I det følgende er gengivet en artikel af Captain P liil. R. Garn, der fremkom i Tlie Infantry Scliool Quarterly for januar 1952. Artiklen må formodes at liave særlig interesse, da der herhjemme endnu ikke er fremkommet reglementariske bestemmelser for dysekanonens taktiske anvendelse. Det må dog samtidig pointeres, at den amerikanske kanondelings organisation adskiller sig væsentligt fra vor egen, og at amerikanernes taktiske anvendelse af kanonen ikke fuldstændigt kan overfores på danske forhold. T il orientering skal oplvses, at den amerikanske kanondeling, der indgår i det tunge kompagni, består af delingstrop og 2 sektioner. Delingstroppen beslår af delingsforer, næstkommanderende, motorfører, signalmand og ordonnans. Den råder over en jeep og er hl. a. udstyret med et 12,7 mm luftværnsgevær. Hver af de to sektioner består af sektionsforer og 9 mand, hvoraf den ene er motorforer. Sektionen råder over en % t lastvogn (Dodge) med påhængsvogn og er udstyret med 2 75 mm kanoner og 1 bazooka (89 mm raketstyr). Begge sektionens kanoner anvendes kun, hvis omstændighederne tillader det. Skal der f. eks. foretages fremrykning med mandskabsbæring af kanonerne, medtages kun den ene, medens den anden bliver kørt frem af motorføreren, så snart situationen gør det muligt. Dersom begge sektionens kanoner er i brug, virker skytterne som gruppeførere. Captain Garn, der var fører for kanondelingen i 23. infanteriregiments H kompagni I regimentet hører til 2. amerikanske infanteridivision), fortæ ller: „De rekylfri kanoner har bestået deres prøve i Korea og har dermed overbevist skeptikerne og har forvandlet tvivlerne til varme tilhængere.
Gang på gang har kanonerne vist deres berettigelse, når de under kamp har været anvendt på rette måde. 75 mm kanonen er et af de bedste støttevåben, fodfolket råder over, såvel under angreb som i forsvaret, og de lette kompagnier har hurtigt lært at sætte pris på dette ildkraftige præcisionsvåben. Ulemperne ved bagflammen og bagblæsten forekom forsvindende, efterhånden som vi udviklede metoder til anvendelse af kanonen. Da vi kom til Korea, blev vi første gang sat ind og kom i kamp ved Tongmyongwon, 12— 13 km nord for Taegu. Bataillonen forsvarede et højdedrag, og kanondelingen var blevet fordelt inden for området med den ene sektion på højre fløj og den anden på venstre. Begge sektioner indgik i de forresle lette kompagniers stillingsområder og var placeret således, at de to kanoner inden for liver af sektionerne gensidigt kunne understøtte hinanden. Denne første indsats skulle blive den eneste lejlighed i 8 måneder, hvor alle 4 kanoner blev anvendt samtidig. Når vi ellers ikke benyttede alle kanonerne, var det ikke, fordi vi ikke ønskede det, men fordi terrænforholdene og personelmangel tvang os dertil. Vi lærte således, at der fordredes 8 mand for at bære den enkelte kanon gennem koreansk terræn. Der var simpelthen ikke tilstrækkeligt mandskab i delingen til at transportere alle 4 kanoner foruden ammunitionen.
Vores første mål var sammenhobninger af fjendtlige soldater samt automatiske våben. En af kanonskytterne opdagede et fjendtligt maskingevær, der skod i ca. 1350 m afstand. Han skod og opnåede en træffer med sit andet skud. Da der ikke var andre mål at få øje på, lod han kanonen blive stående rettet ind på det første mål. Ca. 10 minutter senere observeredes et andet maskingevær, der var ved at gå i stilling det samme sted. De af soldaterne i nærheden af kanonen, der havde kikkert, kom til at overvære, hvorledes et fjendtligt maskingevær blev ødelagt ved første skud. Når vi ser på kanondelingens muligheder, må vi ikke indskrænke os til kun at betragte kanonerne. Der er andre våben i delingen : de personlige våben og i særdeleshed 12,7 mm maskingeværet. Den første nat, vi var i stilling, fik vi lejlighed til at bruge luftværnsmaskingeværet. E t fjendtligt maskingevær åbnede ild mod en af vores stillinger. I stedet for at skyde med kanonen og risikere, at dens bagflamme skulle røbe vores placering, støttede vi den almindelige skydning fra de forreste skyttehidler med ilden fra luftværnsgeværet. Denne indsats bragte fjenden til tavshed for resten af natten. Under vores første angreb blev kanonerne anvendt på en måde, der senere blev den gængse. De anbragtes i en ildstilling, hvorfra de kunne observere angrebsstyrkerne, med den opgave at skyde overskydning mod lønnende mål. Cheferne for de lette kompagnier kunne rekvirere skydninger, indtil ilden maskeredes af det angribende fodfolk, hvorefter kanonerne foretog stillingsskifte fremad. Fra 1.— 15. september 1950 deltog vores bataillon i forsvaret af Naktong-floden. I denne periode erfarede vi, at de bedste ildstillinger for kanonerne var bagved enhederne af de lette kompagnier og placeret noget højere. Dersom vi fra sådanne stillinger ikke var i stand til at beskyde et fjendtligt mål, bragte vi kanonerne noget frem, skød mod de pågældende mål og bar derefter kanonerne tilbage umiddelbart bag bakkekreten. I denne forsvarsstilling forårsagede kanonernes ild ofte, at fjenden åbnede ib l mod dem fra sine kampvognsjagere (SU-76) og 47 mm panserværnskanoner. V i mistede im idlertid ingen af kanonerne af denne grund. De skydninger, delingen udførte som led i ildplanen, omfattede direkte skydning mod mål på afstande mellem knap 400 m og ca. 1750 m. V i opnåede nøjagtig træfning på disse afstande. De nærmeste mål var som regel sammenhobet personel og automatiske våben, de fjernere mål oftest formodede observationsstader eller fjendtlige morterer, der blev overrasket, mens de var ved at gå i stilling. V i var — inden for de grænser, den effektive skudvidde dikterede — altid i stand til at tage fjendtlige mål under ild ved direkte skydning, før vores morterer eller artilleri kunne rette ind på målene. V i anvendte hyppigt 75 mm kanonerne til at udpege mål for flyvere ved hjælp af røggranater. Denne metode var særdeles effektiv på grund af dens store hurtighed og nøjagtighed. For at udføre dette måtte delingens SCR300radio være nettet ind i bataillonsnettet. V i var kun i enkelte tilfælde udsat for fjendtligt panser, men ved de lejligheder, hvor vi beskød kampvogne, blev vi klar over, at kanonen ikke besidder 89 mm bazookaens panserbrydningsevne. Kanonens rækkevidde og præcision tillod os im idlertid at åbne ild mod fjendtlige kampvogne på afstande ud over 13— 1400 m med temlig godt resultat, men vi foretrak flyvere eller artilleri mod kampvogne på de store afstande. Kanonen har — hvad der spiller en stor rolle under angreb — stor træfsikkerhed på afstande uden for de lettere våbens rækkevidde og desuden voldsom ildvirkning. Når den er rigtigt anbragt, vil den være i stand til at slå fjendtlige maskingeværer ud, før vores egne angrebselementer kommer inden for disses effektive skudvidde. Det var vores erfaring, at kanonerne til støtte for et angreb på tilsvarende måde som i forsvaret opnåede de bedste ildstillinger 2— 400 m bag det lette kompagni, der skulle støttes, og i en større højde. Den næstbedste løsning var at anbringe dem på flankerne af angrebskompagniet.
I begge tilfælde er man i stand til at observere angrebets fremadskriden og kan levere ild mod lønnende opdukkende mål. Man bør holde kanonerne borte fra de lette kompagniers stillinger. Dersom disse bliver beskudt, vil det i så fald ikke skade kanonerne, og dersom kanonerne bliver beskudt, vil det ikke direkte berøre de lette enheder. Skiftestillinger bor altid være forberedt. Når man vælger ildstillinger, må man betænke, at jo længere væk disse er fra koretojerne med ammunitionen, jo færre mål vil man være i stand til at beskyde. Ammunitionsforsyningen er en meget vigtig ting.
En god regel er: „Skyd kun mod det, du virkelig kan se!“ Man har ikke råd til at odsle med ammunitionen. A t bære en enkelt kanon og 8 granater gennem terrænet vil kræve hele delingen, dersom den skal bolde trit med angrebsstyrken --og dette gælder kun, dersom afstanden ikke er for stor. (Der er her tale om koreansk terræn). Det er vigtigt, at man holder animunitionsforsyningen i gang og stadig sørger for at sende ammunition frem. J nogle tilfælde tog det ikke mindre end 3 timer at få bragt yderligere 10 granater frem under et angreb.
Kanonen er i sig selv et meget præcist skydende våben, men evnen til at træffe et mål er afhængig af skyttens dygtighed til afstandsbedømmelse. Hvis han er god til det, vil ban være i stand til at skyde sig ind på målet med 2 skud, hvorefter ban vil kunne notere en træffer med første skud mod et hvilketsomhelst nyt mål indenfor samme målområde. For at kunne det er del im idlertid nødvendigt, at kanonen er verificeret.
Delingsføreren bør konstant have opmærksomheden henvendt på verifikationen. I den første periode af Naktong-forsvaret skød vi mange forbiere mod fine mål, fordi sigtemidlerne var blevet slået ud af verifikation, mens kanonerne blev båret i stilling. Vi indforte derfor snart som stående ordre, at der skulle verificeres efter hvert stillingsskifte, dersom situationen tillod det. En dygtig kanonbesætning er i stand til at foretage verifikationen på 5 minutter, og det lønner sig.
Den store ulempe ved at benytte kanonen til indirekte skydning er, dels dens ret ringe skudkadance, dels at der ikke medføres tilstrækkelig meget ammunition ved delingen til, at man kan vedligeholde en indirekte skydning ret længe. Skønt vi i vores deling ikke var tilhængere af at anvende indirekte skydning, benyttede en anden af regimentets batailloner alle sine 4 kanoner til forberedte skydninger, der udfyldte huller i spærreilden foran bataillonens stillinger, og ved denne bataillon var man ret tilfreds med kanonens præstationer. (The Infantry School, den amerikanske infanteriskole, mener, at kanonen kun under særlige omstændigheder bor anvendes til indirekte skydning).
Kanonen er ikke særlig velegnet til natskydning. Sigtemidlerne er vanskelige at bruge i mørke, og bagflammen giver et meget kraftigt lysglimt. Om natten optrådte delingens mandskab som geværmandskab og forstærkede på denne måde det nærmeste lette kompagnis stillinger, eller det gik i stilling i en kreds omkring kanonstillingen. V i anvendte ofte 12,7 mm maskingeværet om natten. Ved en lejlighed anvendte vi begge det tunge kompagnis luftværnsgeværer. V i fandt ud af, at en kombination af 89 mm bazookaen og luftværnsgeværet var en ideel sammensætning, når vi om natten skulle bevogte en vejspærring. Under normale forhold transporterede vi vores kanoner og feltaffutagen for 12,7 mm maskingeværet i køretøjerne, mens maskingeværret var anbragt i køretøjsaffutagen. Kanonen bør altid være anbragt på en sådan måde i vognen, at den ikke ligger og rasler rundt. Kikkertkonsollen og retterlejet bliver meget let slået ud af deres stilling ved stød.
Ammunitionen bør pakkes med alle tre typer i hver af påhængsvognene og bor være anbragt således, at man nemt kan komme til hver ammunitionstype. Vi opdagede, at ammunitionen var meget nemmere at pakke, når den var taget ud af trækasserne. Man bør medføre 8 ammunitionsbæreanordninger (til 2 granater). E n enkelt mand kan kun bære 2 granater over en længere afstand. Man bør ikke lade mandskabet medføre unyttigt udstyr på køretøjet eller påhængsvognen. Det vil forhindre en hurtig klargøring af kanoner og ammunition. Kanonen fungerer fortrinligt under alle vejrforhold. Varme, kulde, regn og sne bar kun lille indflydelse på den. Den alm indeligste funktioneringsfejl, vi mødte, var grater på granatens føringsbælte. Hvis graterne ikke blev fjernet, var det vanskeligt at lade kanonen. En af forsynerne i hver sektion burde va>re udstyret med en lille fil til at fjerne grater med. I frostvejr skal alle bevægelige dele holdes tørre. Kanonen virker udmærket i frost. I januar 1951 skod vi ved temperaturer på minus 32 0 celcius. I en sådan kulde vil det første skud falde noget for kort, men når kammeret er blevet varmet op, v il de næste patroner virke normalt.
Alt mandskab i delingen bør uddannes til ikke alene at kunne skyde med kanonen, men også med 89 mm bazookaen, luftværnsmaskingeværet og med let og tungt maskingevær. Jo flere våben mandskabet kan betjene effektivt, jo nyttigere er de for bataillonen. Ligeledes bør så mange som muligt uddannes som motorførere. Enhver bør endvidere kunne udlægge og reparere en telefonledning, og mindst halvdelen af delingen bør kunne betjene SCR300radioen. I Korea benyttede vi telefon i højere grad end radio. Sektionen bør være hægtet ind på nettet bos det lette kompagni, den skal støtte, samt på det tunge kompagnis, net, når det overhovedet er muligt. Forbindelser kan man aldrig få nok af. L in ierne bør doubleres, når man overhovedet har tid. Skyttens dygtighed til at bedømme afstande er overordentlig vigtig. Han må højst anvende tre skud for at opnå en fuldtræffer. Når kanonen skal bringes frem i en ny stilling, bør man tage skytten med i forvejen og sikre sig, at han virkelig opfatter det rigtige mål. Han bør blive fremme, indtil kanonen er båret frem. Herved undgår man forsinkelser, før det første skud kan afgives, og skytten får mere tid til afstandsbedømmelsen.“
K. F.
