Interview af Major Rasmus Thorn: The Manoeuvrist Approach – Vestens og NATOs foretrukne, men omdiskuterede operative filosofi

I 2023 modtog ukrainske soldater uddannelse i betjeningen af de danske Caesar-artilleripjecer, som Danmark havde doneret. Uddannelsen, gennemført af instruktører fra 1. Artilleriafdeling, udgjorde en kompleks opgave, der skulle løses med kort varsel og under betydeligt tidspres. Credit: Simon / Forsvaret

Af Magnus Blechingberg Rixen, webredaktør og skribent på Krigsvidenskab.dk.

”The manoeuvrist approach er vores tilgang til militære operationer – en række retningslinjer og forståelser, vi anvender, når vi planlægger og gennemfører militære operationer. Dette kernekoncept handler grundlæggende om at udmanøvrere fjenden.”

Således beskriver Major Rasmus Thorn the manoevrist approach eller på dansk manøvretilgangen. Han arbejder til daglig i Forsknings- og Udviklingselementet på Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet og kommer senest fra en stilling i Forsvarskommandoens Udviklings- og Planlægningsstab. Ud over udsendelser til Afghanistan og Multinational Division North har han skrevet om ”The Manoeuvrist Approach” i sit MMS speciale, som i februar blev kåret til årets speciale af Det Krigsvidenskabelige Selskab.

Den Manøvrebaserede tilgang blev først indført i US Marine Corps’ doktriner i 1989, i midten af 1990’erne i NATO’s og de britiske doktriner og fra omkring år 2000 i den danske doktrin. Som NATO’s overordnede tilgang til landtaktiske operationer er tilgangen bredt anerkendt, som den foretrukne metode til at løse taktiske udfordringer og herved opnå succes på slagmarken. En del af dens popularitet skyldes evnen til at blive fortolket forskelligt og subtilt tilpasset nationale dagsordener. Ikke desto mindre forbliver en præcis definition af doktrinen undvigende.  I relation hertil påpeger Thorn: kritikere af manøvretilgangen fremhæver, at ”den er vagt defineret, ukonkret og tåget formuleret – og i realiteten et utopia, fordi den ikke tilbyder en klar opskrift på succes.”

Op til og lige siden den manøvrebaserede tilgangs implementering i vestlige doktriner, har der i vestlige militære kredse udfoldet sig en vedvarende teoretisk debat om the manoeuvrist approach. Debatten tager i høj grad afsæt i, at tilgangen ofte fremstår uklar og uden entydige definitioner, hvilket har medført forskellige fortolkninger af dens betydning og praktiske anvendelighed. Den manglende universelle definition af begrebet finder Thorn ligeledes også særlig bemærkelsesværdigt og en anelse besynderlig, idet den manøvrebaserede tilgang samtidig er blevet etableret, som den foretrukne operative filosofi og dermed udgør et centralt doktrinært princip i både NATOs taktiske og fællesdoktrinære rammer.

På grund af disse konceptuelle udfordringer positioneres den manøvrebaserede tilgang ifølge Thorn som antitesen til nedslidningskrig – også kendt som udmattelseskrig - hvor den bør forstås som et ”modsætningsforhold til nedslidning”. I denne forståelse betragtes manøvretilgangen som en krigsfilosofi, der står i fundamental kontrast til nedslidningskrigen med det formål at fremme en klarere forståelse af begge tilgange og tydeliggøre deres respektive karakteristika inden for rammerne af krigsførelsens praksis. Denne dikotomi er gennemgående i både akademisk litteratur og militærfaglige artikler.

Ifølge Thorn har nedslidningskrig og manøvrekrig begge i betydelig grad præget militærtænkningen i den sidste del af det 20. århundrede, til trods for deres markante forskellighed i deres operative overvejelser. Nedslidningskrig, med sit fokus på at udmatte fjenden gennem langvarige, ofte frontale og åbne engagementer, søger sejr gennem materiel og numerisk overlegenhed. I modsætning hertil prioriterer manøvrekrig smidighed, fleksibilitet og udnyttelsen af fjendens fysiske og psykologiske sårbarheder for at opnå strategisk fordel. Hvor nedslidningsstrategier sigter mod en gradvis nedbrydning af fjendens kapaciteter, tilstræber manøvrekrigen hurtige og afgørende handlinger med det formål at udmanøvrere modstanderen, ødelægge hans sammenhængskraft og undergrave viljen til at kæmpe.

Krigen i Ukraine har været et eksempel på denne dikotomi, hvor diskussionen om balancen mellem – og ambitionerne for – nedslidningskrigen og den manøvrebaserede tilgang tydeliggør den vedvarende spænding, som karakteriserer den militære debat. Thorn understreger ligeledes problematikken: 

“I forbindelse med krigen i Ukraine fremhævede flere medier, at hverken Ukraine eller Rusland kunne manøvrere, og kamppladsen blev beskrevet som fuldstændig gennemsigtig og stillestående. Konflikten blev derfor omtalt som en nedslidningskrig – indtil situationen ændrede sig, og kommentatorer igen talte om manøvrekrig. Dette viser, hvordan vurderinger hurtigt ændres, når forholdene på kamppladsen skifter karakter.”

Siden Ruslands invasion i 2022 har Ukraine fungeret som et centralt observationsfelt for moderne krigsførelse, hvor både den manøvretaktiske tilgang og nedslidningsstrategier har været tydeligt til stede. Thorn påpeger, at begge koncepter har manifesteret sig i forskellige faser af konflikten – eksempelvis kom den manøvrebaserede tilgang til udtryk i krigens indledende fase under den mislykkede russiske offensiv mod Kyiv. Flere medier og analytikere har dog hævdet, at konflikten primært udviklede sig til en nedslidningskrig og endda erklæret the manoeuvrist approach død. Dette argument bygger på ligheder mellem krigsførelsen i Ukraine og skyttegravskrigen under 1. Verdenskrig, hvor langvarige og stillestående kampe dominerede med det ene formål om at udmatte modstanderen. Krigens karakter i Ukraine fremstår imidlertid mere kompleks og lader sig derfor vanskeligt indfange af en enkelt operativ filosofi. Thorn understreger derfor, at den manøvrebaserede tilgang bør forstås som et ”overordnet analytisk værktøj, hvor krigen i Ukraine giver en unik mulighed for at undersøge dens udtryk på såvel det taktiske som det operative og endda det militærstrategiske niveau.”

Thorn understreger, at krigens mangefacetterede karakter illustrerer, hvordan både den manøvrebaserede tilgang og nedslidningsstrategier fortsat er afgørende for forståelsen af moderne krigsførelse. Denne spænding mellem forskellige operative filosofier rejser en række spørgsmål: Hvilken relevans har the manoeuvrist approach i dag? Hvilke grundprincipper bygger den på? Hvordan anvendes den i det militære domæne, og hvorledes kan dens styrker og begrænsninger forstås i lyset af en konflikt som den i Ukraine?

Netop disse spørgsmål tager Major Rasmus Thorn op i sit kommende foredrag “The Manoeuvrist Approach” i det Krigsvidenskabelige Selskab, som han den 9. september kl. 16:00 afholder på Hærens Officersskole. Hvis du ønsker at deltage, kan du tilmelde dig her.

Indtil da kan du høre mere om emnet i podcastserien ”Operative Overvejelser”, hvor Major Rasmus Thorn, Snorre Anker Erngaard og Major Kenneth Nymand Pedersen i tre afsnit, uddyber deres refleksioner om manøvrekrigens facetter. Serien rummer desuden en række andre episoder med fokus på operative overvejelser på den moderne kampplads, hvor centrale doktrinære og krigsteoretiske begreber drøftes. Podcasten kan lyttes til her eller på Spotify.