Sløring

Under truslen om taktiske atomvåbens anvendelse lægges der nu meget stor vægt på sløring. Men hvad indebærer dette i virkeligheden, og kan vi leve op til det materielmæssigt og uddannelsesmæssigt? Sekretæren i forsvaretssløringsudvalg, Kaptajn K. T. Winther fra Ingeniør skolen, forsøger her at analysere problemet og at klarlægge de konsekvenser, der må drages, hvis ikke det forøgede krav til sløring blot skal være ord.

Fra mange sider her i landet og i udlandet, i reglementer m. v. er det anført, at den nye udvikling i våbenvirkning og taktik v il stille stærkt øgede krav til sløring.

Som eksempel kan anføres, at en artikel i det militæ re franske tidsskrift „B ulle tin Technique du Génie M ilitaire “ indledes med følgende bemærkninger:

„Fremgangsmåderne ved forsvar og især ved angreb er siden sidste krig undergået radikale ændringer som følge af fremkomsten af kernevåben. Denne veritable revolution i krigskunsten v il have meget væsentlige ændringer i hærstyrkernes organisation og i deres udrustning til følge. Disse ændringer er endnu ikke ganske afklarede, tbi afklaringen af de nye våbens konsekvenser er endnu ikke afsluttet. Der er im idlertid eet begreb, der bevarer hele sin værdi midt i alle de dybtgående omvæltninger, og det er sløring. Det har altid været væsentligt for troppeføreren at skjule de tropper, han råder over, for den fjendtlige opklaring, og at skjule deres kampmidler og anlæg i terrænet. Denne nødvendighed er så meget mere væsentlig idag, hvor det er tilstrækkeligt med enkelte af de nye våben, der har en effektivitet, der ikke kan sammenlignes med noget tidligere våben, til at udøve en dødebg trusel på fjenden. Blandt de fremgangsmåder, der kan muliggøre, at man undgår at blive ødelagt af disse vitale våben, spiller sløringen og v il i frem tiden sløringen fortsætte med at spille en rolle, der ikke kan vurderes højt nok. Selvfølgelig har sløringsmidlerne og sløringsmateriellet ikke undgået den udvikling, der er sket med alt materiellet i en moderne hær“ .

Som det her fremhæves, er der for så vidt ikke noget nyt i, at sløringen er et nyttigt middel i troppeførerens hænder, det er kun blevet så meget vigtigere at undgå tilintetgørelse fra de nye våben, og en nærliggende måde er at søge at undgå at blive erkendt som et mål. Der er da også mange eksempler i litteraturen på den vægt, der har været tillag t sløring. Her vil det form entlig være tilstrækkeligt at nævne et par enkelte eksempler på taktisk eller operativt anvendt sløring og det herunder hørende begreb vildledning. I sine memoirer omtaler feltmarskal Montgomery blandt andet slaget ved el Alamein. Han nævner her, hvorledes et meget vigtigt led i angrebsplanen var en vildledningsplan, der skulle skabe overraskelse med hensyn til, hvor angrebet blev sat ind. Dette blev gjort ved at sløre den virkelige opmarch (i nord) og bibringe indtryk af en opmarch andetsteds på fronten (i syd). Der var tale om en storstilet plan, der krævede meget betydelige materialemængder og stor indsats af arbejdskraft til frem stilling af sløringsmaterialer og skinobjekter (attrapper). Som et led i planen blev alt tungt materiel (køretøjer, kanoner m. v.) for et korps opstillet som skinobjekter, og natten før angrebet blev skinobjekterne udskiftet med det virkelige materiel, medens der blev opstillet skinobjekter i de oprindelige beredskabsopstillinger, således at den fjendtlige luftopklaring ikke kunne registrere nogen ændring i situationen. Som et led i planen om at give indtryk af et forestående angreb i syd blev der f. eks. blandt andet udført en skin-rørledning på omkring 20 miles længde til dette område. Arbejdet omfattede udgravning på sædvanlig måde, „rørlægning“ fra et „jernbanespor“ frem stillet af benzindunke og herefter tildækning, udført i længder på ca. 5 miles, samt etablering a f de fornødne „pumpehuse“ m. v. Planen lykkedes og var af stor betydning for det heldige udfald af slaget ved el Alamein. E t tilsvarende tysk eksempel på taktisk anvendelse af sløring er slaget på Kertsch-halvøen i maj 1942. Form ålet var ligeledes her at narre fjenden med hensyn til det virkelige angrebssted, hvilket opnåedes ved sløring af de virkelige forberedelser i forbindelse med en udstrakt anvendelse af skinanlæg og skinobjekter på en anden del af fronten. Der udpegedes således et område, indenfor hvilket skinopmarchen skulle etableres, og arbejderne her omfattede anlæg af udleveringssteder af forsyninger af alle arter, udbygning a f udgangsstilling for stormbåde, udførelse af dækket udgangsstilling for ca. 60 kampvogne og af a rtille ristillinger samt tilvejebringelse af skinbroer over et vandløb. Udleveringsstederne etableredes ved tilkørsel af tom emballage fra en jernbanestation, og „depoterne“ sløredes med net. Endvidere gravedes der dækningsgrave, der ikke sløredes. For at lokke den fjendtlige lu ftopklaring til, blev der indsat nogle delinger luftværnsskyts, hvis beskydning af rekognosceringsmaskinerne medførte fjendtlige angreb. I forvejen var der udlagt brandmidler, der tændtes elektrisk, og de brande, der herefter „opstod“ ved de første bombeangreb, medførte nye angreb, og fjenden var nu lokket til. Der var ikke mulighed for at frem stille de fornødne skin-kampvogne til udgangsstillingerne for kampvogne, hvorfor stillingerne overdækkedes med tætmaskede net. Som en meget vigtig foranstaltning etableredes der kørespor til stillingerne. Sporene tilvejebragtes om natten af et begrænset antal kampvogne. Luftforsvar af dette område var vigtig, dels som et led i vildledningen, dels for at hindre fjendtlig bombning af „stillingerne“, hvorved disse straks var blevet afsløret, da de var tomme. Artilleristillingem e gjordes livagtige ved en sådan skydning med enkelte pjecer, at det kunne tydes som en forsigtig indskydning. På tilkørselsvejene til skinbroerne sørgedes der for lejlighedsvis tra fik med dele af motorkolonner. Denne vildledningsplan var naturligvis kombineret med andre former for vildledning, som falsk signaltrafik og angreb med begrænsede styrker. A lt ialt lykkedes planen og resulterede bl. a. i, at de fjendtlige reserver var koncentreret på den forkerte del af fronten, da angrebet satte ind. Forudsætningerne for, at sådanne vildledninger kan lykkes, er naturligvis en gennemført sløring af de virkelige styrker. F o r så vidt kan der ikke være diskussion om vigtigheden af sløring. Men hvad indebærer disse krav i virkeligheden, hvilke realiteter skal opfyldes for, at man kan leve op til de store krav, der idag stilles på dette område? For at vurdere dette spørgsmål er det nødvendigt at gøre sig klart, at sløring har to sider, dels en mere teoretisk eller videnskabeligt betonet aide og dels en praktisk side. Den teoretiske side tager især sigte på at udvikle sløringsmateriel og sløringsmidler således, at det er på højde med afsløringsteknikken, og den praktiske side er manden i geleddet, der skal sløre sig. De to ting kan im idlertid ikke adskilles fra hinanden; manden i geleddet må nødvendigvis have en vis viden, dels om hvordan han i almindelighed skal forholde sig sløringsmæssigt, men også om forudsætningerne for og begrænsningerne af det sløringsmateriel, han har udleveret.

Nedenfor skal der nærmere gøres rede for dette forhold, men forinden er det nødvendigt at se lid t nærmere på det teoretiske grundlag. Det er vel især efter den sidste krig, at det er blevet så påtrængende nødvendigt at have videnskaben til hjælp ved løsningen af problemerne. Tidligere kunne man f. eks. klare sig med visuelt at bedømme en farve — se om den så „køn“ ud — men det går slet ikke mere, og grunden hertil er den kolossale udvikling af afsløringsteknikken og afsløringsmidlerne. Tidligere var øjet — eventuelt bevæbnet med kikkert — og fotografering med almindelig panchromatisk film de eneste observationsmetoder, der forelå. Begge dele naturligvis udført såvel fra jorden som fra luften. Disse metoder må vel stadig anses for at være de vigtigste midler, men de kan uden vanskelighed, hvor det skønnes ønskeligt, suppleres med en raøkke andre midler, der udnytter andre dele af spektret. I første række kommer her den del af spektret, der ligger over de længste synlige stråler (de røde stråler). Denne del af spektret kan deles i to dele, nemlig den nære infrarøde eller grænserøde del, der har den egenskab, at den både „virker infrarødt“ , som det nærmere forklares nedenfor, og — i hvert fald i nogen grad — omfatter stråler, der er synlige for et normalt øje, medens den anden, og langt den største del, er den egentlige infrarøde del, der ikke kan opfattes af øjet. E fter den sidste krig er der sket en meget stor udvikling specielt in ­ denfor denne del af spektret, og de herved udviklede afsløringsmidler kan rubriceres således:

— infrarøde kikkerter, der baseres på, at reflekterede infrarøde stråler omsættes til et for øjet synligt billlede i en særlig kikkert. Der er udviklet en række forskellige kikkerter til forskellige formål, men fælles for dem er, at de arbejder på den egentlige infrarøde del af det infrarøde spektrum. Den mest iøjnefaldende konsekvens af disse m idler er, at effektiv observation — ganske vist med begrænsning i rækkevidden — også kan gennemføres om natten, idet man udsender et infrarødt strålebundt, der — usynligt for fjenden — reflekteres fra målet. Usigtbart vejr og røg kan hæmme denne form for observation. 

— infrarøde briller, der tillader passagen af en snæver del af den nære infrarøde eller grænserøde del af spektret. Denne del er jo — som anført — synlig, og med en tilstrækkelig lysstyrke kan man gennem brillerne iagttage genstande, der blot viser sig anderledes end for det blotte øje, idet vi befinder os i det infrarøde spektrum. Dette forhold omtales nærmere nedenfor under fotografering, og her skal blot nævnes, at selv om brillerne har deres begrænsning, idet de kræver solskin eller klart vejr, er de — i modsætning til de in frarøde kikkerter -— billige og handige og derfor velegnede til anvendelse af den enkelte mand. Disse b rille r er yderligere udviklet således, at de både tillader passage af stråler i det nære infrarøde område og af en snæver del af det synlige spektrum. Det er herved muligt at få meget afslørende farvekontraster frem.

— fotografering med film , der er følsomme for større eller mindre dele af det infrarøde spektrum, idet de øvrige dele af spektret udelukkes. Anvendelsen af disse film stiller en række problemer med hensyn til opbevaring, fremkaldelse m. v., men disse problemer er stort set løst, således at en infrarød film kan foreligge til tydning hurtigt efter optagelsen. Ved optagelsen udnyttes de infrarøde stråler, der findes sammen med almindeligt lys, og disse film har især interesse, fordi de infrarøde stråler, der iøvrigt følger de almindelige fysiske love, reflekteres anderledes i naturen end det synlige lys. Denne virkning udnyttes selvsagt også ved de ovennævnte midler.

Det er især for grønne „m ilieuer“ , d. v. s. græs, løv, grannåle, at der er tale om ændrede — og større — refleksioner. En typisk refleksionskurve for et sådant m ilieu er vist på figuren, der samtidig viser de omtrentlige områder, hvor de forskellige m idler arbejder, og det bemærkes, at der sker en overordentlig stærk stigning i refleksionen i den nære in ­ frarøde del af spektret, hvorefter refleksionen holder sig relativt konstant. Ses et sløringsmateriale på denne baggrund, må det følgelig have en tilsvarende refleksion, idet der ellers vil fremkomme meget afslørende kontraster. Andre milieuer, f. eks. pløjemarker, har en langt lavere og ret konstant refleksion. Ved anvendelse af infrarøde kikkerter vil man altså kunne få tilsvarende kontraster frem, men da disse kikkerter— som det ses af figuren — kun er virksomme i den del af spektret, hvor refleksionen er blevet konstant, er de ikke så kritiske som de midler, der sættes ind mod den del af spektret, hvor den kraftige stigning finder sted — altså den nære infrarøde del — idet denne stigning er vanskeligere at 

kopiere ved kunstige sløringsfarver end en konstant høj refleksion. B rillerne virker netop i det kritiske område. Konsekvensen af ovenstående er blevet, at man ved frem stilling af sløringsmidler er gået ind for at give disse en sadan refleksion, at den passer i et gennemsnitligt grønt milieu. Baggrunden herfor er dels den, at soldaten — hvis han iøvrigt ved noget om sløring — fortrinsvis v il placere sig i omgivelser, der i hvert fald den største del af året er grønne, nemlig under udnyttelse af bevoksningen, og dels at efterligning af den høje refleksion ikke kan improviseres, hvorimod soldaten altid ved tilsmudsning v il kunne nedsætte en høj refleksion. Anderledes sagt: Hvis soldaten er i grønne omgivelser, v il han ikke danne afslørende kontraster, men hvis han bevæger sig ud på en pløjemark, v il han i infrarøde sigtemidler ses lysere end denne og må altså imødegå dette uheldige forhold. Her er således et punkt, hvor den teoretiske viden og den praktiske anvendelse mødes: Soldaten må vide, hvilke egenskaber hans sløringsmidler — og herunder jo f. eks. hans uniform — har, og han må vide noget om de forudsætninger, der er gjort ved frem stillingen af disse genstande; en tredie grund til den valgte løsning er også, at soldaten normalt vil være mere iøjnefaldende, hvis han virker mørk mod en lys baggrund, end hvis han virker lys mod en mørkere baggrund. Han må således også have en vis viden om, hvorledes de forskellige baggrunde virker infrarødt, for at kunne skønne, hvad han skal foretage sig. For den enkelte mand v il ovenstående naturligvis have størst interesse ved snæver kontakt med fjenden, men f. eks. ved sløring af en pjece eller et køretøj med sløringsnet vil det altid være af betydning. Der er en snæver grænse for, hvor langt i spektret man må gå, hvis man v il have et billede af de genstande, der iagttages. Går man længere ud, kommer man til de såkaldte varmepejlere, der kan pejle varmestråling fra genstande, men altså ikke give noget billlede af disse. Men også helt andre dele af det elektromagnetiske spektrum, hvoraf lysspektret jo kun udgør en ringe del, kan udnyttes, og her er der især sket en meget stor udvikling med hensyn til anvendelse af radar. Det har længe været kendt at anvende radar til observation af mål på søen og i luften, hvor målet tegner sig tydeligt mod en ensartet, neutral baggrund. Anvendes radar mod jordmål, er der det problem, at terrænet og terrængenstande også reflekterer radarbølgerne, således at det er vanskeligt at få et klart ekko af målet, i hvert fald hvis det ikke bevæger sig. E r målet derimod under bevægelse, er dets tilstedeværelse langt lettere at konstatere, og der findes da også idag ved udenlandske enheder radars — såkaldte overvågningsradars — der på en ret betydelig afstand — ved en lyd eller på et scope — kan registrere selv små mål, der bevæger sig. Disse radars kan anvendes fra jorden eller fra luften, enten i bemandede luftfartøjer eller i droner, hvor navnlig de sidstnævnte giver store muligheder, da de er vanskelige at „holde fra livet“ , kan flyve i meget lav højde, og man ikke har noget hensyn at tage til en pilot. De kan naturligvis samtidig udstyres med infrarøde m idler og fotografiapparater, og de oplysninger, de opnår, kan eventuelt sendes hjem under flyvningen. Der sker for øjeblikket en stor udvikling på dette område; meget nyt apparatur synes at være under udvikling, og nye muligheder, f. eks. radarfotografering, at opstå. Fordelen ved dette materiel er bl. a., at dets rækkevidde ikke begrænses i væsentlig grad af mørke eller usigtbart vejr, således at det her supplerer det øvrige observationsmateriel. Efter denne kortfattede gennemgang af afsløringsmidleme kan nogle måske mene, at det er håbløst at opnå en effektiv sløring, at man lige så godt kan opgive på forhånd at sløre sig og i stedet basere sig jå, eller man må måske snarere sige håbe på, at man kan overleve og holde enhederne intakte ved hyppige flytninger. H ertil er at sige, at den hast, med hvilken man kan 9kifte stilling eller beredskabsopstilling trods alt er relativt lille i forhold til den fart, hvormed observationsmidleme virker, og at man netop ved bevægelse er særlig udsat for afsløring, hvilket jo også visuelt er et velkendt fænomen. Endvidere synes der i det således eksisterende afsløringsmateriel eller i de midler, der må forudses at ville fremkomme, ikke at være noget, der berettiger til den noget defaitistiske indstilling, at det ikke nytter at sløre sig. Det vil absolut stadig være muligt at opnå et tilfredsstilde resultat rent sløringsmæssigt, forudsat den teoretiske side af sagen er i orden, således at man følger udviklingen op og udvikler sit materiel herefter, og forudsat den praktiske side af sagen er i orden, således at man giver folk den fornødne uddannelse. H vilke konsekvenser får den således stedfundne og stedfindende udviling da for sløringsteknikken? For at vurdere dette spørgsmål må man først gøre sig forudsætningerne klart, nemlig

— den stærkt forøgede våbenvirkning efter atomvåbnenes indførelse, der har gjort det uomgængeligt nødvendigt at bruge alle m idler for at undgå at blive atommål,

— den heraf opståede tillempede taktik, der baserer sig på spredning, relativt hyppige bevægelser og overraskende koncentrationer, samt

— den stedfundne motorisering og mekanisering.

Sløringen må nu som før anvendes, dels som et middel, troppeføreren har til understøttelse af sin manøvreplan, jfr. de indledningsvis anførte eksempler, og dels må de mindre enheder ned til den enkelte mand anvende sløring for at undgå den fjendtlige observation. For troppeføreren melder sig således spørgsmålet om udnyttelse af sløring ved placering af dispositionsenhederne (i beredskabsopstillinger, udgangsstillinger m. v.), ved flytning af enhederne, ved koncentrationer og defensive stillinger. Ved placeringen må nu som før terrænets skjulende egenskaber udnyttes, det er blot endnu vigtigere end tidligere, at man vælger en rigtig placering. I modsætning til tidligere må man im idlertid være meget tilbageholdende med udnyttelse af skove og bebyggelser. De pågældende lokaliteter er ofte meget brandfarlige og er udsat for ødelæggelse ved trykvirkningen fra atomeksplosioner, hvor de i betydelig afstand fra nulpunktet kan blive væltet og herved bliver rene fælder for de enheder, der er anbragt her. Endvidere vil der herved kunne opstå tab af køretøjer og materiel, især vil motoriseret materiel være meget sårbart. Det bemærkes, at selvom træers trykflade ikke er så stor, kan trykket meget vel blive så betydeligt, at træerne væltes, hvilket også gælder løvtræer (fænomenet kendes jo også i stormvejr). Dette forhold er ikke sløringsmæssigt, men har store sløringsmæssige konsekvenser, idet netop skove og bebyggelser er sløringsmæssigt gode lokaliteter. Troppeføreren kan derfor under truslen om atomangreb ofte kun placere små styrker på de pågældende steder og kun i udkanterne, og det må nøje overvejes, h vilken risiko der er til stede (træernes art, tykkelse og højde, husenes højde i forhold til gadernes bredde, muligheden for opståen af brande m. v.). Enhedernes sløring må herefter ofte opnås ved udnyttelse af de muligder, et mere åbent terræn giver. Dette stiller selvsagt store krav til enhedernes uddannelse i og evne til at sløre sig. En hjælp er det naturligvis her at enhederne skal spredes mere, og selv om det forøgede antal køretøjer forøger problemerne, kan disse givet klares i et normalt dansk terræn. Flytninger har altid været et problem, idet sløringen i dette tilfælde er meget vanskelig eller umulig. Under sidste krig har man imødegået dette forhold ved at henlægge flytninger til natten. Her har udviklingen im idlertid medført, at man selv herved ikke undgår opdagelse. Infrarøde sigtemidler fra jordopstillinger og måske især fra luftfartøjer samt radar fra jorden, fra droner eller bemandede luftfartøjer kan meget vel afsløre flytningerne, og som vi har set, findes der idag ved afdelinger i udlandet radars, der specielt kan konstatere bevægelse. Det forøgede antal køretøjer betyder et forøget antal spor, og da disse er overordentligt afslørende og vanskelige at sløre, når de først er sat, er konsekvensen en omhyggelig planlægning af bevægelserne med henblik på at føre sporene så hensigtsmæssigt som muligt. Spørgsmålet bevægelse er derfor ikke så simpelt at afgøre som tidligere, og det v il form entlig kræve en nøje overvejelse i staben af hele situationen, herunder en vurdering af den sløringsmæssige situation, før det kan bestemmes, på hvilket tidspunkt af døgnet bevægelserne bedst sker. Og selv om det er ønskeligt med relativt hyppige flytninger, kan dette forhold muligvis lægge en dæmper på lysten til at flytte sig alt for meget og herved gå glip af den beskyttelse, der kan opnås på stedet ved at lægge hovedvægten på sløring og dækningsanlæg. De uundgåelige koncentrationer er et meget stort problem. Her har vi en sløringsmæssigt meget uheldig situation (bevægelse) sammen med frembydelsen af atommål. En nøje vurdering af situationen, som ovenfor anført, v il også her være påkrævet, og alle muligheder må udnyttes, f. eks. hvis der helt eller delvis er tale om udgangsstillinger. Muligvis kan anvendelse af røg her være et godt hjælpemiddel, men det kræver nøje planlægning og anvendelse over store områder. Der må vel stadig forudses den mulighed, at troppeføreren på et tidspunkt kan ønske eller blive tvunget til at hævde et terræn i lighed med den tidligere anvendte forsvarskamp. H id til har det været sådan, at enhederne herved placeredes i forsvarsområder, der valgtes under hensyn til mulighederne for observation, for etablering af spærringer og under hensyntagen til terrænets dækkende og i nogen grad slørende evne. Det er derfor også almindeligt at se enhederne placeret og nedgravet — på forskråninger eller bagskråninger — midt på åbne marker. Fremover må det forudses, at dette forhold afgørende ændres, idet hensynet til at undgå at vise atommål for fjenden må tillægges afgørenvægt. Troppeføreren må derfor ved valget af det terræn, hvor den defensive kamp skal føres, lægge den største vægt på de sløringsmuligheder, der kan opnås, og enhederne må i stedet for den hidtidige placering i forsvarsområder placeres langs terrænlinier og under udnyttelse af andre slørende muligheder. Spærringer må etableres på tilsvarende måde, såfremt de ikke skal røbe stillingerne. Sløringstjenesten består, som anført, dels i sløring af enhederne for at skjule disse, og dels i anvendelse af vildledning for at narre fjenden til at tro, at målene er placeret et andet sted, end de virkelig er. Og vildledning må om m uligt være et endnu vigtigere middel i troppeførerens hånd fremover end tidligere. Herved vil det sikkert være m uligt at narre den fjendtlige opklaring, både når den sker med de mere konventionelle observationsmidler, og når der anvendes infrarøde midler, varmepejlere og radar. Vildledning v il sikkert kunne blive svaret — i hvert fald delvis — på de store sløringsmæssige problemer, der, som anført ovenfor, er opstået. Udviklingen har im idlertid betydet, at vildledning må udføres eller i hvert fald ledes af personel, der har særlig uddannelse på dette område. Skinanlæggene og skinobjekterne må i lighed med tidligere ikke være således udført, at de tydeligt fremtræder som sådanne, men netop overfor infrarød opklaring, varmepejling og radaropklaring synes der at være store muligheder for på simpel måde at frem stille effektive anlæg og objekter. T il udførelse af taktisk sløring til direkte understøttelse af manøvreidéen synes det derfor ønskeligt at råde over særligt uddannede enheder, f. eks. af ingeniørtropperne. For de mindre enheder helt ned til den enkelte mand er problemet nu som før at udnytte terrænets muligheder og i fornøden grad at supplere disse ved anvendelse af naturlige og kunstige midler. Som allerede anført ovenfor er problemet blot blevet meget større og vanskeligere, dels på grund af den forøgede motorisering og kravet til bevægelse, dels på grund af de forbedrede afsløringsmidler, og kravet er derfor større dygtighed og bedre sløringsmateriel. Såfremt den ovenfor nævnte mere teoretiske eller videnskabeligt betonede side af sløringstjenesten er tilgodeset, betyder det, at den pågældende enhed, f. eks. et kompagni, har modtaget f. eks. sløringsnet til køretøjerne, der vil kunne give en tilfredsstillende sløring, såfremt køretøjerne er rigtigt placeret i terrænet (udnyttelse af terrænlinier, skyggezoner m. v.), såfremt folkene er klar over forudsætningerne for nettets frem stilling (infrarød refleksion afpasset efter grønne omgivelser), såfrem t nettet anvendes rigtigt, og såfremt nettets garnering suppleres med materialer fra omgivelserne. Man må være helt klar over, at den blotte anvendelse af nettet ikke giver et blot nogenlunde godt resultat. F. eks. v il et normalt net ikke kunne sløre et køretøj, en pjece el. lign., der er opstillet midt på en mark. Endvidere er nettet ganske værdiløst, hvis det blot hænges på et køretøj uden at være spændt ud fra dette, eller hvis man undlader at tildække de blanke og skinnende dele på køretøjet. Selv et perfekt anvendt net v il være værdiløst, hvis køretøjets spor er iøjnefaldende. Dette er blot et eksempel ps den viden, som 'den e 11 k e 11 c mand ma have for at kunne sløre sig og leve op til de krav, udviklingen har stillet. Det er ikke mere tilstrækkeligt, at han kun ved, hvorledes han skal dække et brystværn med græstørv. På den anden side er der ikke tale om et vanskeligt stof. Det drejer sig om at lære folk en række relativt simple regler samt give dem en almindelig forståelse af forudsætningerne, hvorved de også v il være mere indstillede på at opfylde de krav, som sløringen uundgåeligt medfører. De må således f. eks.. have et almindeligt indtryk af, hvorledes et normalt dansk terræn ser ud fra luften. Også på dette plan bliver der brug for udstrakt anvendelse af vild ­ ledning, f. eks. ved opstilling af skinkanoner i passende nærhed af det virkelige batteri, således at alle må have en vis viden om vildledning.

Den fornødne uddannelse må naturligvis ske som led i den almindelige træning og må forestås af personel, der selv har en tilpas grundig uddannelse i sløring. Det pågældende personel v il endvidere under feltforhold kunne kontrollere sløringsdisciplinen. Konklusionen af ovenstående betragtninger må blive, at sløringens betydning er forøget som følge af udviklingen, men at det stadig v il være m uligt at leve op til kravene, således at sløringen kan blive et værdifuld t hjælpemiddel i førerens hånd og kan medvirke til at bevare enhedernes kampevne. Forudsætningerne er dels en forskning, der hele tiden følger udviklingen op og medvirker til udviklingen af materiellet samt en væsentlig grundigere uddannelse i sløring, dels af førerne på alle trin og disses hjælpere, dels af den enkelte mand.

K . T. Winther.