Militær videnskabelighed som udtrykt gennem artikler, debatoplæg, debat m.v. i danske militære fagskrif* ter synes at være inde i en relativ død periode, når man betragter udviklingen siden 1. verdenskrig. Denne udvikling må nødvendigvis give anledning til en debat om, hvad årsagen egentlig kan være, og hvad der evt. vil kunne gøres for at ændre udviklingen i en mere positiv retning, skriver kaptajn O. H. Eggers, Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe og lægger hermed selv op til debatten.
Indledning
Betragter man udviklingen i den militære videnskabelighed1), som den giver sig udtryk i artikler, debatoplæg, debat m.v. i diverse danske militære fagskrifter, og lægger man hertil tilslutningen til f.eks. Det Krigsvidenskabelige Selskabs foredragsaftener og studiekredse, kunne man let få den tanke, at den militære videnskabelighed var ved at forsvinde, specielt når man betragter kvantiteten. Det skal straks være sagt, at kvantitet ikke umiddelbart kan betragtes som udtryk for kvalitet, men også på det kvalitative område kan man let få nedslående associationer. Årsagen hertil og forslag til afhjælpning har til tider været gjort til genstand for behandling2), dog uden at dette gav sig udtryk i en ændret udvikling. Det har undertiden ligget i luften, at der i virkeligheden fandtes en pligt for officerer til at beskæftige sig med militær videnskabelighed, hvorfor det alene af den grund var uacceptabelt, at ingen eller kun få opfyldte denne pligt. Det er imidlertid min opfattelse, at udviklingen kun vil kunne ændres, såfremt andre og mere motiverende argumenter og foranstaltninger tages i anvendelse.
Militær videnskabelighed
Uden nærmere at definere udtrykket »Militær videnskabelighed« skal det kort anføres, hvad der er indeholdt i love for Det Krigsvidenskabelige Selskab f.s.v.a. selskabets formål (§ 1):
»Det Krigsvidenskabelige Selskab, der er stiftet den 31. oktober 1871, har det formål at fremme militær videnskabelighed. Dette formål søges nået ved behandling af militære og dermed forbundne emner gennem fore* dragsvirksomhed, diskussioner, høringer o.l. samt ved udskrivning af prisopgaver og udgivelse af et tidsskrift m.v.«.
Udtrykket »Militær videnskabelighed« opfattes til tider som indeholdende niveauer, der egentlig kun sjældent vil kunne nås af den almindelige officer, ligesom man godt kunne få den opfattelse, at hvad der var »Militær videnskabelighed« i 1871, nok i dag må betragtes som værende overført til den videnskabelighed, der bl.a. dyrkes på universiteterne. Begge dele er forkert. Det kan godt være, at ordet »videnskabelighed« kan give anledning til fejlopfattelser, men den »Militære videnskabelighed« skal snarere opfattes som et samlende udtryk for behandlingen af de militære principper, doktriner og metoder, d.v.s. dækkende hele spektret af det militære speciale. At så denne »videnskabelighed« kan opdeles i niveauer, er en anden sag. Det er kun naturligt, når man ser på, hvor vidt det militære speciales spekter egentlig rækker. Det er således min opfattelse, at f.eks. fagskrifter som Kentaur og Dansk Artilleritidsskrift også medvirker til at fremme den militære videnskabelighed. Militær videnskabelighed er således ikke noget, der i dag kan betragtes som værende passé, tværtimod; udviklingen specielt inden for teknologien går så stærkt, at den militære videnskabelighed må betragtes som mere og mere nødvendig. Det kan altså ikke være derfor, udviklingen stagnerer herhjemme.
Faktorer, der enten motiverer, eller har den modsatte virkning Når man betragter de faktorer, der vil kunne virke motiverende på en dansk officer, når talen drejer sig om militær videnskabelighed, kan det være vanskeligt overhovedet at få øje på dem. Jeg vil derfor tage disse faktorer op til behandling senere. De ikke-motiverende faktorer kan være mange, men selv om de er forholdsvis lette at få øje på, kan det være meget vanskeligt at dokumentere deres eksistens. Det skal indledningsvis slås fast, at den danske officers evner til at behandle militær videnskabelighed ikke kan diskuteres, hvorfor manglende evner kun i begrænset omfang vil kunne anvendes som undskyldning for udviklingen. Der må altså ligge andre grunde bag. Uden på forhånd at prioritere disse, kunne de være:
- Manglende engagement.
- Sikkerhedshensyn.
- Forkert opfattelse af, om det man behandler vil have interesse for andre. (Yi har vel alle mødt vurderinger som »Det er jo almindelig kendt«, »Ikke særligt originalt« o.s.v.).
- Manglende opbakning fra såvel foreningers som myndigheders side.
- Angsten for indflydelsen på det videre avancement.
- Manglende tid.
Mange andre grunde vil kunne anføres, men her er kun medtaget de mere væsentlige. Manglende engagement kan naturligvis være tilfældet, men er det næppe, når man betragter officerskorpset som helhed. Mit umiddelbare indtryk er, at mange er endog meget engageret, særligt hvis man f.eks. følger diskussionerne i en messe eller ved et frokostbord i en stab. Dybden i engagementet må derfor være en af årsagerne til, at sådanne diskussioner sjældent når længere. Sikkerhedshensyn kan reelt virke meget hæmmende. I betragtning af, at snart sagt samtlige reglementer og bestemmelser klassificeres »Til Tjenestebrug«, er det jo logisk set næsten umuligt at behandle noget militært emne ud over historiske og refererende, uden at man kommer ind på forbudt eller i hvert fald farligt område. Sikkerhedshensyn må imidlertid ikke blive en sovepude for ens egen argumentation for, hvorfor man ikke beskæftiger sig med militær videnskabelighed. Vender vi os mod udlandet, kan man se, hvor meget der egentlig kan behandles, uden at sikkerhedshensyn spiller afgørende ind3). Under alle omstændigheder kan fornøden assistance fås enten hos myndighederne eller de respektive tidsskrifters redaktioner, så indledningsvis må man kunne se bort fra disse sikkerhedshensyn. Forkert opfattelse af, om det man behandler har interesse for andre, er meget almindelig. For det første må det siges, at en søgen efter originalitet i mange tilfælde kun vil medføre, at der intet kommer ud af den militære videnskabelighed. Det er trods alt kun beskåret et fåtal at have samme stade som Bohr. For det andet kan det egentlig være ligegyldigt, om det fra forfatterens side opfattes som værende væsentligt for andre. Det kan man i mange tilfælde alligevel ikke afgøre. Det er endvidere sådan, at sammensætninger af forhold, man i forvejen er bekendt med, kan igangsætte en tankevirksomhed, der i den sidste ende vil kunne få betydning. Under alle omstændigheder må man væk fra det kommenterende stade, mange indtager. Man kunne nemlig let få den opfattelse, at medens der ikke er mange, der beskæftiger sig med militær videnskabelighed, så er der forbløffende mange eksperter til at bedømme et arbejde, når dette er udført. Og denne bedømmelse er som oftest let negativ. Hvorfor ikke udnytte den store viden, der må ligge - ideelt set - bag denne omsiggribende trang til kun at vurdere andres arbejde. Manglende opbakning fra såvel foreningers som myndigheders side dækker forhold som belønning, tildeling af såvel midler som studietid og igangsættelsesvirksomhed. Det må dog ind imellem også være i f.eks. myndighedernes interesse, at et emne gøres til genstand for militærvidenskabelig behandling. Denne manglende opbakning kan sættes i forbindelse med angsten for den evt. følgevirkning. En fri debat er en absolut forudsætning for at kunne gennemføre militær videnskabelighed. Censur kan under ingen omstændigheder accepteres. Og det må slås fast, at deltagelse i militær videnskabelighed, f.eks. i form af igangsættende debatoplæg og den dermed følgende debat, under ingen form vil kunne få indflydelse på det videre avancement eller på besættelsen af tjenestestillinger. En åben form som i Sverige er ikke alene den ideelle, men også en afgørende forudsætning. Det skal her bemærkes, at der ikke findes klare eksempler på, at debatten ikke skulle være fri inden for den danske forsvar. Faktoren er blot medtaget for at understrege vigtigheden heraf. Den manglende opbakning kan ligeledes sættes delvis i forbindelse med den manglende tid. Det kan selvfølgelig være et spørgsmål om manglende lyst, men det kan ligeså ofte være et spørgsmål om tid. Og denne tid burdé i visse tilfælde stilles til rådighed af myndighederne sådan som det f.eks. sker på universiteterne. De motiverende faktorer er som tidligere nævnt vanskelige at få øje på. Det synes at være her, den største indsats skal gøres. Inden behandlingen af de motiverede faktorer påbegyndes, kunne det være rimeligt at understrege, at ingen må forhindres i at deltage i den militære videnskabelighed med den begrundelse, at deltagelse blot for at få et navn frem ikke kan accepteres. For det første kan det være særdeles vanskeligt for alle andre at gætte sig til motivet bag f.eks. en skribentvirksomhed, og for det andet kan det da være, at andre alligevel vil kunne få mere stof til tankevirksomheden, også selv om det var det grundliggende motiv. Så nåede vi endelig frem til de motiverende faktorer. Og her ligger der forhåbentligt et uopdyrket felt. J eg skal kort komme ind på, hvad man Kiåske kunne gøre, når man betragter Det krigsvidenskabelige Selskab, men visse af foranstaltningerne kan selvfølgelig anvendes generelt. Udskrivningen af prisopgaver bør ændres derhen, at terminerne for aflevering ikke mere er faste. Det må løbende være muligt at aflevere stdrre eller mindre opgaver til bedømmelse. Og denne bedømmelse må udvides til at dække andet og mere end en omtale af indleveringen på selskabets generalforsamling. Såfremt en opgave ikke kan tildeles medalje, er den vel ikke uden værdi, og et referat i selskabets tidsskrift ville da være rimeligt. Bedst ville det måske være, hvis niveauet for medaljetildelingen blev sænket en anelse, men det er ikke det afgørende. I forbindelse med denne løbende prisopgave kan selskabet som førhen selv fastsætte emner, såfremt dette skulle findes nødvendigt. Gennemføres dette forslag, vil en del hovedopgaver udarbejdet på Forsvars akademiet og officersskolerne kunne udbredes til en større personkreds, end det før har været tilfældet. Etablering af studiekredse b*ir fortsætte, men emnerne skal nok vurderes lidt nøjere, idet det i nogle tilfælde er næsten umuligt at kæmpe sig igennem arbejdet, når emnet er for bredt formuleret. Indhentning af emneforslag blandt selskabets medlemmer bør overvejes, ligesom nedsættelse af lokale studiekredse med selvvalgt emne bør bakkes helhjertet op.
Den medinddragen af medlemmerne, der her lægges op til, kan kun finde sted, såfremt selskabet i sin struktur bliver mere landsdækkende. Jf. lovenes § 5 består bestyrelsen af 12 medlemmer tjenstgørende inden for Region VI område. Jeg er klar over problemerne i forbindelse med rejser, såfremt bestyrelsens sammensætning ændres, med de vil næppe være uoverstigelige. I forbindelse hermed kunne der udpeges kontaktmænd på de enkelte tjenestesteder, der dels vil kunne støtte medlemmerne på stedet, dels vil kunne kanalisere ideer og tanker ind i selskabets tidsskrift. Og her kommer noget af det væsentligste, nemlig tidsskriftet. Det må betragtes som værende meget uheldigt, at udgivelsen er ændret fra 11 til 6 numre om året, angiveligt af økonomiske grunde. Tidsskriftet er så afgørende for den militære videnskabelighed, at dette forhold afgjort bør ændres. En mere aktiv annoncepolitik ville måske være til hjælp. Det bør ligeledes slås fast i tidsskriftet, at emnerne ikke nødvendigvis behøver at være af strategisk natur. Det har tidligere været tilfældet, at også brigadeproblemer blev behandlet her, så hvorfor ikke fortsætte denne linie4). Jeg er udmærket klar over, at disse foranstaltninger ikke vil kunne få alle ud af busken, men måske kun nogle få. Det vil dog altid være bedre end ingen, så hvorfor ikke prøve. Det Krigsvidenskabelige Selskab er kun en del af den militære videnskabeligheds verden. En udvidelse af samarbejdet mellem diverse foreninger og tidsskrifter ville være nyttig, men er måske vanskelig af traditionsmæssige årsager. Danmark og det danske forsvar er ligesom for småt til at indeholde en større mængde af foreninger og tidsskrifter. Kommandomyndighederne vil kunne øve en betydelig indflydelse på forholdet omkring den militære videnskabelighed. En stor del af forsvarets stabsuddannede officerer sidder her, så grundlaget skulle der ikke være noget i vejen med. Der er ingen tvivl om, at forhold som belønning og tildeling af studietid vil kunne få en vis indflydelse på den enkelte officers prioritering af den indsats, der ligger udover den daglige tjeneste eller den løbende sagsbehandling. Det burde undersøges nærmere.
Afslutning
Det er mit håb, at denne ufuldstændige og kortfattede behandling af problemerne omkring den nedadgående militærvidenskabelige virksomhed vil blive fulgt op af en debat om dette emne. Vi har i dag mere end nogensinde brug for gode ideer til den kreative tankevirksomhed, som i sidste ende er den danske officers bedste og måske eneste aktiv, et aktiv, vi imidlertid ikke behøver at skamme os over, når vi vender os mod den verden, der findes uden for forsvaret. Dette aktiv er i øvrigt som noget af det eneste i forsvaret ikke afhængig af økonomiçn, så mulighederne skulle være mange.
FODNOTER
1. Som det omtales senere i artiklen, gøres der ikke forsøg på at definere udtrykket »Militær videnskabelighed«. Udgangspunktet er blot taget i Det Krigsvidenskabelige Selskabs formål. Men man kunne måske sige, at videnskabeligheden dækkede aktiviteten, medens begrebet videnskab i højere grad dækker substansen.
2. Opmærksomheden skal specielt rettes mod en artikel i Militært tidsskrift 1957 (pp. 265-269): Om militært forfatterskab), der i øvrigt pudsigt nok er skrevet under pseudonym. Man kunne gøre sig visse betragtninger på baggrund af årstallet for denne artikel. Det er jo næsten tyve år siden, den blev skrevet.
3. F.eks. publikationer som Adelphi Papers, Survival, Folk och Forsvar m.fl.
4. Det skal imidlertid ikke være nogen hemmelighed, at forfatteren kunne tænke sig emnespektret i Militært tidsskrift udvidet endog meget væsentligt udover - eller ret* tere under - brigadeniveauet. En diskussion heraf må dog indgå i den debat, der forhåbentlig bliver et resultat af dette indlæg
