Med den største Interesse har man læst Kaptajnløjtnant A. C. B. Veggers Artikel i Bladets April-Maj Nummer 1947 om hans Indtryk og Erfaringer fra et Tjenesteophold ved Officersskoler i England.
I Artiklens Afsnit III om den engelske Officer nævner Forfatteren paa Side 160 i Slutningen af Underafsnit B., at der »i de fleste Englændere bor en Trang til at beskæftige sig med Tilværelsens blivende Værdier«, hvilket bevirker, at den engelske Soldats Verden er uforgængelig.
Hvad menes med Udtrykket »Blivende Værdier«? Netop Formodningen om, at adskillige af Bladets Læsere har gjort sig dette Spørgsmaal, har foranlediget undertegnede til at forsøge at opstille et Par Definitioner, som maaske kan orientere en og anden Læser.
I Filosofien skelner man skarpt mellem Erkendelse og Vurdering, idet de Mennesker, som alene interesserer sig for Tingenes faktiske Beskaffenhed, forholder sig ret erkendende, medens de ogsaa forholder sig vurderende, hvis de desuden søger at bestemme Tingenes Værdi for sig selv og andre.
Værdi anses filosofisk for at være den Egenskab ved noget, at det medfører en Tilfredsstillelse eller kan blive Midlet til en saadan. Hele Værdibegrebet har spillet en meget stor Rolle i Filosofiens Historie, og Beskæftigelsen dermed har affødt en tilsvarende omfangsrig Litteratur.
Enhver Anvendelse af Værdibegrebet har til Forudsætning en Helhed, hvis Bestaaen og Udvikling kræver bestemte Betingelser. Saadanne Helheder er Organismer, Personligheder, Samfund og tilsidst hele Menneskeslægten.
Uden at følge nogen bestemt filosofisk Inddeling kan man nævne følgende Værdier eller Værdiomraader, som efter gængs Opfattelse kan betegnes som »blivende«.
1. Religiøse Værdier. Uden at komme ind paa den mellem Videnskabsmænd stedfindende Diskussion om Religionernes Opstaaen kan det fastslaas, at religiøs Følelse og Livsværdi ligger udover menneskelig Erkendelse og Erfaring. Disse Begrebers videnskabelige Sandhed kan ikke bevises og ej heller modbevises eller begrundes, og heri ligger maaske Styrken i deres Indhold. Religion og religiøs Tro har været Mennesket en Hjælper og Trøst i Nøden og har bevist deres Realitet ved deres Værdi for Mennesket. Troen har styrket Mennesket og givet det indre Ro og Uforstyrrethed og Tro paa Fremtiden.
Religionen synes at have været en af de mægtigste Kulturfaktorer i Menneskeslægtens Historie. Den har givet stærke Impulser til Kunst og Digtning. Lyrik og Drama, Dans og Hymner var oprindelig i den religiøse Kulturs Tjeneste. Kongeslægter stammede fra Halvguder, det klassiske Menneskeideal var Guderne, som efterlignedes af alle Sportsudøvere. Mange Krige er ført i Religionens hellige Navn, og Arkitekturens mest storslaaede Frembringelser er skabt for at faa værdige Rum for Gudsdyrkelsen.
Religionen tilfredsstiller Menneskets Trang til det ubetingede, som har sin evige Værdi. Følelsen finder Hvile i den fromme Stemning af Enkeltlivets dybe Afhængighed af Tilværelsens Sammenhæng. Den højeste Tanke er her Tanken om et Hele af frie Personligheder hvilende i en uendelig Personlighed.
Koncentration og Fordybelse i religiøse Spørgsmaal viser, at Mennesket har taget Kampen op imod sig selv efter de Retningslinier, som Religionerne har skabt. Naar den enkelte efter fattig Evne søger at finde de Stier, som det er bedst for ham at betræde, er der ikke noget højere Ønske for ham, end at den hele Menneskehed vilde lade Religionens Bud være Rettesnoren for alt Liv, og kun med dette Haab levende er det muligt for det idealistiske Individ at se en Mening i Tilværelsens ofte triste og hæslige Kaos.
2. Etiske Værdier. Etikken defineres som Læren om Vurderingen af menneskelige Handlinger. En saadan etisk Vurdering bestaar i en Sammenligning mellem Handlingen og en Maalestok, et Ideal, med hvilket den kan prøves.
Dette Ideal er opstaaet tidligt og udbygget efterhaanden gennem Menneskeslægtens Historie. Dets Indflydelse føler vi, naar vor Samvittighed med sin indre Stemme siger os, hvad der er rigtigt og det modsatte, naar Livet stiller Individet overfor sine utallige Valg. Den ideale Maalestok fremtræder for Individet som en Række Dyder, der samtidig virker som Krav, f. Eks. om at gøre sin Pligt, om at handle retfærdigt og om at søge det sande.
Den etiske Vurdering høj ner og styrker Livet. Naar man fælder etiske Domme og stiller etiske Krav til sine Medmennesker, maa man ogsaa stedse mere stille sig under de etiske Princippers Krav og Ledelse.
De etiske Domme hjælper til at forme Mennesket, idet de fremmer Individernes etiske Selvvirksomhed, og dette alene kan muliggøre et Samfundsliv.
Etisk Billigelse er i sig selv en velgørende og livsbekræftende Følelse. Naar Mennesket staar overfor den store etiske Personlighed, den gode Vilje eller det rene Hjerte, ligger der deri en positiv Værdi, der højner Livet og fører Mennesket opad til Stræben og Daad.
Paa lignende Maade som de religiøse Værdier virker ved deres Ubetingethed, virker ogsaa de etiske. Pligtens Bud optræder som et Bud fra en højere ideal Retfærdighedens og Harmoniens Verden, og dette styrker og højner Livet.
Etikken indtager en betydelig Plads indenfor de filosofiske Videnskaber, hvilket bl. a. ses af den store Litteratur, der fra de tidligste Tider omhandler etiske Emner.
Etikken kan inddeles paa mange Maader, idet man f. Eks. efter dens Grundlag taler om en kristelig og en human Etik og efter dens Emne om en individuel og social Etik.
Etikkens Indflydelse kan som Religionen spores i alle Afskygninger af Menneskeslægtens Liv gennem Tiderne. Det Indhold af Skønhed og Harmoni, som rummes indenfor den etiske Verden kan ikke skattes højt nok, uforgængeligt som det er og upaavirket af Individernes ufuldkomne Forsøg paa i Praksis at efterleve de straalende Forbilleder. Den ideelle Stræben efter en dybere Forstaaelse af Menneskelivet og en højere Udvikling af Individ og Samfund er Etikkens praktiske Maal.
3. Æstetiske Værdier. Ved Æstetik forstaar man sædvanligvis den systematiske Undersøgelse af det skønne i Kunst og Natur. Den æstetiske Verdensbetragtning er et Synspunkt for Tilværelsen som Helhed ligesom den filosofiske, den religiøse og den praktisk-intellektuelle er det. Tilværelsen kan og maa ses fra hvert af disse Synspunkter, idet der er noget i Menneskets Natur, der kræver det. Det skønne, det sande, det gode og det nyttige er vel nærmest de Grundformer, udfra hvilke den menneskelige Bevidsthed ser hele sin Væren og Verden. Men Mennesket kan næppe leve paa et af disse Synspunkter alene. De maa supplere hinanden, for at det fulde Menneskeliv kan leves og dets Bestemmelse opfyldes. Skønheden i Naturen har Mennesket set fra sine tidligste Tider. Tidligt opstaar Trangen til at smykke sig først antagelig af visse praktiske Hensyn, f. Eks. at skræmme Fjenden bort med sine dyrelignende Prydelser eller med dystre Farver og derefter for at gøre Indtryk paa det andet Køn. Man gaar over til at udsmykke sine Klæder ved Farver og Smykker og gør Gudehuset saa storslaaet som muligt og letter Arbejdet ved Rytme eller Sang.
Fra denne spæde Begyndelse udvikler Skønhedsglæden sig til at omfatte hele vort daglige Livs Omgivelser, idet der næsten overalt er gjort Forsøg paa at skabe en vis Form for Skønhed, selv om det maa erkendes, at Forsøgene ofte har været højst uheldige.
Symmetri, Proportioner, Former og andre Faktorer giver os en æstetisk Følelse. Denne udtrykker det, som man i Filosofien vil kalde et uinteresseret, d. v. s. begærfrit Behag, en ren ublandet Glæde.
Glæden ved at se et smukt Kunstværk eller ved at høre god Musik kan næppe sammenlignes med nogen anden Paavirk- ning paa Menneskesindet. Skønhedsnydelsen har gennem Tiderne beriget Mennesket og har ofte spillet en saa stor Rolle, at de har kunnet fortrænge de etiske og religiøse Værdier.
Men oftest er der en Vekselvirkning mellem dem, saa- ledes vil f. Eks. et Musikværk kunne fremkalde Følelser fra alle de 3 nævnte Værdigrupper. Mange Astronomer vil sikkert indrømme, at de modtager Impulser af meget forskellig Art, naar de atter og atter staar overfor Universets Storhed og Harmoni.
Den æstetiske Nydelse af et Kunstværk faar et særligt Præg derved, at al Kunst er Menneskeværk, saa at det enkelte Kunstværk bliver et Udtryk for et stort og ejendommeligt Menneskes subjektive Livssyn. Hos den almindelige Borger fremkaldes derfor Taknemlighed mod Kunstneren, medens denne føler eller kan føle Lidelse ved at skabe sit Værk, fordi han vil udtrykke sit Indre derved til Glæde for saa mange som muligt. Kunstneren vil vel ofte paa Skrømt lade haant om Massens Dom, som f. Eks. naar Søren Kierkegaard skriver »til den ene«, som han anser for kvalificeret til at læse hans Værk, men det er et Spørgsmaal, om det ikke netop har været hans Mening hermed at ægge flere til at læse det.
Udover de her nævnte 3 Værdigrupper kan opstilles adskillige, som man dog næppe i daglig Tale vil betegne som blivende Værdier, f. Eks. Værdien ved selve Livet, ved Arbejde, ved Udvikling af Personligheden, sociale Værdier, logiske Værdier og endelig økonomisk Værdi, som kan skaffe Individet Goder, der kan højne ham og hans Livsførelse, hvis han da forstaar at anvende dem paa rette Vis.
For Pædagoger spiller Kendskabet til disse indflydelsesrige Faktorer i Menneskelivet en stor Rolle, og de fleste af Pædagogikkens Stormænd har da ogsaa været Filosoffer, men for mange Pædagoger gælder utvivlsomt, at de mere har beskæftiget sig med Opdragelsens Teknik end med dens Begrundelse, hvilket maa siges at være en væsentlig Mangel.
Det er en Kendsgerning, at der for overordentlig mange Mennesker er en ideel Mening med Tilværelsen, og derfor bør de, heromtalte Værdigrupper, som kun er skitseret, være velbekendte for enhver, der udøver pædagogisk Virksomhed, uden Hensyn til hvilken Verdens- eller Livsanskuelse han selv har tilegnet sig.
Det, der udgør Livsindholdet hos mange af vore undergivne, kan ingen foresat være uvidende om. Man huske, at den, der har noget at leve for, har ogsaa noget at dø for.
Litteratur:
J. Jørgensen: Filosofiens og Opdragelsens Grundproblemer. Kjøbenhavn 1928.
Harald Høffding: Religionsfilosofi. Kjøbenhavn 1924.
— — Etik. 5. Udg. Kjøbenhavn 1926.
Vinding Kruse: Erkendelse og Vurdering. Kjøbenhavn 1942.
Cl. Wilkens: Livets Grundværdier. Kjøbenhavn 1911.
