Chefen for Forsvarets operative styrker, generalløjtnant B, E. Amled, tillige COMMANDER BALTIC APPROACHES, COMBALTAP, der er den højeste chefpost i NATO-kommandosystemet, der beklædes af en dansk officer, har efterkommet en anmodning fra Militært tidsskrifts redaktion om at gøre nogle betragtninger om det danske medlemsskab af NATO i anledning af fyrretyveårs dagen for organisationens oprettelse, den 4. april 1949.
Da de varme håndtryk - udvekslet mellem amerikanske og russiske soldater langs Elben i 1945 - kølnede og blev iskolde, og da de gamle centraleuropæiske riger faldt som dominobrikker for Stalins magt, bredte ængstelsen og nervøsiteten sig i den vestlige verden. Magtskiftet i Tjekkoslovakiet og Jan Mazaryks bratte død i foråret 1948 kom som et chock - også for regeringen Hans Hedtoft. Præget af dybeste alvor blev interne danske forhold og eksterne handlemuligheder vurderet at udgøre en direkte og øjeblikkelig trussel imod Danmark, og det såkaldte påskeberedskab blev iværksat. Danmarks militære svaghed var så åbenlys, at Hedtofts vurdering var den, at »skulle ulykken ske, ville vi være næsten hjælpeløse« (citat). Det kan jeg skrive under på med erfaringen som sekondløjtnant ved daværende 6. Regiment i Odense netop i påsken 1948. Vort lands »hjælpeløse« forsvar førte bl.a. til drøftelserne om en nordisk forsvarsunion, og da en sådan mulighed, efter koncentrerede, dybt alvorlige og stærkt personlige engagerede drøftelser, måtte forkastes, vendte Danmark og Norge blikket mod vest - imod Atlantpagten. Hedtoft begrundede bl.a. medlemsskabet med, at valget stod »mellem venne-, våben- og værgeløs neutralitet eller et forpligtende forsvarssamarbejde med de vestlige demokratier« (citat), og med håbet og ideen om, at Danmark i al evighed kunne undgå, som et lille land, at blive presset uønskehgt af en magtfuld nabostat (frit citat).
Kan vi her, 40 år efter, med god samvittighed sige, at NATO har opfyldt Hedtofts vision?
Venneløs er vi ubetinget ikke
Det er slående for en dansk officer, der var med fra starten, hvor hurtigt og hvor venligt og også høfligt, vi mærkede et venskab og broderskab med vore allierede. Det har udviklet sig tættere og dybere med årene, og kredsen er blevet større. Det har skabt betydningsfulde muligheder for en internationalisering af den danske soldats og officers hele opfattelse og gerning. Det var i de svære opbygningens år en kolossal inspiration at lære af og om »vennerne i NATO«. Som chef for Enhedskommandoen ved 40-års jubilæet vil jeg specielt pege på det sande og stærke venskab, der er mellem vesttyske og danske militære af alle grader - baseret, som det er, på gensidig forståelse, respekt og det fælles mål.
Våbenløs er vi ej heller
Gennem en storstilet våbenhjælp fra Nordamerika blev vi under opbygningen forsynet med materiel af enhver art. Som flyver af profession erindrer jeg specielt et par hundrede F-84 fly til at starte med og senere erstattet af F-86, F-100 og F-104. Efter våbenhjælpens ophør i slutningen af 1960’eme har vi selv måttet forny materiellet og tillige tilpasse det til de til enhver tid gældende forsvarsstrukturer og til herskende økonomi. Som jeg vurderer det i øjeblikket, er våbensituationen i Enhedskommandoen som helhed tilfredsstillende. Foran os ligger imidlertid besværet med at holde materielkvaliteten i en vægtning med rimelig kvantitet. Det presser sig på för dansk forsvar, men det vil på lidt længere sigt også blive et vesttysk problem.
Værgeløs? Bestemt ikke!
Efter min opfattelse ville et Danmark »alene i verden« betyde, at skulle vi værge os, var vi chanceløse. Nu er vi imidlertid (og glædeligvis) i en solidarisk alliance. Dette kommer bl.a. til udtryk i, at allianceparteme har afsat betydelige styrker til forstærkning af forsvaret af Europa, og at NATOs øverste chefer har tildelt en betragtelig del til Enhedskommandoen. Ikke måske lige det, vi allerhelst vil have, og ej heller så hurtigt, som det kunne ønskes, men forstærkningerne er ikke hyldevarer, som man blot kan pege på. Alle forreste styrker ønsker sig mere, end der kan stilles til rådighed.
Det gør Enhedskommandoen også, når den er i det humør, men vanligvis ikke alene accepterer vi, hvad der er os tildelt, vi er også helt klare over, at vi ikke er forfordelte. Med planlagte forstærkninger på hånden, med fuldt greb om tildelte vesttyske styrker - betydelige af omfang - og med nuværende dansk forsvarsstruktur, som stort set alene er øremærket til Enhedskommandoen, så er Danmark på ingen måde værgeløs. Af ovenstående kan udledes, at Hedtofts ord om et forpligtende forsvarssamarbejde nok med megen rimelighed kan siges at være opfyldt set fra alliancens side. Som den store statsmand han var, kan Hedtoft imidlertid næppe have tænkt så ensidigt. Han har givetvis fuldt ud accepteret, at også Danmark måtte forpHgte sig. Det har Danmark vel også på mange måder gjort, men særlig ivrige efter at være byrdebærende i alliancesammenhæng kan vi danske ikke prale af. De seneste års politiske aktiviteter relateret til alliancen er klart blevet opfattet som særstandpunkter. Mange af mine venner i NATO har sagt, at Danmark alene syntes at respektere »alle for een«, men glemmer begyndelsen »een for alle«. Netop nu hører jeg ikke så meget af den slags. Sagen er blevet gemt af vejen - men glemt er den ikke. Slutteligt tilbage til Hedtofts mere politiske sigte indeholdende håb og idé for Danmarks fremtid. Uden at vide præcist, hvor lang tid Hedtofts »i al evighed« var tænkt at skulle vare, så må det i al fald være klart for alle, at de første 40 år af denne »evighed« til fulde har opfyldt håbet og ideen fra 1949. NATO har både som politisk alliance og som integreret militær organisation fleksibelt mødt hverdagen og klart medvirket til at bevæge ØstA^estforholdet fra konfrontation til konsultation. Det er ikke så dårligt et resultat. Det kan NATO være meget tilfreds med, men tid til at hvile på laurbær er der desværre ikke. Meget nyt, meget spændende og meget vigtigt alliancearbejde ligger ret forude. Måtte alle problemer kunne løses i harmoni, og med det endelige mål at skabe reel stabilitet i vor del af verden.
Bent Amled.
