Foredrag holdt i „Det krigsvidenskabelige Selskab“ d. 4. April 1898.
Af Overlæge J. F. Hempel.
Det er nu snart et Decennium siden man overalt i Europas Hære begyndte at indføre det lille Kaliber i Forbindelse med Repetergeværet, og i Løbet af den Tid er der efterhaanden vokset en betydelig Litteratur frem og anstillet en Mængde Forsøg for at fastslaa Vaabnets saavel krigskirurgiske som taktiske Betydning. Selvfølgelig var Militærlægernes Opmærksomhed fra først af rettet paa den krigskirurgiske Side af Sagen, men da de to Sider paa saa mange Maader betinge hinanden, har man ikke kunnet undgaa ogsaa at komme ind paa den taktiske, og her er man trods Litteraturen og trods Forsogene ingenlunde kommen til et afgørende Resultat; man staar endnu tvivlende lige over for det Principielle i Spørgsmaalet, nemlig hvad Retning Udviklingen bør tage.
Som bekendt bleve de tidligste Forsøg anstillede for at bestemme det nye Vaabens ballistiske og kirurgiske Egenskaber i Sammenligning med det ældre, særligt det med 11 mm.’s Projektil. Saaledes i Frankrig af Nimiers, Delorme og Ghavasse, i Tyskland af Reger, Paul Bruns og Wagner, i Østrig af Habart, fra japanesisk Side a fKiku zi og endnu mange andre. Resultatet af de første Undersøgelser blev, at man ikke alene fandt, at det som Krigsvaaben overgik det 11 mm.’s, men ogsaa — det var Paul B runs i Tiibingen, der opfandt Ordet — at det i Sammenligning med det ældre var et „humant“ Vaaben. Man troede med andre Ord, at det nærmede sig det ideale Vaaben, nemlig et saadant, som, samtidig med at det i fuldeste Maal opfyldte sin Bestemmelse at slaa Modstanderen ned, dog ikke molesterede ham mere, end Øjemedet krævede. Men Betegnelsen „human“ om et Krigsvaaben er jo egentlig et Paradoks, og naar derfor Synspunktet „human“ eller „inhuman“ alligevel lægges til Grund for de efterfølgende Betragtninger, saa er det, fordi det udelukkende betegner Lægens Interesse i Sagen; ud fra dette Synspunkt uldet naturligst for ham at bedømme Fænomenerne, uanset om Paul B run s’s Betragtning er rigtig eller ikke. Men nødvendigt er det først at fastslaa Rækkevidden a f Ordet „human“ : Ganske vist var det, der gav Anledning til Tanken, Synet af de mere glatvæggede, mindre destruerende, mindre smertefulde og for konservativ kirurgisk Behandling bedre egnede Saar, som man troede at finde ved det nye Vaaben uden Hensyn til den mere morderiske Virkning •— men saa længe Lægen i sine Bestræbelser gaar ud fra , at selv den ynkværdigste Invaliditet er at foretrække for en let og hurtig Død, saalænge m aa han anse et Vaaben, der dræber, hvor et andet kun vilde lemlæste, som et mere inhumant end dette .sidste, uanset Lemlæstelsens Grad.
Det, som de nævnte Forskere især fæstede Opmærksomheden paa, var den eksplosive Virkning. Erfaringerne fra den fransk-tyske Krig om Chassepot- og Tændnaalgeværets Sprængvirkninger paa Kraniet eller de store Rørknogler havde forbavset Verden; man mente nu, at det lille Kaliber vilde give mindre Sprængvirkning. Man opstillede de bekendte 3 Zoner for Skudyirkningen og indrømmede, at Eksplosivzonen ganske vist var rykket lidt ud (fra c. 400 til 600 m.), men til Gengæld vare Destruktionerne mindre, og der fandtes næsten ingen Kontusionszone ved de nye Vaaben; dertil kom, at Hud- og Bløddelesaar decideret vare af mindre Omfang og renere, mindre udrevne; Deformationen af Kappeprojektilet mindre og Projektilets Forbliven i Legemet sjældnere.
At dette sidste var en tvivlsom Fordel, da det var betinget af det nye Vaabens store Perforationsevne, lagde man i Begyndelsen ikke saa megen Vægt paa. Alt i Alt fandt man Vaabnet mere „humant“ . Men snart begyndte der at indtræde en Strømkæntring i Anskuelserne. Allerede i Delorme & Chavasse’s Undersøgelser af L e bel- i Sammenligning med G ra s geværet var der forskellige Ting, der ikke passede rigtigt, men det var først Habart, som ved nye Undersøgelser i 1892 paaviste forskellige Fejl i de ældre Undersøgelser og især ved at være Vidne til Vaalmets Virksomhed under en Arbejderopstand i N u rschan kom til en anden Opfattelse. Ved de Saar, han der fik under Behandling lagde han Mærke til den relative Hyppighed af arterielle Blødninger, der ikke gav sig til Kende udvortes, idet den lille Lludaabning ofte dækkede for voldsomme og dødbringende indvortes Blødninger. Ved de gamle Vaaben kunde det hænde, at Projektilet skød Arterien tilside i sin Flugt, og hvis den ramtes, blev Saaret mere kontunderet og Betingelserne for en naturlig Standsning af Blødningen bedre: de nye Projektiler med det lille Kaliber og den store Perforationsevne skar Arterierne igennem som en Kniv. Habarts Konklusioner ere følgende: 1) Deformeringen er større, Rikochetskud og Tværslagere hyppigere end tidligere antaget, 2) Hudsaarene mindre, 9) Destruktionerne af de lange Rørknogler mindre paa Distancer fra 0— 1200 m., større fra 1200— 2000 in., 4) multiple Saar hyppigere, 5) de perforerende Saar paa Indvolde — især i Underlivet — farligere, 0) Zonen for dødbringende Skud meget udvidet (indtil 4 Kilometer), 7) Blødninger farligere. IIabart kalder derfor Betegnelsen „humant Vaaben“ for absurd („ein Unding“).
Endnu skarpere præciseres denne Anskuelse af Demost hen e i Rumænien, som i 1894 foretog en Række Forsøg, der i flere Henseender ere interessante og danne et Fremskridt fra de tidligere. Hans Bog er kort og koncis og gennemgaar dog hele Forsøgsskalaen fra Grunden af. Han benyttede M annlicher G,5 nnn., som han mener i ballistisk Henseende staar over 8 mm.; han brugte ikke reduceret Ladning som alle de tidligere Forskere, men Fuldladning paa virkelige Afstande lige til 1400 ni., og paa hver Afstand gjorde han Forsøg paa levende Heste foruden paa Lig og Præparater. Habarts Forsøg paa levende Dyr vare mindre omfattende. De Slutninger, Demosthéne kom til, vare følgende: 1) Hudaabningerne ofte mindre end Projektilet, dog varierende, °2) paa levende Dyr er Skudkanalen omgivet af et Blodekstravasat. Vi se her et Forhold, hvor Forsøgene paa Lig give et gunstigere Billede end man kan vente i Virkeligheden. Men den væsentlige Forskel fra de tidligere Undersøgelser var, at han 3) paa Kraniet og del ange Rørknogler fandt Sprængvirkning i enhver Distance modsat Forsøgene med reduceret Ladning, der gav rene Saar paa 1000 å 1200 m. og derover; 4) paa Blodkar rene Saar — det alleruheldigste, der kunde tænkes, da Blødningen netop derved bliver saa abundant. Demosthéne ender med at kalde Vaabnet inhumant i Sammenligning med det gamle.
Vi se altsaa, at Strømkæntringen allerede er foregaaet, Demosthéne danner Overgangen til de bekendte epokegørende Forsøg, som det preussiske Krigsministeriums Medicinalabtheilung foretog under Ledelse af Generalstabsarzt v. C oler og Stabsarzt Dr. Schjerning og udgav i Trykken 1894. Meningen var at løse alle de Tvivl og Uenigheder, der efterhaanden vare opstaaede og engang for alle fastslaa den krigskirurgiske Betydning af det nye Haandskydevaaben.
Ved det store Apparat, der blev sat i Bevægelse og ved den Mængde Sagkyndige af enhver Slags, der medvirkede, bleve disse Undersøgelser paa ethvert Punkt førte til den yderste Konsekvens for at besvare ethvert Spørgsmaal og udelukke enhver Fejlkilde.
Ordningen af Forsøgene er i sine store Træk saaledes: Først anstilles Forsøg over Projektilets ballistiske Egenskaber. Der gøres straks gældende, at man for Kalibret 8--7 nun. ikke behøver at prøve de forskellige Geværmodeller i Europa hver for sig, da de staa hinanden saa nær i deres Virkninger, at man godt kan bruge et enkelt som Paradigme, — her det preussiske Infanterigevær M. 1888. Senere drages forskellige Sammenligninger mellem dette og det mindre Kaliber C>— 5 mm. Dernæst følger de 3 store Grupper: 1) Skud l æ s i o n e r p a a l e v e n d e M e n n e s k e r , 2) S k u d p a a a n a t o m i s k e P r æ p a r a t e r a f M e n n e s k e r og 3) p a a D y r e p ræ p a r a t e r og le v e n d e Dyr. Endelig en samlet Oversigt samt teoretiske Betragtninger over Skudlæsioner i Almindelighed. Der opbevares ialt paa Fr. Wilhelm s Institut over 1000 Skudpræparater, hvoraf 488 tindes beskrevne i Bogen hver med sin Journal. Forskellige Forsigtighedsregler bleve trufne for at gøre Fo rsøgene saa lig de virkelige Forhold som muligt. Man anvendte helst friske Præparater af unge Mennesker, da det ved særlige Forsøg blev godtgjort, at Skudvirkningen var meget forskellig paa Knogler af ældre og yngre, af mandlige og kvindelige L i g — for ikke at tale om patliologisk forandrede i Sammenligning med friske. Aarerne bleve indsprøjtede med W ickersheim ers Vædske ') for at de kunde have den samme Fyldningsgrad som i levende Live; Præparaterne (ogsaa hele Lig) vare til Forsøgene ophængte i Snore for ikke ved Fald paa Jorden at forandre Skudlæsionens Form; straks efter Skuddets Afgivelse bleve de forsigtigt baarne ind paa Anatomibordet, og, naar man vilde have et Billede af selve Skudkanalen, blev denne fyldt med d e n W o o d ’ske Legering1) i smeltet Tilstand; herved fik man en A f støbning af Skudkanalen i Sammenhæng med den som oftest frakturerede Knogle; ønskede man et Fladebillede, anvendtes Forfrysningsmetoden, hvorefter man gjorde et Længdesnit igennem vedkommende Legemsdel, saaledes at Skudkanalen kom til at ligge i Snittet. Senere blev Præparatet hærdet i absolut Alkohol. Kuglerne opfangedes i Papæsker med Savspaan for at undgaa en Deformering, som ikke skyldtes Præparatet. Endelig maa anføres, at man ikke anvendte reduceret Ladning men F u l d l a d n i n g paa alle Distancer o: indtil 2000 in.; deraf Enkeltskydning indtil 1200 m., over denne Distance Salveskydning paa Grund af Vanskeligheden ved at træffe.
Dette Spørgsmaal om reduceret Ladning kontra Fuldladning har givet Anledning til betydelig Dissens blandt Militærlægerne, men maa antages at være løst vedColerSchjernings Forsøg. Sagen er jo nemlig den, at alle tidligere Forsøg — undtagen Dem osthene’s — paa Grund af Vanskelighederne ved at træffe ere udførte med reduceret Ladning o: alle Skuddene ere afgivne paa den samme korte Distance, f. Eks. 25 m ., men for at Forholdene kunde komme til at svare til de forskellige længere Distancer reduceredes Krudtladningen saa vidt, at Projektilets Begyndelseshastighed kom til at svare til den Endehastighed, som Projektilet med Fuldladning vilde have havt, naar det var naaet til de respektive Distancer. Naar Beregningen var rigtig, mente man, at Projektilet vilde have den samme levende Kraft og derfor øve samme Virkning som affyret med Fuldladning paa de virkelige Distancer. Men allerede Nim iers nærer Betænkeligheder, fordi Ro ta tionerne ere langt færre ved reduceret Ladning end ved Fuldladning paa tilsvarende Distancer; dette mener H a bart er aldeles ligegyldigt, da han beregner, at et Projektil med Begyndelseshastighed af f. Eks. C>20 m. i Sek., som i samme Tid gør 2800 Rotationer, i det Højeste kommer til at gøre 1 Rotation, medens det gaar tværs igennem et Menneske, hvilket ikke kan spille nogen Rolle for den mekaniske Virkning; herimod indvender Nimiers, at det maaske kan gælde å bont portant; men under P ro jektilets Frem fart aftager Rotationshastigheden ikke i samme Forhold som Projektilets Hastighed, og efter hans Beregning vilde det allerede paa 200 m. gøre 3 Rotationer under Passagen gennem et Menneske, hvilket man efter hans Mening ikke uden videre kan fraskrive enhver Betydning. Eksperimentelt er Spørgsmaalet til Uels løst af Demostilene, som gennemgaaendc frembragte en langt ugunstigere Virkning paa de menneskelige Væv end de tidligere Forskere, men først Coler-Schjerning, som anstillede en sammenlignende Forsøgsrække mellem reduceret — og Fuldladning, afgjorde Spørgsmaalet til Gunst for sidstnævntes langt kraftigere Virkning. Blandt de mange Eksempler kan fremhæves, at de ved et Skud i beregnet Distance af 700 m. paa et Kranium med reduceret Ladning fik lige Skuclkanal uden Sprængning — med Fuldladning betydelig Sprængning og overhovedet ikke simpel Perforation under 2000 m. Teoretisk kan Sagen — foruden ved Rotationerne — ogsaa forklares ved den Omstændighed, at Projektilet faar en anden Ind faldsvinkel og at det med reduceret Ladning har en Tilbøjelighed til Pendulsvingninger i Luften, som svække dets Indtrængelsesevne. Endnu er der dog dem (f. Eks. Bircher), der mene, at Forskellen kun beror paa en Fejlregning, og at Ind faldsvinklen kan reguleres ved en forskellig Opstilling af Maalet — men de Fleste dele dog nutildags Coler-Schjernings Anskuelse.
Det hele Spørgsmaal om reduceret Ladning kontra Fuldladning er i denne Sammenhæng af Vigtighed, da dets Afgørelse har givet Strømkæntringen i Betragtningen af Vaabnets Humanitet eller Inhumanitet endnu mere Vind i Sejlene i Favør af det Sidste; vi skulle nu gaa over til selve Eksperimenterne. Den første Serie,, som alene har ballistisk Interesse, forbigaas her; kun m. H. t. Projektilets Tem peratur enkelte Bemærkninger. Som bekendt har man tidligere opstillet den Teori, at Opvarmningen af en Kugle ved Anslaget var saa stor, at den oversteg Blyets Smeltepunkt og at dette foranledigede Kuglens Sønderdeling eller Deformation og derigennem Sprængvirkningen. Men allerede v. Beck har i 1885 eksperimentelt paavist Urigtigheden heraf, og Coler-S ch jerning har ved nye Forsøg fastslaaet Varmestigningen for hvor Distance. De gik ud fra R e g e r’s Teori om S t ø d og M o d s t ø d a: naar en Kugle standses i sin Fart af et uigennemtrængeligt Legeme, omsættes dens Arbejdskraft i Stød og Modstød; Modstødet, som gaar ud over Kuglen selv, bevirker enten De form ation eller Varme: jo mere af det første, des mindre af det sidste og omvendt. Varmestigningen maaltes nu af C o l er-Schjern in g paa følgende Maade: Man konstruerede særegne Projektiler, hvis Staalkappe var fyldt med Legeringer med forskelligt men meget lavt Smeltepunkt — ialt (i, f. Eks. Woods Legering a (15° C., Rose’s Legering a 1)5 (1. osv. indtil en Legering å 11)7° G. Man begyndte med den laveste og skød paa tørt Grantræ : Varmegraden bestemtes, saasnart man naaede en Legering, der ikke smeltede ved Anslaget. Saaledes bestemtes Varmegraden
paa 50 in til 140°
- 400 m - 125°
- 600 m - 90°
- 800 m overhovedet ingen Smeltning (o: under 05°).
Paa menneskeligt Væv kunde der ingen Tegn til Smeltning opdages, da Kuglen altid perforerede. Mere Interesse frembyder den næste Serie: SkudLæsioner paa levende Mennesker. Goler-Schjerning har samlet og beskrevet 57 saa danne Tilfælde, alle fra den preussiske Armé, fremkaldte ved Gevær-Model 88. Det var udelukkende Selvmord eller Vaadeskud, fortrinsvis det førstnævnte — derved komme de mindre til at ligne Saarene under Krigsforhold, da de fleste Selvmordsskud jo ere afgivne i nærmeste Næ rhed; dog er der ogsaa nogle paa fjernere Hold. De lettere Saar, som Bløddelesaar uden Beskadigelse af større Arterier og Nerver helede i Reglen uden videre Følger; K n o g les a a r i spongiøse Bendele paa 2— 200 m. Distance frembød mindre Knusninger og helede enten fuldstændigt eller med mindre Funktionsforstyrrelser; paaRørknoglernes kompakte Del viste de alle fra 1 — lOOOm. fuldstændig Splintring med en lille Indgangsaabning og i Reglen meget stor Udgangsaabning og frembragte som oftest Invaliditet.
Af Kranies aar vare kun 2 frembragte paa fjernere Hold; deraf er det ene interessant derved, at det var det eneste Ivraniesaar, hvor Kuglen blev siddende i Hjernen. Skuddet var afgivet paa 2700 m. under en Fægtningsskydning; det var en Musketer, der blev ramt. Der var ingen Sprængvirkning og lige Skudkanal. De fra nærmeste Nærhed vare næsten alle Selvmordsskud og udmærkede sig ved de forfærdeligste Destruktioner. Et enkelt Eksempel: Det var et Ulykkestilfælde. En Jæger skulde rense sit Gevær, men vidste ikke, at der endnu var 2 Patroner i Kammeret; han holdt det næsten vandret, det gik af, og en Kammerat omtrent 10 Skridt fra ham faldt lydløs til Jorden. Skuddet var gaaet ind i venstre Side af Panden og ud igennem Baghovedet. Indskudsdefekt c. 3 cm., Udskudsdefekt lidt mindre; paa venstre Side var der en haandfladestor Aabning, hvorigennem man saa helt ind i Kramets Hulhed, der kun delvis var fyldt med Hjerne; ved Siden af paa Gulvet laa omtrent den halve Hjernemasse, isprængt med talrige, indtil 10 cm. lange Benstumper. Ved Berøringen af Hovedet føltes baade paa højre og venstre Side Knagen , og da man løftede det op, faldt endnu et tt cm. langt Knoglestykke ud af venstre Side. Rundt om paa Gulvet indtil 7 Skridts Afstand fra Liget fandtes Klatter af Hjernevæv og 3 Skridt derfra endnu et større Knoglestykke af Kraniet. Øjnene vare vidt aabne, det venstre Øjeæble stærkt fremtrædende. — A f lignende Beskaffenhed vare de andre Kranielæsioner. A t de alle endte med Døden, er overflødigt at tilføje; kun de, hvor Ansigtet alene var knust, endte med delvis Helbredelse.
Af Lungeskud var der ialt 22 med 8 Dødsfald. Mærkelig er hos dem alle de stærke Chocsymptomer, men hos dem, der kom sig, til Gengæld den hurtige Rekonvalescens og — hvad der er det mærkeligste — enkelte bleve atter tjenstdygtige, ialt 3; de, der bleve kasserede havde kun meget ringe objektive Tegn. Hos dem, der døde, skyldtes Døden altid Blødning. Hjerteskuddene vare alle dødelige. A f Underlivsskud ere ialt 3 beskrevne, som endte med Døden. Da alle disse Skud vare perforerende, vare Tarmene 5— 7 Gange gennemskudte, hvilket selvfølgelig forværrer Prognosen meget.
Det Centrale i den Coler-Schjerningske Undersøgelsesrække er imidlertid Skud paa Menneskelig og P ræ p a ra te r samt p a a levende Dyr. Anordningen af disse Forsøg er allerede omtalt; her skal kun tilføjes, at der blev skudt paa Afstande fra 50— 2000 m. stigende i Reglen med 100 å 200 m. ad Gangen, dels paa hele Lig dels paa enkelte Dele. Skudvirkningerne bleve nøje bestemte for hvert enkelt Organ paa det menneskelige Legeme. Her i Korthed Resultaterne: A. Kraniet. Ialt 51 Kranier beskudte; deraf 30 fyldte med Hjerne; de andre vare dels tomme dels fyldte med andre Substanser. 8 mm.’s Projektil anvendtes til '44, 5 mm. til 4, G mm. til 1 og 11 mm. til 2. Paa nært Hold o: 50— 200 m. var Sprængvirkningen paa hjernefyldt Kranium enorm — især med 5 og G mm.’s Projektil.
Paa tomt Kranium eller Kranium t'yldt med kompressible Substanser som Gibsmel og Savspaan derimod Hulskud og lige Skudkanal uden Sprængvirkning i alle Distancer; fyldt med Stivelseklister og Vand (o: inkompressibel Substans) var Sprængvirkningen ganske som med Hjernemasse. Over 200 m. aftager Sprængvirkningen jævnt og man begynder at skelne en vis Regelmæssighed i Splintringen af Knoglerne, idet Fissurerne dels gaa radiært fra Indskuds- og Udskudsaabningen — undertiden mødende hinanden — dels cirkulært omkring disse Aabninger som Gentra, saaledes at Kraniets Overflade kommer til at ligne en Globus med Bredde- og Længdegrader; fra 800 in. aftage de cirkulære og over 1000 m. faas med reduceret Ladning rent Hulskud uden Fissurer; dette opnaaedes med Fuldladning kun 1 Gang ved 1000 m. og endda kun omtrentlig; ved 2000 in. fik man atter Sprængvirkning paa 2 Kranier. Altsaa ingen Zoneinddeling! Selve Hjernen blev fuldstændig til Grød paa de korte Distancer, mindre destrueret paa de længere. De 11 mm.’s Projektiler, der ligesom de 5 og 0 mm.’s kun anvendtes paa den korteste Distance (50 m.) frembragte udstrakte Destruktioner, men næppe saa store som de 5 og 6 mm’s.
B. Hudsaar. Indskudsaabningerne i Reglen smaa — paa nært Hold af Projektilets Størrelse eller lidt større, dernæst aftagende med Afstanden, hvor de ofte blive mindre end Projektilet. Det er omvendt bos de fleste tidligere Forskere, men deres Resultater skyldes vistnok reduceret Ladning. Udskudsaabningerne mere uregelmæssige, som Regel større; meget udrevne og store blive de, 1) naar Projektilet forandrer Stilling inde i Legemet og bliver til Tværslager, 2) naar det er gaaet igennem kompakt Knogle; her er Rullet ofte fyldt med Bensplinter. Et Hul paa over 3,5 cm. er altid Tegn paa Knogleskud med Brud, men omvendt kan man ikke altid af en lille Aabning slutte til Ikke-Tilstedeværelsen at' Brud: ved 50 ni. k a n der være stærk Splintring med lille Hul.
C. Bløddele. Cylinderfonnet Kanal — ved Nærskud lidt større, ved Fjernskud lidt mindre Kaliber. Tragtformig Udvidning kun ved lange Kanaler paa nære — eller Middel-Distancer (indtil 1000 m.). En pludselig Udvidning af Kanalen tyder altid paa, at Projektilet har forandret Retning f. Eks. ved at passere forskelligartet Væv.
D. Vigtigt er det lille Kalibers Forhold til B lo d karrene. Det er absolut ugunstigere end de ældre Blyprojektilers. De mindre Pulsaarer blive, naar de rammes, næsten altid glat gennemskaarne som med en Kniv; ved de større Pulsaarer ses dette kun paa nære Afstande, og d e t e r endda det gunstigste Forhold, thi derved er der en Mulighed for, at Enderne ved Aarens Elasticitet kunne trække sig tilbage i Bløddelene og Blødningen standse ved det omgivende Tryk; over 200 m.'s Afstand saa man altid det Fo rh old , at Projektilet frembragte et glat Snitsaar i Væggen (undertiden spiralformet) og lod en smal Bro tilbage af Ydervæggen; denne forhindrer Enderne i helt at trække sig tilbage, men der frembringes et stort gabende H ul, hvorfra Blodet ustanseligt flyder; d e t er d e t a l l e r u g u l i s ti g s t e F o r h o l d ! Man har aldrig set Dndvigning af Pulsaaren for Kuglen som i gamle Dage. Kun ét Forhold er bemærket, som ligner det lidt i Virkning, nemlig Strejfskud af en Pulsaare. Herved kan dennes ydre Væg (adventitia) holde, medens de 2 indre briste og rulle sig op i Pulsaarens Lumen; Blødningen undgaas foreløbigt, men Forholdet begunstiger Dannelsen af Pulsaaresvulster. Imidlertid er dette Forhold en Sjældenhed. Den kontunderende Virkning af de gamle Projektiler, der var ret gunstig for en spontan Blodstandsning, maa man nu give A fkald paa. Dog maa tilføjes, at Læsionen af de store Kar var forholdsvis sjælden — c. 9 °/o af samtlige Bløddeleskud.
E. Hjerteskud have mindre Interesse for Sammenligningen, for saa vidt som de alle ere dødelige baade med det gamle og nye Kaliber.
F. Et lysere Billede frembyder Lungeskud. For saa vidt Skuddet her ikke rammer et større Blodkar, er Forholdet absolut gunstigere end ved de gamle Vaaben. Ifølge Fischers Statistik i hans Krigskirurgi var Mortaliteten ved Lungeskud 44,4 % o: med de gamle Vaaben; ifølge Goler-Sch jerning er den med de nye Vaaben 86,4 °/o; herunder er indbefattet Selvmordsskud, der selvfølgeligt er afgivne under de ugunstigste Forhold; regnes de fra, er Mortaliteten kun 12,5 °/o. Forsøgene paa Lig give et Billede, der i det Hele svarer til dette Forhold. Der er i Reglen en cylindrisk Skudkanal af lille Kaliber med glatte Vægge, undtagen ved Tværslagere o. lign. Levende Mennesker, der rammes, blive i Reglen straks betagne af Ghoc’et, faa Aandenød, Blodhoste o. lign., men disse Tilfælde forsvinde ofte forbavsende hurtigt, og Helbredelse kan ske paa 14 Dage indtil 2 Maaneder. Tjenstdygtighed er dog næppe set hos andre end Befalingsmænd.
CL Bughulen. Her bliver Forholdet atter ugunstigere ved de nye Vaaben. Naar man i gamle Dage har set perforerende Skud gennem Bughulen uden Beskadigelse af Indvoldene (ifølge D u p u y t r e n og v. B e c k i c. 8 % af Tilfældene), saa vil det for Fremtiden være et Kuriosum. Desuden ville de store Kirtler, naar de rammes, altid fremvise udbredte Destruktioner, meget sjældent Hulskud; paa selve Tarmkanalen kan Ind- og Udskudsaabningen til Tider maaske være lidt mindre end ved de gamle Projektiler, men det afhænger væsentligt af Tarmens Fyldningsgrad: paa fyldt Tarm udbredte Destruktioner, paa tom Tarm smaa Hulskud. Det væsentligste Moment, som gør det lille Kaliber saa farligt, er M ultiplicite ten af Tarmsaarene .;>: den Omstændighed, at Projektilet ved sin store Perforationsevne næsten altid gaar igennem et stort Antal Tarmvindinger, og naar man nu véd, at Faren ved Tarm saar altid ligger i Udtrædelsen af Tarmindholdet i Bughulen og at der kun ved Anlæggelsen af Tarm sutur er en svag M ulighed for Helbredelse, saa bliver denne Mulighed næsten forsvindende ved Mængden af Tarmlæsionerne. Det vilde være gunstigere, om Kuglen forblev i Bughulen. Mortaliteten, der tidligere var 70— KO n/o, vil vistnok blive ugunstigere.
Særligt maa bemærkes det Forhold, at Døden indtræder sent — men næsten ufejlbarligt — og at Choc’et ofte er ringe. Derfor kunne disse Saar være utilstrækkelige til f. Eks. at standse et Kavallerichoc.
H. Knogleskud. Dette er den sidste og vistnok interessantesto Del af C o le r-S c h je rning s Undersøgelser. I Krigen udgøre de c. 21 % af alle Skudsaar (Kraniet betragtet for sig), og om de end i Reglen ikke ere livsfarlige, er det dog dem, der hyppigst foraarsage Invaliditet. Den Bemærkning maa forudskikkes, at der paa hver Distance indtil 700 m. blev foretaget Sammenligningsforsøg med reduceret Ladning — med det Resultat, at reduc. Ladn. paa beregnet Distance over 200 m. gennemgaaende var af langt svagere Virkning end Fuldladning; naar derfor Paul Bruns sætter SOO m. som Grænsen for Eksplosivvirkningen, gjælder det ikke mere: paa visse Knogler tik man Eksplosivvirkning paa alle Distancer indtil 2000 m., men her maa atter gøres en Sondring mellem Knoglerne.
Gunstigst var Forholdet paa de flade Ben, hvor man endog paa nært Hold kunde faa rene Hulskud. Dernæst paa de korte (spongiøse) Ben samt Enderne af de lange (Epifyserne); her iik man paa korte Distancer stærk Splintring, men fra 800 m. og opad bleve rene Hulskud efterhaanden de almindeligste; over 1000 m. saas k u n rene Hulskud. Værst er Forholdet paa Mellemstykkerne af de lange Ben (Diafyserne) og det især paa Grund af den store Bløddeledefekt som Skuddet medfører. Det typiske Billede paa et saadant Diafyseskud paa nogenlunde nært Hold (f. Eks. indtil GOO m.) er følgende: En lilleHudindskudsaabning = Projektil-Kalibret, derefter en forholdsvis smal og lige Indskudskanal hen til Knoglen; paa denne først en Defekt svarende til Projektilet, hvor Bendelene ere fuldstændigt pulveriserede; fra Defekten udgaar der en Splintring af Benet til alle Sider i c. 6 å y cm.’s Udstrækning; Splintringen følger ofte bestemte typiske Linier, hvoriblandt fremhæves den saakaldte Sommerfuglefigur. Benets Kontinuitet er ophævet ; de enkelte Brudstykker kunne dels være helt løsnede og spredte om i Bløddelene, dels holdes sammen ved Benhinden; fra 200 m. er dette det almindeligste. Fra 600 m. blive Brudstykkerne større. Efter Bendefekten kommer saa Udskudskanalen, som danner en fuldstændig Destruktionshule af flere cm.’s Længde og Bredde, hvor Bløddelene ere knuste og isprængte med Blod og Bendele; derpaa Hududskudsaabningen, som er større og mere udrevet end Hudindskudsaabningen. Efterhaanden som Distancerne blive større blive Destruktionerne mindre; dette gælder alle Knogleskud, og der kan ikke paavises særskilte Zoner som tidligere antaget; ved Diafyseskud blive de enkelte Brudstykker større og Bløddelelæsionerne mindre paa de længere Distancer, ligesom man ogsaa undtagelsesvis paa Distancer fra 1000 — 2000 m. kan træffe Fissurer uden Ophævelse af Kontinuiteten; men én Ting maa særlig bemærkes, nemlig at Destruktionsfeltet. paa alle Distancer er lige stort om end Destruktionens Intensitet er aftagende; kun ved et eneste Diafyseskud gennem et Laarben paa 2000 m. Afstand opnaaede G o l e r - S c h j e r n i n g et rent Hulskud uden Brud, men det var et raaddent Ben af et gammelt Individ. Med 6— o mm. Kaliber paa nært Hold var Forholdet meget ugunstigt.
I. L e d s k u d ere f o r sa a v i d t gunstigere ved de nye Vaaben, som man kan træffe Skud gennem Leddet uden Benlæsion, men dot hører selvfølgelig til Sjældenhederne. Sammenfatter man nu alle Erfaringerne fra „Medicin a l - A b t h e i l u n g s “ Forsøg under Et, og paa Basis af disse drager en Sammenligning mellem de gamle og de nye Vaabens Virkninger paa de forskellige menneskelige Organer, faar man følgende Resultat: Paa Hu d , M u s k l e r og L u n g e r mere ødelæggende Virkning af de gamle end af de nye; paa K ranium , U n d e r l i v , B l o d k a r og K n o g l e r — altsaa der, hvor et Skud overhovedet er farligst — større Virkning af de nye end af de gamle.
Det lader sig ikke nægte, at Billedet set fra det humanitære Standpunkt er mørkt — saa mørkt, at det skulde synes som om Lægens Gerning paa Valpladsen næsten blev fortvivlet; samtidigt bekræfter det de nye Vaabens taktiske Overlegenhed over de ældre; tilbage staar kun Afgørelsen af det Spørgsmaal: Vil man i Fremtiden gaa ned til det mindste Kaliber, der synes endnu frygteligere, eller blive staaende ved det 7— 8 mm. ? Imidlertid er der i de senere A a r kommet en ny Strømkæntring i Anskuelserne, som tager nogen Afstand fra Med.-Ab tb.’s Resultater og atter tenderer henimod Betragtningen af Vaabnet som i visse Henseender humant; men førend jeg gaar over til Omtalen af denne, som væsentlig støtter sig til Sandsynlighedsberegninger samt til Erfaringerne fra de seneste Krige, vil det være paa sin Plads at afslutte Oversigten over Fredseksperimenterne med en kort Omtale af
Skudvirkningernes Teori.
Det, som har størst Betydning for det foreliggende Spørgsmaal, og som ogsaa har voldet størst Vanskelighed at faa Klarhed over, er Teorien for den eksplosive Virkning. Der var jo tilsyneladende noget uforklarligt i, at det lille Kaliber, hvoraf man paa Forhaand skulde vente sig en mindre Sprængvirkning, havde en lige saa stor og' under visse Forhold endog større destruktiv Virkning paa de dyriske Væv. Betragter man imidlertid
den bekendte Formel for Projektilets levende Kraft mv2/ 2
(o: den halve Masse x Kvadratet af Hastigheden), ser det jo ret plausibelt ud, at man, selv om Vægten af Projektilet bliver mindre, ved en passende Forøgelse af Hastigheden kan opnaa den samme eller endog større levende Kraft, og en Beregning af Bevægelsesenergien i Kilogrammeter foretagen af N im i er s viser ogsaa virkelig en Overvægt for det moderne Vaaben, men Sagen er ikke løst dermed, thi Masse og Hastighed ere i Virkeligheden uensartede Potenser, navnlig uensartede i deres Virkning paa det menneskelige Legeme; der kommer et andet Moment til, nemlig Beskaffenheden af Skudobjektet og dettes Modstandskraft, Man har nu opstillet forskellige Teorier for at forklare Eksplosivvirkningen; nogle af disse, som L u f t t r y k s - , V a r m e - og S m e l t n i n g s t e o r i e n forbigaas her, da de ere almindeligt forladte; andre ere baserede paa R o t a t i o n e r n e og D e f o r m a t i o n e r n e ; det er ganske sikkert, at de spille nogen, og undertiden en ikke ganske ringe Rolle ved Sprængvirkningen, men den er dog altid sekundær og mere tilfældig; jeg skal derfor ikke opholde mig derved, men straks gaa over til at nævne den berømte Teori, der er opstillet og begrundet af B u s c h og R e g e r i 1887, nemlig Teorien om d en hydrauliske T ry kvirk nin g (Hohlenpressung). Reger tænkte sig Forholdet som ved Brahma’s Vandtrykpresse: Naar der i en vandig Vædske, som er indesluttet i et til alle Sider lukket Rum , trænger et fremmed Legeme ind eller blot fra en enkelt Side udøves et Tryk, saa vil Trykket fordeles ligeligt til alle Sider, og, da Vædsken er inkompressibel, vil der fremkaldes en Sprængning, naar Trykket er tilstrækkelig stærkt. Nu indeholder det menneskelige Legeme forskellige Hulheder med mere eller mindre faste Vægge, hvis Indhold enten er lig Vandet i Konsistens eller i alt Fald har en høj Fugtighedsgrad som Kraniet, Hjertet i Diastole, Rørknoglerne, den fyldte Blære eller Tarm o. lign., og ved Eksperimenterne viser det sig, at netop disse ere fortrinsvis udsatte for Sprængvirkning. For at kontrollere Virkningen gjorde han en Række Skudforsøg paa Blikdaaser fyldte med Vand, med Stivelseklister, med fugtigt Sand etc., andre med tørt Sand eller Mel o. desl.; der var indtil en vis Distance altid Sprængvirkning paa de førstnævnte, aldrig paa de sidste. Han beregnede Trykket paa Manometer, og viste, at Sprængvirkningen ophørte, naar Manometret ikke viste nogen Trykforøgelse, og han opstillede i Henhold dertil forskellige Zoner for Sprængvirkningen paa de forskellige Organer.
Teorien om det hydrauliske Tryk blev imidlertid ikke antaget af alle, navnlig ikke af v. Beck, der antager Kilevirkning (se det følgende), og Coler-Sch jerning retter ogsaa væsentlige Indvendinger derimod. Først viste de, at den i det Mindste for Rørknoglernes Vedkommende var usandsynlig, da man ved Skud paa nært Hold paa et tørt, macereret Ben kunde faa samme Virkning som paa et marvfyldt; dernæst efterviste de paa fyldte K ranier, at Sprængvirkningen først kom efter at Projektilet havde forladt Kraniet. Naar man nemlig samlede de sprængte Bendele, som jo ofte vare spredte til alle Sider, og bragte dem i deres oprindelige Leje, kunde man tydelig erkende Udskudsaabningen, som laa nøjagtigt i Skudlinien fra Indskudsaabningen; Projektilet har altsaa først perforeret hele Kraniet og dernæst er Splintringen kommen til alle Sider. Men ved den rene hydrauliske Trykvirkning skulde egentlig Sprængningen komme straks i det Øjeblik, Kuglen trænger ind, og der ikke er Plads for Delenes Forskydning. Ogsaa en simpel Beregning viser, at det ikke alene kan være hydraulisk Tryk; ved dette vilde der nemlig, naar det vædskefyldte Rums Vægge blot vare lidt eftergivelige, ved Indtrængelsen af et fremmed Legeme fremkaldes en Udvidning, der svarer i Størrelse til det indtrængende Legeme; nu har man ved Skydeforsøg paa lukkede vandfyldte Blykupsler i Fo rvejen beregnet, hvor stor en Forøgelse af Blykapslens Radius, der vilde svare til Rummets Forøgelse med et Legeme af Projektilets Størrelse — den var selvfølgelig ganske ringe; men ved Skydningen viste det sig, at Kapslen — foruden at være sprængt — tillige, naar den atter blev sat sammen, viste en Udvidning til Siderne, der, naar Projektilet var trængt ind med (»20 m.’s Hastighed i Sok., var mere end dot) Gange Projektilets Volumen.
Endelig leverede G oler-S ch je rning et sidste og afgørende Bevis for Teoriens Utilstrækkelighed, idet de frembragte Eksplosivvirkning paa et oventil aabent Blykar, fyldt med Vand. Oven over Blykarret var i 6 cm.’s Afstand anbragt et Fyrretræ’* Bræt, der var ‘1 cm. tykt og noget bredere end Karrets Aabning. Skuddet blev afgivet paa 25 m.’s Afstand, fremkaldte Sprængning af Blykarret, og Brættet blev ligeledes gennembrudt og splintret. Da Vandet her havde fri Adgang til at vige ud til Siden, kunde der ikke være Tale om hydraulisk Tryk; man maa tænke sig andre Kræfter i Virksomhed og G .-Schj. mener, at der sker en H urtighedsoverføring fra Projektilet til den vandige Vædske. der sættes i Bevægelse — desto voldsommere jo større Hurtigheden er. C.-Sch j. benævner det efter K o c h e r en h y d r o d y n a m i s k Virkning og mener derved at have faaet en mere dækkende Forklaring. Men ogsaa denne Teori er man i den allernyeste Tid kommen lidt bort fra. I et interessant Værk fra IS'.Kj har Oberst Bircher i Schweiz, i flere Hensseender modificeret Teorierne, ligesom ogsaa hans almindelige Opfattelse af det lille Kalibers Betydning er afvigende fra Medieii ial-Abtheilung"s. Bircher mener, al Sprængningen for R ø r knoglern es Vedkommende væsentligst er en Følge af'Kilevirkningen. Denne forudsætter, at det Legeme, der angribes, er i Besiddelse af nogen — om end nok saa ringe — Elasticitet, hvilket Knoglerne som bekendt ere; de kunne betragtes som faste elastiske Legemer. Naar nu et konisk tilspidset Legeme med en vis Kraft drives ind i et saadant, frembringes først en Defekt svarende i Størrelse til Spidsen (o: Angrebsfladen); naar saa den efterfølgende tykkere Del af det indtrængende Legeme presser paa, bøjes det elastiske Legeme i samme Retning, indtil Elasticitetskoefficienten overvindes, og der opstaar B ristninger (Fissurer) i den Retning, hvor Modstanden er svagest. B. har eksperimentelt eftervist dette ved Skydning paa Rørknogler: Naar det lykkedes at undgaa Deformation af Projektilet, var Hullet ofte m in d re end Projektilets Kaliber; drev man saa det samme Projektil ind i Hullet igen med en mekanisk Kraft, saa man de tilstedeværende Fissurer aabne sig og give Plads, medens ganske fine, hidtil uanede, kom tilsyne; ved F jernelse af Projektilet sluttede de sig atter sammen paa Grund af Knoglens Elasticitet. Anvendte man til Skydningen et kunstigt Pro jektil, lavet ad hoc uden Spids, altsaa rent cylinderformet, kunde der frembringes et rent Hul uden Fissurer. Paa en marvfyldt Knogle kan det hydrauliske Tryk virke forstærkende ved indvendig fra at udvide de i Forvejen dannede Fissurer og maaske danne enkelte nye, men det er ikke den oprindelige Aarsag. A t det hydrauliske T ryk kommer efter at Kuglen har perforeret og udøvet sin Virkning paa de faste Vægge, har B. ligesom C.-Schj. experimentelt paavist ved Skydning paa Blikbøsser fyldt med Klister. For Hjerneskallen og de vædskefyldte Bløddeleorganer i Legemet antager B. det hydrauliske T ryk for det virksomste Moment.')
Vi se, at ved Birchers Forklaring blev den hydrauliske (o: hydrodynamiske) Teori stærkt indskrænket; jeg skal endnu til Slutning nævne den nyeste Forsker paa dette Omraade, nemlig Prof. Piud . Ivøhler, Divisionslæge å la suite og Lærer i Krigskirurgi ved Kejser W ilhelms-Akademi, der i en Bog, hvoraf kun 1ste Del er udkommet i Fjor, underkaster alle Teorierne en kritisk Pievision og vel foreløbig har sagt den tyske Videnskabeligheds sidste Ord i denne Sag. Med Forbigaaelse af alt det Øvrige, skal kun anføres, at han, medens han delvist indrømmer K i l e v i r k n i n g e n , forkaster baade det hydrauliske og hydrodynamiske T ryk og giver en ganske anden Forklaring af Fænomenerne. Den hydrauliske Tryk-Teori i Ordets oprindelige Betydning er nu forladt af alle, men ogsaa den hydrodynamiske Teori viser han ikke fuldtud forklarer Fænomenerne. Han benægter navnlig Ilurtighedsoverførelsen paa de flydende Dele: Hvis det indtrængende Projektil uden videre overførte sin Hurtighed paa de omgivende flydende Dele, vilde disse især søge at undvige, hvor Modstanden var m indst, og saa vilde det f. Eks. ved Eksperimentet med den aabne vandfyldte Kasse med Laaget (i em. fra Overfladen være besynderligt, at Vandet ikke alene slog Laaget itu, men ogsaa sprængte Siderne af Kassen, da det dog let kunde undvige foroven. Paa samme Maade vilde ogsaa Hjernemassen i Kraniet søge at trænge ud af de naturlige eller kunstige Aabninger. Nu anfører han et Pa r dagligdags Erfaringer: Naar et Legeme, f. Eks. en Stok, bevæges gennem Vand, stiger Modstanden jo hurtigere det bevæges. Skyder man en Pistol af paa et Bræt, der ligger lidt under Vandets Overflade, kan Kuglen gennemtrænge Brættet; forøger man Krudtladningen til et vist Maal, kan det hænde, at Projektilet nok trænger ind i Vandet, men ikke gennemborer Brættet. Naar en Bølge f. Eks. under en Orkan, hvor Bølgelængden kan naa over 300 in., rammer et Skib paa Bredsiden med en Hastighed af 23 m. i Sek., kan de forreste Vanddele paa Grund af det enorme T ryk bagfra og den angribende Vandflades Udstrækning ikke faa Tid eller Rum til at undvige til Siden, og Stødet forplanter sig med hele sin Kraft til Skibet og slaar det i Stykker. Dette viser, at Vandet under visse Forhold forbigaaende m is te r sin h a b ili t e t og v i r k e r som et fast L e geme; dette sker enten, naar Kraften virker med saa stor Hastighed, at der ikke bliver T i d til at undvige at Delenes Inerti ikke bliver overvunden — som f. Eks. ved et Projektil, hvis Fart gennem Hjernen sker i V 3 0 0 0 af et Sek. — eller, hvor Angrebsfladen er saa stor, at der ikke bliver R u m til at undvige — som f. Eks. ved Orkanbølgen. Stødbølgen forplanter sig saa gennem Vandet som gennem et fast Legeme, og nu er det en Erfaringssætning, at dens Hurtighed og Energi afhænger af den større eller mindre Hom ogenitet af Stoffet> hvori Bølgebevægelsen foregaar — en Jordskælvsbølge f. Eks. bevæger sig lettere gennem Klipper end gennem forskelligartet Jordsmon — og Vand eller vandagtige Stoffer som Hjernemasse o. dcsl. besidde en stor Homogenitet. Köhler opstiller altsaa Teorien om Bølgebevægelsen gennem faste homogene Stoffer som det til G ru n d liggende for Sprængvirkn i n g e n i L e g e m e t s v æ d s k e f y l d t e H u l r u m .
Jeg skal standse h e r1), skøndt Köhler fører sine Teorier langt videre, og de egentlig først rigtigt forstaas ved at læses i hans sammenhængende Fremstilling, men det undgaas ikke, at man faar Indtryk af, at der paa denne Maade kan opstilles Teorier i det Uendelige. Problemet er ganske sikkert ikke løst endnu, men én Ting er sikker, nemlig at man til Forklaring af Skud virkningen paa det menneskelige Legeme — ja blot af et Skud paa en enkelt Legemsdel eller Organ maa tænke sig en Kom bina tion af flere forskellige fysikalske Kræfter. En enkelt Teori dækker næppe alle Fænomenerne, og der er vistnok noget Rigtigt i dem alle.
Jeg optager nu den afbrudte Traad i Fremstillingen (se j). 238) og gaar over til den før antydede sidste Strømkæntring i Anskuelserne. Der er én Ting, som de nyere Forfattere ere enige om at fremhæve, nemlig at saavel Krigene som de enkelte Slag genneingaaendo ere bievne mindre blodige samtidig med Forbedringen af Vaabnene, hvorfor man heller ikke af de allernyeste Vaaben behøver at frygte en Forandring i det Forhold. Man skal imidlertid være varsom med at slutte for meget af disse Statistikker og navnlig vil man let blive udsat for en sørgelig Skuffelse, hvis man tror deraf at kunne gøre Beregninger m. II. t. de enkelte fremtidige Slag. Det er nemlig højst uensartede Momenter, der influere paa Slagenes større eller mindre Blodighed, som f. Eks. Nationalhad, urigtig Taktik, Terrainforhold etc., men selv om man ser bort fra alle disse Momenter, vilde man alligevel faa Ret, hvis f. Eks. den fremadskridende Civilisation eliminerede alle disse skadelige Potenser og Statistikken viste en jævn Aftagen af Tabene. Men saaledes er det ikke! Tag f. Eks. en Statistik af Rich ter over de sidste 150 Aar, gengivet i Generalarzt v. Liihe's nyeste Værk — ved en grafisk Fremstilling af denne vil man se en Stigen og Falden af Slagenes Blodighed i meget stejle Kurver lige til den nyeste Tid. De største Tab (paa den ene Side) ere i Slaget ved Gettysburg i den amerikanske Borgerkrig; nær det kommer den sidste Storm paa P l e w n a ; det m indst blodige Slag er Slaget ved Rossbach i Syvaarskrigen! Men ganske vist vise Krigene som Helheder en jævn Aftagen.
Noget mere Betydning have de Sandsynlighedsberegninger, som f. Eks. Diims, Bircher o. a. have anstillet over Antallet af fremtidige Træ ffere og navnlig over d e n procentvise Fo rd e 1 ing af Saarene paa de forskellige Legemsdele og Vurderingen af deres f a r lig hed. Om det første Punkt ere Meningerne selvfølgelig meget delte; L iili e og Bircher antage færre % Træffere i Frem tiden , medens II o e n i g og W o 1 o t z k o i snarere mene det Modsatte — Ilo enig dog kun under Forudsætning af den gamle Taktik , som han mener hør forandres; W olo tzkoi antager, at det absolutte Antal Træffere vil stige, selv om det procentvise bliver mindre. Det llele bliver vel foreløbig en Skønssag. M. H. t. Spørgsmaalet om Saarenes Fordeling har Bircher konstrueret en skematisk Figur '), hvor det menneskelige Legeme inddeles i 6 Zoner 1) for de absolut dødelige Skud, 2) for de haardt saarende, 3) for de let saarende. De repræsentere henholdsvis 2-1 °/o, 15 % og 60 °/o af Legemets Overflade. Gaa vi ud fra, at Saarenes Antal paa de forskellige Zoner vil svare til disses Udstrækning, faa vi i Sammenligning med Fortiden en noget større Procent af dødelige Saar (2B/ao %). men til Gengæld kan man gaa ud fra, at det store Antal lettere Saar gennem Muskulatur og særligt gennem Lungerne ville forløbe gunstigere end i gamle Dage, især da disse Saar med det lille Kaliber frembyde gunstigere Betingelser for den aseptiske og antiseptiske Behandling. I øvrigt svarer Suppositionen om den procentiske Fordeling af Saarene nogenlunde til Statistikken over Saarene i den fransk-tyske Krig efter D iim s (Sanitåtsbericht), men noget vilkaarligt bliver der jo altid. Den almindelige Mening er nu, at man af et lige Antal Saarede vil faa lid t flere Døde med de nye Vaaben, særligt paa Grund af Blødningen, men at Pluraliteten af de ikke dødelige Saar — endog Knogleskud — vil frembyde bedre Betingelser for Heling, og at man altsaa vil faa færre Invalider. F o r s a a vidt kan det siges, at Nutidens Anskuelser have taget lidt Afstand fra Md.-Abth. og atter hælde til Teorien om det mere „humane“ Vaaben, og dertil kommer endnu Erfaringerne fra de nyeste Krige, hvor det lille Kaliber siges at have været bragt i Anvendelse — Erfaringer, som, hvis de bekræfte sig (men det trænge de ganske vist til) maaske ville bouleversere vore A n skuelser ikke alene om Vaabnenes „humane“ eller „inhumane“ Virkning, men ogsaa om deres Betydning som Krigsvaaben o: deres taktiske Værd.
A. Erfaringerne fra Borgerkrigen i Chile ere noget brogede. Af Kongresarmeen var c. Vs bevæbnet med Mannlicher S nnn., de øvrige samt hele Balmacedas Armé med ældre Typer (Winchester, Gras). I Slaget ved Pla cilla skal det have været Mannlicher Geværet, som gjorde Udslaget. Balmacedisterne, der paa fjernt Hold bleve overdængede af en Masse Projektiler, bleve forbløffede, og Slaget afgjordes paa 3 Timer. Den amerikanske Marinelæge S titt, som deltog i Behandlingen af de Saarede, giver et meget gunstigt Referat af Virkningen af det lille Kaliber, set fra det humanitære Standpunkt. Paa Lazarettet San Agostini V a l p a r aiso blev der behandlet c. 2000 Saarede; efter 14 Dages Fo rløb blev 1700 evakuerede; de 300, der vare tilbage, og hvis Saar vare for svære for Transporten, havde alle Saar, frembragte af de ældre Kalibre; de med Mannlicher Kalibret vare alle i Rekonvalescens. Dette kunde tyde paa, at det nye Gevær ligefrem var idealt: Et virksomt Kampvaaben og dog hum ant! Omvendt har B a r de leben en Beretning fra en chilenisk Officer, hvorefter der var omtrent 4 Gange saamange Døde som Saarede. Sagen er, at Forholdene gjorde enhver Statistik umulig. Den tyske Marinelæge P rin z beretter, at Lægerne egentlig kun fik Letsaarede under Behandling, nemlig dem, som umiddelbart efter Slaget selv kunde flygte ind og blive forbundne; da Baarerne nogen Tid efter kom ud, fandt de næsten kun Døde og navnlig mange Døde i nogen Afstand fra Valpladsen; de Haardtsaarede havde forsøgt at slæbe sig bort og gemme sig i Omegnen; for nogle var det lykkedes, andre vare døde under Forsøget; af de forbundne Letsaarede forlod en stor Del Lazarettet straks eller listede sig bort om Natten — alt af Frygt for det sejrende Partis Repressalier; de frygtede.Massakre og turde derfor ikke oppebie Sejrherrernes Ankomst. Det skal i det Hele have været kuriøst at se, hvorledes hele Balmacedas Armé, som dog var langt større ond Kongresarmeen, saa at sige forsvandt fra Jordens Overflade faa Tim er efter det tabte Slag. De trak alle i civile Klæder og vare ivrigt beskæftigede med allehaande fredelige Sysler, som om de aldrig havde bestilt andet! Sligt kan kun tænkes i en Borgerkrig. Men alt dette forklarer, hvorfor Lægerne fik saa faa Haardtsaarede at se. Der er, saavidt vides, ikke kommet nogen officiel Beretning om Tabene.
B. Saa følge Efterretningerne om Krigene i Østog Vestafrika, Italienernes Felttog i Abessinien og Englændernes Krige i Indien (Tschitral). Her overraskedes Europa ved at erfare — ikke alene, at Saarene med det lille Kaliber i kirurgisk Henseende vare overordentlig godartede, — men endog, at de vare sa a godartede, at Vaabnet som Krigsvaaben viste sig de gamle Geværer underlegent. Man hørte fra Dahomey, at de nye Geværer ikke kunde afslaa et Kavalleriangreb, da Hestene ikke stansede før længe efter Tidspunktet for Saargivningen — fra Abessinien, at de Indfødte kaldte dem for „de Geværer, der ikke dræbe“ og, naar de blev saarede, begav sig roligt hen imod de fjendtlige Geledder for at hævne sig paa den Mand, der havde skudt paa dem — fra Tschitral, at de Indfødte kaldte dem for „Barnegoværer“ og respekterede dem saa lidt, at man alene af moralske Grunde maatte give Soldaterne deres gamle Geværer tilbage etc. Alle disse Beretninger stamme fra militær Side og ere offentliggjorte i forskellige Tidsskrifter, — hvis de skulde bekræfte sig, vilde Strømkæntringen ganske vist være komplet, eller mere end det: Den vilde bortskylle alle Teorier og omstøde alle de tidligere Fredseksperimenter. Jeg tror nu ganske vist, at man ikke skal undervurdere disse Beretninger; de stamme fra saa forskellige Egne af Jorden og saa forskellige Nationer, at deres Samstemning maa vække Forbavselse, men paa den anden Side trænge de i høj Grad til Bekræftelse — bl. A. ogsaa fra militær-kirurgisk Side. lie r foreligger der kun lidet brugbart. De nyeste Beretninger fra Tysk-Afrika af Dr. W i d e n m a n n omtale karakteristiskt nok ikke et eneste Skndsaar med det lille Kaliber; der fandtes ingen, hverken paa tysk eller fjendtlig Side, derimod flere med Snider Geværer og andre gamle Typer endog Forladere. Fra d e t abessiniske Felttog har Cheflægen, Oberstløjtnant Dr. Mose i givet en Sanitetsberetning. Heri omtales Saarene med lille Kaliber som særdeles godartede; Soldaterne mærkede Bløddelcsaar først efter Slaget; en Mand fortsatte Kampen med en Skudfraktur i Overarmen, og de Saarede kunde næsten alle gaa mange Kilometer tilbage til Forbindingspladserne, selv med Ledskud. Endelig omtales den raske Heling. Det er dog et Spørgsmaal, om her ikke foreligger en Fejltagelse. Disse Meddelelser gaa ud fra, at Abessinierne ved Abba Garirna delvist vare bevæbnede med lille Kaliber. Men ifølge de seneste Beretninger (Köhler) skal der overhovedet ikke have været anvendt lille Kaliber (o: Italiens ü.s mm.’s Ordonnansgevær), men paa Italiens Side \'etterli 10,4 mm. paa Meneliks Gras- og Remingtongeværer. Ved Adua kom ifølge Mari an i den Afdeling, der var bevæbnet med 6,5 mm.'s Geværer ikke til at deltage i Kampen. Derfor maa den Observation, som Oberst Nava har gjort i sit Fangenskab, at en Mængde Saarede kom sig usædvanligt hurtigt, referere sig til Saar med det større Kaliber og ikke, som antaget, med det lille .') I ethvert Fald kunne Italienerne næppe skyde Skylden for deres Nederlag paa det lille Kaliber; derimod taler ogsaa, at deres egne Fagmænd (som den omtalte Oberst Mariani, Dr. I m b r i a c o o. fl.) stadig fastholde 6.5 mm.-Geværet som et godt Kampvaaben, af meget morderisk Virkning, og alt andet end humant. Nej, Sagen er, at de italienske Læger overhovedet kun undtagelsesvis fik de Haardtsaarede at se; ved Adua faldt hele Sanitetsvæsenet i Fjendens ilænder; ved Abba Carima, hvor Abessinierne ogsaa beholdt Valpladsen, havde Italienerne sikkert Andet at gøre end at udsende Sygebærere; det anføres ogsaa, at endel Saarede reddede sig hos de omboende Indfødte, der forplejede dem venligt; de, der bleve tagne tilfange, bleve vistnok slet behandlede — en stor Del som bekendt kastrerede.
Mere graverende for Vaabnets taktiske Værd synes Efterretningerne fra Tsehitral at være, for saa vidt som Lægernes Begejstring over de godartede Saar selv ved Knogleskud med Lee-Metford Geværet synes at bekræfte Efterretningen om Vaabnets Utilstrækkelighed. Saaledes Dr. B u r d e n, G o u l d og E v a n s . Dog synes det atter her, som om de netop kun faar de Letsaarede under Behandling. Evans anfører, at han engang, da Valpladsen efter et Slag blev afsøgt, og der ikke fandtes en eneste Haardtsaaret, spurgte de Indfødte, der Dagen efter kom til ham med deres Saar, hvorledes det forholdt sig, og af deres Svar fremgik bl. A., at alle de med Skudfrakturer paa de lange Rørknogler vare døde. Det maa ogsaa bemærkes, at Chefen for det engelske Sanitetsvæsen M a c C orm a c bestemt holder paa Vaabnets morderiske Virkning og bestrider Betegnelsen „humant“ Vaaben. Men endelig er der én Hovedbetragtning, som paatrænger sig ved alle disse Beretninger, og som ogsaa støtter sig til en gammel Erfaring, nemlig 1) det overordentlig gunstige Saarforløb, man altid iagttager under Troperne og 2) de vilde og halvvilde Folkeslags store Tolerans for Saar i Sammenligning med Europæerne. I sidstnævnte Henseende anføres der forbavsende Eksempler. 1 T schitral var der en Mand, der havde faaet (i Saar, deriblandt et gennem Basis af Kraniet, hvor Kuglen var gaaet ud gennem Nakken; han gik selv hen til Forbindingspladsen og kom sig hurtigt. I Østafrika beretter Widenmann om en Indfødt, der havde 14 Saar, hvoraf et havde læderet Blæren og et andet, tilføjet med Landse, havde perforeret Underlivet, saa at Tarmene væltede frem og vare bedækkede med Tarmindhold og Smuds; han kom ligeledes gaaende til Forbindingspladsen og blev soigneret efter alle Kunstens Regler med Tarm sutur og antiseptisk Forbinding. Dagen efter forlod han Lazarettet, og S Maaneder senere traf W idenm ann ham igen — ganske vist med et stort Tarm brok — men i øvrigt i bedste Velgaaende i Færd med at deltage i Felttoget som „Schlachtenbummler“ . Lige over for saadanne Folk behøver man Vaaben, der frembringe et Choc, og det gør f. Eks. Gras-Gcværet i høj Grad, det lille Kaliber ikke, selv hvor Saaret bagefter viser sig at være farligere.
Endnu skal for Fuldstændighedens Skyld nævnes den g r æsk-tyrkiske Krig i 1897, hvorfra man næppe kan vente vigtige Oplysninger, da ingen af Parterne vare bevæbnede med lille Kaliber, undtagen maaske en enkelt Brigade paa tyrkisk Side (ifølge den norske Sanitetskaptajn D a a e ' s Rapport med G,5 mm.), hvorfor der med dette kun var faa Saarede') — samt endelig den kinesisk-japanesiske Krig 1894— 95, hvorfra der haves en fortrinlig Beretning fra Dr. Haga, der bl. A. viser — hvad Vidnesbyrd fra engelske Læger ogsaa bekræfter — at Sanitetsvæsenet i Japan var i udmærket Stand. Japaneserne anvendte Muratageværet med 2 Kalibre, nemlig 11 og-8 mm. og Beskrivelsen af Skudsaarene fra Lazarettet i Korea viser for det lille Kalibers Vedkommende en paafaldende Overensstemmelse med R e sult a t e r n e f ra M e d . - A b t h . ’s F o r s ø g . For Spørgsmaalet om det lille Kalibers taktiske Værd i Forhold til det ældre, har denne Krig derimod ikke saa stor Betydning, da Kinesernes Bevæbning var højst broget — fra lille Kaliber lige til de gammeldags Gingals med 31/ 2 cm .’s Kaliber, som blev baaret af 3 Mand, og Kineserne i det Hele vare deres Modstandere saa underlegne i Krigsførelse og Bevæbning.
Jeg er nu færdig med den Oversigt, jeg har villet give over do forskellige Strømkæntringer, som Spørgsmaalet om de nye Haandskydevaabens krigskirurgiske Betydning har genncmgaaet. Jeg har hovedsagelig forholdt mig refererende og har næppe kunnet gøre Andet, da Strids.spørgsmaalene endnu hos de største Autoriteter baade blandt de militære og de medicinske Sagkyndige langtfra ere bievne løste. Naar jeg ikke desto mindre til Slutning i faa Ord skal angive mit Standpunkt, sker det med alt muligt Forbehold, saameget mere, som jeg i min Fremstilling ikke har kunnet undgaa at komme ind paa Vaabnets taktiske Betydning, hvori jeg ikke* er og ikke giver mig ud for Sagkyndig. 1 krigskirurgisk Henseende er min Mening da den, at trods den Strømkæntring, der er sket i den allerseneste Tid hos Bircher og andre Forfattere og trods Beretningerne fra de eksotiske Krige, som jeg langtfra undervurderer, men som ere altfor mangelfulde og indhøstede under saa abnorme Forhold, at de ialt Fald ikke endnu kunne omstøde Fo rsøgene. tror jeg, at M e d . - A b t h . ’s Resultater foreløbig staa ved Magt, og at Vaabnet altsaa ikke kan kaldes „humant“ i Sammenligning med det ældre, om man end i visse Retninger har Lov til at se noget mindre pessimistisk paa Sagen end M e d .-A b th . Men for Vaabnets taktiske Værd spiller hele denne Sammenligning mellem det ældre og det nye Vaabens mere eller mindre humanitære Virkning ikke mere nogen Rolle. Det S— 7 mm. Kalibers ballistiske Overvægt over det ældre er saa stor, at vel næppe Nogen tænker paa at vende tilbage til det 11 mm.; det brændende Spørgsmaal er nu: Kan man vente, at lvalibret synker fra 8— 7 mm. ned til G— 5 mm. eller derunder? Besvarelsen af dette Spørgsmaal ligger uden for den militær-kirurgiske Kompetence; jeg véd kun, at der endnu er Dissens, men at de Sagkyndige i de store Militærstater dog mest cre tilbøjelige til at gaa ned til det mindste Kaliber. I Frankrig skal Tingen være afgjort og i Preussen har General W ille udtalt sig for Forandringen. Jeg tror dog, trods General W .’s store Autoritet og trods hans overlegne Behandling af sine Modstandere, at man, inden man foretager Forandringen, skal betænke sig vel og betænke sig lamgø. Det er beklageligt, at Med.-Abth. ikke førte sine Forsøg med G og 5 mm. ud over 25 a 50 m.'s Distance, da Tabet af levende Kraft ifølge Beregningen er saa stort paa de første Pa r hundrede Meter og Arbejdsydelsen paa flere af de fjernere Distancer underlegen det 8 og 7 mm.’s Projektil. Man udsætter sig let for at faa et Kunstprodukt, der viser stor Overlegenhed paa Skydepladsen, men svigter i Hænderne paa Soldaten, naar det kommer til Alvor. Man m a a forlange af Vaabnet, at det gør sin Mand ukampdygtig i Træføjeblikket — naar han ellers overhovedet bliver det, og i d e n Henseende kan Beretningerne fra de eksotiske Krige give Stof til alvorlig Eftertanke og til nærmere Undersøgelse. Jeg samstemmer fuldstændigt med Oberst Bircher, naar han siger, „at den levende Krafts Komponenter maa staa i et vist ligeligt Forhold til hinanden. Projektilets Masse, Vægt og Kaliber maa ikke nedsættes altfor meget til Fordel for Hastigheden. For at frembringe et Skudsaar, der gør ukampdygtig, behøves der en vis Angrebsflade hos P ro jektilet; er denne for lille, bliver den ikke erstattet af den største Hastighed.“ Om det derfor i taktisk Henseende vil være forsvarligt at gaa ned under 7,5 mm. synes tvivlsomt — det skal jeg imidlertid lade staa ved sit Værd; om det Problem nogensinde vil blive løst, at skaffe et Krigsvaaben, der paa éngang tilfredsstiller Fordringerne til den højeste Kampoverlegenhed og til den relativ største Humanitet, synes endnu mere tvivlsomt; vort nuværende Krigsvaaben kan i ethvert Fald ikke siges at have løst Problemet.
Litteraturfortegnelse.
1. v. B e ck : Über die Wirkung moderner Gewehrprojektile, Leipzig 1885.
2. P a u l B ru n s : Die Geschosswirkung der neuen KleinkaliberGewehre, Tübingen 1889.
3. J o h a n n H a b a r t : Die Geschossfrage der Gegenwart, Wien 1890.
4. R .eger: Neue Beobachtungen über Gewehrschusswunden. D. mil. ärztl. Zeit. 1887.
5. Z u ne sh ab ù r o K ik u z i: Untersuchungen über die physikalische Wirkung der Kleingewehr-Projektile, Tübingen 1890.
6. V ik t o r W a g n e r: Beiträge zur Kenntniss der Geschosswirkung des kleinkalibrigen Gewehres, Wien u. Leipzig 1S92.
7. J o h a n n H a b a r t : Die Geschosswirkung des 8 Millimeter Handfeuerwaffen an Menschen u. Pferden, Wien 1892.
8. — — Das Kleinkaliber u. die Behandlung der Schusswunden im Felde, Wien 1894.
9. A. D em o s th è n e : Études expérimentales sur l’action du projectile cuirassé du fusil Mannlicher nouveau modèle Roumain 6,5 ni/m, Bukarest 1894.
10. Me di ci lia i - A b the il u ng des K gl. P re u s s . K r ie g s m in is t e riu m über die Wirkung u. kriegschirurgische Bedeutung der neuen Handfeuerwaffen, Berlin 1894.
11. v. G o le r u. S ch j er n in g : Vorträge auf dem XI. internationalen med. Kongresse in Rom 1894.
12. S c h je r n in g : Volladung oder abgebrochene Ladung? Berlin 1895.
13. H. Bircher: Neue Untersuchungen über die Wirkung der Handfeuerwaffen. Aarau 1896.
14. R. Escliweiler: Die Schussverletzungen durch das kleinkalibrige Gewehr, München 1897.
15. L. Lühe: Vorlesungen über Kriegschirurgie, Berlin 1897.
16. Rudolph Köhler: Die modernen Kriegswaffen (1 Theil), Berlin 1897.
17. Fritz Hoenig: Untersuchungen über die Taktik der Zukunft. Berlin 1894.
18. R. Wille: Das kleinste Gewehrkaliber. 1893.
19. — — Fortschritt u. Rückschritt des Infanterigewehres. 1894.
20. J. G. J. Qvist: Foredrag over Haandskyts. Teknisk Del. Kbhvn. 1894.
21. — — Foredrag over Haandskyts. Ballistisk Del. Kbhvn. 1895.
22. R o t h ’ s J a h r e s b e r i c h t für 1895 u. 1S96.
23. A r c h i v e s de m e d e c i n e et de p h a r m a c i e m i 1 i t a i r e , Tome 15, 17. 22, 23, 25, 29, 30. Paris 1890-97. (Nimiers, Delorme & Ghavasse, Le Fort).
24. L ’a v e n i r m i l i t a i r e . Mars 1897. Juin 1897.
25. Deutsche Heereszeitung. August 1897. September 1897'
