Foranlediget af artiklen „Vor opfattelse af psykologisk krigsførelse“ i forrige nummer af tidsskriftet, har Legationsråd i udenrigsministeriet Hans Wenck sendt os nedenstående.
I en fængslende og på sin vis rystende artikel i M. T.’s forrige nummer: „V o r opfattelse af psykologisk krigsførelse“ skildrer distriksleder i Hjemmeværnet, P. Henningsen, de fra Sovjet bredt fremadskridende psykologiske angreb, der indsættes vekselvis som „kolde“ og „varme“ påvirkninger på en måde, så de fremkalder henholdsvis frygt og håb hos mennesker i den frie verden, hvis presse rives med, og vi selv gør det samme, forvirrres, kort sagt, bliver sat skakmat. Som baggrund for denne metode henviser forfatteren til den forsøgsrække, som den berømte russiske forsker, Ivan Pavlov, i sin tid iværksatte, og hvoraf fremgik, at en af de sikreste måder til at nedbryde en hunds eller et andet dyrs nervestabilitet og hos dem at fremkalde en ukontrolleret neurotisk ophidselse er at give et oplært, samarbejdende, men uroligt dyr uregelmæssige doser af positivt og negativt bestemte stimulanser eller signaler. Overført fra Pavlovs laboratorium har denne teknik vist sig lige så anvendelig over for mennesker, i hvilken forbindelse distriktslederen redegør for tre situationer, der illustrerer den sovjetiske angrebspsykologis metode i storpolitikken. Et yderligere eksmpel herpå er forøvrigt fremdraget i et interessant læserbrev om Pavlovs lære til „The Times“ fra overlæge ved St. Thomas Hospital i London, professor W illiam Sargent, gengivet i oversættelse i det udenrigspolitiske tidsskrift „Frem tiden“ (no. 5/1960). Distriktsleder Henningsen slutter sin tankevækkende artikel med disse ord: „Som befalingsmand i alle grupper af vort danske forsvar er det nok klogt klart at erkende, at vi atter står i en krig uden fronter og uden klare tidsafgrænsninger og med en fuldstændig sammenflydning af begreberne civil og militær. E t drama udspilles i disse år for vore øjne, hvor vi som militærpersoner ser vort forsvarsobjekt målbevidst angrebet. Det kan være let, men det bør være svært, kun at påtage sig tilskuerens rolle“ .
Det er form entlig ikke alene den russiske angrebspsykologi, der vækker til alvorlig eftertanke, men også den sejrsbevidsthed, der så ofte lyder i ministerpræsident Krushchevs taler. Derfor må det være berettiget at spørge: Har den frie verden, navnlig Vesten og dens statsmænd, en tro på sejr, militæ rt, økonomisk, ideologisk? Det sidste især. E r der en idé, som den frie verden vil slås for? En fundamental idé? — Det største problem i dag er jo ikke kommunismen, men det moralske forfald i Vesten og mangelen på en overbevisning at kæmpe for, en ideologi — så Vesten får den sejrsbevidsthed og offensive kraft, der naturligt giver den en førende åndelig og moralsk stilling. Og er der i Vesten en enhed, båret af noget samlende og forpligtende, som overgår alt andet, og optager sindene morgen, middag og aften — og natten med, hvad underbevidstheden angår? Den tidligere chef for N A T O ’s landstyrker i centralregionen, general Carpentier, bar præciceret sit syn således: „Den ideologiske krig udkæmpes på det politiske, økonomiske og militære område. Fremgangsmåden — Krushchevs sameksistenssmil eller krigspolitik — er forskellige, men målet er det samme, nemlig overtagelse af hele verden. Idag trænger vi til en ny ideologi i Vesten. Uden en sådan er vi fortabt“ . Hvad er det for en ideologi, der efterlyses? A f hvilken åndelig og moralsk karakter? Med vished for, at den er den kommunistiske ideologi overlegen og giver den frie verden initiativet?
Set i et sådant perspektiv er det af betydning at kende nogle udtalelser herom. Chefen for det franske luftvåben, general Stehlin, har sagt: „H vis den frie verden ikke skal blive udmanøvreret af det nye og magtfulde våben, ideologi, må vi møde fjenden på hans egen grund og med de samme våben. Moralsk oprustning er dette våben. Kan vi forene de ideologiske og militære faktorer, vil vi have et virkeligt forsvar for freden. V i vil opnå fred og være i stand til at bygge en ny verden.“ A t forebygge våbenkrigen og vinde idéernes krig er således generalens strategi. Om behovet for ideologisk oprustning har den nuværende chef for landstyrkerne i centralunionen, general Speidel sagt: „I N A TO er det ideologiske område det sted, hvor behovet er stort, og hvor der bliver gjort mindst. V i har en afdeling for psykologisk krigsførelse, men vi har ikke berørt problemet. Det virkelige arbejde er blevet gjort af Moralsk Oprustning.“ Under et besøg i træningscenteret i Caux fremhævede general Bethouart, der har været formand for en NATO-komité, netop dette behov, idet han tilføjede: „Denne ideologi er fundet her. V i må have mod til at sige dette og til at sprede den“ . Lad mig tilføje, at den britiske air commodore Biair Oliphant som sin overbevisning har udtalt, at i samme grad, der sluttes op om sådan tænkning og lederskab, og Moralsk Oprustning bliver nationernes polilik , kan N A TO ud over at være et skjold mod agression gå i offensiven med en forenende ideologi, der er mere frygtet i Krem l end brintbomben, og som er den ideologi, der v il vinde. I Kongo er F. N.-styrker fra Sverige, Canada, Pakistan og Ghana blevet trænet i ideologien. Som led heri har nogle film været vist bl. a. musik- -og farvefilmen: Livets højdepunkt. Obersten for en afrikansk F. N. enhed sagde: „Den er ikke blot en storslået underholdning. Den viser en måde at leve på, der kan redde A frika og hele verden“ . Byen Koblenz, der er en af N A T O ’s største garnisonsbyer og center for både den psykologiske og tekniske udrustning af den tyske hær, har i den sidste tid oplevet en ideologisk mobilisering af såvel civile som m ilitære, herunder enheder fra III armékorps og 5. panserdi vision. „V i soldater i det nye tyske demokrati ved, at den frie verdens sikkerhed og freden i verden ikke kan opretholdes uden militæ r udrustning“ , sagde en officer fra III armékorps. „Men vi ved også, at vi lever midt i en ideologisk kamp, hvis udfald afhænger af moralske og åndelige våben. Moralsk Oprustning viser, hvordan vi skal gå fra en åndelig defensiv over i offensiven. Det er grunden til, at vi både i og uden uniform er med jer på den vej“ . T il slut skal nævnes, at ca. 30 svenske officerer og ligestillede har tilstillet det svenske officerskorps et opråb, der ligger på linie med, hvad der er anført i denne artikel. Indledningsvis hedder det: „I terrorbalancens tid, hvor alle forstandige statsmænd betænker sig på almindelig våbenkrig, er den ideologiske krig kommet i forgrunden på en helt ny måde. Ingen o fficer er på højde med tidens krav, hvis han ikke sætter sig ind i den ideologiske situation og er parat til at tage sit ideologiske ansvar“ .
Jeg har været glad for at referere disse udtalelser, der falder i tråd med min egen overbevisning. Som læserne v il forstå, drejer det sig om et personligt engagement, hvis kærne er en helhjertet absolut forpligtelse til at kæmpe den ideologiske kamp på et klart moralsk fundament under Guds ånds ledelse.
Hans Wenck.
