Af major Niels Christian Koefoed ved Faggruppe Landoperationer, Forsvarsakademiet.
Indledning
"At betvinge fjenden uden kamp er den ypperste a f færdigheder" (1). Sun Tzu.(4-500årf.Kr.) .
En del af baggrunden for udviklingen af doktrinen om dybdekamp skal findes i den russiske udvikling af operativ manøvre i 1920-erne og 1930-erne. Doktrinen om dybdekamp og dybe operationer medførte store ændringer i størrelsen og sammensætningen af de sovjetiske militære styrker. Der blev udviklet de nye kampvogns- og mekaniserede enheder, der var nødvendige for gennem bruddet og den efterfølgende dybe manøvre. Luftbårne enheder, der kunne ind sættes til støtte for manøvren, blev udviklet i 30'erne. Også kampstøtteenheder blev udviklet til at kunne støtte dette operative koncept. Doktrinen var således drivkraften for den våbenteknologiske udvikling i Rusland i 30-erne.
Doktrinen blev mest klart demonstreret i Operation Bagration i juni-august 1944. Operation Bagration blev indledt 22. juni 1944 mod tre tyske arméer fra armégruppe ’’Center” . Bagration var en ambitiøs operation, der involverede fire sovjetiske fronter, der opererede over meget brede fronter mod meget dybe mål. Desuden involverede den samtidige og successive omfatninger på forskellige niveauer. Det indledningsvise operative mål var at indeslutte samtlige tyske enheder omkring byeme Vitebsk, Mogilev og Bobrysk (3. Panser Armé, 4. Armé og 9. Armé) ved tre samtidige omfatninger. Derefter var målet en væsentligt dybere omfatning med hensigt at indeslutte alle tyske enheder øst for Minsk (ca. 150 km.) og endeligt forfølge tyske enheder til den Østpreussiske grænse(ca. 450 km.) (2).
Aktuelt skal baggrunden for udviklingen af dyb doktrin ses i lyset af, at
NATO styrker tidligere stod overfor en numerisk overlegen fjende. Fjendens numeriske overlegenhed tillod ham, at holde væsentlige styrker ude af kampen i en dybt echelonneret opstilling for på et gunstigt tidspunkt at indsætte dem for derved at tilintetgøre og gennembryde allierede enheder. Eksistensen af disse echelonnerede styrker gav fjenden stor mulighed for at bevare initiativet, og målet var at skabe en doktrin, der kunne fravriste ham initiativet og genvinde det på et tidligt tidspunkt.
Udviklingen af doktrinen om dybdekamp har siden begyndelsen 1980'erne i høj grad drevet den teknologiske og organisatoriske udvikling, og har herunder medført en forbedret evne til at se og bekæmpe mål i dybden. Dette gælder våben med større ildkraft og rækkevidde, men også automatiserede kommando- og kontrolsystemer og sensor systemer til at finde, identificere, følge, og bekæmpe fjenden samt en bedre evne til at bedømme våbenvirkningen efter et angreb. Det mest fremtrædende eksempel er Force X X I ved 4,h Infantry Division på Ft. Hood i Texas.
Dybdekampsdoktrinen er snævert knyttet til doktrinen om ’’maneuver warfare” . Som bekendt er fjendens modstandskraft et produkt af de rådige midlers og viljekraftens størrelse (3). I erkendelse af, at det er en bedre udnyttelse af de rådige ressourcer at angribe fjendens vilje fremfor udelukkende at fokusere på en fysisk ødelæggelse af ham, angriber ’’maneuver warfare” primært fjendens vilje.
Forudsætningen for doktrinen har således været et scenarie, hvor fjendebil- ledet består af enheder af den russiske skole. Principperne for doktrinen vurderes dog at være let omsættelige til andre scenarier. Der ses i artiklen i nogen grad bort fra, at danske enheder for nærværende ikke er i besiddelse af alle de i artiklen anvendte midler. Artiklen er en diskussion af, hvorledes midlerne kan an vendes og ikke en diskussion om tilstrækkelige eller utilstrækkelige midler.
Almindeligt
Dybdekampens formål er at skabe optimale vilkår for kontaktslaget ved at finde og forme fjenden, hindre ham i at nå sine mål og hæmme hans bevægelses- og handlefrihed. Dybdekampen gennemføres normalt på længere afstand og over længere tidshorisont end kontaktslaget. Dybdekampen er grundliggende offensiv af natur og kan udvikle sig til kontaktslag. Dybdekampen er et middel til at hæmme fjendens evne til at manøvrere ved at fokusere på, hvor han er mest sårbar med det formål at hindre ham i at indsætte sin fulde kampkraft. Længere- rækkende, mere virkningsfulde våbensystemer, kombineret med bedre opklaringssystemer, vil i stigende omfang muliggøre, at dybdekampen udover at for me også bidrager til at tilintetgøre fjenden (4).
Dybe operationer vil påvirke fjenden gennem angreb eller gennem truslen om angreb. Dybdekamp bør principielt føres under alle kampformer og under såvel krig som fredsstøttende operationer. Tyngden kan lægges i dybdekampen, og dybdekampen kan skabe forudsætningerne for afgørelsen. Dybdekampen rettes mod fjendens ’’centre of gravity” (5) på alle niveauer. Dybdekampen kræver således maksimal forudseenhed, således at fjenden kan bekæmpes i hele dybden af hans opstilling.
Dybdekampen er rettet mod fjendtlige midler, ressourcer og funktioner, der ikke er engageret i kontaktslaget, og den søger at hindre fjenden i at anvende dem, hvor og hvornår han selv ønsker det. Dybdekampen er ikke en funktion af geografisk dybde, men er som tidligere nævnt en funktion afformålet med ope rationen. Dybdekampen vil på den fragmenterede kamplads kunne blive ud kæmpet på højde med kontaktslaget.
Dybe operationer dominerer fjenden ved at gøre hans ildkraft uanvendelig, forstyrre hans føringssystemer, forstyrre tempoet i hans operationer, ødelægge hans installationer og forsyninger, forhindre forstærkning af manøvreenheder og ødelægge hans moral.
Formålet med dybe operationer inkluderer at begrænse fjendens handlefrihed, at ændre operationernes tempo til vores fordel, at fratage fjenden evnen til at koncentrere sine enheder, at isolere kontaktslaget og at ødelægge fjendens vilje til at kæmpe. Under såvel offensive som defensive operationer er opgaverne for dybe operationer at afskære fjendens kommunikationslinier, at forhindre fjendtligt modangreb eller indsættelse af opfølge styrker, at tilintetgøre enheder og kritiske mål, at afskære af tilbagegangsveje eller at forsyne føreren med in formationer og efterretninger om fjendtlige midler i dybden.
Dybdekampen vil ofte finde sted samtidigt med kontaktslag og baglands operationer, men kan finde sted successivt. Samtidig gennemførelse af dybde kamp og kontaktslag forhindrer fjenden i at koncentrere sin styrke. De tvinger ham til at kæmpe i én retning og beskytte sig i en anden. Dette tvinger fjenden til at indsætte enheder, hvor det ikke er hensigten, og svækker således både hans generelle disponering af enheder, som hans plan. Dybdekampens uadskillelighed fra kontaktslaget og baglandsoperationeme stiller store krav til koordination af anvendelsen af de begrænsede ressourcer, samt at grundlaget for planlægningen er forankret i førerens hensigt.
Midlernes anvendelse
Det væsentligste mål for dybdekampen er at skabe de bedste betingelser for kontaktslaget, i det bedst mulige terræn, på bedst mulige tid og sted. Dette kan kun opnås ved at undgå stykkevis indsættelse af opklarings- og angrebsmidler. Ressourcerne må koncentreres mod de mål, der er mest lønnene, i bestræbelserne for at forstyrre fjendens plan. Hermed skabes situationer, hvormed egne styrker kan gribe initiativet og vinde. Begrænsede angrebs- og opklaringsmidler skal indsættes i en planlagt, veltilrettelagt og velgennemført plan. Stykkevis indsæt telse af langtrækkende opklarings- og angrebsmidler er en luksus, vi ikke har råd til.
Motoriserede kampenheder kan løse infiltrationsopgaver med henblik på at tilvejebringe et aktuelt og nøjagtigt efterretningsbillede. Infiltration kan gennem føres under alle kampformer. I forlængelse af en infiltration kan infanterienheder gennemføre angreb i dybden af fjendens rum specielt på kampstøtteenheder, kommandostationer og faglige led. Infanterienheder vil kunne besætte objekter i en begrænset periode. Infanterienheder har væsentlige begrænsninger i infiltrationshastighed (medmindre de lufttransporteres), egenbeskyttelse og faglig tjeneste. Infanterienheder vil normalt kræve umiddelbar opfølgning eller exfiltration.
Pansrede kampenheder vil i forlængelse af et gennembrud kunne indsættes mod mål i dybden af fjendens opstilling. Pansrede enheder vil kunne indsættes mod fjendtlige kampenheder, kampstøtteenheder, kommandostationer og faglige led. Pansrede enheder vil kunne besætte og beherske objekter i en begrænset periode. Pansrede enheder vil kræve væsentlig støtte i gennembrudsfasen. De vil være begrænsede af lange kommunikationslinier og vil kræve umiddelbar op følgning.
Opklaringsenheder kan løse opklaringsopgaver i dybden bag fjendens linier, idet den fysiske forbindelse til egne styrker kan være afbrudt i kortere eller læn gere tid. Opklaringsbataljonen skal kunne operere i hele divisionens ansvarsom råde som et led i efterretningskredsløbet. Opklaringsbataljonen kan indsættes i kampopgaver mod fjendtlige kampstøtteenheder, faglige led, kommandostationer og i nogen grad mod fjendtlige kampenheder. Indsættelse i kampopgaver vil begrænse bataljonens evne til at opklare i nogen tid før og efter en kampopgave, og det vil være nødvendigt at prioritere opklaringsbataljonens to opgaver: Opklaring og kamp.
Patruljeenheder kan etablere overvågningslinier i dybden af rummet og som efterladte patruljer bidrage med efterretninger om fjenden. Patruljerne udfører stationær indhentning fra skjulte observationsstader eller gennemfører bevægelig opklaring mod nøgleobjekter i fjendens område. Patruljekompagniet indgår som et element i efterretningskredsløbet. Patruljekompagniet kan indsættes i begrænsede kampopgaver mod kommandostationer, faglige led, objekter og kampstøt teenheder.
Kamphelikoptere er bl.a. i amerikanske enheder det væsentligste dybde kampsmiddel. Kamphelikoptere kan indsættes meget dybt (200 km.) mod fjendtlige kampenheder, kampstøtteenheder og faglige led. Kamphelikoptere kan samtidig levere ’’Real Time” oplysninger om fjendtlige positioner, der overflyves. Kamphelikoptere er således et fleksibelt middel med en betydelig ildkraft. Kamphelikoptere bør indsættes om natten maksimalt koordineret med Supression of Enemy Air Defence (SEAD), Battlefield Air Interdiction (BAI) og Close A ir Support (CAS) (Joint A ir Attack Team).
Transporthelikoptere kan anvendes til at indsætte lette infanterienheder i dybden, evt. støttet af SEAD, fly og kamphelikoptere. Panservæmshelikoptere vil pga. deres store sårbarhed normalt kun kunne anvendes til støtte for kampen heder i en gennembrudsfase forud for en operation i dybden eller i tyndt besatte områder. For at sikre at procedurer for indsættelse af angrebshelikoptere kan beherskes, bør det i Danmark overvejes at indøve denne indsættelse med panser- væmshelikopterkompagniet, da disse operationer kræver høj grad af samordning.
Feltartilleri består af rørartilleri og raketkastere. Feltartilleri er en fleksibel angrebsmulighed på alle tidspunkter og under alle vejrforhold. Divisionsartilleri et rækker for nærværende ud til over 30 km. med raketkastere. Nye ammunitionstyper vil bevirke, at artilleriet kan bekæmpe et stigende antal måltyper på længere afstande, herunder punktmål, hårde mål og mål under bevægelse. Feltartilleri kræver en sikkert virkende kobling med opklaringsmidlerne. Maksimal udnyttelse af artilleriets rækkevidde kræver en fremskudt opstilling, der i nogle situationer skaber sikringsproblemer. Det kan i den situation blive nød vendigt at sikre eksempelvis raketkasterenheder med infanteri og luftværn. Feltartilleri kan indsættes mod fjendtlige kommandostationer, kampstøtteenhe- der, herunder artilleri og luftværn, faglige led og fjendtlige kampenheder.
Luftværn kan anvendes til at varsle og sikre enheder indsat i dybdekamp, f.eks. kampenheder eller ildstøtteenheder. Indsættelse af luftvæmsenheder i dybden af rummet stiller store krav til luftrumskontrollen, hvilket der skal tages hensyn til i tildelingen af midler og etablering af samvirke.
Elektronisk krigsførelse (EK) anvendes i dybdekampen til at indhente efter retninger ved at monitere og evaluere fjendens brug af det elektromagnetiske spektrum og vanskeliggøre fjendens anvendelse af det elektromagnetiske spektrum (6). EK anvendes således i dybdekampen til, at opdage, følge, jamme og vildlede kritiske eller højt prioriterede mål. EK har størst værdi, når det indsættes samtidig med andre dybdekampsmidler. EK er et væsentligt middel mod mål, der enten ikke kan bekæmpes med andre midler (p.g.a. f.eks. stedfæstelsesproblemer) eller som ikke ønskes bekæmpet med andre midler (af efterretnings mæssige årsager, eller fordi det kan forstyrre den overordnede hensigt). Sensorer, førerløse fly og radarsystemer indsættes centraliseret til fordel for helheden, således at der opklares mod de for planen vigtigste mål.
Ingeniørenheder vil kunne støtte med rydning af minefelter forud for et gennembrud. En tung enhed indsat i en dyb operation ville skulle forstærkes med ingeniørenheder til at fremme mobiliteten. Ingeniørstøtte kan anvendes i dybden til sprængning af broer. Fjemudlagte minefelter kan anvendes til at begrænse fjendtlige manøvreenheders handlefrihed og sikre flanker på en dybt angribende enhed.
Air Interdiction (AI) og Offensive Air Support er p.t. det væsentligste mid del i dybdekampen. Fly kan indsættes selvstændigt, eller i kombination med andre midler som kamphelikoptere og artilleri. Anvendelse af AI og BAI i dybdekampen kræver høj grad af forudseenhed. På divisionsniveau vil flystøtten indskrænke sig til CAS og i nogen grad BAI. Planlægningen af dybe operationer kræver således samordning med planlægningscyklus for Air Tasking Order.
Psykologiske operationer kan forstyrre fjendens operationer ved at sprede tvivl, utilfredshed og mistro i ljendens bagland samt opildne til overgivelse og påvirker således modstanderens vilje til kamp direkte. Psykologiske operationer støtter vildledelsesoperationer.
Hjemmevæmsenheder anvendes i dybdekampen til at indhente informationer om fjendens bevægelser i dybden, ødelæggelse af mindre objekter og lokal støtte til opklaringsenheder eller kampenheder indsat i dybden.
Planlægning
Som tidligere nævnt kræver en succesfuld dybdekamp høj grad af forudseenhed. Således er et tæt samspil mellem Efterretningssektionen (E), Operationssektionen (O) og Ildstøtteelementet af afgørende betydning. Succesfulde dybe opera tioner kræver en fokusering på E-indhentning og måludvælgelse. Der må stilles spørgsmålstegn ved om føringsvirksomheden, således som den for nærværende gennemføres ved danske enheder, i tilstrækkelig grad tager højde for de særlige krav, som dybdekampen stiller til dette samspil.
En succesfuldt gennemført dybdekamp kræver meget detaljeret opstillede fjendtlige handlingsmuligheder i hvert fald to trin ned. For højt prioriterede mål er det væsentligt at beskrive, hvornår de kan være hvor og under hvilke betingelser, for at fokusere indhentnings- og angrebsmidleme. Det vil være nødvendigt at definere områder i tid og rum, hvor fjendtlig aktivitet vil be- eller afkræfte en fjendtlig handlemulighed (Named Areas of Interest). Det vil være nødvendigt at definere områder i tid og rum, hvor fjenden kan angribes med størst mulig effekt for at tvinge ham til at opgive en bestemt handling (Target Area of Interest). Endeligt vil det være nødvendigt i tid og rum at fastlægge punkter, områder og aktiviter, hvor en taktisk beslutning kræves af føreren (Decision Points) (7).
En anden væsentlig proces i føringsvirksomheden i forbindelse med dybde kampen er "the targeting proces" (8). "The targeting proces" blev designet netop som et værktøj for dybdekampen (men er ikke begrænset til) og bør være en integreret del af planlægningsprocessen. Formålet er at identificere fjendtlige mål for muligt engagement og fastlægge den bedste kombination af målopklarings- og angrebssystemer. Dybdekampen er et direkte resultat af beslutninger fastlagt i beslutningsdelen af processen. Processen vil blive behandlet overordnet i det efterfølgende, idet en detaljeret beskrivelse af de nødvendige værktøjer og procedurer vil blive for omfattende her.
Den samtidige bekæmpelse af mål i hele dybden af rummet kræver en opdeling og løbende koordination i tid og rum af ansvaret på de forskellige niveauer. En definition af ansvaret udelukkende udfra geografisk dybde vil jævnfør tidligere diskussion ikke være dækkende. Ønsket om at forme kontaktslaget på hvert niveau er centralt i angivelsen af ansvarsfordelingen. Korpsets kontaktslag om fatter generelt divisionernes dybdekamp, og divisionens kontaktslag omfatter brigadernes dybdekamp. Korpsets tidshorisont er fjendtlige enheder og formati oner, der kan virke mod divisionerne med en tidshorisont på 72 timer eller mere. Divisionens dybdekamp omfatter fjendtlige enheder og formationer, der kan bringes til at virke mod brigaderne med en tidshorisont på ca. 24-48 timer. For brigaderne må fokus være enheder, der kan indsættes med en tidshorisont på ca. 12 timer. Ovennævnte tidsangivelser må ikke betragtes som absolutte, de må i hvert enkelt tilfælde afstemmes efter såvel fjendens som egne styrkers reaktions
tider. Eksempelvis vil alene eksistensen af mobile enheder som angrebshelikoptere og luftmobile styrker bevirke at tidsangivelserne må betragtes som retningsgivende.
Det skal igen understreges, at fastlæggelsen af ansvaret for de enkelte mål vil være afhængigt af situationen og af den overordnede førers hensigt. De underordnede niveauer vil skulle indordne deres dybdekamp i relation dertil. Vurderer korpset således, at et mål i divisionens ansvarsområde er tilstrækkeligt vigtigt for helheden, vil korpset vælge at bekæmpe det enten alene eller opdele det mellem divisionen og korpset.
Artilleribekæmpelse er både en del af dybdekampen og kontaktslaget, idet det er formålet med kampen, der er styrende. Firkantet betragtet udfra NATO- definitionen på dybdekamp (9) kan den reaktive artilleribekæmpelse på bag grund af pejleresultater betegnes som en del af divisionens kontaktslag. Den proaktive artilleribekæmpelse, der består af at stedfæste og bekæmpe fjendens artilleri, inden han kan bringe det til at virke mod brigaderne, betragtes som en del af dybdekampen. Alt efter, hvad vi har erkendt som fjendens ’’center of gravity” , kan denne artilleribekæmpelse få fortrin fremfor bekæmpelse af manøvre enheder eller andre kampstøtteenheder i dybden.
Situationens udvikling skaber et behov for detaljeret, formaliseret koordination af ansvaret for dybdekampen (f.eks. overtagelse af mål, der bevæger sig fra et ansvarsområde ind i et andet) mellem division og korps hver 24. time, og mellem division og brigade mindst hver 24. time. Dette kan gøres på et ’’Targeting”-møde, hvor også enhedernes egen plan for dybdekampen revurderes. Tar- geting møder skal således afholdes tidsforskudt på de forskellige niveauer. Mø det kan afholdes ved indledningen af en operation i forbindelse med 2. Stabsmø de og derefter mindst en gang hvert døgn. Mødet bør ledes af Chefen, Stabsche fen eller Chefen for Operationssektionen (CH/O), således at førerens hensigt er klart repræsenteret. Øvrige deltagere bør være Artilleriofficeren, Chefen for Efterretningssektionen (CH/E), forbindelsesofficerer for dispositionsenheder og andre, der har en aktie i den aktuelle dybdekamp.
Targeting defineres som "processen med at udvælge mål og matche dem med et passende svar, under medinddragelse af operative krav og midler" (10). "Det er en mekanisme til at sammensmelte RISTA (11) og STRIK.E midler som fly, hærfly, indirekte ild og offensiv EK og sikre at de er passende koordinerede, og at det mest passende våbensystem anvendes til at angribe hvert mål. Det er derfor et redskab for den effektive og virkningsfulde styring af resourcer og er fundamental for reaktionshastigheden overfor fjenden. Targeting er et G3 ansvar og ikke udelukkende en G2 efterretningsindhentnings proces. Den skal være en koordineret del af den samlede manøvreide." (12) "..den er i højere grad optime ret for bekæmpelse af mål i dybden end for det mere kortvarige kontaktslag" (13).
The Targeting Proces begynder med modtagelsen af opgaven og fortsætter under hele føringsvirksomheden. Den kan ikke isoleres fra andre planlægnings procedurer og er uløseligt forbundet med førerens vurdering. Hjørnestenen i the targeting proces er kredsløbet: Decide, Detect, Track, Deliver og Assess. Ved at følge denne proces bliver så mange beslutninger som muligt truffet under plan lægningsfasen, således at staben kan (har de bedste forudsætninger for at) træffe beslutninger under kampens gennemførelse uden konstant at skulle henvende sig til føreren for at få truffet en beslutning. Mål kan blive angrebet, så snart de er
dentificeret (14). Det skal understreges, at det er en kontinuerlig proces beståen de af trin adskilt ved formål og ikke faser adskilt i tid. For at opnå den bedst mulige udnyttelse af midlerne er det nødvendigt med en planlægnings proces, der sikrer, at de rigtige mål bliver angrebet med de mest passende våbensystemer. The targeting proces forsøger at opnå dette. (15)
Grundlaget for arbejdet med targeting er foresats plan, enhedens opgave og førerens hensigt. Under opgaveanalysen bør det fastlægges hvem, der i foresats manøvreide har ansvaret for dybdekampen mod hvilke mål. Hvis brigaden på lægges dybdekamp direkte eller indirekte, bør den sikre sig rådighed over midler til gennemførelsen.
Processen indledes med et decide trin ud fra en filosofi om, at det i et mål og informationsrigt miljø vil være nødvendigt på forhånd at beslutte, hvilke mål der har størst betydning, og derefter koncentrere sig om netop dem. Under op stilling af fjendens situation identificerer CH/E potentielle "High Value Targets". High Value Targets (HVT) er "de midler, der er nødvendige for den fjendtlige fører, for at han kan gennemføre sin plan" (16). Dette er jf. formålet med dybde kampen, her at fjendens sårbarhed afdækkes (fjendens "centre o f gravity"). Disse HVT raffineres under opstillingen to trin ned af fjendens handlemuligheder un der hensyntagen til terræn, vejr, fjendtlig doktrin og den fjendtlige situation generelt. Herunder identificeres relevante målområder i tid og rum.
På 2. Stabsmøde konfronteres fjendens handlemuligheder med egne mulige løsninger. Da der uværgeligt vil være utilstrækkeligt med ressourcer til at be kæmpe alle HVT, er det nødvendigt at prioritere angrebet på disse. Under konfrontationen påbegyndes udvælgelsen af et sæt "High Pay-off Targets" (HPT) for hver mulig løsning. HPTs er "de mål, som skal indhentes og angribes, hvis op gaven skal løses" (17). Den amerikanske definition på H P T er, "et H V T , der hvis det angribes succesfuldt, vil bidrage væsentligt til egne operationer" (18). HPT udvikles således på baggrund af overvejelserne og afhænger ikke af enhedens evne til at indhente og angribe dem. Har enheden ikke midlerne anmodes den overordnede fører om enten at løse opgaven eller stille midlerne til rådighed. Listen over HPT danner grundlag for CH/E's udarbejdelse af efterretningsind hentningsplanen. Der vil normalt være en liste over HPTs for hver fase af kampen.
Under konfrontation afdækkes yderligere ’’windows of opportunity” for dybdekampen. Hvornår og hvor skal de enkelte mål opdages og angribes for at opnå det ønskede formål.
På et ’’Targeting Meeting” i forlængelse af 2. Stabsmøde foretages en endelig prioritering af HPT’s. På mødet fastlægges et antal taktiske og tekniske ret ningslinier. De taktiske retningslinier inkluderer angrebstidspunkt, ønsket effekt på målet og hvilket angrebssystemer der kan anvendes. De tekniske retningslinier er bl.a. hvilke nøjagtighedskrav i tid og rum, der stilles til de enkelte mål, hvilke leveringsmidler og enheder der anvendes mod hvilke mål, samt ammunitionstyper og -antal. Ved fastlæggelse af disse retningslinier på et tidligt tidspunkt, sikres at målbekæmpelsen under deliver trinnet kan gennemføres umiddelbart og i overensstemmelse med førerens hensigt. På mødet fastlægges også nomineringer til Air Tasking Order.
Koordinations- og kontrolforanstaltninger
Koordinations- og kontrolforanstaltningerne udgøres dels af den metode, der finder sted med optiske eller elektroniske midler, den positive kontrol, dels ved forud vedtagne ordrer og procedurer, den proceduremæssige kontrol. Det vil være nødvendigt med en kombination af de to metoder for på engang at sikre størst mulig grad af handlefrihed og samtidig størst mulig grad af sikkerhed mod egenbeskydning. Koordinations- og kontrolforanstaltninger er således værktøjer, der nøje skal afpasses den aktuelle situation. Dette er specielt vigtigt på den fragmenterede kampplads.
Proceduremæssige metoder er grundlaget, men de tillader ikke i sig selv tilstrækkelig betimelighed og fleksibilitet. Lineare foranstaltninger som Reconnaissance Interdiction Planning Line (RIPL) (på vej ud af NATO-terminologi) og Fire Support Coordination Line (FSCL) er proceduremæssige. Der er et stigende behov for positive kontrolforanstaltninger - baseret på positiv identifikation og tilladelse til at agere. Positive kontrolforanstaltninger skal være real-time og interaktive mellem alle interesserede parter, hvilket stiller store krav til C2 og kommunikation. Balancen mellem kontrolforanstaltningerne bevæger sig ikke desto mindre klart fra proceduremæssig kontrol til positiv kontrol i væmsfælles operationer (19).
De proceduremæssige kontrolforanstaltninger udgøres bl.a. af skillelinier, faselinier, ildgrænser (NFL), ildstøttekoordinationslinier (FSCL) og ildrestrikti onsområder (NFA/RFA). Der pågår iøvrigt for tiden et arbejde i NATO for at standardisere og reducere antallet af kontrolforanstaltninger. Positive kontrolforanstaltninger inkluderer radioforbindelser, digitale forbindelser, anvendelse af forbindelsesofficerer, samplacering af KSN, møder mv.
I rammen af den lineære kampplads finder korpsets dybdekamp normalt sted fra FSCL og udefter. FSCL er implicit en skillelinie mellem divisionens og korp sets dybdekamp. I amerikansk doktrin er FSCL en "permissive" ildstøttekoordinationsforanstaltning, der sikrer, at mål der befinder sig udenfor denne kan an gribes umiddelbart. Enheder, der angriber udenfor FSCL, er dog forpligtede til at informere berørte enheder med tilstrækkeligt varsel til at disse kan træffe nødvendige foranstaltninger til at undgå egenbeskydning. FSCL er dog ikke at be tragte som en skillelinie. Koordinationsansvaret på begge sider af linien påhviler stadig den etablerende fører. Beslutningen om hvor FSCL skal placeres, og om der overhovedet skal placeres en FSCL kræver således nøje overvejelser.
Divisionen kan etablere en NFL, og kæmper sin dybdekamp fra denne til FSCL. Faselinier kan være forberedte NFL med henblik på at træde i kraft på et forudangivet tidspunkt eller i forbindelse med en forudangivet aktivitet. NFL skal dog anvendes sparsomt og udelukkende med formål at åbne rummet for divisionens dybdekamp.
Skillelinier må betragtes som på engang restriktive og initiativfremmende af natur. Skillelinien sikrer enheden fuld frihed til anvendelsen af ild og bevægelse indenfor eget anvist rum. Skillelinier på tværs af rummet kan anvendes til en adskillelse af ansvaret i dybden såvel foran som bagved indsatte enheder. Faselinier kan være forberedte skillelinier.
Ildrestriktionsområder kan anvendes til at sikre enheder, der opholder sig foran de iøvrigt anvendte ildstøttekoordinationsforanstaltninger. Ildrestriktions områder kan tilpasses størrelsen af enheden fra patruljeenheder til manøvreenhe der af bataljons værdi.
Endvidere anvendes angrebsmål, ildkoncentrationsområder og forskellige luftrumskontrolforanstaltninger.
Udførelse
Efter at have fastlagt målområder, måltyper, nøjagtighedskrav, tidspunkter mm. indarbejdes informationerne i efterretningsindhentningsplanen. Gennemførelsen af denne er ”targeting”-processens detect trin. Trinnet er en kontinuerlig proces gennem kampen og indhentningsplanen bør løbende opdateres i takt med situationens udvikling. En væsentlig delopgave under detect funktionen er at følge målene {track), da disse ofte vil have korte opholdstider. Angreb i overensstem melse med førerens hensigt med dybdekampen må således kunne iværksættes, så snart målene er indenfor rækkevidde, og inden det er for sent (aW/ver-trinnet). Det skal undgås, at mål der én gang er erkendt, pludseligt dukker op et uventet sted. Dette kræver en snæver kontakt mellem angrebs- og indhentningsmidleme.
Chefen for Efterretningssektionen (CH/E) bør koordinere alle indhentningsmidleme og såvel egne som udefra kommende efterretninger. CH/E ved divisionen bør således koordinere indsættelsen af opklaringsbataljonen, patrulje kompagniet, EK-kompagniet, droner (UAV), hjemmeværnet og afhøringstjene sten. På fremtidens kampplads med en overflod af informationer vil divisionens egne midler skulle koordineres med et stort antal udefrakommende efterretninger for at præsentere det bedst mulige beslutningsgrundlag for føreren. Duplikering i anvendelsen af midlerne vil der ikke være råd til, medmindre det er nødvendigt af hensyn til pålidelighed og nøjagtighed. Der vil på denne baggrund være et stigende behov for, at CH/E har et egentligt element til rådighed, der kan sortere, analysere og fremlægge efterretningerne, og samtidig støtte ham i indsættelsen af indhentningsmidleme.
Vurdering af om målbekæmpelsen har været effektiv (assess-trinnet) er også en opgave for efterretningsmidleme. Vurderingen kan være aktiv gennem anvendelsen af sensorer eller øjne, eller den kan være passiv, såsom at et mål ophører med at sende eller skyde. Værdien af denne vurdering må ikke undervurderes. Hvis kriterierne for bekæmpelsen af målene ikke er opfyldt, kan enheden tvinges til at ændre sin plan i en uhensigtsmæssig retning. Hvis en tilstrækkelig bekæmpelsesgrad ikke er opnået, kan det således være nødvendigt at gentage angrebet.
Artilleriofficeren bør på baggrund af den samlede plan koordinere den ildstøttemæssige del af dybdekampen, herunder indsættelsen af fly og feltartille ri. I forbindelse med indsættelsen af CAS, BA1 og angrebshelikoptere vil artilleriofficeren skulle planlægge Suppression of Enemy Air Defence (SEAD). E- indhentningsmidleme bør kunne kobles direkte med angrebsmidleme for at sikre rettidig bekæmpelse af HPT’s. Dette kan gøres med en frekvens (Quick Fire Channel), hvor målbekæmpelse kan foretages umiddelbart. Hvis de taktiske og tekniske retningslinier for målbekæmpelse er tilstrækkeligt detaljeret formulere de (tid, rum, nøjagtighed, prioritet, angrebsmidler mm.), vil en melding om et erkendt mål være at betragte som en skudordre, når kriterierne er opfyldt. Der vil naturligvis fortsat være tale om lejlighedsmål. Disse bør af CH/E forelægges vagtchefen og artilleriofficeren, der hvis angrebskriterieme er opfyldt, iværksæt ter bekæmpelsen.
Kampenheder indsat i dybdekampen bør føres fra operationscenteret (OPSC). Ved indsættelse af angrebshelikoptere bør chefen for angrebshelikopterbataljonen planlægge og koordinere indsættelsen af alle midler i tilslutning til denne operation. En dyb celle kan formeres ved særligt omfattende dybe operationer. ”Den dybe celle kan blive formeret ved at sammensætte udvalgte stabs medlemmer fra de påkrævede elementer i OPSC enten fysisk eller elektronisk under stabschefens ledelse. CH/O assisterer i koordinationen af dybdekampen (20). Den dybe celle er i praksis det før nævnte ’’Targeting meeting”. Cellen planlægger, koordinerer, synkroniserer og moniterer dybdekampen (21). Divisionschefen sammensætter den dybe celle udfra sin vurdering (22) (af situationen). En dyb celle er således ikke et permanent formeret element i organisationen.
Som eksempel på gennemførelse af dybdekamp på brigadeniveau kan et angreb gennem egne enheder anvendes. Angrebet gennemføres efter hidtil gæl dende doktrin. Indkommende brigade ønsker, at der gennemføres dybdekamp forud for angrebstidspunktet mod fjendtlige reserver, der kan indsættes i modangreb. Indkommende enhed ønsker at finde disse og forme dem enten ved at an gribe mindre enheder og installationer, besætte nøgleterræn eller ved at true med at afskære fjendens forbindelseslinier.
Brigaden undersøger nu, hvorledes divisionen kan tilgodese brigadens øn sker i dybdekampen. Brigadens ønsker kommer på divisionens targeting meeting med ind i divisionens samlede prioritering af midlernes anvendelse. Hvor divisionen ikke kan løse opgaven, må brigaden selv overveje, hvorledes den kan løse opgaven. Divisionen kan evt. stille midler til rådighed.
Ansvaret for kampens førelse i rummet foran udgangslinien tilhører principielt udgående enhed indtil hovedstyrkens angrebstidspunkt. Indkommende brigade må for at få udført den ønskede dybdekamp anmode udgående brigade om, at den fører dybdekampen indtil angrebstidspunktet. Indkommende enhed kan så stille midler til rådighed for udgående brigade, deltage i planlægningsprocessen, samplacere dele af OPSC og/eller udveksle forbindelsesofficerer. Kam penheder, som stilles til rådighed, underlægges udgående enhed i et kommando forhold. Artillerienheder stilles til rådighed i et støtteforhold. En mulighed anden kan være at dele af udgående enhed underlægges indkommende enhed under dybdekampen og udpassagen, således at "unity o: command" sikres under ope rationen.
Divisionens og brigadens dybdekamp adskilles ved anvendelse af en NFL. NFL vil være kraft indtil brigadens enheder nærmer sig denne. På et forudangi- vet tidspunkt vil NFL blive ophævet og en NFL dybere i rummet vil træde i kraft. Skulle en given NFL ikke blive ophævet, befales enheder til at melde sig til divisionen forud for passage enten direkte eller via forbindelsesofficer, således at positiv kontrol er sikret. Brigaden kan fortsat have kommandoen, men divisionen skal træffe foranstaltninger til at undgå egenbeskydning. Endvidere kan ildrestriktionsområder etableres i dele af rummet foran NFL.
Senest ved hovedstyrkens passage af udgangslinien overtager indkommende brigade ansvaret for kampens førelse, herunder også ansvaret for dybdekampen. Udgående brigades enheder, der befinder sig i rummet foran udgangslinien, overgår på angrebstidspunktet til indkommende brigade, der viderefører dybde kampen. Enheder fra udgående enheder anvendes derefter i overenstemmelse med forud vedtagne retningslinier, herunder fortsat deltagelse i dybdekampen, opslutning, sammendragning forud for march bagud osv. En stor del af koordi nationen i denne løsning finder sted under anvendelse af positiv kontrol.
Ved en kampenheds angreb i dybden som et led i brigadens dybdekamp tildeles enheden et rum og angrebet gennemføres som et angreb gennem egne linier. I dybden af rummet kan etableres en faseline, der fungerer som en forbe redt skillelinie mellem indkommende og udgående enhed. Skillelinien træder i kraft ved indkommende enheds passage. Indkommende enhed planlægger dyb dekampen foran denne skillelinie. Dybdekampen i resten af rummet er udgående enheds ansvar. Fra FLOT til skillelinien kan enheder fra indkommende enhed evt. stilles under udgående brigades kommando med henblik på gennembrud og fremtrængen til skillelinien. På samme måde kan divisionens og brigadens dybdekamp adskilles med en skillelinie. Enheder, der bevæger sig fra et ansvarsområde til et andet, undelægges den til enhver tid ansvarlige enhed.
Afslutning
Formålet med artiklen har uanset titlen ikke været at komme med et fuldt færdigt løsningsforslag til, hvorledes dybdekampen gennemføres på alle niveauer. Artiklens formål er på baggrund af indenlandsk og udenlandsk doktrin at skabe et oplæg til en videre debat, der kan føre til udviklingen af en egentlig dansk dok trin. Det har endvidere været hensigten at prøve at fokusere på det snævrere samarbejde, der kræves i staben for at få dybdekampen til at fungere.
Det er rimeligt at spørge, om vi har ressourcerne, herunder materiel, personel og stabe nok til at gennemføre doktrinen. Det er til en vis grad ligegyldigt. Vore allierede har arbejdet med doktrinen i flere år, hvilket vi ikke kan se bort fra. Skal vi kæmpe side om side med vore allierede, vil vi få stillet midler til rådighed, som man forventer vi vil udnytte optimalt. Det vil være nødvendigt, at vi i den nærmeste tid fordyber os i ’’The Targeting Proces” og herunder udvikler (eller låner) værktøjer til hjælp i denne.
Nogle vil nok hævde at anvendelsen af pansrede kampenheder i dybdekampen er umuligt, da det nødvendige gennembrud ikke vil kunne etableres med vore begrænsede ressourcer. Et godt eksempel på, at det er muligt, er 1. SS Panzer Divisions "Kampfgruppe Peiper" i Ardenneroffensiven 16. december 1944. ’’Kampfgruppe Peiper” trængte med stor hurtighed og brutalitet ca. 70 km i dyb den af den amerikanske opstilling, inden den ved et tilfælde blev bragt til stands ning.
Generelt i kamp anvend den normale (cheng) styrke til at engagere fjenden, den ekstraordinære (chi) til at vinde....... I kamp er der kun normale og ekstra ordinære styrker, deres kombinationsmuligheder er ubegrænsede. (23)
Noter
1. Sun Tzu: "The Art of War”, Oversat til engelsk af Samuel B. Griffith, Oxford University Press 1963, ISBN 0-19-501476-6, p. 79.
2. David M. Glantz: ’’Deep Attack. The Soviet Conduct of Operational Maneuver”, Fort Leavenworth, Kansas: Soviet Army Studies Office, U.S. Combined Arms Center, April 1987. Genoptrykt i U.S. Army Command and General Staff College, 610 The Evolution of Modem Warfare, Terms II and III Syllabus, Fort Leavenworth, Kansas Decembet 1996 pp. 154- 156.
3. Carl von Clausewitz: Om krig, oversat og redigeret af Nils Berg, Rhodos, København 1986, p. 334
4. ATP 35(B), Land Force Tactical Doctrine, p. 1-8. Fix er oversat til forme, da dette er mere dækkende i relation til formålet med dybdekampen.
5. "Centre of Gravity er den del af fjendens styrke, der hvis den angribes og ødelægges uundgåeligt vil lede til hans nederlag. Det kan være en karakte ristisk kapacitet eller lokalitet hvorfra en militær enhed, en nation eller alli ance får sin handlefrihed, fysiske styrke eller vilje til kamp" Ibid p. X X V .
6. ATP35(B),p.2-55.
7. Processen er en del af, hvad der i amerikansk terminologi kaldes "Intelligence Preparation o f the Battlefield". Detaljeret beskrevet i F M 34-130, "Intelligence Preparation of the Battlefield", Headquarters Department of the Army 1994,
8. ATP35(B),p.2-18.
9. Ibid. p. 1-8.: "Dybdekampen er grundliggende offensiv af natur".
10. Ibid. pp. 2-18-2-19
11. Reconnaissance, Intelligence, Surveillance and Target Aquisition.
12. ATP35(B), p.2-19
13. Ibid.
14. Ibid.
15. Ibid, p.2-20.
16. Ibid. p. 2-19.
17. Ibid.
18. FM 6-20-10, Headquarters Department of the Army, United States Marine Corps 1996, The Targeting Process.
19. (UK) Army Doctrine Publication 1, Operations pkt. 539.
20. FM 71-100, Division Operations, Headquarters Department of the Army 1996,
21. Ibid.
22. Ibid.
23. Sun Tzu pp. 91-92.
