Den stærke Udvikling af alle Angrebs- og Forsvars midler har medført en høj Grad af Usikkerhed i An skuelserne om Fremgangsmaaden ved Angreb og Forsvar af Fæstninger; det maa være den endnu manglende Krigserfaring forbeholdt at fæstne Anskuelserne; men det er sandsynligt, at en Række Fæstningskampe maa have fundet Sted, forinden en saa tilstrækkelig Erfaring kan være indvunden, at man paa Grundlag deraf kan give almindelige Regler for den Fremgangsmaade, som ikke blot Angriberen, men ogsaa Forsvareren med Fordel kan følge. Da det imidlertid særlig for Forsvarerens Ved kommende er af stor Interesse al kunne træffe For beredelser i Tide, for at sikre sig imod de altfor farlige Overraskelser, som Krigen kunde berede ham, ville teo retiske Undersøgelser af Spørgsmaalet altid have deres Betydning.
En saadan Undersøgelse kan formentlig kun fore tages paa den Maade, at man sammenholder de fore liggende Krigserfaringer paa Fæstningskrigens Omraade med de virkelige Kendsgærninger, som Vaabenteknikens Udvikling har medført og paa Grundlag deraf søger at danne sig en begrundet Mening.
For Resultaterne af en saadan Undersøgelse vil der blive gjort Rede i det Følgende; men Undersøgelsen er. for ikke at blive for vidtløftig, bleven begrænset til kun at omfatte Hovedpunkterne i Fæstningsforsvaret, og sær lig er det Spørgsmaalet om Forsvarets Førelse i Begyndelsen af en Belejring, indtil Angrebsartilleriet har faaet Overtaget, som er søgt opklaret.
Hvad først Krigserfaringerne angaar. som dog ikke gaa længere end til 1877, maa det vel i Almindelighed erkendes, at saaledes som Forholdene have udviklet sig siden de riflede Skydevaabens Indførelse og indtil nævnte Aar, kan Angrebet ikke siges at have vundet Termin: hvorvidt den Overlegenhed, som det regelrmessige Angreb utvivlsomt havde erobret i de glalløbede Vaabens Tid, er bleven bevaret, er vel endogsaa tvivlsomt. Overlegen heden skyldtes saavel Fæstningskonstruktionen som for nemmelig Brugen af Forsvarsmidlerne: Forsvaret var navnlig ofte for passivt, og der udvistes hyppigt for stor Økonomi med Anvendelsen af Ammunitionen. De mange Eksempler paa et godt og kraftigt Fæstningsforsvar ogsaa i de glatløbede Vaabens Tid, have noksom bevist, at »aar Fæstningskommandanten var en energisk Mand, som var fast bestemt paa at forsvare sig til det ydersle, og som ikke blot forstod at meddele sin bestemte Yillie til sine Hjælpere, men ogsaa at anvende de forskellige Vaabenarter paa bedste Maade saavel til en kraftig Fjernkamp som Nærkamp, var Fæstningens mangelfulde Konstruktion og Besætningens Ufuldkommenheder end ogsaa Momenter af underordnet Betydning.
Den store Nytte ved et offensivt Forsvar af Fæst ningens nærmeste Forterrain i Forbindelse med en stærk og betimelig Anvendelse af saavel Artilleri- som Gevær ild, er paavist saa godt som i alle Tilfælde af et kraftigt Fæstningsforsvar; Forsvaret af Sebastopol 1854—55 er i saa Henseende det mest storslaaede Eksempel. Denne Belejring kan studeres med Nytte i sine Detailler af Enhver, som ønsker at vide, hvorledes et godt Fæstnings forsvar skal føres; men de særlige Forhold, hvorunder Belejringen fandt Sted, navnlig Forsvarerens Adgang til bestandig at trække Forstærkninger og Forsyninger til sig, samt de store Ressourcer af Skyts og Ammunition m. m., som fandtes i Byen, gøre det ganske vist nød vendigt at anvende Kritik, nnar man vil overføre Er faringerne fra Sebastopol paa Forsvaret af andre Fæst ninger, hvor Forholdene ere forskellige. Var det saaledes allerede muligt for Forsvaret i de glatløbede Vaabens Tid i det mindste lejlighedsvis at vise Angriberens Overlegenhed tilbage, maatte man vente, at dette saameget lettere maatte kunne gøres ved Hjælp af de riflede Skydevaaben, og Belforts Belejring.
1870 viser ogsaa, at en Fæstningskommandant, som havde forstaaet at drage rigtige Slutninger med Hensyn til de Forandringer, som Fæstningsforsvaret maatte undergaa paa Grund af de forbedrede Skydevaaben, kunde præ stere et smukt og godt Forsvar med meget ufuldkomne Kampmidler, navnlig ved at drage Forterrainet, saalangt som det beherskedes af Fæstningens Kanoner, ind under F orsvaret. Kampene ved Plevna i 1877 ere maaske det mest slaaende Bevis paa de Fordele, som Forsvaret havde opnaaet overfor Angrebet blot ved Indførelsen af de forbedrede Haandvaaben, idet man der har set en Hær paa ca. 33,000 Mand med kun Feltkanoner med Held forsvare en feltforskanset Stilling, hvis Frontlængde var 25—26 Km., imod en Angrebshær paa 100,000 Mand med over 400 Kanoner, ja endogsaa tvinge Angriberen til at blokere Stillingen for at udhungre Forsvareren. Der kan af disse Krigserfaringer udledes gunstige Slutninger med Hensyn til det Resultat, som en energisk Forsvarer kan opnaa, naar han staar i en permanent befæstet og med et kraftigt Artilleri bestykket Stilling overfor en endogsaa meget overlegen Angriber.
Siden 1877 har imidlertid ingen ny Fæstningskamp fundet Sted, og netop i de sidste 19 Aar er Udviklingen af alle Skydevaaben, saa vel som af Dækningsmidlerne imod Udvirkningen, gaaet frem paa en saadan Maade, at Forholdene ere bievne væsentlig forandrede: Skytset er med samme Kaliber blevet kraftigere, det udskyder sværere Projektiler paa større Afstande og med større Præcision end tidligere. Projektilernes Sprængvirkning er bleven betydelig forøget ved Indførelsen af større og brisante Sprænglad ninger og forbedrede Granatkardæsker; livad særlig de svære Granaters Sprængvirkning angaar. bemærkes, at Sprængladningerne i de sværeste Projektiler nu ere 5—6 Gange saa store som tidligere, og da Sprængkraften af de brisante Sprængstoffer er omtrent 3 Gange større end Krudtets, er Virkningen af det enkelte Projektils Spræng ning 15—18 Gange større end tidligere, hvorhos de riflede Morterer, som udskyde dem, sætte 6— 7 Gange saa mange Træffere i det samme Maal, som tidligere de sværeste glatløbedo Morterer, og tilmed paa den dobbelte Afstand.
Virkningen af samme Antal Projektiler kan derfor paa en vis Maade siges at være bleven over 100 Gange større end i de glatløbede Morterers Tid. Anvendelse af indirekte Skydning er udviklet. Skydningens Hurtighed er forøget ved Indførelsen af Kevolverkanoner og hurtigskydende Kanoner. Dertil kommer Indførelsen af det røgsvage Krudt og for Haand- vaabnenes Vedkommende Indførelsen af Repetitions geværet med lille Kaliber.
Som Hjælpemidler ved Vaabnenes Anvendelse haves Luftballoner, elektriske Lysprojekteurer, Telefoner og Tele grafer, transportabelt Jernbanemateriel. Af nye Dækningsmidler for Skylset haves særlig Panserkonstruktioner, hvis Anvendelse i Fæstningsvær kerne er bleven ret almindelig. Konstruktionen af Forterne er ganske forandret, den aabne Voldgang er fjernet, Overdækningen af bombesikre Hulrum er bleven betydelig forstærket. Overfor Betydningen af alle disse Forandringer, som ikke endnu ere bievne prøvede i Krig-, staar man med Pætte tvivlende; tre almindelige Slutninger har man dog med Sikkerhed kunnet drage af Artilleriets Udvik ing:
1., henset til den store Sprængvirkning i For bindelse med den store Nøjagtighed i Skydningen, at alle Maal i en Fæstning, som, uden at være tilstrække lig dækkede, udsættes for Beskydning, ville blive hur tigere ødelagte end tidligere;
2., henset tillige til den store Skudafstand, 9000m 10000m for 12omog 15cm 1. K., at A n griberen overfor en energisk Forsvarer vil faa betydelig større Vanskeligheder end tidligere ved at etablere sig og foretage sine første Angrebsarbejder, og endelig 'S.. at Artillerikampen, naar den først begynder, maa blive meget hæftig, og at dens Udfald vil være af mere af gørende Betydning end tidligere. Heraf kan igen udledes Vink med Hensyn til For svaret i 2 Retninger:
1. at Forsvareren med alle til Raadighed staaende Midler skal søge saa længe som muligt at forhindre Angriberen i at etablere sin afgørende Artilleristilling
2. at, naar dette ikke desto mindre er lykkedes Angribe ren, skal Forsvareren tvinge ham til at sprede sin Ild. For i øvrigt at kunne angive, hvorledes Forsvaret skal gennemføres i Praksis, er det nødvendigt først at gennemgaa den Fremgangsmaade, som det antages, at Angriberen vil forsøge at følge, og som er angivet tem melig nøje i v. Leithners bekendte Værk: „Die be standige Befestigung und der Festungskrieg“. Det moderne Angreb, efter v. Leithner. Fæstningen indesluttes saa tæt som muligt.
Indeslutningslinien befæstes.
Tiden, indtil den svære Belejringspark ankommer, anvendes til indgaaende Rekognosceringer og til Erobring af Forterrainet, for at kunne bestemme Angrebsfrontens Beliggenhed, samt til uophørlig Forstyrren af Forsvarernes Forstærknings- og Armeringsarbejder.
Den mobile Belejringspark spiller en Hovedrolle i denne Periode, saavel til Beskydning af Fæstningsvær kerne for at forstyrre Armeringsarbejderne, som ved Kampen om Forterrainet og ved demonstrativ Optræden for at skuffe Forsvareren med Hensyn til den tilsigtede Angrebsretning, idet Projektilerne let af ham antages for at hidrøre fra Skytset i den svære Belejringspark. Ved Valget af Angrebsfronten tages der særlig Hen syn til, at Artilleriangrebet skal komme overraskende, heraf følger, at Forberedelserne til Indretning af Parkerne og den afgørende Artilleristilling man kunne skjules, og af denne Grund vil man fortrinsvis vælge et couperet og uoverskueligt Terrain til Gennemførelse af Angrebet, forudsat at Terrainet er af en saadan Beskaffenhed, at de fornødne Feltjernbaner kunne anlægges uden for stor Vanskelighed.
Naar Angrebsfronten er valgt, og man, efter anstil lede Rekognosceringer, er kommen til foreløbig Klarhed om Beliggenheden af den afgørende Artilleristilling, be stemmes Parkpladsernes Beliggenhed saaledes, at de baade kunne faa let Forbindelse fremad med Artilleri stillingen og bagud med Ankomststationerne for Skytset.
Hovedparken deles i flere Dele, svarende til Artille ristillingens forskellige Afsnit, derved opnaas, at de mindre Parker lettere skjules for Forsvareren og kunne faa bekvemmere Forbindelser med Artilleristillingen. De fornødne Feltjernbaner fra Parkerne til Ankomst stationerne anlægges. Naar Belejringsmateriellet er ankommet, erobres Terrainet for den afgørende Artilleristilling, som dækkes ved at Indeslutningslinien skydes behørig frem og ved Feltforskansninger indrettes til en Fægtningsstilling 1500 —2000M fra Fæstningsværkerne.
Samtidig skrider man til Anlæg af Batterierne og de fornødne Feltjernbaner derfra til Parkpladserne. Batterierne maa bygges og ar meres i Skjul af Tcrrainet eller af dertil anlagte Masker; kun de Batterier og Kommunikationslinier, som ifølge deres Beliggenhed ikke kunne skjules, bygges i den sidste Xat.
I den afgørende Artilleristilling, som bør ligge 2000 — 3000“ fra Fæstningsværkerne, monteres straks kun Skytset fra den svære Belejringspark, idet de mobile Belejringsbatterier paa dette Tidspunkt anvendes i andre Stillinger, for at skuffe Modstanderen og trække hans Kræfter bort fra den egentlige Angrebsfront; men saa- snart Ilden fra Hovedstillingen aabnes, og Angrebets Retning altsaa ikke længere kan skjules, benyttes de mobile Batterier til Forstærkning af denne Stilling. Saasnart Angrebsartilleriets Virkning gør sig gæl dende, paabegyndes Infanteriangrebet og skydes efter- haanden nærmere til Værkerne.
De hertil fornødne Anlæg indskrænkes til smalle Dækningsgrave med sikrede Tilgange. Dækningsgravene, eller som de benævnes Infanteri- stillinger, anlægges i det Hele taget parallelt med den fjendtlige Front paa saadanne Terrainstrækninger, hvor fra der haves god Udvirkning imod Fæstningsværkerne og Forsvarernes Kommunikationer.
Deres Antal, Ud strækning og Afstand fra Værkerne vil komme til at af hænge af Terrainet, Angrebsfrontens Længde og af den fjendtlige Modstands Styrke. Anlæget af sikrede Forbindelsesgange bagud er kun nødvendigt der, hvor Terrainet ikke giver fornøden Dæk ning, men ogsaa i det Tilfælde vil man som oftest ind skrænke sig til kun at opnaa Skjul. Hvor det er gørligt uden Vanskeligheder, vil man bestræbe sig for at dække disse Forbindelsesgange imod Enfilering, i fornødent Fald ved at bryde dem i Zigzagger, men da de, om de ere synlige, kunne beskydes ikke blot om Dagen, men ogsaa om Natten ved dertil indstillet Skyts, vil det være for- delagtigst tillige at udstikke Kolonneveje i Terrainet, ad hvilke Færdselen vil kunne ske om Natten, sandsyn ligvis med mindre Fare, end ad de af Forsvareren kendte Forbindelsesgange.
Saavel Infanteristillingerne som Forbindelsesgangene bygges om Natten ved Hjælp af den flygtige Sape; men, da man som Piegel ikke vil behøve at anvende Løbe gravene til Transport af Skytset, der forbliver staaende i Artilleristillingen, kan Tværsnittet af Løbegravene være ganske smalt og derfor hurtigt gøres færdigt; Infanteri angrebet kan derfor avancere hurtigt. Den til enhver Tid forreste Infanteristilling benyttes som Forpoststilling, i hvilket Øjemed den paa passende Steder forsynes med Skærmtage imod Granatkardæsker. Saalænge Forsvarerens Artilleriild ikke er stærkt svækket, undgaar Angriberen at holde Infanteristillingerne besatte til Stadighed, lam af og til besættes de af Infanteriafdelinger, som skulle beskyde Forsvarernes Stilling.
Jo mere Forsvarerens Artilleriild svækkes, desto mere kan Angriberen gøre Brug af Geværilden. Saavel i den foran Artilleristillingen liggende første Beskyttelses position, som ogsaa i eller imellem de mere fremskudte Infanteristillinger, kan der forefindes gunstige Punkter til Opstilling af Feltskyts eller mobile Belejringskanoner, for hvilke der da maa foretages Batterianlæg; hvor det gæl der om at bekæmpe Panserkonstruktioner, kan det endogsaa blive nødvendigt at bringe svært Skyts frem ind til 1000m fra Værkerne, for at kunne beskyde dem di rekte.
I alle disse Tilfælde søges Skytset bragt frem over aaben Mark. Den Infanteristilling, fra hvilken Stormkolonnerne skulle rykke frem, benævnes Stormstilling; dens Afstand fra Angrebspunkterne skal være saa lille som mulig; men for ikke at hindre Anvendelsen af de brisante Gra nater og af Granatkardæskilden, der bør kunne ved vare saa længe som muligt, antages Afstanden ikke at kunne være mindre end 200m, idet de Batterier, der af give Ilden, antages at ligge paa 2000mAfstand.
Stormstillingens Tværsnit maa være saa stort, at der er Plads til Stormkolonnerne, dens Tilvejebringelse vil derfor kræve længere Tid end de øvrige Infanteristil linger. Forinden Stormen udføres, maa de Hindringer, som kunne standse Stormkolonnerne, ryddes af Vejen; det besørges af Ingeniørerne, for saa vidt Artilleriilden ikke har kunnet udføre det. Eventuelle Mineanlæg paa Glaciset tages der ikke Hensyn til, da Minesprængninger ikke formenes at kunne standse et energisk ført Stormangreb. Hvorledes i øvrigt Stormangrebet skal føres, er det unyttigt at gaa ind paa ved denne Lejlighed.
Hovedforskellen imellem den her beskrevne Fremgangsmaade og den tidligere almindelige Fremgangs- rnaade for det regelmæssige Angreb er at søge i Angrebsartilleriets Opstilling og Anvendelse i en eneste Ar tilleristilling og i den lettere Konstruktion og derfor hurtigere Udførelse af Approcher og Paralleler. v. Leithner bemærker, at et mere skridtvis ført An greb efter de gamle Regler næppe er muligt overfor de moderne Ildvaaben og i hvert Fald vil tage saa lang Tid, at hele Felttoget sandsynligvis vilde være ført til Ende forinden Belejringens Afslutning.
Det er derfor nødvendigt at føre Belejringen hurtigt.
Forudsætningen for, at det skitserede Angreb kan gennemføres, er, at Angriberens Artillerivirkning fra den først indtagne Hovedstilling er tilstrækkelig til grundigt at nedkæmpe Forsvarerens Artilleri og til ved en uaf brudt Hagel af Granatkardæsker og Sprængstykker at svække Besætningens Aarvaagenhed og Energi i en saadan Grad, at et ordnet Forsvar overhovedet ikke kan føres.
Imod denne Forudsætning og i det Hele taget imod Angrebsmaaden kan der rejses Indvendinger. Hvorvidt saaledes Angrebsartilleriets Virkning vil blive saa stor som forudsat, er tvivlsomt, henset til, at Forsvarsartil leriet ogsaa kan kæmpe fra skjulte Batterier og tilmed kan have noget af sit Kampskyts dækket ved svært Panser, hvilket Angriberen, som kun kan benytte mobile Panserkonstruktioner, ikke kan have.
Ligeledes er det tvivlsomt, om Infanteriangrebet kan føres saa hurtigt frem som forudsat; thi selv om Paral- lelernes og Approchernes Tværsnit gøres mindre, saa maa deres Udstrækning være større end tidligere, dertil kommer Nødvendigheden af at forsyne Parallelerne med Skærmtage for at dække Besætningen imod Forsvarerens Granatkardæsker og vertikale Ild; alt dette kræver Anvendelsen af en stor Arbejdsstyrke paa én Gang for at kunne udføres hurtigt, og naar Forsvarerne anvende elektrisk Belysning af Forterrainet og ikke spare paa Artilleri- og Geværild, er det sandsynligt, at de kunne bibringe Angriberen betydelige Tab og derved forsinke hans Fremrykning.
Det er sandsynligt, at Vanskelighederne ved Bort rydning af den stormfri Hindring foran Værkerne under vurderes, og at Betydningen af Mineforsvaret vil være større end forudsat. Den fulde Rigtighed af Forudsætningen kan aitsaa omtvistes; men, saafremt det lykkes Angriberen at faa sit overlegne svære Artilleri etableret overraskende og hurtigt paa virksom Skuddistance fra Fæstningen, og han ved Ballonobservationer opdager Forsvarerens skjulte Batterier, kan det paa den anden Side, henset til den manglende Krigserfaring og til den utvivlsom store Virk ning af Brisantgranater og hurtigskydende Skyts, ikke nægtes, at Muligheden er for, at det kan gaa som forudsat, og Spørgsmaalet bliver derfor: Hvorledes skal Forsvaret føres?
Det er ubestrideligt, at* indtil Angriberens Artilleri stilling er etableret, kan Forsvareren være ham overlegen i artilleristisk Virkning. Denne Overlegenhed maa sikres og bevares saalamge som muligt. Det gælder altsaa om paa enhver Maade at forsinke Belejringsskytsets Anvendelse. Spærring og Afbrydning af de Jernbaner og Veje, som føre til Fæstningen, maa derfor forberedes og udføres, nuar Forsvareren ikke selv længere har Brug for dem; men dette er et tvivlsomt og tveægget Middel, da Forsvareren gjerne selv skal kunne benytte dem til sidste Øjeblik; derimod kunne Fæstningens Kanoner anvendes i rette Tid til at bekaste dels de Veje, ad hvilke Belejringsskytset maa bringes frem, og dels de farligste Punkter i det Termin, hvor Artilleristillingen skal etableres. Men for at Forsvareren kan gøre dette, maa han i Tide være kommen paa det Rene med hvilken Side af Fæstningen, der kan ventes angreben.
Ved Overvejelser og Undersøgelser, som der ingen Grund er til at opsætte, til Fæstningen er truet, men som tværtimod bedst anstilles i Fredstid, kan Forsvareren danne sig en vel begrundet Mening om hvilke Sider af Fæstningen, der ere udsatte for Angreb, og paa hvilken af disse den sandsynligste Angrebsfront findes.
Det vil, som alt bemærket, være den, hvor under i øvrigt lige Vilkaar med Hensyn til de Fordele, som opnaas ved Angrebets Gennemførelse, Forterrainet er mest uoverskue ligt og kouperet, uden dog at være særligt vanskeligt at passere. Imod de angribelige Sider af Fæstningen og særlig imod den sandsynligste Angrebsfront maa Forsvareren udarbejde de Angrebsplaner, som han kan tænke sig, at Fjenden eventuelt vil følge. Disse Planer ville angive de Steder, paa de for Artillerikampen brugelige Afstande, der paa Grund af Terrainets Form eller de derværende Terraingenstande egne sig særligt til skjulte Batterian læg for Angriberen; disse Steder og de Kommunikations linier, der føre til disse Sider af Fæstningen, maa kunne beskydes eller bekastes fra mange Punkter paa Fæstningsværkerne eller indenfor disse, og paa disse Punkter raaa der i Tide være foretaget Batterianlæg, saaledes at der straks ved Fæstningens Indeslutning paa og bag en hver Fæstningsfront, som kan angribes, findes en stor Del af de Batterier, som eventuelt behøves for at be kæmpe Angrebsartilleriet.
De af disse Batterier, som henhøre til Sikkerheds armeringen, maa med alt Tilbehør være til Stede i Fredstid og hurtigt kunne armeres, og Sikkerhedsarme ringen bør være gjort saa stærk, og saadanne Forbere delser til dens hurtige Forstærkning maa være trufne, at der er Sandsynlighed for, at den paa enhver af Fæst ningens angribelige Sider kan være eller hurtig kan blive Angriberens mobile Belejringspark overlegen.
Det vil i saa Fald kun være nødvendigt i Fredstid endvidere at opføre bekvemt beliggende bombesikre Krudtmagasiner, hvorfra de øvrige endnu ikke anlagte Batteriers Haand magasiner kunne forsynes, samt, for saa vidt Terrainet, hvorpaa Batterierne skulle ligge, haves til Raadighed, at udføre Beplantningsarbejder, som kunne tjene til at skjule Batterianlægene. Selve Jordarbejdet ved Batteriernes Opførelse og Briskelægningen kan derimod opsættes til den fortifika- toriske Armeringsperiode, og Monteringen af Skytset bør opsættes, til man har om ikke Vished, saa dog grundet Formodning om, at det vil blive brugt.
Forsvareren maa derfor være i Stand til i Tide at skaffe sig den i saa Henseende fornødne Underretning, og hertil ville Ballonobservationer være nyttige. Da nemlig Angriberens Forberedelser til Artilleri stillingens Etablering nødvendiggør Oprettelsen af Artilleri- og Ingeniørparker og Anlæg af Veje og Feltjernbaner, Arbejder, der ville tage længere Tid og vanskelig kunne skjules for Ballonobservateurer, maa Forsvareren, hvis han raader over saadanne, kunne forskaffe sig en Del nyttige Oplysninger i god Tid, med mindre Terrainet, hvori Forberedelserne træffes, er stærkt bevokset og uoverskueligt; men selv i saa Fald vil Observationen af det aabne Terrain, hvori ingen Forberedelser træffes, kunne skaffe Forsvareren en indirekte Underretning om, fra hvilken Side Angrebet sandsynligvis vil komme. Derfor hører en vel udrustet Ballonpark med et øvet Betjeningspersonale nødvendigvis med til enhver Fæstnings Forsvar.
De Afstande, hvorpaa Ballonobservationer kunne an vendes, afhænge imidlertid meget af Vejrets Sigtbarhed: det gælder selvfølgelig om at kunne opdage Angriberens Forberedelser saa tidligt som muligt, og da disse ville blive paabegyndte udenfor Skuddistance fra Fæstningen, altsaa paa over 10,000mAfstand, er det klart, at det vil være en stor Fordel og maaske endog nødven digt at kunne lade Ballonopstigningerne foregaa 2000 —3000m foran Fæstningen; men dette vil kun være muligt, saalænge Forsvareren fastholder Forterrainet.
Da nu tilmed Ballonobservationer ikke kunne benyttes om Natten eller i daarligt Vejr, ejheller i nogen høj Grad i uoverskueligt Terrain, er det klart, at Ballonobservationer alene ikke ville være tilstrækkelige. De nøjagtige og afgørende Oplysninger om Angriberens Bevægelser og Foretagender maa Forsva reren derfor skaffe sig ved Hjælp af sit Fod folk, og navnlig ved Hjælp af det Fodfolk, som ud fører Sikringstjenesten foran Fæstningen, idet det maa benyttes til at fastholde det Terrain, som Angriberen behøver til Etablering af sin afgørende Artilleristilling. Til nærmere Begrundelse heraf vil det være rigtigt i al Korthed at gøre Rede for Sikringstjenestens Formaal og Udførelse ved Forsvaret af en Fæstning. Sikringstjenesten omfatter dels den indre Bevogtning af selve Fæstningsværkerne, der udføres af Værkernes Sikkerhedsbesætning, dels den ydre Bevogtning af Terrainet foran Fæstningen, der udføres af særlig dertil bestemte Tropper. Det Terrain, hvori denne sidste Tjeneste foregaar, vil efter Fæstningens Indeslutning hurtig blive begrænd- set til det, som ligger indenfor virksom Skudvidde fra Fæstningens Kanoner, og i det Folgende omhandles kun Sikringstjenesten i dette Terrain.
Formaalet for Sikringstjenesten man forment lig være, for det Første, at sikre Fæstningen imod Overrumpling, for det Andet at forebygge, at Angri beren uden Forsvarerens Vidende, og uden at han faar Lejlighed til at gøre Modstand, pludselig kan sætte sig fast i Forterrainet saa nær ved Fæstningen, at dennes Forsvar vanskeliggøres; at forhindre en „overrumplende“ Besættelse af det Terrain, som Angriberen behøver til sin afgørende Artilleristilling, hører følgelig herunder. Med Hensyn til den Troppestyrke, som kan anven des til Sikringstjenesten i det Hele taget, bemærkes, at det kun sjældent vil være Tilfældet, at Fæstningens Fod folksstyrko er saa rigelig, at den kan bestride den dag lige Tjeneste med Lethed: ethvert Krav udenfor det strængt nødvendige maa derfor undgaas; da nu Sikrings tjenesten er særlig anstrængende, og Tropperne derfor hyppigt maa afløses, er det klart, at jo liere Tropper der daglig maa anvendes dertil, desto større maa Besætningen i det Hele taget være: men paa den anden Side er denne Tjeneste saa vigtig, at den Troppestyrke, som virkelig er nødvendig dertil, ogsaa maa kunne an vendes; det er i Virkeligheden en uafviselig Betingelse for, at Fæstningen kan forsvares.
Den nødvendige Troppestyrke til Sikrings- tjenesten i Forterrainet kan udledes af de for Tjenesten i Felten almindelig gældende Hegler. Ifølge disse bestaa Sikringstropperno af Hovedposter, Pikelter og Feltvagter; men ved en Fæstning ville Hovedposterne i Reglen kunne undværes, idet Fæstningsartilleriet kan overtage deres Rolle; tilbage bliver altsaa Piketter og Feltvagter.
I almindeligt ubefæstet Terrain kan et Piket, bestaaende af et Kompagni Fodfolk, med sine Feltvagter og Poster overspænde og bevogte en Strækning paa 1600—2000 Skridt; men gunstige Terrainforhold og navnlig Tilstede værelsen af naturlige eller kunstige Flindringsbælter, som ofte ville findes ved Fæstningsanlæg, kunne bevirke, at man kan lade sig nøje med en noget mindre Troppe styrke, formentlig i Gennemsnit 1 Kompagni Fodfolk for hver 2000m af Fæstningens Omkreds.
Denne Troppe styrke vilde blot ved at have sine Vagter og Poster ud stillede foran Fæstningen overalt, hvor Terrainet var tilgængeligt, og ved at udvise stræng Aarvaagenhed kunne sikre imod Overrumpling; thi til Opnaaelsen heraf vilde kun behøves, at Sikringstropperne, naar Angriberen trængte paa med Overmagt, vege fægtende tilbage og allarmerede Besætningerne paa de truede Værker saa betids, at de kunde indtage Forsvarstillingen. Dersom Sikringstjenesten altsaa kunde indskrænkes hertil, vilde man kunne lade sig nøje med lette Feltforskansninger lil Støtte for Forposterne; men, for at kunne løse den anden Del af Opgaven, maa disse Tropper kunne holde sig i det truede Terrain i det mindste saa længe, at der bliver Tid til at sende Understøttelse frem fra Fæstningen ; thi er Terrainet først tabt, erobres det vanske ligt tilbage.
Den anførte Troppestyrke er imidlertid altfor svag til uden særlig Støtte at kunne optage en staaende Kamp imod en overlegen Angriber, og dersom Forsvareren ikke paa de angribelige Sider af Fæstningen er i Stand til at anvende en betydelig større Troppestyrke til Sikrings tjenesten, hvilket formodentlig i de fleste Tilfælde vil være ugørligt, har han kun Valget imellem enten at opgive den heromhandlede meget vigtige Del af denne Tjeneste, eller at støtte Sikringstropperne ved modstands dygtige Befæstninger.
Disse Befæstninger maa danne en stærkt forskanset Forpoststilling paa alle angribe lige Sider af Fæstningen, og de maa være an lagte saaledes, at de kunne støttes stærkt af Artilleriilden fra de bagved liggende Fæstningsværker.
Naar Forsvareren har indrettet sig derpaa, nødsages Angriberen til paa sin Side at gøre alvorlige Kraft- anstrængelser for at erobre Terrainet; han kan paa Grund af Fæstningens Artilleriild ikke naa sit Øje med alene ved Hjælp af Fodfolk og Feltartilleri, men maa tillige anvende sin mobile Belejringspark, og saafremt Hovedværkerne i Forpoststillingen kunne modstaa Beskydning med Belejringskanoner og have deres Tilgange godt beskudte fra Fæstningsartilleriet, vil Angriberen muligvis blive nødsaget til at gribe til Sapeangrebet for at bemægtige sig dem, thi han vil ikke kunne bringe Fæstningsartilleriet til Taushed, naar Sikkerhedsarmeringen, som forudsat, er den mobile Belejringspark overlegen.
Skulde han forsøge en Artilleri kamp.vil han sandsynligvis komme til at ligge under, ogsaa fordi Fæstningsartilleriet kan kende Afstandene bedre og har mere lokal Kendskab. Men, naar Angriberen ikke uden en alvorlig Kraftanstrængelse, til hvis Udførelse maaske endog behøves el Sapeangreb, kan erobre Terrainet for den afgørende Artilleristilling, er det lidet sandsynligt, al han desuden vil kunne foretage et Skinangreb foran en anden Side af Fæstningen af den Natur, at det kan skuffe Forsva reren: thi, hvis det udføres forinden Hovedangrebet paa Forterrainet, maa han alligevel bagefter erobre Forterrainet foran den virkelige Angrebsfront, og Forsvareren vil altsaa faa Tid til at forandre de Dispositioner, han maatte have truffet for at imødegaa Skinangrebet i den Tro, at det var det virkelige, og hvis han samtidigt vil erobre Forterrainet foran to Sider af Fæstningen, maa han tage en Del af den svære Belejringspark til Hjælp og maa altsaa afvente dens Ankomst, samt give det indledende Angreb et Omfang, der er ensbetydende med, at han maa etablere en første indledende Artilleristilling af større Udstrækning end nødvendig for Hovedangrebets Skyld og paa større Afstand end 2000—3000m, fra hvil ken han altsaa ikke vil kunne nedkæmpe Forsvarsartilleriet men vel vil kunne give sit Fodfolk en saadan Støtte, at det i hvert Fald ved Hjælp af et Sapeangreb kan bemægtige sig Terrainet til den afgørende Artilleri stilling.
Under denne indledende Kamp maa Forsvareren, hvis han haardnakket fastholder Forterrainet, af de An- strængelser. som Angriberen gør, kunne faa Vished for, hvor Angrebsfronten er, og naar han da straks armerer de allerede her byggede Batterier, vil han hurtigt kunne rette en saa stærk Ild imod de vigtigste Punkter i Ter rainet for den afgørende Artilleristilling, at dens Anlæg maaske helt kan forhindres.
Saafreint dette lykkes for Forsvareren, vil det være af den største Betydning for Forsvarets Varighed; thi enten maa Angriberen saa opgive det skridtvise Angreb og indskrænke sig til en Blokering; eller, hvis han vil udføre Angrebet, maa han begynde det paa større Af stand, og han vil da ikke hurtigt og overraskende kunne overvælde Fæstningens Artilleri, men maa anlægge flere Artilleristillinger, og vil i det Hele taget komme til at kæmpe med alle de Vanskeligheder, om hvilke v. Leith- ner siger, at de ere saa store, at Belejringens Gennem førelse sandsynligvis vil udkræve længere Tid , end der beliøves for at føre Felttoget til Ende.
Det er paa Opnaaelsen af et saadant Resultat, at Forsvareren formentlig først og fremmest skal anvende sine Kræfter, og det vil være vanskeligt at paapege nogen bedre Anvendelse for Fæstningens Fodfolk i Begyndelsen af (øl Belejring end til i Forening med Fæstningsartilleriet at fastholde det Terrain, som ligger indenfor virksom Skudvidde, og som Angriberen behøver til Anlæg af sin af gørende Artilleristilling. For at Opgaven ikke skal overstige Fodfolkets Kræfter, er det som anført nødvendigt, at. det har de for nødne Befæstningsanlæg' i Terrainet at støtte sig til.
Disse Befæstninger maa, indtil der kan komme Hjælp, kunne forsvares af den Troppestyrke, som er nødvendig til Sikringstjenestens Udførelse, og maa derfor formentlig bestaa af lukkede Fodfolksværker til Pikettcrne med foranliggende Skyttegrave til Feltvagterne.
Fodfolksværkerne maa kunne modstaa Beskydning med Granatkardæsker og let Belejringsskyts og maa derfor have saavel Skærmtage ved Ildlinien som skud sikre Hulrum i Skandsernes Indre; Skyttegravene maa kunne modstaa Beskydning med Granatkardæsker og maa derfor være forsynede med Skærmtage. Angriberne maa ikke kunne sætte sig fast i Skytte gravene, og der maa derfor være afdelt bestemte Pjecer af Fæstningsartilleriet, som ere rettede ind paa Skytte gravene, og som i fornødent Fald kunne beskyde dem.
Ligeledes maa der være afdelt Pjecer til at beskyde Terrainet omkring Piketværkerne, for det Tilfælde, at de angribes af Fodfolk. Elektriske Lysprojekteurer paa Fæstningen skulle om muligt kunne belyse Terrainet saalcdes, at Angriberen ikke kan udføre natlige Angreb uden at blive opdaget i Tide. Angreb om Dagen ville næppe kunne udføres.
Det forudsættes som sandsynligt, at Angriberen fornemmelig vil anvende 12 og cm Skyts til Beskydning af Forpoststil lingen og benytte det sværere Skyts (21 og 22cmMorterer) i den mobile Belejringspark til indledende Beskydning af de permanente Værker. Han kan næppe føre megen svær Am munition med sig i den mobile Park. Naar derfor Hulrum mene kunne modstaa 12 og lo cm Brisantgranater og enkelte 21 eller 22TM Granater, maa det formentlig være tilstrækkeligt.
En vedholdende Bekastning af Forpostværkerne med de sidst nævnte Brisantgranater vil i ethvert Tilfælde tyde paa, at Angriberen har alvorlige Hensigter imod den paagjældende Side af Fæstningen.
Feltvagterne skulle nøje iagttage Angribernes Be vægelser og Foretagender og indmelde alt, hvad der tyder paa forcstaaende Angrebsarbejder, samt ved en jævnlig Ild Dag og Nat søge at gøre Terrainet usikkert for Angriberne indenfor Cteværskuddistance fra Skytte gravene. Dersom Fjenden om Natten angriber Feltvagterne med Overmagt, gaa de tilbage lil Piketværkerne og give et aftalt Signal, hvorpaa det elektriske Lys om muligt belyser og Fæstningens Skyts beskyder de rømmede Skyttegrave og Terrainet, hvorpaa do ligge. Skyttegravene besættes igen, naar de ere rømmede af Angriberen.
Piketværkerne forsvares lil det yderste; da deres Afstand fra Fæstningens Artillerilinie vel i Gennemsnit vil være 1400— 1500m, højst 2000m, vil den Understøttelse, som de kunne faa derfra, være saa kraftig, at deres haardnakkede For svar ikke behøver at stille store' Krav til Fodfolket; men i ethvert Tilfælde bor de forsvares, til Øjemedet med deres Anvendelse er opnaaet. Gennemførelsen af et saadant Forsvar af Forterrainet vil næppe volde store Vanskeligheder i aabent Terrain; derimod vil det naturligvis være mindre let at gennemføre i et couperet og uoverskueligt Forterrain. Iler kan det ikke undgaas, at Befæstningsanlægene maa være fuldstændigere, og at navnlig Hindringsbælter, for at sikre Forsvarerens Flanker, maa benyttes; men Fodfolksbesætningen til deres Forsvar behøver næppe at være meget stærkere end i det aabne Terrain; thi det er sandsynligt, at en lille Afdeling, som kender det uoverskuelige Terrain godt, kan tvinge en Modstander til at anvende forholdsvis store Troppestyrker for at be- mægtige sig det; derimod kan det her blive nødvendigt at anlægge en fremskudt Artilleristilling til Støtte for Fodfolket, fordi den længere tilbageliggende Artillerilinie sandsynligvis vil linde sin Skudvirkning begrændset i det uoverskuelige Terrain.
De fornødne Ofre i saa Hen seende maa gøres; thi en haardnakket Fastholden af Forterrainet er om muligt endnu mere nødvendigt for Fæstningens Forsvar, naar Terrainet er couperet og uoverskueligt, end naar det er aabent. Det vil let ses, at den lier omtalte Anvendelse af Forsvarets Fodfolk, ikke er noget nyt og uprøvet i Fæst ningskrigen — tværtimod — , Todleben ved Sebastopol og Denfert ved Belfort have med Held brugt Fodfolket i lignende Øjemed og paa samme Maade; der er kun den Forskel nu fra dengang, at de moderne fuldkomne Skyde- vaaben i Forbindelse med Anvendelsen af elektrisk Belysning gør det muligt at opnaa Øjemedet med færre Kræfter og paa en fuldstændigere Maade end tidligere.
En Hovedbetingelse for, at dette kan ske, er imid lertid, at de fornødne Forberedelser erc trufne i Tide, ikke blot med Hensyn til Sikkerhedsarmeringen, Batteri bygningen, Skytstransporterne (Tilvejebringelsen af Felt jernbanemateriel), Ballonobservationer, Ammunitionsfor syningen og den elektriske Belysning, men og.saa med Hensyn til Anlæg af Forskandsningerne for Fodfolket, samt ikke mindst med Hensyn til Befalingspersonalets omhyggelige Indøvelse, for at den behørige Samvirken mellem Artilleriet og Fodfolket kan være sikret.
Hvad saaledes angaar Anvendelsen af det elektriske Lys, kan den deraf ventede Nytte ikke paaregnes, før der har fundet indgaaende Undersøgelser Sted, hvorved det er blevet fastslaaet, hvorledes Lyset bedst kan bruges, samt derefter Øvelser med saavel Artilleriets som Fodfolkets Befalingsmænd i Brugen af Lyset; det vil navnlig være det foran Fæstningen liggende Fodfolk, som kommer til at foretage Observationerne ved Hjælp af Lyset og sende Melding om det observerede til Fæstningsartilleriet.
Et let anvendeligt Signalsystem maa haves rede for det Tilfælde, at Telefonforbindelser svigte. Alle disse Forberedelser kunne ikke udsættes til Krigsudsigterne blive truende; thi for det første er det vanskeligt at bedømme, naar dette Øjeblik er kommet, og for det andet ved man ikke, om man saa faar til strækkelig Tid. Derfor bør saa meget som muligt allerede gøres i Fredstid.
Hvad særlig angaar Forskandsningerne for Fodfolket bemærkes, at, hvis Piketværkerne findes færdig anlagte straks ved Belejringens Begyndelse, ville de, som paa vist i det Foregaaende, i Forbindelse med en stærk Sikkerhedsarmering være et virksomt Middel til at be skytte Fæstningen imod en overrumplende Beskydning paa nært llold med Brisantgranater fra hurtigtskydende Skyts, og deres Anvendelse berøver derhos sandsynligvis Angriberen en af de største Fordele, som han hidtil har haft i Fæstningskrigen, nemlig den, at kunne holde Forsvareren uvidende om Angrebsfrontens Beliggenhed, og som Følge deraf tvinge ham til at forholde sig afven tende paa en Tid, hvor det netop gælder om at komme Angriberen i Forkøbet; de ville derhos skaffe Forsvare ren Tid til at udføre saavel manglende Armerings arbejder paa Fæstningsværkerne, som mange andre Forberedelser, saasom Rydninger i Terrainct imellem Forpoststillingen og Fæstningen; de forøge Sikkerheden imod Overrumpling og lette saavel Udfald fra som Tilbagetog til Fæstningen.
Anlæg af disse Værker hører derfor formentlig lige saa fuldt som Tilvejebringelse af en stærk Sikkerheds armering til de allervigtigste og mest paatrængende For anstaltninger, som behøves for at sætte en Fæstning i Stand til at modtage en Belejring. Der er derfor god Anledning til at overveje, om det ikke vil være rigtigt at anlægge disse Værker i Fredstid for at sikre sig, at de ville være til Stede, naar man behøver dem.
Værkerne maa, som anført tidligere, være lukkede Fodfolksværker til en Besætning paa 200 a 250 Mand; det vil være heldigt, at de ere armerede med smaa, hurtigskydcnde Kanoner i Panserlavetter, 2 pr. Værk. Den Omstændighed, at de ligge i første Linie og altsaa straks ville være udsatte for Angreb af meget overlegne Kræfter, medfører med Nødvendighed, at do maa have en ikke ringe passiv Modstandsevne; de maa saaledes være omgivne af en stærk Hindring i Form af et 20—30 Fod bredt Bælte af Pigtraad, som gør dem til en vis Grad stormfri; de maa kunne modstaa en vis Beskydning med Belejringsskyts (jvf. Amn. Pag. 194) og maa derfor have svære Jordbrystværn og skudsikre Rum.
Paa den anden Side vil Tabet af et eller flere af disse Værker ikke kompromittere Forsvaret, forudsat at de først gaa tabt efter at have opfyldt deres Øjemed. Heraf følger formentlig, at de ikke behøve at være konstruerede som kostbare, permanente Værker, provi soriske (halv permanente) Værker maa være tilstræk kelige. Imod at anlægge saadanne Værker i Fredstid gøres der mange Indvendinger.
Det indvendes saaledes, at Angriberen da straks vil vide fuldstændig Besked med dem; at det er farligt for Forsvarernes Moral, at der foran Fæstningen findes Værker af en saa begrændset Modstandsevne, at de paa et forholdsvis tidligt Stadium kunne tages af Angriberen; at de lægge Beslag paa for stor en Del af Fæstningens Fodfolksbesætning, og at de Tropper, som anvendes til deres Besætning, ville gaa tabt for Forsvaret af Hoved forsvarslinien; ligeledes indvendes det undertiden, at det er den ved Krigens Udbrud Øverstkommanderende, der skal tage Beslutning om, hvorvidt saadanne Anlæg skulle benyttes eller ikke, idet delte vil afhænge af de konkrete Omstændigheder, særlig af, om Tropper til deres For svar kunne afses eller ikke. Der fremsættes ogsaa Tvivl om, hvorvidt det over hovedet vil lønne sig al anlægge saadanne Værker. Alle disse Indvendinger ville findes imødegaaede ved de i det Foregaacnde fremsatte Betragtninger, og saa- fremt disses Rigtighed ikke kan bestrides, maa Indven dingerne formentlig erkendes at være betydningsløse.
Besvarelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt Værkerne skulle anlægges i Fredstid eller i Arnieringsperioden, maa gøres afhængig af, om der er nogensomhelst sikker Udsigt til at kunne faa dem anlagte i denne sidste Periode, og med Hensyn dertil er der kun at bemærke, at Værkernes Opførelse let vil udkræve 3—4 Uger pr. Værk, og saa lang Tid kan man næppe nu til Dags gøre Regning paa at faa til Raadighed, forinden Fæst ningen indesluttes.
Saafremt man altsaa ikke vil give Afkald paa de Fordele, som disse Værker frembyde, gør man rettest i at søge dem anlagte i Fredstid. Med Hensyn til Muligheden for at faa de fornødne Pengemidler bevilgede, vil man i ethvert Tilfælde være heldigere stillet, end om det gjaldt Opførelsen af per manente Værker, al den Stund der behøves meget mindre Beløb. Naar det trods Forsvarernes Anstrængelser er lykkedes Angriberen at faa sin Hoved artilleristen etableret, vil det afhænge af Artillerikampens Varighed og Udfald, hvor ledes Forsvaret videre skal føres. Forsvareren vil nu have forstærket Fodfolksbesæt ningen paa Angrebsfronten, og ved en stærk Anvendelse af Geværild i Forbindelse med Artilleriild kan han søge at forsinke Infanteriangrebets Fremskridt.
For Artilleriets Vedkommende vil det sandsynligvis hurtigt vise sig nødvendigt at trække alt upansret svært Artilleri bort fra Fæstningsværkerne og kun anvende det i skjulte Batterier bag disse til indirekte Skydning. For Fodfolksbesætningens Vedkommende vil Muligheden af dets Forbliven paa Fæstningsværkerne bero paa, hvor vidt der i dem findes skudsikre Hulrum og shrapnel sikre Skærmtage ved Ildlinien i tilstrækkeligt Antal. løvrigt vilde det være urigtigt at have mere Fod folk paa selve Værkerne end det, som er uundværligt som Sikkerhedsbesætning; thi det Fodfolk, som bliver der, maa forholde sig passivt under en stærk Beskyd ning og vil derfor være vanskelig stillet.
Derimod vil Fodfolket, saalænge Forsvarsartilleriet ikke er fuldstændig nedkæmpet og de elektriske Lysprojekteurer endnu ere i Virksomhed, med Fordel kunne anvendes foran Fæstningsværkerne, dels som Besætning i den dækkede Vej, dels til at besætte Infanteristillinger foran denne. Disse Infanteristillinger kunne lægges parallelt med Angribernes og ligesom disse bestaa i smalle Skytte grave. Den yderste Infanteristilling lægges f. Eks. 400m bag Piketværkerne og besættes, naar disse tages; 2— 300m bag denne lægges den næste Infanteristilling, hvor Pie serven for den forreste anbringes.
Disse Stillinger besættes, men ikke stærkt, og fra den forreste rettes jævnlig Geværild imod Angriberens Arbejder, saavel Dag som Nat, ligesom der ogsaa fra dem bør gøres hyppige Udfald med smaa Styrker om Natten. I Tilfælde af, at den forreste Stilling maa opgives, trækker Besætningen sig tilbage til den bagved værende og giver Signalet, der bringer Forsvarsartilleriet til at beskyde de rømmede Skyttegrave. Den sidste fremskudte Infanteristilling ligger i den dækkede Vej; naar ogsaa den maa rømmes, hvilket kun bør ske for et voldsomt Angreb, er Stormangrebet paa Fæstningen nærforestaaende.
Paa denne Maade vil Terrainet kunne forsvares Skridt for Skridt, og Forsvaret opnaar den Fordel, at Angriberen nødsages til at sprede sin Ild og ikke kan koncentrere den paa de permanente Værker alene, hvor hos den Del af Besætningen, som ikke staar i Bered skab, kan hvile med større Ro, saalænge der endnu er Tropper foran Fæstningen. Nærforsvaret af selve de permanente Værker føres i Hovedsagen paa samme Maade og med de samme Midler som tidligere, altsaa med let Kasteskyts, hurtigskydende Kanoner og med Geværild, samt med hyppige natlige Udfald med smaa Styrker.
Da den underjordiske Krig paavirkes mindst af de moderne Skydevaaben, vil ogsaa Mineforsvaret kunne benyttes med Fordel imod Stormstillingen og vil i bøj Grad kunne forlænge Forsvaret; men for at det skal kunne komme til Anvendelse i rette Tid , maa man have begyndt Forberedelserne til det straks efter, at Angrebsfronten er erklæret. Den Indflydelse, som de moderne Skyde vaaben vil komme til at øve paa Fremtidens Fæstningskampe, skulde efter den her anstil lede Undersøgelse altsaa væsentlig vise sig derved, at Kampen om Forterrainet indenfor Fæstningens Kanoners virksomme Skudvidde kommer til at spille en meget større Rolle end tidligere. Dette er en logisk Følge af Artilleriets Udvikling; thi fra det Øjeblik, at det er bleven en Kendsgærning, at den indirekte Skydning kan anvendes med stor Nøj agtighed og Sikkerhed paa større Afstande, er det sam tidig blevet klart, at Fodfolket maa kunne kæmpe foran Artillerilinien og dog faa fuld Støtte af dennes Ild til at holde sin Front og sine Flanker frie.
Derfor kan Angriberen tænke paa at lade sig nøje med 1 Hovedartilleristilling, fra hvilken han kan støtte sit Fodfolks skridtvise Fremtrængen imod Fæstningen; men samtidig har Forsvareren paa sin Side opnaaet en tilsvarende Fordel og i endnu højere Grad end Angri beren; thi Forsvareren kan staa forberedt i sin færdige Artilleristilling, naar Angriberen skal til at begynde, og hvad er da naturligere, end at Forsvareren ogsaa har indrettet sig paa at have sit. Fodfolk liggende i færdige Forskandsninger foran Fæstningen, tæt paa Livet af Angriberen, og kun viger tilbage Skridt for Skridt.
Under den derved foranledigede Kamp kan Forsva reren, naar han har forberedt sig i Tide, være dækket, medens Angriberen maa gaa udækket frem til frontale Angreb imod Forsvarerens Infanteristillinger, og ligeledes maa være udækket, medens han graver sig ned. At der skulde være Fare for, at Forsvareren ikke skulde have Tropper nok til at kunne drage Fordel af dette heldige Forhold, er næppe tænkeligt, naar han overhovedet har Tropper nok til at modtage en Belejring.
Begivenhederne ved Plevna have vist, at 1 Bataillon Forsvarere, som er dækket, tæller ligesaa meget som 3 Batailloner udækkede Angribere, og ved Plevna havde Forsvarerne kun Geværild fra almindelige Bagladegeværer til Raadighed. Naar de ikke blot have Magasingeværer, men ogsaa støttes af et overlegent Artilleri, og det kan jo være Tilfældet i Belejringens Begyndelse, forinden Angriberen har faaet sit svære Artilleri etableret, er det muligt, at Talforholdet uden Fare kan være endnu uheldigere for dem, forudsat at der haves tilstrækkelig Ammunition.
Kjøbenhavn i April 1897.
