskydninger, begynder at genere kampvognene va-sentligt. Den første krise opstår gerne, når kamp vognsstyrkerne når så langt frem, at det understøttende artilleries maksimumsrækkevidde er nået. Her støder kampvognene også gerne på de første helt eller næsten helt intakte panservæmslinier, og berøvet fodfolk er de ikke i stand til umiddelbart at fortsætte. Der bliver en pause i kampen, hvor de allierede i angrebsspidsen først og fremmest reorganiserer og forøvrigt må være på vagt over for de nu spontant udloste tyske modstød, der som oftest fremføres af kampvogne — 1— 5 stykker — i forbindelse med en mindre fod folksstyrke, eller af kampvogne alene (se skitse 4).
I det terrain, som angrebsstyrkerne har passeret, sker der imidlertid efter et par timers forløb det, at den første lammelse fortager sig, og overalt dukker små ,,forsvarsøer“ op, der nu effek tivt begynder at modarbejde de opsluttende angrebsreserver og forsyningstjenesten, der ofte helt afbrydes. Denne „opvågning“ hos forsvareren bliver ofte kun til snigskyttevirksomhed; men den er stærkt generende og binder uforholdsmæssigt meget fodfolk i oprydningsaktioner, ligesom den kan hindre artilleriets stillingsskifte, ofte på et for angrebet uheldigt tidspunkt.
Fra flankerne begynder fra de områder, der kun delvist er blevet berørt af ildforberedelsen, og fra områderne helt uden for angrebssektoren næsten øjeblikkeligt en dristig infiltration, hvor fodfolk og måske også kampvogne og panservæmsskyts siver ind i angrebsstriben bag de forreste angrebsstyrker eller i disses flanker i små grupper for at forene sig med forsvarsøeme. Her kommer den tyske soldats evne til dygtig selvstændig taktisk optræden og optræden i mindre led rigtigt til sin ret.
Ligeledes følger ret omgående modstod af sædvanlige dimen sioner fra de uberørte flankeområder, og store styrker må som oftest tidligt afses for at imødegå denne trusel.
Såsnart hovedangrebets grænser er nogenlunde erkendt, må man forvente, at tyske forstærkninger begynder at indfinde sig i grænserne til det truede område, her først og fremmest kampvogns- og panserværnsstyrker, der marcherer i mindre grupper, ofte gen nem terrainet.
Ret snart efter erkendelsen af disse forstærkningers begynden- tilstedeværelse kan man forvente det første tvske modangreb, for trinsvis rettet mod en af angrebsstyrkernes flanker, gerne i tilslut ning til et eller andet terrainafsnit, der særlig har begunstiget for svaret og måske derfor endnu er intakt, hvad enten det ligger et stykke inde i angrebsstriben eller i dennes rand. Disse modangreb kan meget vel være støttet af artilleri, men dog aldrig i sådanne koncentrationer som de allieredes.
Den allierede luftoverlegenhed i Normandiet var absolut — den største i II verdenskrig. Alligevel kunne de allierede ikke hindre — men nok sinke — tyskernes taktiske forskydninger af mindre enheder, og disse styrkers angrebsmuligheder blev ikke nedsat væ sentligt på grund af de allieredes luftoverlegenhed.
Derimod blev forskydning eller opmaroh af større troppe styrker på kampladsen meget hyppigt hindret af det allierede luft våben.
Tyske modstød og modangreb af mindre omfang foregik ofte næsten uhindret af det allierede flyvevåben; men så snart modan grebene blev af større omfang var det næsten sikkert, at det al lierede flyvevåben greb ind — hvis vejret ellers tillod det — og ofte allerede i udgangsrummene tilintetgjorde disse foretagender.
Under operation EPSOM omtales det således, hvorledes et tysk modangreb med deltagelse af 30—40 kampvogne blev søn- derslået på denne måde.
For at give et sandfærdigt billede bliver det nødvendigt i be dømmelsen af de tyske modforholdsregler til sidst at fastslå, at de tyske modangreb og modstod kun meget sjældent førte til tilbageerobring af tabtgået terrain. Deres virkning kan hovedsagelig må les i deres stærkt generende, til tider alarmerende, sinkende og tabbringende følger. Hårdest virkende af disse faktorer er sikkert den sinkende, tidsslugende virkning på angriberens operationer, en faktor, som den, der er henvist til at kæmpe for at vinde tid, gør vel i at mærke sig; men det er også nødvendigt at understrege, at selv den dygtigste tyske taktik og den mest energiske og uforfær dede optræden ikke formåede at vinde det, der for tyskerne var en absolut nødvendighed for at drive de allierede ud af Frankrig, nemlig initiativet.
Kampene i Normandiet har tydelig understreget, at den, der er overlegen i luften, har initiativet, og uden det kan ingen afgø rende sejr vindes.
d. Forsyningstjenesten.
På steder, hvor isolering af kamppladsen ikke eller kun nød tørftigt er gået forud for angreb, bar forsyningstjenesten kunnet gennemføres med ringe tab og forsinkelser, idet store dele af den dog tvinges ind i nattetimerne.
Hvor interdiktion bar været gennemført er visse forsinkelser blevet resultatet, kriser er ofte opstået, særligt for drivmidler og ammunition; rationering har været nødvendig og henlæggelse af forsyningstjenesten til mørketimerne absolut nødvendig.
C. Overførelse til danske forhold i dag. (Frem tiden).
Det er næsten 11 år siden, II verdenskrig sluttede. Den tekni ske udvikling fra 1945 og til nu liar gjort så store fremskridt, at det ikke altid er lige let at se, hvilken indflydelse den vil få på evt. fremtidig krigsførelse.
Det er med andre ord ikke muligt på alle områder umiddel bart at overføre II verdenskrigs erfaringer på situationen i dag og i morgen. På den anden side må II verdenskrigs erfaringer fortsat være vort udgangspunkt.
a. Luftoverlegenhed.
Udviklingen har medført, at det er blevet betydeligt sværere at holde den underlegnes flyvere borte fra kamppladsen. Ved be kæmpelsen af modpartens jagerbombere og intercopters går ten densen i retning af at ramme fjendens flyvepladser, efter ødelæggelsen at holde dem under opsigt ved rekognosceringsmaskiner og ved forste tegn på, at de er under retablering at kaste sig over dem igen. Luftkampen har formentlig ikke længere helt samme betydning som tidligere.
Hvor det ikke lykkes at lamme fjendens flyvepladser, vil den luftnnderlegne have rimelige betingelser for i kampområdet at kunne skabe temporært gunstige vilkår i luften, således at f. eks. større modangreb, troppebevægelser eller endog i gunstigt fald større angreb kan presses igennem med luftstøtte eller i hvert fald luftsikring.
Går udviklingen i retning af lodret start for jagere eller start ved raket, så de store sårbare flyvepladser kan opgives, vil denne udvikling fremmes.
Nye overvejelser er herhjemme i gang med hensyn til forsva rets fremtidige opbygning. Herunder regnes med en forlægning af tyngden til Sjadland. hvilket vil medføre, at den „danske krig“ primært vil få karakter af en anti-invasionskamp. (Derfor bl. a. netop de valgte eksempler).
Der er imidlertid én forudsætning mere.
Det forudsættes, at en kommende storkrig åbnes som en atom duel mellem de to magtgrupper. Hertil vil ikke alene de kæmpen de flyvevåbens strategiske styrker, men også i høj grad deres tak tiske jagerstyrker være nødvendige som basebeskyttere, til eskorte ring og først og fremmest til imødegåelse af fjendens flyvere og rekognoscering.
Da et angreb på Sjlland vel kan tænkes i netop denne fase, vil vi forhåbentlig kunne regne med, at bortset fra selve invasions dagen(e) vil graden af fjendens luftoverlegenhed ikke blive for stor, og i hvert fald næppe kunne opretholdes særligt længe i et overvældende omfang, ligesom vort tilhørsforhold til NATO skulle gøre støtte i afgørende faser mere sandsynlig.
Vi skulle altså ikke komme i en så ugunstig situation som tyskerne i Normandiet.
b. Koncentrationsmareher.
I den åbningssituation i luften, som lige er beskrevet, kan for holdene skifte så hurtigt, at man ikke kan lobe an på normalt at kunne foretage koncentrationsmarcher ved dagslys. Disse må hen lægges til mørketimerne. Her er imidlertid to problemer af inter esse:
a) Muligheden for at udføre flyangreb om natten mod kolonner på vejene er i stadig udvikling og må tages med i vore betragt ninger.
b) På visse tidspunkter af året (sommeren) er tiden mellem solop og -nedgang, når man fradrager den del af tusmørket, som ikke yder skjul, lig 0, eller med andre ord: Man kan ikke forvente, at belysningsforholdene sikkert skjuler vore marchkolonner.
(Dette er fra 1/6 til 7/7, og i perioderne i tilslutning hertil er forholdene stærkt ugunstige) *).
Idet hovedbevægelserne må forudsættes at finde sted om nat ten, eller i den periode vi kalder nat, synes modtrækkene at måtte være følgende:
— anvendelse af flere veje og i det hele taget en smidigere tilrettelæggelse af marcherne.
-
— kørsel med større fart om natten end de hidtil gængse 15 km/t.
Dette skal muliggøres gennem afmærkning af marchvejen med små elektriske lygter for hver 50 m, samt mærkning af køre tøjerne med tilsvarende lygter. Hermed er mørklægningsproblemet på vore mange udskrevne køretøjer også løst. Vejbanen skal være som et jernbanespor, hvor køretøjerne kan køre frit på grund af tilstrækkelig afmærkning.
Et fransk lygtesystem findes allerede i brug i udlandet.
-
— Skal forlægning ved dagslys finde sted, må stor spredning fore tages. Dette kan give store tab. Det vil kræve mere tid, og da tid netop er kostbar, må vi også se på, om vi kan skære ned på vore styrker uden at mindske ildkraften.
c. Taktiske bevægelser.
Udviklingen har her understreget II verdenskrigs erfaringer.Naturligvis skal enhver chance for at angribe med større sam lede styrker udnyttes, ikke mindst hvis fremtiden vil lette etable ring af temporær luftoverlegenhed; men vi må regne med, at de vilkår, vi får at kæmpe under, normalt ikke vil tillade angreb med større enheder (divisioner, måske endda regimentskampgrup per), således at divisioner, f. eks. kan blive henvist til at udføre deres angreb med batailloner (men naturligvis med hele divisions- artilleriet til støtte), f. eks. som tyskerne ved Anzio.
Vejret i dette land vil ofte hindre fjenden i at benytte luft overlegenhed. Sådanne situationer må vi straks udnytte.
Vi må øge vor evne til at kæmpe om natten også i større led som batailloner og regimenter.
Vi må give vore enheder af alle størrelser en offensiv indstil ling, således at de altid angriber fjenden, hvor mulighederne byder sig.
*) Se M.T. aug 56 side 346: „Valg af kl. H‘\
Dette gælder i høj grad i forsvaret, livor fjendens damptromle- taktik — med stærk støtte fra luften — ikke må ramme en passiv, afventende forsvarer.
Gennem en klart udformet manøvreidé med et aggressivt præg skal alle enheder være instillet på at udføre modstod og modan greb, hvor mulighederne viser sig.
Der har især fra amerikansk side været en tendens til at til bageholde de mindre enheders modstød til fordel for et senere, samlet modangreb udfort af divisionen bl. a. med den motivering, at man forbløder i modslød. Set ud fra amerikanske forhold (stor dybde, store reserver) kan en sådan opfattelse måske nok være rigtig.
Overført til vore forhold kan den vise sig yderst farlig.
Den underlegne, der sa'tter sig til modværge, må altid regne med, at det kommer til at koste mange menneskeliv. Når man taler om, at styrkerne forbløder i modstød, må man samtidig gøre sig klart, at det store modangreb på grund af situationen i luften ofte slet ikke kan gennemføres, jfr. de tyske erfaringer fra Normandiet. Forsøger man alligevel at presse et sådant foretagende igennem, vil tabene meget vel kunne blive meget alvorlige, uden at der opnås noget resultat.
Hvis vi herhjemme kommer dertil, at kompagnier, batailloner, ja måske endog regimenter (afsnit) sidder og venter på, at divi sionens modangreb skal hjælpe dem ud af vanskelighederne, er vort forsvar farligt svækket.
Bataillonsreglementets punkt 258, stk. e, og Meddelelser fra Hærstaben, 4. årgang, nr. 2, side 3 p.p. må læses med fuld for ståelse af dette særlige problem.
Når situationen i luften ikke tillader større samlet indsættelse, ej heller af panser, må dette stykkes ud i lighed med tyskernes fremgangsmåde i Normandiet. Dette er ikke den principielt rigtige fremgangsmåde, vil man sige. Nej. Men under de givne forhold kan det være den eneste realistiske fremgangsmåde, jfr. Rommel: „Hel lere én panserdivision på D-dag end tre panserdivisioner på D + 3- dag“ .
Ved valg af forsvarsterrain må vi i højere grad undgå store åbne flader, end vi gør i dag. Her tænkes specielt på anvendelsen af Napalm og den luftoverlegne fjendes mulighed for gennem re- kognesceringsmaskiner (artillerifly) at fastlægge vore forsvarsom råder, dersom disse ikke er godt skjulte.
Brud på telefonledninger, ødelæggelse af kommandostationer, nedholdelse af artilleri er andre af virkningerne af fjendens flyvirksomhed, vi må se i øjnene, og modtrækket er også her bh a. en grundig udformning af førerens manøvreidé, et smidigt kommando system og spredning af artilleriet.
På mange felter vil det ses, at disse forholdsregler falder sam men med dem, anvendelsen af taktiske atomvåben tvinger os til at træffe.
Dette gælder også med liensyn til vor organisation, hvor vi i øjeblikket har vel nok verdens største division. Havde det været en stående division med faste rammer og mandskab i mindst to år, havde der måske været mulighed for at gøre den tilstrækkeligt bevægelig.
Som det er i dag, vil den ikke — trods sin størrelse — kunne gøre sig gældende over for en hurtig modstander.
Vi behøver små divisioner, der er hurtige, råder over stor ild kraft og smidigt føjer sig ind i terrainet.
d. Forsyningstjenesten.
Problemet om, hvorledes vi skal få tilført forsyninger udefra — uden hvilke vi jo ikke kan klare os særligt længe — er et kapi tel for sig, men nøje kædet sammen med problemet om situationen i luften, hvorfor det skal nævnes i denne forbindelse, uden at det iøvrigt vil blive behandlet nærmere.
Hele Danmark må vel i en kommende krig betragtes som kampområde, hvorfor isoleringsforsøgene først og fremmest vil være rettet mod vore søværts forbindelser.
I et sådant kampområde vil jernbane- og søtransport næsten være udelukket, således at vi i forsyningstjenesten i høj grad må basere os på motortransporter.
Disse transporter kan reduceres meget ved, at vi i fredstid op lægger vore forsyninger hensigtsmæssigt og ved anlæg af rorled ninger.
Det er en erfaring fra II verdenskrig — og alle forhold tyder på, at disse erfaringer er fuldtgyldige idag — at enkeltkørende nor malt ikke angribes fra luften. Vi har allerede nu visse grene af for syningstjenesten, hvor efterfyldning af opbrugte beholdninger sker ved afsendelse af enkeltkoretøjer, f. eks. ammunitionstjenesten, og målet må være, at al rutinemæssig forsyningstjeneste finder sted på denne måde. Det kræver storre agtpågivenhed ved afhentnings stederne, så ophobning af køretøjer undgås. Med en velkoordineret stabstjeneste er problemet imidlertid absolut ikke uløseligt.
Vi må vænne os til, at vore forsyningsakser skal være så vel afmærkede, at motorvognsførerne dels kan køre hurtigere, specielt om natten, dels undgår at køre forkert. En af årsagerne til, at ko lonner klumper sammen, er bl. a., at motorvognsførerne er bange for at miste køretøjet foran af syne, så de ikke ved, hvilken vej de skal. Herved fremmes også de uheldige harmonikabevægelser, der vil blive større ved hurtig kørsel, hvis man ikke passer på. Hvis motorvognsføreren ved, at vejene er som en jernbanelinie — han kan ikke køre forkert — vil man kunne lade vognene køre med 1 km mellemrum og betydeligt hurtigere end nu.
Vi må vænne os til, når situationen berettiger det, at opla’gge beholdninger, der i krisesituationer gør os uafhængige af tilførte forsyninger.
Vi har meget store normalbeholdninger. Der er adskillige år sager hertil, bl. a. frygt for ikke i tide at kunne få tilført erstat ninger. Hvis vi kan nå til i kampområdet at kunne sikre en forholdsvis kontinuerlig strøm af forsyninger, kan vi nedskære vore normalbeholdninger og dermed fjerne en del af de mange køre tøjer, som i dag gør vore enheder tunge og usmidige.
Vi bør yderligere stræbe efter, at vor faglige tjeneste bliver forenklet. Får vi i fremtiden en mindre division, må dennes fag lige enheder samles under een hat i en faglig bataillon. Herved vil atter en reduktion af divisionens størrelse kunne opnås og en for enkling af tjenesten blive resultatet.
Ved en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og indøvelse kan for syningstjenesten indenfor landets grænser, altså i kampområdet Danmark, reduceres til et rutinespørgsmål, selv om vi er under legne i luften.
Når man ikke til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og ind øvelse af denne tjeneste, vil den til gengæld sikkert blive et af vore største problemer.
Med tanke på fremtiden bør man mærke sig et citat fra felt marskal Montgomery’s tale efter en øvelse i Tyskland i 1955:
„Air transport is the best means to get supplies to most places. It is the onlv wav to get supplies to some places and it is the fastest wav to get supplies to anv place“.
Der er ikke i denne fremstilling valgt eksempler f.eks. fra Finland, fordi det finske terrain er egenartet og ikke har meget tilfælles med det danske. Men iøvrigt bekræfter begivenhederne i Finland vore læresætninger.
Der er ej heller valgt eksempler fra Østfronten, fordi luftsitua- tionen her var stærkt påvirket af en anvendelse af de to parters flyvevåben, som vi næppe ser i dag (rent taktisk).
Der har ikke været gjort henvisninger til Korea, fordi eks emplerne herfra er særprægede omend nye.
Man finder dog i kinesernes taktik mange træk, der minder om tyskerne i Normandiet: Natangreb, infiltration, offensiv optræ den ned til det mindste led og en forsyningstjeneste, der trods ab solut amerikansk luftoverlegenhed virkede nogenlunde.
Der er næppe nogen enkeltfaktor, der har haft så stor indfly delse på den II verdenskrigs udfald, som situationen i luften, og der er formentlig ingen mere, som betvivler, at forholdene i luften også i fremtiden vil have meget afgørende indflydelse på mulig hederne for landmilitære operationer.
Det er derfor af den allerstørste betydning, at vor analyse af dette problem konstant tages op til revision i belysning af den nyeste taktisk-tekniske udvikling, således at vi ikke lader os lulle ind i en eller anden fast opfattelse, der måske viser sig at være katastrofalt forkert. Erfaringerne fra 1939—45 taler også på dette felt deres meget tydelige sprog.
Kilder:
Walther Gorlitz: Der Zweite W eltkrieg 1939— 45. Hans Speidel: Invasion 1944.
F. Hayn: Die Invasion.
Montgomery: Normandy to the Baltie.
Liddel Hart: The Rommel Papers. Staarr: From Salerno to the Alps. Historical Division: Anzio Beachhead. Churchill: II Verdenskrig.
Report by the Supreme Commander Mediterrainean.
Milton Shulman: Defeat in the West.
W. B. Smith: Eisenhower’s Six Great Decisions.
F. W. von Mellenthin: Panzer Batties 1939— 45.
Allg. Schw. Mil. Zeits: April 1945, Sep-Dec 1949 (Speidel), Sep 1952.
Kungl. Krigsvts. Ak. H. 1948, 1952, 1953. Military Review Oct. 1953.
