Af kommandør Asger Bagge.
Artiklerne i det seneste nummer af tidsskriftet, vedrørende maritim udvikling og udvikling af taktik og doktriner, har bragt mig ind i nogle tankebaner, somjeg har lyst til at stille til rådighed for den interesserede læser.
Udvikling af taktik er et naturligt kommandoområde for Søværnets Operative Kommando. Megen praktisk tilrettelæggelse af øvelser, mm., er da også igennem årene blevet udøvet af denne stab med henblik på, dels at åbne nye veje for taktisk udvikling, dels at ajourføre og raffinere eksisterende taktiske problemløsninger. Formålet hermed har været, at hvis en reel situationen skulle opstå, at sikre at en sådan situation kunne forventes at blive håndteret med konduite og beslutsomhed, og den sikkerhed der ligger i, "at det har vi prøvet nogenlunde tilsvarende før". Også på det teoretiske område har SOK selvfølgelig haft det afgørende ord.
Søværnets Taktikinspektør (siden 1991 Søværnets Taktik- og Våbeninspektør) har siden etableringen været bindeleddet mellem skoleuddannelsen og SOK, og på det taktiske udviklingsområde været den myndighed, der i det daglige har søgt at tilpasse uddannelsen i taktik til noget, der kunne både meddele eleverne nogle gode teoretiske forudsætninger (doktriner??), og samtidigt give dem et indblik i hvad taktik på "åstedet" er. Det vil sige den kommanderendes forståelse af den forliggende situation og de mulige løsninger, der måtte findes, og ikke mindst behovet for en beslutningstagen, der i sidste ende kunne betyde indsættelse a f dele eller hele den rådige styrke.
Under Søværnets Taktikinspektør, har Taktikskolens Kampinformationkursus (AIS) været den enhed der, blandt uddannelsesstederne, øvede mest indflydelse på taktik uddannelsen og dermed også på den taktiske udvikling.
Siden flytningen til Frederikshavn i efteråret 1972, blev dette endnu mere tydeligt end før, simpelthen fordi man her havde den taktiske træner. Denne "uddannelsesmaskine" havde ikke bare større kapacitet end de "apparater" man havde haft forud, men den tillod, på grund af sin opbygning med computere som "arbejdsheste", på en helt anden måde end tidligere at "manipulere" de enkelte spillende enheder (kubikler) og de anvendte målenheder (targets), hvilket resulterede i langt mere realistiske taktiske situationer og realistiske situationsopbygninger end før. Dette medførte også, at man kunne tilføre nye komplikationer til en situation, fordi de mere grundlæggende bevægelser og relative kontakt distancer m.v. havde "maskinen" hånd i hanke med. Men fremfor alt betød det, at man opnåede en realisme, der (i et svagt øjeblik) kunne forlede en til at tro, at man var på havet. At man umiddelbart efter "kampen" kunne kalde deltagerne ind til en debriefing, hvor man på en vægskærm viste alle bevægelser, med tider og målestok, etc. gjorde endvidere, at mindst et eller to niveauer af diskussions-punkter om "hvad jeg gjorde" og "hvad han så gjorde" ganske enkelt blev elimineret. Vi kunne jo alle se, hvad, der var foregået. Og det blev det hele ikke mindre realistisk af. Resultatet var, at taktisk viden og forståelse hos deltagerne på alle niveauer, hvor det havde relevans til enheders bevægelser, sikker navigering, indledende våbenafgivelse (afstand, mål) og defensive manøvrer, steg temmelig brat. Antallet af gange vi "spillede" "Falken ved Ydbyhøj" (en fjendtlig passage af Kattegat skal forhindres af egne styrker, og torpedobåden Falken er på udkigspost ved Djursland (Ydbyhoj)), i de første år i Frederikshavn, kan ikke tælles på mange hænder. Men det er udenfor al tvivl, at denne ukomplicerede øvelse, specielt for de yngste medspillere måske, bevidst eller ubevidst, har tilført/konfirmeret hos søofficerer af de generationer vi dengang arbejdede sammen med, en viden som de senere har benyttet i langt mere komplicerede operationer.
De første år med den nye træner, var læreår, og måden vi "lærte" på var i høj grad ved at prøve os frem. Vi afprøvede mange ting, og deltagerne i legen var ofte de os betroede elever, f.x. på Operationsofficerskursus, men også kadetter. Lige så tit var det imidlertid enheder fra eskadreme, hvor skolens stab stod lidt tilbage og lod "gæsterne" spille, men til gengæld var aktive som spilførere, dvs, dem der styrede træneren. Alt dette gav vældig god indsigt i trænerens muligheder og begrænsninger. Udover dette gjorde vi udstrakt brug af nyskabelsen, det taktiske gulv. Disse ca. 100 linoleumsfliser anbragt som et forsænket gulv med stolerækker på de tre sider, var en slags sandkasse til demonstration af taktiske principper ved hjælp af positionering af nogle overdimensionerede skibssymboler (malede træplader) efter systemet,"se her, her er en taktisk situation, som vi vil øve i træneren i morgen, baseret på nogle bestemte taktiske principper." Med eller uden landkonturer som restriktioner, gennemspilledes derefter den opsatte øvelse på det taktiske gulv. Nogle gange mere end een gang. Og øvelsen gennemdiskuteredes, måske for at finde frem til en "principiel" løsning, måske blot for at uddybe forståelsen af de anvendte begreber, osv. osv. Dagen efter blev øvelsen så gennemført i træneren, med et udbytte der ofte klædte det skelet på, der var blevet produceret under øvelsen på det taktiske gulv. Dette var dengang altsammen nyt, og der hersker ikke tvivl om, at vi vidste, at vi havde ekstraordinære muligheder for at udvikle os selv, og vore elever, og dermed ultimativt flådens slagkraft.
Eksempelvis planlagde og spillede vi flere gange en hel "Small Play," med "Serial Orders" for deltagerne for en længere periode, med et stort kommunika- tionssetup med flåde-broadeast kørt via fjernskrivere i modellerne. V i gennemførte også nogle omfattende farvandsovervågningsøvelser for flåden, hvor deltagerne blev udsat for at skulle gennemføre alle trin i en afvisningsoperation, fra udpegning af målet til en eskortering uden for territorialfarvandet. SOK, FKO og FMN blev spillet af sagsbehandlere fra SOKs stab. Disse øvelser var meget vellykkede. De viste bl.a. med stor tydelighed, at der var noget, vi kunne gøre bedre. De medførte da også efterfølgende en gennemgribende revision af SOK bestemmelser for sådanne operationers gennemførelse, bl.a. baseret på et oplæg, der var udviklet ved Torpedobådseskadren og anvendt under nogle af øvelserne.
Sidelobene med dette var Kampinformationskursus hovedsagsbehandler på området NATOs maritime taktiske publikationer. Uden at gå for meget i detailler, kan det siges, at denne sagsbehandling gav et dybere indblik i "hvordan man gjorde ude i den store NATO verden", og vi opdagede, at indenfor de områder hvor vi havde erfaring og enheder med taktiske muligheder, var der ikke særligt langt fra det der stod eller blev foreslået til at komme til at stå i disse "NATO bibler," og det vi selv brugte i den daglige træning af enheder og elever. Herfra var der jo ikke langt til at tænke i baner om, at danske ideer måtte kunne bruges i en større sammenhæng, og at vore synspunkter på formuleringer eller på basis-forståelse af problemstillinger kunne være nyttige for andre. Dette medførte, at vi allerede fra 1974 udviklede synspunkter på mange afde mere generelle områder, hvor vi mente, vi kunne have indflydelse.
At AIS kom til at få den status som man rent faktisk fik i begyndelsen af 70'eme er naturligvis baseret på god forståelse ovenfra for de behov, der blev fremført, for materiel, for personel. Vi fik også anden væsentlig støtte fra ledelsen, både i Søværnet og i Forsvaret generelt, herunder meget nødvendig støtte til den fremsatte plan for Søværnets OEDB-udvikling, hvor AIS computertræner var det første trin. Det var i høj grad enkeltpersoner som var årsag til dette. Og intet af det der senere kan siges at have været medvirkende til den positive udvikling indenfor det taktiske område, skal kunne forklejne den indsats, der blev gjort af disse personer, for at skabe den rigtige baggrund.
Der er imidlertid to andre forudsætninger for den udvikling, der fandt sted i denne periode på det taktiske område, der må medtages i dette billede. For det første deltagelsen af danske søofficerer på Maritime Tactical Course (MTS), først i Woolich, ved London, men fra 1970 på HMS Dryad, nær Portsmouth. Disse 3-4 senere 4-5 ugers intensiv taktisk uddannelse ved Royal Navy, som Danmark har deltaget i siden 1960'eme har haft afgørende indflydelse, ikke blot på forståelsen, men i hoj grad også på accepten af de primære taktiske doktriner, som doceredes ved MTS. De taktiske øvelser, både på det taktiske gulv og i træneren ved MTS, har givet mange gode og væsentlige inspirationer til "sådan gør vi" som Henrik Elbro beskrev i sidste nummer af Militært Tidsskrift. Antallet af misforståelser, der er blevet fjernet, af principper, der er blevet taget ind som naturlige elementer for en dansk søofficer, må være mange. Disse uddannelser har været en hjørnesten i danske søofficerers taktiske udvikling, specielt fordi det lykkedes "at holde tanken klar og selskabet samlet," som Hans Garde ofte sagde. Vi brugte det, der var brugeligt, drejede noget af det øvrige rundt til en brugbar form, og accepterede, at dele af den taktiske bibel ikke var for operationer i danske og tilstødende farvande. Men selv det vi ikke kunne bruge, var det værd at vide noget om.
Den anden forudsætning var ikke mindre betydningsfuld: Deltagelsen afdanske overfladeenheder og ubåde i S T A N A V F O R L A N T i længere perioder i operationer udenfor Skagen. Fra 1970 og i årene derefter, indgik danske enheder af disse typer iSTANAVFORLANT iperioderafofteoptil3månederadgangen,entiltogange om året. Betydningen af dette kan vanskeligt gøres op, men det kan givetvis ikke overvurderes. Udover det nødvendige i, at en eller flere enheder skulle være operationsklar til en bestemt tid til at afgå til længerevarende operationer i farvande langt fra de normale vedligeholdelsesbaser (hovedsageligt København og i mindre grad Frederikshavn), at udrustningen med forskelligt teknisk udstyr, specielt signaludstyr, skulle forøges (og finde plads ombord), at den samlede besætning (dengang på over 200 personer) skulle være oppe på mærkerne, var udfordringer, som Søværnet trængte til, men som man til gengæld også generelt levede op til.
Disse operationer var af afgørende betydning for vor generation af søofficerer, for forståelsen a f det moderne sømilitære krigshåndværk, og de etablerede samtidigt en målestok for os, som kunne fortælle, at vi ikke var de dummeste drenge i klassen. (Prøv blot at spørge en svensk søofficer om hans syn på danskernes gøren og laden i den henseende. De var lysår bagud for os, uanset de større budgetter og en stor indsats på andre områder. Og de var (og er), af forståelige grunde, misundelige). Både vore ubåde og overfladeenheder kom hjem med viden og forståelse, ofte ikke erkendt af de pågældende personer, som i tiden derefter indfluerede på hele Søværnet, dels fordi vi er så relativt få, dels fordi de fleste af os havde baggrunden i orden (bl.a. via de forskellige uddannelser i udlandet) til at forstå hvad der foregik.
At vi, efter at vi begyndte at deltage reelt i STANAVFORLANT, fik tilbudt stillinger ved styrkens stab, begyndende med Operationssofficersstillingen i 1970, var naturligvis også af stor betydning.
Afsluttende kan det siges, at med de etablerede forudsætninger, som er beskrevet ovenfor, og den sammensætning af personel, der var tilkommanderet AIS, er det min klare opfattelse, at vi i de første år i Frederikshavn levede op til de forventninger, man kunne have til os, som det primære uddannelsested for maritim taktik og det sted i Søværnet hvor man prøvede nye veje for taktiske anvendelser af vore enheder, store som små, på, over eller under vandet. At det dengang var Næstkommanderende på AIS, der var hovedlærer i taktik, bør måske tilføjes for fuldstændighedens skyld.
