Gammel Kærlighed ruster ikke. Maa jeg derfor, selv om jeg er ude af det, have I.ov til at blande mig i Diskussionen om Ud­dannelsen.

Denne kan have forskellige Former alt efter det tilsigtede Maal, efter Tidernes Sædvane og efter de til Raadighed værende Midler, men Uddannelse er dog i Bund og Grund altid det samme, for saa vidt som det drejer sig om at forme den samme Slags Ma­teriale, nemlig Mennesket, og dette er nogenlunde det samme, som det alle Dage har været. Men der findes Masser af forskellige Men­nesker nogle er bløde som Ler, andre haarde som Marmor; hvad der kommer ud af Formgivningen, afhænger i højeste Grad af, hvem der foretager denne. Een Kunstner kan i en Haandeven- ding skabe en Apolio di Belvedere, medens en anden .......

Til at gennemføre en Uddannelse hører:

1 — Lærerne.
2 — Eleverne.
3 — Materiel.
4 — Øvelsespladsen.
5 — Bolig og Mad.
6 — Arbejdsro.

Nr. 3, 4 og 5 vil jeg foreløbig lade ligge og kun tale om 1, 2 og 6.

Lærerne ansættes af Staten.

Men de unge Mænd, der møder for at opfylde deres Borger­pligt, og deres Forældre, der giver deres Sønner til Landets For­ svar, har et uafviseligt Krav paa, at der gives dem de bedste Læ­rere og Førere, der kan skaffes. Det vilde være gavnligt, om de paagældende Myndigheder m. m. lidt snart blev klare over, at de, for at skaffe de bedste, maa konkurrere paa Arbejdsmarkedet med samtlige andre Myndigheder, Institutioner og Firmaer m. m., der ogsaa har Brug for gode Folk, thi man kan ikke altid regne med at faa tilstrækkelig mange dygtige Folk, der gaar ind som Befalingsmænd af ideelle Grunde.

Det haster, og det har hastet længe.

At Lærerne skal beherske deres Fag, at de skal være vel ud­ dannede og være vel sorterede, saa alle m indre gode Elementer er taget fra, er en saa selvfølgelig Sag, at det egentlig ikke skulde være nødvendigt at sige det. Men jeg siger det alligevel.

Det skulde heller ikke være nødvendigt at paapege, at Befalingsmændene, Lagrerne, ogsaa skal være til Stede i fornødent Antal; men den foreliggende Situation synes at gøre det nødven­ digt alligevel. Af Beretningen fra Kommissionen angaaende ud­dannelsen i Hæren fremgaar det, at et uforholdsmæssigt stort Antal af alle Kaptajner og Løjtnanter gjorde Tjeneste i Stabe og Kon­torer, medens man manglede dem i Geleddet. Det er mig ikke bekendt, at dette Forhold er ændret, men er det ikke sket, maa der snarest ske en Ændring. Selvfølgelig skal Stabe og Kontorer have det, de skal have, for at bestride Tjenesten, men saa maa der paa anden Maade skaffes Befalingsmænd. Thi Geleddet skal og­ saa have det, det skal have. Dette bør ske snarest og af to Grunde:

1) Fordi Mandskabet har Krav paa den bedst mulige Uddannelse, og denne kan kun faas, naar der er Lærerkræfter nok.

2) Fordi Stabene kun har nogen Værdi, naar de har et veluddan­net Geled bag sig.

Men hele dette Onde hæger jo i ovrigt sammen med, at „Militæret“ gennem mange Aar er blevet saboteret, dels frivilligt og bevidst gennem hele Afrustningsperioden, dels nødtvungent gen­nem Tyskertiden

Det haster ogsaa at faa skaffet ordnede Forhold for Befalingsmændene, saa de ikke ustandseligt maa flyttes rundt; dette er usundt for Familielivet, der er Grundlaget for Mandens Tilværelse, ogsaa for lians Arbejde i Tjenesten. Men det siger sig selv, at det hjælper med til at gore Tilgangen af Befalingsmænd ringe, naar man i aarevis byder dem Vilkaar, som man bar budt dem i de senere Aar. I Sverige er det Skik, at en Forflyttelse be­ fales et halvt Aar i Forvejen, saaledes at vedkommende bar Tid til at skaffe sig Boliger m. m. og planlægge deres fremtidige Liv. Det er humdet. mig to Gange, at jeg har faaet en Befaling angaaende Forflyttelse eller Udnævnelse nogle Dage efter, at den skulde varne traadt i Kraft.

En anden Ting, der haster, er, at man atter maa indpode Be- lalingsmændene den samme Indstilling, der var almindelig gangbar i mine unge Dage, før man opfandt Tjenestemandsloven, nemlig at Døgnet har 24 Timer, der alle uden særlige Ceremonier kan bruges til Tjeneste, at det er enhver Befalingsmands, især Officers, selvfølgelige Pligt „uvwgerligen at lade sig brugt i Kongens Tjene­ ste til Lands og til lands og i samme sit Liv og Blod vove“, som der stod i de gamle Bestallinger, der senere er erstattede med An­sættelsesbreve, og at det er enhver Befalingsmands, især Officers, selvfølgelige Pligt at sørge for at følge med i Tidens Udvikling.

Da jeg var ung Artilleriofficer, mødte man saaledes altid til Foredrags- og Diskussionsaftenerne hveranden Mandag Vinterhalvaaret igennem i A. O. F. Og da de fleste tillige var Medlemmer af Krigsvidenskabeligt Selskab, havde man ogsaa de andre Mandag-aftener besat. Man lærte meget i de Diskussioner, thi Ordet var frit baade for gamle og unge; saaledes fulgte man paa en nem Maade med i Udviklingen.

Jeg overser ikke, at det nu om Dage kan være vanskeligt, især for de unge, fordi der læsses saa meget over paa dem. Tidligere kunde man trygt overlade en stor Del af den praktiske Tjeneste til den Stab af dygtige, rutinerede Underofficerer, som man den Gang havde. De var ikke meget lærde, der var store Huller i deres almene Kundskaber, men Tjenesten kunde de, og mange af dem var store Psykologer. Den unge Officer var vel hjulpen, der blev taget under Vingerne af de gamle Underofficerer. Men de findes jo ikke mere.

En Erstatning for dem kunde maaske faas ved at antage Un­ derofficerer paa en langfristet Kontrakt, enten med en lokkende Pengesum i Udsigt ved Hjemsendelsen eller med Fortrinsret til visse Stillinger under Stat eller Kommune, f. Eks. indenfor Politi, Jernbanevæsen ell. lign.

Det er rimeligvis endnu ikke for sent at gennemføre noget saadant, men det haster.

Kaptajn Klint anfører, at den Opfattelse er almindelig i Ge­leddet, at man f. T. ikke naar det samme Uddannelsestrin paa 10 Maaneder, som man før Krigen naaede paa 5. Ja, med den Bytten om paa et for lille Antal Befalingsmænd, og med saa mange af dem afgivne, er det kun rimeligt. Det synes ogsaa at hænde, at en Uddannelsesperiode skal begynde eller en taktisk Enhed for­ meres til en Øvelse med et Hold Befalingsmænd, der saa godt som aldrig har set hinanden før. Men saa kan man ikke vente store Resultater. Navnlig naar man har en Krig hængende over Hove­det, er det af største Betydning, at alle Enheder faar den Styrke, der ligger i, at Befalingsmændene er vante til at samarbejde, og at Folk og Befalingsmænd kender hinanden. Kun under saadanne Forhold skabes Korpsaand og ubrydeligt Kammeratskab.

Befalingsmændene gennemgaar nu en særlig Uddannelse i Psykologi. Dette er kun sundt og rigtigt. Men man bør vel huske paa, at fine Eksamenskarakterer i dette Fag har ingen Værdi, hvis vedkommende ikke fra Fødselen ejer dette udefinerbare noget, der gør, at Folkene følger ham gennem Ild og Vand. Ejer han det, saa er alt godt; han maa dog muligvis have sine Evner udviklet. Men hvis han i udpræget Grad mangler det, maa han — trods fine Eksaminer — hellere anbringes paa et Kontor.

Eleverne udtages paa Sessionerne.

Der har været skrevet meget om disse. At Lægeundersøgelsen og Legemsundersøgelsen ikke var indgaaende nok. At den psyko­logiske Undersøgelse ikke var indgaaende nok. At Fordeling til Vaabenarter, men ikke til Værn, burde tages bort fra Sessionerne o. m. a.

Jeg ved ikke, hvorledes Sessionstjenesten er foregaaet i de an­ dre Udskrivningskredse, men jeg finder, at i 5’ U. K., hvor jeg har været med et Par Aar, gik Tjenesten upaaklageligt. Hver Mand — samt den Serie af Lægeattester, han medbragte — blev under­ søgt fra Isse til Fodsaal, og hans mulige Fejl og Svagheder blev fremdraget. Der gik en Historie om, at en Mand en Gang var sluppet igennem Synsprøven med Glasøje, fordi han havde lært Bogstaverne paa Tavlen udenad; men den Historie kan spores til­ bage saa langt som til Johannes Helms i 1849, saa den er der ikke mange, der tror paa mere. Var der nogen Art af Tvivl, f. Eks. om Lunger og Hjerte o. lign., blev Manden sendt til Specialist, eller man afkrævede det Sygehus, hvor han maatte have ligget, en Er­ klæring. Og endelig havde man Sognefoged, Amtsraadsmedlcm og Politi, der kunde give Oplysning om, hvad Manden duede til i den Plads, hvor han var. Der synes mig derfor at være meget lille Mu­ lighed for, at en uegnet Mand skulde kunne slippe igennem.

Jeg har ikke været med til de nu om Dage saa ofte omtalte psykotekniske Prøver, men jeg har truffet Folk, der indrømmede, at de bevidst havde givet fejle Svar ved en psykoteknisk Prøve ved Session.

Igennem Svarene paa det Spørgeskema, som alle skulde udfyl­ de, fik man im idlertid et første Fingerpeg angaaende en Mand, og da baade Udskrivningschefen og jeg var gamle Officerer med nogle Tusind uddannede Rekrutter bag os, havde vi den dermed følgende Øvelse i at bedømme Mennesker, dels ved at se dem, dels ved at tale med dem. Endelig havde vi igen Sognefoged, Amtsraadsmed- lem og Politi, hvis der var nogen Tvivl. Skulde der, trods alle disse, alligevel endnu være Tvivl, indhentedes en Skoleudtalelse. Der synes mig derfor ogsaa her kun at være ringe Mulighed for, at en uegnet Mand kunde slippe igennem.

I øvrigt mener jeg at have gjort den Iagttagelse, at livis en Mand er aandeligt Undermaaler, vil han som Regel — d. v. s. i anslaaet 75 % Tilfælde — ogsaa være det legemligt, saa han ogsaa af den Grund vil være kassabel. Det er, som om „aandelig og le­ gemlig Pukkelryggethed“ følges ad; der burde egentlig optages en særlig Statistik til Belysning af dette Spørgsmaal.

Noget lignende gælder for „Militærnægterne“.

Hvad angaar Fordelingen til Vaabenarter, Civilforsvar og Hjemmeværn, da foregik denne i højeste Grad i Overensstemmelse med vedkommendes egne Ønsker, der dog naturligvis maatte af­ stemmes efter de af Ministeriet stillede Krav om Folk af bestemte Livsstillinger samt efter Mandens hele Legemsbygning.

Paa de engelske Sessioner, som jeg ledede i 1945— 46, naaede man, efter at have udfyldt en Masse Papir, til at erklære en Mand for „Taget“ eller „Kasseret“, medens Fordeling til Vaabenart fore­gik efter Valg efter den første Uddannelse ved en Rekrutcentral.

Selvfølgelig kan Fordelingen til Vaabenarter tages bort fra Sessionerne og lægges ind under „Rekrutskolerne“, selv om det er en gammel Erfaring, at naar en Ting gaar taaleligt godt, bør man ikke lave om paa den, thi man ved aldrig, hvilke uforudsete Ulemper der saa vil vise sig. Naar man imidlertid, saaledes som vi nu maa bringe Hæren hurtigt paa Fode, kan det være rimeligt at forsøge de samme Metoder for centraliseret Uddannelse, der har vist sig brugbare i Lande som England og U. S. A „ der har maattet stampe Hære op. Og naar vi staar for at gaa over til en Tjeneste­ tid paa 18— 24 Maaneder, kan det være rim eligt at dele Tjenestetiden saaledes, at Mandskabet faar en første Uddannelse af Special­ lærere paa „Rekrutskoler“, hvorefter det overfores til de Afdelin­ ger, hvor det skal staa ved Mobilisering. Her er det da Befalingsmændenes, navnlig Chefernes, Sag at skabe Korpsaand; hvis Garni­ sonerne, Uddannelse m. m. bliver egnsvis — hvad man formentlig maa gaa ud fra — skulde dette ikke blive vanskeligt. Men Befalingsinænd og Mandskab maa blive sammen uden Forsættelser.

Henset til den politiske og militære Situation ude i Verden og til de Muligheder, den indebærer, ser jeg ikke rettere, end at det baster at faa Sagen gennemfort — endda temmelig meget, hvis vi ikke igen skal komme for sent.

Arbejdsro maa ikke forveksles med Langsomhed i Uddannel­sen eller med manglende Energi. Arbejdsro bestaar i, at man ved Uddannelsen følger en bestemt Plan, som man ikke laver om paa uden tvingende Grunde, al man ikke skifter Lærere indenfor samme Uddannelsesperiode — fraregnet ved Dødsfald o. lign. — og at man ikke plages af for mange Afgivelser til Ting, der ligger udenfor det, som Uddannelsen i sin inderste Kerne gaar ud paa, nemlig at tilvænne Manden til den militære Disciplin, at lære ham at klare sig i en snæver Vending og at lære ham at slaas.

Den tørre Statistik udviser, at veluddannede, veltrænede Sol­ dater har langt mindre Tab end mindre veluddannede og trænede. Eksempelvis kan nævnes, at efter at den amerikanske III Armé var begyndt at støde sammen med tyske Tropper af mindre Værdi, baade hvad Træning og Udrustning angaar, stillede Tabene for de to Parter sig saaledes i Tiden 13/3— 21/4 1945: