En fransk teori.
I det franske tidsskrift Revue historique de l’armée, 1946 nr. 3, er publiceret en artikel af oberstløjtnant Truat og det franske forsvarsministeriums heraldiske expert Robert Louis om franske regimentsinsignia, som man på det tidspunkt var ifærd med at indføre. Det væsentlige i artiklen er ikke forfatternes kraf tige anbefaling af heraldisk afmærkning, men den historiske motivering for, og heraldiske karakteristik af afdelingsmærket, som derunder gives.
De to forfattere hævder, at afdelingsmærket i realiteten sva rer ganske til det ridderlige heraldiske våben, hvorunder tropperne førte krig i middelalderen. Det er en så interessant teori, at den indbyder til prøvelse og belysning i henseende til konse kvenser. Og med dette for øje skal i det efterfølgende optrækkes hovedforbindelseslinier mellem middelalderheraldik og nutids militære afdelingsmærke.
Oldtid.
Figurer og mærker af heraldisk karakter har i og for sig eksisteret siden den europæiske kulturs opståen i den nære orient. Sumeriske segl og andre mærkater fra 4.—3.årtusinde f. Kr. har både i henseende til brug og ornamentik væsentlige ligheder med middelalderens heraldiske våben. Det samme gælder segl og kult genstande m. m. fra kretisk-mycensk område i 2. årtusinde f .Kr., græsk-romerske mønter i klassisk oldtid o.s.v. I sidstnævnte kultur er sådan ornamentik desuden overført på skjold og hjelm.
Middelalderheraldik.
Alligevel daterer man sædvanligt heraldikken fra 12. årh. e Kr., da ridderskabets herolder fastlægger et fuldstændigt system for afmærkning ved figurer af regulær form og farve på skjold og hjelm. Men disse figurer har altså grundlag i fortids kildemateriale.
Det heraldiske våben.
Grundelementet i klassisk middelalderheraldik er våbnet, der består i skjold med figur eller figurer og hjelm med hjelmtegn m. m., hvoraf fremgår, at det er fremkommet på slagmarken. Våbenfigurerne føres tillige i et banner og er ofte afbildet påklædningen.
Væsen. Man har såvel i krig som i det krigsspil, der hedder lournering, brug for tydelige mærker, hvorved medlemmer af samhørige grupper kan kende hverandre og skelne ven fra fjen de. Dette behov, der forstærkes kraftigt ved den tidlige middel alders lukkede hjelm , tilfredsstilles ved det heraldiske våben, hvorved altså først og fremmest sker militær afmærkning. Efter indførelse af våbnet får dette imidlertid hurtigt en videre rækkende betydning ved at styrke solidaritet og kollektiv ærgerrig hed eller, hvad man nu betegner som „korpsånd“, i hæren.
Våbnet er først et personligt mærke, men bliver senere slægtsmærke og får dernæst gyldighed også for det distrikt, hvorover dets bærer råder. Det fyrstelige våben bliver til rigsvåben og det adelige til lensvåben, hvilket senere i mange tilfælde bliver benyttet som landskabs- eller provinsvåben. Jfr. Slesvigs to løver. Våbenvæsnet udvikler sig i middelalderen til også at omfatte landskabs- og byvåbner, der uden personligt mellem led knytter sig direkte til by og landskab.
Når lensmanden fører mandskab fra sit len i krig, kæmper dette under lensvåbnet, der under omstændighederne i højere grad associeres med krigergruppen end med lenet, og lensvåbnet bliver til et gruppevåben. Der opstår endvidere civile kollektive våbner eller gruppevåbner uden tilknytning til enkeltperson eller landområde, hvoriblandt kan nævnes gilde- og lavsvåbner, våbner for ridderordener m. m.
Upersonlige lokal- eller gruppevåbner består som regel blot i et skjold med figur, og en sådan komposition, uden andet tilbehør, kan altså betegnes som et våben.
I tilknytning til våbnet fører våbenherren i England ofte et eller flere badges, der kan bestå i en våbenfigur eller en anden del af våbnet eller et supplerende symbol. Badget føres som selv stændigt mærke, som regel uden skjoldramme, jævnsides med våbnet, ofte som „household-badge“ af våbenherrens husstand og undergivne.
Ornamentik. Den simpleste form for figurer består blot i en geometrisk inddeling af skjoldfladen i felter af forskellig farve. Desuden forekom m er alm indelige figurer — dyr, planter, fabel væsner, himmelleger o. s. v. — der har karakter af symboler og er enkle og primitive af form samt stærkt stiliserede. Farverne — der spiller lige så stor rolle som figurerne — er enkle og ublandede, derfor iøjnefaldende og lette at huske. Der skelnes mellem egentlige farver, især rødt, blåt, sort, grønt, i specialtil fælde tillige purpur, og de såkaldte metaller: guld og sølv. Her til kommer bl. a. naturfarve eller naturalistisk gengivelse af en genstands farve, som er tilladt i visse tilfælde. Farver og metaller benævnes i fællesskab tinkturer. De vigtigste farvelove er føl gende :
1. Et urvåben må kun have 2 tinkturer, medmindre der er til stræ kkelig begrundelse fo r flere.
2. Farve skal grænse til eller lægges på metal og omvendt.
3. Det er især strengt forbudt at lade en tinktur grænse til samme tinktur.
4. Visse detailler ved almindelige figurer kan, i nogle tilfælde skal have anden tinktur end hovedfigurerne. Hvis en løve f. eks. er bevæbnet, skal våbnet have særtinktur. Det samme gælder, men mindre kategorisk, kløer og tunge m. m.
Disse love er dog til en vis grad i logisk modstrid med hver andre, og kompromisser er liyppige selv i klassiske våbner. Det danske rigsvåben støder f. eks. ved sine 3 tinkturer — blå lover og røde hjerter på guldbund — an mod grundloven i nr. 1, såfremt man opfatter det som et urvåben, og da løvernes guldkro ner ligger på guldbund, tillige mod nr. 3.
Lovene er derfor blot at opfatte som retningslinier, der skal følges, så vidt omstændighederne tillader: så få tinkturer som muligt, de færrest mulige sammenstød langs kortest mulige grænse linier mellem to farver eller to metaller o. s. v. Men skøn herom forudsætte heraldisk skoling.
Farvesym boler.
Våbnets farver kan føres uden figurer og skjoldramme, hvor ved fremkommer et farvesymbol, som danner et slags sidestykke til våbnet. Hvor våbenbilledet består udelukkende i en komposition af farvefelter, falder de to symboler sammen, bortset fra rammen, såfremt våbnets mønster bibeholdes i parallelsymbolet. Dette lader sig dog vanskeligt gøre f. eks. i typer som Oldenburg: 2 røde bjelker på guld-bund, og farvesymbolet vil i så danne tilfælde ofte bestå blot i en fri samstilling af rødt og guld. Eksempler på farvesymboler svarende til „figur-våbner“: Preussen: sort ørn på sølv, farver sort-sølv. Slesvig: blå løver på guld, farver blåt-guld. Sådanne farvesym boler forekom m er undertiden reglementeret også i henseende til mønster, som for de schweiziske kantoner.
Farvesymboler kan også forekomme uden tilknytning til våbner. Det vægtigste eksempel herpå har man i de i løbet af middelalderen opståede nationalfarver, der, hyppigt uden forbindelse med rigsvåbnet, udfolder sig i nationalflag eller nationalfane.
Rigsvåben og nationalflag.
I rigsvåbnet, der primært er kongehusets våben, og national flaget, som knytter sig direkte til nationen, foreligger et dobbelt internationalt sæt statssymboler: et „figursymbal“ bestående i rigsvåbnerne og et farvesymbol bestående i nationalflagene.
I senere middelalder forekommer undertiden nationalfarver ne, i flagmønstrets sammensætning, fremstillet i form af et våben skjold. Flaget har altså gyldighed som våben, og staten er repræ senteret ikke blot ved to symboler, men ved to våbner, der kunne betegnes henholdsvis som rigs- og nationalvåben.
Sammensætning af våbner sker på forskellig måde, hvor det kun drejer sig om to, bl. a. ved, at det ene lægges som hjerteskjold på det andet. I et segl benyt tet af Erik af Pommern 1396 — fig. 1 — er rigs-3-løvervåbnet lagt som hjerteskjold på Dannebrogs-nationalvåbnet, og heri er eksempel på, at man har opfattet de to våbner som værende af ækvivalent heraldisk rang. En tilsvarende sammensætning fore ligger, hvor et våben er belagt, ikke med et fuldstændigt våben, men blot med våbenfiguren, som i fig. 2, hvor løverne alene er trådt i stedet for skjoldet med løverne i.
Da nationalflag eller -fane svarer til nationalvåbnet som rigs banner til rigsvåben, kan også flag og fane belægges med skjold eller skjoldfigur. Eksempler herpå har man i henholdsvis det danske kongeflag og fig. 3, hvor Dannebrog er belagt med den norske løve.
I fig. 2 og 3 forekommer Danmarks 3 løver og Norges løve uden skjoldramme, men kan tiltrods derfor betegnes som hen holdsvis det danske og det norske våben. Altså, når en figur har plads i et våbenskjold, er den at opfatte som et våben også, hvor den forekommer udenfor skjoldet.
Udvikling i heraldik.
Da klassisk heraldik er resultat af fortids udvikling, er det kun naturligt, at udviklingen fortsætter. Successive stilarter som renaissance, barok, rococco sætter præg også på heraldikken. Senere fremkomne genstande finder anvendelse som våbenfigurer: gevær, lokom otiv o. s. v. Specielt kan måske trækkes en parallel m ellem kulturens tiltagende m angfoldighed og en stærkere komplicering af våbenbilledet: Odense, Gentofte. Herunder figurgrup pen „i flere lag“ : Lyngby-Taarbæk: fiskenet, hvorpå bådshage, hvorpå krydsede årer. Heraldisk fagkundskab er indforstået med udvikling i heraldik som i alt andet, blot udviklingen sker i he raldikkens ånd. Men der er nogen uenighed om, hvilke nydan nelser der falder inden for grænserne af dette forbehold.
Militær heraldik.
Skønt det heraldiske våben altså har sin oprindelse i hæren, forsvinder heraldisk afmærkning som gennemført princip sam men med middelalderens hærorden i det hele taget, da lands knægtehærene i slutningen af 1400-tallet dukker op og danner over gangsled til nytidens nationale hærorden, der tager form i løbet af 1600-tallet.
På fane og uniform.
I tilknytning til nationalhærene fremkommer en ny våben fane, hvorpå rigs- og landskabsvåbner træder i stedet for middel alderens feudalvåbner, som man ser det gennemført rent og syste matisk i Sverige. I Danmark, hvor kun enkelte landsdele som Slesvig og Holsten har legitime våbner, kompletterer man af mærkningen ved uden heraldisk hjemmel at knytte dele af rigs våbnet til hovedlandsdelene. De Goters løver over 9 hjerter og de Venders lindorm, der ikke repræsenterer bestemte landområder og derfor kan betragtes som „ledige“, lader man føre som mærke for henholdsvis Jylland og Fyen, og Sjælland får Danmarks 3 løver med eller uden kroner og hjerter.
Heraldisk ornamentik i form af rigs- og provinsvåbner eller dele deraf genindtager ligeledes i et vist omfang sin plads på uniformen, især på knapper, grenaderhuer og lædertøj.
Afdelingsfarver.
I løbet af 1700-tallet får man ved sammensætning og variation af uniforms-, besætnings- og knapfarver opbygget et sindrigt afmærkningssystem, hverved der tillægges hver afdeling sin be stemte farvekomposition i påklædningen. Der danner sig altså et system af afdelingsfarver svarende til slægts- og nationalfarver, hvis oprindelse ligeledes er sporet tilbage til et militært behov. Og når afdelingsfarverne som regel bliver afsat på afdelingsfanen som baggrund for våbnet, er princippet følgelig det samme, som når slægts- og nationalfarver finder plads på banner og flag.
England.
I England, hvor middelalderen glider jævnt over i nytiden, sker også kontinuativ udvikling fra middelalderheraldik via før nævnte grenaderhueheraldik m. v. til nytidens krave- og hue- mærker. England omstøber simpelthen gradvis fortidens heraldika i nytidens former. Til den gamle lensmand med sin trop lensbøn der svarer den nye regimentschef med sit regiment, og regiments chefen — som regel en adelsmand — afmærker, som forgængeren, mandskabet med sit våben eller — ligeledes i samklang med fortidspraksis — en del deraf, fortrinsvis hjelmtegn eller badge.
Badge.
I stedet for
1. regim entschefsvåbnet kan træde andre våbner, hvoraf følgende er de vigtigste:
2. Tropper, der stilles af byer eller counties, fører henholds vis by- og county-våben eller lord lieutenant’s våben. Da by- og county-våbnet som regel kun består i skjold med figur, fører man i disse tilfælde hele våbnet eller blot skjoldfiguren, som regel med tilføjelse af et skriftbånd med regimentsnavn.
3. En tredje kategori af mærker består i dele af rigsvåbnet eller dertil knyttede badges, som regel tildelt af kongen soin ud mærkelsestegn. Delvis herhen hørende er specialvåbnenerne for England, Skotland og Irland samt badget for Wales, der jo dels indgår i og dels er tilknyttet rigsvåbnet.
4. Forbindelsen mellem badge og stamvåben går efterhån den i glemme, og nye mærker komponeres uden tilknytning til våbner, blot som symbolske illustrationer til afdelingernes histo rie eller virke. Heri foreligger altså det selvstændige militære badge.
Badge i fanen. Som middelalderens våbenherre, by og lav etc. fører våben, fører det engelske regiment siden 1661 sit badge i fanen. Overgangen til nationalhæren er dog markeret ved, at regimentsbadget er lagt på nationalfanen, i selve England på Skt. Georgsfanen, i Skotland på Skt. Andreasfanen. Badget figurerer altså ifølge denne placering som våben.
Afdelingfarver.
Hvert regiment har sit farvesymbol sat sam men efter model af ordensbåndet, og der ses altså bort fra den heraldiske inddeling af skjoldfladen.
Det internationale afdelingsmærke i nutid.
Det engelske badge har i senere tid fundet efterligning i mange lande. Når simple symboler for specielle våbenarter og korps kommer frem hist og her på kontinentet i 18. og 19. årh. og i 20. årh. udvikler sig til et almindeligt våbenartsmærke, skyldes det vel indflydelse derfra. Men det er dog først i tiden fra og med 1. Verdenskrig, at det engelske afmærkningssystem dan ner international skole. Det har i England vist sig så hensigts mæssigt, at man dér under 1. verdenskrig finder anledning til, i samklang med de nye organisatoriske forhold, at supplere den gamle regimentsheraldik med en ny korpsheraldik, som dog først opnår systematisk gennemførelse under 2. verdenskrig. De engelske hære er under disse krige blandet med tropper fra alverdens stater. Udlandet får ved samvær på nært hold øje for og adop terer heraldisk afmærkning, der ganske vist finder udformning i nationale særtyper.
U. S. A. lader 1921 komponere heraldiske mærker af egen form for visse regimenter og specialbatailloner og under 2. ver denskrig et komplet sæt korpsheraldik efter engelsk mønster. Holland og Belgien indfører efter 2. verdenskrig mærker, der vel primært er tilknyttet våbenarter, men som dog, dels ved deres heraldiske karakter og dels som følge af hærenes stærke opde ling, får et vist slægtskab med regimentsheraldikken. Frankrig starter regimentsheraldik i løbet af samme periode, og i Italien foreligger senest 1939 et komplet system af regimentsmærker, som dog ikke synes båret på uniformen.
Afdelingsmærkets heraldik.
Udviklingslinierne fra m iddelalderheraldik til nutidens militære afdelingsmærke er hermed trukket op.
Blandt årsagerne til fremkomst af det heraldiske våben er nævnt det militære behov for afmærkning, der senere bliver til fredsstillet ved uniformsfarver. Da khakiuniform en fortrænger den farvede uniform, genopstår delvis middelalderens behov for he raldik, og det er formentlig en væsentlig grund til, at afdelingsmærkets verdensomspændende popularitet falder sammen dermed.
Det engelske mærke består dels af forud eksisterende våbner og våbendele overført til hæren, herunder klassiske badges, og dels af nye kreationer af militære symbolik. Benævnelsen er i alle tilfælde badge. De engelske typer går igen internationalt. Fremherskende er på sine steder overført civilheraldik — f. eks. Italien — andensteds original m ilitæ r heraldik — Frankrig. —
Den militære symbolik kan være indirekte, som når en fugl gennemboret af en pil markerer luftværn, eller direkte, som når artilleriet fører kanonrør. Sidstnævnte type er lettest anvendelig og forekommer hyppigst. Militær specialsymbolik præger i stigende grad helhedsbilledet, hvilket hænger sammen med, at specielle samfundsgrupper i almindelighed har tendens til at skabe speciel heraldik — jfr. lavsvåbnet.
Afdelingsmcerket virker som våben.
Ifølge grundbetydning er badget et symbol for, at man kæm per under et dertil svarende våben. Men efter at udviklingen har brudt forbindelsen med stamheraldikken, bliver det en parallel til våbnet. Gruppevåbnet og det upersonlige våben er anerkendt i form af by- og lavsvåbner m. fl. Den moderne hærafdeling har tilstrækkelige kvalifikationer som våbenførende enhed og fører et symbol af samme karakter. Afdelingsmærket har tilmed det heraldiske fortrin fremfor den nyere tids civile våbenformer, at det repræsenterer våbnet ført tilbage til det sted og den funktion, hvorpå og hvori det er opstået, nemlig som mærke for krigsfø rende grupper på slagmarken.
Afdelingsmærket er i realiteten et våben og afviger kun fra det almindeligt anerkendte våben ved hyppigt at forekomme uden skjoldform.
Afdelingsmcerker i våbenform.
I engelsk regimentsheraldik forekommer våbenform som regel kun i tilfælde af overførte våbner, i den nye korpsheraldik derimod også for adskillige originale mærkers vedkommende — fig. 6.
Skønt det vel er efter engelsk eksempel, at U. S. A. indfører regimentsmærker, har disse selvstændig form, hyppigst af våbner. X Italien er våbenform helt, i Frankrig for en væsentlig del gennemført.
Våbenform synes altså tiltagende i hyppighed, hvilket sikkert lader sig forklare ved en voksende erkendelse af, at afde lingsmærket har karakter af et våben. Det er ikke blot reelt, men i stort omfang også formelt et våben.
Heraldisk kvalitet.
følge oprindelse i klassisk heraldik har ældre engelske mær ker som regel klassisk form og indhold — fig. 4. — Blandt nyere mærker, engelske og af anden nationalitet, finder man i mange tilfælde en heraldisk rigtig modernisering af denne type. Her under rent militære symboler som en pansernæve — fig. 5 — og et kanonrør.
Ikke sjældent må dog noteres nogen heraldisk udskejelse, som f. eks. når engelske mærker undertiden er sat sammen udeluk kende af bogstaver og skriftbånd. 3-lags-gruppen, som hyppigt fo rekommer i form af 2 krydsende våben eller redskaber belagt med en 3. figur, og hvorom er delte meninger, må vist accepteres; men en lidt overbelastet symbolik er hyppig, henseende til far ver tager man sig ofte friheder udover, hvad automatisk følger med eventuel kom plicering af figurerne.
En renaissance er imidlertid under opståen og har bl. a. gi vet sig udslag i engelsk korpsheraldik fra 2. verdenskrig. I Frankrig arbejder førnævnte Robert Louis målbevidste på at skabe en moderne militær heraldik i klassisk ånd — fig. 7.
DANSKE AFDELINGSMÆRKER.
Tilknytning til dansk heraldik.
I Danmark er efter 1945 indført et komplet sæt militære af delingsmærker. Det dermed forbundne arbejde har været af ny skabende karakter, idet forbindelsen med fortiden var så godt som totalt brudt i henseende til regulær våbenheraldik. Våben fanen blev afskaffet 1842, og af tidligere heraldik på hovedbe klædninger, patrontasker m. m., især bestående i rigsvåbnet eller dele deraf, er kun få rester bevaret, bl. a. løveknapperne på uniformen og rigsvåbnet i livgardens sol.
For et enkelt af de nye mærkers vedkommende kan dog kon stateres kontinuativ udvikling. Det drejer sig om hærmærket med 3-løver-våbnet, der stammer fra hjelmmærket af 1923 og derigennem fra officerskepi-solen af 1880, som igen har forudsæt ning i ældre mærker.
Ved mærkernes udformning er påny knyttet tråde til de brudte traditioner, idet man i størst mulig omfang har gjort brug af den våbenornamentik, som tidligere har været placeret i fane og på uniform. Det gælder først og fremmest de dele af rigsvåbnet, der har været ført som provinssymboler: de danske 3 løver, de Venders lindorm, de Goters løve samt Slesvigs 2 løver (G). Man har desuden, i tråd med udenlandsk praksis, sup pleret symbolserien med by- og herredsvåbner, gamle fanebille der m. m. begrundet i afdelingernes historie og placeringsforhold.
Endelig er søgt tilknytning til forud eksisterende militær special-heraldik, hvoraf blandt de tidligste eksempler kan næv nes tømmermændenes krydsede redskaber fra første halvdel af 1700-tallet. Nyere og mere aktuel symbolik foreligger f. eks. i lægekorpsets æskulapstav af 1850erne og ingeniørtroppernes mærke af 1870, og fra 1904—11 har man et forholdsvis komplet system af mærker også for almindelige våbenarter. En del af disse mær ker er videreført næsten uændret, f. eks. hos ingeniørtropperne og forsvarets krigsm aterielforvaltning, og i andre tilfælde er byg get nye mærker over det gamle motiv, f. eks. for intendantur- og lægekorps.
Kravemærket.
Det danske afdelingsmærke, som båret på uniformen, har, som de fleste udenlandske, nærmeste forbillede i det engelske badge og bæres altså i de fleste tilfælde uden skjoldramme. Und tagelser er repræsenteret ved 2. og 5. regiment, der har fået hen holdsvis Slesvigs og slægten Falsters våben overført fra deres stamregimenters faner — fig. 8. — Desuden fører hele hjemme værnet figurerne i skjold, fordi værnet principielt har overtaget ældre by- og herredsvåbner. De militære mærker i våbenform er ved skriftbånd eller på anden måde afmærket i forhold til originalvåbnene — fig. 11. —
Afdelingsfarver.
Som parallel til international udvikling har der også i Danmark dannet sig bestemte farver eller farvekompositioner, sammensat af uniforms-, besætnings- og knapfarver for hver især af hærens enheder, her sammenfattet ved betegnelsen afdelinger, hvorved disse er blevet afmærket i forhold til hverandre. Man har nu ved historiske undersøgelser fastlagt de til hver afdeling knyt tede farver i kompositioner egnede til brug som permanente afde lingsfarver. De er sammensat efter heraldiske regler såvel kvalita tivt som kvantitativt og i rækkefølge.
I henhold til heraldiske regler er der principielt ikke skelnet mellem forskellige nuancer af samme farve. Historisk lyse- og m ørkeblåt er f. eks. gengivet ved sim pelt blåt; historisk guld, gult, paille, orange m. v. ved guld. Afvigelser forekommer im id lertid under hensyn til historiske, militærtekniske m. fl. omstæn digheder. Telegraftroppeme har mørkeblå våbenfarve, og i 3. reg.s mærke er bibeholdt historisk orange for at undgå guld mod guld — fig. 13. -— Det har desuden i enkelte tilfælde, af hensyn til fornøden variation i forbindelse med historisk korrekthed, væ ret nødvendigt at medtage andre heraldisk uønskelige farver som, for 4. art.reg.s vedkommende, violet.
Farvelægning i våbenform.
Forberedt ved den danske brigade i Tyskland.
I slutperioden af nævnte brigades eksistens, da afdelingsmærket endnu kun var delvis gennemført, blev farvelagt mærker for alle derved repræ senterede afdelinger, dels de foreliggende reglementerede mærker og dels privat konstruerede mærker for de afdelinger, der endnu ikke havde officielle. Mærkerne blev farvelagt på skjoldformet bund til brug ved udsmykning af kaserner. Hvadenten man har haft blot æstetisk formål, eller der til grund for initiativet har ligget en dybere forståelse af mærkernes karakter, blev herved kreeret våbenform for de ved brigaden forekommende mærker. 
Genførelse for hæren. Med støtte i eksemplet derfra vil — formentlig i nærmere fremtid — blive fuldfort farvelægning af samtlige hærens reglementerede mærker efter samme princip og til samme brug.
Figurerne vil blive sat i skjold. Som skjoldbundfarver vil blive anvendt den for hver afdeling valgte komposition, som altså kan bruges uden figur og skjoldramme, hvor det måtte være ønske ligt. Hvor det bårne mærke har skjoldform, er afdelingsfarverne som regel indlagt som bundfarver deri, således at det bårne og det farvelagte mærke får fælles kontour. — 5. reg. og de fleste hjemmeværnsregioner. — I enkelte tilfælde bar dette ikke ladet sig heraldisk gennemføre, hvorfor andre metoder er valgt. 2. reg.s mærke er lagt som hjerteskjold på et hovedskjold i afdelingsfar ver, og hjemmeværnsregionerne III og VI er forsynet med en bort i værnsfarve — fig. 11. —
Samtlige afdelingsmærker vil altså på denne måde foreligge i våbenform. De bårne mærker bliver herefter at opfatte som skjoldfigurer ført uden skjoldramme og får derfor ligeledes karak ter af våbner — som'Danmarks 3 løver og Norges løve, hvor de figurerer uden skjold — fig. 2— 3 — og som man i 4. artillerireg.s mærke vil se Slesvigs våben lagt på et kanonrør — fig. 10. —
Mærkernes heraldik.
Under disse omstændigheder har det interesse at undersøge, hvorvidt våbenform er forsvarlig, d. v. s. om kompositionerne til fredsstiller heraldikkens krav til våbenfigurer og -farver.
Figurer. Man mærker sig for det første, at der kun fore kommer ganske enkelte figurer, som ikke har forbilleder eller paralleller i klassisk heraldik eller senere autoritativ praksis. At genstande, der først er frem kommet efter m iddelalderens slutning, benyttes som våbenfigurer, kan ikke være noget brud på heraldiske principper, og sådanne figurer har forlængst fundet plads i aner kendte våbner. Herunder kan formentlig henregnes den lukkede krone, der i brug svarer til middelalderens åbne. Det kgl. navne træk kunne synes heraldisk uskikket til at figurere i skjoldet, men har faktisk i tidens løb antaget karakter af en figur. Der har per manent plads i faner og i hvert fald eet forbillede som dansk skjoldfigur og er desuden begrundet i militær systematik.
Den kransede figurgruppe — fig. 12 — er sjælden, især når figurerne er lagt på kransen, men har enkelte danske paralleller. Som forbillede for den kronede figurgruppe kan bl. a. henvises til det pavelige symbol i form af krydsede nøgler, hvorover tiaraen. Men forøvrigt må der kunne trækkes legitim prallel med den kro nede enkeltfigur.
Kravemærkernes skriftbånd er principielt flyttet udenfor skjoldet — fig. 9, jfr. fig. 14 — og kun bibeholdt indenfor i en kelte tilfæ lde, hvor det er enhistorisk del af figuren — G H R — eller hvor man har ment, at mærkets kontour ville ændre sig for stærkt, hvis det blev flyttet — fig. 13. —
Figurgrupperne er i adskillige tilfælde forholdsvis komplicerede, bl. a. ved lagvis komposition — stærkest måske hos krigs materielforvaltningen — dog ikke mere, end at man i de fleste enkelttilfælde kan henvise til autoriserede civile paralleller. Når helhedsbilledet i den militære mærkesamling er mere kompliceret end i den foreliggende civile heraldik, idet komplicerede figur grupper forekommer forholdsvis hyppigere, er det bl. a. begrun det i vanskeligheden ved at finde relevante symboler af enklere form i tilstrækkeligt antal og med fornøden variation, altså i detmilitære behov. Desuden må deri ses et udslag af tidens og den mærkebærende gruppes sans for symbolik, i henhold hvertil — som tidligere omtalt — heraldik som anden kunst tenderer mod typedannelse — jr. lavsvåbnet.
Farver.
Det farvelagte regimentsmærke kan opfattes enten som et symbol bestående i en figur på flerfarvet bund — jfr. fig. 6 — eller som et dobbeltsymbol sammensat af et „figursymbol“ lagt på et „farvesymbol“. Førstnævnte opfattelse volder van skelighed ved, at afdelingsfarverne ifølge denne ikke, som i klassisk heraldik, bliver identiske med mærkets samtlige farver, men kun med btmdfarverne. Det vil derfor, for regimentsmærkets ved kommende, stemme bedst med heraldisk logik at betragte figurer og skjoldbund som to selvstændige symboler for samme gruppe, hvoraf det første er lagt på det sidste — efter forbillede af fig. 1 og 2. — Denne opfattelse volder ganske vist vanskelighed i til- fælde af andre mærker som hjemmeværnets og generalinspektø rernes, hvor skjoldbunden kun har een farve og altså efter gængs opfattelse ikke kan være et selvstændigt våben. Man må vel der for til en vis grad konstatere en heraldisk nydannelse motiveret ved, at den har vist sig afmærkningsmæssigt praktisk.
Skjoldbundens farvefelter går i alle tilfælde på langs af skjoldet, fordi farvemønstret skal kunne bruges uden skjold, f.eks. i form af farvebånd. Inddelingen er i principiel harmoni med klassiske regler, om end i nogle tilfælde særpræget i udfø relse. Man kender i klassisk heraldik en smal pæl, men derimod ikke en bred pæl som i fig. 15. Man har højre eller venstre „side“ i det klassiske skjold, men derimod ikke højre og venstre side i samme skjold som i fig. 14. Typen: delt, 1. felt delt; eller: delt, 2. felt delt har måske heller ikke helt identiske forbilleder. Disse former er altså tildels at betegne som nydannelser, men har været nødvendige af afmærkningstekniske hensyn. De markerer desuden blot en udbygning af det klassiske system efter klassisk princip og kan beskrives i strengt heraldisk terminologi.
De komplicerede figurer har medført komplicerede farvekompositioner, hvortil kan knyttes kommentar af samme art som til figurerne. De heraldiske farvelove er overholdt, så vidt materialet har tilladt.
Afdelingsmærker — våbner.
Heraldikkens udviklingshistorie viser, som før omtalt, betydelige svingninger i stil og form fra periode til periode, og svingningerne bliver desto mere iøjnefaldende, når man kaster et side blik over forhistorien i orientalsk og græsk sigillografi og skjold ornamentik. Det er gængs opfattelse, at målet for heraldisk kunst ikke er at kopiere fortiden, men, under hensyn til nutids stilart, at præstere nyskabelse i harmoni med heraldikkens originale principper. Man har bestræbt sig herfor ved udformningen af de danske mærker, som iøvrigt markerer en ny svingning i udvik lingskurven.
Efter at de danske mærker ved farvelægning er sat i skjold, vil der formentlig være enighed om det udtryk, at de foreligger i våbenform. Hvis det er rigtigt, som begrundet i det foregående, at våbenform er forsvarlig, synes deraf at følge, at de faktisk er våbner. Og det samme gælder i så fald, som ligeledes før mo tiveret, de bårne kravemærker. Hvorvidt man officielt vil drage konsekvens heraf i henseende til benævnelse, spiller underordnet rolle.
Boger, hvortil henvist.
Boutell, Charles. English lieraldry. London 1902.
Galbreath. Manuel du blason. Lausanne 1942.
Grandjeau, Kobstadsegl: P. B. G. Danske købstæders segl. Kbh. 1937. Grandjean, Lavssegl: P. B. G. Danske håndværkerslavs segl. Kbh. 1950. Henry Petersen. Danske kgl. sigiller. Kbh. 1917.
Mader, Robert. Fahnen und Farben. St. Gallen 1942.
Revue liistorique de Parmée, 2. årgang nr. 3. Paris 1946. Riksheraldik:Mcddelanden från Riksheraldikeråmbetet X. Malmo 1946. Trætteberg, Halvard. Heraldiske farvelove. Medd. från Rikslier.amb. VIL Malmo 1938.
Martin Ellehauge.
