I nummeret for oktober-november 1959 af det amerikanske tidsskrift „Infantry“ findes en artikel, der indeholder en omtale af to nye former for „overvågningsudstyr", nemlig radarapparater udviklet i en form, der kan benyttes som supplement til den normale observationstjeneste, og førerløse fly (droner), der kan løse fotorekognosceringsopgaver over fjendens del af kampområdet. Om begge kategorier af udstyr gælder, at de nu har forladt forsøgsstadiet i første omgang og er blevet autorisere de til brug i infanteridivisionen ( „The Pentom ic. Infantry Division“) og i dennes afdelinger („Battle Groups“, i det følgende benævnt kampgrupper). Da disse enheders organisation her i landet af mange officerer følges med stor interesse, og da der foreligger en hidtil ikke set udnyttelse af radar og førerløse fly, gengives her størsteparten af artiklen i fri oversættelse.
ELEKTRONISKE ØJNE OG ØRER
Overvågningsapparater, der nu er autoriserede til infanteridivisionen og dennes kampgrupper, kan give øget sikkerhed og forbedre mulighederne for opdagelse af mål, såfremt de anvendes rigtigt. A f M ajor W illiam B. Fowlkes og Captain Rolfe G. Arnhym. A f særlig interesse for infanteristen er de nyligt foretagne ændringer i organisation og udrustning af infanteridivisionen, ved hvilke man har øget dennes samlede muligheder for at overvåge og observere med organisatorisk tildelte midler. Tidligere var vore muligheder for at gennemføre operationer om natten og i perioder med nedsat sigtbarhed begrænsede. Uden øjne, der kunne se, var vi afhængige af at opnå efterretninger om fjenden fra lytteposter, lydpejlegrupper og opklaringspatruljer. Nu er der im idlertid blevet udviklet en ny gruppe af jord- og luft-overvågningsapparater for at gøre overvågningen uafhængig af vejrlig og mørke. Noget af dette udstyr vil blive leveret i løbet af 1960. T il at anvende disse apparater er der optaget nye enheder i infanteridivisionen. Blandt disse er i infanteridivisionens kampgruppe en radarsektion, som består af to mellemdistance radarhold og fem korttidsdistance radarhold. Sektionstroppen består af sektionsføreren (en lø jtnant), næstkommanderende (en sergent) og en radarmekaniker. Det er sektionsføreren, der vejleder kampgruppechefen i spørgsmålet om, hvorledes sektionen bør anvendes. I overensstemmelse med overvågningsplanen vælger sektionsføreren stillinger og ansvarsområder for de to mellemdistance radarhold. Han sikrer sig, at mellemdistance radarerne er orienterede således, at de muliggør korrekt stedfæstelse og identifikation af mål, og han sikrer sig hos lederen af ildstøtten, at beskydning kan foretages af det overvågede område. Endvidere udfører han den fornødne koordination med de chefer, i hvis områder radarholdene virker, for så vidt angår signalstøtte, samt sikkerhedsmæssig, administrativ og faglig støtte.
Sergenten er næstkommanderende, og radarmekanikeren udfører anden echelons vedligeholdelse af radarudstyret. Tredie echelons vedligeholdelse ydes normalt af divisionstelegrafbataillonen.
Endvidere består hvert mellemdistance radarhold af tre mand — en holdfører („senior radar operator“ ) og to menige („assistent operators“ ). Holdførerens opgaver svarer stort set til de, der påhviler føreren for en normal let gruppe, mens de menige betjener radaren og øvrige signalmidler. Kortdistance radarholdet, som består af en holdfører og en menig radarmand, er normalt afgivet i underlagt støtte for et let kompagni eller en anden af de kampgruppen underlagte enheder; og i dette tilfæ lde modtager det sine befalinger angående stillingsområde og opgaver fra chefen for den pågældende enhed. Når kortdistance radarholdet ikke er afgivet, udstedes disse ordrer af radarsektionsføreren. Holdføreren for kortdistance radarholdet er ansvarlig for, at alle fremskaffede oplysninger indberettes af holdet til chefen for den enhed, til hvilken holdet måtte være afgivet eller til radarsektionsføreren. Tråd- eller radioforbindelser etableres til enheden med dette formål for øje. Således som radarsektionen er organiseret, råder den ikke over tilstrækkeligt betjeningspersonel til at betjene radarerne i længere tid ad gangen. Erfaringen viser, at betjeningspersonellet skal skifte for hver 30 minutters periode, såfremt man ønsker den mest effektive betjening. Skulle det vise sig nødvendigt at have udstyret i d rift gennem længere perioder ad gangen, er det nødvendigt med en supplerende uddannelse af andet af kampgruppens personel, for at man på denne måde kan tilvejebringe det fornødne antal „radarmænd“ . De radarmænd, der betjener mellem distance radarerne, kan uddannes til dette på to uger, idet det dog må kræves, at dette personel forud har modtaget en grundlæggende „teknisk“ uddannelse i signaltjeneste. De radarmænd, der betjener kortdistance radarerne, kan også uddannes på to uger, og for disse kræves ingen teknisk baggrund.
Organisatorisk indgår følgende køretøjer i radarsektionen:
en 3/4 tons lastvogn (motf: radarmekanikeren)
en 1/4 tons lastvogn, jeep (motf: næstkommanderende)
en 1/4 tons lastvogn, jeep pr. mellemdistance radarhold (motf: en af de to radarmænd).
Hvert køretøj har en påhængsvogn. Kortdistance radarholdene har ingen køretøjer. Når et kortdistance radarhold tildeles en af de kampgruppen underlagte enheder, og når denne enhed er motoriseret eller motortransporteret, må enheden sørge for holdets transport eller også må den % tons lastvogn, der indgår i sektionstroppen, benyttes. Det almindelige er im idlertid, at kortdistance radarudstyret transporteres af betjeningspersonellet i to pakanordninger.
Radarsektionens signalmidler består iøvrigt af en radiostation AN /VRQ -31), der er monteret i sektionsførerens jeep, en radiostation AN/VRC-10 monteret i hver af de to jeeps, der hører til mellemdistance radarholdene, og en radiostation AN/PRC-10 med hvert kortdistance radarhold. Sektionsførerens AN/VRQ-3 kan samarbejde med såvel mellemdistance som kortdistance radarholdene og med foresatte leds kommandostationer inden for divisionen.
1) B e ty d n in g e n a f d c h e r anvend te typebe tegnelser på sig n alm a te riel kan læses af nedenstående u d d rag a f den k om ple tte „k o d e n o g le “ ) : a. D e fø rste to bogstaver ( fo ra n sk rå stregen ): A N = A rm y -N a v y b. D e tre næste bogstaver (e fte r sk rå s tre g e n ):
1. bogstav (W h e re it is ? ) A = airb o rn e (in s talle d and opera ted in airc ra ft) M = g rou n d m o b ile (in s ta lle d as o p e ra tin g u n it in a v e hicle w h ic h has no fu n c tio n o the r than tra n sp o rtin g the eq uipm en t) P = g rou n d p a ck o r p o rta b le (horse o r m an) T = g round , tran sp o rtable V = g round , v e h ic u la r (in s ta lle d in v e ch icle designed fo r fu n c tio n s o the r than c a rryin g ra d io eq uipm en t etc.) 2. bogstav (W h a t it is? ) P = rada r R = ra dio 3. bogstav (W h a t it does?) C = com m u n ica tio n (re c eivin g and tran sm ittin g ) Q = spe cial o r c om b in a tio n s o f types S = search a n d /o r de tec ting c. C if fre n e e fter bindestregen . E t serienumm er. 2) „S ile n t Sen try“ kan oversæ ttes ved: „D e n ly dlø s e vagtpost“ .
Den radar kortdistance radarholdene benytter, benævnes AN/PPS-4 „Silent Sentry“2). Denne radar med tilhørende strømforsyningsdel vejer ca. 50 kg. Frem tidige modeller af dette apparat vil kunne strømforsynes fra batterier, hvilket vil indebære en reduktion af ovennævnte samlede vægt. De to mand på kortdistance radarholdet kan oprette radar AN /PPS 4 på 10 minutter. Radaren kan opspore personer, der bevæger sig på afstande fra 50 til 3500 meter og køretøjer, der bevæger sig, på afstande fra 50 til 6000 meter. Målindikationen er et karakteristisk lavfrekvent signal i radarmandens hovedtelefoner. Inden for den nævnte
rækkevidde har „Silent Sentry“ en nøjagtighed på 25 meter, og den vil være i stand til at gennemtrænge let underskov. Tæt skov og lignende hindringer kan ikke forceres, og vind, regn og sne vil i lettere grad utydeliggøre (sløre) det karakteristiske lavfrekvente signal. Variationer i det lavfrekvente signal tillader radarmanden at skelne forskellige typer af mål og disses hastighed fra hinanden. Maksim al signalstyrke indicerer nøjagtig retning til målet. Afstand til målet fremkommer på en skala på radarmandens instrumentbrædt. Azim uth kan aflæses på trefodsstativet. „Silent Sentrys“ stråle er 6.5° i bredden og udstyret afsøger et forud fast område på 30, 180 eller 550 meters dybde inden for den angivne rækkevidde (jvf. figur 1). Azim uth fastlægges manuelt og angives i streger (6400 ts). Mulighed for automatisk d rift eller fjernbetjening af denne radar findes ikke. Mellem distance radarholdene bruger radar AN/TPS-21. Denne radar består af syv hoveddele, som kan føres i fem standard pakanordninger eller, når de er fordelt i to transportkasser, på en % tons påhængsvogn. Rækkevidden for AN/TPS-21 er fra 90 til 20 000 meter for køretøjer. Også her består målindikationen i et lavfrekvent signal, som varierer efter målets art og hastighed. Tonehøjden stiger med hastigheden. Radar AN/TPS-21 er ligesom radar AN/PPS-4 et udstyr, der kan anvendes inden for optisk sigt, og en hvilken som helst hindring, der standser radiobølger, vil også udelukke målindikation. AN/TPS-21 kan im idlertid gennemtrænge vind, tåge, regn, sne og let underskov samt i nogle tilfælde bygninger opført af lette materialer. Udstyret er forsynet med automatisk afsøgningsanordning for et område på 800 meters dybde strækkende sig over en vinkel på mellem 100 ts og 3200 ts og inden for den ovennævnte rækkevidde (jvf. fig. 2). E t hvilket som helst sådant område inden for hele omkredsen (6400 ts) kan vælges. Fjernbetjening er muliggjort gennem anvendelsen af et kabel på ca. 50 meter. Kampgruppens efterretningsofficer (S 2) er den, der først og fremmest er ansvarlig for radarsektionens udnyttelse. Han indstiller til kampgruppechefen, hvorvidt radarerne bør anvendes i almindelig støtte (A/S),
direkte støtte (D/S) eller underlagt støtte (U/S). I samarbejde med sektionsføreren for radarsektionen og O-officeren (S 3) udarbejder han endvidere overvågningsplanen og udpeger radarstandpladser og bestemte områder, der skal overvåges. En omhyggelig udarbejdet overvågningsplan er den eneste måde, på hvilken tilstrækkelig dækning og koordination af ildstøtte kan opnås. Korrekt orientering af radarerne er af stor vigtighed, da en sådan vil muliggøre, at mål, der er stedfæstet ved hjælp af radarerne, kan tages under ild med skydninger, der er forberedt af enhedens ildstøtteorganer. Orientering af radarer og koordination af ildstøtte bør naturligvis finde sted i dagslys, når det er gennemførligt. Da radarerne virker inden for optisk sigt og kræver en baggrund, mod hvilken de kan stedfæste bevægelser, vil de normalt blive placeret i højt (dominerende) terrain i lighed med hvad tilfældet er for kompagni- og kampgruppeobservationsstader. Radarudstyr føres frem til i forvejen forberedte stillinger i perioder med nedsat sigtbarhed eller i mørke. Når mellemdistance radaren må placeres i en udsat stilling, bør fjernbetjening anvendes. Såfremt fjendtlig aktivitet konstateres i et område, der ikke er omfattet af overvågningsplanen, kan radarholdet tildeles en ny opgave, hvis løsning indebærer ændringer i den igangværede tjeneste; dette gælder både mellemdistance og kortdistance radarhold. Når en sådan opgave er løst (afsluttet), følger radarmanden atter den oprindelige overvågningsplan. Tildelingen til hvert radarhold af ansvaret for overvågningen af et bestemt terrainområde sikrer korrekt dækning af kritisk terrain. Ved sådanne tildelinger bør der tages hensyn til terrainet, fjendens forhold, fjendens muligheder, udstyrets muligheder og den ønskede grad af dækning. Afsøgningernes hyppighed må også fastlægges. Radarer anvendes normalt i tidsrum med nedsat sigtbarlied. Det kan im idlertid også anvendes til afsøgning af farlige fremrykningsveje, åbne områder eller vejknudepunkter selv i tidsrum med god sigtbarhed, mens patruljer og observationsposter anvendes, hvor det optiske sigt er sløret. Med gode sigtbarhedsforhold kan infanteriets og artilleriets observatører kun observere ud til afstande på omkring 3500 meter. Brugen af langtrækkende radarudstyr som supplement til den visuelle observation vil ganske øjensynligt give den taktiske fører efterretninger om fjendens bevægelser m. v. på et tidligere tidspunkt og derfor også bedre tid til modforholdsregler. I angrebet anvendes radarholdene til at overvåge områder foran frontlinien og en åben eller udsat flanke. De udnyttes også til vejledning af egne styrker i tidsrum med mørke eller nedsat sigtbarhed. I almindelighed bør de bruges så langt fremme, som den taktiske situation tillader. I forsvaret er kortdistance radarlioldene normalt afgivet i underlagt støtte til forposter og posteringer eller andre sikringsstyrker. Førerne for underlagte led vil sædvanligvis bruge kortdistance radarerne til at dække mellemrum mellem delinger og kompagnier og til overvågning af bestemte områder i front eller flanker. Mellemdistance radarerne anvendes normalt i almindelig støtte for at forlænge den dækning, som kortdistance radarerne yder, samt for at give øget dybde i kampgruppens overvågning af sit område. Under tilbagegangsbevægelser udvælges og forberedes på forhånd stillinger, til hvilke mellemdistance radarholdene kan gå tilbage. M ellemdistance radarholdene kan forblive hos enheder, der er efterladt som slør med en natlig tilbagegang for øje, og i dette tilfælde er de tildelt i underlagt støtte for en sådan enhed. For kortdistance radarholdene gælder her stort set de samme retningslinier. I luftbårne operationer kan radarsektionen blive indsat i kamp med faldskærm, stormtransportfly eller helikopter. Sektionen transporteres til målområdet så tidlig t som muligt for at opnå bedst m ulig tid til rekognoscering for og forberedelse af stillinger for radarerne. Sædvanligvis landsættes sektionen med hovedstyrken, men enkelte bold kan landsættes tidligere med de første styrker. Radarsektionens muligheder for at overvåge terrainet suppleres af infanteridivisionens luftovervågningsdeling med muligheder for overvågning fra luften. Delingen indgår i divisionens flykompagni, og den giver divisionen dens egen direkte luftobservation både ved brug af almindelige fly og ved brug af førerløse fly („Drones“ , i det efterfølgende benævnt droner). Luftovervågningsdelingen fremskaffer oplysninger om fjendens bevægelser, bidrager til sikring, opsøger mål og gennemfører undersøgelser ved hjælp af luftobservation, luftfotografering og affotografering af radarskopets afbildning af hvilken virkning nedkastede atomladninger har haft. Delingen anvendes normalt samlet, men dens organisation tillader detachering af sektioner til underlagte enheder. Den visuelle og fotografiske overvågningssektion råder over fire fly. Fotografiapparaterne (type KA-20), der er monteret i disse fly, kan anvendes til optagelser såvel ved dag som ved nat. I KA-20 bruges en rulle
film i størrelsen ca. 23X0,24 meter. En rulle film giver 95 negativer, der kan tilpasses, således at de enten danner par til betragtning i stereoskop eller fremtræder som almindelige rekognosceringsoptagelser. Flyradarsektionen anvender radar AN/APS-94 for tiden monteret i fly af typen RL-23 D. Im idlertid vil radar AN/APS-94 formentlig fremtidig blive monteret i et nyt fly af typen M O H AW K . Denne flyradar, der betjenes af en mand, undersøger jordoverfladen på begge sider af flyet, og den er derfor i stand til at foretage undersøgelser foran frontlinien (her benævnt FEB A : Forward Edge of Battie Area) uden at udsætte flyet for fjendtlig ild. Sektionen med droner består af 12 SD1 droner, som under flyvning ledes af en „drone controller“ , der ved hjælp af radar AN/MPQ-29 i flyveledesektionens køretøj automatisk følger højde og position. Denne dronesektion medfører forsyninger og reservedele i en sådan udstrækning, at sektionen kan løse sine opgaver under feltforhold. Sektionen har en normal kapacitet på tre til fire flyvninger („missions“ ) om dagen. SDI dronens hastighed er ca 310 km i timen. Den har en flyvetid på ca. 30 minutter, hvilket giver en samlet, flyvestrækning på godt 150 km eller en rækkevidde på omkring 75 km. Da de radiostationer, som anvendes til at lede dronerne, arbejder i UHF-om rådet (300— 3000 M H z), kan ledelse af droner kun finde sted, når optisk sigt mellem drone og lederstation er til stede. Derfor kan opgaver, der fører dronen ud
på de størst mulige afstande (d. v. s. ind til ca. 75 km), ikke løses fra lav højde. Dronen kan medføre overvågningsudstyr med en samlet vægt på op til ca. 40 kg. For tiden er det et fotografiapparat af typen KA-20, der er monteret i dronen. Vejrforholdene begrænser ikke dronens anvendelse, når man anvender radar AN/MPQ-29. Den eneste begrænsning i udstyrets anvendelse ligger i, at fotografiapparatet kan være ude af stand til at „se“ målområdet. Når der opstår fe jl på droner, mens disse befinder sig i luften, kan de reddes fra tilintetgørelse ved hjælp af en indbygget faldskærm, som kan udloses af betjeningspersonellet på jorden. Det apparatur, der indgår i kampgruppens radarsektion og i infanteridivisionens luftovervågningsdeling, udstyrer tilsammen de taktiske førere med muligheden for overvågning af kampområdet på afstande, der svarer til deres våbens rækkevidde (jvf. figur 3). Dette nye udstyr vil ikke erstatte de normale overvågningsmidler — observation, lytteposter og patruljer — men det vil tilfø je nye midler, som vil øge vor evne til at løse vore nuværende opgaver. I de seneste år bar der været lagt stor vægt på operationer om natten og i tidsrum med nedsat sigtbarhed. Under sådanne operationer vil overvågningsudstyr være af særlig værdi. Den umådelige stigning i vor ildkra ft bliver først virksom, når den b liver anvendt, og de ovenfor beskrevne overvågningsapparater vil medvirke til gennemførelsen af den form for udstrakt og følsom afsøgning af terrainet for mål til beskydning, som på slagmarken må kræves under alle forhold døgnet rundt.
Z-L.
