Generalforsamling i Det Krigsvidenskabelige Selskab, tirsdag d. 6. maj 2025.
Det Krigsvidenskabelige Selskabs årlige generalforsamling blev traditionen tro indledt ved at byde medlemmerne på en forfriskning og velkomst ved formanden, generalmajor Flemming Mathiasen.
Forud for Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling blev årets MMS-speciale og årets artikel på Krigsvidenskab.dk kåret. Årets vinder af MMS-speciale 2024 blev Rasmus Thorn for hans speciale ”The Maneouvrist Approach ”, mens prisen for årets artikel på Krigsvidenskab.dk gik til Major Esben Salling Larsen for artiklerne “Værnepligtens dilemmaer i dagens Danmark & Opgavebaseret værnepligt”
Selve generalforsamlingen blev på kompetent vis ledet af dirigenten, Steen Kjærgaard, som sørgede for, at dagsordenen blev fulgt, og at alt forløb i god ro og orden. Steen gjorde indledningsvis deltagerne opmærksomme på, at generalforsamlingen var indvarslet på lovlig vis, jf. selskabets vedtægter § 13.
Herefter fulgte formandens beretning for 2025, som kan læses på hjemmesiden inden for nærmeste fremtid. Sidste år kunne generalmajor Flemming Mathiasen løfte sløret for en række nye tiltag, der skulle styrke selskabet på kort og lang sigt. Disse nye tiltag afspejles i beretningen, da disse har haft en væsentlig betydning for selskabets positive udvikling det seneste år. I beretningen kan man læse mere om de resultater, de nye tiltag allerede har ført til på kort sigt, men det kan kort nævnes, at blandt andet medlemstallet og antallet af støttemedlemmer er proportionalt stigende.
Under generalforsamlingen blev et revideret årsregnskab for 2024 fremlagt. Dette var desuden udsendt til medlemmerne i overensstemmelse med selskabets vedtægter. Det krigsvidenskabelige Selskab havde for 2024 budgetteret med et underskud på kr. 56.500,00, men realiserede et mindre underskud på kr. 47.561,73, bl.a. grundet højere indtægter og kursavancer. Medlemsnedgangen er stoppet, og der ses en lille stigning i medlemstallet. Økonomien vurderes som sund med en disponibel kapital på kr. 344.029,74 pr. 31. december 2024. Ved generalforsamlingen blev det fremlagte regnskab godkendt.
Med henblik på at formalisere en række ændringer, havde sekretariatet med bestyrelsens godkendelse forud for generalforsamlingen udsendt forslag til vedtægtsændringer. Det gav medlemmer mulighed for senest den 29. april 2025 at fremsætte ændringsforslag. Der blev fremsendt et enkelt forslag til ændring af § 2 med det formål at præcisere, at virksomhedsmedlemmer hver havde én stemme ved generalforsamlingen. Forslaget blev indarbejdet i det endelige udkast til vedtægtsændringer, som blev udsendt 30. april 2025.
Vedtægtsændringer omfattede i hovedtræk følgende ændringer:
Opdatering af teksten, herunder for eksempel fjernelse af urealistiske krav til medlemmers engagement.
Formalisering af ny ledelsesstruktur med en mindre og mere strategisk orienteret bestyrelse på 6 – 8 medlemmer og af sekretariatets organisering med en sekretariatschef, redaktion og kasserer.
Navneændring fra ”støttemedlemmer” til virksomhedsmedlemmer og tildeling af stemmeret til virksomheder. Samtidig gives sekretariatet mandat til at forhandle kontingent med de enkelte virksomheder.
Der var ingen bemærkninger og spørgsmål til vedtægtsændringerne, og de blev enstemmigt vedtaget. De nye vedtægter vil kunne findes på krigsvidenskab.dk
Herefter var der valg til bestyrelsen og følgende blev valgt/genvalgt/udtrådte af bestyrelsen:
Jeppe Plenge Trautner – Ikke på valg
Alexander Tetzlaff – Ønsker ikke genvalg
Thomas Jørgensen – Ikke på valg
Jonas Vøg Andersen – Ønsker at udtræde
Esben Salling Larsen – Ikke på valg
Flemming Mathiasen (Formand)
Steen Wegener – Ikke på valg
Peter Seemholdt – Ikke på valg
Henrik Breitenbauch – Ønsker ikke genvalg
Karsten Kolding - Ikke på valg
Formanden takkede Alexander Tetzlaff, Jonas Vøg Andersen og Henrik Breitenbauch for deres store indsats i bestyrelsen.
Følgende blev valgt til suppleanter:
Johnny Melby
Annette Greve Høy
Og til revisiorer samt revisorsuppleant:
Kommandørkaptajn Jannik Taanum Andersen var på valg til revisor og modtog genvalg.
Orlogskaptajn pens. Benny Åxman var på valg til revisor og modtog genvalg.
Major Niels-Christian Levin Hansen var på valg til revisor og modtog genvalg som revisorsuppleant
Der var ingen bemærkninger og kommentarer til eventuelt, hvorefter generalforsamlingen blev afsluttet af dirigenten og ordet givet tilbage til formanden.
I forlængelse af generalforsamlingen blev selskabets støttemedlemmer officielt budt velkommen af formanden, generalmajor, Flemming Mathiasen, ved en reception med Direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, generalløjtnant, Per Pugholm Olsen.
Den ordinære generalforsamling blev fulgt op af et oplæg af Direktør for Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (CH FMI), Per Pugholm Olsen, som holdt et særdeles velformuleret og informativt oplæg om forsvarets materiel og indkøb og de politiske beslutninger, der har medført et solidt økonomisk grundlag for både anskaffelse og videreudvikling af forsvarets kapaciteter i den nuværende situation.
En stor tak skal lyde til CH-FMI, generalløjtnant Per Pugholm Olsen, for at give denne tidsrelevante, informative og super interessante festtale ved Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling 2025. CH FMI’s præsentation vil blive lagt på krigsvidenskab.dk
Afslutningsvis vil selskabet takke de mange medlemmer, som deltog ved generalforsamlingen og bidrog til et autentisk oplæg, med jeres interessante betragtninger og spørgsmål til såvel generalforsamlingen såvel som til CH-FMI, Per Pugholm Olsen.
Formandens beretning kan snart læses på krigsvidenskab.dk. Skulle der være spørgsmål eller kommentarer til generalforsamlingen eller beretningen, er alle medlemmer såvel som ikke-medlemmer være mere end velkomne til at skrive til redaktion@krigsvidenskab.dk.