Det er sandsynligt, at fremtidige Krige ville faa et hur tigt Forløb. De store Hære kunne vel udholde adskillige Kampe, men ville snart svinde ind ikke saa meget paa Grund af Vaabnenes Virkning som, fordi der vil vise sig hidtil uanede Vanskeligheder ved Underholdet og Bevægelsen af saa vældige Masser. For de mindre Hæres Vedkom mende vil eet større Slag maaske afgjøre Krigens Udfald. Overalt gjør man sig derfor den største Umage med at øge Hærenes Kampdygtighed. Men medens dette lykkes særdeles vel i flere Henseender, saaledes navnlig med Hensyn til den hurtige Mobilisering, er der særlig et Punkt, hvor det kniber, og det er Befalingsmændenes praktiske Færdighed i Troppeføriug i større Forbindelser. Hvad enten Hæren er stor eller lille, ville de enkelte Afdelinger undergaa et saa hurtigt og voldsomt Slid, om man saa kan sige, at der ingen Tid bliver til at studere og gjøre Erfaringer, førend det er for silde.
Det, hvorom det gjælder, er da at give baade Førere og Mandskab god Lejlighed til Uddannelse, saaledes at ikke alene Intelligensen men ogsaa det praktiske Greb udvikles i Marken. Ulerpaa grundes Afdelingernes Kamp dygtighed, idet denne søges uaaet ved, al Enkelthederne samles til en harmonisk Helhed. Troppernes Øvelser i to Partier efter givne Suppositioner gaa ud paa at naa dette Maal, og de ere derfor det sidste og afgjørende af Uddannelsen. Alt andet er Forberedelse dertil.
For Fodfolkets Vedkommende stiller Sagen sig mest vanskelig ved de Afdelinger, der ligge i Provindsgarnisoner og ikke ere sammen med andre Vaabenarter. Uddannelsen kan her blive noget ensidig, og Samarbejde med andre Vaaben foraarsager, naar det undertiden finder Sted, en hel Del Overraskelser.
Man forstaar imidlertid at hjælpe sig, og dette sker, som bekjendt, ved Markering. Denne vil man, som jeg i det følgende nærmere skal søge at udvikle, kunne ordne og udføre paa en ret virksom Maade, naar man sørger for, at de markerede Styrker blive førte efter Kunstens Regler, som om de virkelig existerede. I andet Fald bliver Øvelsen kun en Slags Terrainexercits og uden Betydning for den krigerske Uddannelse.
Det er altsaa Studium, som det gjælder om. Dette kan jo udføres paa mange Maader, men der er to, som jeg nærmere skal omtale, nemlig enten den praktiske med de virkelige Troppelegemer eller den applikatoriske ved Krigsspilstudier.
I. Med Hensyn til de praktiske øvelser er Formaalet jo forskjelligt i Forhold til Troppelegemets Størrelse. Den største Del af den altfor korte Uddannelsestid med- gaar nødvendigvis til at gjøre den enkelte Mand til Soldat, saa at hans Forestillinger om Lydighed og Respekt ud vikles paa rette Maade. I Kompagniet udvikles navnlig Delingerne, idet man stadig har Opmærksomheden hen vendt paa den enkelte Mands Udvikling i aandelig og fysisk Henseende. I Bataillonen forsvinder Hensynet til den enkelte Mand, og Opmærksomheden henvendes paa Kompagniet og Delingen. Først naar Regimentet er samlet, kan der rigtig være Tale om større Øvelser. Efterhaanden som Bataillonerne ere tiltagne i Størrelse, er Regimentets Værdi ogsaa tiltagen, saaledes at det nu frembyder en Magt, der er istand til at gjennemføre meget alvorlige Kampe.
Naar man nu i sin Hukommelse gjennemløber de større Øvelser, som man har overværet i en længere Aarrække, vil man finde, at man i flere Tilfælde ikke har været tilfreds med det Udbytte, som vedkommende Øvelse gav. De Mangler, som man saaledes finder, kunne tænkes at være komne bl. a. af følgende Omstændigheder:
1) man fik for lidt at vide om andre Afdelingers Maal og Veje;
2) man fik ikke sine Direktionspunkter tilstrækkeligt nøje opgivne;
3) man fik for lidt at vide om Terrainet, som man skulde frem i, og heller ingen Tid til at undersøge det;
4) man nødedes til at udvikle sig enten for tidligt eller for sent;
5) Træfningsafstandene vare for smaa og Udstræk ningen i Fronten altfor stor;
6) man fik pludselig en Kontraordre, som forandrede hele Stillingen og det i Regelen ikke til det bedre;
7) en eller anden Modstander respekterede ikke rigtigt Ild og Terrain, men brugte maaske til Gjengæld forskjellige Kneb, der kun vare mulige, fordi der ikke skødes med skarpt.
Undersøger man nøjere Aarsagerne til disse Mangler, kan man tænke sig følgende:
ad 1.) Naar de foreløbige Underretninger til Førerne ere mangelfulde, kan dette hidrøre fra, at Øvelsen i for høj Grad improviseres. Det ønskelige var naturligvis, at alle Førere kunde være saa kyndige, at de vare istand til uden nogen Forberedelse at arbejde sammen, saaledes at de, om jeg saa maa sige, havde det hele paa For nemmelsen — ; men dette er en umulig Fordring, og desuden ere Fredsøvelserne jo netop til for at under vise Førerne og bibringe dem de rette Forestillinger om Sagerne. Man indskrænker sig ofte til at meddele hver enkelt Afdeling, hvad den selv skal udføre; men man er i Regelen ikke istand til at meddele noget videre om, hvad der tilsigtes paa andre Steder af Øvelsesterrainet. Det kan ikke nægtes, at under Feltforhold vide de under ordnede Førere ofte saare lidet om de Forhold, hvorunder de skulle virke; men dette er et af de Tilfælde under Krig, som man ikke skal søge at efterligne i Fred, men snarere skal søge at værge sig imod. Krigstilstanden skulde nødig kjendes paa, at Reglerne slappedes. Alt bør være saaledes forberedt, at det om muligt kan gaa med endnu større Præcision end i Fredstid. Det er derfor ønskeligt, at hver Afdelings Personale lærer at kjende ikke alene sit eget Hverv men ogsaa i Hoved trækkene de andre Afdelingers Hverv. Dette Fjendskab kan ofte have stor Betydning for Løsningen af en Opgave.
ad 2.) Strax ved Begyndelsen af Fremrykningen op gives i Regelen Direktionspunkler; men senere maa Afdelingerne selv sørge for at finde saadanne. Meget ofte opgives kun, at Retningen skal være til et bestemt Punkt af Frontlinien, og dette gaar godt nok, saalænge Bevægelsen sker lige fremad; men foraarsage Modstanderens Foretagender, at der skal svinges, vil den udsvingende Fløj være udsat for at blive forsinket, saa at den ikke kan løse sin Opgave. Saadanne Frontforandringer bør derfor i god Tid meddeles til de Paagjældende og helst udføres ved, at nye Afdelinger føres frem.
ad 3 og 4.) Det hændes af og til, at Rekognosceringen afTerrainet udføres paa en saadan Maade, at man ikke faar fuld Nytte af den. Grunden er da som oftest den, at Udviklingen foregaar for hurtigt. Alt iler frem mod Maalet, og de mellemliggende Stadier gjøres færdige med større eller mindre Hast. Den enkelte Fører er her nødt til at følge Trop med de andre, og det kan da hænde, at en Befalingsmand, som gaar frem paa sin Maade, saaledes som han tænker sig at ville gjøre under Krigsforhold, kommer i Trætte desangaaende med sine Kolleger, naar de mødes efter endt Øvelse. Saadanne Sammenstød føre dog ofte kun til en ufrugtbar Disput.
Den hastige Fremrykning af Kolonnerne kan ogsaa foraarsage en for sen Udvikling til Fægtning, nemlig naar Modstanderen viser sig tidligere, end man havde ventet. Der kan da opstaa meget vanskelige Tilfælde.
Dette er jo ikke andet, end hvad Enhver ved udenad; men desuagtet gjøre de enkelte Troppeførere sig stadig skyldige i de samme Fejl. Dette Forhold maa altsaa have en naturlig Aarsag, og det er den, at Illusionen ikke ret kan holdes vedlige, da Modstanderens Ild er uden fysisk Virkning. Opmærksomheden er derfor i alt for høj Grad henvendt paa det afgjørende Sammenstød. Men hvad Nytte har man saa af at komme tæt ind paa Modstanderen og skyde Hurtigild og løbe Storm? Ikke anden, end at Ben og Lunger blive rørte, og det er noget, der (som omtalt ovenfor) meget bedre øves i Deling og Kompagni. Det er ikke nok at kommandere Tropperne til de afgjørende Bevægelser og lade dem angribe. Nej, Kunsten ligger i Forberedelsen til Kampen. (Se Bestemmelser for Manøvrer 1880.) Hemmeligheden ved at vinde et Felttog ligger først i Troppernes Uddannelse og Moral, Førernes Dygtighed i Almindelighed og særlig Stabenes Dygtighed til at lede og underholde Troppe kolonnerne, Kjendskab til de fjendtlige Førere, o. s. v. Dernæst kommer Forberedelsen paa Kamppladsen, nem lig Terrainets omhyggelige Afsøgning, en nøjagtig Ud spejdning af Fjendens Stilling, saaledes at intet alvorligt foretages, forinden fuld Klarhed herom er opnaaet. Her med hengaar den meste Tid af en alvorlig Kamp. — Ved Fredsøvelserne bør man derfor have sin Tanke hen vendt paa alle disse Forhold. Selv om en Troppefører har nok saa store Evner som saadan, vil han ikke kunne undgaa at gjøre store Fejl, hvis han mangler den prak tiske Øvelse i at føre Tropperne, saaledes som Krigsfor hold ville fordre det.
ad 5, 6 og 7.) Træfningsafstandene ere ofte for smaa, hvilket i Regelen stammer fra, at man vil have Reserverne tilstede i samme Øjeblik, hvor man trænger til deres Hjælp. Dette stemmer ikke med Forholdene under en virkelig Fægtning, naar denne bliver ledet rigtigt. Naar, som vi vide, Reserverne i nogle af de nyeste Krige have havt en uimodstaaelig Trang til at slutte op til den forreste Linie, saa kom dette af en anden Grund nemlig: Projektilernes Virkning. En saadan Ophobning af Tropperne maa undgaas, da den lader Reserverne forsvinde og tager Initiativet fra Hærføreren, saaledes at det hele bliver planløst. Det er vel ogsaa af den Grund, at flere Militærforfattere (f. Ex. Brialmont) have foreslaaet meget store Afstande mellem de forskjellige Linier.
Men ere Afstandene i Dybden for smaa, saa er til Gjengjæld Udstrækningen i Fronten ofte for stor. Naar Udstrækningen ikke overdrives, kan man ikke misbillige den, da den udvider llandleomraadet, giver Lejlighed til at føle Friktionen, som altid fremkommer ved udstrakte Troppelegemer, og aabner Veje for de enkelte Afdelingers Initiativ. Men stundum overdrives Frontbreden, idet Af delingerne uvilkaarlig trække ud mod Flankerne for at sikre disse. Samtidigt hermed virker ofte en altfor stærk Tilbøjelighed til at omfatte Fjendens Fløje. Naar saa hertil kommer, at enkelte Førere under disse Bevægelser ikke rigtigt respektere Modstanderens Ild eller bruge Terrainet rigtigt, opstaar der unaturlige Situationer.
En Følge af mangelfuld Rekognoscering er Kontraordren. Denne er i mange Tilfælde det samme som tabt Tillid, Kraft og Tid. —
Som man ser, stamme de omtalte Mangler ikke fra Tilfældigheder; men de have en dybere Grund. Det er saaledes en af vor Tids strengeste Fordringer, at Førerne skulle kunne extemporere, da dette som oftest vil finde Sted i Krigstid; men det er en Kunst, som maa læres. Fredsøvelserne bør derfor virke opdragende ogsaa i den Henseende. Endvidere er det ikke nok, at man uddanner denne Egenskab og de mange andre militære Egenskaber ved Arbejdet i Kompagni og mindre Troppe; man maa ikke glemme, at Forholdene i Bataillon og Regiment hidføre visse Forandringer i Føringen, idet Overskuelig heden bliver mindre og Vejlængderne, altsaa ogsaa Tids forbruget, større. Det bliver derfor nødvendigt at gjøre nyt Studium og nye Erfaringer, naar disse Afdelinger træde i Virksomhed.
Paa Grundlag af det ovenfor fremsatte kunde man bl. a. henvende Opmærksomheden paa følgende Punkter:
1) Større Øvelser kunde afholdes paa to Maader enten som Læreøvelser, idet Lederen af Øvelsen (i Reglen Regimentschefen) med passende Mellemrum stand sede det hele, gjennemgik og kriticerede de i Øjeblikket indtagne Stillinger (Se Bestemmelser for Manøvrer 1880); eller som Krigsøvelser, hvor alt gaar, som det kan, og Kritikken kommer bagefter. 1 begge Tilfælde var det ikke nødvendigt, at Øvelsen blev gjort færdig paa een Dag. Man kunde standse til et givet Klokkeslet, optegne Stillingerne og fortsætte en følgende Dag. Derved und gik man en af de fremhævede Hovedfejl nemlig det utidige Hastværk, og rnan fik Lejlighed til ret at forstaa det gamle romerske Mundheld «festina lente» lil med Lempe), det vil sige, at man skal haste men efter en i Forvejen nøje overvejet og afstukken Plan.
2.) Nutildags spiller Artilleriet en saa stor Rolle i Kampen, at større Øvelser ikke godt kunne undvære dette Vaaben. Allerede under den første Udvikling og Udspejdning af Fjendens Stilling vil Artilleriet søge at faa Overtaget. Det vil altsaa ved Øvelserne være inte ressant og i højeste Grad vigtigt at faa dannet rigtige Forestillinger om, hvilke Former Kampen i saa Fald vil faa, f. Ex. om hvorledes en Avantgardes Opmarche vil se ud, naar den er udsat for Ilden fra 20—30 Kanoner? — Da de fleste Garnisoner ikke have Artilleri, er det nødvendigt at markere det. Med Hensyn til Markering mener jeg, at man for Fremtiden bør stille langt større Fordringer til dem, der føre de markerede Styrker, end man tilforn har gjort. Den, som fører en saadan Styrke, skal i Forvejen have uddannet sig dertil, saaledes at han ogsaa havde Forstand paa at føre den, hvis den virkelig var til. Skal han altsaa føre et Antal markerede Kanoner, maa han have sat sig ind i de artilleristiske Forskrifter og i Principperne for Valget af Artilleristillinger i Marken, saaledes at han rent skematisk kan føre Kanonerne. Om nogen faglig Dygtighed kan der naturligvis ikke være Tale, idet man maa være tilfreds, hvis man kan frem bringe forskjellige naturlige Situationer, hvorefter Fodfolket kan rette sin Optræden. — Kanonerne kunde markeres ved Flag (et for hver Kanon); men Flag høre i Grunden til det kjedsommelige, og det kniber med at faa Illusionen frem. Kanonslag ere for dyre og dertil farlige at haand- tere. Det var vel ikke umuligt for en Tekniker at ind rette et Apparat, som kunde give et passende Glimt med Røg (Knald er ikke nødvendigt).
Saaledes som Forholdene nu ere, er Fodfolket uhel digt stillet ved en Krigs Udbrud, idet Flertallet af Befalingsmændene ville staa som Dilettanter uden praktisk udviklede Forestillinger om, hvorledes man skal stride mod de andre Vaaben. Disse ere heldigere stillede og da navnlig Artilleriet. Dette Vaaben kan paa Grund af de lange Afstande optræde paa Slagmarken ligesom paa en Øvelsesplads. Rytteriet er ikke saa heldigt stillet; men det kan dog gjennemføre sine Øvelser i Terrainrid- ning og Afsøgning paa fuldstændig krigersk Maade. Det vilde derfor være ønskeligt, om der ved Artilleriet kunde oprettes Instruktionskursus for Befalingsmænd af de andre Vaaben. Disse Befalingsmænd kunde her blive kjendte med Haandteringen af de forskjellige Slags Skyts og med Artilleriets Optræden og Virkemaade paa Kamppladsen.
3.) Naar de ovenfor fremsatte Fordringer skulle kunne opfyldes paa rette Maade, vil det være nødvendigt, at der ved Regimentsøvelserne ved Garnisonerne udvælges Kampdommere. Regimentschefen er i alle Tilfælde Dommer; men da han ikke kan overse alt, maa han til Assistent have en anden Officer tilhest. Saaledes som Forholdene nu ere, hændes det stundum ved Sammenstød af to Troppe, at den ældste Fører gjør Forsøg paa at tage Kommandoen over det hele, noget som i sig selv er lovstridigt, da begge Førere kun optræde efter højere Ordre. Hvis den yngre føjer sig efter den ældre, bliver Situationen meningsløs, da Øvelsen netop gaar ud paa at lære at afbøde en Modstanders uventede Stød. Føjer han sig ikke, opstaar der let et Ordskifte, der aldrig kan føre til noget godt.
4.) Det er en gammel Fordring, at enhver Befalings mand skal kunne magte ej alene sin egen Stilling men ogsaa den nærmest højere. Dette er noget, der i den daglige Tjeneste maa søges udviklet ved Samkvem og Iagttagelse, og enhver Befalingsmand bør udnytte Lejligheden, naar den bydes, ligesom den Overordnede bør føre sin Kommando saaledes, at alle dens Enkeltheder ligge klart for Dagen, idet han med Forekommenhed meddeler enhver tilladelig Oplysning til de ham nærmeste Underordnede, naar disse bede om Undervisning. Ved Tjenesten i Marken i Sammenhæng med andre Afdelinger og Vaaben bliver Sagen vanskeligere ja ofte umulig, da Tiden er saa kneben. Der har tilforn i Lejren ved Hald været gjort Forsøg med at øve Befalingsmænd i saa Hen seende; men de hørte snart op og det vel af den Grund, at de virkelige Indehavere af Stillingerne fik lidt nok af Øvelse. Dette vil man hurtigt kunne regne ud, naar man overvejer, hvor sjældent de højere Førere hos os komme til at føre deres Afdelinger under større Forhold og mod fremmede Modstandere. Saameget vil i alt Fald fremgaa af en saadan Overvejelse, at de vedkommende Chefer ikke have noget at give bort af deres Øvelsestid. Dette gjælder naturligvis kun, naar der er Tale om Ind arbejden af vedkommende Afdeling som Helhed, idet Ar bejdet maa bringes til Ende, medens de samme Individer ere i Afdelingen. Herved opnaas navnlig det, som i Krig har en saa stor Vigtighed, nemlig Førerens Kjendskab til de enkelte og disses Kjendskab til Føreren. Efter fire Aars Forløb er Personalet saa forandret, at man maa begynde forfra. —
II. Krigsspilstudier.
Det almindeligt brugte taktiske Krigsspil er af tvivlsom Nytte. De, som have Evne og Lyst til ret at sætte sig ind i Illusionen, trænge ikke til den Øvelse, og de, som ikke kunne det, have ingen Nytte deraf. End videre er der ingen Sammenligning mellem at føre Fægtning paa Papiret og at føre den i Virkelighed. Forskjelien er mindst lige saa stor som mellem at lære Exercerregle- mentet udenad og at kunne exercere Tropperne. Det første kan Enhver gjøre; men for at kunne det sidste maa man have en særegen Aandsudvikling, som kun op- naas ved, at medfødte Anlæg udvikles ved flittigt Studium og praktisk Øvelse. Istedenfor Krigsspil, som er et alt for omfattende Begreb, kunde man indskrænke sig til at studere de Forhold, hvorunder de krigerske Hændelser tænkes at foregaa. Ved saadanne Studier bliver det, ligesom ved Øvelserne i Marken, navnlig Forberedelsen, der maa og kan fremstilles, altsaa Troppernes Udrustning, Forplejning og Opbrud; dernæst Rekognosceringer, Op- marche i Stillinger, Bortgang fra saadanne o. s. v.
Her kan heller ikke extemporeres; men der maa gives Opgaver til hver enkelt Deltager, som han f. Ex. et Par Maaneder iforvejen skal studere og forberede ved Læsning. Skal han føre andre Vaabenarter eller Train, maa han sætte sig ind i de vedkommende Regle menter og i Principperne for deres Virksomhed i Marken. Naar hver Deltager har endt sine Studier, samles alle for at gjennemgaa Øvelsen i to Partier paa Kaartet, hvorved Enhver faar Lejlighed til at bruge sin Kundskab overfor en Modstander.
Det er ikke nødvendigt, at de saaledes foretagne Øvelser ere opfundne til det Øjemed. Man kan vælge en Del af et eller andet Felttog og gjentage den enten tænkt under de samme Forhold, som virkelig vare tilstede, eller med forskjellige Forandringer. I alle Tilfælde bør der lægges særlig Vægt paa det, som foregaar bag den egentlige Kamplinie, d. e. hvad der henhører til Train, Forplejning, Skriveri o. s. v., altsammen noget, der ypper ligt lader sig fremstille paa Papiret. — Saadanne Øvelser maa dog ikke fortsættes for længe; thi den egentlige Spænding mangler jo, og Interessen vil altsaa hurtigt sløves.
Undertiden har man ogsaa forsøgt at afholde taktiske Diskussioner; men som Regel bleve disse enten til ingen ting eller til en Dialog mellem to Deltagere, der vare særlig godt skaarne for Tungebaandet. De andre Del tagere vare tavse den meste Tid. Aarsagen hertil er let at finde: nemlig Utilbøjeligheden til at lægge sin Tanke gang blot for Fremmede. Det er jo sjældent, at man strax kan træffe det rigtige; men man kommersom oftest dertil gjennem en hel Række Overvejelser for og imod, ja man kommer maaske tilsidsl til et Resultat, der af viger meget fra den Mening, hvormed man begyndte. Saadanne Overvejelser holder man helst for sig selv. —
Hvis den ovenfor omtalte methodiske Uddannelse af Tropperne skulde kunne gjennemføres fuldstændigt, maatte man ønske sig mere Tid. De Forhold, hvorunder vi for Tiden leve, ville sikkert blive forandrede, hvad enten det nu varer længe eller kort, og man maa i saa Fald ønske længere Tid til Uddannelsen af Kompagniet og længere Tid til de større Manøvrer. Nogen Tid kunde man vinde ved at henlægge Fægtningsskydningerne til Garnisonerne. Hvor ønskeligt det end kan være at afholde saadanne Øvelser i ukjendt Terrain, have vi dog for Øjeblikket daarligt Raad til at afbryde Rekrutskolen adskillige Dage i den Anledning. De to Ting , som særligt skulle vises ved disse Skydninger, nemlig Førernes Dygtighed til at kommandere resolut og Mandskabets Færdighed i at bruge Vaabnet, kunde lige saa godt vises ved mindre Fægtningsskydninger ved Garnisonerne. Af langt større Vigtighed vilde det være, om Rekrutbatailloner fra forskjellige Garnisoner hver Sommer kunde samles til større Troppelegemer i Kantonnement og manøvrere mod hin anden. Blot nogle Dage vilde hjælpe meget.
