NATOs Mobile Forces
Den britiske major G . G . W . Brown har i »The Journal of the Royal Artillery«, september 65, redegjort for visse betragtninger vedrørende »NATOs Mobile Forces«. Efter som major Brown er artillerist, og da nævnte betragtninger forekommer i en artilleripublikation, er det naturligt, at forfatteren først og fremmest beskæftiger sig med ildstøtteproblemer i forbindelse med indsættelse af nævnte NATO-styrke. Da der im idlertid i artiklen er omtalt en del indhøstede erfaringer, der kan udnyttes også under andre forhold, fortjener major G . G . \\ • Brown’s betragtninger at blive kendt også uden for den snævre kreds, der her i landet læser »77ie Journal of The Royal Artillery«. Der skal derfor i det følgende nævnes nogle af de af major Brown behandlede forhold.
NATOs Mobile Forces råder over såvel land- som flyverstyrker. Landstyrkerne omfatter bataljonsgrupper fra Belgien, Canada, Italien, Storbritannien, Vesttyskland og U S A . Storbritannien bidrager endvidere med et særligt forsyningskompagni, USA med et ingeniørkompagni, ligesom Italien og Vesttyskland hver afgiver sanitetsenheder o. s. v. Nævnte enheder er stationeret over hele NATOs område, fortrinsvis i de respektive hjemlande, og de er alle rede til indsættelse med kort varsel. Enhederne er lufttransportable og i øvrigt specielt opstillet med henb lik på løsning af deres særlige opgave. Italiens, Storbritanniens og Vesttysklands bataljonsgrupper råder hver over et let batteri med 105 mm haubits (pack howitzer). Canadas enhed omfatter et mortérbatteri, udrustet med 4,2 inch morterer, medens øvrige to bataljonsgrupper kun råder over tunge infanterimorterer. Storbritannien har endvidere stillet et artilleristisk førings- og ildledelseselement, omfattende en artillerifører og en ildledecentral m. m., til rådighed for styrken. Formålet med NATOs mobile landstyrke er at give SACEUR mulighed for hurtigt at kunne indsætte NATO-styrker overalt inden for NATOs del af Europa med henb lik på over for en evt. angriber at understrege, at et angreb på et hvilket som helst medlem af NATO er at betragte som et angreb på hele NATO. Selvom styrken omfatter seks bataljonsgrupper, v il den evt. indsatte del af styrken kun omfatte en brigade å tre bataljonsgrupper. Herved opnås mulighed for at opstille, udruste og uddanne de enkelte bataljoner specielt med henb lik på indsættelse i NATOs nordlige eller sydlige flanke. På grund af manglen på artilleri er batterierne dog forberedt på indsættelse overalt inden for det givne område, evt. uafhængigt af deres egne respektive bataljoner. På trods af, at de nationale bidrag til styrken baseres på anvendelsen af bataljonsgrupper, har øvelser og manøvrer afholdt siden 1960 vist, at visse forberedelser måtte træffes, og visse foranstaltninger måtte iværksættes med henb lik på at opnå størst m uligt udbytte af det begrænsede antal rådige batterier. Dette har bevirket, at Storbritannien fra 1964 har stillet før omtalte artilleristiske førings- og ildledelseselement t il rådighed for styrken. Nævnte element anvendtes første gang under en øvelse i Norge i jun i 64. Selvom batterierne det meste af tiden under denne øvelse var indsat for langt fra hinanden t il at kunne række fælles mål, blev ild ledelseselementet anvendt til fulde under øvelsens sidste del, hvor al rådig ildstøtte fra såvel artilleri og morterer som fra fly og skibsartilleri måtte koordineres med henb lik på støtte af samtidige angreb udført over land samt af helikopter- og am fibiebåme enheder. Erfaringerne fra denne øvelse viste, at der endvidere var behov for fastsættelse af blivende bestemmelser for ildstøttens tilrettelæggelse og udførelse. U nder øvelsen bekræftedes desuden endnu engang princippet om, at én myndighed må koordinere anvendelsen af al rådig ildstøtte, inklusive støtten fra fly og skibsartilleri. Efter øvelsen påbegyndtes udarbejdelse af diverse blivende bestemmelser, der bl. a. blev afprøvet under en øvelse i Grafenwohr i Vesttyskland i april 65. I denne øvelse deltog alle tre batterier, ligesom repræsentanter for det canadiske morterbatteri og de amerikanske og belgiske morterdelinger var deltagere. Som følge af intensiv uddannelse i anvendelse af fastsatte procedurer m. v. under batteriøvelser forud for denne samlede øvelse, var alle artilleri- og mortérobserva-ører hurtigt i stand til uden vanskeligh e l at beskyde mål under anvendelse af et hvilket som helst batteri, enkeltvis eller samlet, samt at forestå ildplanlægning m. m. Af major G . G . W . Browns artikel kan således udledes, at det - selv under omstændigheder, hvor anvendelse af spredt optrædende bataljonsgrupper må betragtes som det normale — af hensyn til effektiv udnyttelse af ilden fra konventionelle ildstølteenheder er påkrævet at råde over - en artillerifører med fornødent føringseg ildledelseselement, samt - faste, indeksercerede bestemmelser og procedurer for koordination og påkald af ildstøtte. Endvidere kan udledes, at - kun én myndighed kan forestå koord ination af ilden fra såvel artilleri og morterer som fra fly og skibsartilleri. Samlet indsættelse af konventionelle ild støttemidler kan ikke improviseres, men dersom forannævnte betingelser er opfyldt, kan jf. nævnte artikel selv artilleriog morterenheder fra forskellige lande bringes til at virke sammen med henb lik på at levere ilden på rette sted, i rette tid og med rette ammunitionsart og -mængde, alt efter kampenhedeme ønsker og behov og efter troppeførerens bestemmelse.
Sv.
