I kaptajnløjtnant Bramm-Larsens tankevækkende artikel i Militært Tidsskrift for august er omtalt en fodfolksorganisation ba seret på en ensartet bevæbning af gruppen med lette automat- geværer, d. v. s. automatgeværer af normal geværvægt. (Som eksempler på tunge automatgeværer kan nævnes „Browning Au tomatic Rifle M1918“ og F.N. geværet med tung pibe, der uden magasin vejer 7,2, henholdsvis 5,92 kg). Ligesom kaptajnløjtnant Bramm-Larsen ser jeg i det lette automatgevær et særdeles ønskeligt middel til at „forfremme“ gruppens mandskab fra hjælpere og forsynere til aktive geværskytter. Hensigten med nærværende artikel er at pege på nogle af de tekniske problemer, der knytter sig til det lette automatgevær, samt give en karakteristik af de hidtil mest kendte lette automatgeværers virkemåde og ydeevne.
Skal skytten kunne beherske geværet under automatskydning, må dets tilbagestødsenergi være væsentlig mindre end ved de nu værende geværer for lange geværpatroner. For tilbagestødsenergien Et (i mkg) gælder formlen:
Formlen viser, at en formindskelse af tilbagestødsenergien i det foreliggende tilfælde, hvor G = normal geværvægt, nødvendiggør en formindskelse af p eller v0 eller af begge disse faktorer, der ved de lange patroner ligger m ellem grænserne 9— 12,8 g, henholdsvis ca. 850— ca. 750 m/s således at forstå, at de lave projektilvægte er knyttet til de høje hastigheder og omvendt. En formindskelse af p med samme kaliber forringer projektilets tværsnitsbelastning og dermed de ydreballistiske præstationer især på de større afstande, medens en formindskelse af v0 giver pro jektilet dårligere rasance også på de korte afstande. For rasancens vedkommende er de lange geværpatroner karakteriseret ved føl gende data:
Hvad betyder så disse tal for manden bag geværet under kamp, hvor størsteparten af skytterne glemmer at påvirke aftrækkeren, resten at stille viseret, medens nogle få hæderlige undtagel ser bedømmer afstanden forkert, og således er jo det billede, som ansete militære forfattere har tegnet af geværskytten under den anden verdenskrig og i Koreakrigen. Set på baggrimd af dette bil lede betyder tallene, at de lange patroners flade kuglebaner trods alt giver skytten en omend fattig chance for at træffe ottendels- eller kvartfigurer, „der skyder igen“, og løbende mænd, der med fanatisk dødsforagt angriber efter „human wave“ taktikkens grund sætninger. For rasancens vedkommende er der i virkeligheden ikke så forfærdelig meget at forære væk, selv om man fastsætter 600 m som absolut største afstand og 400 m som normal grænse for skyd ning med gevær.
Et let automatgevær med tilhørende „reduceret“ patron vil derfor blive et kompromis mellem 2 modstridende krav:
a) mindst mulig tilbagestødsenergi og
b) bedst mulig resance.
I det følgende skal de i praksis — før antagelsen af NATO-patronen — udførte kompromisløsninger omtales nærmere:
A. Tysk stormgevær, kaliber 7,9 mm kort.
Dette våben blev indført i 1943 under betegnelsen „Maschinen-pistole 43“ (MP43); den senere model — MP44, der blev beteg net „Sturmgewehr“ —- adskiller sig kun fra forgængeren ved at være bygget til påsætning af geværgranatstol.
Den oprindelige tyske betegnelse er misvisende, da stormgeværet er en gastryklader, hvor bundstykket — af hensyn til bedst mulig træfsikkerhed under enkeltskydning — er fast lukket over patronen i kammeret, når aftræk finder sted, hvorimod ma skinpistoler som bekendt har ulåset bundstykke og „skyder fra åben stilling“.
Gascylinderen ligger over piben, hvorved våbnets tyngdepunkt kan lægges i kærnelinien, hvilket formindsker tendensen til løft ning af mundingen under automatskydning. Gascyliderens stilling påtvinger også en høj placering af sigtemidlerne med deraf føl gende lille kolbevinkel, der ligeledes bidrager til at stabilisere våbnet under automatskydning.
Låsning og åbning af bundstykket sker ved, at stemplet un der sin bevægelse trykker bundstykkets bagende ned i, henholds vis løfter den op af et udsnit i låsestolens bund bag magasintuden. Denne principielle bundstykbevægelse, der af tyskerne betegnedes som „Kippverschluss“, benyttes også ved F.N.-geværet.
Det udskiftelige magasin rummer 30 patroner. Hver stormgeværskytte medførte ialt 6 magasiner. Magasinskifte og ladegreb udføres med venstre hånd, medens højre hånd holder geværet i pistolgrebet.
Ligesom ved Garand-geværet har aftrækkermekanismen en fjederpåvirket klinke, der fanger slagarmen, selv om aftrækkeren holdes i bund. Under automatskydning ophæves forbindelsen mellem klinken og den spændte slagarm af en udløser, der påvirkes af det fremløbende stempelt bagende, efter at bundstykket er lukket og låset. Desuden har aftrækkermekanismen et selvvirkende sikkerhedsorgan, der i enkeltskydning forhindrer slagarmens nedslag, før bundstykket er låset. Omstilleren og den almindelige håndbetjente sikring er 2 særskilte dele.
Ammunitionen
stolenmunition 43“, hvilket ligeledes er misvisende, da patronen er en kort 7,9 mm geværpatron, hvis data nedenfor er anført i sammenligning med den lange tyske 7,9 mm geværpatron og 9 mm patron M/41 (Parabellum).
Ifølge tyske kilder kunne stormgeværet præstere tilfredsstillende automatskydning på afstande indtil 300 m, hvorfor våbnets tilbagestødsenergi — ca. 0,6 mkg — kan anses for acceptabel. (Ved Garand-geværet er tilbagestødsenergien 1,7 mkg; et antal Garand-geværer med omstiller for automatskydning blev i slutningen af krigen fremstillet under betegnelsen T20). Af nedenstående sammenligning fremgår det i ballistisk henseende bragte offer.
Trods sit moderne torpedoskarp (spidsprojektil med konisk bagpart) hører den korte 7,9 mm patron, hvad rasancen angår, til i de „glade halvfemser“, hvor de daværende lange 7— 8 mm pa troner havde rundskarp med følgende data:
Der er iøvrigt meget, der tyder på, at der i tyske kredse ikke var udelt tilfredshed med stormgeværets ballistiske ydeevne. Efter krigen har tyske teknikere arbejdet i Spanien på et forbedret stormgevær, der betegnes med firmanavnet CETME. I en brochure fra dette firma findes følgende udtalelser:
„Et andet afgørende punkt for et håndvåbens effektivitet er den raserende bane. Indtil en afstand af 500 m er den raserende bane med den nye am m unition (o: CETME patronen) næsten identisk med den, der opnås med den lange tyske 7,9 mm patron med 12,8 g torpedoskarp“ (topordinat for 500 m banen = 0,7 m).
CETME patronen har et meget langt, strømlinieformet 7 mm projektil af særlig konstruktion og materiale, projektilvægten op gives til 6,8 g og vo til 820 m/s. CETME patronen er dog næppe fuldt gennemprøvet, og dens fremtid er uvis. Patronen understre ger imidlertid den tendens, der også gor sig gældende i de mere konventionelle løsninger. Indenfor de grænser, som den acceptable tilbagestødsenergi fastsadler, tilstræber man af hensyn til rasancen på de korte afstande lavest mulig projektilvægt og størst mulig begyndelseshastighed.
Denne tendens gør sig da også gældende ved stormgeværet i kaliber 7,9 mm kort. Til lang 7,9 mm patron findes foruden ovennævnte 12,8 g torpedoskarp et lettere spidsskarp på 10 g, altså et projektil i samme vægtklasse som det almindelige 7,62 mm projektil (9,72 g = 150 grains). Selv dette projektil var imidler tid for tungt til den korte 7,9 mm patron, når man indenfor den acceptable tilbagestødsenergis rammer skulle kunne tillade sig en begyndelseshastigbed, der gav projektilet en blot nogenlunde til fredsstillende rasance på de korte afstande, og tyskerne måtte derfor fremstille et helt nyt 7,9 mm projektil på kim 8,1 g til stormgeværet.
I stormgeværet ville C E T M E patronen give en tilbagestøds energi af samme størrelsesorden som den korte 7,9 mm patron.
Fabrique Nationale’s automatkarabin, kaliber 7,9 mm kort.
Dette våben, der er konstrueret af chef de service Saive, demonstreredes i februar 1948 for den belgiske hær. I en beskrivelse på engelsk betegner Fabrique Nationale våbnet som „Automatic Carbine“, der adskiller sig fra stormgeva-ret på følgende punkter:
Stemplets stod overføres til en slæde, der løfter bundstykkets bagende op af udsnittet i låsestolens bund og fører bundstykket med tilbage, medens en fjeder atter bringer stemplet frem i for reste stilling. Slæden omslutter bundstykket og lukker derfor efter hvert skud for udkaståbningen, der ved stormgeværet kim under ildpauser kan holdes lukket af en skærm. Ved stormgeværet kan snavs også trænge ind gennem den åbne rende for ladehåndtaget, der er fastgjort til stemplets bageste del, hvorimod F.N.-geværet har en ladehåndtagsskinne, der står stille under skydningen og dækker låsestolens rende for nedbringerknasten (hvormed lade håndtaget fatter slæden under udførelse af ladegreb).
Ved en gasregulator kan man variere udstrømningen af krudt gas fra cylinderen; svag udstrømning giver kraftig stempelrekyle, stærkere udstrømning svagere stempelrekyle.
Det udskiftelige magasin rummer kun 20 patroner, men til lader til gengæld en lavere skydestilling i terrænet. Fremløbsstopperen, der holder bundstykket tilbage ved tomt magasin, har et fingergreb, hvis plads i forhold til magasintuden muliggør, at påsætningen af det nye magasin og udløsningen af fremløbsstopperen kan gå umiddelbart over i hinanden, hvorimod man ved stormgeværet må trække tilbage i ladehåndtaget for at få fremløbsstopperen udløst.
Aftrækkermekanismen virker under enkeltskydning på samme måde som U.S.-karabinens: Umiddelbart efter udført aftræk gli der stangens bagende ned fra en afsats på aftrækkeren, hvorved stangens forende går op klar til at fange slagarmen, selv om af trækkeren holdes i bund. Er geværet omstillet til automatskydning, kan aftrækkeren bevæges så meget mere, før den når i bund, at stangen overhovedet ikke kan få fat i slagarmen. Denne fast holdes af en særlig automatstang, der udløses af slæden efter lås ningen af bundstykket. Automatstangen virker altså tillige — og også under enkeltskydning — som en sikkerhedsanordning mod for tidligt nedslag af slagarmen og overflødiggør derfor et særligt sikkerhedsorgan (sammenlign stormgeværet).
Disse data er omtrent de samme som for det nuværende F.N.-gevær i kaliber 7,62 mm NATO, for hvilket karabinen danner prototypen.
Tilbagestødsenergien ved 7,9 mm karabinen er 0,65 mkg, de ballistiske egenskaber som stormgeværets.
Det engelske lette automatgevær EM 2, kaliber 7 mm kort.
Inspireret af det tyske stormgevær påbegyndte England umid delbart efter den anden verdenskrig udviklingen af en kort gevær patron. De engelske teknikere blev stillet på en hård prøve, idet man fra taktisk side krævede fælles ammunition for let automat gevær og tungt maskingevær samt fastsatte automatgeværets mak simale vægt uden magasin til 8 Ibs = 3,63 kg.
Anvendelsen af patronen i maskingeværet krævede god virkning op til 2000 yards, hvorfor England ikke kunne lade sig nøje med en så lav tværsnitsbelastning som ved den korte 7,9 mm patron. Omvendt krævede automatgeværet et let projektil, og den eneste udvej var derfor en formindskelse af kaliberet. En i 1945 nedsat kaliberkommission (Ideal Caliber Panel) kom i 1947 til det resultat, at et 7 mm projektil med en vægt på 9 g var den rette kombination.
Nedenstående sammenligning viser, hvor gunstig en tværsnits belastning der herved blev opnået:
I 1949 havde England fremstillet et lille antal automatgeværer for en kort 7 mm patron.
Geværet kaldtes officielt „.280 E.M.2. Self Loading Rifle“, skønt det har omstiller for automatskydning. .280 er en nominel kaliberbetegnelse, idet det rigtige kaliber er 7 mm eller 0,276 engelsk tomme. E.M. betyder „Experimental Model“ (E.M.l var et „ægte“ selvladegevær for lang geværpatron).
Automatgevær E.M.2 blev under ledelse af Mr. Kent-Lemon konstrueret på det engelske våbenarsenal i Enfield. Våbnet adskiller sig fra stormgeværet og F.N.-automatkarabinen på følgende punkter:
Bundstykket låses ved 2 paler, der griber ind i udsnit ved låsestolens forende. I modsætning til stormgeværets og F.N.-karabinens kipmekanisme låses E.M.2 bundstykket altså symmetrisk og fortil, hvilket erfaringsmæssigt begunstiger træfsikkerheden (jfr. Mauser M/98). Selve palsystemet medfører normalt, at stemplet allerede fra begyndelsen af fremløbet presser palerne mod låsestolens sider, men ved E.M.2 boldes palerne inde i bund stykket ved en særlig låseanordning, der først udløses umiddel bart, før palerne skal låse bundstykket, således at unødig friktion mellem paler og låsestol undgås.
Fremløbsstopperen udløses automatisk ved påsætningen af det nye magasin. Ladehåndtaget sidder på højre side af stemplet.
Det mest bemærkelsesværdige er, at der i stedet for kolbe kun er en ganske kort skulderstøtte bagtil på låsestolen. Aftrækker og pistolgreb har derfor måttet anbringes under pibens bagende og sidder et godt stykke foran magasintud og udkaståbning. Hvad der er indtjent ved afskaffelsen af kolben, er kommet pibelængden til gode, således som det vil fremgå af følgende data for gevær og ammunition:
Tilbagestødsenergien er ca. 0,9 mkg, d. v. s. 50 % større end ved stormgeværet.
Fabrique Nationales lette automatgevær for den forbedrede 7 mm korte patron.
Fabrique Nationale fremstillede på grundlag af automatkarabinen et let automatgevær for den engelske 7 mm patron og del tog fra februar til september 1950 med dette våben i store forsøg i USA, hvor England mødte op med E.M.2 geværet og USA med et let forsøgs-automatgevær (T25) for 7,62 mm patron T65, den senere NATO patron.
Med hensyn til funktionering og holdbarhed viste F.N.-geværet sig som det bedste, men i ballistisk henseende var det amerikanske gevær klart overlegent, da USA i realiteten kun havde ændret patronlængden. Hertil kom, at den engelske 7 mm patron endnu ikke havde overvundet sine børnesygdomme: Træfsikkerheden var dårlig og trykkene uregelmæssige.
F.N. gav 7 mm patronen bedre krudt, fænghætte og projektil. Projektilet tog man simpelthen fra den lange 7 mm Mauser patron, som F.N. havde fabrikeret i mange år med et fortræffeligt 9 g spidsskarp af bedre form end det engelske. F.N. lod sig heller ikke binde til den lave engelske grænse for våbenvægten, men fastholdt, at geværets vægt uden magasin ikke burde være under 3,9 kg, og kunne derfor tillade sig at forøge 'begyndelseshastig heden. Dette våben, der blev demonstreret i september 1951, har følgende ballistiske data anført i nedenstående skema i sammen ligning med F.N. Mauser gevær M/30 for 7 mm lang patron.
Tilbagestødsenergien er ca. 1 mkg og kadencen 650 skud/min.; Fabrique Nationales generaldirektør Laloux udtalte i sit foredrag ved demonstrationen i 1951, at automatskydning kunne udføres under betingelser, ,,that may be considered as acceptable“ — eller med andre ord: en større tilbagestødsenergi kan absolut ikke tolereres.
F.N.-geværet med den forbedrede 7 mm korte patron har til fredsstillende rasanee indenfor 600 m, men også andre faktorer må tages i betragtning.
Projektilets mundingsenergi er 250 mkg mod ca. 350 mkg ved de lange geværpatroner. På 1000 m er projektilets energi faldet til 45 mkg, hvilket dog også gælder for 7,62 mm patron M/48 (U.S.M2 = model 1906/40). Denne afstand danner altså ved begge patroner grænsen for sikkert gennemslag af hjelme. I denne hen seende er 7 mm patronen altså tilfredsstillende, men den lange patrons overlegenhed i projektilenergi er betydelig på de korte afstande, og der kan meget vel — navnlig i bykamp — fore komme dækningstykkelser, som kan gennembrydes af 7,62 mm projektilet, men ikke af 7 mm projektilet. På ca. 200 m er den resterende projektilenergi for de lange patroner den samme som 7 mm projektilets mundingsenergi.
Det 'kan i denne forbindelse anføres, at USA fra 1941 har foretrukket at benytte panserpatroner frem for alm indelige skarpe patroner, fordi panserprojektilet lettere gennembryder upansrede dækninger (mod moderne kampvogne er panserprojektil af geværkaliber naturligvis uden virkning).
Stoppekraften overfor udækkede levende mål afhænger ikke alene af projektilets anslagsenergi, men nok så meget af sår virkningen, og tidligere erfaringer har vist, at kaliber 7,62 mm ikke ubetinget er kaliber 7 mm overlegent.
I 1920’erne var det USAs hensigt, at det kommende selvladegevær skulle benytte en 7 mm patron med følgende data:
I 1928 udførtes meget grundige skydeforsøg mod dyr (svin og geder), og de læger, der studerede sårvirkningen, udtalte, at der på 600 yards ikke var nogen påviselig forskel mellem 7 mm og 7.62 mm projektilets virkning, hvorimod 7 mm projektilet gav lidt alvorligere sår på 300 yards. På 1000 yards var 7,62 mm pro jektilet derimod overlegent, men begge projektiler måtte dog anses for tilstrækkelig virkningsfulde op til 1200 yards. Det amerikanske 7 mm projektil har en større begyndelseshastighed end det belgiske, men dettes hastighed på de korte afstande er dog tilstrække lig til, at eksplosiv virkning vil opstå, når projektilet trænger ind i vædskefyldte hulrum i legemet. Under den russisk-japanske krig (1904—05) gav således det japanske 6,5 mm projektil, hvis begyndelseshastighed var 720 m/sek., udpræget eksplosiv virkning på afstande op til 300 m.
Selv om forsøgsresultater ikke er kendt for den belgiske 7 mm patron, må det dog antages, at også denne patron giver tilstræk kelig stoppekraft.
Under de amerikanske forsøg viste det sig ikke muligt at konstruere så god en lvssporpatron i kaliber 7 mm som i kaliber 7.62 mm. Det spillede en mindre rolle for USA, der kun ville benytte 7 mm patronen i selvladegeværet og bibeholde den lange 7.62 mm patron som maskingeværpatron. Ved bedømmelsen af den belgiske 7 mm patron, der jo skulle være fælles for automat gevær og maskingevær, kan dette forhold derimod ikke lades ude af betragtning.
USA forkastede 7 mm kaliberet i 1932, fordi den daværende generalstabschef — Mac Arthur — mider hensyn til de store be holdninger af 7,62 mm ammunition gik kraftigt imod en ændring af geværkaliberet med deraf følgende ophør af ammunitionsfællesskabet for gevær og maskingevær.
I skydeteknisk henseende havde 7 mm patronen dog vist sig udmærket under selvladegeværforsøgene.
Den amerikanske 7 mm forsøgs-patron, der i hvert tilfælde indenfor 600 m har bedre rasance end den belgiske og næsten er fuldt på højde med 7,62 mm patron M/48, ville give F.N.- automatgeværet en tilbagestødsenergi på ca. 1 mkg.
Konklusion:
Hensynet til begyndelseshastigheden kræver et let projektil, og 8— 9 g synes at være passende vægtgrænser. For et sådant pro jektil er 7 mm et velegnet kaliber, idet det lette projektils tvær snitsbelastning da bliver mindst' lige så stor som ved 7,62 mm projektil M/48 (9,72 g), og stoppekraften vil være tilstrækkelig.
Tillader man en tilbagestødsenergi af max. størrelse, d. v. s. ca. 1 mkg, må man dog hovedsagelig benytte automatgeværet til enkeltskydning og først umiddelbart før den egentlige nærkamp stille om til automatskydning, men kan til gengæld give det lette 7 mm projektil en så stor begyndelseshastighed, at rasancen indtil 600 m bliver ligeså god som ved de lange geværpatroner. Det største offer må bringes for mundingsenergiens vedkommende, idet denne kun vil blive ca. 3/4 af den nuværende standard.
For automatskydningens vedkommende er en tilbagestøds energi på ca. 0,6 mkg naturligvis langt bedre, men det i ballistisk henseende nødvendige offer herfor betyder, at udviklingen for rasancens vedkommende bliver sat ca. 50 år tilbage, og mundings energien bliver kun ca. det halve af de lange spids- og torpedo- skarppatroners (eller ca. 2/3 af de gamle rimdskarppatroners).
Den taktiske brug, man agter at gøre af geværet, bestemmer, hvor meget der skal ofres af rasance og projektilenergi, men man må erindre, at også disse faktorer har deres særdeles store be tydning for ildkraften.
En mundingsbremse uden de nuværende konstruktioners ulem pe — voldsomt mundingsknald, som er desto værre, jo mere af fektiv bremsen er — ville være af meget stor betydning for det lette automatgevær. En således forbedret mundingsbremse med en virkningsgrad på ca. 30 %, mere tør man næppe håbe på, ville bringe tilbagestodsenergien ved det 7 mm F.N.-gevær ned til omtrent samme størrelsesorden som stormgeværets og for det nuværende F.N.-gevær i kaliber 7,62 mm NATO betyder en ned sættelse af tilbagestødsenergien til den absolutte max-grænse (1 m kg).
Man kan være sikker på, at opfinderne udover en forbedret mundingsbremse også leder efter andre udveje for at opnå ef fektiv automatskydning med geværer for NATO-patronen uden at svække denne patrons fortræffelige ballistiske egenskaber. Om dette vil lykkes, må frem tiden vise.
P. W. Hansen
Litteraturhenvisninger:
Følgende trykte kilder er hovedsagelig benyttet:
D 1854/3 Maschinenpistole 44 (MP 44). Gebrauchsanleitung vom 3.6.44.
Fabrique Nationale d’Armes de Guerre: Provisional Descriptive Notice of F.N. Automatic Carbine.
Fabrique Nationale d’Armes de Guerre: Fusil et Carabine, Systeme
Mauser (skydetabeller for lange geværpatroner med spids- og torpedoskarp).
E. N. Kent-Lemon: British Automatic Rifle (American Rifleman, August 1952).
A. Barker: The Rifle in the British Service (American Rifleman, July & August 1956).
Traduction complete de l’exposé de Mr. R. Laloux å la démonstration du 6.9.1951 å Brasschaet (W. H. B. Smith: Smäll Arms of the World, 1955).
J. S. Hatcher: The Book of the Garand, 1948 (forsøgene med den amerikanske 7 mm (.276) Pedersen patron).
J. S. Hatcher: Hatchers Notebook, 1947 (skydetabel for 7 mm Pedersen patron).
R. Wille: Waffenlehre I, 1905 (skydetabeller for lange geværpatroner med rundskarp). Samme værks 1. Ergänzungsheft giver med russisk militærlæge som kilde oplysninger om det japanske 6,5 mm projektils virkning i krigen 1904— 05).
H. Dv. 240 Schiessvorschrift für Gewehr) (Karabiner), leichtes Maschinengewehr und Pistole vom 30. juni 1934 (skydetabel for den lange 7,9 mm patron med 12,8 g torpedoskarp).
