Om Tøjleføring

Naar Rytteriets Heste i Almindelighed stikke med Hovedet til venstre, saa kunne vi spørge:

Hvad er vel Aarsagen hertil? og der kan svares:

Hesten føres for ulige lange Tøjler. Spørges der videre: Hvorfor ere Tøjlerne ulige lange? saa kan der svares:

Fordi de glide i Haanden, navnlig den højre Tøjle, og fordi den Maade, hvorpaa Tøjlerne føres, er uheldig.

Spørges der endvidere:

Hvad galt er der da ved den almindelige Maade at holde Tøjlerne paa? saa lyder Svaret:

Tøjlerne ere allerede, straks efter at de ere fattede og Haanden bragt i Stilling, ulige lange, og den højre Tøjle er den længste. Dette er en Følge af den Maade, hvor­ paa Manden regulerer sine Tøjler, og som er lært ham.

Det sker nemlig saaledes: Efter at være kommen til Hest med de samlede Tøjler i den venstre Haand og have delt dem med Ringfingeren, fatter Rytteren Tøjleenden med den højre Haand og udstrækker Tøjlerne lodret i Vejret, og efter at have jugeret den Afstand, der skal være mellem Ilaanden og Stangen, lukker han Haanden og lader Tøjleenden falde ned ved den højre Side. Han tror nu, at Tøjlerne ere lige lange; men heri tager han Fejl, thi den venstre Tøjle er alt i samme Øjeblik, som han lukker Haanden, blevet kortere end den højre. Spørges nu af hvilken Grund, svares: fordi den venstre Tøjle i Rytterens Haand er den overliggende, medens den højre Tøjle er den underliggende, de danne altsaa 2 paralel- løbende Buer, hvoraf den øverste er større end den underste. Følgelig optager den mere Plads i Rytterens Haand end sidstnævnte, og saaledes bliver den venstre Tøjle kortere end den højre, og Hesten stikker med Hovedet til venstre. Dernæst forlænges den højre Tøjle under Ridtet derved, at den glider i Rytterens Haand; hertil er Grunden den, at Kraften, som skal holde Tøjlerne sammen, paa et Sted virker mere paa den overliggende (den venstre) Tøjle end paa den underliggende (den højre) Tøjle, fordi Tommelfingeren paa Rytterens venstre Haand udøver et verticalt, medens Pegefingeren kun yder et passivt Modtryk. Heraf følger, at den underliggende (den højre) Tøjle giver efter, glider og forlænges, medens den venstre Tøjle strammes og bevirker, at Hesten holder Hovedet til venstre.

At forebygge dette, der ene og alene hidrører fra en fejl Maade at holde Tøjlerne paa, er en Opgave, som i det Efterfølgende skal søges løst.

For at naa dette Maal er en Forandring i Tøjlernes Konstruktion nødvendig.

Den samlede Længde af Stangtøjlerne deles i 3 lige store Dele; heraf falder den ene Trediedel paa den venstre Tøjle, der i den Ende, som vender mod Haanden, er forsynet med et Spænde, medens de andre to Tredje­ dele falde paa den højre Tøjle, der i den Ende, som vender mod Haanden, har de fornødne Spændehuller. Herved kunne Tøjlerne ved Sammenspænding forlænges og forkortes efter Behov.

Førend Sammenspændingen af Tøjlerne sker, be­ stemmer man den Længde, de skulle have foran Haanden, det vil sige Afstanden mellem denne og Stangen, — Maalet hertil skal tages efter Stillingen af Hestens Hoved, der med dens Hals (Halshvirvelkolonne) skal, — idet man tager Hensyn til frit Aandedrag — danne en Vinkel paa 90°, — hvorved Stangen kan faa en nogenlunde vertical Stilling og Trykket af Mundbidet falde lodret paa Hestens Lader. Afstanden mellem Rytterens Haand, der holdes 4" fra Livet, og Stangen maales altsaa, og derefter sker Sammenspændingen af Tøjlerne. Ligesaa nødvendigt, som det er, før Ridtet at bestemme Længden af Stigremmene med Bøjler, ligesaa vigtigt er det før dette at bestemme Længden af Tøjlerne foran Haanden. Dette bør ske ved Eftersynet, der foretages af Staldunderofficeren forud for enhver Udrykning.

Med den foranførte Haandens Stilling og de afmaalte Tøjlers Længde er det afgjort, at Rytteren fuldkommen er i Stand til at udføre den Eftergiven og den Anholden, som ved Tøjleføringen er nødvendig.

Fordelen ved de sammenspændte Tøjler er, at de altid kunne holdes lige lange i Rytterens Haand, og at denne altid med Lethed kan flyttes ind og holdes paa Midten af Tøjlerne, naar Haanden har været aabnet ved Vaabenets Betjening eller ved Ladning af Skydevaabnet.

Den vidtløftige Proces, som finder Sted med Ride­ tøjlernes Rangering ved Af- og Opsidden samt ved Fodring, bortfalder, idet Rytteren kan lade Tøjlerne ligge over Hestens Hals parate til Fatning. At derved vindes Tid i Tilfælde af hurtig Opsiddep er en Fordel.

Hvad Bridontøjlerne angaaar, da indrettes disse paa samme Maade som Stangtøjlerne, dog maa de ved Sammen­ spændingen gives lidt mere Længde. De føres i Forening med Stangtøjlerne inde i Haanden.

Skal en afsiddet Rytters Hest føres ved Haanden af Rodekammeraten, da sker dette ved, at Bridontøjlen ud­ spændes, føres ind over Stangtøjlerne ud til den Side, hvor de skulle overtages af Hesteholderen, spændes derpaa sammen igen og afgives til denne.

Skal Vedkommende atter sidde op, saa modtager han sine Bridontøjler af Hesteholderen. Er Tiden knap, be­høver han blot at føre Haanden ind imellem dem og føre dem, hængende ved venstre Side indtil videre jevnsidig med Stangtøjlerne. (Har en Rytter kun en Hest at føre ved Haanden, da bør dette ske ved venstre Side, f. Ex. naar den ene af Blænkerne maa sidde af for at afsøge til Fods. Haandhesten bør i dette Tilfælde føres ved venstre Side, for at Hesteholderen kan have sin højre Side fri til Vaabenets Brug, og for at den Afsiddede kan have let ved at sidde op. Skal Føring af Haandhest ske ved højre Side, maa den Afsiddede rangere sine Tøjler derefter.)

Vending af Hesten udføres langt lettere, naar Tøjlerne føres med fuld Haand, end naar de føres paa en enkelt Finger.

For at overbevise sig herom, vilde man behage at betragte ovenstaaende Skizzer.

I Skizze A betegnes Stangtøjlerne ved ag og ch, i B ved ai og ck Haanden er i begge Figurer betegnet ved gh. For at forkorte højre Stangtøjle et Stykke cc' behøver man med Tøjleholdningen i A kun al dreje Haanden fra gh til gh‘, medens Forkortningen cc' i Skizze B først opnaas, naar man har drejet Haanden fra Stillingen gh til g‘h‘, altsaa ved en langt større Drejning.

Af det foregaaende maa det anses bevist, at Føringen af Tøjlerne med fuld Haand baade er bekvemmere og hensigtsmæssigere end den, hvor Tøjlerne inde i Haanden kun ligge paa en Finger.

Ovenstaaende Afhandling af den 87-aarige Oberst af Rytteriet Barth er det Redaktionen en Fornøjelse at optage. Den er et nyt Vidnesbyrd om den usvækkede Interesse, som Obersten bevarer for det Vaaben, i hvilket han har tjent i 38 Aar, nemlig fra 1826 til 1864.

Red.