Af kampenhedemes tab faldt 67,8 % på infanteridivisionerne og heraf 94,25 % på infanteriregimenterne.

Relativt set får disse tal en endnu større betydning, idet det viste sig, at infanteriet, som kun udgjorde 20,5 % af hele den oversøiske styrke, led 70 % af alle tab.

Lt. gen. Lesley J. McNair rapporterede i marts 1944, at skønt infanteriet, som var indsat på fronterne i Europa og i Stillehavet knap talte 6 % af hele hæren, havde det lidt 53 % af de samlede tab. Han frarådede dengang at offentliggøre disse tal, men nu kan offentligheden få kendskab til dem, for nu har disse tals virkning på „hjemmefronten“ ingen betydning mere. Rapporten er ikke længere klassificeret hemmelig, og der er nu lejlighed til at råde bod på de forhold, som dengang forøgede ulighederne for infanteriet.

For flådens vedkommende danner undervandsbådspersonellet et godt grundlag for sammenligning. Commander Charles B. Caroll, en kendt undervandsbådsolief fra den anden verdenskrig, har be­ regnet, at tabene blandt undervandsbådspersonellet udgjorde 18 %.

Disse tabstal er gode argumenter for infanteriets mere lige­ lige behandling.

Men hvad kunne så være gjort for at give det denne lige­ stilling?

Flere og længere perioder, hvori enhederne blev trukket til­ bage fra fronten (for at hvile) er nok det vigtigste, men også andre betydningsfulde forbedringer, så som større tilgang af fy­sisk velkvalificeret mandskab med høj intelligenskvotient, bedre trænet erstatningspersonel, flere dekorationer og højere lønning bør nævnes blandt de ting, der kunne have gjort infanteriets vil­ kår tålelige.

Lad os se på disse forhold et ad gangen.

Hvile.

Det er velkendt, at en enkelt dråbe vand, der uophørligt fal­ der på et menneskes hoved, ved sin ubarmhjertige ensformigbed kan drive den pågældende til vanvid.

Det er ligeledes en kendsgerning, at stålskinner med visse mellemrum skal udskiftes, fordi de efter bestemte perioder vil have tilbøjelighed til pludseligt og uden varsel at bryde sammen.

Lige til den anden verdenskrigs sidste dag var der imidlertid et unødvendigt stort antal tilfælde, livor infanterister blev be­ handlet, som om de var stærkere end stålskinner.

Det ville have sparet dem fysisk og psykisk, hvis de havde kunnet se frem til en hvileperiode efter en vis tids tjeneste ved fronten. De kæmpede uden andet håb om hvile end den, de ville få ved kampens ophør, under et lazaretophold, i en fange­ lejr eller ved døden.

Havde der været en fast omgangstjeneste for infanteriet i kamp, ville afgangen på grund af udmattelse være blevet betyde­ ligt formindsket. Noget i retning af et omgangssystem som flyve­ våbnets havde sikkert været muligt at gennemføre. Der er sik­ kert en forskel i tabstallene mellem soldater, der kæmper under et sådant omgangssystem og soldater, der kæmper, som om de var ved at grave en tunnel gennem et bjerg, uden at vide, hvor langt der er til det sted, hvor de må holde hvil. Der kan næppe drages eksakte sammenligninger i denne forbindelse, men det er en kendsgerning, at da tabene i juli 1945 blev gjort op, var ta­ bene i hærens del af flyvevåbnet på 12,3 %, infanteriets på 70 %.

Næst efter hvile er det en absolut nødvendighed, at infante­ riet får større andel i såvel den fysisk som den psykisk bedste del af det forhåndenværende menneskemateriale.

Intelligenskvotient.

I sammenligning med flåden, flyvevåbnet og resten af hæren fik infanteriet den allerlaveste del af intelligenskvotienten. Dette forhold ændredes i nogen grad lienimod slutningen af den anden verdenskrig, men da var det for sent til at have nogen mærkbar virkning. Skulle en ny verdenskrig bryde ud inden længe, og man i vore højere stabe ikke har ændret synspunkter, vil tildelingen af personel med lave intelligenskvotienter til infanteriet igen blive urimelig stor.

For at kunne sammenligne forholdene i hæren og i flyve­ våbnet, skal det anføres, at 75 % af flyvevåbnets jordpersonel i juni 1944 bestod af mandskab af klasse I, II eller III, d. v. s. mandskab, der fik 100 points eller derover ved de almindelige klassifikations- og psykotekniske prøver. Heroverfor skal det næv­ nes, at personel i hæren, der til de samme prøver havde nået 115 points og derover, eller som på anden måde var i særlig grad kvalificeret, blev taget ud af deres enheder og specialuddan­net efter et særligt program.

I 1944 konstateredes det, at flyvevåbnet og andre teknisk be­ tonede våben havde den højeste procentdel af klasse I og II mandskab, mens hæren havde den højeste procentdel af klasserne III, IV og V.

Af det mandskab, som var udskrevet til hæren, fik infanteriet „bundfaldet“. En division gik i kamp med kim 2,5 % personel af klasse I, og man kan uden vanskelighed gætte, at kun få af dette fandt vej til de lette kompagnier.

Sagt i almindeliglied var infanteriet den mindst populære våbenart, man kunne gøre tjeneste i, og der er grund til at tro, at mange af de soldater, der havde de højeste intelligenskvotien­ter, var de bedste til at finde udveje for at undgå infanteriet.

Der var også en række måder, på hvilke højt kvalificeret per­ sonel blev ledet bort fra infanteriet til andre våben.

I Army Ground Forces study nr. 5 hedder det: „Det var ikke altid muligt i infanteriet at bibeholde det velkvalificerede per­ sonel, der var udskrevet hertil. En del afgik til officersuddannelse og søgte efter dennes afslutning ansættelse i andre våbenarter. Eksempelvis skete det i 1942, at af en infanteridivisions 1200 officersaspiranter valgte 800 uddannelse i forsyningstjeneste, sa­ nitetsadministration og intendanturtjeneste. Fjernt fra alle farer blev disse tjenesteområder tilsyneladende foretrukket, fordi det endvidere var en almindelig opfattelse, at disse også bød på lej­ lighed til at forbedre egen civil uddannelse. I sandhedens in­ teresse skal det dog siges, at det senere blev forbudt mandskab, der var udskrevet til infanteriet, at overgå til disse tjeneste­ områder.“

Under mobiliseringsperioden fik mandskab af hæren lejlig­hed til frivilligt at melde sig til flyveruddannelsen. Hvis det ikke kvalificerede sig til pilotuddannelsen, blev det holdt tilbage af flyvevåbnet til tjeneste ved jordinstallationerne.

Hæren måtte ovenikøbet selv opfvlde sit behov for officers aspiranter, personel til tjeneste på skoler, hvervede specialister, frivillige faldskænnsfolk og kadrer til nye enheder. Efter at hele denne udtagelse var overstået, måtte infanteriet nøjes med resten. Sommetider var det ikke meget!

Det fik general Ben Lear til at bemærke, at vi alvorligt mang­ lede det nødvendige menneskemateriale til underofficersuddan­nelse, og at vi under kamp ville komme til at betale dyrt herfor, og vi kom til at sande disse ord!

Dette skyldtes for en stor del dvælgelsessystemet og klassi­ ficeringssystemet. Tjenesten i infanteriet har som bekendt ikke nogen særlig erhvervsmæssig tilknytning til det civile liv, således som det er tilfældet for ingeniørtroppemes vedkommende, for de tekniske korps og for andre våben. Infanteristens vigtigste beskæf­ tigelse er at slås, og (som general Lewis B. Hershey bar sagt det) er det at være infanterist jo ikke et almindelig civilt job. Derfor var det i stor udstrækning nødvendigt under udvælgelsen af nyt mandskab enten at se bort fra dettes civile uddannelse og be­skæftigelse, eller til infanteriet at udtage folk uden særlig beskæftigelse, hvilket som bekendt ikke altid er det mest ønskelige menneskemateriale.

Det er vist også almindelig kendt, at folk uden bestemt ar­ bejde som oftest kun dårligt er i stand til at klare sig selv og slet ikke være førere for andre.

Det er imidlertid en kendsgerning, at selv sådanne folk dog klarer sig forholdsvis godt i visse typer af beskæftigelse. Men eet job er de ikke egnede til: Til at være underofficerer i infanteriet. Dog sendtes de på grund af systemet sammen med de endnu min­ dre egnede, de der slet ingen beskæftigelse havde, til infanteriet, og det viste sig da også, at sådanne mænd ofte var en fare for det personel, de var sat til at kommandere over.

Man kan derfor spørge: „Hvorfor skal infanteriet liave mand­ skab med høj intelligenskvotient? Til at slås er alt hvad vi be­ høver en lidt dum fyr, som kan holde på et gevær og stå fast! I virkeligheden ønsker vi ikke en mand mod for megen intelligens, fordi den type er tilbøjelig til at blive ophidset og til at bryde sammen under for stærkt pres.“

Dette var den almindelige mening, men intet kunne være fjernere fra virkeligheden.

Sandheden er nemlig den: Hvis man liar en mand, som er tapper, stærk og intelligent, har man den ideelle infanterist. Hvis man har en mand, som er tapper, stærk, men dum, vil han kunne blive skyld i en mængde menneskers død og lemlæstelse.

Mennesker bliver ikke mere tapre i kamp, efterhånden som krigen varer ved, de er nøjagtig lige så modige i krigens første fase, som i dens sidste. Men det der sker er, at de bliver dygtigere, lærer hvordan de skal overleve, og jo højere intelligenskvotienten er, jo hurtigere lærer de det.

Det er derfor en fiktion at tro, at den klare hjerne bryder sammen, når den stilles overfor faren. Det har f. eks. atter og atter vist sig, at der blandt de faldskærmsfolk, som nægtede at springe, var en meget høj procentdel med lav intelligenskvotient. Hvis det at springe ud med faldskærm er et bevis på mod, synes individer med høj intelligenskvotient at have mere mod end deres m indre intelligente kammerater.

Der var mange menige, som var tapre og stærke, og som blev belønnet for tapperhed, men som ikke var mere intelligente, end da de var rekrutter. Men som regel blev denne type dræbt, med­ førte andres død og var ikke til at stole på. Det var den modige og intelligente type, som stod for presset, som overlevede og var i stand til bagefter at fortælle hvad det var, der egentlig foregik.

Hvad kan der nu gøres for at løse dette problem?
Skal infanteriet have alt klasse I mandskab?
Nej, men en bedre fordeling kunne foretages.

Flyvevåbnet behøver ikke folk med høj intelligenskvotient til at feje hangarer, hvilket var tilfældet under krigen. Flyve­ våbnet havde klasse I folk til at gøre arbejde, som kunne være udført af klasse V folk.

Det er forståeligt, at flådens, flyvevåbnets og andres krav om teknisk højt kvalificeret personel må have en vis fortrinsret. Det synes mig imidlertid lige så velbegrundet, at infanteriet skidle have fortrinsret til fysisk- og intelligensmæssig velkvalificerede folk i det samme forhold.

Man kan lære kanonkommandøren ved en luftværnskanon, hvordan han skal kommandere sine folk, hvorefter han skal gøre nøjagtig det samme dag ud og dag ind. Man kan lære gruppe­ føreren for en let gruppe visse almindelige „tommelfingerregler“, og det er alt. Det er tvivlsomt, om han nogensinde vil møde de samme omstændigheder to gange i sin levetid. Hans intelligens må sige ham, hvad han skal gøre i den enkelte situation. Hans intelligens bestemmer over liv eller død for hans gruppe.

Infanteriet behøver flere intelligente folk, end mange er vil­ lige til at indrømme. At man til jobbet som gruppefører i infan­ teriet ikke netop behøver folk som Napoleon er klart, men det må på den anden side lige så stærkt understreges, at dette job med alt hvad det indebærer af pligter og ansvar såvel overfor helheden som overfor den enkelte er så krævende, at det kun bør være de i enhver henseende bedste udrustede, til hvem det betros.

Infanteriets størrelse.

Ved krigens ophør fastslog Cliief of Staff i sin rapport til forsvarsministeriet: „Det er bemærkelsesværdigt, hvor nøjagtig mobiliseringsplanen opfyldte de krav, der stilledes for at vinde sejren. Da admiral Donitz overgav den tyske værnemagt, var liver eneste amerikansk division på krigsskuepladsen. Alle med und­ tagelse af to havde været i kamp. Den ene havde den vigtige op­ gave at sikre installationerne på Hawaiiøerne, den anden var en luftbåren division i SIIAEF’s reserve. Således havde man i fe­ bruar 1945 for at give general Eisenbower to af de divisioner, der allerede var udtaget til fremtidige operationer i Stillehavs­ området, standset den 86. og 97. division på den amerikanske vestkyst, transporteret dem tværs over U. S. A. og udskibet dem til Europa. Da disse tropper forlod New York, var der ingen kampklar division tilbage i U. S. A. Nationens samlede militære styrke var således sendt over havet dels for at skaffe sejr i Europa, dels for at opretholde et tilstrækkeligt stort pres på Japan.“

Og hvad ville der være sket, hvis der havde været mobiliseret yderligere 10 eller 15 divisioner?

Det er muligt, at „The Battie of the Bulge“ med dens tu­ sinder af dræbte og sårede aldrig ville have været udkæmpet. Det er muligt, at tilsynekomsten af flere divisioner kunne have sluttet krigen tidligere. Men det er givet, at den, der fortolker mobiliseringens tilstrækkelighed på denne måde, kan sammenlig­ nes med en mand, som ignorerer et skilt med „Fare“ og derefter kommer over en bro netop før den styrter ned i en bundløs af­ grund, og som deraf slutter, at han altid med held kan gå forbi skilte mærket „Fare“.

Lad os et øjeblik se på, hvad tallene i denne forbindelse siger. Ved midten af 1943 var det blevet vedtaget, at der skulle opstilles 90 divisioner til hæren, hvilket var en betydelig reduk­tion i forhold til den oprindelige plan. I Tysklands planer reg­nedes med 313 divisioner, i Japans med 120, i Italiens med 70, i Ungarns med 23, i Rumæniens med 17, og i Bulgariens med 13. Sovjet påregnede at kunne opstille 550, England 50 og Kina over 300.

Den totale mobilisering af de forskellige nationer skaffede Sovjet 22 millioner mand under våben, Tyskland 17 millioner, U.S.A. 14 millioner, det britiske imperium 12 millioner og Kina 6 millioner.

Rapporten fortsætter: „Betydningen af disse kendsgerninger skal vurderes omhyggeligt. Selv med 70% af den tyske hær engageret af russerne, var hver eneste mand, som nationen anså for egnet til at mobilisere, nødvendig for at gøre vor del af jobbet i Europa og samtidig holde den japanske hær under kontrol i Stillehavs­ området.“

Ja, men hvad ville resultatet være blevet, hvis vi havde mo­biliseret 10 eller 5 divisioner færre? Eller hvad om vi havde mobiliseret nøjagtig så mange, som vi gjorde, men fjenden havde m obiliseret 10 divisioner mere end han gjorde? V i kan kun gætte, men det kunne have betydet forskellen mellem nederlag og sejr. I alle tilfælde ville krigen være blevet forlænget med nogle år.

Mobilisering af divisioner medfører beregninger og opstillin­ger af våbnenes personelreserver. Dette er blandt andet en af op­ gaverne for de, som lægger vore strategiske planer, de planer, som på grund af forholdene fra tid til anden bør revideres. Den oprindelige plan gik ud på en invasion i Europa i 1943, hvilket planlæggerne sikkert havde måttet regne med ved mobiliseringen af divisionerne. De, der i fremtiden skal lægge vore planer, bør imidlertid erindre sig, hvordan det egentlig gik: Hærstyrkerne var de første, der blev mobiliseret og de sidste, der blev brugt. Ingen af de infanteridivisioner, der blev mobiliseret i U. S. A. efter Pearl Harbour kom i kamp før 1944.

Spørgsmålet om hærens størrelse rejser også vigtige proble­ mer. Army Ground Forces study nr. 4, der behandler spørgs­ målet om hærens mobilisering fastslår: Hvor store styrker kan U. S. A., alle forhold taget i betragtning, i dag sende over havet? Hvis U. S. A. med 14 millioner i sine væbnede styrker ikke engang kan opstille 100 divisioner, marineinfanterikorpset iberegnet, må man se på dette forhold med den største betænkelighed henset til mulighederne for en fremtidig global krig. Vore modstandere vil sikkert også forstå at vurdere dette.

Vore muligheder for at udføre landoperationer i Europa og Stillehavet var begrænset af en række faktorer: Det var således nødvendigt at anvende store mængder personel og materiel for at liævde herredømmet på havet og i luften, for at holde den strategiske bombning i gang, for at yde støtte til vore allierede samt for at vedligeholde de lange forsyningslinier, der krævedes for at opretholde vore soldaters normale levestandard. Det var de to sidste faktorer, som hovedsagelig var skyld i oprettelsen af den uhyre mængde af administrations- og forsyningsenheder, men det må erindres, at disse faktorer sandsynligvis altid vil være til stede, og den amerikanske hærs kampkraft vil altid af­ hænge af i hvor høj grad det lykkes at holde kontrol med disse begrænsende faktorer.

Hvor sparede så hæren, da den blev nødt til det? For spare det gjorde den.

I begyndelsen af 1941 var hæren en mere sparsommelig or­ ganisation end i noget andet år under krigen. Sparekniven blev anvendt overfor:

Mandskab, der var sendt på kursus. Antallet af dette mand­ skab udgjorde ca. halvdelen af hele vor kampvognsstyrke. Over­ for overtallige flyvekadetter, overfor luftværnsartilleriet, hvis mandskabsstyrke udgjorde halvdelen af mandskabsstyrken i alle vore infanteridivisioner tilsammen, overfor personel, der udeluk­ kende gjorde tjeneste som ordonnanser og oppassere samt over­ for overskud af personel i visse taktiske enheder. Og hvortil an­ vendtes så dette overskud? Det blev anvendt ved infanteriet, fordi det var her den katastrofale mangel på mandskab eksisterede.

I vinteren 1944—45 var krisen med hensyn til erstatnings- mandskab til infanteridivisionerne på sit højeste, fordi for få infanteridivisioner var blevet mobiliserede, og for få erstatninger var blevet udskrevet. Det lykkedes imidlertid at få disse erstat­ ninger, og de kom fra de allerede nævnte enheder, uden at disses kam pkraft af den grund blev svækket.

Personelerstatning.

For infanteriet lykkedes det aldrig at skabe et tilfredsstil­ lende erstatningssystem. Vanskeligheden lå i første række i knap­ heden på mandskab samt i en forkert vurdering af de stillede krav. Det er vist almindeligt kendt, at jo færre forsyninger man er i besiddelse af, jo strengere må kontrollen med dem være, og jo længere bagud skal de holdes. Dette er årsagen til, at vi ikke kunne have velforsynede erstatningskompagnier ved divisionerne og forskellige andre lignende formationer, således som det var forudsat. I de nye organisationsskemaer har hver infanteridivision sit eget erstatningskompagni, men i fremtiden vil den samme vanskeliglied opstå, hvis størrelsen af infanteriet er for lille i forhold til det samlede styrketal.

Der er fejl, som kan undgås i en eventuel ny verdenskrig. Den begrænsede mandskabsmængde havde en afgørende forbin­ delse med disse fejl. Dette viste sig i den utilstrækkelige uddan­nelse, som en stor del af erstatningsmandskabet havde fået.

Infanterienhederne modtog f. eks. erstatningsmandskab som i flyvevåbnet og luftværnsartilleriet havde modtaget en teknisk, stabsbetonet eller lign. eergentuddannelse, medens der samtidig i infanterikompagnierne mange gange anvendtes menige som de­ lingsførere. Disse „fremragende“ erstatninger, der ikke havde fået en uddannelse, der svarede til det, de nu skulle bruges til, kunne ikke umiddelbart anvendes som delingsførere, hvorfor der ikke var andet at gøre end at lade være med at anvende dem og i stedet for fortsat at bruge de, der kunne jobbet.

Det var ikke usædvanligt at modtage erstatninger, som kun havde fået en højst nødtørftig uddannelse. Som en følge heraf savnede dette erstatningsmandskab i tilstrækkelig grad mod, kampånd og selvtillid.

Under den anden verdenskrig undervurderede hæren betyd­ ningen af den retfærdige fordeling af erstatningerne. Uddan­ nelsescentre var blevet oprettet for at fylde hullerne i de nye enheder, der var blevet opstillet i overensstemmelse med organisationsskemaeme, men uheldigvis var tabene større, end man havde forudset. Af dette kan vi lære, at kæmpende enheder må have erstatninger baseret på de virkelige tab, og det er disse, der understreger det særlige behov, der altid vil være for infanteri.

Hertil korn også en række problemer af mere samfundsmæs­ sig betydning. Det var således nødvendigt at lave en række sær­ ordninger for erstatningspersonellet. Der måtte være særlige regler for de 18 årige, for de 19 årige, for de gifte, for familiefædre o. s. v. Alt dette måtte skabe forvirring.

The Chief of Staff indberettede til forsvarsministeriet: „Stør­relsen af vore landstyrker var, i forhold til befolkningens tal, be­tydeligt mindre end de øvrige krigsførendes. På den anden side var styrketallet i virkeligbeden større end denne sammenligning umiddelbart kunne antyde, for vi havde udviklet et personel­ erstatningssystem, som tillod os at opretholde 89 hærdivisioner og 273 combat air gronps på fuld styrke, i kamp over længere perioder. I vore tidligere krige havde det været praktiseret at opstille så mange divisioner, som de personelle ressourcer tillod, kæmpe med disse divisioner indtil tab havde reduceret dem til ingenting, hvorpå de blev trukket tilbage og genopstillet. Således måtte American Expeditionary Forces i 1918 nedskære mandskabs­ styrken i divisionerne og blev sluttelig tvunget til at opløse de til Frankrig nyankomne divisioner for at opretholde den be­ grænsede styrke hos de divisioner, der allerede var i kamp. Det system, vi anvendte i stedet, medførte en strøm af enkeltvise er­ statninger fra rekrutskoleme til divisionerne, således at disse til stadighed kunne være på fuld styrke.

Systemet tillod os at gennemføre det umådelige skibsbygningsprogram, luftbombardementsprogram og de næsten utrolige pro­ duktions- og forsyningsprogrammer af en størrelse, der ikke tid­ ligere var set, medens vi samtidig til lands var i stand til at samle de styrker, der var tilstrækkelige til at give fjenden de dødbrin­ gende slag. Og systemet har også andre fordele. Jo flere divisioner en arméchef har under sin kommando, jo flere støtteenheder må han have, jo større er lians transport- og forsyningsproblemer. Dersom hans divisioner er færre i antal, men på fuld styrke, er angrebskraften fortsat bevaret, og de forsynings- og transport- mæssige problem er sinplificeres.“

Som nævnt før, er det flådens største erstatningsproblem at skaffe skibe, flyvevåbnets at skaffe flyvemaskiner, artilleriets at Skaffe kanoner og infanteriets at skaffe levende mennesker. Den måde, på hvilken infanteriet fik erstatningsmandskab, således som jeg har citeret det fra Chief of Staffe rapport, adskilte sig fra flyvevåbnets derved, at der ikke som her var planlagt hvileperio­ der for mandskabet. Flyvevåbnet havde en bestemt plan for ud­ skiftninger, medens — jeg gentager — infanteriet (og for den sags skyld også resten af hæren) overhovedet ingen udskiftningsplan havde.

Da man betragtede infanteristen som forsyningsgenstand, burde man have givet ham en fuldstændig ligestilling med de øvrige forsyningsgenstande. Selv når problemet vurderedes ud fra et økonomisk synspunkt, burde det ikke have været glemt, at infanteristen også er et menneske, og at et menneske har en sjæl, et hjerte, nerver, håb og frygt. Sådan som det skete i flyvevåbnet, burde man have husket på, at man kan få mennesker til at yde langt mere, når de psykologiske faktorer også tages med i be­tragtning.

Flyvevåbnets erstatningsmandskab blev ikke „kastet ud i det“ på samme måde som i infanteriet. En besætning i en bombe­ maskine fik altid en vis periode til at lære at kende hinanden i, medens mangen en gruppe i infanteriet så de sidst tilkomne folk for første gang, når gruppen var under fjendens ild. At det un­ der sådanne forhold ikke var muligt at skabe „esprit de corps“ kan vist forstås af enhver. Det er sandsynligt, at en hel del af denne „sammensvejsning“ kunne være ordnet ganske anderledes økonomisk, dersom hvileperioderne for enheder med ældre mand­ skab var blevet afpasset med tilvænningsperioderne for erstatnings- mandskabet. I denne forbindelse skal det anføres, at vi i høj grad savner et reglement til angivelse af proceduren for erstat­ ningstjenesten. Der skete i virkeligheden det, at højt kvalificeret personel ofte blev trukket ud af erstatningsstrømmen i næsten hver eneste af de stabe, gennem hvilken strømmen passerede. De tiloversblevne nåede de forreste enheder i infanteriet, øg disse og alle andre, der blev berørt heraf, led under dette system. Sætningen om kæden, der ikke er stærkere end det svageste led, viste også under disse forhold sin gyldighed.

Der kan næppe herske tvivl om, at en infanterist, af hvem det kræves, at han skal leve i en skyttegrav, kunne udholde lange, anstrengende marcher og nedkæmpe sin modstander i nærkamp, må være i besiddelse af en lige så god fysik som mandskabet i flåden, flyvevåbnet og i andre dele af hæren.

Var det tilfældet i den 2. verdenskrig? Nej!

Jo nærmere soldaten er slagmarken, des større krav stilles der til lians hårdførhed. Dette illustrerede Lt. gen. Lesley J. McNair ved at udtale: „En kok i et let kompagni må ikke have nedsat synsevne, svage fødder eller en dårlig hørelse, fordi også han skal kunne skyde, marchere samt høre og forstå ordrer, der hviskes til ham, når kompagniet er i kampføling med fjenden“. For mandskab i de længere fra fronten værende enheder er disse krav ikke så absolutte. Men hvormange andre enheder havde ikke allerede fået fingre i sådanne fysisk veludrustede kokke, og i stedet sendt sådanne folk videre til infanteriet i første linie, som ikke kunne forstå en ordre, ligegyldigt om den blev hvisket eller råbt?

I august 19411 foreslog general McNair, at værnepligtige, der blev udskrevet til infanteriet skulle underkastes en fysisk prøve, og at ingen værnepligtig, der var under 5 fod og 6 tommer (ca. 168 cm), medmindre han var i besiddelse af en usædvanlig god fysik, kunne udskrives til infanteriet.

I november 1943 foreslog han, at ingen værnepligtig, der var under 5 fod og 9 tommer (ca. 175 cm), måtte udskrives til infanteriet.

I samme måned fandt der en undersøgelse sted af 12.000 mand i depotet for de oversøiske erstatninger i Fort Meade med det formål at klarla-gge situationen i infanteriet. Undersøgelserne viste, at såvel med hensyn til højde, vægt, intelligenskvotient og civil uddannelse lå de undersøgte under hærens almindelige gen­ nemsnit. Blandt andet lykkedes det for general McNair at vise, at infanteriets gennemsnitshøjde var 5 fod og 7,74 tommer (ca. 172 cm), medens gennemsnittet for samtlige værnepligtige var over 5 fod og 8 tommer (ca. 173 cm).

1 Army Ground Forees study nr. 5 fra 1946 hedder det: „Fysisk set svage folk kon ind i hæren på mange måder. Til trods for at mange ikke kunne svare til de fysiske krav, der stilledes, og man som følge heraf kunne regne med, at de ikke blev ud­ skrevet, er det en kendsgerning, at dette i mange tilfælde alligevel fandt sted.“

Det siges endvidere i samme forbindelse: „Efter i lang tid at have afventet ministeriets bestemmelser for fordelingen af nyindkaldte værnepligtige til infanteriet, udsendtes der den 20. februar 1944 fra hærledelsen fortrolige bestemmelser, der sag­ de, at infanteriet var af „en sjælden værdi“, at infanteriet kun udgjorde 11 % af det samlede styrketal, at det alligevel var hovedvåbnet, at der derfor måtte gøres alt for at bevare det, og at de fysisk set bedst udrustede skidle udskrives hertil.“ Dette synes klart at vise, at infanteriet ikke havde den fysiske standard, som fandtes andre steder i forsvaret. General McNair uddybede sine udtalelser om sammenhængen mellem fvsisk egnethed og af­ standen til fronten ved at sige: „Det skal understreges, at flyve­ våbnets eskadriller indtager en særstilling derved, at det i al­ mindelighed kun er en lille del af eskadrillens samlede personel, som virkelig kommer i kamp, idet jordpersonellet som regel er langt fra fronten. Sådant personel kan være nogenlunde sikker på at få deres måltider til faste tider, bo under komfortable forhold og være under fast lægetilsyn.“

Ja, at få hjælp af en læge, det er den eneste af disse ting, som infanteristen eventuelt kan håbe på.

Lægehjælp.

Den infanterist som såres, får al den fysiske hjælp og be­ handling, som det er muligt at give — og i den forbindelse skal det anføres, at der er ikke lovord nok overfor personellet på bataillonsforbindepladseme. Men han har behov for mere end blot denne fysiske hjælp. Hvad bevirker, at han bliver syg? De almindeligste årsager kan normalt henføres til enten hans sjæle­ lige tilstand, hans fysiske velbefindende samt forholdene, hvor­ under han lever. Vi kan ikke gøre mere for at forbedre de for­ hold, hvorunder infanteristen må leve, og lægerne gør alt hvad de kan for at bekæmpe sygdommene og forbedre de sanitære for­ hold. Men hvad med infanteristens sjæl og sind?

Selv den mest tilfældige avis- og ugebladslæser ved, at læge­ videnskaben nu har bevist sjælens indvirken på legemet.

Både når det drejer sig om forhøjet blodtryk og febervabler, er det blevet fastslået, langt mere udførligt end denne artikel kan medtage, at et forstyrret sind forårsager fysiske lidelser. Over­ dreven frygt eller angst kan eksempelvis forårsage en kæde af sygdomme i en i ovrigt sund organisme. Således kan eksempelvis følelsesmæssigt pres medføre forøget blodtryk. Det blev under den anden verdenskrig hævdet, at læger har fundet soldater, som var lidende af leversygdomme uden anden påviselig årsag til syg­ dommens opståen end chock. Cliocket havde ikke fået dem til at tro, at de havde sygdommen. Det havde givet dem sygdommen.

Det samme har fundet sted overalt i forsvaret, men det var i infanteriet, at disse sygdomme, på grund af manglende afløs­ning, fik de bedste vækstbetingelser.

Forebyggende psykiatri er det middel, der anvendes for at forhindre sygdommene i at opstå og hjælpe den enkelte til at opnå den største indre styrke. Dyb åndelig ligevægt vokser ud af en fast tro på et mål, forenet med den overbevisning, at man arbejder m od dets opfyldelse.

Den viljekraft, der skal til for at nå dette, styrkes gennem såvel den „ydre“ faktor: Disciplinen, som gennem de „indre“ faktorer: Følelsen af personlig betydning, korpsånden og hengiven­ heden for en stærk personlighed. Selvfølgelig indtager lægerne på (lette område kim rådgiverens rolle, og det må siges, at det under krigen ikke lykkedes virkeligt at udnytte den forebyggende psykiatri.

Årsagerne hertil er mange. Nævnes hor blandt andet det man­ gelfulde erstatningssystem og manglen på erstatninger, der gjorde det nødvendigt at anvende folk på pladser, hvortil de ikke var egnede. Det medførte endvidere, at infanteristen i sin åndelige balance og i sin vilje savnede den disciplin, der kunne have båret over disse mangler. Denne disciplinkrise gav sig udslag i et større antal omstrejfere og desertører, og der er ingen tvivl om, at roden til dette onde var det åndelige pres, der uberegneligt forøgedes ved kamp uden hvile.

Maj. Raymond Sabel, som under den anden verdenskrig gjorde tjeneste ved den 34. division, bar i en bog om kamppsykiatri beskæftiget sig med problemet om soldater, der brød sammen efter et langvarigt kamppres. Han hævder, at de alvorligste til­ fælde fandt sted blandt de officerer og underofficerer, der havde lang tids kamperfaring. „Sammenbrud,“ skriver ban, „forekom hos dygtige og veldisciplinerede soldater som et resultat af den kroniske og fremadskridende nedbrydning af deres normale vilje til at bekæmpe frygt under lange kampperioder. Dette sås kun i de divisioner, som havde haft særlig lang fronttjeneste uden afløsning.“

Videre skriver Maj. Sobel, at 90 % af disse tilfælde fandt sted i infanteriet, og at det i mange tilfælde gik udover soldater, der tidligere liavde modtaget dekorationer eller som på anden måde havde gjort sig fordelagtigt bemærket.

Til trods herfor, til trods for deres effektivitet, uddannelse og disciplin, „kom de til at ryste og svede og udviklede sig efterhånden til at være de første til at komme ned i og de sid­ ste til at komme ud af sikyttehulleme.“

Det er blandt andet disse forhold, Kipling har haft i tankerne, da han skrev:

„It was not in the open fight
We threw away the sword,
But in the lonely watching
In the darkness by the ford.
The waters lapped, the night-wind blew,
Full-armed the fear was bom and grew,
And we were flying ere we knew,
From panic in the night.“

Der er adskillige eksempler på, hvorledes man med stor for­ del har kunnet anvende den forebyggende psykiatri. Således skete det i de luftbårne divisioner, i nogen udstrækning i panserdivisioneme samt i flyvevåbnet. Efter alt at dømme gør flyvevåbnet mest for sit personel i så henseende, fordi der her findes en ud­ skiftningsturnus. Infanteridivisionerne gjorde det ikke, fordi de ingen midler havde hertil.

Snævert forbundet med problemet om infanteristens moral er der et forhold, som i særlig grad kan påkalde interesse bos de fleste: Den håndgribelige påskønnelse for veludført tjeneste.

Tildeling af dekorationer (belønninger).
Fik infanteriet så sin del af dekorationerne? Ja jeg ved ikke, for infanteriet fik 70 % af de samlede tab og 11,6 % af det sam­ lede antal medailler. I disse tal er ikke medregnet „tbe Purple Heart“ som i almindelighed jo ikke er en dekoration, man bør opmuntre soldater til at stræbe efter.

Den 1. januar 1946 blev det antal dekorationer, der var ud­delt under den anden verdenskrig gjort op. Tallene beløb sig til: 228 Congressional Medals of Honour, 3.799 Distinguished Service Crosses, 67.957 Silver Stars, 831 Distinguisbed Service Medals, 122.357 Distinguisbed Flying Crosses, 10.931 Legion of Merits, 10.905 Soldiers Medals, 323.160 Bronze Stars, og 1.156.615 Air Medals. Som forannævnt fik infanteriet heraf 11,6 % exclusive „Purple Heart“, flyvevåbnet 76,2 % og andre 12,2 %.

Det var hensigten, at uddelingen af „tbe Bronze Star“ skulle kunne sammenlignes med „tlie Air Medal“ i flyvevåbnet. Men skete det? Når man igen ser på tallene, viser det sig, at der blev uddelt 323.160 Bronze Stars mod 1.156.615 Air Medals.

Det er en almindelig opfattelse, at flyvevåbnet fik for mange dekorationer, medens hærens blev holdt inden for rimelige græn­ ser. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at hæren skulle have haft flere, ikke at flyvevåbnet skulle have liaft færre. Selv når Combat Infantry Badge tages med i betragtning er det ikke nok. Sammen­ lignet med flyvevåbnet er det ikke mere end de forskellige slags „wings“, som blev givet til bombeskytter, navigatører, piloter og andre.

Infanteriet skulle have haft en dekoration, som blev givet til dem, der havde været udsat for fjendtlig beskydning eller blot have været på slagmarken. Således gjorde flyvevåbnet, og dets moral led ikke under, at der blev udleveret for mange deko­ rationer.

Der er nogle andre interessante tal fra de offentliggjorte over­ sigter fra 1946.

Antallet af faldne pr. 100 udleverede dekorationer fordeler sig således: