Man maa maaske give den Oplysning, at Forfatteren er Lærer ved en af de faa Skoler i Skandinavien, hvor Kravet til Karakter­ opbygning, til Udvikling af en stærk Vilje, Ansvarsbevidsthed, Of­ fervilje, Samvittighed, Selvagtelse og Æresfølelse ikke alene er meget stort, men absolut fornøden. Det er ikke saaledes, at det er Krav, der aabenlyst tales om, fremhæves eller belæres om — nej, de indgaar umærkeligt, men usvigeligt, som Surdejg i det grove Brød — indgaar som det faste, bæredygtige Skelet, der skal sætte Skolens Elever i Stand til under givne, ofte alvorlige, ja, alt kræ­ vende Forhold, at løse de vanskeligste Opgaver og at yde det stør­ste Offer.

Eleverne skal for de Undergivne være Eksemplet og kende Eksemplets Magt.

Det er meget rigtigt, at der i Skandinavien ogsaa findes Ung­domsskoler af bøj etisk Standard, der aabenlyst og i det tavse, mindre aabenlyse, stræber efter at hjælpe de unge Mennesker frem til en personlig, værdifuld Livsholdning, social Adfærd og almen­ menneskelig Livsanskuelse, men Maalene her er nok saa meget Dagen og Vejen, Fordragelighed, Overbærenhed indtil Selvudslet­ telse og Indordning under gængse borgerlige Vilkaar, som ikke eller kun sjældent fordrer Individets stærkeste Vilje, tungeste An­ svar, største Offer, usvækket Selvagtelse og en uplettet Ære.

Ved den Skole, der her bliver Tale om, uddannes flere Hun­ drede unge Mennesker, der senere skal blive Lærere, Instruktører — ja, Eksemplet for mange tusinde unge Mennesker.

Eleverne er udgaaet fra ethvert tænkeligt Hjem i Landet, fra de forskelligste sociale og økonomiske Milieu og møder med meget forskellige Kundskaber. Men for dem alle gælder, at de i Løbet af ret faa Maaneder indtil faa Aar skal naa frem til en Kundstkabs- erhvervelse, der alt efter Forudsætninger og Evner strækker sig fra Mellemskolekrav til de bøjeste faglige, tekniske og akademiske Ud­ dannelseskrav, paa samme Tid som der stilles store Krav til en høj fysisk Træningsgrad, Udholdenhed og Styrke.

Desuden stilles der nogle for vor Tid og vort almene Samfund usædvanligt store Krav til en saadan Holdning, Adfærd og Egen­ skaber, som der intet andet Steds i Samfundet lægges større Vægt paa, ja, som maaske endog fra mange Sider gøres til Genstand for stærkt devaluerende Omtale. Det drejer sig ikke alene om de store Krav til en aldrig svigtende Selvrespekt, der udadtil finder Udtryk i en velholdt, reglementær Uniform, blankt pudset Fodtøj, rene Hænder og Negle, velbarberet, velplejet Haar, men ogsaa til Pli og Disciplin og en Livsførelse og en Livsholdning, der rinder af de elementære, ja, vel medfødte Anlæg for og Begreber om Sandhed, Ordholdenhed, Pligt, Ansvar, Offervilje og Æresfølelse. Det drejer sig om Anlæg og Begreber, der kun ad indirekte Veje har fundet Støtte og Opmuntring under den civile Opdragelse.

Man kan vist med megen Ret sige, at det her drejer sig om den eneste Uddannelse, den eneste Skole, i vor Tid, hvor disse Krav spiller saa stor og uundværlig Rolle. Denne Klasse Medbor­ gere træder derefter ind i et Samfund, hvor der Gang paa Gang vil opstaa tydelige Modsætningsforhold til det borgerlige, liberale, tolerante eller rettere indifferente Samfund og Milieu, i hvilket der ad bevidst pædagogisk og demagogisk Vej er gjort meget for at nedbryde og devaluere det karaktermæssige og etiske Grundlag, paa hvilket Uddannelse af Militær og Befalingsmænd nødvendigvis maa bygges.

De skandinaviske Samfund har gennem een til to Generationer tilstræbt at lede al Pædagogik efter yderst tolerante og liberale Linier, hvor der vil være meget ringe Mulighed for Udvikling af sand, aabenlys, individuel Udvikling og Holdning — hvor Karak­ teropbygning blot betragtes som farlig, og hvor alle Bestræbelser er gaaet ud paa at skabe en Sfære af „Behagelighed“ og at ude­ lukke enhver Mulighed for aktiv, handlekraftig, kaldet aggressiv, Adfærd og Holdning.

Man har ikke haft Øjnene aabne for, at naar Børn og unge Mennesker hindres i at følge deres medfødte Anlæg for Handling, Initiativ, personlig Indsats, Stræben, kaldet Forfængelighed og Ær­gerrighed, saa vil der uvægerligt blive udviklet det farligste af alt, nemlig Aggressionshæmninger. De Unge vil indstille sig paa at op- naa den størst mulige Comfort, Bekvemmelighed, og under en fysiognomiløs Maske, der formodes at tækkes Omgivelserne og Samfundet, vil de listeligt og forbitret kæmpe for egne Maal og Hensigter — og deres tilsyneladende hæmmede Aggressionstrang vil Gang paa Gang slaa igennem som desperate Agressioner, der lader haant om Samfundets og Milieuets Vedtægter.

Det er fra de aggressionshæmmede, at de store Farer i Hjem­ mene, i snævrere Samfund og i Storpolitiken truer Tiden og Slægten.

Der kan ikke være Tvivl om, at de pædagogiske Principper og Retningslinier ved vore Befalingsmandsskoler maa ligge milevidt fra den her opridsede civile Pædagogik — ikke mindst fordi en Befalingsmand, en Fører, skal tegne sig klart, stabil, urokkelig, ret­ sindig, ordholdende og usvigelig overfor smaa og store Forventnin­ ger og Opgaver, ellers vil han ikke opnaa de undergivnes Tillid, ja, ofte uforbeholdne Tillid.

Der er næppe heller Tvivl om, at de unge Mennesker, der ud- gaar fra Befalingsmandsskolerne, vil blive stillet overfor meget store, ofte uovervindelige Tilpasningsopgaver, naar de træder ud i det borgerlige Samfund, stifter Hjem, Familie og selv skal bære Ansvar for den pædagogiske Holdning, som de nødvendigvis maa opretholde i Overensstemmelse med deres sjælelige Anlæg og Ud­ vikling. Deres Paarørende og deres Omgivelser, der har faaet en helt afvigende Paavirkning og Udvikling vil ikke være i Stand til at forstaa ret meget heraf og vil Gang paa Gang reagere strækt herimod under Paaberaabelse af, at Tiden og alle gældende Be­ tragtninger forlængst er vokset fra disse gammeldags og strenge Begreber og Meninger.

Dette er nogle Træk af den Mosaik, der danner Baggrunden for de mentalhygiejniske Problemer ved Militæruddannelsen.

En nøje Oplysning om Sjælelivet — og om dets ofte uransage­ lige Veje — om aandelig Sundhed og Styrke, om Karakteropbyg­ning og om Evnen til at taale psykiske Belastninger — er absolut fornøden for at bibringe Eleverne Erkendelsen af de store og usædvanlige Krav, de vil blive stillet overfor, og som det er deres Opgave og Pligt at løse, selv om Erkendelse først bliver til Sand­ hed ved Oplevelsen.

Her skal først flygtigt berøres, at den daglige, fredsmæssige Lægetjenste for Menige og for Befalingsmandselever vil frembyde et vist Antal Tilfælde, der tidligere, om de blev „afslørede“, altfor let kom ind under Betegnelserne: Simulation, Pjæk, Ugidelighed og Ulyst, men som videnskabeligt bør erkendes som psykosomatiske Lidelser og Tilstande — som Reaktioner, „Flugtforsøg“, paa psyki­ ske Belastninger og de psykiske, ubevidste Kædereaktioner berpaa: Frygt og Angst. Det er altfor velkendt, at nogle af de fremmødte an­ giver Tilstande og Symptomer, som Militærlægen ved Morgenkon­ sultationen ikke kan erkende, men heller ikke bestride Eksistensen af, og som medfører, at den Paagældende fritages for visse Øvelser, henvises til Klinik eller bliver sygemeldt. Saafremt Militærlægen havde haft et nøjere Kendskab til Dagens Øvelsesprogram og til den Paagældendes Psyke, vilde han maaske med større videnskabelig Begrundelse have opfattet Tilstanden som psykosomatisk -— og handlet derefter til Gavn for den militære Uddannelse og til essentiel Terapi for Patienten.

I den militære Uddannelse indgaar som væsentlige og nødven­ dige Fag og Krav: befalet Boksning, Fægtning, Svømning, Ridning og mange andre Øvelser, der kræver en villende, energisk Holdning, Udholdenhed og Styrke — og mange af disse Fag kan saa længe de er nye og uvante for Eleverne meget vel og ganske naturligt fremkalde Angst — en Angst, som den Paagældende kon­ verterer til psykosomatiske Klager, og som han ikke kan beherske og overvinde, førend man har oplyst ham om disse naturlige, ube­vidste Reaktioner og om de Hjælpemidler, soin Individet har til Raadighed i sin Viden om disse Forhold, i sin Fornuft, sunde Om­ dømme og sin Viljestyrke. Der er i og for sig intet unaturligt i, at den, der ikke har lært at svømme og ikke har lært at koordinere sit Aandedræt under uvant legemligt Arbejde, føler Angst, naar han kommanderes til disse Øvelser. Men det er noget unaturligt, ja, vel en psykisk Lidelse, naar han ikke kan beherske og over­ vinde sin Angst trods Hjælp af Svømmesele og trods det, at de forstaaende og hjælpsomme Befalingsmænd har kommanderet de to bedste Svømmere og Livreddere til at ledsage ham under Svøm­ ningen een paa hver Side. Det er i og for sig ikke unaturligt, at en Voksen, der aldrig har haft med Heste at gøre, behøver nogen Tid, inden han har overvundet sin Angst for at gaa ind i Baasen eller Boksen, gaa tæt ind paa Hesten og at gaa til Rideundervisningen med Lyst, Dristighed og Mod. Af en noget anden Kategori er Ele­verne, der klager over Træthed og Svaghed og derfor kræver Vita­ mintabletter og Stimulantia, medens Aarsagen maa søges i mangel­ fuld Søvn, fordi Undervisningen kræver saa meget Hjemmearbejde.

Den bedste og adæquate Adfærd fra Læge og Befalingsmand i disse Tilfælde er sand Oplysning om de naturlige Reaktioner og den naturlige Følelse af Angst — Oplysning om hvorledes Opga­verne løses, paa samme Tid som man intet Øjeblik maa saare eller krænke Elevens Selvagtelse og Selvtillid. Uden Selvagtelsen i Be­ hold naas intet Resultat.

Dette er fornødent — men er kun de første Skridt paa Tær­ skelen til det store, altkrævende: Kampfeltets psykiske Belastnin­ ger.

Den militære Uddannelse med Anvendelsen af de absolut nød­ vendige Metoder: Eksercits udøvet til usvigelig Sikkerhed, Aar- vaagenhed, reflektorisk Reaktion, Disciplin indtil ubetinget, usvigelig Lydighed overfor Ordrer og Befalingsmænd, Udholdenhed over­ for legemlige og psykiske Belastninger, Kundskabsmeddelelse om Vaabnenes Art og Anvendelse, Opøven af en fantasirig, initiativrig Erkendelse af Landskabets Muligheder for Dækstillinger og Be­ strygningslinier, Udviklingen af et usvigeligt Gruppesammenhold og Kammeratskab — bør i bøj Grad suppleres med detailleret Op­ lysning om Kampfeltets Væsen og de psykiske Krav og Belastnin­ ger, som den enkelte Soldat stilles overfor, og som han ikke har nogen Forestilling om, inden han har faaet sin Ilddaab.

Psykiske Belastninger melder sig, naar man med sin Afdeling skal rykke ud til Kampzonen, forlade Hjem, Paarørende, Arbejde, Indtjening og Erhverv — med Følelse af Uvished ont Fremtid, Skæbne og Familiens Kaar. Men man er dog blandt sine egne Kammerater og føler sig rolig ved Gruppeførelsen, Sammenholdet og den fælles Skæbne — og man skal i Kamp for en ærlig Sag. Men paa det Tidspunkt, Delingen skal folde sig ud i Ildlinien, er det nære Sammenhæng med Kammeraterne ophørt — ved vor Tids Krigsførelse bliver man spredt ud i Smaagrupper, og det gæl­ der, at hver lille Gruppe skal finde sit Sted, søge Dækning her og søge den rette Placering for sine Vaaben.

Foran sig ser man et livløst, ildevarslende Landskab, ingen Mennesker, ingen Dyr, ingen Fjende, ingen Ild. Det virker uhygge­ ligt, foruroligende. Situationen er kendt som „Slagfeltets Tomhed“. General Eisenhower skriver: „Stridsfeltet er koldt. Det er den en- somste Plads, en Mand kan indtage. Det mest betegnende for det er, at det er tomt. Ikke et Menneske rører sig. Der findes ikke Tegn paa Virksomhed. Overalt mader dyb Ro, der virker mere ulykkesvarslende end de tilfældige Afbrydelser af Skydning.“ Mar- shall skriver: „Det er den Tomhed, der isner en Mands Blod og faar hans Strube til at snæres i Krampe. Det er den Tomhed, der lamnier. De ubetydelige Farer, han tidligere i sit Liv har mødt, mildnedes altid ved en vis forventningsfuld Spænding. Nu møder han en stor Fare, men der findes ingen Spænding deri.“

Det er en Ensomhedsfølelse under Fare samtidig med Frygt. Frygten bliver ofte, navnlig ved en Delings Ilddaab, saa stærk, at en stor Del af Soldaterne lammes og ikke kan affyre et Skud, om det gælder deres eget Liv. I mange Fægtninger var der maaske blot 15 % aktive Skytter i Kompagniet. Ofte var disse faa aktive, effektive Skytter netop dem, der havde klaret sig daarligst under Uddannelsen og bag Fronten — „they could fight like hell but they couldn’t soldier.“

Desuden gjorde det sig ofte gældende, at den civiliserede Mand besad en stærk Ulyst mod at skyde paa et Medmenneske, om han saa var Fjende, Tysker, Russer, Japaner.

Det er ikke alene de moderne Vaabens Effektivitet, der er be­ stemmende for deres Anvendelse og Taktik, men Civilisationens umiddelbare Trang til at skaane Menneskeliv, Modviljen mod at kommandere sine Brødre ud i Ildlinien har i højeste Grad været afgørende for Krigens Mekanisering. Kamppladsen overdænges med voldsom Artilleribeskydning, inden man vil byde sine Skytter at gaa til Angreb — Kampvogne og Tanks sendes frem, for at Skyt­ter i Ly af disse kan trænge frem.

For at overvinde og beherske Slagfeltets Tombed, kræves Op­ lysning af Mandskabet, personlig Kontakt, effektiv Foring, Sam­ menhold, holdt levende ved Raab og Opmuntring — „to talk it up“ — endvidere styrket ved Pligtfølelsen mod Kammeraten og Trods Fristelse indtil det psykiske Bristepunkt af Trangen til at have sin Æresfølelse og Selvagtelse i Behold. Endvidere gælder det om at skaffe Beskæftigelse — megen Tid er uvirksom, afventende, opslidende og psykisk tærende.

Naar Kampen først er i Gang, kan Angsten hurtigt mindskes, idet Uvirksomheden nu afløses af Handling, og den emotionelle Spænding og det anspændte psykiske, fysiologiske Handlingsbered­ skab faar Udløsning.

Sproget ejer ikke Udtryk nok til at beskrive Udkampen og Kampzonens Helvede — hvert Minut er ladet med Frygt og Spæn­ ding: de djævelske Smæld af Granatkastere, hvislende Lyd af Ar­ tillerigranater, Stormildens Buldren, Flyvemaskiners Dronen — hvert Øjeblik er et Helvede, der vedvarer og genindsætter, nerve­ pirrende og chokerende.

Panservaaben gav Panserskræk — og Folk i Panservogn fik og- saa deres Chock — o. s. v. — men ogsaa Naturstemningen gjorde sit. I det russiske Overfald paa Finland led store russiske Styrker af Skovskræk, Angsten for de store, hemmelighedsfulde Skove; i September 1942 bukkede store amerikanske Styrker under for Jungleangsten i Kampen mod Japanerne. Dette blev først over­ vundet, efter at man havde sendt dygtige Psykiatere ud til Styr­ kerne og havde oplyst dem om Junglens Evne til at indgyde panisk Skræk.

At indgyde Frygt har altid været et vigtigt Stridselement •— anvendt af Alexander den Store, de romerske Konsuler, af Hanni­ bal ved Indsats af Elefanter. Frygt kan bevirke Uvirksomhed, Lam­ melse, men kan ogsaa udløse et Forsvar i Raseri og med Dodsforagt — i andre Tilfælde Sindsforvirring: Kasten sig ud i Kuglereg­ nen, Styrten bagud i Panik, skydende paa egne Kammerater.

Angst er en med Frygt beslægtet og blandet Affekt, som i højere Grad end Frygt præges af Uvished, Usikkerhed, under Spænding og plagsomme legemlige Symptomer. Angst fremkaldes bl. a. af ventede, forudsete eller indbildte Farer, hvis Natur ter sig uklart og ikke af Aktuelle, men nærværende som for Frygts Ved­ kommende.

Angst er det mest fremtrædende Symptom i Krigsneuroserne, 70— 80 % af Tilfæ ldene domineres af en patologisk Angst. Angst er et meget usædvanligt Fænomen ved Sindssygdomme og ved psy­ kiske og legemlige Sygdomme: Asthma, Aandenød, Hjertesygdom­ me — Angst kan føre til Misbrug af Alkohol, Morfin, Cocain o. m. m. — og disse Gifte kan atter bevirke endogen Angst.

Psykiaterne kan ved særlige Behandlingsmetoder bringe Kon­flikten eller den fortrængte Oplevelse op i Bevidsthedssfæren, i Genoplevelsen, og den herved genfremkaldte Angst plejede da at afreageres, hvorefter der er gode Udsigter for en psykisk Ligevægt, Helbredelse. Talrige Krigsneurotikere med fortrængte Chockople- velser er herved blevet raske. Ved world-war-I troede man, at der langt hyppigere forelaa organisk Beskadigelse i Hjerne og Ryg­ marv, maaske molekulære Rystelser, og underholdt gennem en Aarrække mange af disse Patienter med Invaliderente, hvorved man blot fik fixeret deres Kompleks og deres Renteneurose.

Fysiske Paavirkninger, Strabadser, Træthed, utilstrækkelig Søvn og Hvile, Sult, Snavs, Væde, Kulde og Hede tærer i bøj Grad paa den psykiske Modstandskraft og opslider Evnen til at beherske Frygt og Angst, „every man has his breaking point“ — selv „the old reliable“ og „the old sergeant“ kimde bukke under.

Derfor maa den militære Hygiejne tage det størst mulige Hen­syn til alle disse Forhold. Med bestemte Mellemrum skal Folkene skiftes ud fra Ildlinien, altid gruppevis, i smaa Kammeratskabsbold og trækkes tilbage til Udhvilen, Adspredelser, Fornøjelser — og naar de atter sættes ind, da altid sammen med deres egne Kamme­ rater og til deres gamle Deling.

De psykosomatiske Symptomer, der varsler Neurose, er: Over­ følsomhed, Irritabilitet, Lydighedsvægring, Søvnforstyrrelser, Ho­ vedpine, Svimmelhed, Hjertebanken, Bryst-Mavesmerter, Rysten, Ildebefindende, Opkastninger, Diarrhoer, ufrivillig Vandladning — Surmulen, Afvisning eller Overstadighed.

Praktisk talt lider alle Hysterikere af Angst, hvilket kan af­ sløres ved Hypnose og Narkoanalyse.

Krigsneurotikerne bor behandles ved Stridszonens Forbindings- plads. Sendes de for langt tilbage, bliver Tilstanden ofte fixeret — den „slaar sig paa Hjernen“ — saafremt der kom en tydelig Bed­ ring kunde Symptomerne hurtigt genindtræde, naar der blev Tale om at sendes tilbage til Fronten. A lt dette bedredes, efter at man fik oprettet rationel Behandling ved Psykiatere.

BEHANDLING

Først Profylaxen. Medens tidligere „the magic eye technique“ havde været afgorende for Udvælgelse og Fordeling af det tjenst­ gørende Mandskab til de forskellige Vaaben og Tjenestegrene, sker disse nu efter saglige Metoder baserede paa nøjagtige Oplysninger om hver enkelt og paa Basis af psykotekniske Undersøgelser.

Man fik hurtigt oprettet psykiatriske Behandlingsstationer ude ved de forreste Behandlingsposter, og man tilstræbte her at give maximal Behandling.

Tidligere gik 90— 95% af de psykisk skadede Soldater tabt for Armeen -— nu lykkedes det at genindsætte 85— 90 % af disse i Tjenesten efter rationel Behandling. Behandlingen bestod over­ vejende i Ro, Hvile, Amytal, Luminal — og Belladonna.

Følelsen af Kammeratskab, ogsaa med Lægen, Forstaaelse for den enkelte hjalp meget, og mangen Bataillonslæges Karakter og Holdning har her spillet en stor og velsignet Rolle.

De psykisk skadede, der ikke kunde forblive paa den frem­ skudte Behandlingsplads, blev sendt tilbage til de nærmest føl­ gende Led, indtil 16—20 km bag Fronten. Her blev de behandlet med Lang-Søvn, Narkoanalyse med tilhørende Afreagering, Hyp­ nose med indgaaende Personlighedsanalyse samt Psykoterapi. End­ videre med Træning, Øvelser, Foredrag og Film. Andre maatte sendes længere tilbage til psykiatriske Hospitaler, hvor de kunde blive behandlede med Insulin- eller Elektrochock — eller med Lobotomi, „det hvide Snit“, der overskærer Forbindelsen mellem Mellemhjernen og Bevidstheden.

Ofte anvendte man med stort Held Gruppeterapi, hvorved den enkelte Patient hørte om sine Lidelsesfæller og om deres fælles Oplevelser og fælles Komplekser.

Derimod viste det sig, at gentagne og detaillerede Organunder­ søgelser ofte bidrog til at fixere Neurotikernes psykosomatiske Symptomer.

Tilfældene af Krigsneuroser indenfor Flaade og Fly var af mange Grunde forskellige fra de her skildrede. Allerede Udvælgel­ sen til disse Vaaben var noget afgørende, idet Flaaden var populær og ofte blev søgt af de bedst egnede og bedst indstillede, eller det drejede sig om livervet Mandskab. Livet om Bord er intimt, Kam­ meratskabet stærkt, Lægen lever med i deres Midte — Ildkampene er kortvarige. Men til Gengæld er Skibbrud, Skyden i Sænk, Livet i Pansertaarne, i Undervands- og Torpedobaade enerverende nok. Flyverne liar deres „flying fatigue“, Angstneuroser, Søvnløshed og Chockene fra „the narrow escapes“. Mere end 20— 25 raids i Bom­ befly taales næppe.

Ogsaa lier gælder det om at finde Balance mellem Tilskyndel­ ser og Hæmning: „the absence of fear may be fatal to succes“ — men saa megen Frygt at Selvbeherskelse og Selvtillid svigter, bliver til en livsfarlig Sygdom hos Flyvere. Træthed, Overfølsomhed, umotiverede Reaktioner og nedsat Selvtillid er Varsko herom. Fly­ verlægen skal selv være Flyver og leve med sine Kammerater.

Markpersonellet paa Flyvepladsen har det ikke for trygt.

LIDT OM NEUROSERNES PATOGENESE

Meget taler for, at der ved Skræk og Angst — der dog meget vel er normale, fysiologiske, emotionelle Reaktioner overfor Paa- virkninger, der kan være stærkere eller svagere, af kort eller læn­ gere Varighed — indtræffer en Forstyrrelse i Ligevægten, i Harmo­ nien, af forskellige Funktioner indenfor Nervesystemet, saaledes at Storhjernebarkens ledende, analyserende, kontrollerende Virksom­ hed temporært gennem Hæmning, Blokering, nedsættes eller ophæ­ ves. Underordnede Centra, der ellers er undergivet Bevidsthedens Kontrol, begynder da at fungere selvstændigt, og primitive Reak­ tionsmekanismer saftes i Gang, som det er skildret ved Krigsneu­roserne.

Det andet Omrade, hvor Harmonien mellem Tilskyndelse og Hæmning spiller en afgørende Rolle, er det vegetative eller auto­ nome Nervesystem, der bar faaet sit Navn, fordi det regulerer Næ- ringsprocesseme og Virksomheden af Legemets indre Organer, og fordi det ikke er underkastet Viljens Herredømme, men reagerer automatisk. Skematisk kan man sige, at Effekterne af de sympati­ ske Irritationer søger at forøge Legemets Beredskab og Effektivitet overfor Krav om hastige Energiytringer: Kamp, Vrede, Handling, Flugt, Angst — medens Parasympaticus overvejende er hæmmende: befordrer Hvile, Søvn og Genopbygningsprocesser.

Desuden er der Sammenspillet mellem Mellemhjernen og Le­ gemets Hormonharmoni, eller Disharmoni, og Sammenspillet mel­ lem disse og det sympatiske Nervesystem.

Barbitursyrepræparater indvirker i særlig Grad hæmmende paa Mellemhjernen, medens Hjernebarkens Virksomhed er ret upaavirket heraf.

Der kendes ikke nogen direkte Beskyttelse mod Krigsneuroser. Der er gjort Forsøg med Ergotamin, der skulde nedsætte Irritabili­ teten i det sympatiske Nervesystem, og med Acetylcholin, der øger Aktiviteten i det parasympatiske System.

En primær Forholdsregel er at udvælge Folk med stor Mod­ standskraft til Krigstjeneste. Alt hvad der bidrager til at skabe en god Moral blandt Tropperne og i Delingen, er samtidig væsentlige forebyggende Foranstaltninger.

Hertil kommer en rationel Uddannelse med realistiske Øvelser, d. v. s. Skyden med Skarpt over Øvelsesfeltet — : „a few will get killed but the otliers will learn. They will know the score, that this is war and no picnic.“

Soldaten bør bibringes Kundskab om Følelsen af Frygt og Angst samt om de legemlige og sjælelige Besvær, der opstaar her­ ved — bibringes en mental Hygiejne — og gives „a good leader- ship“.

Befalingsmandseleverne bør kende Betydningen a'f en fast og stærk Karakteropbygning for derved at skabe en høj psykisk Brud­ grænse. Der er næppe Tvivl om, at Individets psykiske Brudgrænse opbygges i den tidligste Barndom, og at Brudgrænsen derefter lig­ ger fixeret i Underbevidstheden tidligt i Opvæksten. Den indivi­ duelle Brudgrænse ligger i meget forskellig Højde for de forskel­ lige Individer og er i væsentlig Grad bestemt af Barndomsmilieu, Tryghedsfølelse, gunstige sjælelige og karakteropbyggende Forhold, af Eksemplets Magt og Prægets fysiologiske Styrke — samt Barnets Selvopdragelse. Barnet er utvivlsomt født med talrige, store og po­ sitive Evner, og det er Barnets Natur og Naturens Lov at opnaa den største og rigeste Udfoldelse af de iboende Evner. Et Barns Ønske og Behov er netop ikke først og fremmest at blive hjulpet, værnet, beskyttet, befriet for Vanskeligheder og „Ubehag“ — et Barn „vil selv“, „kan selv“ eller stræber i hvert Fald ubændigt efter selv at udøve, skabe, virke, selv klare Vanskeligheder og Ube­ hag og selv bære Ansvar — de søger at øve det sande, det gode, det stærke, thi dette er det livspositive, det befordrende — Modsæt­ningen er det negative, det fejle, det sygelige.

Den høje psykiske Brudgrænse har ikke Brug for Kontraim­pulser — den vil under de vekslende Forhold og Paavirkninger i Livet sikre den rette Adfærd, den rette Livsholdning, Handlingen „af Guds Naade“, ureflekteret. Den lavere psykiske Brudgrænse vil søge Hjælp i Kontraimpulser: bestaaende Love, Forbud, Disciplin, Pligt, Ansvar, Appel til Selvagtelse og Æresfølelse. Hos Største­ parten opfyldes disse ved Velanstændighedsfølelse og Moral og lios andre med lavere Brudgrænse ved Frygten for Skandale, Politi, Straf og Ruin. Kontraimpulserne skal hæmme og bremse deres syge og svage Adfærdsdeterminanter, der ellers vil blive afgørende for fejle, amoralske, skadelige Handlinger — for Svigten, Pligtforsøm­ melse og Flugt.

Saavel i Krig som i Fred spiller Nationernes Mentalitet, men­ tale Holdning, Karakterstyrke, Idealer og Æresfølelse en afgørende Rolle for den enkelte og for Helbeden — og mental Hygiejne be- staar i Appel til Hjernebarken, Bevidsthedslivet og Selvkontrol — med dyb Ærbødighed for Underbevidsthedens advarende og sande Røst.

Det har altid været de aggressive Staters Maal at undergrave den mentale Hygiejne i det Folk, man vilde angribe — bringe dette Folk til at tvivle paa sig selv, sine Ledere og paa Retfærdigheden i dets egen Sag. Dette er kendt fra ældre Tid og vor Tids Diktatur­ stater har givet uomstødelige Beviser derpaa — Beviser, der intet Øjeblik bør glemmes eller bortfortolkes. Det er paakrævet at frem­ hæve dette, fordi de aggressive Stater, utvivlsomt, fortsætter deres infiltrative Metoder og Virke, hvortil hører Hvervning af og psy­ kisk Tryllebinding af saadanne Personer, der kan sniges ind paa betydningsfulde Skoler og Poster, maaske endog paa Befalings­ mandsskoler og i Nøglestillinger, omhyggeligt skolede i at skjule deres sande Aasyn — og Hensigten.

Dette er vor Tids trojanske Hest.

De ideologiske Statsformer kan fremstilles saa logisk og klogt og kan fremsætte saa mange „velmente“ Tanker, om at Samfundet og Staten bør være enebestemmende og afgørende for Tilværelsen — alt, med Tiden, til Bedste for Borgeren — at de takket være Flokinstinkt eller Reaktionerne: Frygt og Angst opnaar Tilslut­ ning fra Medløbere eller opnaar at svække det individuelle sunde Omdømme og Selvtillid.

Men man har glemt at regne med, at de urmenneskelige, sjæle­lige Kvaliteter og Egenskaber ogsaa er saavel arvelige som livsbe­ fordrende — medens det paaførte, det tilstræbte, det „overintelli- gensbestemte“, usande, kaldet erhvervede ikke er arveligt.

For at det alt skulde passe bedst muligt ind i den overintelli- gens-udklækkede Ideologi har man paa talrige Felter opstillet nsande, falske Læresætninger og Dogmer, uden at have Forstaaelse af, at den menneskelige Hjerne og Sjæl er udstyret med en fint mærkende „Løgnedetektor“. Allerede i den tidligste Barndom af­ gives utvivlsomme Beviser for Barnets medfødte Erkendelse af Sandhed og Usandhed, af Ret og Uret. Denne Erkendelse kan ved Magt og Tvang underkues, men ikke udryddes.

Man har saaledes opstillet Dogmet, at erhvervede, paaførte Egenskaber, vilde blive arvelige, idet man har foregøglet, at man ved nye Arvelighedsdogmer kunne skaffe mere Mælk og Kom. Men man har glemt det ene fornødne: at vinde Menneskesjæle — og her vil ideologisk paaførte Egenskaber aldrig indgaa som Arvelod.

I Sjælelivet indgaar foruden Erkendelse af Sandhed og Ret de rent følelsesbetingede, vanskeligt definerbare Kvaliteter: Tro, Haab og Kærlighed. I vor videnskabelige, tekniske og materielle Tid har man ment, ja, maaske troet, at Mennesket var godt hjulpet ved og vilde være i stand til at leve Livet paa Viden, hvad enten denne saa var erhvervet eller paalagt, thi Viden bygger paa objektive Grunde, paa hvad man mener at kunne føre Beviser for, medens Tro er Individets Dom og Holdning bygget paa subjektive Grunde. Medens Mennesket næppe føler Lykke og Tryghed blot ved sin Viden, er det i Stand til at opnaa og vinde dette ved sin Tro — og saafremt Troen er stærk og Behovet for Tro er stort, loliver Troen for det enkelte Individ til en Vished om det, der haabes, en fast Overbevisning om de Ting, der ikke ses.

Haab er den anden sjælelige Kvalitet, der sætter Mennesket i Stand til at leve, til at bære Trængsler, Sorger og Tvivl, til at er­ kende Livets egentlige, fornyende Indhold og Væsen — Haabet er Menneskets ikke helt sikre Forventning om, at en glædelig Tildra­ gelse skal indtræffe, ogsaa for ham, indenfor en vis Tidsfrist.

Den tredie Kvalitet er Kærlighed — og størst af disse er Kær­ lighed. Næst efter at erkende Kærlighed som Hjertet, eller med et moderne Udtryk: Pull-motor, i de fleste Religioner og som Alfa og Omega i den kristne Tro, maa man erkende, at Kærlighed mellem Mennesker er den vigtigste Kraft, Følelse og Affekt, der har be­ tinget Menneskehedens Bestaaen og Udvikling. De to Køn vilde være utænkelige og evneløse uden Kærlighed — Beskyttelses- og Flokinstinkt vilde ikke være vakt uden Kærlighed — Moderfølelse, Pietetsfølelse og Venskab vilde være uden Marv og Ben — de sjæ­ lelige Værdier: Glæde, Haab, Tryghed, Taknemlighed, Beundring og Selvtillid, Selvfølelse og Fædrelandskærlighed vilde ikke opstaa uden Kærlighed, medens Vrede, Frygt, Sorg maaske nok kunde tænkes at bestaa af anden Oprindelse end Kærlighedens Trængsler og Skuffelse.

Derfor vil et ideologisk Samfund, der ikke levner Udfoldelses­ mulighed for Tro, Haab og Kærlighed, for de urmenneskelige, sjæ­ lelige Kvaliteter, bære Spiren til sin egen Undergang. Et saadant Samfund er og bliver „ormædt i Kæmehuset“. Det troede, at det her netop besad al god Viden og god Vilje, alt medens det dog glemte det ene fornødne.

Det er betegnende, at Behov for fuldstændig Kursændring og for Respekt for de sjælelige Kvaliteter netop er blusset stærkt op i de Unges Sind i de undertrykte Lande, endog i den Ungdom, der kun har haft Mulighed for Opvækst og Opdragelse i Diktaturets sorte Skole.

Een Gang vakt til Live vil dette Behov rejse sig ukueligt, livs­ bekræftende og med overbevisende Styrke, voldsommere end Sult og Tørst.

Der er Mentalhygiejne og Menneskeret i: „Kæmp for alt, hvad Du har kært“.

Poul Freudenthal.